Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Storfangeren Qátârssúnguaq og hans Møde med de røde Hvalrosser og Kæmpebjørnen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Storfangeren Qátârssúnguaq
og hans Møde med de røde Hvalrosser og Kæmpebjørnen

Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab

Man fortæller, at Qátârssúnguaq, (den lille Vandbeholder), havde Land ved Tulugartalik, en lille Ø i Nærheden af Frederikshaabs Isblink, og der vises endnu den Dag i Dag hans Hustomt.

Qátârssúnguaq havde en Ven, som han holdt meget af og som havde Boplads ved Qingmimiut, der ligger sønden for Íkátoq, som atter ligger lidt norden for Grædefjord. De havde for Skik, fortæller man, at besøge hinanden, saa ofte deres Fangst tillod dem det; og saaledes havde de stiltiende ordnet deres Besøg, at Manden fra Qingmimiut rejste til Tulugartalik, hver Gang det blæste op til Sydvest og der lagde sig Stormklatter hen over Fjældene, medens Qátârssúnguaq plejede at ro til Qingmimiut, naar det blæste op med Norden og Stormklatterne fra denne Vind lagde sig over Fjældtoppene. Ingen af dem var bange for noget Slags Vejr, og der var aldrig længe mellem deres Besøgsrejser.

Man fortæller, at dengang Qátârssúnguaq var i sin bedste Alder, fandtes der ikke det Fangstdyr, der kunde gøre ham bange. Dette var hans egen urokkelige Overbevisning, og netop paa den Tid var det, at han fik Lyst til at jage de saakaldte røde Hvalrosser, der var de eneste Fangstdyr, han endnu ikke havde set. Og det, som ganske særligt gjorde ham ivrig efter at jage disse Dyr, var, at han havde hørt, at en rød Hvalros aldrig undlod at angribe en Kajak, naar først den havde faaet Øje paa den.

Da de Tider kom, hvor Dagene længedes og de store Sortsider var gaaet til Søs og holdt til ved de yderste Fangststeder, oprandt der en Dag med smukt Vejr, men med en Storm af Nordost. Qátârssúnguaq gjorde sin Kajak rede, og da han var færdig, gik han op paa et lille Fjæld lige ved deres Boplads for nærmere at undersøge Vinden, da han var klar over, at der vilde staa en haard Norden ude tilsøs. Men saa snart han havde undersøgt Vind og Vejr omhyggeligt, roede han af Sted.

Et Stykke ude naaede han frem til de Steder, hvor det allerede blæste stærkt, og med Vinden en Smule paa Siden fortsatte han stadig udover til de Steder, hvor Sælerne holdt til paa denne Aarstid.

Han var endelig naaet frem, hvor han plejede at drive Fangst, uden endnu at have set nogen Sortsider, da han pludselig oppe i Vindsiden opdager et vældigt Skumsprøjt, der føg for Vinden. Straks roede han hen for at se, hvad det var, idet han lod sig tage med af en høj Bølgeryg, og nu saa han Skrumsprøjtet for anden Gang. Og da han saa nærmere efter, blev han klar over, at det var et Sødyr, der var meget større end en Sortside. Han roede atter et Stykke nærmere og saa nu ganske tydeligt, at det var en af de berømte røde Hvalrosser.

For første Gang i sit Liv var han en Smule i Vildrede med, hvad han skulde gøre; men saa tænkte han ved sig selv, at aldrig skulde det siges om ham, at han fejgt havde vendt Ryggen til et Fangstdyr. Han roede derfor straks hen imod den og efter først at have lagt vel Mærke til, hvorledes den bevægede sig i Vandet, og hvor langt den flyttede sig, for hver Gang den var oppe for at trække Vejret, var han nu klar til at gaa løs paa den, idet han beregnede, at der nu kun vilde være et lille Kast med en Fuglepil hen til Dyret, naar det kom op igen. Men desværre havde han nu faaet den saaledes imod sig, at Solen kom til at blænde ham i Øjnene; han var imidlertid nu klar til at kaste sin Harpun og holdt vel Øje med, hvor Hvalrossen skulde komme op, idet han skyggede for Øjnene med sin Haand. Endelig kom den op, en lille Smule til Siden for ham, og idet den rejste sig helt op til Brystet i Vandet, svømmede den fremover med en saadan Fart, at den ganske saa ud som en lille Søkonge, der basker hen over Vandskorpen; ganske paa samme Maade piskede Hvalrossen Vandet med sine Forluffer, og saaledes kom den farende lige imod ham.

