Marsk Stig (den lange Vise)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Dansk folkedigtning
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ![]() |
Historiske viser
28. Marsk Stig.
(Den lange Vise)[1]
Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen
- 1. Marstig han vaagner om Midjenat,
- og taler han til sin kære:
- „Mig har drømt saa underlig,
- Gud raade, hvad det skal sæde!
- Min ædelig Herre hin unge Hr. Marstig.
- 2. Mig drømte om mit store Skib,
- var vorden til liden Baad,
- og alle de Aarer for Borde laa[2],
- der var ikke Styre paa.
- 3. Mig tykte, det jeg og mine Mænd
- var ridende over en Bro,
- min Ganger han slog mig under sig,
- han løb til vilden Stod.“
- 4. „Hør I det, min ædelig Herre:
- I give det intet i Gem!
- det volder: Bønder og Bomænd
- vil føre eder Skatten hjem.“
- 5. Ind kom Marstigs liden Smaadreng,
- og stedtes han for Bord:
- „Her kommer Kong Eriks liden Smaadreng
- ridende i vor Gaard.“
- 6. Op stod unge Hr. Marstig,
- han klædte sig for sin Seng;
- saa gik han i Gaarden ud,
- at tale med Kongens Dreng.
- 7. „Hør I det, unge Hr. Marstig,
- og hvad jeg siger dig;
- I skal ride til Kongens Gaard,
- og følge skal I mig.“
- 8. „Hør du det, liden Smaadreng,
- og hvad jeg siger dig:
- vedst du noget af Kongens Raad,
- da dølg det ikke for mig!“
- 9. „Jeg ved ikke af Kongens Raad,
- før I faar det at høre;
- foruden I skal i Leding i Aar
- og Kongens Banner at føre.“
- 10. Det var unge Hr. Marstig,
- han svøber sig Hoved i Skind;
- saa gaar han i Højeloft
- for skønne Fru Ingeborg ind.
- 11. Hr. Marstig han ind ad Døren tren,
- han var i Huen saa gram:
- „Saa Mænd ved, skønne Fru Ingeborg,
- nu vil min Drøm gaa fram.[3]
- 12. Det jeg drømte, min gode Hest
- han løb til vilden Stod,
- det volder: jeg bliver vejen i Strid,
- min Hest bliver slagen mig fraa.“
- 13. „Tier I kvær, min ædelig Herre,
- og siger I ikke saa!
- den rige Krist i Himmerig
- eder fuldvel vogte maa.“
- 14. Det var unge Hr. Marstig,
- han rider i Kongens Gaard;
- ude stod Dannerkongen,
- han var vel svøbt i Maar.
- 15. „Hør du, unge Hr. Marstig,
- hvad jeg siger dig:
- „du skal udi Leding i Aar
- og føre mit Banner for mig.“
- 16. „Skal jeg fare af Lande i Aar
- og vove mit unge Liv,
- da vogter I mig min Hustru,
- hun er saa væn en Viv.“
- 17. Det svared unge Kong Erik,
- han smiler under Skind:
- „Hende skal ikke mere ad Skade blive[4],
- end hun var Søster min.
- 18. Saa vel skal jeg hende vogte,
- saa vel skal jeg hende gemme;
- hende skal ikke mere ad Skade blive,
- end I vare selv hjemme.“
- 19. Det var unge Hr. Marstig,
- han skulde af Landet ride[5];
- igen sad skønne Fru Ingeborg,
- hun mon de baade sørge og kvide.
- 20. Det Var unge Kong Erik,
- han beder lægge Sadel paa Heste:
- „Vi vil ride os op ad Land,
- saa høvisk en Frue at gæste.“
- 21. Det var unge Kong Erik,
- han svøber sig Hoved i Skind;
- saa gaar han i Højeloft
- for skønne Fru Ingeborg ind.
