Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Qujâvârssuk

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Qujâvârssuk

Fortalt af Jûa fra Kangeq

Der var engang en stærk Mand, en vældig Fanger, som havde Land ved Ikerssuaq. Hans eneste Bopladsfælle var en gammel Mand, der kun levede af Ulke; men naar den stærke fangede til Overflod, havde den gamle altid meget Kød, som han saa fik for sine Fisk.

Men saa hændte det, at den stærke, der aldrig gik forgæves efter Sæl, blev tavsere og tavsere, og det var nok, fordi han ingen Børn kunde faa. Den gamle Ulkepilker var Aandemaner, og en Dag kom den stærke hen til ham og sagde:

"I Morgen, naar min Kone kommer ned til Strandbredden, medens du er ude at fiske, saa gaa hen til hende og faa din Vilje med hende. Saa skal jeg hver Dag give dig noget af min Fangst."

Og det var nok, fordi han gerne vilde have, at han skulde gøre hans Kone svanger; han vilde jo saa gerne have et Barn og kunde ikke faa det.

Den gamle lagde sig hans Ord vel paa Sinde. Og den stærke Mand sagde ligeledes til sin Kone:

"I Morgen, naar den gamle er ude at fiske, saa gaa ned til Strandbredden; men tag dit bedste Tøj paa."

Da de havde sovet og vaagnede igen, passede hun den gamles Udfart op, og saa snart han roede ud, tog hun sine bedste Klæder paa og gik efter ham langs Strandbredden. Da hun naaede frem, saa hun kunde se ham, laa han og fiskede Ulke. Saa stillede hun sig op og spejdede ud efter ham, og snart kiggede nu Gamlingen paa hende, snart saa han ud over Havet, og saadan blev han ved. Længe stod hun og saa ud efter ham, men da han ikke vilde komme ind til hende, gik hun hjem. Og næppe var hun kommen hjem, før hendes Mand roede hen til den gamle og spurgte:

"Var du ikke henne hos min Kone i Dag?"

Den gamle svarede:

"Nej."

Og for anden Gang sagde den stærke:

"Se nu endelig at gaa op til hende i Morgen."

Men da den gamle kom hjem, kunde han ikke faa den stærkes Ord ud af sine Tanker. Og om Aftenen gentog den stærke atter sine Ord til sin Kone, idet han for anden Gang bad hende gaa hen til den gamle.

De sov, og de vaagnede, og som sædvanlig gik den stærke paa Fangst. Hans Kone ventede saa blot paa, at den gamle skulde begive sig af Sted, og saa snart han var taget ud, iførte hun sig sine bedste Klæder og gik. Da hun kom frem og fik Udsigt, laa den gamle der i sin Kajak som sædvanlig og fiskede. Han vendte Hovedet om imod hende og opdagede, at hun var endnu finere klædt end den foregaaende Dag, og nu fik han i Tanken stor Lyst til hende og bestemte sig til at ro hen til hende. Han lagde til ved Land, stod ud af Kajaken og gik op til hende, og saa legede han med hende af Hjertens Lyst.

Saa roede han ud igen, men fik næsten ingen Fisk den Dag. Det varede ikke længe, før den stærke kom roende hen til ham og spurgte:

"Du har vel som sædvanlig ikke været hos min Kone?"

Ved disse Ord vendte den gamle noget flov Hovedet bort og svarede:

"Jo, i Dag har jeg været sammen med hende."

Da den stærke hørte det, tog han den ene af de Sæler, han havde fanget, gav den til Gamlingen og sagde:

"Vær saa god, det er din Fangst."

Saadan gik det til, at da den gamle kom frem til Bopladsen, havde han Sæl paa Slæb. Og saaledes skulde det ofte gaa ham.

Da den stærke Mand kom hjem, sagde han til sin Kone:

"I Morgen er det ikke for Sælfangstens Skyld, jeg tager ud i Kajak; pas derfor nøje paa min Hjemfart, naar Solen staar i Vest."

Næste Dag tog han ud i Kajak, og da Solen stod i Vest, gik Konen hyppigere og hyppigere ud for at spejde. Engang da hun som sædvanlig kom ud, saa hun ham komme til Syne, og da blev hun helt vaagen. Alt som den stærke Mand nærmede sig Land, tog han hurtigere og hurtigere Tag med Aaren.

Nu gik Konen ned til det Sted, hvor han skulde lægge til, vendte Ryggen til Havet, smøgede sit Tøj op bagtil og satte sig ned. Manden løsnede sin Fangepels fra Kajakringen, stak Haanden bag ind i Kajaken og slog sin Kone i Ryggen med en Havorm. Hun følte en stærk Kulde derved, det rigtig kildrede. Saa rejste hun sig op og gik hjem, men Manden sagde ingenting til hende. Saa sov de, og da de vaagnede, kom den gamle til dem og sagde:

"Nu maa du søge efter et Skarveaadsel, hvoraf kun Skelettet er tilbage, for nu er din Kone svanger."

