Nord i tåkeheimen - Nordmændenes Hvitehavsfærder, reiser i Ishavet og fangst

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Nord i tåkeheimen

Nordmændenes Hvitehavsfærder, reiser i Ishavet og fangst


av Fridtjof Nansen


Med originale illustrasjoner


Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.



Vignett av Fridtjof Nansen.

Selv om Ottar kanske ikke var den første Nordmand som nådde Hvitehavet, så er hans reise i hvert fald en mærkelig forskerfærd, hvorved såvel Nordkap som Hvitehavet blev kjendt, også i den europæiske literatur, næsten syv hundred år før Richard Chancellor kom til Dvina på skibet "Edward Buonaventura" i 1553, fra hvilken tid opdagelsen av dette hav gjerne har været regnet.

På Ottar's tid, eller kort efter, tilegnet den norske konge sig herredømmet over alle Finner like til det Hvite Hav, og i Historia Norwegiae heter det, at Hålogaland nådde til Bjarmeland. Som grænse for Norges rike mot Bjarmerne nævnes i Historia Norwegiae, i lovene, og andensteds, neset Vegistafr. Det kan ha været på sydsiden av Kola-halvøen ved den før nævnte elv Varzuga eller ved elven Umba[1]. I tiden efter Ottar har Nordmændene også oftere foretat tog til Hvitehavet og Bjarmeland, hvilke vel for det meste var krigerske. Om flere av dem har sagaene meddelelser.

Eirik Blodøks fór omkring 920 nord i Finmarken og alt til Bjarmeland, og han holdt der et stort slag og hadde seier. Hans søn Harald Gråfeld drog en sommer omkring 965 med sin hær nord til Bjarmeland, og herjet der og hadde en stor kamp med Bjarmerne på Vinu bakka (ɔ: elvebakken ved Dvina (Vina), der fik Harald konge seier, og dræpte meget folk, herjet da vide om landet, og fik overhændig meget gods. Om det taler Glumr Geirason:


Øster orddjerve drott
urædd sit sverd farvet rødt,
nord for den brændende by;
Bjarmerne der så jeg rende.
For hirdherren godt spyd-veir,
det gaves på denne færden,
på Vina's bred; ordet
om unge ædling gik vide.


På denne tid skulde altså Nordmændene ha nådd frem til Dvina og hadde opdaget østsiden av Hvitehavet, som Ottar endnu ikke kjendte. De hadde dermed godtgjort, at det var en havbugt. Bjarmerne bodde sandsynligvis langs hele dennes sydside like til Dvina, og navnet Bjarmeland utstraktes nu også til østsiden, og blev således betegnelsen for landet rundt Hvitehavet. Som et fremmedartet folk de lite kjendte, anså Nordmændene Finnene for troldomskyndige; men det var naturlig at de endnu mindre kjendte og fjernere boende Bjarmer efterhånden fik end mer ry for troldom, og til disse egne blev eventyr med troll og jetter henlagt. Ishavet blev tidlig kaldt Hafsbotn, senere Trollebotten, og Hvitehavet fik navnet Gandvik, som er tillagt en lignende betydning idet det er sat i forbindelse med gand (Finnenes troldom). G. Storm (1894, s. 97) og andre har opfattet det karelisk-kvænske navn Kantalaksi (Kandalaks) og Kantalahti for den nordvestlige bugt av Hvitehavet og byen ved dens inderste ende, som en halv forvanskning, halv oversættelse av det norske Gandvik, idet kanta (kanda) skulde være den finsk-kareliske uttale av "gand" og det kvænsk-kareliske lahti eller laksi betyr "vik". Men efter min opfatning må forklaringen være feilagtig, da de tilreisende vanskelig kan gi de fastboende navnet på disses eget hjem; det omvendte forhold at Gandvik er en slags "folke-etymologisk" fornorskning av Kantalaksi forekommer mig langt sandsynligere. Spørsmålet blir bare om navnet kan være av finsk-karelisk oprindelse? Jeg har derom henvendt mig til docent Konrad Nielsen, som har erklært sig helt enig med mig, og har i Helsingfors talt med prof. E. Setälä og prof. Wichmann, som likeledes begge var enige. Betydningen av Kantalaksi (eller Kannanlaksi, av et ældre Kandanlaksi, hvor første led er genitiv) synes, mener Nielsen, helt sikker: kanta (gen. kannan) = hæl, basis. Navnet vilde vel nærmest være at oversætte: "den brede bugt" (Setala). Nordmændene må følgelig ha forvansket første del av navnet "folke-etymologisk" til sit gand, og har oversat sidste del med vik.

Navnet Gandvik kan allerede ha været kjendt i det 10. århundrede, da det nævnes av den hedenske skald Eiliv Gudrunsson i Thorsdråpa.

Snorre Sturlason (død 1241) har i Olav den Hellige's saga optat et nordlandsk sagn om en Bjarmelands-færd, som i 1026 skal Tore Hund's være foretat av Tore Hund, i lag med kongens hirdmænd Karle og dennes bror Gunnstein fra Hålogaland. Fortællingen kan tyde på, at det på den tid var kommet et mer fredelig samkvem mellem Nordlændinger og Bjarmer. De fór på to skuter, Tore på en stor langskibs-busse med otti mand, og brødrene på et mindre langskib med indpå fem og tyve mand. Men da de kom til Bjarmeland, la de ind til kjøpstaden[2]; kjøpstevnet begyndte, og alle de fik fuldgodt av gods, som hadde gods at kjøpe for. Tore fik overlag meget av gråvare (ekornskind), og bæver- og sobelskind. Karle hadde og meget gods med sig, som han kjøpte mange skindvarer for. Men da det var slut på kjøpstevnet der, holdt de ut efter åen Vina; da blev freden sagt op med landsfolket. Da de kom ut av elven, holdt de skibsråd, og Tore foreslog at de skulde plyndre en helligdom for Bjarmernes gud Jomale[3], med gravhauger, som han visste om var i en skog inde i landet der[4]. De gjorde så ved nattetider, fandt meget sølv og guld, og da Bjarmerne satte efter dem, slap de fra det ved Tores seidkunster, som gjorde dem usynlige. Begge skibe seilte nu tilbake over Gandvik. Da det endnu var lyst om nættene, seilte de nat og dag til de en kveld la til ved nogen øer, tok seilene ned, og ankret for at vente på strømfaldet, fordi det var sterkt strøm ras (malstrøm) foran dem (rost mikil var fyrir þeir). Dette har sandsynligvis været ved Sviatoi Nos (det hellige nes), hvor det i russiske kilder tales om sterk strøm og malstrøm. Her kom det til ordskifte mellem brødrene og Tore, som forlangte det ranede bytte som takk for, at de ved hans seidkunster var kommet fra det uten mandefald. Men da det var strømskifte heiste brødrene seil og drog derfra, og Tore fulgte. Da de la til land ved Geirsver (Gjesvær, fiskevær på nordvestsiden av Magerøen) hvor det heter at det var "det første bryggeleie, når en farer nordfra" (d. e. øst fra Bjarmeland) kom det igjen til trætte, og Tore rendte med ett spydet Sels-hevneren gjennem livet på Karle, så han døde på flekken; Gunnstein undkom med nød og neppe med den mindre og lettere skute; men blev eftersat av Tore, og måtte tilslut ved Lenvik, nær Malangen, rømme iland med alle mand fra skib og ladning.

Selv om denne færd ikke er historisk, så viser like fuldt skildringen av reisen og omtalen av stedsnavnene langs veien, at disse strøk var godt kjendt av Snorre's hjemmelsmænd; og færder mellem Norge og Bjarmeland kan ikke ha været ualmindelige på Snorre's tid eller før. Flere ting viser at forbindelserne med Gandvik og Bjarmeland fortsatte op igjennem hele middelalderen, og har snart været av fredelig snart av krigersk art; men av de senere reiser kjendes egentlig bare tre omtalt i norske kilder: Den ene foretok kongssønnen Håkon Magnusson omkring 1090; om den færd er det lite kjendt. Fra Håkon Håkonsson's tid har vi beretning[5] om en anden Bjarmelands-færd i år 1217, hvori deltok Ǫgmund av Spånheim fra Hardanger, Svein Sigurdsson fra Sogn, Andres av Sjomæling fra Nordmør, alle på ett skib, og Helge Bograngsson og hans mænd fra Hålogaland, på et andet. Svein og Andres drog hjem med sit skib samme høst; men Ǫgmund drog sydover gjennem Rusland til det suzdalske rike i øst-Rusland, ved en bielv til Volga. Helge Bograngsson og hans Nordlændinger blev liggende vinteren i Bjarmeland; men han kom i strid med Bjarmerne og blev dræpt. Ǫgmund våget da ikke at vende tilbake den vei, men drog sydover gjennem Rusland til havet (d. e. Sorte-havet) og derfra til det Hellige Land. Han kom lykkelig hjem til Norge efter flere år.

Da rygtet om hvorledes det var gåt Helge og hans mænd, nådde hjem, blev et hevntog besluttet. De kongelige sysselmænd i Nordland, Andres Skjaldarbrand og Ivar Utvik stillte sig i spidsen; og de kom til Bjarmeland med fire skibe år 1222, og fik utført sit forsæt, "de gjorde de meste hærverk i ran og manddrap og fik stort bytte av gråvare og brændt sølv." Men på hjemveien forliste Ivar's skib i malstrømmen ved Straumneskinn, og alene Ivar reddet sig selv anden. Straumneskinn er sikkerlig Sviatoi Nos.

Bjarmer med Skridfinner i kamp, på ski og ridende på ren (efter Olaus Magnus, 1555).

Dette er den sidste norske Bjarmelandsfærd, som det kjendes norske beretninger om; men at farten på Hvitehavet stadig fortsatte, selv om den aldrig var særlig livlig, kan sluttes av andre kilder. Selve navnet Bjarmer forsvinder efter midten av det 13. arhundrede, da det fortælles at en del Bjarmer flygtet for "Mongolene" og fik lov av Kong Håkon til at bo i Malangen. Eftet den tid nævnes i strøkene nær Dvina bare Kareler og deres beherskere Russerne i Novgorod.

At det har været adskillig sjøfart mellem nord-Norge og landene i øst, sandsynligvis forbundet med røverske overfald, fremgår kanske også av en bestemmelse i den ældre Gulatings-lov, hvor det i kap. 315, i en kodeks fra 1200—1250, heter:


Hålogalændingene har at utruste 13 tyvesætede og et tredvesætet skib i den søndre halvdel, men seks i den nordre halvdel; for de (d. e. denne halvdels indbyggere) har vagthold øster.


Dette vagthold kunde vistnok gjælde Kvæner i Finmarken, men helst har det vel gjældt skibe kommende østfra. I forhandlingen i 1251 mellem storfyrsten av Novgorod (Alexander Nevsky) og Håkon Håkonsson omtales det uttrykkelig ufred fra østen i Finmarken, og efter denne tid hører vi oftere om krigerske over fald ved Kareler og Russer i Finmarken; de kan være kommet landveien, men stundom også sjø veien.

På truger gjennem Norges grænsetrakter. (Olaus Magnus, 1555).

En traktat mellem Norge og Novgorod fra 1326 viser at norske kjøpmænd handlet med Novgoroderne ved Hvitehavet. Anlægget av Vardøhus fæstning, allerede i 1307, viser også at disse østlige forbindelser blev tillagt betydning, og fæstningen har sikkerlig dannet et fast støttepunkt for dem. Omkring 1550 ser vi således at "Vardøhus vegt" (mark og pund) har trængt ind i det nordlige Rusland og blev almindelig anvendt ved den nordrussiske fiske- og tranhandel. Nordmændene kjøpte særlig pelsverk i Bjarmeland, men hvad de førte dit nævnes ikke i de norske optegnelser; det kan vel allerede da for en del ha været fisk, det samme som i senere tider har været den vigtigste utførselsvare til nord-Rusland fra det nordlige Norge.