- 23. „Skulde jeg sy eder en Skjorte
- og single med røden Guld,
- saa Mænd ved, Dannerkonning,
- da var jeg Hr. Marstig uhuld!“
- 24. „Hør I, skønne Fru Ingeborg,
- og vil I have mig kær,
- alle de Dage, jeg leve maa,
- jeg vil eder elske og ære.“
- 25. „Hr. Marstig han gav mig Guldringe
- og Kæden om min Hals,
- saa Mænd ved, Dannerkonning,
- jeg bliver ham aldrig falsk!
- 26. Det loved I Hr. Marstig,
- der han af Lande for:
- I skulde mig vogte og gemme,
- som jeg eders Søster vaar.“
- 27. De tændte op de Vokselys,
- de stode paa Bord og brændte;
- saa saare græd skønne Fru Ingeborg,
- de fulgte hende med Kongen til Senge.
- 28. Det var skønne Fru Ingeborg
- hendes[8] allerstørste Kvide:
- han red til hende baade aarle og silde,
- han lagde hende hos sin Side. —
- 29. Det var unge Hr. Marstig,
- han kom fra Leding hjem;
- saa stærke var de Tidend’,
- der ham ginge igen[9].
- 30. Hjem kom unge Hr. Marstig,
- red i sin egen Gaard;
- ikke vilde skønne Fru Ingeborg
- gaa ham ud imod.
- 31. Det var unge Hr. Marstig,
- han ind ad Døren tren;
- ikke vilde skønne Fru Ingeborg
- staa ham op igen.[10]
- 32. Længe stod Herre Marstig,
- og tænkte han ved sig:
- „Hvi monne skønne Fru Ingeborg
- ikke ville staa op mod mig?“
- 33. „Den Tid I ud af Lande for,
- da var jeg en Ridders Frue;
- nu er jeg Dronning i Danmark,
- det monne saa lidet due.
- 34. Den Tid I ud af Landet for,
- da var jeg en Ridders Viv;
- nu er jeg Dronning i Danmark,
- det angrer mig al min Tid.[11]
- 35. Nu skal jeg aldrig Søvnen sove
- hos eders hvide Side,
- førend I faar vejet Kong Erik,
- som mig har gjort den Kvide.
- 36. Nu vil jeg aldrig Søvnen sove
- udi eders hvide Arm,
- førend I faar vejet Kong Erik,
- som mig har gjort den Harm.“
- 37. Hr. Marstig klæder sig og sine Mænd
- baade i Brynje og Jern;
- saa rider han til Landsting
- og undsiger Kongen der.
- 38. Det var unge Hr. Marstig,
- han gaar for Kongen fram;
- der hilser ham alt Rigens Raad,
- saa mangen ærlig Mand.
- 39. Hr. Marstig staar paa breden Ting
- og han begyndte at kære:
- „Min Hustru er med Volde tagen,
- derfor er jeg kommen here.
- 40. Jeg var mig af Landet ud
- og voved for Riget mit Liv;
- hjemme sad I, Kong Erik,
- voldtog min væne Viv.“
- 41. Det svared unge Kong Erik,
- han smiler under Skind:
- „Hendes Ja og hendes Vilje
- den var saa god som min.“
- 42. Det svared Hr. Marstig,
- han var ikke meget glad:
- „Det er nu et gammelt Ord:
- Spotten og Skaden vil følges ad
- 43. I har voldtaget min væne Hustru
- og gjort mig det til Møde;
- I skal det vide, Kong Erik:
- I skal for hende dø!“
- 44. Hr. Marstig gik af Tinge,
- og han tog til sin Hat:
- „I lader eder mindes, alt Rigens Raad,
- det har jeg Kongen undsagt.“
- 45. „Hør du, unge Hr. Marstig:
- du lader bortfare slig Ord;
- jeg giver dig Borg og Fæste
- og dertil grønnen Jord.“
- 46. „Jeg skøtter ikke om eders Borge,
- de kommer ikke i min Hu:
- jeg vilde, den Gerning var aldrig gjort
- alt mod min skønne Fru’.“
- 47. „Marstig du rider ikke saa stærkt,
- jeg kan mig jo for dig vare;
- vil du ikke være min Ven,
- da maa du vel lade det fare.“
- 48. „Ikke rider jeg saa stærkt,
- ikke heller er jeg saa streng;
- man finder dog tit en Mynde,
- der løber ind Hjort og Hind.
