Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Manden, der tog ud paa Rejser for at lede efter sin Søn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Manden, der tog ud paa Rejser
for at lede efter sin Søn
Fortalt af Anarfik
Det var engang i vore Forfædres Tid, at en Mand tog ud paa Rejser langs med Landene for at søge efter sin Søn, der var bleven borte i Kajak.En Dag ser han ved en stor Bræ en Kæmpe og ror op til ham. Da han var kommen ind i Huset, trak Bræens Mand en Tromme frem, en dejlig Tromme med Skind af et Menneskes Mavesæk og Kæmpen lavede sig nu til for at give Manden denne Tromme men kom samtidig til at skælve over hele Kroppen, for han fik saadan en forfærdelig Lyst til at spise ham med det samme.
Samtidig begyndte nogle store Laks at falde ned fra et Hul i Taget, og Manden blev saa bange, at han havde svært ved at spise, og ud kunde han ikke komme.
Men da han var en stor Aandemaner, gav han sig nu til at kalde paa sine Hjælpeaander. Det var nogle store Spækhuggere.
"Spækhuggere, Spækhuggere! Kom frem, Hjælpeaander, vis jer! Man vil æde mig!"
Og Spækhuggerne kom frem, og Huset blev knust og Kæmpen dræbt, og saa rejste Manden videre for at søge efter sin Søn.
Saa ser han igen en stor Mand, og den store Mand bestilte ikke andet end at spise Mennesker; deres Kajaker kastede han ned i en dyb Fjældkløft. Manden roede frem til Kæmpen. Da han var kommen op til ham, viser Menneskeæderen ham hen til en dyb Kløft og siger: "Men se dog engang det dernede!" Og da Manden saa ned, forsøgte han at styrte ham baglæns ned i Kløften.
Men Manden greb fat i Menneskeæderens Ben og kastede ham ned, og derpaa rejste han videre.
Og medens han roede videre frem, hører han en Sæls Knokkel raabe til sig: "Tag det Mos bort, som har sat sig i det Hul, der gaar igennem mig!" Og det gjorde han og rejste videre.
En anden Gang hører han nede fra Havet en Musling raabe:
"Muslingen skal have dig til Bunds med sig! Ro din Kajak ned gennem Vandet, her ned igennem.!"
Muslingen vilde spise ham, men han ænsede den ikke.
Saa endelig en Dag ser han en gammel Kælling, og han roede hen til hende og kom frem.
"Lad mig tørre dine Kamiker!" sagde hun og tog dem og hængte dem saa højt op, at han ikke kunde naa dem. Manden vilde lægge sig til at sove, men kunde ikke falde i Søvn af Angst.
"Kom med mine Kamiker!" For det viste sig nemlig, at hun var en Menneskeæder. Han fik fat i Kamikerne og flygtede ned til sin Kajak, og Kællingen satte efter ham. "Den, som kunde flænse i ham dernede!", og Kajaken var lige ved at kæntre. "Den, som kunde sætte sin Fuglepil gennem hende deroppe!" Og da Kajakmanden sagde dette, faldt hun paa Enden og knuste sin Kniv.
Og saa rejste han videre.
Paa sin Vej faar han Øje paa en Mand og ror op til ham.
"Se engang det Skind, jeg her har udspilet!" raabte Manden til ham, og Kajakmanden kendte straks sin Søns Kajak; Sønnen selv havde den fremmede spist, og nu spilede han hans Skind ud. Kajakmanden gik op paa Land og trampede Menneskeæderen ihjel, saa at alle Benene blev knust i Kroppen paa ham.
Og derpaa rejste han hjem.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 96-98. København, 1925.