Som G. Storm (1894, s. 100) har fremholdt fortælles det i de russiske krøniker om flere krigerske sjøtog mellem Norge og Hvitehavet i det 15. århundrede. År 1412 drog indbyggerne i "Savolotsjie" (landene om Dvina) på krigstog mot Nordmændene. Et norsk klageskrift fra 1420 viser at anfaldet gjaldt det nordlige Hålogaland, uten at det oplyses om enten anfaldet skedde land- eller sjøveien. Nogen år senere, i 1419, gjorde Nordmændene et hevntog og kom:


... med en krigshær på 500 mand på "busser" og "snekker" og herjet i det kareliske distrikt om Varzuga (på Kolahalvøen på nordsiden av Hvitehavet) og i flere sogn i Savolotsjie (ved Dvina), bl. a. St. Nikolai (ved utløpet av Dvina), Kigøen og Kiarøen (i Onega-bugten) o. fl. De avbrændte tre kirker og nedhugg kristne og munker, men Savolotskerne hugg to norske snekker i sund, og de øvrige flygtet over havet[6]. I 1444 drog Kareler med en krigshær mot Nordmændene, og sloss med dem, og 1445 kom Nordmændene med en hær til Dvina, herjet med ild og sværd Nenoksa (i bugten utenfor Dvina) dræpte nogen og førte andre i fangenskap; men Dvina-indbyggere ilte efter dem, nedhugg deres "voivoder" (hærførere, høvdinger) Ivar og Peter, og fanget 40 mand som blev sendt til Novgorod.


Det anførte vil være nok til at vise at kjendskapet til farten på Hvitehavet stadig holdt sig i Norge. Denne forbindelse tok til omkring begyndelsen av det 16. århundrede, og dette fik avgjørende indflydelse på Engelskmændenes såkaldte gjenopdagelse av Hvitehavet.

Ved at læse Ottar's fortælling og de ældste norrøne beretninger om Bjarmelands-færder må det slå os at de Bjarmer som det fortælles om synes at ha hat en overraskende høi kultur. Som også prof. Olaf Broch har fremholdt for mig, kan dette tyde på at der har været en forholdsvis livlig forbindelse længe før den tid langs Dvina og Volga mellem folkene ved Hvitehavet og ved det Kaspiske Hav og Sorte-havet (ved overgang fra Volga til Don). Denne forbindelse kan i hine ældre tider, før endnu Russerne hadde sat sig fast i øvre Volga's område, ha gåt østenom Slaverne gjennem finsk talende folk hele veien like fra nedre Volga og de finske Bulgarer (jfr. Mordviner-stammer den dag idag).


Arabiske beretninger om landene i nord


Det forekommer mig at forskjellige meddelelser i den arabiske literatur[7] kan tyde på en slik forbindelse. Araberne fik oplysninger om nordlige strøk gjennem sin handelsforbindelse med det muhammedanske, finske folk Bulgarerne, hvis hovedstad Bulgar lå ved Volga[8] (nær den nuværende by Kazan), og var møtested for kjøpmænd kommende opover elven sydfra og nedover elven nordfra. Særlig interesse har omtalen av det gådefulde folk Wisu langt i nord. Det er åbenbart samme navn som Russernes Ves (Vesserne)[9] for det finske folk som efter Nestor[10] (beg. av 12. årh.) bodde ved sjøen Bélo-ozero (den hvite sjø) i 859 e. Kr. Det nævnes sammen med Tsjuder, Slaver, Merier, og Krivitsjer, og var vistnok det nordligste av dem, muligens utbredt nordover henimot Hvitehavet. Det er sandsynligvis samme folk Adam av Bremen (IV, c. 14, 19) kalder Wizzi (jfr. foran ss. 290, 337), og muligens dem Jordanes kalder Vasinabroncae[11], som sammen med Merens (Merier?) og Mordens (Mordviner?) blev undertvunget av Goterkongen Ermanrik. Men det arabiske Wisu synes tildels at været et fælles navn for alle finske (og endog samjediske) stammer i nord-Rusland og ved Ishavs-kysten.

Ifølge Jaqut[12] har Ahmad Ibn Fadhlān (omkr. 922 e. Kr.)[13] i sit skrift meddelt at:


Bulgarernes konge hadde fortalt ham at bak hans land, i en avstand av tre måneders vei, bodde et folk kaldt Wisu, hos hvem nættene (om sommeren) ikke engang var en time lang." Engang skulde kongen ha skrevet til dette folk, og i dets svar skulde det være meddelt at folket Jágóg og Mágóg (ved Ob?) bodde over tre måneders vei fjernt fra dem (d. e. Wisu) og at de var skilt fra dem ved havet (?). Jágóg og Mágóg levde av de store fisker som kastedes på stranden. Det samme fortæller Dimasjqi (død 1327) om Jágóg og Mágóg, og Qazwini (13. årh.) om folket Jura (Jugrer) ved Petsjora.


Jaqut (død 1229) har i sit geografiske leksikon[14] en artikel om


Wteu beliggende hinsides Bulgar. Mellem det og Bulgar er tre måneders vei. Der er natten så kort, at man ikke blir var noget mørke, og til en anden årstid igjen så lang, at man ikke ser noget dagslys. I sin artikel om Itil sier Jaqut: På den (elven Itil eller Volga) reiser kjøpmændene like til Visu[15] og utfører (derfra) meget pelsverk, som bæver, sobel, og ekorn.


Al-Qazwiuni (død 1283) sier[16]:


Bæveren er et land- og sjødyr, som opholder sig i de store elver i landet Isu (d. e. Wisu, jfr. al-Biruni), og bygger et hus på bredden av en elv. Endvidere fortæller han at: Indbyggerne i Wisu betræder aldrig Bulgarernes land, fordi når de kommer dit forandrer luften sig og det opstår kulde om det så var midt på sommeren —så at alle deres vekster ødelægges. Bulgarerne vet dette, og tillater dem derfor ikke at komme til sit land. Qazwini meddeler også at Wisu er tre måneders vei hinsides Bulgar, og fortsætter: "Bulgarerne bringer sine varer dit til hande. Enhver lægger sine varer, som han forsyner med et tegn, på et sted og efterlater dem der. Da kommer han tilbake og finder en vare, som han kan bruke i sit land lagt ved siden derav. Er han tilfreds med det, så tar han det tilbudte i bytte og lar sin vare tilbake; er han det ikke så tar han denne bort igjen. Kjøper og sælger får på den vis aldrig se hverandre. Slik blir det også, som vi har fortalt, gåt frem i sydlandene, i Negernes land. Samme sagn om den stumme handel med et folk i nord finder vi også hos Abu'lfeda (død 1321) og Ibn Batûta".


Ibn Batûta (1302-1377) har like lite som Abu'lfeda noget navn på dette folk; men han kalder landet der "Mørkets Land", og har en interessant skildring av reisen dit[17]:


Han vilde selv reist dit fra Bulgar, fortæller han, men gav det op da det var lite nytte at vente av det. Hint land ligger 40 dagsreiser fra Bulgar, og reisen dit gjør man bare på små kjærrer trukket av hunder. Denne ørken har nemlig en frossen jordbund, som hverken mennesker eller hester kan få fotfæste på, men vel hunder som har klør. Denne reise foretar bare rike kjøpmænd, av hvilke hver fører med sig omtrent hundred vogner (slæder?), forsynet med tilstrækkelig mat, drikke, og ved - for der finder man hverken trær, eller stener, eller jordsmon. Til veiviser gjennem dette land tjener en hund, som allerede har gjort reisen nogen ganger, og den blir skattet så høit, at man betaler op til tusen dinarer (guldstykker) for den. Denne blir sammen med tre andre hunder spændt med halsen til en kjærre (slæde?), så at den danner forløperen og de andre følger den. Når den gjør holt, gjør også de det . . . Har de reisende tilbakelagt firti dages vei gjennem ørkenen, så stanser de i Mørkets (Land) efterlater sine varer der, og trækker sig tilbake til sit standkvarter. Næste morgen går det igjen til samme sted ... og så følger en lignende skildring av den stumme handel som hos Qaswini. De får sobel, ekorn, og hermelin igjen for sine varer. De som reiser dit, vet ikke med hvem de driver handel, om det er ånder eller mennesker; de får ikke se nogen.[18]


Av særlig interesse for vort emne er følgende meddelelse hos Abu Hãmid (1080-1169 el. 1170), som kan tyde på at folkene ved Ishavs-kysten fik stål til sine harpuner eller fangstvåben fra Persien:


Kjøpmændene reiser fra Bulgar til et av de vantroendes land som kaldes Isu (Wisu), hvorfra bæveren kommer. De bringer sverd dit som de kjøper i Ādherbeigán (Persien), upolerte klinger. Man gyter ofte vand over disse, så at når en hænger klingene op i en tråd og slår på dem, så toner de... Og det er det som passer dem. De kjøper bæverskind for disse klinger. Beboerne i Isu drar med disse sverd til et land nær mørket og liggende ved det Mørke Hav (nordlige Atlanterhav eller og sælger disse sverd for sobelskind. De (d. e. indbyggerne i dette land) igjen tar av disse klinger og kaster dem i det Mørke Hav. Da lar Allah en fisk så stor som et berg komme op igjen til dem, o.s.v. De skjærer dager og måneder av dens kjøt, og fylder stundom 100 000 huse dermed," o.s.v. (Jfr. Jacob, 1891 s 76- 1891a, s. 29; Mehren, 1857, ss. 169 f.)


Det er ikke tænkelig at de sverd, som klang på den vis, skulde ha været harpuner, som Jacob mener. Vi må hellere tro at de har været rå ("upolerte") stålklinger, som har været brukt til at lage harpuner og lenser (til hvalross- og hvalfangst) av. At klingene blev overgyt med vand, må vel mene hærdningen av stålet, hvorved det, når det siden blev ophængt i en tråd, kom til at gi den rette klang. Skjønt Abu Hāmid ikke er nogen pålitlig forfatter, synes det at måtte ligge noget virkelig til grund for denne meddelelse; og vi får her oplysning om nogen av de varer som kjøpmændene førte til Wisu, og som stammet fra handelsforbindelsen med Araber og Jøder. De folk som Wisu-folket eller Vesserne førte stålklingene til, må være fangstfolk ved Ishavs-kysten, som drev sæl- og hvalrossfangst og vel kanske også hvalfangst, og det er dertil det sigtes med den fisk som Allah lar komme op. Det kan ha været Samojeder (ved Petsjora), Kareler, Tver-Finner og også Nordmænd. Det kunde indvendes at sobelskind kan ikke tænkes at være kommet fra de sidste; men dette er vel neppe at opfatte så bokstavelig. Ibn Ruste (omkr. 912 e. Kr.) fortæller jo således at Rus (Nordboer, nærmest Svensker) hadde ikke andet erhverv end handel med sobel-, ekorn-, og andre skind, som de solgte til hvem som vilde kjøpe dem (jfr. V. Thomsen, 1879, s. 34).

Av det som kan være pålitlig i disse meddelelser, synes det at fremgå at det fra Bulgar har været en ganske livlig handelsforbindelse med Vesserne og med folkene ved Hvitehavet, og kanske i strøkene nær Ishavs-kysten. En korteste nat på en time vilde føre os til litt nordenfor Dvinas munding. I Vessernes land ved Bjelos-Osero var det let overgang fra Volgas bielv Sjeksna til sjøen Kubinkoje som har forbindelse med Dvina; likeså var det også overgang til elven Onega. Der var således let forbindelse med Hvitehavet langs de store elver; men desuten synes kjøpmændene altså også at ha reist over land med hunder, helst var vel det nord til Jugrien og Petsjora-landet, på samme vis som kjøpmændene i vor tid reiser dit mest med ren. Pelsverkshandelen var da som allerede i oldtiden det kraftige lokkemiddel; den var det også som mest trak Nordmændene til Bjarmeland.