Og nu kan det nok være, den stærke gav sig til at søge.

Engang, da han efter Sædvane roede sydpaa i Kajak, gav han sig til at undersøge alle de smaa Fuglefjælde. Ud for et af dem saa han virkelig det, han saa stærkt ønskede at se, et stort Skarveaadsel, der var bleven til Skelet. Det laa der ganske tydeligt, men hverken oppe fra, nede fra eller fra Siden kunde man komme hen til det. Og dog vilde han vove Forsøget. Han bandt sin Fangeline fast til Tværremmene paa sin Kajak og stak Hænderne ind i en lille Revne oppe i Klippen, thi nu vilde han forsøge paa at klatre op alene ved Hænderne. Og sandelig, han fik fat paa Skelettet!

Paa samme Maade, som han var kommen op, vendte han nu tilbage til sin Kajak, kom i den og roede hjem nordefter.

Han havde næppe lagt til Land, før den gamle kom hen til ham, og nu kom Skarveskelettet ud af Kajaken. Det gav et ordentligt Sæt i den gamle, som gemte det og sagde:

"Nu skal du søge efter en blød Sten, som Solen aldrig har skinnet paa, en Sten, som man kunde lave en Lampe af."

Og den stærke gav sig til at søge efter en saadan.

Engang da han søgte, kom han til et Fjæld, der laa saaledes, at Solen aldrig havde skinnet paa det; og her fandt han en Lampesten, som han bragte med sig hjem. Saa snart han var kommen hjem, gemte den gamle den.

Faa Dage efter fik Konen Fødselsveer, og den gamle gik straks derind sammen med sin Kone. Saa fødte hun en Søn, og da han var født, sagde den stærke til den gamle:

"Det er jo dit Barn; opkald du ham efter en afdød!"

"Lad ham blive opkaldt efter ham, der sultede ihjel nordpaa ved Amerdloq (Holsteinsborg)."

Og han føjede til:

"Han skal hedde Qujâvârssuk (den kærkomne)."

Og saaledes gav den gamle ham Navn.

Nu voksede Qujâvârssuk til, og da han var bleven tilpas stor, sagde den stærke til den gamle:

"Lav en Kajak til ham."

Den gamle lavede ham nu en Kajak, og den blev snart færdig, hvorpaa han bar den ned til Stranden, satte Drengen i den og skød ham ud i Vandet, for at han skulde prøve den. Da han havde gjort det, dukkede den ene lille Sæl op efter den anden; det var Tegn paa, at han skulde blive til en stærk Mand, naar Sælerne saaledes søgte hen til ham. Saa snart han trak ham op af Vandet, dukkede de allesammen ned igen og der var ikke en Sæl tilbage.

Nu tog den gamle fat paa at lave Redskaberne. Da han var færdig med dem og der ikke var mere at gøre ved dem, og da han syntes, at Drengen nu var i en passende Alder til at gaa paa Sælfangst, sagde han til den stærke:

"Ro nu ud med ham; han skal paa Sælfangst."

Saa roede den stærke ud med ham, og da de kom saa langt ud, at man ikke længere kunde se Bunden, sagde han:

"Sæt nu Harpunodden med Fangelinen fast til Harpunen."

De havde lige gjort sig fangstklare og roede videre, da de løb paa en Flok Sortsider.

Saa sagde den stærke til ham:

"Ro nu løs paa dem!"

Og Drengen roede ind paa dem, løftede sin Harpun, kastede og ramte, og saaledes gik det ham hver Dag siden — han fangede, hver Gang han var ude i Kajak.

Men saa berettes der om, at Folk som havde Overvintringsplads sydpaa, under en Nødstid hørte Tale om, at Qujâvârssuk skulde være en stærk Mand, der aldrig led Nød, og de begyndte at komme paa Besøg til det Sted, hvor han boede. Engang kom der saaledes en Mand, som hed Tugto (Rensdyret) paa Besøg sammen med sin Kone. Under deres Besøg — de var begge store Aandemanere — kom de op at skændes, og saa blev Konen Fjældvandrer. Nu kunde Tugto ikke længere faa fat paa hende, for han var ikke saa stor en Aandemaner som hun, og da de andre Gæster rejste bort, var der ikke andet for ham at gøre end at blive tilbage hos Qujâvârssuk.

Engang da Tugto var ude paa Sælfangst i Ikerssuaq, fik han Øje paa en stor Sortside, som kom op fra Bunden med en Rødfisk i Munden. Han tog nu Fjældpejling af det Sted, hvor Sortsiden var gaaet ned, og siden naar han var ude i Kajak, samlede han alle de Fuglevinger sammen, som han saa, og han gav sig til at binde alle Styrefjerene sammen.