- 49. Drages det vel til Minde,
- at jeg har eder undsagt;
- det kommer saa tit, at liden Tue
- hun vælter fuldstort et Las.“ —
- 50. Fru Ingeborg har en Søstersøn,
- Rane er hans Navn;
- han tjente unge Kong Erik,
- det var ikke for hans Gavn.
- 51. Fru Ingeborg og unge Rane
- de gaar dem i Raad,
- alt hvor de skulde Kong Erik
- hans unge Liv forraade.
- 52. Det var liden Rane,
- han staar for Kongens Bord;
- han sagde Kongen af Hjorte og Hinde,
- som spilled udi den Skov.
- 53. „Jeg ved mig baade Hjorte og Hinde,
- de spiller udi den Lund;
- tykkes eder saa, min ædelig Herre,
- did vil vi ride en Stund.“
- 54. Det var unge Kong Erik,
- beder sadle Ganger graa:
- „Vi vil ride til Landsting
- og se, hvor Landet mon staa
- 55. I rider nu frem, mine gode Mænd,
- I reder mig Herberg der:
- jeg vil ride med Rane,
- om hans Ord de Sanding er.“
- 56. Han bad alle sine gode Mænd
- til Viborg om Herberg ride;
- det kom saa lidet udi hans Hu,
- at Rane vilde ham svige.
- 57. De hidsed efter Hjort og Hind
- og ligesaa efter Raa;
- de holdt det saa længe,
- at Dagen den monde forgaa.
- 58. Det mælte unge Kong Erik,
- han var i Huen saa ve:
- „Hjælp nu, Gud–Fader i Himmerig!
- jeg er ud af min Led.“[12]
- 59. Saa saa han sig saa lidet omkring
- udi de tykke Ris;
- der blev han var et lidet Hus,
- der brændte baade Ild og Lys.
- 60. Han gik sig i Huset ind,
- han var i Huen saa ve;
- der stod inde saa skøn en jomfru,
- som nogen Mand vilde se.
- 61. Han tog hende listelig i sin Arm,
- han talte til hende saa brat:
- „Hør I det, min skønne jomfru,
- I sover hos mig i Nat.“
- 62. Det da svared den skønne jomfru,
- saa hjertelig hun lo:
- „Svar du først, Kong Erik,
- den Gerning, du har sidst gjort!“[13]
- 63. „Min skønne jomfru, ved I det saa,
- da ved I ogsaa mere:
- I siger mig det, min skønne jomfru,
- hvor længe mit Liv skal vare.“
- 64. Det da svared den skønne jomfru,
- saa hjertelig der hun lo:
- „Spørg du ad den liden Krog,
- der dit Sværd hænger paa.“[14]
- 65. Det var tinge Kong Erik,
- han efter den Jomfru tog;
- hun blev borte imellem hans Hænder,
- han hende aldrig mere saa.
- 66. Den Stund den Jomfru hos ham var,
- da havde han Ild og Lys;
- saa snart som hun var kommen ham fraa,
- han stod i tykken Ris.
- 67. Det var unge Rane,
- saa tog han oppaa:
- „Herre, vi rider af denne Skov,
- medens Maanen skinner saa klar!
- 68. Der ligger en By her lidet fraa
- for uden den grønne Lund;
- tykkes eder saa, min ædelig Herre,
- did vil vi ride en Stund.
- 69. Did vil vi ride saa længe,
- at Maanen han skin;
- saa Mænd ved, unge Kong Erik,
- os sker der ingen Men!“
- 70. Saa red de til Finderup,
- der bad de om Hus;
- det var i–saa sildig,
- slukt var baade Ild og Ljus.