Det er ikke sandsynlig at Araberne selv nådde frem til nord-Rusland, hellere kunde en tro at reisende Jøder har hjulpet til at formidle handelen i disse strøk. Men at den arabiske handel gjennem mellemled nådde frem til Ishavs-kysten kan fund av arabiske mynter ved Petsjora tyde på[19].


De frisiske adelsmænds Nordpolsfærd og kong Haralds reise til havsvelget


Endnu blandt reiser mot nord i middelalderen må her nævnes Harald Hårdråde's færd[20] og de frisiske adelsmænds reise, som Adam av Bremen fortæller om i de tidligere gjengitte skildringer. At den sidste færd må være digt, og ikke kan indeholde meget av historisk værd er indlysende. Hele skildringen av havsvelget eller malstrømmen er tat fra Paulus Warnefridi (hvilket vil sees ved at sammenligne skildringene ss. 121 og 152), Kykloperne av vidunderlig høide, og likeledes guldskattene som de vogter, stammer oprindelig fra den klassiske literatur, skjønt Adam kan ha tat dem fra ældre middelalderske forfattere, og nordiske forestillinger om jotner nord i Jotunheimen kan ha hjulpet til at stedbinde[21]. Det store mørke, det stivnede hav, khaos og avgrundenes svelg ved verdens eller havets ytterste grænse er altsammen klassiske forestillinger, og selve skildringen av sjøreisens farer, av mørket, som neppe kunde gjennemtrænges med øinene, o.s.v., er netop som vi finder dem i den klassiske literatur og har på mange punkter stor likhet f. eks. med Albinovanus Pedo's digt. Det er jo mulig at det kan ligge så megen historisk kjerne til grund som at nogen frisiske adelsmænd har gjort en reise til Orknøene eller kanske til Island, men selv dette er tvilsomt, og resten er altså påvislig tildigtet. Ikke desto mindre påstår magister Adam, at selveste erkebisp Adalbert har fortalt ham alt dette, og at det hændte i dennes forgjænger erkebisp Alebrand's dage, som hadde historien fra de reisendes egne læber; disse kom jo nemlig tilbake til Bremen, og bragte der den hellige Krist og sin helgen "Willehad" takoffer for sin redning. En kunde tænke sig at disse adelsmænd selv hadde digtet ihop historien, og fortalt den til erkebispen[22]; men det synes ikke rimelig, at de har kjendt Paulus Warnefridfs skildring av malstrømmen, og Kykloperne med guldskatter i nord synes også en vel lærd brodering; de kunde ha hørt mundtlige sagn derom, men ialfald måtte vi vel tro at historien er blit sterkt "forbedret" av Adam. Der er en folkevise fra middelalderen om sjøfarendes farer på havet, som også kan tænkes at ha git bidrag til skildringen.

Hvordan dette end kan være, så må denne historie svække tilliden til Adam's troværdighet, eller rettere hans kritiske sans. Når hans fortælling om en reise, som utgik fra hans egen by Bremen ikke længe før hans tid, ikke er mere pålitlig, hvad skal vi da tro om hans meddelelse om den erfarne norske konge Harald's færd for at gjennemforske havets bredde? Vistnok kan det se ut som at han har fåt underretning om denne færd fra den danske konge havsvelget Svein, som nævnes som hjemmelsmand for meddelelsene, like før[23], og den kunde forsåvidt ha en god kilde; men den har fåt nøiagtig det samme utstyr som den anden reise, med tåken eller mørket som avslutter verdens ytterste grænse, og det uhyre avgrundens svelg som de med nød undgik. Dette er av sikker ældre oprindelse, og han har ikke engang gjort sig møie med at forandre litt på farerne ide to fortællinger. Det svækker også tilliden til hans meddelelser, at han sier at den danske konge skulde ha sagt ham, at alt hav hinsides øen Winland var opfyldt av utålelig is og umålelig mørke. Det kan vistnok tænkes at de klassiske forestillinger hadde allerede på den tid skapt overtro av denne art i Norden, og således kunde kong Svein ha fortalt det; men rimeligere er det vel, at alle disse gamle stuelærde forestillinger skyldes ikke den ustuderte og bereiste konge, men den belæste magister, som jo desuten selv citerer i samme forbindelse Marcian's ord om det størknede hav hinsides Thule.

Det vilde være fuldstændig i Adam's ånd om en eller anden tilfældig likhet eller tilknytning hadde git ham anledning til på den vis at anbringe forestillinger han hadde fra sin lærde læsning, liksom navnet Kvænland gav han anledning til at anbringe sagnene om Amazoner, Hundehoder, o.s.v. Det blev tidligere fremholdt at uttalelserne om havet "bortom denne ø" og om Harald's færd, muligens er en senere tilføielse av Adam selv, som er kommet ind på galt sted; "denne ø" kunde da mene Thyle (Island) og ikke Winland. Hvad enten en vil opfatte det sidste som et nyopdaget land i Amerika eller som Insulae Fortunatae er det vanskelig at forstå hvorfor netop havet hinsides denne ø skulde særlig forbindes med de gamle forestillinger om det mørke eller tåkede, og det størknede eller isfyldte hav; is og mørke forekommer ingensteds i senere kilder forbundet med Vinland på den vis. Rigtignok ligger i arabiske sagn øer i vest nær Mørkets Hav (jfr. kap. XIII), og rigtignok er det Forjættede Land ide irske sagn omgit av mørke (= skodde) liksom de norske huldrelande og de islandske alvelande; men hvis det var ad en slik vei Adam har fåt sin forestilling, da vilde det i end høiere grad vise hvor sagnagtig hans beretning er. Skulde Adam ha blandet navnene Vinland og Finland (d. e. Finmarken) sammen, kunde det også være naturlig for ham at tænke sig at det bak det var is og mørke.

Det har været opfattet som at det havsvelg som kong Harald og de frisiske adelsmænd holdt på at bli slukt av, skulde være av nordisk eller germansk oprindelse (jfr. S. Løborg, 1897, ss. 173 f.). Det synes utvilsomt at svare til det norrøne Ginnungagap (jfr. G. Storm, 1890, ss. 340 ff.); men et spørsmål er det hvor tidlig dette opstod? Jeg har før fremholdt den sandsynlige sammenhæng mellem det og Grækernes Tartaros (og Anostos) eller Khaos, og har pekt på at Paulus Warnefridi har fåt sit havsvelg derfra, han kalder det også Khaos. Men nu har åbenbart, som nævnt, Adam fåt sin skildring av havsvelget fra Paulus, og der blir således fuld sammenhæng. Nævnes kan også den merkelighet at netop slikt et havsvelg fortæller Lukian om i Verae Historiae:


Vi seilte gjennem et krystalklart gjennemsigtig vand så længe til vi blev nødt til at stanse foran en stor vandkløft .... Det hadde manglet lite på at vort skib var blit trukket ned i denne avgrund, hvis vi ikke hadde tat ind seilene endnu i rette tid. Som vi nu stak hodene frem og så ned, så vi et dyp på tusen stadier, foran hvilket sind og forstand stod stille for os... Tilslut rodde de med megen møie over på en bro av vand som var spændt over avgrunden. (Wieland, 1789, IV, s. 222). Hermed kan sammenstilles at i det irske sagn (Imram Mælduin) kommer Mælduin og hans fæller til et hav likt grønt glas, det var så klart at solen og havets grønne sand var synlig gjennem det. derfra nådde de til et andet hav som var lik tåke (skyer), og det syntes dem som om det kunde bære hverken dem eller skuten, de så i havet under sig smykkede mennesker og et yndig land, o.s.v.; men da de også så et stort uhyre dernede, som spiste en hel okse, grep frygt og bæven dem, for de mente, at de vilde ikke komme over dette hav uten at falde igjennem og der ned, fordi det var så tyndt som tåke; men de nådde da med stor fare over (jfr. Zimmer, 1889, s 164).


Uagtet som før nævnt, Lukian ikke synes at ha været læst i Vest-Europa før i det 14. århundrede, så kan jeg ikke komme bort fra det indtryk at det ad en eller anden mundtlig vei må være en forbindelse mellem den irske fortælling (nedskrevet længe før Adam av Bremen's verk) og den ovenfor nævnte fabel (såvel som flere andre) som Lukian gjengir, hvad enten nu denne forbindelse fører til Lukian selv eller til de forfattere han parodierer. Men da er det ikke nogen dristig slutning videre, at der også kan være forbindelse mellem Lukian's eller den græske fabelliteraturs vandkløft eller dype avgrund, som de sjøfarende med nød og neppe undgik, og Adam's havsvelg, som kong Harald såvidt undgik ved at vende om.

Men det er også tænkelig at de forskjellige strømmer i de nordlige farvand kan ha git næring til disse hyppig opdukkende forestillinger om malstrømmer og havsvelg. Slike malstrømmer forekommer også i de irske sagn. I Imram Brenaind (jfr. Zimmer, 1889, s. 134) fortælles det:


En dag så de sjøfarende på oceanet dype, mørke havstrømmer (hvirvel eller havsvelg), og deres skibe syntes at bli trukket ind i dem med stormens magt. Alle blikke hang i denne store fare ved Brandan. Han talte til havet, at det skulde nøie sig med at drukne ham alene, men skåne hans kammerater. Da blev havet rolig, og hvirvlenes styrtsjøer la sig straks; fra da til nu skadet de ingen andre.


Historia Norwegiae lægger Charybdis, Scylla, og uundgåelige 'hvirvler" nord i Havsbotten (jfr. senere). Dette må ha været en almindelig forestilling i Norge; for omtrent 100 år senere, i 1360, skrev Englænderen Nicholas av Lynn, som i midten av 14. årh. reiste i Norge, det tapte verk "Inventio Fortunata" om de nordiske lande og deres havsvelg fra 53° til nordpolen; men desværre kjender vi ikke indholdet[24]. Forestillingene om disse havsvelg kan vel stå i forbindelse med frasagn om farlige strømmer nord på. Særlig kan Moskenstrømmen ved Lofoten tidlig ha git næring til megen overtro. Om vinteren med vestlig vind går den med optil 6 mils fart, og kan ved stigende vand være aldeles ufarbar. Den kan sætte høi topsjø, og det bryter over hele strømmen, så det kan høres en halv mil borte[25]. Fra senere tider er det hårreisende skildringer av denne farlige strøm. Olaus Magnus (1555) sier således at det mellem "Roest og Lofot er et så stort svelg, eller snarere Charybdis, at det pludselig omskyller og i et øieblik opsluker de sjøfarere som uagtsomt kommer nær. Spilrene efter skibbruddene tilbakegis høist sjelden, og om de kommer i dagen, viser det harde virke sig så avfilt og skamfilt gjennem avgnagingen mot klippene, at det ser ut som det var dækket med uld-ragg. Og den naturens vælde som her åbenbarer sig overgår alt hvad som berettes om Siciliens Charybdis og andre undere.

Engelskmanden Anthony Jenkinson, som i 1557 reiste til Hvite havet, skriver derom[26] :


Merk at det mellem de nævnte Røst Øer og Lofoot et en malstrøm kaldt Malestrand, som fra halv ebbe til halv flo gjør slik en frygtelig larm, at den ryster ringene i dørene på indbyggernes huse på de nævnte øer ti mil borte. Også hvis det kommer nogen hval ind i sammes strøm, utstøter de et ynkelig skrik. Endvidere, hvis store trær blir ført ind i den ved strømmens magt, og efterpå blir kastet ut igjen ved ebben, så er deres ender og grener så slåt at de ser ut som knuste hampe-stilker.