Tugto var en stor Mand, og saa meget havde han samlet sammen, at han næsten ikke kunde bære det, da han tog det paa Nakken. Og saa tænkte han, at der maatte være nok til Dybden.

Endelig lagde Isen sig, og da den havde lagt sig, begyndte han at gøre sig klar til at tage ud og fiske, og en Morgen vaagnede han og tog af Sted over Land.

Han kom til en Sø, gik over den og kom atter op paa Land. Her kom han ud for det Sted, hvor han skulde fiske, og gik ud paa Isen, medens det endnu var Morgen. Derpaa huggede han et stort Hul i Isen, og netop som han kastede Sænkeren til Snøren ud, begyndte Solen at staa op. Den kom helt frem, gik hen over Himlen, kom bag ved Tunutdliarfigssuaq og kom frem igen paa den anden Side, medens han endnu hejsede Snøren ned, og først da Solen var kommen Dagen halvvejs frem, naaede Sænkeren Bunden.

Saa hejste han Snøren et Stykke op, og næppe var den kommen i Ro, før han mærkede Bid. Han trak den op og fik en vældig stor Rødfisk. Den dræbte han, men firede ikke Snøren ned for anden Gang, da det i saa Fald vilde blive Aften, inden den naaede Bunden. Han skar Hul i Rødfiskens Underkæbe og satte Baandet i til at bære den med, og da han tog den paa Hovedet, var den saa lang, at den slog imod hans Hæl med sin Hale.

Saa drog han af Sted og naaede til Land. Da han kom til den store Sø, som han om Morgenen var gaaet over, gik han ud paa den. Men som han var naaet halvvejs ud, begyndte Isen at knage, og da han saa sig tilbage, saa var det, som om den knagende Lyd i Isen forfulgte ham bagfra.

Nu stak han af Sted i Løb; men under Løbet mistede han pludselig Bevidstheden. Længe varede det, før han kom til sig selv igen, og da laa han ned. Han tænkte sig om, og saa stod det for ham: Det er sandt, jeg flygter jo! Saa rejste han sig op og vendte sig om, men kunde ingen Steder opdage noget Brud paa Isen. Men paa sig selv mærkede han, at han var bleven en langt større Aandemaner.

Han gik videre og tog Vejen op over en lille Fjældskraaning, og da han fik fri Udsigt, ser han en vældig Merqûssâlik, et laaddent Uhyre.

Det var et Uhyre af den Slags, som Folk i gamle Dage saa, helt bedækket med Fugleskind. Der var ikke nogen Trækning af Liv at Spore paa det, saa stort var det. Han blev bange for det og vendte om, til han ikke længere kunde se det; saa forlod han sin Vej og kom frem et andet Sted, hvor han saa et Mage til. Han gik nu igen tilbage, saadan at det ikke kunde finde ham, men kom saa i Tanker om, at Aandemanerne fik Evne til at forsvinde endogsaa ned i Jorden, naar de rev Skindet af saadan et Uhyre i Stykker.

Da han nu kom i Tanker om dette, kastede han sin Byrde, og gik hen imod det og gav sig at brydes med det, og det varede ikke længe, før han begyndte at rive dets Overtræk i Stykker. Da han havde revet det hele itu, saa var Kødet paa det ikke større end en Tommelfinger. Saa gik han fra det, tog atter sin Byrde paa Hovedet og vandrede af Sted.

Da han nu var paa Vej igen, mærkede han paa sig selv, at han var bleven en meget stor Aandemaner, og han kunde se Indgangsdørene paa alle Omegnens Bopladser ganske nær ved hinanden. Da han kom hjem, lod han sige:

"Lad Folk komme og høre!"

Og nu strømmede Folk ind i Huset, og han begyndte at paakalde Aander. Under Paakaldelsen hævede han sig op og fløj bort i Retning af Konen.

Da han svævede over det Sted, hvor hun var, sad hun og syede. Han gik ned gennem Taget, og da Konen vilde flygte, gik han lige ned igennem Gulvet og naaede hende inde i Jorden. Hun var yderst føjelig, da han vilde tage hende med sig hjem, og saa drog de hjem, og han havde nu igen sin Kone. Og de levede sammen, de to, til deres høje Alder.

– – –

Nu hændte det engang, at Vinteren faldt ind med stærk Frost. Havet frøs til, og kun en lille Vaage var aaben. Da plejede Qujâvârssuk at bære sin Kajak ud til det aabne Vand og fangede hver Dag der som sædvanlig to Sæler.

Efter Skik og Brug kom der nu mange fattige besøgende vandrende over Isen sydfra for at nyde godt af Qujâvârssuks Fangst. Engang kom der saaledes to gamle Mænd, der var i Familie med Qujâvârssuks Moder, paa Besøg. Ved deres Ankomst sagde Moderen til dem:

"Nu kom I, før jeg havde faaet kogt noget. Her er ganske vist noget fra mit Kog i Gaar, spis det, hvis I vil, medens I venter paa, at jeg faar kogt noget."

