Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Den uovervindelige Qâgssuk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Den uovervindelige Qâgssuk
Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab
Man fortæller, at Qâgssuks Søn havde besvogret sig med de mange Brødre fra Ikamiut. Og de mange Brødre holdt meget af ham, især fordi de vidste, at et almindeligt Menneske ikke kunde gøre ham noget, og at der heller ikke kunde blæse den Vind, som han ikke kunde ro op.Engang da Vinteren var meget haard, blev han længe borte, og tilsidst begyndte det at mørkne ude; men netop som Mørket var begyndt at falde, kom han som sædvanlig med to Sortsider, og hans Svogres Glæde var stor, fordi han var kommen hjem, netop som en Norden-Banke trak ind og Kulden voksede under den korte Dag.
Men da det blev Aften, hændte det, at han begyndte at smaaskændes med sin Kone, og det var første Gang, noget saadant var sket. Han blev dog straks god igen, men nu begyndte en af Svogrene at tale ham til Rette og tage sin Søster i Forsvar, og det skønt Manden forlængst var ophørt med at skænde paa hende. Og da nu Qâgssuks Søn begyndte at svare Svogeren, kom de øvrige Brødre til, idet ogsaa disse tog Søsteren i Forsvar. Først skændtes de bare med Ord, men tilsidst greb de fat i Svogeren, og straks væltede Husets Støtter. Oppe paa Loftsbjælkerne var der stukket en Mængde Knive fast, og medens de endnu sloges, følte Qâgssuks Søn en stærk Svien. Det var en af Svogrene, der havde stukket ham i Underlivet, idet han havde ført Kniven mellem sine Brødres Ben. Nu blev Qâgssuks Søn dobbelt voldsom i sine Bevægelser, men Knivstikkene blev ogsaa hyppigere og hyppigere, og da hans Blodtab var meget stort, begyndte han at føle sig svækket. Han søgte nu kun at komme lige ud for Udgangshullet, men hver Gang han var lige ved det, stillede en af Brødrene sig i Vejen. Tilsidst lykkedes det ham dog at slynge Svogrene fra sig, og da han nu var lige ud for Udgangen, sprang han ud og undslap.
Men han var kun iført sin Husdragt, og da det blæste en stiv Norden, bestemte han sig til at søge til den nærmeste Overvintringsplads, som laa ved Agpat, og løb nu til af alle Kræfter, idet han havde sat sig for, at han vilde redde sit Liv. Svogrene søgte at sætte efter ham, men saa vældig en Løber var Qâgssuks Søn, at det var, som om de blot pustede ham frem.
Folkene ved Agpat plejede aldrig at gaa tidligt til Ro, og da de som sædvanlig havde været længe oppe om Aftenen, havde de netop lagt sig for at sove. Men der var en af dem, som ikke kunde falde i Søvn, og som han laa der, hørte han Fodtrin i Sneen hen over Husgangen og var lysvaagen lige med det samme. Han lyttede, og ganske rigtigt — der kom nogen springende ind ad Husgangen, og det var en Mand, som havde Hastværk, saa rask han var i sine Bevægelser! Manden laa og stirrede hen mod Indgangen, da den kommende sprang ind, ja, og saa var det en Mand, der ikke var svær at kende! Det var Qâgssuks Søn, han, som var besvogret med de mange Brødre ved Ikamiut. Og her kom han splitternøgen ind midt om Natten!
De spurgte ham ud, og de fik da at vide, at han var flygtet for sine Svogre, der havde forsøgt paa at myrde ham.
Folkene ved Agpat blev meget glade over hans Komme, thi de vidste, at han var en mægtig Mand, som ikke kunde fældes af almindelige Mennesker, og de tog ham til sig som Plejesøn. Og som han var der hos dem, kom det da endelig fra ham en Aften:
"Gid man kunde komme ud at ro i Kajak!"
Og da han sagde dette, var der ikke een, som ikke vilde laane ham sin Kajak.
Den næste Morgen søgte Qâgssuks Søn sig en Kajak ud og begyndte nu at gaa paa Fangst og han nøjedes da som sædvanlig aldrig med at fange een Sæl.