Schønnerbøl gir i 1591 en mer utførlig beskrivelse av strømmen, hvori de samme ting fortælles:


... om jernringen udi stuue dørren... han rystes hiid og did af strømmens brusen; om hvalen, som når han ikke kand komme frem for denne striide strøm, da giver hand et stort skraal af sig, som det var en stor oxe, og siden bliver han borte...; og endelig om store trær, stor gran eller furu, som blir borte i denne strøm, og når de tilsidst kommer op igjen, da er alle grenene, alle røderne og all barken afgnavet, og det er martlet ligesom det var hugget med en skarp øxe. Han sier at mange mennisker ere udi denne mening, at der skall være et havsvelg udi denne strøm eller også straxen uden fore; og naar strømmen er aller svarist, da kand mand see himmelen og solen igiennem bølgerne og baarerne, fordi de gaae så høye som andre høye bierge[27].


Peder Claussøn Friis gir en lignende overdreven skildring av strømmen (omkr. 1613) tildels med samme vendinger som de før nævnte forfattere. Likheten mellem disse forskjellige skildringer er så stor at den ikke let kan forklares alene ved at de meddeler samme mundtlige tradition; snarere må det som er fælles i dem stamme fra en ældre skreven kilde, (Nicholas av Lynn?) som igjen har optat gamle sagnforestillinger. Det er merkelig hvor få nyere forestillinger er kommet til selv hos Schönneböl, som var foged i Lofoten og Vesterålen i vel 20 år (fra 1570), og måtte hat rik anledning til at indhente oplysninger på stedet; men det er den vanlige erfaring at alt som kunde hentes fra gamle bøker blev foretrukket. At sagn om Moskenstrømmen kan ha været kjendt på Adam av Bremens tid er høist sandsynlig, kanske har allerede Paul Warnefridi hørt om den (jfr. s. 122).

Når vi har ribbet alle lånte træk av Adam's fortælling, blir det da så meget igjen at den norske konge Harald Hardråde kan ha foretat en færd ut i havet? Derom er det ikke godt at ha nogen sikker mening, men det sandsynlige er vel at kong Svein eller Danene har fortalt om noget slikt, som så er blit smykket ut av magister Adam. Da det var nylig reisen skulde ha foregåt, må det være Harald Hardråde som menes at ha gjort den, ellers kunde en jo tænke på Harald Gråfeld's navnkundige reise til Bjarmeland[28]. Hvad målet kan ha været, og i hvad retning færden er gåt, vet vi ikke. Da Adam sier det var for at utforske "det nordlige oceans bredde" (latitudinem septentrionalis occeani) må en tro at den efter hans mening gik fra Norge mot nord eller nordvest over havet ut mot dettes ytterste grænse, idet han efter den tids karter og forestillinger tænkte sig oceanet omgivende jordskiven som et band, og dette kan han da ha seilt over for at undersøke utstrækningen[29]. Men det er godt mulig, som P. A. Munch (1852, 11, ss. 269 ff.) antydet, at magister Adam kan ha hørt noget om en reise Harald har foretat nordover, hvorunder han er blit utsat for en eller anden fare i Saltstrømmen eller Moskenstrømmen[30]; eller om det har været en Bjarmelands-reise (Harald Gråfeld's?) han har hørt om, da kan det også være den i sagaene oftere omtalte strøm ved Sviatoi Nos eller Straumneskinn, som Adam har gjort til havsvelget.


Nordmændenes sjøfangst og fangstfærder i Ishavet


Nordmændenes færdighet i fiske- og sjøfangst var selvfølgelig av væsentlig betydning for deres utvikling av sjømandskap og evne til at reise og livnære sig langs ukjendte og ubygde kyster. Kongespeilets nøie kjendskap til de mange sæl- og hvalslag, som vi ikke møter sidestykke til tidligere i verdensliteraturen, viser hvor vigtig fangsten av disse dyr må ha været; for ellers hadde ikke folk agtet så på dem[31]. Når det under omtalen av de større hvaler gjøres forskjel på dem som er sky og holder sig unda veidemændene, og dem som er spakere og lettere at komme på hold, og når den længste av alle (reyðr) nævnes som særlig spak og let at fange, så kan vi alene opfatte dette som at det blev drevet fangst på den også i åpen sjø[32].

Kong Alfred's gjengivelse av Ottar's fortælling (jfr. foran Nord i tåkeheimen - Gjennembruddet i middelalderens kjendskap til Norden) synes at vise at fangst av de store hvaler blev drevet i Norge i det 9. årh., og vel længe før den tid, mens kongen ikke synes at kjende til at nogen slik fangst blev drevet i England[33]. Det tør imidlertid ansees tvilsomt om Nordmændene eller Islændingene nogensinde i gammel tid drev det til en fuldt utviklet harpunfangst av de store hvaler i åpen sjø, i likhet med hvad vi senere i middelalderen finder på Frankriges kyst, og hos Baskerne (senere optat av Englændere, Hollændere o. a.). Vistnok ligger det nær at tro at utviklingen av hvalfangsten i Normandi skyldes Nordmændene, som før fremholdt; men en bør være fuldt opmerksom på at der er andre muligheter, idet harpunen sandsynligvis har været kjendt, og brukt på mindre sjødyr, allerede av stenalderens folk i Europa, og fangst med harpun og line av større fisker var kjendt i Middelhavet i oldtiden[34], hvilket bl. a. fremgår av Polyb's skildring av sverdfisk-fangsten ved Skyllaion (ved Messina-strædet), som gjengis hos Strabo (I, 24):


En fælles utkiksmand står i spidsen for dem, som i mange toårede båter samles for at lure (på fisken); to i hver båt. Den ene ror, den anden står i forenden med et spyd, mens utkiksmanden anviser fiskens tilsynekomst; for dyret svømmer med tredjedelen over vandet. Så snart nu båten har nådd fisken gjennemstikker hin (spydmanden) den med hånden, og trækker straks spydet ut av dens krop igjen, bare med undtagelse av spidsen; for den har mothaker, er med hensigt sat løst på spydskaftet, og har en lang line fæstet til sig. Denne gir man ut efter den sårede fisk, indtil den er trættet ut av sprælling og forsøk på flugt; da trækker man den til land, eller tar den ind i båten hvis den ikke er meget stor.


En bedre skildring av harpunfangst kjendes ikke fra middelalderen. Delfinen var for Grækerne Poseidon's dyr som de ikke fanget; men av Oppian's skildring ser vi at de barbariske fiskere på Trakiens kyst ikke hadde slike skrupler, men fanget delfinene med harpuner hvortil var fastgjort en lang line (jfr. Noél, 1815, s. 42).

Hvis de iberiske folk i det vestlige Middelhav har brukt denne slags fangst, kan også Baskerne ha kjendt den. Men har de brukt harpun på sverdfisk og små hvaler, blir skridtet til at bruke den på Biskayer-hvalen ikke uoverkommelig for disse dristige sjøfolk, og de kan således selv ha utviklet sin hvalfangst uten at ha lært av Normannerne, selv om det ikke er fremlagt noget bevis for at de har kjendt denne fangst så tidlig som disse[35]. Det kan tænkes at også Nordboene oprindelig, i den grå oldtid, har fåt sin harpunfangst sydfra, liksom de kan ha fåt sine skuter delvis fra Middelhavet. Albertus Magnus (død 1280), som gir en utførlig beskrivelse av harpunen og hvalfangsten, har også følgende skildring av hvalrossfangst:


De hvaler som har børster, og andre, har meget lange tænder[36] og ved dem hænger de sig op i stenene på klippene når de sover. Da nærmer fiskeren sig, og river løs så meget han kan av skindet fra spækket ved halen, og i det som han har fåt løs, sætter han fast et sterkt taug, og taugene binder han fast til ringer fæstet i fjeldene eller til meget sterke pæler eller trær. Derefter kaster han store stener på fisken og vækker den. Når nu fisken er våknet og vil gå tilbake (til sjøen) så trækker den skindet av sig fra halen av langs ryggen og hodet, og lar det efter sig der. Og senere fanges den ikke langt fra det sted, når den har mistet kræftene, idet den enten svømmer på havet blodløs, eller ligger halvdød på stranden.


Han fortæller også at hvalrossrep solgtes almindelig på markedet i Köln, hvilket viser at hvalross-fangsten må ha hat stor betydning på den tid. Den kan alene være drevet av Nordmændene (og Islændingene?), Finnene, folkene på Ruslands nordkyst, og Grønlændingene. Repene er vel vanskelig blit ført til Köln landeveien helt fra Rusland, hellere må de være kommet fra Norge. Nogen hvalrossrep (svarðreip) fik Nordmændene gjennem handelen med Grønland, kanske også med nord-Rusland, men mest må de ha fåt gjennem sin egen fangst i de nordlige farvande. De hvalross de har kunnet fange i Finmarken har ikke kunnet tilfredsstille behovet, og som før fremholdt har de sikkerlig søkt videre fangstfelter, først og fremst østover i Ishavet.

Den norsk-islandske literatur nævner ikke at Nordmændene på sine Bjarmelandsfærder kom længer øst end til Gandvik (Hvitehavet) og Dvina. Men det er at merke at sagaene helst bare omtaler høvdingtog med krigerske bedrifter, eller kamp og drap av en eller anden art, mens fredelige kjøpfærder, som det sikkerlig var mange av, ikke nævnes, og heller ikke hvalrossfangst eller fangstfærder i det hele, det var jo vanligvis ikke høvdingene som drev den slags yrke. Vi kan derfor ikke vente at finde noget i sagaene om lande eller farvand hvor det ikke var folk, men bare dreves fangst.

Fra Ottar, som ikke var sagafortæller, vet vi imidlertid at hvalrossfangst blev drevet, og sikkerlig meget ihærdig, i det 9. århundrede, og at allerede han søkte den så langt som i Hvitehavet. Det er da høist urimelig at så djerve fangstmænd skulde ha stanset der, og ikke trukket stadig længere østover, hvor det var en så værdifuld fangst at gjøre. Vi må tro at de i det mindste har nådd Novaja Semljas vestkyst, hvor det var hvalross og sæl i overflod. At så har været tilfælde er like sandsynlig som det motsatte er usandsynlig, og som det er usandsynlig at fangstfærder av den art skulde ha fundet nogen omtale i sagaene. At Nordmændene kjendte Novaja Semlja kan kanske sluttes fra den islandske jordbeskrivelse fra middelalderen som lot landet strække sig fra Bjarmeland nordover og nordenom Havsbotten (Ishavet) helt til Grønland, og gjorde dette landfast med Europa. Kjendskapet til utstrækningen av Novaja Semlja's vestkyst mot nord ind i det ukjendte kan ha fremkaldt en slik forestilling. Den var almindelig i Norden i den senere del av middelalderen, mens Adam av Bremen omtalte Grønland som en ø, lik Island og andre øer i det nordlige ocean. Opdagelsen av Svalbard (Spitsbergen?) i 1194 kan, som straks skal omtales, ha støttet denne tro på en landforbindelse!

Saxo Grammaticus har i sin danske historie, fra begyndelsen av det 13. århundrede, også sagnfortællinger om færder til Bjarmeland. Bl. a. kom eventyr-kongen Gorm og Torkel Adelfar på en sagnfærd mot nord og øst først til Hålogaland, så til Hitre Bjarmeland, som hadde bratte kyster og meget fæ, og derefter til et land med bestandig kulde og svær sne, uten sommervarme, rikt på uveisomme skoger, hadde ingen markens frugter, var fuldt av anden steds ukjendte dyr, og mange elver fosset gjennem klippefyldte leier. Det land var Bortre Bjarmeland[37]. Når skogene undtas kan den sidste skildring passe bedre på Novaja Semlja end på Kolahalvøen; men det er høist usikkert om noget virkelig kjendskap til disse strøk ligger til grund for Saxo's sagnfortællinger, som lar de reisende bl. a. komme til dødselven og til de dødes land. Betegnelsen Bortre Bjarmeland kan allikevel tyde på at et land har været kjendt hin sides det almindelig omtalte Bjarmeland.