Han havde allerede hævet Harpunen, og da der ikke var andet at gøre, maatte han harpunere den paa det eneste Sted, hvor han kunde komme til, nemlig i dens ene Kind. Han ramte den ogsaa med stor Kraft, og idet Harpunodden for ind gennem dens tykke Skind, var det nu ganske, som om der skyllede en rød Bølge hen imod ham. Han fik næppe Tid til at skodde med det højre Aareblad, før Hvalrossen rejste sig op af Vandet lige ved Siden af hans Kajakstol.

Da han nu slet ikke havde nogen som helst Mulighed for at flygte fra den, nøjedes han med at lægge Aaren ud til venstre Side, saa at han kunde tage imod et Stød fra højre, uden at risikere nogen Fare for at kæntre. Et Øjeblik stirrede han paa den, men da Hvalrossen skulde til at kaste sig over ham, lod han sig ganske pludselig kæntre, laa saa stille med Hovedet nedad i Vandet og ventede paa, hvad der skulde ske, men mærkede kun et haardt Stød hen over sin Kajak. Saa ventede han paa, at den skulde angribe ham endnu en Gang, men da den nu syntes at have forladt ham, rejste han sig atter op af Vandet for at trække Vejret.

Idet han nu nærmere undersøgte sin Kajak, opdagede han, at Træskelettet var knust lige bag ved Mandehullet, og at Skindet her var flænget. Uvilkaarligt saa han ind over mod Land, og der laa Tulugartalik langt, langt borte! Han gav sig derefter straks til at undersøge Søerne, og da der kom en rigtig høj og bred Dønningryg imod ham, roede han op paa den og søgte, idet han roede til af alle Kræfter, at holde sig oppe paa den, med Kajakstævnen bøjet nedad i Bølgen; derved hævede han den flængede Agterstævn op, og nu gjaldt det blot om at ro saa stærkt til, at han kunde følge med Bølgen og lade sig bære helt ind til Land. Han lagde alle Kræfter i, thi han vidste, at hvis Bølgen først rullede fra ham, vilde han straks gaa til Bunds.

Saaledes fo’r han nu ind mod Land paa Bølgeryggen; men da han var kommen ind i Nærheden af Tulugartalik, var det ham umuligt længere at holde Stævnen nede i Søen, fordi Agterenden efterhaanden var blevet fyldt med saa meget Vand, at det pressede Stævnen op. Med Opbydelse af alle sine Kræfter holdt han den dog flydende paa Bølgeryggen endnu en lille Stund og naaede saaledes ind i Brændingen, hvor han nu blot saa sig om efter et Sted, hvor han kunde hage sig fast. Da opdagede han lige i Nærheden af sig en stor opstaaende Sten, og den klamrede han sig fast til, saa snart Bølgen havde ført ham derhen. Aaren havde han stukket forsvarligt ind under Tværremmene paa sin Kajak, og nu holdt han sig fast til Stenen med begge Arme. Idet Bølgen løb bort under ham og Kajaken et Øjeblik laa tør, hørte han, hvorledes Vandet væltede ud bag ved Mandehullet; men da der et Øjeblik efter atter kom en stor Bølge rullende imod ham, vendte han Stævnen i Retning af Tulugartaliks søndre Næs og red atter paa Bølgeryggen indover. Saaledes naaede han ind til Stranden under sit Hus, netop som Kajaken, atter fyldt med Vand, holdt paa at synke; og saa arbejdede han sig ud af den i grundt Vand, vadede ind og var frelst.