Saa satte hun Nyrestykket af en Sortside frem med selvløben Tran til Dyppelse. Medens den ene af de to gamle rigtig lod sig det smage, idet han dyppede Kødet i Trannen, holdt den anden snart op med at spise.

Saa kom Qujâvârssuk hjem som sædvanlig med to Sæler og sagde til sin Moder:

"Skynd dig at koge Bryststykket, det bedste af Sælen!" Hun kogte det, og det varede kun et Øjeblik, saa var hun færdig, og derpaa lagde hun det paa et Fad og satte det frem til de to gamle:

"Vær saa god, spis!"

Nu først begyndte den ene af dem rigtig at spise, men den anden tog et Skulderstykke. Da Qujâvârssuk saa det, sagde han:

"Du maa ikke begynde at spise fra den gale Side."

Og da han havde sagt det, føjede han til:

"Hvis du spiser fra den Side, vil mine Fangstdyr slippe op."

Men den gamle blev ordentlig gal i Hovedet over denne Tilrettevisning.

Da de næste Morgen skulde rejse hjem sydpaa, gav Qujâvârssuks Moder dem alt det Kød, de kunde bære. De gik hjemefter imod Syd over Isen, men naar de havde gaaet et Stykke, maatte de staa stille, saa tung var deres Byrde; og naar de saa havde hvilet sig, gik de videre. Da de var kommen i Nærheden af deres Boplads, sagde den ene:

"Er der ikke opstaaet en Tanke i dit Indre? Jeg er saamænd bleven rigtig gal i Hovedet paa Qujâvârssuk. I Gaar, da vi kom derhen, gav de os kun et Nyrestykke som Velkomstmad, noget, jeg ikke kan fordrage."

"Jeg synes saamænd, det altsammen var meget godt," sagde den anden, "det var saa rart mørt for mine Tænder."

Ved disse Ord tog den første igen til Orde:

"Nu da min Vrede er vakt, vil jeg lave Qujâvârssuk en Tupilak."

Men den anden sagde til ham:

"Hvorfor vil du gøre det? Se, deres Gaver er jo saa mange, at vi maa bære dem som Byrder paa Hovedet!"

Men Kammeraten vilde ikke forandre sin Beslutning, hvad han saa end sagde, og tilsidst lod han ham da bare være.

Som Kulden nu blev stærkere, blev den Vaage, hvor Qujâvârssuk plejede at gaa i Kajak, bestandig mindre og mindre, og en Dag, da han kom ned til den, kunde hans Kajak lige akkurat være i den; hvis en Sæl dukkede op, maatte den nødvendigvis røre ved Kajaken. Han gik dog alligevel i sin Kajak, og idet han satte Harpunodden fast til Harpunen, saa han en Sortside komme op dernede fra. Men da den nødvendigvis maatte røre baade ved Isen og Kajaken, vendte den om, uden at naa Overfladen. Saa gik Qujâvârssuk op igen og hjem; og det var første Gang, han tog hjem uden nogen Fangst.

Da han kom hjem, satte han sig bag ved Moderens Lampe paa Briksen, saa at kun Fødderne hang ud paa Gulvet. Han var saa nedslaaet, at han ikke en Gang vilde spise. Ud paa Aftenen sagde han til sin Moder:

"Bring Kød ind til Tugto og hans Kone, og bed en af dem om at trylle os Isen bort."

Qujâvârssuks Moder gik ud og skar en Sortsides Kød midt over; Underkropstykket og det halve af en Sortsides overskaarne Spæk bragte hun derpaa op til Tugto og hans Kone. Hun kom frem til Indgangen, men den var saadan sneet til, at den lignede en Rævehule. Først lod hun det, hun havde med, falde ind gennem Husgangen. Og det var det, som Tugto og hans Kone først saa, nemlig det halve af en Sortsides Kød og det halve af dens overskaarne Spæk. Og da hun kom ind, sagde hun:

"Jeg skulde spørge, om ikke en af jer kunde mane Isen bort."

Ved disse Ord sagde Tugto til sin Kone:

"Under en saadan Trangstid kan man ikke sende Kød tilbage. Du maa mane Isen bort."

Da Manden sagde saadan til hende, maatte hun adlyde, og hun sagde til Qujâvârssuks Moder:

"Sig, at alle, som kan, skal komme ind og høre til."

Og saa kan det nok være, at hun gik ind i Husene for at meddele, at alle, som kunde, skulde komme ind for at høre paa Aandebesværgelsen. Da alle var kommen ind, slukkede hun Lampen og begyndte at paakalde sine Hjælpeaander. Da siger hun pludselig:

"To Flammer er kommen til Syne i Vest."

