Niels Ebbesøn

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Niels Ebbesøn
Agnes Slott-Møller, 1893
Dansk folkedigtning


Historiske viser
29. Niels Ebbesøn.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. Greven drog i Danmark ind,
og did lod han sig raade;[2]
det var ham for langen[3] spaaet,
han skulde sit Liv der lade.


2. Ikke vil han det lade fordi[4],
end vil han det friste;
Riddere og Svende, Bønder og Bomænd,
dem havde han agtet at gæste.


3. Greven sendte Niels Ebbesøn Bud,
han bad ham til sig komme:
han sagde ham Fred og Felighed[5] til
nu ad den samme Stunde[6].


4. Greven mødte Niels Ebbesøn
norden ved[7] den Strand:
„Vær velkommen, Niels Ebbesøn,
hvor gaar dig til Haand?[8]


5. Vel maa du[9], Niels Ebbesøn,
kære Sinde[10] min!
hvor staar Huen[11] i Nørrejylland,
og hvor lider Frænderne din?“


6. „Nok har jeg i Nørrejylland
baade Frænder og Maage[12];
de skal eder til Vilje være,
ihvort[13] I dem vil have.“


7. „Niels Ebbesøn, du est en kunstig Mand,
og dertil est du from;
hvor du ikke kan over komme,
der rider du lang Vej om.[14]


8. Hør du det, Niels Ebbesøn,
vil du mit Ærind bortride?
hvor mange Svende har du med dig,
der du maa vel paa lide?“


9. „End har jeg fyrretyve Karle,
saadanne som de nu ere;
enten de ere fler eller færre,
jeg har dem alle fuld kære.“


10. „Har du fyrretyve Karle, dig tjen’.
det er dig vel til Maade;
igaar holdt du i Hr. Bugges Gaard
med hundrede Mænd i Plade.“


11. Niels Ebbesøn tren en Fod fra ham.
han svared og ej længer tav:
„Er her nogen, Ridder eller Svende,
mig haver den Løgn paa sagt?


12. Er her nogen, enten Ridder eller Svende,
som mig det tilsige vil[15],
jeg skal aldrig gaa Fod fra ham,
før jeg har svaret dertil.“


13. „Hør du det, Niels Ebbesøn,
vi vil der ikke om tale[16];
du rid til Hr. Bugge
om han vil mit Venskab have.


14. Hr. Bugge han har mig undsagt[17]
og saa hin unge Povl Glob;
Hr. Anders Frost er og en af dem,
er fremmest i det Raad.


15. End flere har jeg til Vilje været,
de ville mig nu forsmaa;
I lide fast paa Hr. Bugges Raad,
I ser, hvor det vil gaa!“


16. „Hr. Bugge ved jeg intet af,
hvad han agter at gøre;
Anders Frost har været eder Tjener saa tro,
aldrig skal I andet spøre.[18]


17. Anders Frost har været eder Tjener tro,
aldrig skal I andet spøre;
vilde han Orlov af eder tage,
hvi maatte han det ikke gøre?


18. Det er saa Sæd i Dannemark,
har været af gamle Dage:
ihvilken Svend som ikke vil tjene,
han maa vel Orlov have,“


19. Det da svared ham Grev Hr. Gert,
hannem lysted det ikke at høre:
„Ingen maa fra sin Herre fly,
meden han lyster hannem at føre.[19]“


20. „Der er ingen tilsammen viet
uden Munken og hans Kappe;
Hovmand rider og Hovmand kommer,
ihvor han tjener til Takke.[20]“


21. „Niels Ebbesøn, du taler mig fast imod,
du snakker altfor længe;
du skal enten Danmark rømme,
eller jeg skal lade dig hænge!“


22. „Skal jeg ud af Danmark rømme
fra Hustru og Børn saa smaa,
usen[21] skal I sige deraf,
at I mig nogen Tid saa.“