I de gamle eventyrsagaer fortælles det oftere om "det Hinsidige Bjarmeland"' som lå nord eller nordøst for det virkelige Bjarmeland, og hvor der var et jettestort folk med umådelige rigdomme. Dette fabelland kan vistnok helt være sagn, kanske oprindelig fra de gammelgræske myter; men vel kan det også være kjendskapet til Novaja Semlja som har hat indflydelse på sagndannelsen derom. Hvorom alting er, så kan vi være sikker på at de norske fangstmænds færder i hine tider strakte sig ind i det østlige Ishav langt forbi grænsene for Ottar's reise, og langt længere end hvad sagaenes tilfældige meddelelser om mer eller mindre krigerske tog, av høvdinger, til Hvitehavet bærer vidnesbyrd om.


Lande og havstrøk opdaget av Nordmændene og Islændingene. De skraverte kyster var sandsynligvis alle kjendt av dem. Målestokken under gir dægr-seiling, efter beregningen 2 grader (eller 30 sjømil) på hver døgr-seiling.


En opbevart meddelelse om år 1194 viser bedre end noget andet at Nordmændene sandsynligvis har gjort utstrakte reiser i Ishavet, og det er bare rent tilfældig at det er blit omtalt. I de "Islandske Annaler" (i seks forskjellige handskrifter av dem) heter det kort og godt om året 1194: "Svalbarðs fundr" eller "Svalbarði fundinn"; mer får vi ikke høre om denne hændelse; kortere er vel ingen stor geografisk opdagelse omtalt i literaturen. Svalbarði betyr den kolde brem eller side, og må her mene den kolde kyst. I indledningen til Landnåmabók står det om dette land:


Fra Reykjanes på sydsiden av Island er 5 (i Hauk's Landnåma står 3) døgrs hav (d. e. seilas) til Jolldulaup på Irland i syd, men fra Langanes på nordsiden av lsland er 4 døgrs hav til Svalbard nord i Havsbotten[38] men ett døgrs seiling er det til ubygdene på Grønland fra Kolbeins-ey i nord.


Som det vil sees omtales Svalbard, her og i Annalene, som et kjendt land. Det nævnes også i islandske eventyr-sagaer fra den senere middelalder.

Om et land i nord heter det i Historia Norwegiae[39]:


... men i nord på den anden side Norge mot øst strækker der sig adskillige folk som træller under hedendommen (ak hvor sørgelig), nemlig Kiriali og Kwæni, hornede Finner[40], og begge Bjarmerne. Men hvilke folk som bor bortenfor disse det vet vi ikke sikkert, dog da nogen sjøfolk hadde villet seile tilbake fra Island til Norge, og da de var blit drevet til de nordlige strøk av motvindenes hvirvel, så landet de endelig mellem Grønlændingene og Bjarmer, hvor de påstod at de hadde fundet merkelig store mennesker og Jomfruenes Land (virginum terram), som skal undfange når de smaker vand. Men fra disse adskilles Grønland ved isklædte skjær (scopulis).


Og videre heter det sammesteds:


Den fjerde del (av Norge) er Halogia hvis indbyggere bor meget sammen med Finner, og driver handel med dem; dette land begrænser Norge mot nord indtil stedet Wegestaf, hvilket skiller Bjarmeland (Biarmonia); der er den meget dype og nordlige bugt som i sig har Charybdis, Scylla, og uundgåelige hvirvler; der er også isdækte forbjerge som styrter i havet uhyre isstykker, som er blit øket ved bølgespyende oversvømmelser, og som er frosset sammen ved vinterkulden, med dem støter ofte kjøpmændene mot sin vilje sammen, når de søker Grønland, og således lider de skib brudd og kommer i fare.


Det kunde synes rimelig at denne skildring av et land i nord gjaldt Svalbard; og den naive omtale av bræisen som styrter fra landet, kan også nærmest stamme fra Ishavs-farere; for at det bare skulde være meddelelser fra Grønland som er flyttet dit nord, synes mindre rimelig. Storm satte vistnok Historia Norwegiae til årene mellem 1180 og 1190, altså før Svalbard's opdagelse efter Annalene; men senere forfattere sætter den til det 13. årh., endog 1260. Forestillingen om de store mennesker og Jomfruenes Land er tydeligvis tat fra Adam av Bremen, og kan være en literær utsmykning.

Det har været forskjellige meninger om hvilket land Svalbard var. Mange har trodd at det måtte være Grønlands nordlige øst kyst; Jan Mayen har også været nævnt; mens andre som S. Thorlacius for hundred år siden (1808) antok at det var "de østen for Permien (Bjarmeland) beliggende sibiriske kyster av Ishavet, som hos de gamle Nordboer indbefattes under det almindelige navn Svalbard, d. e. den kolde kyst." Gustav Storm (1890, s. 344) har hævdet at Svalbard nærmest må være Spitsbergen[41], og flere grunde taler for at denne antagelse er rigtig.

Fra oplysningene på det nævnte sted i Landnåmabók kan ikke sluttes noget sikkert om Svalbard. "Nord i Havsbotten" må mene en eller anden nordlig retning; for det er bare hovedretningene nord, syd, og vest, og ingen retning mellem dem som nævnes; alene for en kurs, fra Bergen til Hvarv på Grønland, står det uttrykkelig "rett i vestr", hvilket må være retvisende vest[42]. Langanes sies at ligge på nordsiden av Island istedenfor på nordøstsiden, fra Reykjanes seiles det i syd til Irland, istedenfor sydøst, o.s.v. Himmelretningene er tydeligvis brukt på samme vis som fremdeles er almindelig i Norge, nord i dalen kan brukes selv om dalen bøier næsten vestover. Når det i Landnåma (Sturlubók) er fire døgrs hav fra Snæfellsnes mot vest til Grønland (d. e. Hvarv), da svarer dette aldeles til den almindelige uttryksmåte jeg har fundet blandt vore dages ishavsfarere i Danmark-strædet, hvor de aldrig snakker om andet end at seile øst eller vest langs iskanten, selv om det er i nordøst og sydvest; vi seiler vestover fra Færder til Kristianssand, eller også reiser vi sydover fra Kristiania til Kristianssand. "Nord i Havsbotten" mener følgelig det samme som når vi sier nord i Finmarken (jfr. Ottars retninger s. 131), eller endog nord i Hvitehavet, og at seile nord til Jan Mayen. Når netop Langanes, Islands nordøstpynt, nævnes som utgangspunkt skulde en helst tro at Svalbard tænktes liggende i en nordøstlig retning; rigtignok regnes retningen til Irland fra Reykjanes og ikke fra sydøstpynten av Island; men det kan være fordi det var fra vestlandet at det mest seiltes dit.

De avstande som opgis i Landnåma's nævnte kursforskrifter er endnu mindre nøiagtige end retningene. Mellem Stad i Norge og Islands østkyst skulde det være 7 døgrs seiling, mellem Snæfellsnes og Hvarv derimot 4 døgr, mellem Reykjanes og Irland 3 eller 5 døgr, mellem Langanes og Svalbard 4 døgr, og mellem Kollbeins-ey og Grønlands ubygder 1 døgr. Nu er imidlertid i virkeligheten de nævnte avstande omtrentlig: mellem Norge og Island 137 sjømil, mellem Snæfellsnes og Hvarv 173 sjømil, mellem Reykjanes og Irland 178 sjømil, mellem Langanes og Spitsbergen 210 sjømil (mellem Langanes og Jan Mayen 72 sjømil), mellem Mevenklint og Grønlands østkyst 46 sjømil. Det er håbløst at søke noget system i dette; avstandene mellem Island og Grønland og Island og Irland opgis til at være meget mindre (4/7 og 3/7 eller 5/7 ) end avstanden mellem Norge og Island, mens de i virkeligheten er betydelig større. I Rymbegla's 4. del (1780, s. 482) opgis et døgrs seiling til to breddegrader, altså 30 sjømil (eller 24 av den tids mil) men efter de opgivne mål blir det 20 sjømil på døgr-seilingen mellem Norge og Island, 43 mellem Island og Grønland, og 59 (eller 36) sjømil mellem Island og Irland. Disse avstandsmål er følgelig altfor usikre til at kunne brukes for at finde Svalbard. Efter Rymbegla's mål vilde det være 2 1/2 døgr til Jan Mayen, og 7 døgr til Spitsbergen fra Langanes[43].

De gamle tænkte sig Havsbotten (eller Trollebotten)[44] som enden (botten) av havet nord for Norge og nordøst for Grønland, så langt en kunde seile nord i Ishavet. Men nord i Havsbotten lå altså efter Landnåma Svalbard; og vil en forsøke at seile nordefter dit ved sommertid, enten fra Langanes, nordøstpynten av Island, eller fra Norge, og søke at holde sig klar av isen, så vil en vanskelig undgå at komme like til Spitsbergen. Hvis en fulgte iskanten nordover fra Island i juli, vilde den ufeilbarlig føre dit. En slik seilas vilde svare til at de fra Snæfellsnes søkte mot vest til iskanten under Grønland, og så fulgte denne sydvestefter rundt Hvarv. En vil derimot ikke kunne komme til Grønlands nordlige østkyst uten at våge sig langt ind gjennem isen, og det er det ikke sandsynlig at de gamle Nordboer vilde ha gjort medmindre de hadde visst om at derinde var land, og følgelig fangst at vente. Til Jan Mayen kunde en vistnok komme; men det er ikke godt tænkelig at denne lille ø, skulde ha fåt et slikt navn, som alene kan passe for kysten av et større land. At Svalbard ikke har været Grønlands nordlige østkyst synes også at kunne sluttes derav at i Hauk's Landnåma nævnes denne umiddelbart efterpå under navnet ubygdene på Grønland" 1 døgrs seiling nord for Kolbeins-ey (se foran,

Som før nævnt tænkte Nordmændene (jfr. Historia Norwegiae og Kongespeilet) og Islændingene (jfr. de islandske jordbeskrivelser fra middelalderen) at det "fra Bjarmeland gik land til ubygdene i nord, og like til der hvor Grønland begynder," altså nordenom hele Havsbotten. Av flere eventyr-sagaer fra det 14. og 15. århundrede kan vi se at Svalbard netop regnedes til disse ubygder i nord, som en kom til ved at seile forbi Hålogaland og Finmarken, og nord over Dumbshav (se kart s. 315).

I Samson Fagre's saga (fra omkr. 1350) står det således i det 13. kapitel "om Nordlandenes beliggenhet":


Risaland ligger øst og nord for Østersjøen, og mot nordost derfra ligger det land som heter Jotunheimar, og der bor troll og uvetter, men derfra til møtes med Grønlands ubygder går det land som heter Svalbard; der bor forskjellige folk." (Grønl. hist. Mind. 111, s. 524).


Utkommet av hvad ovenfor er fremholdt må i få ord bli: Det kan efter den nøkterne meddelelse i Islandske Annaler og i Landnåma ikke være tvil om, at landet Svalbard virkelig er blit fundet, selv om årstallet for opdagelsen ikke behøver at være nøiagtig; og endvidere kan det ansees som sandsynlig, at dette land var Spitsbergen.