- 71. Saa stalded de ind i Finderup Lade,
- og ingen Mand dem kendte;
- det var end aldrig i hans Agt,
- ham skulde saa gaa i Hænde.[15]
- 72. Det mælte unge Kong Erik,
- og saa tog han oppaa:
- „Rane, du lukker den Ladedør,
- som jeg monne dig tiltro!
- 73. Luk du vel den Ladedør,
- som jeg monne dig tiltro:
- du tænke paa unge Hr. Marstig
- og mindes paa hans Ord!“
- 74. „Marstig, min ,Frænde, er snar i Sind
- og underlig i sine Ord;
- saa Mænd, min ædelig Herre;
- I tør det ikke tro![16]
- 75. Viben vil værge om hvert et Sted,
- som udi Marken mon staa;
- kunde hun end værge det mindste Sted,
- som hun skal bygge paa!“
- 76. Det var ikke andre Sværd eller Spyd,
- som monde for Døren staa:
- det vil jeg for Sandingen sige,
- han satte derfor to Straa.
- 78. Saa stødte de paa Døren
- med Glavind og med Spjud:
- „Du stat op, unge Kong Erik,
- du gak hid til os ud!“
- 79. Det svared unge Rane,
- saa tog han oppaa:
- „Ikke er unge Kong Erik herinde,
- I tør det ikke tro!“
- 80. Han kaste over hannem Hø,
- han kaste over ham Straa;
- det vil jeg for Sandingen sige,
- han viste dem, hvor han laa.
- 81. Han hug over Bjælke,
- og han hug over Balk;
- saa fast hug han for Kong Erik:
- han værged ham som en Skalk. —
- 82. „Hvem vil ride til Viborg
- og følge Kongens Lig?
- hvem vil ride til Skanderborg,
- sige Dronningen Tidende slig?“
- 83. Ingen vil ride til Viborg
- og følge Kongens Lig;
- en Dreng sendte de til Skanderborg,
- sige Dronning Tidende slig.
- 84. Ind saa kom den liden Smaadreng,
- og stedtes han for Bord;
- han var snild i Tale sin,
- han kunde vel føje sine Ord.
- 85. „Hil sidder I, Dannerdronning,
- er klæd i Skarlagen rød!
- vejen er unge Kong Erik,
- i Finderup ligger han død.“
- 86. De stak ham ind ved højre Arm
- og ud ved venstre Side;
- — I vogter saa vel det lidet Barn,
- al Danmark bær for Kvide!
- 88. „Det skal du have for Tidende,
- enddog de er ikke gode:
- Øl og Mad udi min Gaard,
- den Stund vi lever baade.“
- 89. Marstig vog Kongen i Finderup,
- han agter det i–saa ringe;
- Saa red han til Skanderborg,
- han lader sin Ganger springe.
- 90. Det var danske Dronning,
- hun ud ad Vinduet saa:
- „Hisset ser jeg den selvgjorte Konge
- ridendes i vor Gaard.“
- 91. „Jeg er ikke selvgjort Konge,
- fordi du siger saa;
- men det var Drost Hr. Lovmand,
- sidst i dine Arme laa.
- 92. Saa lidt agter du Kong Eriks Død,
- saa lidt agter du den Kvide:
- meden du har Drost Lovmand,
- og du ser ham i Live.“
- 93. Det mælte Hertug Kristoffer,
- han stod i Skarlagen rød:
- „Alt er det fuld ond en Bod
- for min kære Faders Død!“
- 94. Det mælte Hertug Kristoffer,
- han talte et Ord med Ære:
- „Alt skal du ud af Landet rømme,
- om jeg skal Kronen bære!“
- 95. „Skal jeg ud af Landet rømme
- og ligge paa Vandet hint kolde,
- saa mangen Enke da skal jeg gøre
- og mest af Fruer hin’ bolde.