23. „Rid du bort, Niels Ebbesøn,
jeg vil dig intet høre!
eller jeg bryder mit Lejde over dig,
som jeg tør fuldvel gøre.“


24. „Aldrig ser I mig saa ræd,
jeg torde jo fuldvel skælve:[22]
Grev Gert, I ser vel dertil
og mandelig vogter eder selve!“


25. „Niels Ebbesøn, du taler mig haardt imod,
og saa har du gjort tiere:
i Dag skal du for mig felig[23] være,
til Solen ganger til Hvile.“


26. Niels Ebbesøn slog op med hviden Haand,
han kasted sin Ganger omkring:
„Farvel, Grev Gert, og alle dine Mænd
du agte mig snart igen![24]“


27. Niels Ebbesøn red ad Vejen frem,
han hug sin Hest med Spore;
efter holdt Greven med alle sine Mænd,
og ingen efter ham torde.


28. Det var Niels Ebbesøn,
kom i sin egen Gaard;
det var hans kære Hustru,
hun ganger hannem imod.


29. „Hør du det, kær Hustru min;
hvad Raad kan du mig kende?
jeg skal nu enten af Landet rømme,
eller Greven vil lade mig hænge.“


30. „Hvad for Raad skal jeg eder kende?
jeg er en fattig Kvinde;
de værste Raad de ere nu bedst,
om vi kan dem paa finde.


31. De værste Raad de ere nu bedst,
om vi kan dem paa finde:
enten Greven ihjel at slaa
eller at brænde ham inde.


32. I lader eders Heste til Smedje gaa,
og lader I dem beslaa:
alle Hagerne vende frem;
det giver jeg eder for Raad.


33. Alle Hagerne vende I frem,
paa Sporet de jer ikke kende;
I lader det ingen Mand spørge,
det lærte eder en Kvinde.[25]“


34. Det var Niels Ebbesøn,
han taler til Svende sin’:
„Hvilke ville nu følge?
og hvilke ville nu fly?


35. Hvilke ville mig følge,
de række mig Haand paa ny;
hvem som Orlov have vil,
han sige mig det ret nu!“


36. Op da stode de Dannesvende,
de svared deres Herre saa fri:
„Vi vil nu med eder ride
og vove vort unge Liv!“


37. Saa red de i Fruerlund,
der bandt de deres Heste;
saa gik de ad Byen ind,
Grev Gert saa vilde de gæste.


38. Det var Niels Ebbesøn,
han kom til Randers Bro:
„Hvilken som ikke vil være mig huld,
han tage sig Orlov nu!“


39. Frem da gik han liden Svend Trøst,
ham troede han allerbedst:
„Herre, I giver mig Orlov
og dertil Sadel og Hest!“


40 Saa gav han ham Orlov
og dertil Sadel og Hest;
den samme Dag før Aften
han tjente sin Herre bedst.


41. Det var Niels Ebbesøn,
han klapped paa Døren med Skind:
„I staar op, Hr. Greve Gert,
og lader mig nu ind!


42. Staar I op, Hr. Greve Gert,
og lader mig nu ind!
jeg er Hertug Henriks Sendebud,
han har mig til eder sendt!


43. Hør I, Herre Greve Gert,
I dvæler ikke længe;
Kolding er bestoldet[26]
og Ribe det er brændt.“


44. „Er det Sanden, du siger for mig,
da er det Tidende gode:
Hest og Klæder udi min Gaard,
den Stund vi leve baade.“


45. De lukte op den Greves Dør,
det Bud skulde indgaa;
da var det Niels Ebbesøn,
han skulde til Sengen gaa.


46. „Hør Du, Niels Ebbesøn,
vi vil os bedre forlige:
vi sender Bud efter Hertug Henrik
og Hr. Klavs Krummedige.“


47. „Ikke sagde I saa igaar
ude ved den Strand;
jeg skulde da enten hænge
eller rømme af Land.“