Vinteren gik, og Dagene var begyndt at længes, da han endelig selv fik sig en Kajak; men nu var han ikke mere sig selv, og hans Husfæller undrede sig derover og kendte ikke Grunden.
En Aften, da deres Dagværk var endt, rettede de saa følgende Spørgsmaal til ham:
"Saadan som du er nu, var du ikke i den første Tid, du var her. Du har ikke længere dine gamle Vaner. Hvis der er noget, du vil, saa forklar dig."
Og ganske rigtigt, nu fortalte Qâgssuks Søn, at han stadig havde Faderen i sine Tanker, nu da Dagene var begyndt at længes og Foraaret nærmede sig.
"Hvis du vil, er der jo intet i Vejen for, at du kan besøge ham," sagde de.
Og hertil svarede han:
"I Morgen, hvis Vejret er godt, vil jeg dog forsøge."
Da man vaagnede næste Morgen, aa, saa var det saadan et dejligt Vejr med klar Himmel! Og Qâgssuks Søn gjorde sig i Stand og roede bort.
Han roede og roede stik imod Nord i en stiv Nordost, lige op mod Vinden, thi hans Fader havde Land ved Qagssit, ikke langt fra Amerdloq. Han roede langt til Søs, og først da han var paa Højde med Bopladsen, satte han Kurs ind mod Land. Trods Modvinden kom han hurtigt frem, og da Solen nærmede sig det Sted, hvor den plejede at gaa ned, kom han sydfra i Læ af Qagssit og fik Huset i Sigte, og ved Husgangen stod hans Fader og spejdede ufravendt sydover. Han havde set sin Søn komme og havde allerede lagt Mærke til, at han saa forandret ud. Thi der var intet, der kunde undgaa Qâgssuks Opmærksomhed.
Da Sønnen kom i Nærheden af Land, gik Faderen ned imod ham, og — hvad var dog det, Sønnen svarede, da han spurgte ham om, hvordan han havde det? Lige fra i Vinter, paa den Tid, da Dagene kortedes, var han flygtet til Folkene ved Agpat, da hans Svogre havde forsøgt paa at myrde ham med Knive!
Næppe havde Faderen hørt dette, før han raabte:
"Gaa ikke i Land! Endnu i Nat skal vi udrydde Folkene ved Ikamiut!"
Og han løb op og forsvandt et Øjeblik ind i sit Hus og kom straks efter ud igen, iført Helpels. Og saa roede de sydover sammen, skønt det var sent paa Aftenen og det blæste en Storm af Norden. De satte Kursen langt til Søs og roede med Vinden ind agter, idet de lod sig skyde frem af Bølgerne; og hele Tiden var Faderen foran og maatte ofte vente paa Sønnen. Ved Senaftenstide var de paa Højden af Kangâmiut, og her tog Sønnen til Orde og sagde:
"Nu vil vel Folkene ved Ikamiut som sædvanlig gaa sent til Ro."
Det var Nat, da de roede indefter langs med Sermerssûts (Hamborgerlands) Skyggeside, og som de roede indefter, sagde Qâgssuk:
"Jeg skal trylle dem i Søvn."
Og straks gav han sig til at synge en Tryllevise, der skulde dysse Folkene ved Ikamiut i Søvn. Tiden gik hurtigt for dem, og da de fik Udsigt over Ikamiut, var der mørkt i alle Husenes Vinduer. De lagde til Land, og da Sønnen, medens han var ved at staa ud af sin Kajak, saa opefter, var hans Fader allerede ved at gaa ind i Huset. Han skyndte sig efter ham, men da han naaede ind, havde Faderen allerede dræbt alle Mændene og var næsten færdig med Kvinderne ogsaa. Det var lige alt det, at han kom tids nok til Kvinderne. Og dog var det Mændene, han saa gerne vilde have hævnet sig paa! — Først da de havde udryddet hele Bopladsen, roede de atter hjem til Qagssit; men fra den Dag af dræbte Qâgssuk alle de Kajakmænd, han mødte — saa stor var hans Harme over, at hans Søn nær var bleven dræbt.