Saaledes endte hans første Møde med de røde Hvalrosser.

Det fortælles, at saa ofte Qátârssúnguaq fik Lyst til at drive Fangst paa Sæler, der ikke var Sortsider, plejede han at ro ind til Sermiligârssuk, der var bekendt for sine store Fjordsæler; og saaledes roede han et Foraar derind, da de Tider var inde, hvor Sælerne kravlede op paa Isen. Han roede ind ad Fjorden og fik snart Iskanten i Sigte, og straks efter saa han til sin Glæde, at al Smaaisen var væk, og at der heller ingen Tyndis fandtes ved Iskanten, men at denne var fast og god og fortræffelig egnet til at gaa op paa. Han fulgte Midten af Fjordløbet og søgte ud til Iskanten, men da han ikke her i Nærheden saa nogen Sæl paa Isen, fulgte han Kanten mod Nord, idet han saa sig godt omkring.

Her opdagede han nu langt inde paa Isen et Sødyr, der var for stort til at være en Sæl; han roede nærmere til og saa, at det var en stor Hvalros, der var gaaet op paa Isen, og dens røde Haar spillede tydeligt i Solen. Det var en af hans gamle Fjender, en af de berømte røde Hvalrosser, og dem havde han faaet et godt Øje til siden den Dag, han nær var druknet. Han havde dengang erfaret, hvor farlige de var, men da denne Hvalros var inde paa Isen, haabede han, at det maatte lykkes ham at dræbe den, og han pønsede blot paa, hvorledes han bedst skulde komme ind til den.

Han laa stille og betragtede Hvalrossen, da han et Stykke bag ved den fik Øje paa et Stykke Skrueis. Længe stirrede han paa dette Isstykke, fordi han syntes, at det bevægede sig ganske langsomt; han kunde ikke tro sine egne Øjne og tog derfor en Pejling af det, og idet han nu betragtede det indover mod et fast Punkt paa Land, blev han klar over, at det nærmede sig ganske langsomt mod Hvalrossen. Hver Gang Hvalrossen rejste Hovedet op for at se sig omkring, holdt Isstykket op med at bevæge sig, og saaledes blev det ved; men saa ofte Hvalrossen igen lagde sig ned for at sove, bevægede Isstykket sig atter langsomt hen imod den.

Qátârssúnguaq laa nu ganske stille og holdt Øje med det, som gik for sig inde paa Isen, og da nu Isstykket pludselig drejede sig en lille Smule til Siden, opdagede han, at det var en stor Bjørn, en gammel Hanbjørn, der var helt mørk i Hovedet; og denne Bjørn var det, som skød en stor Isblok foran sig, saa at den, dækket bag Blokken, uset kunde nærme sig Hvalrossen.

Nu var Bjørnen saa nær inde paa Hvalrossen, at der ikke var nogen Tvivl om, at den vilde naa frem. Da kastede den pludselig Sneblokken til Side og sprang ind paa Hvalrossen, som den gav en forfærdelig Lussing med sin venstre Forpote. Isen, hvor dette foregik, var gammel Vinteris, men ikke desto mindre brast den pludselig sammen, saa at der stod Skum omkring de kæmpende, der forsvandt, saa at han kun saa den bare Is.

Han var bange for, at de skulde komme helt hen til ham og lagde sig derfor op paa Iskanten; og da der var gaaet saa langt Tid, at han kunde regne ud, at de nu snart maatte vise sig for at drage Aande, rejste de sig atter op af Fjordens Vande — men langt uden for det Sted, hvor han havde ventet. De holdt hinanden ganske tæt omklamrede, og Hvalrossen, der uafbrudt søgte at jage sine Stødtænder ind i Bjørnen, bevægede Hovedet saa regelmæssigt, at den ganske saa ud som en Spurveunge, der er i Færd med at pikke sin Mad op. Bjørnen derimod sled saaledes i Struben paa Hvalrossen, at den livagtigt lignede en Hundehvalp, der søger at komme til at die sin Moder. Derefter saa han atter kun et Skum-sprøjt, og saa forsvandt de i Dybet, fast omsluttede i hinandens Favn. Søen var ganske blodig paa det Sted, hvor de var forsvundne.

