Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Púkitsulik, Hollænderen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Púkitsulik, Hollænderen

Fortalt af Jûa fra Kangeq

Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt "Hollænderen", fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd. Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os.

En Dag tog han i Vrede ud i Kajak nordpaa. Han roede ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange Rævespor.

"Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde," tænkte han. Og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten. Derpaa roede han hjem og fangede som sædvanlig undervejs to Sortsider.

Der gik nogle Dage, saa tog han ud for at se til sin Rævefælde, fuld af Nysgerrighed og Spænding, for han havde aldrig tidligere opstillet en saadan Tingest. Han gik i Land: Aha, Indgangsdøren var falden i! Han kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.

Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ej, ej! Ha, ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!

"Hollænderen" slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin Kajak. Dyrene derinde maatte velsagtens harpuneres. Efter at have taget sin Lænser, gik han op igen, løftede Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte. Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden Side og kiggede ind. Men hvad, der var jo ingen!

Fæhoved, han var! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa han havde troet, at der var to.

Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.

Og saa roede han hjem med sin Fangst.

"Hollænderen" var ugift, og hans Moder beredte Skindet.

"Landene nordpaa anløbes af store Skibe hver Sommer," fortalte nu Moderen ham; "de hvide Mænd skal nok være helt tossede efter Blaaræve."

"Jasaa!" sagde "Hollænderen" ligegyldigt; men han glemte nok ikke Moderens Ord, for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.

Det havde været Vinter, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da Menneskene begynder at tage paa de lange Fangstrejser, lavede "Hollænderen" sig en Konebaad.

Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en meget smuk Datter. "Hollænderen" havde længe gaaet og set paa hendes svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt om Frieri, fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; og Datteren selv vilde heller ikke giftes. Mange af de bedste Jægere var kommen langvejs fra for at bejle, og der havde været "stærke Mænd" iblandt dem, men saa snart de frembar deres Ærinde, havde Pigen selv taget dem i Skulderen og kastet dem ud gennem Husgangen. Derfor havde "Hollænderen" ikke magtet at faa sine Ord frem.

Men nu var atter den store Sommer inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og netop nu var hans Konebaad færdig.

En Dag tog han sit Blaaræveskind frem, strøg sin ene Haand hen over de lange Haar og sagde:

"Moder! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?"

Han talte ganske langsomt, thi han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.

"Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd," svarede Moderen.

Den Aften gjorde "Hollænderen" sig rejseklar.

Næste Morgen var han ude endnu førend nogen anden paa Pladsen, og han gik frem og tilbage mellem Husene, som om hans Tanker sloges indbyrdes med hinanden. Fangerne vaagnede og tog paa Fangst, men da ogsaa den stærke Mand var tagen ud, satte "Hollænderen" sin Konebaad i Vandet og bad sin Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte endnu en Aare ud, spurgte Moderen:

"Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro!"

Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde ind i den stærke Mands Hus, var hun paa det rene med, hvad det var, han var i Færd med at gøre, og hun begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud, og da havde han den stærke Mands store Datter som en Byldt under den ene Arm, ganske som om det kunde være en sølle Rulle Skind. Pigen skreg drabeligt op, men "Hollænderen" lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra Land og bad sin Moder om at ro til. Og den stærke Mands Datter laa i Bunden af Konebaaden og vrælede.

Da de kom ud i rum Sø, syntes "Hollænderen", at det kunde være nok og sagde:

"Ro nu! Du kommer saamænd nok hjem engang."

Og da han havde sagt det, havde hun ikke flere Taarer igen, tog sin Aare og begyndte at ro.

De havde roet Dagen ud og kom til en Boplads med mange Mennesker, hvor de slog Lejr. Da Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde "Hollænderen" vel Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til næste Morgen. Moderen, som vidste, at den stærke Mand vilde sætte efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde. Endelig kom hun ind og sagde:

"Den stærke er i Sigte!"

Sønnen var ligeglad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen kom ind og sagde, at den stærke Mand var lige ved at lægge til Land, rejste han sig fra sit Leje og iførte sig sin lille Tarmskindstrøje, som han havde brugt som Barn, og gik ud. Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, saa lang han var. Da den stærke Mand saa det, satte han Odden paa sin Harpun, og kastede med al sin Kraft Harpunen ind mellem "Hollænderen"s Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Stumper.

Saa greb den stærke sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Men ogsaa den faldt magtesløs og brudt tilbage.

Da vendte den stærke Mand sin Kajak om og roede hjem uden at have været i Land. Men Folk, der var stimlet sammen som Tilskuere, opdagede nu, at de vældige Kast ikke en Gang havde sat Mærker i "Hollænderen"s lille Tarmskindsskjorte.

"Hollænderen" satte derpaa sin Konebaad i Vandet og gjorde sig rejseklar. Han satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.

"Hun kan jo komme tilbage engang," nøjedes han med at sige — og roede bort.

Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse en Roerske.

Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at anløbe. Det var Aften, da de lagde til Land, og mange Mennesker kom løbende ned for at tage imod dem. Han fik næppe Tid til at lægge til, saa var Konebaaden allerede trukket paa Land. Han fik næppe Tid til at vende sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og mange kom og indbød ham til Madgilde. Og det kan nok være, at "Hollænderen" maatte gaa fra Hus til Hus og festspise! Men han var tavs, for han tænkte kun paa det store, som nu vilde ske: Mødet med de hvide Mænd.

Endelig sent paa Aftenen lød der et Raab ovei Landet. Alle Mennesker styrtede ud af Husene, kun "Hollænderen forstod ikke, hvad der gik for sig. Men med eet hørte han inde i Raabene det ene Ord:

"Skib!"