Det kan tænkes, at det er blit opdaget tilfældig ved at et skib på reise mellem Island og Norge, slik som antydet i Historia Norwegiæ, er blit stormdrevet nord i Havsbotten; men omtalen av landet i Landnåmabók kan tyde på, at det oftere blev seilt dit, og kjendskapet til det kan ialfald ikke ha stanset med en slik tilfældig opdagelse. Sandsynligere er det at Nordmændene og Islændingene drev sæl- og hvalrossfangst langs iskanten nordover i Ishavet, og det var da ikke til at undgå, at de måtte komme også til Svalbard eller Spitsbergen. Og var dette først fundet må fangstmænd ofte ha søkt dit; for den værdifulde hvalross var det dengang stor mængde av der.

Da vi ingensteds finder disse Nordmændenes fangstfærder i Ishavet omtalt, uten i Ottar's fortælling, kan det være vanskelig at finde sikre beviser for at de har fundet sted; men Russernes ishavsfangst som vi kjender allerede fra det 16. århundrede, kan efter min mening vanskelig forklares på anden vis end som i det væsentlige en fortsættelse av Nordmændenes fangst. Da Engelskmændene, og senere Hollænderne, kom til Murmankysten og kystene østover til Petsjora, Vaigatsj, og Novaja Semlja fandt de flater av russiske lodjer på fiske- og hvalrossfangst; de fleste av dem var fra Murmansk-kysten, en del fra Hvitehavet og nogen fra Petsjora. Stephen Burrough traf således i juni 1556, ikke mindre end 30 lodjer i Kolafjorden, som var kommet seilende "ned elven" på vei til fiske- og fangstfeltene østover. Disse lodjer seilte godt for rum vind, kunde desuten roes med 20 årer, og hadde 24 mands besætning hver.

Av Pistorius[45] anføres Andrej Mikhov som fortæller at Juctri (Jugrer i Petsjora-egnen) og Coreli (Kareler) ved Ishavets kyster fanget sæl og hval, av hvis hud de laget rep, punger, og...? (redas, bursas et coletas), og brukte spækket (til belysning?) og solgte det. De fanget også hvalross (av Mikhov kaldt med det norske navn rosmar)[46], hvis tænder de solgte til Russerne. Disse beholdt en del for sit eget bruk, og sendte resten til Tartariet og Tyrkiet. Fangsten skulde foregå på den merkelige måte, at hvalrossene, som var meget talrike, klatret op på fjeldenes rygger, og omkom der i stor mængde[47]. Jugrerne og Karelerne samlet da tænderne sammen på stranden. Skulde det her være nogen sammenblanding med fortællinger om samlen av mammuttænder?

Det som tidligere blev meddelt fra arabisk kilde om at stålklinger solgtes til folkene ved Ishavs-kysten i nord-Rusland, synes at tyde på at fangsten av sjødyr var vel utviklet i disse strøk alle rede i det 12. årh.; for ellers kunde ikke stål til fangstredskapene være almindelig handelsvare.

At Nordmænd og Russere ofte traf sammen i de nordlige farvand synes at måtte sluttes fra Erik Walkendorfs før gjengitte ord fra omkr. 1520, at 15 av Skrælingene ikke våget at nærme sig til en kristen eller Rutener (d. e. Russer). Da han lægger Skrælingenes land nordnordvest for Finmarken synes dette at være sagn som er sat i forbindelse med Ishavet. Om hvalrosstændene sier han at "disse er kostbare og er i stor pris hos Russerne." Hvis dette ikke er tat fra ældre literære kilder (?), så kunde en tro at det var oplysninger han selv hadde fåt i Finmarken, og det måtte da tyde på at Nordmændene solgte hvalrosstænder til Russerne. Russisk forbindelse med Nordmændene i Ishavs-fangsten synes også det at tyde på at som ovenfor nævnt, en russisk forfatter (Mikhow) i det 16. årh. bruker det norske navn rosmar. Dertil kom mer at det russiske ord morsj for hvalross er åbenbart samme ord som lappisk morssa (kvænsk mursu), og kan oprindelig være samme ord som rosmar (rosmhvalr). Det er jo nemlig påfaldende at det er samme bokstaver i morsj eller morssa som i rosm(hvalr), eller i rosmar; der er bare en ombytning av konsonantene, som ofte påtræffes ved låneord i forskjellige sprog.

Jeg spurte docent, Konrad Nielsen hvad han mente om dette, og om han kunde tænke sig nogen finsk-ugrisk oprindelse for ordet eller om noget, lignende ord var kjendt f. eks. fra samojedisk? Han finder at min antagelse kan "ha ganske gode grunde for sig"[48]. Han har i Helsingfors talt med prof. Setälä om det, og denne mener at hvis ordet er lånt fra kvænsk til russisk, så er det intet i veien for en sammenhæng med det nordiske rosm(hvalr). Dette sidste måtte da naturligvis være det primære. Lignende metateser findes også i andre nordiske lånord i kvænsk. Konrad Nielsen mener at "det lappiske ord er temmelig sikkert lånt fra finsk, så fra det hold støter tanken om nordisk oprindelse ikke på nogen vanskelighet." Og hvad den mulige russiske oprindelse av ordet angår har han talt med slavisten prof. Mikkola, som meddeler at det russiske ord i folkesproget bare findes i de aller nordligste dialekter. og der er intet tilknytningspunkt i andre slaviske sprog, så han anser det for sandsynlig, at det ikke er et oprindelig slavisk ord. Nogen finsk-ugrisk etymologi for ordet kan, ifølge Konrad Nielsen, ikke opstilles. "Fra samojedisk, sier han, kjendes navn på hvalrossen bare for Jura-samojediskens vedkommende (det vestligste samojedsprog): fewofe, tiufei. Dette har jeg sammenstillet med lappiske sælnavn dævok davak dævkka. Heri ser jeg bevis for at Lapperne (motsat Wiklund's opfatning) 'har kjendt Ishavet med dets dyreverden, før de kom til Skandinavien". Han gjør mig desuten opmerksom på at "det finske (kvænske) norsu" (i ældre sprog også nursa) '"elefant" synes at hænge sammen med mursu, hvad der jo let lader sig forklare ut fra den analoge anvendelse av hvalrosstand og elfenben." Prof. Olaf Broch Ander også min antagelse sandsynlig, og har forelagt spørsmålet om etymologien av det russiske morsj for prof. Berneker, som vel tør ansees for den første autoritet i spørsmål av denne art. Han svarer at en "vild" etymolog kunde sætte ordet i forbindelse med en ordrække i slaviske sprog som uttrykker forskjellige bevægelser; men det så bestemt lokaliserte russiske ord må vel sikkert stamme fra nordfinsk sprog område. Om nu kvænsk mursu, lappisk morssa, morsa kan føres til en metatese av gammel-nordisk rosm-hvalr, dansk rosmer o.s.v. formår Berneker ikke at bedømme. "Men ved lån forekommer jo al slags besynderligheter, og det går ikke efter regelen."

Sammenholdes disse forskjellige uttalelser fra så fremragende autoriteter, da forekommer det mig at overveiende grunde taler for at det russisk-finske navn for hvalross er av norrøn oprindelse. Men i så fald blir det også sandsynlig at det er Nordmændene som var foregangsmændene i hvalross-fangsten langs Ishavets kyster, og at både de finske folk og Russerne har lært av dem.

Det vil vistnok være vanskelig at finde en naturlig forklaring på hvordan folkene på Ruslands nordlige kyster fra først av har utviklet sin Ishavs-fangst med større farkoster, uten at anta at de har lært den av Nordmændene, og at den således er en fortsættelse av disses. Det bør også huskes at Kola-halvøen like til ind i Hvitehavet blev regnet for et norsk skatland, og at navnet Murmankysten like frem betyr Nordmændenes kyst. Ingen av folkene på Ruslands nordkyst kan ha været sjøfarende folk fra langt tilbake, det tyder ikke deres båter og sjøredskap på; og det er vanskelig at tro at de selvstændig skulde ha kunnet utvikle en skibsfart på en kyst med så ugunstige forhold; vel nok med små båter, oprindelig elvebåter[49], men ikke med større farkoster; dette må de helst ha lært av sine nærmeste sjøfarende naboer Nordmændene, som var overlegne på sjøen.

Kanske skyldes det også Nordmændenes forbindelse med Ishavet at det på Italieneren Dalorto's kompaskart fra 1325 (se næste kap.) og på flere senere karter med deles at det er hvite bjørner i det nordlige Norge. Sandsynligvis blev isbjørneskind ført til syden som handelsvare fra Norge, og Nordmændene kan ha fåt skindene dels ved egen Ishavs-fangst, dels ved handelen med Grønland, og vel også med folkene på nordkysten av Rusland. Araberen Ibn Sa'id (13. årh.) omtaler hvite bjørner på de nordlige øer, hvoriblandt de hvite falkers ø (d. e. Island). "Disse bjørners skind er bløtt, og det føres til de egyptiske lande som gave." I Geographia Universalis fra 13. årh. (se næste kap.) skildres de hvite bjørner ved Island. I middelalderen var det i syd-Europa en almindelig forestilling at Grønland og tildels også Island (jfr. Fra Mauro's kart) lå nord for Norge, eller blev gjort sammenhængende med det eller endog til en del av det.

Venetianeren Qverini, som forliste på Røst og reiste sydover gjennem Norge i 1432, nævner at han så et ganske hvitt bjørneskind ved foten av metropolitansætet i St. Olav's kirke i Trondhjem[50]. Da Grønland stod under Trondhjems erkebisp kan dette skind være en gave fra gudfrygtige Grønlændinger liksom kanske også de eskimoiske skindbåter som Claudius Clavus omtaler. I den norrøre literatur sættes isbjørner altid i forbindelse med Islændinger eller Grønlændinger, som stundom bringer dem levende som gaver til konger.


__________


Efter hvad ovenfor er fremholdt må vi altså slutte at fangsten av hval, sæl, og særlig hvalross har været av stor vigtighet for Nordmændene i gammel tid, og for den sidstes skyld har de sikkert gjort utstrakte færder i Ishavet. Det kan da være vanskelig at forstå, hvordan det er gåt til at denne sjøfangst er gåt så tilbake i nyere tid at vi ikke hører noget om at Nordmændene driver Ishavs-fangst, mens det er flåter som går på fiske- og hvalrossfangst fra nordkystene av Rusland i det 16. årh.; og om hvalfangsten i Norge kan Peder Claussøn Friis uttale (omkr. 1613):


Wdj gammel Tijd haffuer mand brugt mange Lemper eller Maader i disse Lande (d. e. Norge) thill at fange Hualfische . . men for Mennischens Wduelighed Schyld er kommen aff Brug, så at dj nu ingen Raad veed at veide Huallen uden hand driffuer på Landet till demb.


Dette synes at vise at Nordmændenes hvalfangst i åpen sjø virkelig var gåt av bruk, for ellers hadde vel denne forfatter kjendt til det; derimot har fjordfangsten av hval som blev stængt med garn holdt sig like til vor tid. Fangst av hvalross (liksom av sæl) synes at ha foregåt i Finmarken endnu på Peder Claussøns tid.

Han skildrer dyret og fangsten tildels med lignende sagn som hos Olaus Magnus og Albertus Magnus, og han omtaler hvalross-repenes store styrke, og bruk "thill Knebele i Klocher at henge, item till Landtouff oc till andre Toffue, oe till de Schruer på Bryggen i Bergen, som mand schruer den tørre Bergefisch udj Tønder med, oc till saadan anden Brug, som ingen Thraasser eller Kabbeltouff kand saa vell holde till". Dette viser at disse rep må ha hat stor anvendelse og det må ha været en betydelig fangst av hvalross. Efter en befaling av Kristian IV fra Bergenhus Slot 6. juli 1622, skulde det årlig kjøpes 15 hvalrosshuder til kongens tjeneste og efter K. Leem's beskrivelse[51] ser det ut som at endnu i hans tid (1767) blev hvalross fanget i Finmarken. Han sier også (1767, s. 302) at "endog Varanger-Fiords Søe-Lapper øvede fordum Hvalfangst, brugende dertil af dem selv opfundne og giorte Redskaber." Hertil føies i en anmerkning av Gunnerus: "Sådant må og i vore Tider siges om Finnerne i Schjervøen og om en og anden Bonde i Nordland især i Ofoten."

