Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Bueskytten Kunuk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Bueskytten Kunuk
Fortalt af Manigsoq
I vore Forfædres Ungdom jagede man Rener paa en helt anden Maade end nu. Den Gang var alle Bueskytter. Vi unge har kun leget med Bue som Børn, men for de gamle var det ikke bare Legetøj. De lavede dem helst af Renhorn, som surredes sammen med Senetraad; det var Buer, som skød langt, for den, der havde Kræfter til at spænde dem. Pilen var af Træ, ofte forsynet med Styrefjer i den ene Ende; Odden var af Flint eller Jern. Jernet huggede de ud af de store Jernsten, som Peary nu har ført til de hvides Land.En stærk Mand kunde skyde sin Pil tværs igennem en Ren, og en øvet Skytte ramte selv i vildeste Galopade. De, der vilde kappes, var sikre paa Stenkasts Afstand. Ellers holdt de jo nok af at faa dem nær ind paa sig.
Renerne havde dengang bestemte Veje mellem Fjældene. Man ser endnu heroppe de mange fasttraadte Stier. Jægerne vidste derfor, hvad Vej de vilde følge, enten naar de skulde trække ned mod Kysten ved Foraar eller ind mod Bræerne ved Vinter. De udspændte lange Kobberemsliner paa tværs af Renvejene, idet de byggede Smaavarder af Sten, hvortil Remmene var fastbundne med korte Mellemrum.
Naar nu en Flok Dyr kom travende og løb Panden mod Linen, forsøgte de aldrig at springe over den, men fulgte den blot hen til en af Enderne. Her var paa begge Sider en Bueskytte, der sad indenfor en Skydemur af Sten, for at Renerne ikke skulde ane Uraad; og paa den Maade ledte man Byttet lige hen til Jægeren.
Man brugte ogsaa at gaa paa Jagt mange i Følge og forvirre Renflokkene ved Raab, saaledes at man fik dem drevet fra det ene Skyttebaghold til det andet. Men for at dette skulde lykkes, maatte Landet ikke være for bredt.
En af de bedste Bueskytter, der nogensinde har levet heroppe, hed Kunuk; han spændte bedst med Kejten, sagde man, og han skød med en saadan Sikkerhed, at han kunde drille sine Jagtfæller med at spidde sin Pil i et Gevir, mens Kammeraterne endnu holdt paa, at Dyrene var udenfor Pils Hold. Han havde ogsaa en Ryg, der kunde bære alt, hvad man fik læsset paa den. En Fjordsæls Skind, fyldt med spæksyltede Søkonger, kunde han bære flere Mil uden at hvile sig. Og satte han i Løb efter en flygtende Ren, tabte hans Kammerater ham snart af Syne. Hør en Gang en Jagt, man taler om heroppe endnu den Dag i Dag.
Kunuk var inde i en Fjord, langt fra Mennesker og Kødgrave. Der var foruden ham Pualuna, den eneste, Kunuk gad jage sammen med. Men de havde haft Snestorm nogle Dage, og deres Mad var sluppen op, og Fangst havde de ikke gjort endnu.
Da det blev roligt Vejr, og de igen kunde begynde en Jagt, skuffede de Sneen bort og aad lidt Pileløv, for ikke at faa Hjertebanken, naar de skulde løbe med tomme Maver.
De havde gaaet den halve Dag, da de kom til Spor, der var traadt om Natten. Det var en vældig Tyr, kunde de se. Men den var langt borte.
"Den maa vi løbe op," sagde Kunuk, og uden at vente paa sin Fælles Svar satte han straks op ad Fjældet. De løb nu Dagen til Ende, og da det blev Aften, kom de til det Sted, hvor Dyret havde sovet og spist. Pualuna begyndte saa smaat at snappe efter Vejret, det var af Sult, men Kunuk, der ikke vilde give op, gik hen og samlede de friskfrosne Ekskrementer op og delte dem med sin Ledsager.
"Slug dem og fortsæt, saa skal du faa talgtungt Rygkød i Morgen!" sagde Kunuk.
Det var maanelyst, og de kunde følge Sporene. Hen mod Midnat blev Sporene til tre. Tyren havde fundet en Ko og dens Kalv. Da lo Kunuk højt, for nu skulde Byttet naas. Mødtes først Ko og Tyr i Brunsttiden, løb de ikke langt. Man kunde se paa Sneen, at Dyrene havde leget; og i kaade Spring havde de nedtrampet Slettens bløde Sne. Deres Spor førte over et Fjæld og tabte sig i Maanelyset.
Nu fortæller man, at Kunuk skal have løbet, saa at han saa ud som en Snebold, der rullede op over Fjældet; saaledes hvirvlede Sneen i Bue om ham fra hans Fodslag. Han var sulten og vilde have Ende paa Jagten. Og saa havde Pualuna tabt ham af Syne.
Gamle Folk, som kendte baade Kunuk og Pualuna, er enige i deres Beretning. Først næste Dags Middag havde Kunuk indhentet sit Bytte. Han var tæt inde paa Dyrene, da Tyren saa ham. Den havde rejst sig op og rystet sit Hoved i et vældigt Brøl, saa Ko og Kalv forvirrede havde staaet lammede uden at røre sig. Og før de kunde springe bort, havde først Tyren og siden Koen en Pil i Hjertet.
Nu først havde Kunuk mærket Følgerne af sit vilde Løb; træt havde han ladet sig falde over den døde Ko og suget Mælken af dens varme Yver. Og der var han faldet i Søvn. Han fortæller nu, at han var vaagnet ved, at noget varmt skubbede til hans Ansigt; da han slog Øjnene op, saa han, at det var den lille Kalv, der vilde til for at die sin Moder.
Kalven — det er jo sandt, der var tre; ja, den havde han helt glemt før, da han skød de andre.
Nu trak han den bare til sig og jog sin Kniv ind i Siden paa den. Den var saa lille, at den intet begreb, men bare sank sammen og døde.
Da Pualuna naaede frem til sin Kammerat, var Tyren flænset. Kunuk havde viklet sig ind i dens vaade, tykke Hud og sov i en Fordybning i Sneen. Ved Siden af ham laa afgnavede Ben.
Saadan jagede man Ren i gamle Dage.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 94-96. København, 1925.
