Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Manden, som blev forslaaet af en Storm
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Manden, som blev forslaaet af en Storm
Fortalt af Qissúnguaq
Mennesker dræbte engang en svanger Kones Mand. Som Enke fødte hun nu et Barn, og det blev en Dreng. Hun tog Barnet og lagde det ned i sit Kødfad, der var fyldt med Vand, og talte over det: "Du skal blive til en Remmesæl! En Remmesæl skal du blive til!"Senere bar hun det ned til Havet, dyppede det i Bølgerne og sagde: "Du skal ombringe dine Fjender!"
"Skal jeg ikke blive til en Remmesæl?" sagde Barnet.
"Jo! Du skal blive en Remmesæl," svarede Moderen.
Tilsidst kunde Barnet dykke langt ned og svømme, selv i stærk Søgang.
En Dag sagde Moderen til det: "Du skal svømme frem for dine Fjender og forvandle dig til en Remmesæl. Jeg skal holde Øje med dig fra Fjældene.
Og saa svømmede han ud og dukkede op foran dem, og se: Fangstiver greb dem, og de kastede sig ned i deres Kajaker og begyndte at forfølge Sælen, der dukkede op, snart foran dem, snart bagved dem, lige under Kajakstævnene. Tilsidst var de ude i rum Sø, langt fra Land, og der udbryder med eet Remmesælen: "Vejret gaar fra mig, ungâ!", og nu begyndte den at græde, fordi den havde svært ved at trække Vejret. Da brød en Storm løs, og Havets Bølger rejste sig højt mod Himlen. Kajakerne begyndte at kæntre rundt. Nogle faa søgte Læ bag et Isfjæld, og blandt dem var Kivioq. Han blev bange og sagde: "Hvem vil friste Skæbnen sammen med mig?" "Jeg!" var der en, der svarede, og saa roede de indefter. Kivioq roede baglæns, og bagved ham kunde man høre hans Amulet skrige: "Pst! Pst!" Det var en Teist.
Paa denne Maade nærmede de sig Land og kom frem. Der fandt de en Kvinde, som Kivioq tog til Kone. Da de havde opholdt sig der noget, rejste Kivioq videre langs Kysten for at søge efter Mennesker. Da han havde roet noget, traf han Mennesker, men de gav sig til at lege med hans Fangeblære og kastede den højt op i Luften, saa han forlod dem snart igen.
Paa sin Vej kom han til en Kvinde, der hed Eqaitdloq; der slog han sig ned og tog hendes Datter til Kone. Eqaitdloq selv havde en Mand af Træ, men han kunde dog tage ud paa Havet og fange Hvidhvaler og Hvaler.
Da Kivioq nu havde giftet sig ind i Familien, fulgte han med ham paa hans Fangstrejser. En Dag, de to var ude paa Fangst sammen, dræbte Eqaitdloq sin Datter, fordi hun misundte hende hendes Mand. Saa flaaede hun Skindet af hende og trak selv deri.
Da Kivioq kom hjem, spurgte han efter Datteren. "Aah, hun er taget ud for at plukke Bær," sagde Moderen. Hendes Lig havde hun stukket ind under Briksen. Men da Kivioq foragtede Moderen, forlod han hende og rejste bort. Paa sin Vej kom han til et stort Hav, som han satte over, og kort Tid derefter var han hjemme. Men ved sin Hjemkomst fandt han sin Kone gift med en anden, fordi han var bleven saa længe borte; og saa maatte han nøjes med at lægge sig til at sove alene paa Sidebriksen.
Og her ender denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 100-101. København, 1925.