Men i ingen av disse beretninger findes nogen antydning til at Nordmændene drog på fangst utenfor landets grænser, slik som Ottar gjorde i det 9. årh.

Tilbakegang i denne værdifulde fangst kan være kommet ved flere sammenstøtende omstændigheter. Nogen betydning kan vel det fiendtlige forhold til Karelerne og Russerne i øst ha hat; da disse i tiltagende antal optok den samme fangst i sine lodjer, kan farvandene østover ha blit utrygge for Nordmændene, som vel var overlegne på sjøen men underlegne i antal. Men av større betydning har det sikkerlig været at fiskeriene på de hjemlige kyster i Finmarken tok et svært opsving efter det 14. årh., og kan ha lagt beslag på alle ledige kræfter, så det ingen blev tilovers for fangst på fjernere farvand. Desuten har vel Hanseatenes indflydelse gjort sit; da som siden har de hat åpnere øie for tørfiskens værdi, end for at ruste ut skuter til den usikrere og farligere Ishavs-fangst, som de ikke skjønte sig på. Til slut kom kongebrevet av april 1562, som indskjerpet eneretten for Bergen til handelen på Finmarken, hvorved den døde hand blev lagt også over denne landsdel, som før over Grønland. I hine tider må det ha foregåt en tilsvarende forskyvning i Ishavs-fangsten fra Norge til nord-Rusland, som det i forrige århundrede igjen foregik en forskyvning i omvendt retning, idet Russernes fangst på Ishavet og Spitsbergen ophørte og Nordmændene blev igjen de eneste fangstmænd i disse farvand.

Sammentræf av en række uheldige tilfældigheter var det som fremkaldte den gradvise tilbakegang i Nordmændenes seilas og uindskrænkede herredømme i alle de nordlige farvand fra Hvitehavet, og sandsynligvis også Novaja Semlja og Spitsbergen, over alle de nordiske øer, Shetland, Orknøene (dels Hebriderne, Man, og Irland), Færøene, Island, og like til Grønland, og for en stund sandsynligvis også Amerikas nordøstlige kyst. Ugunstige politiske forhold var her av megen betydning, ikke mindst den lange forening med Danmark, med flytningen av regjeringens sæte til Kjøbenhavn, som var ytterst uheldig for det norske næringslivs interesser. Dertil kom Hanseatenes voksende magt i Norge som virket likeså nedbrytende på al fremfærd i landet som den lammet vor skibsfart. Men ikke mindst ødelæggende var de kongelige monopoler for handelen med rikets såkaldte skatlande; som alle statsmonopoler la de sin døde hand over al privat foretagsomhet. På den vis fik det norske herredømme i de nordiske farvand sit dødsstøt; mens andre nationers, særlig Engelskmændenes handelsflåter arbeidet sig op, idet de for en stor del gjorde bruk av norsk sjømandsdygtighet og foretagsomhet, således synes den engelske sjøfartsby Bristol at ha hat mange Nordmænd som borgere, der fandt disse sikkerlig bedre kår at arbeide under end hjemme.

De mange kundskaper Nordmændene hadde samlet om de før deres tid helt ukjendte nordlige strøk, blev for en stor del igjen glemt; og ved middelalderens utgang var det bare skibsfarten på Island og kjendskapet til farvandene der omkring, som endnu holdt sig, foruten at forbindelsen mellem Hvitehavet og Norge var blit fortsat; mens at seilasen til Grønland, for ikke at tale om Amerika, var glemt, ialfald for den store almenhet. Det er ofte med et merkelig ødselt spild av kræfter at menneskehetens utvikling går frem. Hvor mange unyttige planer og mislykkede reiser, hvor meget slit, og hvor mange menneskeliv vilde ikke kjendskap til Nordmændenes utstrakte opdagelser ha kunnet spare i de kommende tider? Hvor meget anderledes kunde ikke også mangt ha utviklet sig, om ikke ved en uheldig skjæbnes tilfældigheter, nedgangen i Nordmændenes skibsfart var kommet just på en tid da foretagsomheten på sjøen fik et så sterkt opsving hos sydligere nationer, særlig Portugiserne, så Spanierne, senere Franskmændene, Engelskmændene, og også Hollænderne. Ved sine store opdagelser blev det disse folk som indledet en ny tid i sjøfartens, og også i polarfærdenes historie. Men hadde den norske skibsfart fremdeles ståt på sin høide dengang, da vilde Nordboene fra Grønland sikkerlig igjen søkt mot vest og sydvest til de før opdagede lande, og de grønlandske bygder kunde da ha dannet et vigtig utgangspunkt for nye foretagender, hvorved en ny blomstringstid for norsk skibsfart og norsk foretagsomhet kunde blit indledet. Så skulde ikke ske, Nordmændene blev det alene forbeholdt at være det folk som viste de andre nationer vei ut fra kystene og ut på de store have.