– – –
I gamle Dage, fortæller man, var der mange Mennesker ved Amerdloq. En Vinter under en Misfangst, hvor der herskede stor Nød, besluttede to Fangere, en ung og en gammel, at forsøge Fangst i Kajak langt ude til Havs, og da de vaagnede i dejligt Vejr, roede de ud langt norden om Qâgssuks Boplads. Da de naaede frem til det Sted, hvor de vilde jage Sæl, saa den ene af dem en sort Sky hæve sig fra Sydvest. Han roede hen til sin Kammerat og sagde:
"Naar en Sky viser sig paa den Maade, ender Dagen aldrig godt. Lad os derfor ro tilbage, Sælerne kan fanges en anden Gang."
Og saa roede de indefter, uden at nogen af dem havde fanget. Men Skyen voksede med rivende Fart og var snart helt henne over dem, medens de endnu var langt tilsøs. De havde netop faaet Landet tydeligt i Sigte, da Snebygerne begyndte at gaa hen over Fjældene; de bredte sig hurtigt ned over det lavere Land, og tilsidst var der intet som helst at se for Snetykning. Længe roede de indefter, uden at vide, hvor de kom hen, fordi det var blikstille. Da sagde den yngste:
"Lad os endelig gøre, hvad vi kan, for at komme langt uden om Qâgssuks Boplads!"
Det varede svært længe, før de naaede ind til Land, men endelig mørknede det forude, og da de saa nærmere efter, ja, saa var det Land, og da de skulde til at tage Kending, aa, saa forstod de ikke, hvorledes, men de var roet lige ind til den frygtede Boplads. Qâgssuk havde allerede opdaget dem og stod oppe paa sin Husgang og saa ned paa dem. Først haabede de, at han ikke vilde komme ned til dem, men da han alligevel gik hen til Strandbredden, skyndte den ældste af de to sig at sige, før Qâgssuk endnu havde sagt noget:
"Aldrig havde vi, der her kommer som dine Gæster, tænkt paa at besøge dig."
De ventede ikke, at han skulde svare, men han tog til Orde og sagde:
"I, som ikke havde tænkt jer at besøge mig, er nu kommen her som Gæster. Kom nu op paa Land."
Det varede længe, før de kunde bekvemme sig til at gaa i Land, men da de omsider var kommen ud af deres Kajaker, sagde Qâgssuk til dem:
"Naar Sneen begynder at falde paa denne Maade, vil der altid følge Vind efter; gør derfor jeres Kajaker fast."
Da de havde gjort Kajakerne fast og var færdige, bad Qâgssuk dem om at følge med op. Selv gik han foran dem, og den unge saa hen paa den ældre og sagde:
"Han vil sikkert slaa os ihjel, naar vi kommer ind."
Qâgssuk gik foran dem ind i sit Hus, og da de andre fulgte efter, saa de noget, der fyldte dem med megen Undren: Øverst under Taget i Husgangen hang som Istappe en Mængde Hvalrostænder, stukket paa Line ved Siden af hinanden. Gulvet ved Indgangshullet skraanede nedad og var indefter saa glat, at den, som kom ind, maatte glide. Og idet de nu kom glidende ind, stødte de til Hvalrostænderne, saa de klirrede larmende imod hinanden. Saaledes havde Qâgssuk indrettet sin Husgang, for at ingen skulde kunne komme bag paa ham; i den Grad ventede han, at Fjenderne skulde opsøge ham.
Da de fremmede nu kom ind, slog en dejlig Varme dem i Møde, her var sandelig ingen Fattigdom, nej, her kunde vist Fattigdom ikke tænkes! Væggene var fuldstændig dækkede med Renskind, det ligefrem lyste fra de mange hvide Haler. Da de havde sat sig, sagde Qâgssuk:
"Det vil give mig Appetit at spise sammen med vore Gæster. Sæt derfor Mad frem!"
Saa gik Husfællerne ud, og — naada, sikken Masse Mad, de stillede frem for dem! De fremmede gav sig nu til at spise af Hjertens Lyst, men snart holdt de op igen, thi de var ikke vante til at faa saa stærk en Kost, og nu gav Qâgssuk sig til at berette Jagthistorier for dem. Og som de nu sad der, kunde de høre, hvorledes Stormen kom hylende derude over Bopladsen, og Vinduerne, som før havde været hvide i Dagslyset, begyndte nu at blaane i Skumringen.