48. Svared det den sorte Svend:
„I lader ej længer lide!
lægger nu neder den lange Tale
og lader Sværdene bide!“


49. Saa toge de Greve Gert
I hans gule Lok;
saa hugge de ham Hovedet fra
over hans Sengestok.


50. Den Tid Greven han var død,
da sloge de paa deres Tromme;
det var Niels Ebbesøn,
han monde af Byen gange.


51. Det var Niels Ebbesøn,
han vilde af Byen fly;
der mødte hannem Hr. Ove Haas,
han vilde ham det forbyde.


52. „Hør du det, Hr. Ove Haas,
lad mig min Vej bortfare;
du vedst fuldvel, du est min Maag,
du maa mig intet skade.“


53. „Alt er det Sanden, jeg har din Frænke
og jeg din Maag skal være;
du har nu slaget min Herre ihjel,
jeg maa det ikke gøre.“[27]


54. Niels Ebbesøn brugte sit gode Sværd,
og vilde ham ikke vige;
Hr. Ove Haas med tyske fler
de maatte der lade deres Liv.


55. Det var Niels Ebbesøn,
han kom til Randers Bro;
der stod liden Smaadreng,
der førre Orlov tog.


56. Niels Ebbesøn over Broen løb,
de fulgte ham i–saa fast;
det var liden Smaadreng,
han Broen efter ham kaste.


57. Niels Ebbesøn han tren til sin Hest,
til Noringsris monde han ride;
det vil jeg for Sanden sige:
han havde baade Angst og Kvide.


58. Saa gæsted han en Kærling,
hun havde ikke uden to Leve[28];
den ene gav hun Niels Ebbesøn,
for han vog den kullede Greve.



Den omarbejdede Slutning paa Niels Ebbesøns Vise (Dag–Redaktionen).


34. „I æder og drikker mine Dannesvende,
I gører eder fuld glad:
først denne Nat forgangen er,
da fanger vi Dagen istad[29].


35. Dagen kommer, naar Solen skin,
saa faar vi Tidende ny;
saa vil jeg paa mine Svende se,
hvilken fra sin Herre vil fly.“


36. Op da stod de Dannesvende,
de svared deres Herre saa fri:
„Vi vil med eder ride
og vove baade Gods og Liv.“


37. Saa red de til Fruerlund,
og der bandt de deres Heste,
saa gik de dem i Randers ind,
Grev Gert ham vilde de gæste.


38. Det var Niels Ebbesøn,
han kom til Randers Bro:
„Hvilken mig ikke tjene vil,
han tage sig Orlov nu.“


39. Op da stod de gode Hovmænd,
de toge da Tjeneste paa ny,
uden Niels Ebbesøns Søstersøn,
han vilde da fra ham fly.


40. Det var Niels Ebbesøn,
han klapper paa Døren med Skind:
„I staar nu op, Greve Gert,
I lader mig til eder ind!


41. I staar nu op, Greve Gert,
I lader mig til eder ind!
jeg er Hertug Henriks Bud,
han har mig til eder sendt.“


42. „Est du Hertug Henriks Bud,
da lad dig ikke forlange[30]:
mød mig i Morgen i Brødrekirke[31]
mellem Messe og Ottesange.“


43. „Hør I det, Greve Gert:
I dvæler ikke for længe!
Kolding det er bestoldet
og Ribe det er brændt.“


44. Greven han ud af Vinduet saa,
han saa de blanke Spjude:
„Usen[32] jeg ind til Danmark kom,
Niels Ebbesøn holder herude!“


45. De stødte paa Døren med Glavind og Spjud,
de Nagler ginge alle i Stykker:
„Est du herinde, Grev Gert,
vi vil dig en Skaal tildrikke!


46. „Sæt dig neder paa min Seng,
vi vil os bedre forlige,
vi sende Bud efter Hertug Henrik
og Hr. Klavs Krummedige!“


47. „Ikke har jeg Slot eller Fæste,
at gemme saa rig en Fange;
I sparer nu ikke de skarpe Sværd,
I lader dem have deres Gang!“


48. Gaasen kæger og Faaret bræger
og Hanen galer paa Hjalde[33];
Greven blev ved Dagen vejet,
og ikke om Natten med alle[34].