Idet hun nu opholdt sig oppe paa Husgangen, lod hun dem komme til sig, og da de kom ud, var der en Bjørn og en Hvalros. Bjørnen blæste hende ind under Briksen, men da den atter trak Vejret, kom hun ud igen fra Briksen og standsede ved Husgangen. Saaledes fortsatte den længe. Men idet hun nu gjorde sig rede til at gaa ud, sagde hun til Tilhørerne:

"Ingen maa Natten igennem gabe eller blinke med Øjnene."

Og saa gik hun ud.

I samme Øjeblik hun kom ud, bed Bjørnen hende i Kønsdelene og slyngede hende ud over Isen, og næppe var hun falden ned paa Isen, før Hvalrossen stak sine Stødtænder ind i hendes Kønsdele og ligeledes kastede hende udefter. Men Bjørnen løb efter hende og holdt sig lige neden under hende, medens hun svævede gennem Luften. Hver Gang hun faldt ned paa Isen, jog Hvalrossen Stødtænderne i hende. Det var, som om de yderste Øer med eet sank til Bunds, saa hurtigt bevægede hun sig udefter. De var nu næsten ude af Sigte, og først da alt Land var forsvundet, forlod Hvalrossen og Bjørnen hende. Saa kunde hun atter begynde at gaa indefter mod Land.

Da hun omsider fik Fjældene i Sigte, var det, som om der laa Skyer over Toppene, saadan føg det. Endelig naaede Vinden ned, og Isen begyndte straks at gaa i Stykker. Hun saa sig om og fik Øje paa et Isfjæld, der var frosset inde; der lod hun sig drive hen. Og næppe var hun kommen op paa Isfjældet, før al Isen gik i Stykker, og nu kunde hun ikke redde sig. Men i det samme hørte hun en sige lige ved Siden af sig:

"Lad mig tage dig paa min Kajak!"

Og idet hun vendte sig om, saa hun en Mand i en ganske smal Kajak, og han sagde for anden Gang:

"Naa, lad mig saa tage dig paa min Kajak! Hvis du ikke vil, kommer du aldrig til at nyde godt af Qujâvârssuks Betaling."

Søerne gik højt, men hun gjorde sig alligevel rede. Da en Sø hævede Kajaken op, sprang hun ned paa den. Men idet hun lod sig falde, havde hun nær kæntret den. Da hun nu vilde flytte sig over ad den anden Side til, kom hun igen for langt, og han sagde da:

"Sæt dig ordentligt midt paa Kajaken."

Og da hun havde gjort det, forsøgte han at ro; det var nemlig hans Mening, at tage hende med paa sin Kajak, skønt Bølgerne gik meget højt. Saa roede han da udefter med hende, og da han var kommen et Stykke ud, fik han Øje paa Land. Men da de omsider naaede frem, var der ikke et eneste Sted, hvor de kunde komme op. Tilsidst lod han sig af en Braadsø føre helt op paa Land, og i samme Øjeblik Søen tog dem, sagde han til hende:

"Forsøg nu paa at springe i Land!"

Og da han sagde det, sprang hun i Land. Da hun nu stod paa fast Grund, vendte hun sig om og saa, at Kajaken forsvandt i en stor Sø, og den viste sig ikke siden. Saa vendte hun sig om og gik. Men som hun gik, følte hun en vældig Tørst. Hun kom frem til et Sted, hvor der sivede Vand gennem Sneen. Hun gik derhen, og da hun naaede hen til det og skulde til at lægge sig ned for at drikke, var der pludselig en Stemme, der sagde:

"Du skal ikke drikke deraf. Hvis du drikker det, kommer du aldrig til at nyde godt af Qujâvârssuks Betaling."

Da hun hørte det, gik hun videre, og paa sin Vej naaede hun frem til et Hus. Oven paa Huset laa en stor Hund, der var frygtelig at se til. Da hun vilde gaa forbi den, saa det ud, som om den vilde bide hende. Men endelig kom hun da forbi den.

Inde i Husgangen løb der en stor Elv, og det eneste Sted, hvor hun kunde træde, var saa smalt som Ryggen af en Kniv; og saa var Husgangen saa vid, at man ikke kunde støtte sig til Muren. Saa balancerede hun af Sted med sine Lillefingre som Vinger. Men da hun naaede ind til den inderste Dør, var Trinet saa højt, at hun ikke i en Fart kunde komme over det. Inde i Huset saa hun en gammel Kælling, der laa paa Maven paa Briksen; og næppe var hun kommen ind, før Kællingen begyndte at give ondt af sig. Hun skulde lige til at svare paa Skældsordene, da Kællingen sprang ud paa Gulvet for at slaas med hende; og det kan nok være, at de sloges!

