Magnus den Gode
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Da Knud var død, skyndte Svend sig at sejle til Danmark, idet han satte sin Lid til, at han var hans nære Frænde. Besætningerne lod han blive tilbage i England, og for dette Riges Vedkommende stolede han ikke blot paa Godvinssønnerne, som han var nær beslægtet med, men ogsaa paa sin Medkonges Dumhed og Dorskhed. Da Magnus spurgte det, bemægtigede han sig med Landsens Folks Samtykke Danmark i Henhold til den sluttede Overenskomst og som tilfaldet ham ved Knuds Testamente, og fremlagde imod Svend, som beraabte sig paa sit Slægtskab med Knud, det Forlig. der i sin Tid var indgaaet, idet han ikke tog i Betænkning i Kraft af et Testamente at gjøre Fordring paa et Rige, som han efter sit Slægtskab slet intet Krav havde paa. Men Danskerne fandt ogsaa, at de af Hensyn til den indgaaede Overenskomst, som de ved Ed havde forpligtet sig til, burde vise sig mere standhaftige i at overholde Samvittighedens Bud end i at rette sig efter, hvad Frændskab og Landsmandskab bød, og efter at have overvejet begge Medbejleres Krav foretrak de derfor den fremmede for deres Landsmand, idet de mere tog Hensyn til det indgaaede Forlig end til Slægtskabet med Kongehuset og lagde mere Vægt paa at holde, hvad de havde lovet, end paa Hensynet til Fædrelandet. De stillede sig altsaa af Samvittighedshensyn paa den fremmedes Side og forbigik Knuds Slægtning, vilde hellere tage den Tort paa sig at støde deres egne Kongers Æt fra Tronen end bryde deres Ed, idet de ved deres Valg ikke lagde an paa at smigre, men kun tog Hensyn til det Ord, de havde givet, og erklærede, at de skyldte deres Samvittighed mere end Riget og ikke vilde gjøre sig til Menedere ved at bryde deres Løfte. Hvor højt maa vi ikke sige, at Ret og Retfærdighed stod i Pris hos Folk den Gang, naar vi ser, hvor megen Vægt der blev lagt derpaa imellem Mænd af forskjellige Folkefærd! Gid Religionen, som nu er bleven gammel i Gaarde her i Landet, havde den samme Magt og Myndighed i vore Dage, som den havde hos vore Forfædre, da den endnu kun var spæd og knapt havde slaaet Rod! Svend, som fandt, at den Overenskomst. hans Søskendebarn havde sluttet, var taabelig, søgte forgjæves at faa den kuldkastet ved at forestille Danskerne, at det var umaadelig dumt at bøje sig for dem, de før havde hersket over, at give Afkald paa den fælles Frihed for én Mands tankeløse Eds Skyld og pludselig efter at have udøvet det mest glimrende Herredømme at give sig i den forsmædeligste Trældom. Men Almuen holdt vedblivende paa, at det var Overenskomsten og ikke Slægtskabet, der skulde gjælde, og dens Samvittighedsfuldhed gik af med Sejren. Medens Kong Magnus saaledes paa Grund af Danskernes Ordholdenhed fik det, som han ønskede, blev Svend i sin Lettroenhed narret af Englændernes Troløshed, thi da han var draget bort fra England, lagde Harald Godvinssøn, som svigefuldt nærede Haab om at kunne tilegne sig Herredømmet over hele England, Raad op med Landsens Folk og gjorde under Venskabs Skin paa én og samme Tid rundt om i forskjellige Landsbyer et prægtigt Gilde for den danske Hær, der var fordelt i Fæstningerne, og da Krigerne om Natten var overvældede af Drik og Søvn, lod han dem forræderisk myrde. Saaledes gjorde den Nat i et øjeblik Ende paa Danskernes gamle Herredømme, som Forfædrene i lange Tider med Tapperhed havde arbejdet paa at naa, og som Lykken aldrig siden har undt os at faa igjen, og saaledes kom England ved en Skjændselsgjerning atter til sin Selvstændighed, som det havde mistet ved Fejghed. Harald, som paa én Gang gjorde det af med Danskerne og skaffede sine Landsmænd Friheden, overdrog Herredømmet til Edvard, ikke for hans Dygtigheds, men for hans høje Byrds Skyld, for saa vidt som han lod Edvard være Konge af Navn, medens han selv var det af Gavn og omgjærdet af Magt naaede, hvad han ikke kunde naa i Kraft af sin Herkomst. Men Edvard, som kun havde Byrd at gjøre sig til af, men hverken