49. Gud naade din Sjæl, Niels Ebbesøn,
mens du i Live vaar!
saa mangen Tysk i Dannemark
den samme Vej skal gaa.[35]



Fodnoter

  1. ↑ Indl. S. 56 f; DgF. III Bd. Nr. 154.
  2. ↑ 1 at raade sig did, at begive sig did (med fuld Vilje og Forsæt).
  3. ↑ for langen, for længe siden.
  4. ↑ 2 ikke vil han det opgive „fordi“ ɔ: af den Grund = paa Grund af Spaadommen).
  5. ↑ 3 Felighed, Lejde; et plattysk Ord, der i 14de Aarh. trænger ind i Dansk.
  6. ↑ ad samme Stunde, i (el. fra) samme Øjeblik.
  7. ↑ 4 norden ved, nordpaa ved; ved den nordlige Strand.
  8. ↑ hvor gaar dig til Haand, hvad hænder dig, hvorledes gaar det dig.
  9. ↑ 5 du maa vel, du lever vel.
  10. ↑ Sinde, Ledsager, Tjenestemand.
  11. ↑ Hvor staar Huen, hvorledes er Stemningen.
  12. ↑ 6 Maag, besvogret.
  13. ↑ ihvort, hvorhen I vil have dem til at drage.
  14. ↑ 7 Greven siger (halvt artig, halvt ærgerlig over Nielses høflige Svar): „Du er en kunstig (listig) Mand, der kan gaa uden om, hvor du ikke vil sige den rene Sandhed; du er dog ogsaa from (tapper).“
  15. ↑ 12 tilsige mig det, sige mig det paa.
  16. ↑ 13 der ikke om, ikke derom.
  17. ↑ 14 undsagt, her næppe i Betydningen „lovet Døden“, men blot „sagt sig fri for Lensforholdet“, ti dette omtales i de næste Vers.
  18. ↑ 16 Niels Ebbesøn erklærer ikke at vide noget om Hr. Bugges Planer, men tager Anders Frost bestemt i Forsvar (denne var hans Slægtning).
  19. ↑ 19 at føre ham, have ham med sig som undergiven.
  20. ↑ 20 til Takke, til (sin) Tilfredshed.
  21. ↑ 22 usen, i en ulykkelig Tid.
  22. ↑ 24 saa ræd at jeg ikke turde skælve, et skæmtende Udtryk, der brugtes som Ordsprog.
  23. ↑ 25 felig, sikret ved Lejde; jf. Felighed i V. 3.
  24. ↑ 26 du vente mig snart igen.
  25. ↑ 33 at en Kvinde lærte eder det.
  26. ↑ 43 bestolde, storme, belejre.
  27. ↑ 53 Ganske vist er det Sandhed, at jeg har din Frænke (kvindelige Slægtning) til Hustru, og at jeg som Følge deraf er din Maag (din Svoger, din besvogrede); men da du har dræbt min Herre, kan jeg ikke gøre det (nemlig at lade være at skade dig).
  28. ↑ 58 Lev, Brød.
  29. ↑ 34 istad, paa Stedet, straks.
  30. ↑ 42 du lad dig ikke forlange, lad dig ikke opholde.
  31. ↑ Brødrekirke, Graabrødrenes Klosterkirke i Randers.
  32. ↑ 44 usen, i en ulykkelig Stund.
  33. ↑ 48 Hjald, Høstænge over Stalden.
  34. ↑ 48 ikke med alle ɔ: aldeles ikke.
  35. ↑ 49 meget knapt udtrykt: Gud glæde din Sjæl for hvad du gjorde mens du var i Live; gid mangen Tysk i Danmark maa gaa samme Vej som du (slaas ihjel).
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Niels_Ebbesøn&oldid=35151»