Qâgssuk fortalte den ene Historie efter den anden, men saa var det, som om der blev længere imellem hans Ord, — han begyndte at blive adspredt — og de fremmede ventede sig ikke noget godt af hans Tavshed.
Stormen voksede, og med den Qâgssuks Uro; tilsidst brød han brat af i sin Fortælling og sagde:
"Gaa engang ud og se efter, hvad det er for en Kajak, han bruger!"
Og saa forstod de to Gæster, at hans Søn var ude i Uvejret, og at det var det, som gjorde Qâgssuk urolig. Saa var der en af Kvinderne, som gik ud til Kajakstilladset, og da hun kom ind igen, sagde hun:
"Han har taget den Kajak, der kun har Køl."
— Vi har hørt fortælle om, at Storfangerne i gamle Dage brugte Kajaker uden Spanter i Stormvejr. —
Da Qâgssuk hørte dette, blev han rolig igen og tog atter fat paa sin afbrudte Fortælling.
Saaledes sad de og hørte efter, da pludselig et Raab kløvede Stormens Susen. Kvinderne sprang ud, og Qâgssuk selv tog sin Timiak paa og fulgte efter. Da han var gaaet ud, kiggede en af de besøgende ud og saa, at de allerede var i Færd med at hale en stor Hvalros i Land. Næppe havde han trukket sig tilbage fra Vinduet, før Qâgssuk kom ind, trak sin Pels af, satte sig ned og tog fat paa sin Fortælling igen. Han var atter i fuld Gang, og de fremmede sad stadig og stirrede ham ind i Øjnene, da der hændte noget, der fik det til at løbe dem koldt ned ad Ryggen. Qâgssuk afbrød pludselig sin Fortælling og raabte ud i Husgangen:
"De har sagt, at de er kommen her som Gæster, skønt de aldrig havde tænkt sig at ville besøge os."
De to Amerdloq-Boere fik lige Tid til at se en vældig Pil forsvinde i Husgangen, og da Sønnen lidt efter kom ind, med Ansigtet helt ophovnet af Blæsten, trak han sin Pels af, vendte sig mod de fremmede og sagde:
"Jeg antog jer for et Par elendige Gæster, der var kommen uden Grund, og derfor havde jeg nær gennemboret jer paa een Gang med samme Pil!" Og derpaa føjede han til, henvendt til Kvinderne i Huset:
"Naa — har vore Gæster faaet noget ordentligt at spise?"
Da sagde Faderen:
"Jeg har forsøgt paa at give dem Mad, men de er saa underlige. Lad derfor os to spise for at give dem Appetit. Sæt endnu en Gang Mad frem, men søg det bedste ud!"
Saa gik Kvinderne ud, og da de kom ind igen, ja, saa var det sandelig Mad, de havde med sig! Og alle i Huset deltog i Ædegildet, men de fremmede holdt snart op igen, for de havde jo allerede spist. Kun Qâgssuks Søn blev ved med at spise; tilsidst troede de, at han aldrig vilde holde op igen, men endelig blev han da færdig.
Qâgssuk tog nu atter fat paa sine Historier, men tilsidst sagde han dog endelig, da hans Søn var gaaet til Ro:
"Læg jer nu; jeg holder jer alt for længe vaagne! I behøver ikke at være bange for, at jert Leje ikke skal være lunt nok!"
Og henvendt til Kvinderne sagde han:
"Hent noget, de kan ligge paa, noget, som ikke har været i Brug før!"
Og saa kom de ind med Skind af Bjørneunger, Haarene gnistrede ordentlig paa dem; disse Skind fik de som Underlag.
De laa endnu og stirrede paa den gamle, da de endelig faldt i Søvn, thi stadig sad Qâgssuk og fortalte; han havde aabnet en lille Kasse, hvori der laa Hvalrostænder, som han sad og puslede med. De sov endnu tungt af den megen Mad, de havde faaet, da de næste Morgen blev ret ublidt vækkede:
"Det er svært, saa vore sølle Gæster sover længe! Nu er det helt lyst ude!"