De sloges meget længe, og lidt efter lidt blev Kællingen træt. Da hun tilsidst var saa træt, at hun ikke kunde rejse sig, saa den anden, at hendes Haar hang løst og var helt fuldt af Snavs. Saa gav Tugtos Kone sig til at rense hende, og da hun var færdig, satte hun hendes Top. Først nu sagde Kællingen:

"Du lille kære, som kom herind — det er meget længe siden, at jeg saadan blev renset. Siden den lille Atakana fra Sârdloq gjorde det, er jeg ikke senere bleven renset. Jeg har ikke andet at give dig igen, — flyt min Lampe til Side . . ."

Og da hun havde gjort det, hørte man ligesom et Sus af Vinger. Da Tugtos Kone skulde til at se sig om, opdagede hun, at en hel Masse Alke fløj ud i Husgangen, og saaledes blev de ved, længe og uafbrudt, indtil Konen sagde:

"Nu kan det vist være nok!"

Saa rettede hun Lampen, og da det var gjort, sagde den anden igen:

"Om du nu flyttede den lidt til den anden Side?"

Saa flyttede hun den, og nu saa hun nogle Mænd med, langt Haar flyve hen mod Husgangen. Da hun skulde se nærmere til, var det en Mængde Sortsider; og da der var kommen en svær Mængde, sagde hun:

"Nu kan det maaske være nok!"

Og saa stillede Kællingen Lampen paa Plads, saa hen paa hende og sagde:

"Naar du kommer hjem, saa sig, at de aldrig mere maa vende sig ud mod Havet, naar de slaar Potter ud; for naar de gør det, kommer det altsammen paa mig."

Da Konen omsider kom ud igen, kan det nok være, at den store Hund logrede for hende.

Det var Nat endnu, da Tugtos Kone kom hjem, og da hun kom ind, var der endnu ingen, som havde gabet eller blinket med Øjnene. Da de tændte Lampen, var hendes Ansigt frygtelig forkradset, og hun fortalte:

"I skal ikke vente, at Isen nu straks skal bryde op; først naar mine Saar er lægt, vil den bryde op."

Endelig begyndte de saa smaat at læges, men undertiden hændte det dog, at en og anden haanende raabte ind ad Vinduet:

"Det kan nok være, at den Is som skulde bryde op, er drevet til Søs! Det, der skulde gøres, er rigtignok gjort!"

Men omsider blev hendes Saar da lægte, og en skønne Dag viste en sort Sky sig i Syd.

Ud paa Aftenen hørte man en vældig Susen, og først da det begyndte at lysne, stillede Stormen af. Da det blev rigtig lyst og man kom ud, laa Havet der aabent og blot. En Mængde Alke fløj hen over dets Flade, og overalt var der store Flokke af Sortsider. Straks gjorde Kajakerne sig klare, og Tugtos Kone sagde:

"Endnu maa ingen jage dem; først naar fem Dage er gaaet, maa de jages!"

Før de nævnte Dage var gaaet, var der alligevel en af de unge, der tog ud for at jage. Han anstrengte sig forgæves, men fik ikke en eneste. Først da de nævnte Dage var gaaet, sagde Angâkoq-Konen:

"Nu kan de jages!"

Saa stak Mændene til Søs paa Alkejagt, og først da de ikke kunde have flere med paa deres Kajaker, roede de tilbage igen. Men da maatte alle Mænd levere hele deres Fangst til Tugtos Hus, og først da de for anden Gang gik paa Alkejagt, beholdt de selv deres Fangst.

Næste Dag tog de ud for at passe Sæler op. De harpunerede mange, men ogsaa dem fik Tugto og hans Kone. Først den næste Dag fangede de igen til sig selv.

– – –

Da nu Isen var gaaet, satte den gamle Mand, vi tidligere har fortalt om, Liv i sin Tupilak og sagde til den:

"Gaa ud og spis Qujâvârssuks Indvolde!"

Og Ulykkessælen svømmede ud efter ham, men da stod allerede Qujâvârssuk paa Land og skulde til at bære sin Kajak op med en Fangst paa to Sæler. Men Ulykkessælen var ikke Spor i Tvivl om, at den den næste Dag, naar han roede ud, skulde faa fat paa ham og spise ham, og allerede ved Daggry var den derfor uden for hans Hus.

Da Qujâvârssuk vaagnede, stod han op, gik ned til sin Kajak og begyndte at gøre sig klar til at tage ud paa Fangst. Han tog sin Helpels paa og gik ned og satte sin Kajak i Vandet. Han løftede det ene Ben og satte det i Kajaken, men da han saa løftede det andet for at gaa helt ned i den, blev han i samme Øjeblik fuldstændig borte for Ulykkessælen. Dagen igennem søgte den forgæves efter ham, og tilsidst svømmede den blot ind mod Land; men da var han allerede kommen hjem og havde trukket sin Kajak paa Land for at bære den op. Han havde en Fangst paa to Sæler, og dér laa Ulykkessælen og gloede paa ham.

Og saaledes gik det, hver Gang Tupilaken vilde angribe Qujâvârssuk — og det var, fordi hans Amuletter beskyttede ham.