Da han langt om længe kom til sig selv igen oven paa sin Forfjamskelse, sad han ganske alene paa et Fjæld og betragtede et stort Skib, som laa for Anker lige ud for hans Telt. Det var forlængst bleven Nat, og alle Mennesker sov. – – –

Næste Morgen ganske tidligt gik han til sin Moder og bad hende give sig Blaaræveskindet og det smukkeste Sortsideskind, hun havde. Og da Solen stod højt paa Himlen, ansaa han et Besøg paa Skibet for passende og roede derud. Da han lagde til i sin Kajak ved Siden af Skibet, maatte han vente længe, før der viste sig et Menneske.

Endelig stak en Matros Hovedet frem over Rælingen, og "Hollænderen" viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptajn skulde høre det. Tiden gik uden Afgørelse, og tilsidst mente "Hollænderen", at det var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget af Handelen. Han holdt Ræven op imod dem, og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt ud over Rælingen, stadig hviskende, af Angst for at de skulde blive hørt af Kaptajnen.

Pludselig hørte man Tramp fra Agterdækket, og Kaptajnen stod pludselig blandt Matroserne, uden at de lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden, og Kaptajnen vristede Skindene fra dem. Han bad straks "Hollænderen" komme op paa Dækket, og Matroserne gjorde Reb fast i Kajaken og halede ham op.

Næppe stod "Hollænderen" paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og Master. Saadan noget havde han aldrig før set.

"Det var dog besynderligt," tænkte han.

Tilsidst blev han ganske svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede først op ved et Vræl lige ind i Ørerne; det var Kaptajnen, som var bleven utaalmodig og nu tog ham i Skuldrene og førte ham ned i sin Kahyt, for at de kunde handle. Nu faldt "Hollænderen" først for Alvor i Forbavselse over alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel: det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.

"Hollænderen", der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette Trolderi, vilde løbe sin Vej, da han blev opmærksom paa noget, som bevægede sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det var et Ur; men saadan noget havde "Hollænderen" aldrig set, og han faldt igen i Staver.

"Hvornaar mon den Tingest vil standse?" tænkte han og blev staaende, gloende, midt paa Gulvet.

Under alt dette havde Kaptajnen forgæves forsøgt at slaa en Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet. Han havde talt og gestikuleret, men "Hollænderen" havde været saa optaget af alt det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Tilsidst tabte Kaptajnen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser ned.

Inden "Hollænderen" havde faaet Tid til at besinde sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaret op paa Dækket, men han var saa udmattet af alt det besynderlige, han havde set, at han i Grunden fandt det ganske behageligt at blive baaret.

"Ak, det var ganske som i min Barndom, naar Moder bar mig," tænkte han.

Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et Stykke fra ham og gav sig til at hale i et andet Reb allesammen.

Men hvad var dog det? "Hollænderen" mærkede pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte op og skreg, men rokkede ham ikke af Stedet. Tilsidst gav de sig til at synge en Opsang, der lød saaledes i de hvide Mænds Sprog:

Evinigo didambisto!

Hulla, hulla!

Miardo ardluarsuk!

Evinigo didambisto!

Endelig fik de ham lettet fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen. Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptajnen forsvandt ned i sin Kahyt og kom op igen med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Bøsserne blev ladet, og saa kommanderede han, at de en for en skulde skyde til Maals efter Hollænderen.

De unge begyndte, men ingen af dem kunde ramme "Hollænderen"; alle Kuglerne faldt døde tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og grinte af alle deres Anstrengelser.

Men saa blev to meget gamle Matroser kommanderet frem. De skottede til hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogensinde i deres Liv fyret en Bøsse af.

Naar "Hollænderen" senere fortalte om denne Oplevelse, plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne for "Skabningen".

"Skabningen" skred alvorlig frem med Bøssen i Haanden, men da han skulde til at trække af, blev han bange og vendte Hovedet bort fra Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham et saadant Bagslag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet Bøssen gik af; og "Hollænderen" tog sig et ordentligt Grin oppe i Masten.

Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist engang hørt de unge snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Fænghætterne ved Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptajnen.

Nu blev Kaptajnen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb en for en hen over Dækket; og i det Øjeblik de kom hen under Hollænderen, skulde de fyre lige op i Luften. Det gik meget godt — det vil sige, der var ingen, der ramte — indtil "Skabningen"s Tur kom. Han greb sin Bøsse og fo’r hen over Dækket; men han var saa optaget af "Hollænderen" oppe i Masten, som han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.

Da nu Kaptajnen indsaa, at dette blev farligere for hans egne Folk end for "Hollænderen", der hang oppe i Masten og lo af det hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle sine Folk Huden fuld; og derpaa gik han hen og løste en Tovende og hejsede "Hollænderen" ned paa Dækket.

Nu var han bleven venlig og spurgte ham igen om, hvad han vilde have for sit Ræveskind." Hollænderen" pegede paa Bøsserne, Kaptajnen kom med dem allesammen, og "Hollænderen" valgte sig den bedste ud. Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og alle de hvide Mænd frembar en for en deres Gaver. "Hollænderen" puttede dem bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i. Saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod sig fire ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.

Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte:

"Se, der kommer "Hollænderen!"

Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.

Saaledes fortælles der om "Hollænderen"s store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.

Allerede næste Daggry rejste han sydpaa til sin Boplads. Undervejs afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af sin Boplads hørte han, at den stærke Mand var bleven syg af Sorg over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.

"Hollænderen" bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte det, og han lagde saa store og saa tunge Sten hen over det, at Blodet tilsidst flød hen ad Klipperne. Da han var færdig, stillede han sig op paa Gravstenene og sagde leende:

"Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa mine Sten er dig vel undt!"

Siden efter levede han mange Aar med den stærke Mands Datter og blev gammel.

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 253-261. København, 1924.