Vid eller Forstand, nærede ved det tomme Skin af Myndighed, der var over ham, slette Menneskers Ondskab og Stormændenes Frækhed; af Navn var han Landets Konge, men i Virkeligheden de mægtiges usle Træl, der lod sig nøje med, at andre høstede Frugterne, medens han selv kun havde Skin og Skygge. Saaledes delte de Herredømmet over Englænderne, Kongenavn og Kongemagt imellem sig, og der blev gjort saadan Forskjel paa Navn og Magt, som om det var to Ting, der ikke havde noget med hinanden at gjøre. Harald var imidlertid ikke fornøjet med at have Magten, han vilde ogsaa have Kongenavnet, idet han ogsaa misundte Edvard den Ære, det gav; han stræbte derfor efter selv at vinde Kronen, og for at faa sin Begjærlighed styret begik han den Forbrydelse at lade Kongen dræbe, hvorpaa han bemægtigede sig Kongenavnet, der syntes at være det eneste, der fattedes ham.
Imidlertid besluttede Svend, skjønt han kun havde faa Tilhængere at støtte sig til, at prøve Krigslykken over for Magnus og betænkte sig ikke paa med sine faa og daarlig udrustede Krigsfolk at yppe Strid med ham, skjønt han havde en stor Hær. Først kæmpede han med ham til Søs og derefter til Lands i Jylland; det gik ham ilde i begge Slag, og slagen trak han sig over paa Fyn, saa hans Lykke var lige saa tynd som hans Fylking. Da han mærkede, at al Hjælp svigtede ham, og at han ikke blot var Gjenstand for Fjendernes, men ogsaa for sine egnes Foragt, pønsede han paa over Sjælland og Skaane at ty til Sverige, hvor han haabede paa Hjælp fra sin fædrene Slægt. Medens Magnus hidsig forfulgte ham baade til Lands og til Vands, brød Vendernes Hær pludselig ind i Jylland. Dette Indfald gjorde Sejrherren tvivlsom om, hvorvidt han skulde forfølge den flygtende Fjende eller vende sig imod den fremrykkende. Anføreren for den vendiske Hær var den anseligste af Vendernes Stormænd, som havde mistet tolv Sønner, der drev Sørøverfærd i Danmark, og nu var han falden ind i Jylland for med Sværd i Haand at hævne deres Død. Da Landsens Folk nu paa det indstændigste bad Magnus om at holde Slag med denne Fjende, lod han sin Medbejler fare, vendte sine Vaaben imod den udenrigske Fjende i Steden for imod den indenrigske, og tænkte ikke mere paa sig selv, men kun paa det almene Vel, for at det ikke skulde hedde sig, at han var ivrigere til at tage Vare paa sine egne Sager end paa Rigets. Skjønt han var af fremmed Herkomst, betænkte han sig ikke paa, uagtet Kronen endnu ikke sad fast paa hans Hoved, at vove sig i Fare for det Rige, som det endnu ingenlunde var vist, han vilde komme til at herske over. Om Natten, før end Slaget stod, havde han i Drømme et Syn, der gav ham sikkert Varsel om, hvorledes det vilde gaa. Medens han laa og sov, aabenbarede der sig nemlig en Skikkelse for ham og forjættede ham Sejr over Fjenden, og som Vidnesbyrd om, at han virkelig skulde sejre, sagde den, skulde han dræbe en ørn. Da han om Morgenen vaagnede, fortalte han, hvad han havde drømt, hvorover alle undrede sig saare. Det gik, som Drømmen havde varslet, thi da Hæren rykkede frem, saa' han ørnen, der var bleven vist ham i Drømme, sidde tæt ved, hvorpaa han sporede sin Hest og sprængte hen til den og skyndte sig saaledes med at gjennembore den med sit Spyd, at den ikke fik Tid til at flyve bort. Denne sælsomme Tildragelse fyldte dem, der saa' den, med Haab om Sejr; Hæren greb strax Varslet og tydede ørnens Død som en sikker Forjættelse om Fjendernes Nederlag; thi da de saa', at det gik, som Drømmen havde varslet, tilegnede alle sig Lod og Del i det gunstige Varsel, der var givet Kongen om, at Lykken vilde være med ham, og var alle lige hurtige til at anse det for en given Sag, at de vilde sejre. Deres Tro paa Varslet gjorde dem saa modige, at de uden at ænse nogen Fare kappedes om at styrte sig ind i Kampen, som om de allerede havde Sejren i Hænde. Og da de saaledes først havde angrebet Fjenden, fik Slaget det Udfald, Drømmen havde varslet, og Venderne blev fuldstændig slagne.