Tilsidst blev Tupilaken saa rasende, at den svømmede tilbage til den Mand, som havde lavet den, for at spise ham.

Da den kom frem, saa den ham sidde i Kajaken med Ansigtet lige mod Solen, netop i Færd med at fortælle om den Ulykkessæl, han havde lavet. Længe laa den neden under ham og saa paa ham, indtil den Tanke slog ned i den:

"Hvorfor lavede han en Ulykkessæl af mig, naar jeg bare skulde lide Nød?"

Saa svømmede den opefter og angreb Kajaken, og Vandet farvedes rødt af Blod, da den spiste ham. Da den saaledes havde faaet noget at æde, var den vel til Mode og i yderst godt Humør, indtil den kom til at tænke:

"Alle de andre Ulykkessæler vil sikkert skamme mig ud, naar de hører, at jeg har spist den, som har lavet mig."

Og den svømmede langt ud i det aabne Hav og viste sig aldrig siden. Og dette, fortæller man, gjorde den af Skam.

En Dag sagde den gamle Ulkepilker til Qujâvârssuk:

"Du er opkaldt efter en Mand, som er sultet ihjel ved Amerdloq."

Da Qujâvârssuk hørte det, begyndte han at gøre sig rede til at rejse til Amerdloq.

Man fortæller, at Folkene fra Amerdloq ikke drev Fangst paa andet end Helleflynder.

Qujâvârssuk kom til at bo hos en gammel Mand, og medens han boede der, fangede han, som han altid havde for Skik. Tilsidst begyndte Folkene fra Amerdloq at sige til hverandre:

"Det er vist første Gang, der er saa mange Sortsider her i vort Land. Hver Gang han er paa Fangst, faar han to Sæler."

Tilsidst tog en af Storfangerne med ham ud paa Fangst. De satte Harpunodden fast, og da de var kommen et lille Stykke fra Land, standsede Qujâvârssuk. Da den anden var kommen et godt Stykke fra ham, vendte han sig om og saa nu, at Qujâvârssuk allerede havde sat fast i en Sæl. Han roede hen til ham, men da han kom derhen, havde han allerede dræbt den. Saa forlod han ham lidt efter for anden Gang, og da han igen vendte sig om, havde Qujâvârssuk atter sat fast. Derpaa roede Qujâvârssuk hjem; men den anden roede hele Dagen, uden at se en eneste Sæl.

Da Qujâvârssuk blev ved med at storfange, begyndte hans Moder at opfordre ham til at gifte sig. Han gav hende ikke noget Svar, og saa begyndte hun selv at søge efter en Svigerdatter, men det skulde være en Stor-Æder, for at der ikke skulde gaa alt for meget Kød til Spilde. Saa begyndte hun at invitere alle ugifte Kvinder til sig, og saaledes kom der da engang en ung Kvinde ind, der ikke var videre smuk. Hende syntes hun svært godt om, fordi hun forstod sig saa godt paa at spise, og saa valgte hun hende til sin Søn, idet hun sagde til ham:

"Den Kvinde der skal du have."

Og Sønnen adlød hende som sædvanlig. En Dag efter deres Giftermaal raabte den stærkeste Mand ved Amerdloq ind ad Vinduet:

"Qujâvârssuk, lad os se, hvem af os to der først kan faa en Fangeblære til Hvalfangst!"

Qujâvârssuk svarede som sædvanlig ikke, men den gamle sagde til ham:

"Vi plejer kun at bruge spraglet Skind til Hvaler. Og de er nu paa denne Tid ved Mundingen af Elven."

Derpaa gik de til Ro.

Qujâvârssuk sov, vaagnede og rejste nordpaa. Og han var kun kommen et lille Stykke nordpaa, da han kom til Mundingen af en lille Fjord. Han saa sig om og opdagede en spraglet Sæl, der drog Aande. Da den dukkede under, roede han hen til dens Landside og satte sin Harpunod med Fangelinen fast til Harpunen. Da den anden Gang kom op for at drage Aande, roede han til og harpunerede den. Derefter roede han øjeblikkelig hjem med den.

Den gamle Mand beredte Skindet og hængte det op bag i Huset. Men som det hang der, hørte man ofte Lyd som fra Fangeblæren, og det, skønt ingen var i Nærheden; det syntes den gamle Mand rigtig godt om.

Da det nærmede sig Vinteren, sagde den gamle engang til Qujâvârssuk:

"Nu kommer snart den Tid, da Hvalerne kommer ind til Kysten."

En Nat var Qujâvârssuk gaaet ud for at lade sit Vand, da han fra Vest hørte dybe Aandedrag komme nærmere. Da det var første Gang, han havde hørt et saa vældigt Aandedrag, gik han ind og fortalte det hviskende til sin Kone. Næppe havde han fortalt det, før den gamle, som han troede sov, udbryder:

"Hvad er det du siger?"