De vaagnede forskrækkede og opdagede, at der var fuldt Dagslys paa Ruden. Derpaa stod de op, og da de kom ud, aa, saa var det bleven fint Vejr! Ikke en Vind rørte sig, og ikke en Sky var der at se. De gjorde sig klare til at rejse, og Fader og Søn, som aldrig plejede at være hjemme paa een Gang, blev den Dag hjemme begge to. Da de fremmede bar deres Kajaker ned, raabte Faderen op til Sønnen:
"Bring tørret Kød ned, som de kan tage med i deres Kajaker."
Og lidt efter raabte han igen:
"Kom ogsaa med friskt Kød, som de kan have oven paa Kajaken!"
Og nu fyldte de deres Kajaker med tørret Kød, til der ikke var et eneste tomt Rum. Og da de var krøben ned I Kajaken, lagde de desuden alt det friske Kød oven paa Kajakerne, som de kunde have. Og saa tog først Faderen og skød den ene ud fra Land, og derpaa Sønnen den anden. Men da de saa begyndte at ro udefter, raabte Qâgssuk ud til dem:
"Naar I nu kommer hjem, saa sig, at der aldrig mere maa komme nogen og besøge os; for hvis der kommer nogen, vil de blive slaaet ihjel allesammen."
Og saa kan det nok være, at de to skyndte sig udefter. —
Ved Amerdloq troede man, at de to Kajaker var omkomne i Uvejret. Men da de Dagen efter kom til Syne med Kajaker, der var lastede saaledes, at de var helt synkefærdige, troede man, at de havde fanget Hvidfisk, og da man raabte det, svarede de tilbage:
"Vi har ikke fanget Hvidfisk, vi har blot været paa Besøg hos Qâgssuk!"
Dette vakte stor Forbavselse; thi et saadant Gæstevenskab havde man ikke ventet at træffe hos Qâgssuk. Og der var ikke den Mand, uden at han jo vilde paa Besøgsrejse næste Dag.
Men da de ankomne hørte det, sagde de til dem:
"Qâgssuk talte saaledes til os ved vor Afrejse: ""Sig, at der aldrig mere maa komme nogen og besøge os, for hvis der kommer nogen, vil de blive slaaet ihjel allesammen.""
Men Mændene blev blot ivrigere og sagde:
"Det bryder vi os ikke om, lad os blot tage paa Besøg allesammen i Morgen. Er vi dem for mange, vil de næppe gøre os noget."
Ved Daggry næste Morgen tog saa en Mængde Kajaker af Sted, og blandt dem var der en gammel Mands eneste Søn. Hans Fader gjorde alt, hvad han kunde, for at faa ham til at blive, fordi han var Familiens eneste Erhverver, men det hjalp ikke; han fulgte alligevel sin Lyst.
Da de besøgsrejsende naaede frem, mærkede de nok, at Qâgssuk ikke var videre talende, men da han opfordrede dem til at komme op, gik de alligevel op; og da de kom ind i Huset, gav han dem Mad, men ikke ret meget. Nogle af dem spiste næsten slet ingen Ting, da de gik ud fra, at hans Gaver jo vilde være store.
Da de syntes, at de havde været der længe nok, gjorde de sig klar til at rejse bort, alle opfyldte af Forventningen om det, Qâgssuk vilde give dem, men ikke en eneste af dem gav han noget, saa de rejste tomhændede bort.
Ingen Vind var der og ikke en Sky, da de satte over Sundet fra Qagssit og indefter, men da de kom midt ud i Qagssits Sund, lagde de Mærke til, at en voldsom Sydvest var i Sigte søndenfra. Saa opblødte de Hættekanterne paa deres Helpels for at kunne snøre dem stramt om Hovedet, og ingen af dem var bange for Vinden. Men da den kom, gik det rygende. Straks skumrøg Havet, men ingen af alle de mange Kajaker brød sig om det, thi de var alle dygtige Roere. Men da de var kommen godt ud i Sundet, begyndte Bølgerne at slaa saa voldsomt ind over Kajakerne, at Mændene slyngedes ud af dem, og saaledes druknede mange, og de blev færre og færre; tilsidst var der kun dem tilbage, som ingen Storm kunde gøre noget.