Fotnoter

  1. G. Storm (Mon. hist. Norw. 1880, s. 78) mente at Vegistafr kunde være Sviatoi Nos ved indløpet til Gandvik.
  2. Det var markedspladsen ved bredden av Dvina, antagelig den samme som Russerne senere kaldte Kholmogori, og som lå litt længere oppe ved elven end det i 1572 anlagte Arkhangel.
  3. Dette er karelisk for himmel eller himmelgud, Kvænene (Finlænderne) kaldte sin gud Jumala, og Finnene (Lappene) sin Ibmel, som er samme ord. (Jfr. G. Storm's oversættelse av Heimskringla, 1899, s. 322).
  4. Det kan efter beretningen se ut som at Tore Hund var vel kjendt der fra før. Selv om denne fortælling i det hele ikke er historisk, kan et træk som dette tyde på at Nordmændene kom vanlig dit til Bjarmeland, og derfor anså det naturlig at en mand som Tore kjendte til det.
  5. Håkon Håkonsson's saga i Fornmanna-sögur IX, s. 319.
  6. De rusiske krøniker i oversættelse, Suomi for 1848.
  7. Prof. Alexander Seippel har git mig værdifuld hjælp ved oversættelsen av de arabiske forfattere.
  8. Volga kaldtes ofte Itel efter byen av dette navn, men fik senere navn efter Bulgar (Bolgar = Volga).
  9. Jfr. Frähn, 1823, s. 218.
  10. Chronica Nestoris, ed. Fr. Miklosisch, Vindobonæ, 1860, ss. 9 f.; Nestors russiske Krønike, overs. og forkl. av C. W. Smith, Kjøbenhavn, 1869, s 29.
  11. Jfr. T. Mommsen, 1882, ss. 88, 166.
  12. Jacut, 1866, I, s. 113; jfr. også Mehren, 1857, s. 171.
  13. Ibn Fadhlān's sending som gesandt fra kalifen al-Muktadir billāh i Bagdad til Bulgar, skulde efter hans egne oplysninger, gjengit av Jaqut (død 1229) har faldt i årene 921 og 922 e. Kr. Ibn Fadhlān var, liksom Jaqut, Græker av fødsel.
  14. Jacut, 1866, IV, s. 944; I, s. 113.
  15. Dette stemmer med virkeligheten. Langs Volga kan en komme like til Vessernes land ved sjøen Bjelo-Osero.
  16. Al-Qazwini, 1848, 11, s. 416.
  17. Ibn Batûta, Voyages etc., par Deprémery et Sanguinetti, 11, ss. 399 ff.
  18. Det er vel nærmest et uttryk for kjøredoning, og må her i virkeligheten være slæde.
  19. Jfr. Peschel, 2. aufl., 1877, s. 107. Det er også fundet et metalspeil med arabisk indskrift fra 10. eller 11. årh. ved Samarovo i Ostjakernes land, hvor Irtysj og- Ob møtes.
  20. Jfr. derom G. Storm, 1890, ss. 340 ff.; A. A. Bjørnbo, 1909. ss. 234ff.
  21. Saxo har også forestillingen om halvvåkne eller halvdøde (semineces) kjæmper i underverdenen i nord som vogtere av skatter (jfr. Gorms's og Torkel's reise). Moltke Moe mener de kan stamme fra gamle forestillinger om risene, som de onde døde, som vogter skatter.
  22. Kohl (1869, ss. 11 ff.) formoder, at de kan ha drevet sjørøveri, og har ved en slik historie villet forklare bispen, hvordan de var kommet til det hjemførte bytte, og hadde mistet sine kammerater, som kan være dræpt i kamp.
  23. I oversættelsen ovenfor s. 152 (1. 13 ovenfra) skal stå "sagde han" efter "Bort om denne ø".
  24. Giraldus Cambrensis omtaler også den farlige malstrøm nord for Hebriderne.
  25. Jfr. Amund Helland, Lofoten og Vesterålen. Norges geologiske Undersøgelse. No. 23. Kristiania, 1897, s. 106.
  26. Hakluyt: Principal Navigations, Glasgow, 1903, II, s. 415.
  27. Jfr. Storm, 1895, ss. 190 f.
  28. Utelukket er det ikke at det er denne norske konge Harald´s reise som Adam har hørt om av Danene; han kunde i tilfælde let tænkes at ha tat feil og forbundet den med den kong Harald som da levde, hvem han også tillægger en Østersjø-færd; det er jo almindelig at mange slike træk fra forskjellige personer samler sig om en. Den omstændighet at Harald her nævnes uten noget ukvemsord, som Adam ellers pleier at ledsage ham med hvor han omtaler ham, er kanske, som tidligere nævnt, av mindre betydning. Harald Gråfeld færdedes meget i Danmark, og frasagn om hans Bjarmelands-færd kan nok ha holdt sig der, liksom på Island. Hvis det er denne Adam's ord går tilbake til, vilde det også forklare de islandske kilders påfaldende taushet om Harald Hårdråde´s formodede Ishavs-færd.
  29. Professor Yngvar Nielsen (1904, 1905) mener at Adam's beskrivelse ikke lar sig forklare på anden måte, end som gjældende et sjøtog mot vest, og nærmest et Vinlandstog. Den islandske historiker Tormodus Torfæus opfattet den også på samme vis for 200 år siden. Y. Nielsen mener endog at kunne peke på Newfoundlands banken med dens "af Strømmen opståede Brændinger" (?) som et sandsynlig sted hvor kong Harald vendte om for at undgå avgrundens svelg. Jeg skal ikke her gå nærmere ind på den urimelighet at en så dristig kar som Harald, som altså skulde ha seilt over Atlanterhavet for at søke Vinland, lar sig skræmme av strømsjø (som han kjendte værre hjemmefra) på Newfoundlands-banken, så han tror at han er nær havsvelget (Ginnungagap), og derfor tar på den lange reise hjem igjen med uforrettet sak, og uten at nå land, og uten at få nye forsyninger, bl. a. av ferskvand (??). Jeg ser ikke andet end at alt dette er ren gjetning uten noget holdbart grundlag og langt hinsides al rimelig mulighets grænser. Men, som dr. A. A. Bjørnso (1909, ss. 121, 234 ff) klart har vist, lar desuten hele denne opfatning sig umulig opretholde, når en bl. a. tar hensyn til den tids almindelige kartografiske fremstilling og hele verdens opfatning, som tydelig Adam av Bremen også har været bundet av, og særlig er det at det av hans ord skulde kunne sluttes at Harald's færd var gåt netop mot vest.
  30. Allerede Suhm (Historie af Danmark, 1790) mente at avgrundens svelg var mal strømmen ved Mosken.
  31. En eiendommelighet ved Kongespeilets fremstilling er at hvaler, sæler og hvalross omtales bare i Islands- og Grønlandshavet, og ikke ved Norge, skjønt den norske forfatter utvilsomt må ha hørt om de fleste av dem i sit hjemland. Det er på lignende vis som at nordlyset omtales bare som noget eiendommelig for Grønland. Av de seks sælarter som nævnes, må den ene (orknselr) være gråsælen eller erkn (Halichoerus grupus) som er almindelig på kysten av Norge nordenfjelds, men som ikke holder til på Grønland.
  32. Efter at min tidligere omtale av Nordmændenes hvalfangst var trykt har jeg fundet at Peder Claussøn Friis's der gjengitte skildring av hvalfangst har træk fælles med lignende skildringer hos Albertus Magnus (De annimalibus, 1. XXIV, 651) og hos Vincens av Beauvais (Speculum universale, I, 1272). Hos alle tre forfattere velter hvalen sig på bunden, eller gnier sig mot den, og trykker derved spydet længere ind; men hos den første gjør den det for at "Schudet schulle gå af hannom", mens hos Albertus er det fordi det kommer saltvand i såret, og hos Vincentius trenger saltvandet ind og dræper den sårede. Peder Claussøn's meddelelse om denne hvalfangst må følgelig delvis være hentet fra ældre literære kilder, og kan ikke brukes som sikkert bevis på en norsk fangstmåte forskjellig fra den almindelige med harpun og line. Men han omtaler samme steds andre hvaler, som de kunde "oc med Baade forfølge oe driffue dennom ind i Viger oe små Fiorder, oe dræbe dennem der med Handschud eiler Bueschud". Dette er åbenbart samme vis som fremdeles brukes på Bergens-kanten og hvor pilene er forgiftet (jfr. s. 138).
  33. Et forskjellig indtryk kunde en få av Beda's meddelelse om at man i Britannien "fanget (capiuntur) meget hyppig sæler, og delfiner, og også hvaler (balenae) (Eccles. hist. gent. Angi. I, c. I). Men det er usikkert om dette gjælder regelmæssig fangst med harpun av de store hvaler i åpen sjø, og ikke snarere strandede hvaler, som ofte må ha forekommet i hine tider at dømme efter de normanniske og senere også engelske bestemmelser derom.
  34. Det er mulig at folkene på kystene av det Indiske Hav (og Røde Hav) allerede langt tilbake i oldtiden fanget hvaler og spiste hvalkjøt (jfr, Noél, 1815, s. 23). Strabo (XV, 725 f.; XVI, 767, 773) fortæller om de store mængder av hval, 23 favner lange, som Nearkhos skulde ha set i dette hav, og om at Ikhtyofagerne (fiskeæterne) brukte ben av hvaler til bjelker og sperrer i sine hytter. Strabo mener (I, 24) at omtalen av uhyret Skylla (som fisker delfiner og sæler o.s.v.) i Odysseen (XII, 95 ff.) skulde tyde på gammel fangst av store havdyr; men alt dette kan være tvilsomt.
  35. Jfr. M. P. Fischer, 1872, ss. 3 ff. I 1202 forpligtet kjøpmænd i Bayonne sig til at betale kong Johan uten Land 10 pund sterling om året for at kunne fange hval mellem Mont Saint-Michel (i Normandi) og et sted kaldt Dortemue (jfr. Delisle, 1849, s. 131). Det kan tyde på en forbindelse i hvalfangsten mellem syd-Frankrig og Normandi.
  36. Det står culmi (egt. strå, halmstrå) som ikke gir nogen mening. Helst må vel noget være faldt ut i det handskrift av Albertus som er offentliggjort i den trykte utgave av ham; eller også har han tat skildringen fra en ældre kilde, som har hat det rigtig, og fra hvem senere forfattere har fåt samme uttryk; for ellers er det vanskelig at forstå at disse benytter det på rimelig vis. Erik Walkendorf (omkr. 1520) sier om hvalrossen i Finmarken bl. a.: "De har stivt og børstet skjeg av en håndfiates længde, tykke som halmstrå (crassitudine magni culmi), de har ujevnt børstet (hirsuta) skind, to finger tykt, som har en utrolig styrke og fasthet;" men han har intet om fangsten (Walkendorf, 1902, s. 12). Olaus Magnus (l. XXI, c. 25) sier at hvalrossene (morsi eller rosmari) forekommer på den nordligste norske kyst. "De har hode som en okse, har ujevnt (børstet, hirsutam) skind, og hår så tykke som halmstrå (culmos) eller kornstrå (calamos frumenti) som står til alle kanter. Ved tænderne hæver de sig til klippenes topper liksom ved stiger for at spise det av ferskt vand duggede græs, og ruller sig ut i sjøen igjen hvis de ikke i mellemtiden blir overvældet av meget dyp søvn og blir hængende." Derefter følger samme fortælling om fangsten som hos Albertus Magnus. Den drives, sier han, især for tændenes skyld, "som var i høi pris hos Skyter, Rutener, og Tartarer", o.s.v. "Dette bevidner også Miechouita." Denne Olaus's skildring er åbenbart laget sammen efter ældre meddelelser som vi finder hos Albertus Magnus, hos Walkendorf, og hos russiske kilder, hvorav han jo selv citerer Mikhow (som også nævnes hos Pistorius, se senere). Disse var meget værdifulde på grund av sin styrke, og hadde megen anvendelse til skibstauger, fortøiningstrosser og meget andet.
  37. Saxo, VIII, 287 f.; utgivet ved H. Jantzen, 1900, ss. 447 ff.; ved P. Herrmann, 1901, ss. 385 ff.
  38. I den Ivar Bårdsson tillagte beskrivelser av Grønland, står det: "Item frå Langenes, som liger øffuerst (el. nordist) på Issland ved fornevnte Hornns ehr II dagges och II netterss seyling till Sualberde i haffssbåne (el. haffsbotnen)." (F. Jónsson, 1899, s. 323).
  39. Monumenta hist. Norv. ved G. Storm, 1880, ss. 74 f., 79.
  40. I Rymbegla (1780, s. 350) nævnes sammen med andre fabelvæsener i denne del av verden, det "folk som heter Hornfinnar, på dem er det nedbøide horn i panden, og de er menneskeætere."
  41. Jfr. også A. Bugge, 1898, s. 499; G. Isachsen, 1907.
  42. I retvisende nord for Langanes er det ikke land, nærmest ligger Jan Mayen i nord-nordøst og Grønland i vest-nordvest. Da leidar-steinen (kompasset) var kjendt på Island da Hauk's Landnåmabók blev skrevet, kunde her menes magnetiske retninger, og misvisningen kan på den tid ha været såvidt stor at nord fra Langanes pekte på Grønland. Vistnok blir det i så fald besynderlig at Langanes nævnes som utgangspunkt, og ikke hellere et sted som lå nærmere; men det kunde tænkes at det var fordi en måtte først seile langt øst for at undgå isen, hvis en vilde søke Grønlands nordlige østkyst. Med en stor østlig misvisning vilde det også passe at Jolldulaup i Irland skulde ligge i syd for Reykjanes, at Grønlands ubygder lå i nord for Kolbeinsey (Mevenklint, se s. 219), og at det i Sturlubók heter at det fra Snæfellsnes var "4 døgrs hav i vest til Grønland" (d. e. Hvarv). Men med dette stemmer ikke at det fra Bergen (eller Hennø) skulde seiles "rett i vestr" tii Hvarv på Grønland; og enda værre er det at det efter Sturlubok var "7 døgrs seiling i vest fra Stad i Norge til Horn på øst-Island." Er dette magnetiske kurser måtte en altså anta en stor østlig misvisning mellem Norge og Island, hvilket rigtignok ikke er utelukket, men som ikke lar sig forene med en stor vestlig misvisning mellem Reykjanes og Irland. Det sandsynlige er derfor at det ikke er tænkt på magnetiske kurser.
  43. Som før nævnt var et døgr et halvdøgn, og et døgrs seiling blir altså en dags eller en nats seilas. En kunde kanske fristes til at tro at her hvor det gjælder seilas over åpne havet, og hvor en altså ikke kunde ankre om natten som ved kysten, der kunde et døgrs seiling mene hele døgnets seilas (jfr. G. Isachsen, 1907); men bl. a. av Olav den Helliges saga (i Heimskringla) fremgår det at dette ikke var den almindelige måte at regne på; det heter nemlig der (kap. 125) at Torarinn Nevjolvsson seilte på otte døgr fra Møre i Norge til Eyrar i det sydvestlige Island. Torarinn for like til Altinget og sa der at "han skiltes for fire nætter siden fra kong Olav . . . ." De otte døgr mener altså fire dagers og fire nætters seilas. Av den tidligere meddelte gjengivelse av kursforskriftene i Ivar Bårdsson's beskrivelse, hvor 4 døgrs hav gjengis med 2 dagers og 2 nætters seiling o.s.v., fremgår netop det samme.
  44. Den kaldtes også stundom Nordbotten (jfr. ss. 202, 231), kanske mest i eventyr. Denne form av navnet går endnu igjen i et eventyr fra Fyresdal og Eidsborg om "Riketor Kræmar" (ved H. Ross i Dølen, 1869, VII, No. 23).
  45. Pistorius, Polonicae historias corpus, 1582, I, 150. Jeg har ikke hat adgang til dette verk. Vi så foran (s. 408, anm. 2) at også Olaus Magnus citerer Mikhow.
  46. Jfr. Noél, 1815, s. 215.
  47. Forestillingen kan vel være kommet ved misforståelse av fortællinger om at hvalrossene ofte lægger sig op i store flokker, tæt sammen, på toppen av skjær og holmer, og der blir stukket ned i mængde av fangstmændene.
  48. Han gjør mig opmerksom på to avhandlinger av prof. Sophus Bugge (i Romania III, 1874, s. 157, og IV, 1875, s. 363), hvori etymologien av det franske ord morse omtales. Bugge vil først forklare ordet (ganske som ovenfor) som en metatese for rosme, av dansk rosmer = gammelnorsk rosmáll, rosmhvalr. I den anden avhandling tar han denne forklaring tilbake, og meddeler at V. Thomsen har påpekt for ham identiteten av morse med russisk morsj, polsk mors, tsjekkisk mrz, finsk (kvænsk) mursu, lappisk mors. Ordet skulde "efter V. Thomsen snarere være av slavisk (jfr. more, hav?) end av finsk oprindelse." Dette sidste tør efter hvad ovenfor er fremholdt, være nokså usandsynlig. Docent Nielsen henviser også til Matzenauer, Cizi slova, s. 257, som jeg ikke har hat adgang til.
  49. Prof. Olaf Broch har beskrevet for mig den eiendommelige elvebåt som brukes vidt og bredt i nord-Rusland, og som åbenbart er en meget gammel båttype. Broch så på den ved Sukhona-elven, bielv til Dvina. Bunden av båten er en uthulet træstamme av betragtelig størrelse, som alene kan findes længere ind i landet. Under opvarmning gis væggene den ønskede form, og til denne uthulede bund fæstes et bord (bordgang) på hver side, Broch husket ikke enten det blev sydd eller naglet fast. Båten er således en overgangsform mellem uthulet kano og klinkbygget båt. Denne båtform kan også ha nådd kysten av Ishavet; men der kan det ikke ha været trævirke til at bygge den.
  50. Jfr. A. Helland, Nordlands Amt, 1908, II, s. 888.
  51. Jfr. K. Leem, 1767, s. 216.