"Vældige Aandedrag, som jeg hørte, kendte jeg ikke; og de flytter sig ikke fra vor Solside," sagde Qujâvârssuk.

Den gamle tog sine Kamiker paa, gik ud og sagde:

"Det er en Hval, der puster!"

Om Morgenen, før det endnu var bleven lyst, hørte man Lyd af Løben, og saa var der en, der raabte ind ad Vinduet:

"Oh, jeg var den første, som hørte Hvalens Aande."

Det var den stærke Mand, som ønskede at kappes med ham. Qujâvârssuk sagde som sædvanlig intet, men den gamle Mand svarede:

"Allerede i Nat hørte Qujâvârssuk det," og saa hørte man ham gaa leende bort.

Den stærke havde allerede sat sin Konebaad ud i Vandet for at ro ud til Hvalen, da Qujâvârssuk kom til.

Da Qujâvârssuk satte sin Konebaad i Vandet, var de allerede roet ud. Han tog den fuld af Vand, trak den atter op paa Land, vendte den og hældte Indholdet ud; og for anden Gang halede han den ud i Vandet. Først nu begyndte han at se sig om efter Roere. De rejste ud, og da de fik Udsigt, var Amerdloqs stærke Mand allerede langt ude. Før han endnu var kommen frem til ham, lod Qujâvârssuk sine Roere holde stille. Men da de vilde videre endnu, idet de sagde, at Hvalen aldrig vilde søge op for at drage Aande her, sagde han til dem:

"I skal faa den at se, naar den kommer op."

Næppe var Konebaaden standset, før Qujâvârssuk begyndte at ryste over hele Kroppen. Da han vendte sig om, var der allerede en Hval i Nærheden, og hans Besætning opfordrede ham til at styre løs paa den. Men Qujâvârssuk, der for første Gang i sit Liv saa saadant et Dyr, sagde:

"Lad os nu først se paa den." Og saa maatte hans Roere holde stille.

Da den stærke Mand fra Amerdloq hørte Hvalens Aande, saa han sig om efter den, og der laa Dyret som et stort Skær lige ved Siden af Qujâvârssuk! Saa raabte han til ham:

"Harpuner den!"

Qujâvârssuk svarede ikke, men hans Besætning var denne Gang endnu ivrigere. Da Hvalen havde draget tilstrækkelig længe Aande, gik den ned igen. Hans Besætning vilde nu endelig længere udefter, da den vilde komme op længere ude næste Gang; men Qujâvârssuk vilde slet ikke flytte sig.

Hvalen holdt sig længe under Vandet, og da den kom op igen, var den endnu nærmere. Igen saa Qujâvârssuk længe paa den, og nu blev hans Besætning for Alvor vred paa ham; men først, da man kunde vente, at den vilde gaa ned, sagde Qujâvârssuk:

"Saa, ro nu løs paa den!"

De roede nu løs paa den, og han harpunerede den. Da den væltede sig i Smerte og gik ned, kastede han sin Blære ud, og den kom selvfølgelig straks under Vandet.

Den stærke raabte nu atter til ham:

"Naar en Hval er saaret, saa svømmer den altid udefter. Ro nu hen til det Sted, hvor den antagelig vil komme op."

Men Qujâvârssuk svarede ikke og flyttede sig ikke af Stedet. Tørst da den stærke raabte tredje Gang til ham, svarede han:

"Mine Fangstdyr flytter sig altid indefter ad mit Hus til."

De var netop begyndt at le ad ham derude, da de hørte Skvulp af Vand inde ved Strandbredden, og der laa den ganske som en Angmagssæt i Dødskamp. De roede straks hen til den og satte Bugserline fast. Den stærke roede ogsaa derhen, og da han naaede dem, var der ikke en af dem, der spiste. Saa sagde han:

"Ikke en eneste spisende ved en nydræbt Hval!"

Men Qujâvârssuk svarede:

"Først naar min Moder har spist af den, maa andre spise."

Den stærke forsøgte alligevel at tage en Mundfuld, skønt han havde sagt dette, men straks flød Fraaden ud af Munden paa ham, og saa spyttede han sin Mundfuld ud, fordi den ødelagde Munden paa ham.

Først da de havde faaet Fangsten bragt hjem og hans Moder havde smagt paa Hvalen, fik alle deraf, uden at faa daarlig Mund. Men den stærke var den eneste, som i lang Tid intet spiste, fordi han maatte se at faa sin Mund rask igen.

Først da Qujâvârssuk havde faaet sin anden Hval, fik Amerdloqs stærke Mand een.

Eet Aar blev Qujâvârssuk ved Amerdloq, og da det blev Foraar, rejste han hjem sydover. Han kom frem til sit Land, og her døde han siden.

Og saa er der ikke mere.

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 216-233. København, 1924.