Disse samlede sig nu i Række og lod under Glædesraab deres Kajaker slynge frem af Søerne, idet de vred deres Aarer hen over Agterenden som Ror. Men saa fik de pludselig Øje paa en Mængde Tang, der flød op med Søernes Braad, og denne Tang viklede sig om dem og slog Aarerne ud af deres Hænder, og naar de kæntrede, kvalte den dem. Dette skete med hver eneste en af dem, og saaledes omkom de allesammen.
Men den gamle Mand sørgede dybt over sin Søns Død og besluttede at hævne ham og alle de andre Mænd fra Amerdloq.
En Midsommerdag roede han sydpaa for at finde Flydetræ, og han fandt et Stykke lyst Træ, der var saaledes, som han ønskede det. Dagen efter roede han mod Nord for atter at lede efter Flydetræ der, og han fandt et Stykke, der var bøjet saaledes som det sejge Træ, man plejer at bruge til Kajakringe. Af det lyse Træ lavede han Pile, og af det bøjede lavede han en Bue, og da han var færdig, gemte han det under sin Konebaad.
Siden gik den gamle hver Dag til Fjælds, og skønt ingen Vind blæste, undersøgte han dog omhyggeligt Himlen.
Engang, da en af hans Bopladsfæller saa ham staa saaledes, gik han hen til ham og sagde:
"Hvorfor staar du der ganske tidligt hver Morgen og undersøger Vejret?"
Hertil svarede den gamle:
"Det er, fordi det maa være godt Vejr, den Dag jeg skal over og hævne mig paa Qâgssuk."
Men den anden lo ham ud og sagde:
"Og du skulde være den Mand, der skulde skaffe os Hævn over Qâgssuk!"
Siden fortalte han sine Bopladsfæller om den gamle Mands Ord, og da var der en af Mændene, der sagde:
"Ikke for intet har han sagt dig dette; thi sikkert er han i Stand til at gøre det, han vil!"
Og nogen Tid efter tog de den gamle til Høvding der paa Pladsen.
En Morgen, da de vaagnede, var det ualmindelig smukt Vejr. Himlen var klar, og ikke en Vind rørte sig. Den Dag besluttede den gamle at tage over til Qâgssuk for at hævne de dræbte.
Saa brød de op, alle Kajaker i Følge, men roede ikke straks til Qagssit; thi deres nye Høvding havde en gammel Slægtning, som han vilde have med sig. De lagde saa til nedenfor hans Hus, og næppe havde den gamle slaaet nogle Slag oven paa sin Kajak og raabt et Varsko, før Slægtningen øjeblikkelig kom springende ud af sin Husgang og løb ned mod sin Kajak. Og medens han nu gjorde sig i Stand til at følge med, raabte den gamle nede fra sin Kajak:
"Længe sover ej den Mand, der har Fjender, længe sover ej den Mand, der har Fjender!"
Og derefter sagde han til sine Kajakfæller:
"I maa ro til Søs et Stykke norden herfor og nærme jer Qagssit ude fra."
Kajakerne roede udefter, fulgt af de to gamle Mænd, der skød deres Hætter op om Ørerne og istemte deres Tryllesang. Ikke en Vind rørte sig, Kajakerne var det eneste ujævne paa Havet, men da de kom i Nærheden af Bopladsen, roede de to gamle ind mod Land for at nærme sig bagfra, medens de mange Kajaker, som kom roende ude fra det aabne Hav, skulde aflede Opmærksomheden fra dem.
De to gamle undersøgte nu Bopladsen nøje, men kunde ingen Mennesker opdage. Men saa peger den forreste af dem pludselig indover og ganske rigtigt — der stod den kære Qâgssuk ude ved sin Husgang! Og straks istemte de med dobbelt Iver deres Tryllesang. Qâgssuk, der aldrig følte sig sikker, gik ud og ind af sit Hus, idet han, hver Gang han var ude, omhyggeligt undersøgte Havet, med Haanden skyggende for Øjnene. Medens han var inde i Huset, roede de til af alle Kræfter, og netop som de lagde til Strandbredden, kom han ud igen. De laa nu ganske stille, dækkede af en lille Brink, indtil han gik ind igen, saa skyndte de sig op af deres Kajaker, trak dem op paa Land og var netop kommen op til Hushjørnet, da han kom ud igen. Og straks var hans Hjælpeaand der, den berømte Ømmert, og advarede ham oppe fra Hustaget med nogle vældige Skrig. Men Qâgssuk saa ikke en Gang hen paa den og sagde blot:
"De har ikke undgaaet min Opmærksomhed, de har ikke undgaaet min Opmærksomhed." Og dermed mente han de mange Kajaker tilsøs; de gamle derimod havde overlistet ham.