Han holdt nu godt Øje med dem for at se, hvor de igen vilde komme op, men saa længe varede det, at han tilsidst troede, de var kommen ind under den gamle Vinteris, hvor de nu maaske laa døde; thi det havde ikke set ud, som om nogen af dem vilde komme til at overleve Kampen. Da saa han pludselig Hvalrossen komme op igen, og idet den rejste sig op i Vandskorpen med hele Forkroppen over Vandet, slog den nogle Gange om sig med sin Forlalle, hvorefter den lagde sig bagover i Søen med Lufferne for Øjnene og udaandede.

Lidt efter kom ogsaa Bjørnen til Syne. Ogsaa den rejste sig først op i Vandet, lagde sig derpaa udmattet tilbage i Søen, idet den nu og da strakte sine Poter op i Luften, og saa blev ogsaa den stille og var død.

Qátârssúnguaq sad endnu i sin Kajak og betragtede de store Dyr, men da ingen af dem bevægede sig, roede han hen til dem. Da han kom hen til Hvalrossen, havde han for en Sikkerheds Skyld sin Lænser klar og parat til Kast, og idet han derpaa slyngede den ind i Kroppen paa Hvalrossen paa ganske nært Hold, saa han, at den heller ikke nu bevægede sig. Først da roede han hen til den og satte sin Bugserline fast i den og bugserede den hen til Bjørnen, som han derefter bandt fast til Hvalrossen.

Han var klar over, at han ikke vilde være i Stand til at bugsere dem begge hjem, og nøjedes derfor med at ro dem ind til Land. Det var Højvande med faldende Vande, og idet han nu gjorde dem fast med sin Fangeline, flænsede han dem, eftersom Vandet løb fra; først Hvalrossen, som han var mest nysgerrig efter at partere, da han aldrig havde fanget en saadan før, og saa Bjørnen. Derpaa roede han hjem, idet han nøjedes med blot at tage lidt Kød med paa sin Kajak; thi først Dagen efter hentede han Hvalrossen og Bjørnen hjem med Konebaad.

– – –

En anden Vinter var gaaet, og da Foraaret atter var inde, roede Qátârssúnguaq som sædvanlig ind til Sermiligârssuk for at jage Fjordsæler. Undervejs ind følte han Trang til at komme op paa Land og roede ind til Kysten. Da han havde forrettet sit Ærinde, vendte han uden at forhaste sig tilbage til sin Kajak og saa nu, at der inde bag et Næs kom noget til Syne, noget mærkeligt noget, der lignede et Isstykke og kom drivende udad mod Strømmen i stærk Fart. Det kom stadig nærmere, og da det var lige ud for ham, hørte han en Lyd, ganske som af Hundehvalpe, der klynkede. Han hørte paa denne Lyd og saa det mærkelige Dyr, og pludselig kom han til at tænke paa, at han havde hørt, at der engang imellem skulde kunne vise sig umaadelig store Bjørne, som kaldtes for "Sermigdlit". Disse Bjørne var saa store og vældige, at de kun kunne rammes paa eet eneste Sted, og det var, om man kunde faa Held til at harpunere dem paa den bløde Hud under Armen.

Da den var lige ud for ham, undersøgte han den meget nøje, og det var, som om han nede i Vandet saa en Mængde Istapper; det var dens Haar, der saa saaledes ud. Dette vældige Dyr lod han roligt svømme forbi sig, og det var første Gang, han nogensinde havde set et Fangstdyr uden at jage det.

Da Qátârssúnguaq blev en gammel Mand, forlod han Tulugartalik og flyttede sydover, og siden, naar han skulde berette om noget af det mærkeligste, han havde oplevet, plejede han altid at fortælle om Kampen mellem Bjørnen og Hvalrossen og om Sermilik-Bjørnen med Smaabræer hængende i sine Haar.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 261-268. København, 1924.