Ved denne lykkelige Sejr vandt Magnus i høj Grad Almuens Gunst, og styrket ved den Hjælp, den ivrig ydede ham, gav han sig atter til at forfølge sin Medbejler til Riget, saa meget ivrigere, som det Held, der havde forøget den Kjærlighed, Landsens Folk nærede til ham, i samme Grad mindskede Svends Vennesælhed og ikke blot vendte Almuens Hjærter fra ham, men ogsaa i høj Grad mindskede den Styrke, han havde tilbage, saa han ikke alene intet Haab kunde gjøre sig om at samle flere Folk, men endogsaa mistede dem, han havde faaet samlet. Blandt dem, som opgav den ulykkebringende Krigstjeneste under Svend, var ogsaa Venderen Godskalk. Han betænkte nemlig, at nu havde han saa længe kun haft Ulykke af at kæmpe under en anden, og da han skjønnede, at der intet Haab var levnet hans Høvding, bluedes han ikke ved at opgive sin Tjeneste hos ham og falde fra ham og holdt det for sikrere at prøve Lykken paa egen Haand end at holde sig til en andens, thi da han mistvivlede om, at Svend kunde gjøre sig Haab om bedre Tider, vilde han i alt Fald ikke undlade at hævne sin Faders Død. Det gik ogsaa, som han tænkte, thi efter at have holdt flere Slag med forskjelligt Udfald underlagde han sig Slavenland, saa at han, som, hvor det drejede sig om fremmedes Anliggender, stadig var bleven overvunden, viste sig uovervindelig, da han kæmpede for sin egen Sag. Han var imidlertid ikke fornøjet med lykkelig at have erhvervet sig dette Herredømme, men underkuede senere ogsaa Sachsenland for at hævne sin Faders Død, idet han mente, at der kun var liden Hæder ved at vinde Herredømme og Rigdom, naar han ikke tillige fik Hævn.
Magnus blev saa højt elsket af sine Undersaatter, fordi han havde værget Landet, at alle enstemmig gav ham Tilnavnet den Gode, og saaledes opnaaede han ved Lykkens Gunst, hvad der plejer at blive andre til Del for deres Dyder. Svend var imidlertid, som sagt, da hans Sag var helt haabløs, draget til Skaane og agtede sig til Sverige, hvorfra han stammede paa fædrene Side. Da Magnus, som forfulgte ham med stor Hidsighed, kom forbi Byen Alsted, blev hans Hest sky for en Hare, der kom løbende imod den, og Kongen styrtede over imod en Stub med skarpe Kanter og slog sig ihjel. Hans Lig blev ført til Norge og bisat i Kongernes Gravsted i Trondhjem. Saaledes hjalp Himlen i sin Miskundhed Svend, som hidtil havde haft saa krank en Lykke, og som al menneskelig Hjælp svigtede, og viste ham den Velgjerning at skjænke ham Riget, som Lykkens Ugunst havde berøvet ham.