Saa snart han nu var gaaet ind igen, løb de hen til Muren ved Husgangskogerummet, og da han kom ud igen, skreg Ømmerten endnu højere op end før. Men Qâgssuk sagde blot:
"De har ikke undgaaet min Opmærksomhed, de har ikke undgaaet min Opmærksomhed!"
Da han nu atter gik ind, skyndte de to gamle sig hen til Muren ved Husudgangen, og netop som de stillede sig der, kom han ud ganske nær ved dem. Den forreste af dem spændte sin Bue, og den anden skubbede ordentlig til ham, for at skynde paa ham. Men først da Qâgssuk bukkede sig ned for at gaa ind og rigtig blottede sin ene Side, skød han sin Pil af, og man hørte Lyden af det tunge Legemes Fald. De kiggede forsigtigt ind og saa ham ligge udstrakt, halvvejs inde i Husgangen. Saa skyndte den gamle sig at tage sin anden Pil og spænde sin Bue. Qâgssuk var faldet med Hovedet indefter og da der nu ikke var andet at skyde paa end hans Bagdel, saa sigtede han paa den og ramte, og Qâgssuk rørte sig ikke mere.
Nu løb den gamle ud og raabte til Kajakerne:
"Kom nu op og giv ham Dødsstødet!"
Og straks gik Mændene i Land og løb op og fandt Qâgssuk liggende udstrakt i Husgangen. De trak ham frem og skød atter paa den døde Mand, og saa overskar de alle hans Led og spredte Legemet ud over Hav og Land. Derpaa dræbte de ogsaa Kvinderne og ventede nu kun paa Sønnen, for ogsaa at dræbe ham. De ventede og ventede, og tilsidst stod Solen langt i Vest, men da var der en af Mændene, der sagde:
"Hvad mon han vil gøre ved os, naar han nu hverken træffer sine Husfæller eller sin Fader? Jeg tror, jeg vil foretrække at flygte."
Og næppe havde han sagt det, før de alle løb til deres Kajaker og flygtede. Og siden hørte de aldrig noget til Qâgssuks Søn.
Lang Tid efter besluttede de at drage over for ogsaa at dræbe ham, men da de kom frem, var der end ikke en Stump Mur tilbage af Huset. Og da der nu ikke var noget at gøre, rejste de hjem med uforrettet Sag.
– – –
Det var i gamle Dage, da man plejede at gaa paa Rensjagt i Nordre Strømfjord, at en Konebaad sejlede derind for at drive Jagt paa Dyrene. Men da de naaede ind til deres Teltplads, var der ingen, der tog paa Jagt den Dag; de vilde først tage af Sted den næste, alle paa een Gang.
Dagen efter brød de op paa samme Tid, og netop som de gik langs med en stor Elv paa Skyggesiden af Landet, var der en af dem, der sagde:
"Men se dog der, men se dog der!"
Og nu fik de Øje paa to Mænd, den ene et Stykke højere oppe til Fjælds end den anden, og begge flaaede de Skindet af en Ren ved blot at ryste den i Luften; saa vældige Kræfter havde de. Da gav Rensjægerne sig til at tale indbyrdes, idet de sagde:
"Det vil ikke være rigtigt ikke at faa at vide, hvem de to Mænd kan være. Raab engang over til dem, og spørg dem, hvis Efterkommere de er!"
Saa gik en af Mændene frem og raabte:
"Hvis Efterkommere er I?"
Og de to Mænd gik hen til hinanden, talte sammen, og derefter nærmede den ene af dem sig til Elven og raabte fra dens Bred:
"Man siger, at vi er Qâgssuks Efterkommere!"
Men da Rensjægerne hørte, at de to stærke Mænd hørte til Qâgssuks Slægt, blev de slagne af Rædsel og flygtede deres Vej. Og siden turde ingen gaa paa Rensjagt i Nordre Strømfjord.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 197-210. København, 1924.