- 96. Skal jeg ud af Danmark rømme
- fra Hustru og Børn saa smaa,
- alt skal jeg min Føde i Danmark hente
- baade Vinter og Sommer og Vaar.“
- 97. Saa red han fra Skanderborg;
- han lod sin Ganger springe;
- han red sig til Møllerup[19],
- hin skønne Fru Ingeborg at finde.
- 98. Det var unge Hr. Marstig,
- red i sin egen Gaard;
- op stod skønne Fru Ingeborg.
- hun gik hannem ud imod.
- 99. Det mælte unge Hr. Marstig,
- han tog hende i sin Arm:
- „Nu har jeg vejet Kong Erik,
- som dig har gjort den Harm.
- 100. Hvad heller vil du være en fattig Kvinde
- og følge en fredløs Mand,
- heller du vil være en Slegfred
- og bære det Hadings–Navn?“
- 101. „Langt heller vil jeg være en Dannekvinde
- og følge en fredløs Mand,
- end jeg vil være en Slegfred
- og bære det Hadings–Navn.“
- 102. Marstig han drog sig til Hjælm
- og saa tog han det ind;
- det vil jeg for Sandingen sige:
- derfor blegned mangen Kind.
- 104. Bonden gaar ad Marken,
- og der saar han sit Korn:
- „Hjælp os, Gud Fader i Himmerig,
- har Hjælm nu faaet Horn!“
- 105. Marstig han lader opbygge Hjælm,
- han sætter der Mur og Tinde;
- Kongen drog derfor med al sin Magt,
- kunde ham det ikke afvinde.
- Min ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.
Fodnoter
- ↑ Indl. S. 54—56; DgF. Nr. 145 A. De fleste Oplysninger om Udtryk i denne Vise maa søges under de kortere Viser (Nr. 25—27), som Digteren i høj Grad har benyttet ved dens Affattelse.
- ↑ 2 laa for Borde, laa drevne over Bord.
- ↑ 11 gaa fram, gaa i Opfyldelse.
- ↑ 17 ad Skade, til Skade.
- ↑ 19 han skulde af Landet ride, han maatte ride af Landet (jf. V. 1 i forrige Vise).
- ↑ single, bræmme, baldyre.
- ↑ 22 En udsyet Skjorte var Fæstemøens Gave til Fæstemanden (jf. Nr.20 Esbern Snare) i Kongens Bøn til Fru Ingeborg er altsaa et Spørgsmaal, om hun vil være hans Elskerinde.
- ↑ 28 Fru Ingeborg hendes, Fru Ingeborgs.
- ↑ 29 ginge igen, mødte ham, (igen, imod).
- ↑ 31 staa ham op igen, staa op imod ham (ham er Hensynsbetegnelse).
- ↑ 34 det angrer mig, det nager og harmer mig.
- ↑ 58 ud af min Led, Vej, er faret vild.
- ↑ 62 svar du først den Gerning, gør først Rede for den Gerning.
- ↑ 64 Muligvis er Meningen: dit Liv vil ikke vare længere, end Sværdkrogen i dit Bælte holder.
- ↑ 71 ham skulde saa gaa i Hænde, at saadan en Skæbne skulde overgaa ham.
- ↑ 74 I tør det ikke tro, I behøver ikke at bryde eder derom.
- ↑ 77 bradere, hurtigere (jf. brat, hurtig).
- ↑ de var lagt, de havde lagt dem.
- ↑ 97 Herregaarden Møllerup i Feldballe Sogn ved Æbeltoft var — ifølge Overleveringen — Marsk Stigs Bopæl.
- ↑ de skøtter ikke om, de regner ikke for noget.
- ↑ 103 Bøsser ɔ: Kanoner) nævnes tidligst under Valdemar Atterdag, og kunde nok være kendte paa den Tid, da Visen digtedes (derimod sikkert ikke, dengang Hjælm blev belejret af Erik Menved); de ældre Kastemaskiner (Blider) var dog stadig de almindeligste Belejringsredskaber.