Nye mennesker – Døden (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Døden
Men en Dag hjemsøges de glade Mennesker af en Sygdom, der kræver sine Ofre. Døden viser sig pludselig iblandt dem, ubønhørlig og absolut. Og de gribes af en Rædsel for Mysteriet, perdlugssuark, den onde Skæbne, som ingen kan undgaa. Og der opstaar en Raadvildhed blandt de uforberedte, der saa Døden. Og som i et fortvivlet Forsøg paa at komme uden om det uundgaaelige, opstiller de en Række Leveregler, at følge for dem, som ikke vil dø.
Der gives saaledes Vedtægter at overholde af Børn, af unge Mennesker, af fødende Kvinder, af Kvinder, der har aborteret, og disses Mænd.
Den sidste Art Vedtægter har deres særlige Betydning paa Grund af Aborternes overordentlige Hyppighed, et Forhold, som maaske skyldes alt for tidligt indgaaede Ægteskaber, og som truer hele Stammens Eksistens.
Det er ikke saa let at komme til Bunds i disse forskellige Skikke. Eskimoerne selv har dem ikke klart for sig, og det kan derfor ikke nytte, at man spørger dem ud om, hvilke Forholdsregler de iagttager i de paakommende Tilfælde. De har ingen Teorier dannet sig; men i Praksis derimod følger de rent instinktmæssigt alle de gamle Traditioner; og kun gennem Samliv med dem og ved Selvsyn kan man derfor faa et Begreb om den Sædelære, Forfædrenes Erfaring, efter deres eget Sigende, har givet dem.
Ved Barnefødsel overholdes følgende:
Naar en Kvinde skal føde, maa hun flyttes ud af det fælles Hus. Er det om Sommeren, rejses et lille Telt til hende; er det Vinter, bygges en Snehytte; saasnart hun har født, maa hun gerne flytte ind i Huset igen.
Den Dag hun føder, maa hun kun spise "Serâlatark", Kød stegt i Spæk paa en flad Sten.
Naar hun har sovet en Nat efter Barslet, skal hun begynde at sy sig nyt Tøj; sit gamle Tøj maa hun kaste bort.
Efter en Fødsel maa hun vaske sig over hele Kroppen.
Hun maa ikke slaa Hætten ned ude eller aftage sine Vanter.
Hun maa ikke, før hun har overstaaet fem Fødsler, spise unge Netsider, Æg, Indvolde, Hjerte, Lunge, Lever.
En Gang gav et spædt Barn sig døende til at tale: "ùmatit, tartortiga, inaluark, tinguk" — og saa døde det, da det havde sagt disse Ord. Det bebrejdede sin Mor, at hun havde spist Hjerte, Nyre, Tarme og Lever, og siden holder alle Mødre sig fra disse Ting.
Følgende Forholdsregler maa følges af Kvinder, der har aborteret (selvfølgelig underkastes de ogsaa de almindelige Regler for fødende Kvinder):
Naar hun ser en Slæde eller en Kajak, maa hun ikke, som Skik ellers er, raabe det ud mellem sine Landsmænd; men hun skal stille gaa ind i sit Hus. Naar en saadan Kvinde kommer ind i Hus, giver Folk sig i Reglen til at spejde efter tilbagevendende Fangstfolk. Blev Fangstmænds Ankomst udraabt af en Kvinde, der var Bod underkastet, kunde let andre endnu ikke tilbagevendte, faa en Ulykke paa sig og aldrig nogensinde faa Hjemkomst.
Hun maa aldrig nævne Fangstdyr; disse kunde ellers let gøre en Ulykke paa Fangerne. —
Hendes Mand maa aldrig tale om sine Jagter og Fangst til hende; naar han efter Hjemkomsten fra Fangst vil omtale farlige Fangstdyr over for andre, maa han give dem andre Navne. Saaledes nanork, en Bjørn, maa han kalde for ajagpagtork; auverk, en Hvalros, for sitdlalik; uksuk, en Remmesæl, for takisork. Han maa altid benytte sig af serratit, Trykleformularer, over for sit Bytte.
Hendes Mand maa ikke spise Hjertet af noget Dyr, heller ikke Lever af andres Fangst, dog gerne af egen.
Hun maa aldrig spise ude; hvis hun paa en Rejse overnatter udenfor Boplads, maa hendes Mand bygge hende en Snehytte. Hun maa ikke aftage sine Klæder, naar hun skal sove i en Snehytte paa Isen. Dog maa hun trække sine Kamiker, Støvler, af, naar hun skal spise; dette maa hun ogsaa gøre hjemme. Spiser hun i fremmed Hus, maa Kød gives hende paa et særligt Fad, ikke det fælles. Spiser hun ikke op, skal Resterne kastes for Hundene.
Hvis hun ingen større Børn har, maa hun tage sig et fremmed Barn til Hjælp; thi hun maa intet selv foretage sig. Saaledes maa hun ikke skære i nyfanget Dyrs Kød; bliver den Luns, hun skal spise, ikke skaaret i Stykker for hende, maa hun bide af den, som den er. Først naar Kødet er af daggammel Fangst, maa hun selv sønderskære sin Part. Grydekød maa hun aldrig skære. Kun hendes nærmeste Familie maa spise af samme Grydes Kog som hun. Hun maa hverken hente eller skære Sne eller Is til Vandsmeltning. Skal hun drikke, maa en anden øse Vand til hende fra Vandbeholderen. Hun maa have sin egen Drikkeskaal, som ingen andre benytter.
Hun maa ikke spise Kød af Bjørn, Ræv eller Remmesæl. Hvis der findes utilberedt Bjørneskind eller Ræveskind i Huset, maa hun ikke sy. Skind maa hun overhovedet ikke tilberede. Hvis der findes nyfanget Ræv i Huset, og dennes Snude ikke er gennemskaaret, maa hun ikke ha’ med Ild at gøre.
Hun maa om Sommeren ikke tørre sit Tøj i Teltet, men føre det til Fjælds, og lade det tørre der af Solen; hendes Mands Klæder maa andre brede ud til Tørring i Solen; over Lampeilden maa hun derimod gerne selv hænge dem.
Først naar Solen igen har samme Stilling paa Himlen, som da hun aborterede, altsaa et Aar efter, kan hun atter unddrage sig disse Forbud.
Børn og unge Mennesker maa afholde sig fra at spise unge Netsider, Æg, Indvolde, Hjerte, Lunge, Lever, Narhvaler med mindre Unger, Harer og Ryper. Først naar den unge Mand har fanget mindst et af alle jagede Dyr, maa han spise disse Ting. Kvinderne derimod, som før omtalt, først efter fem Fødsler.
Børn og unge Mennesker maa altid have deres egne Drikkeskaale, helst ogsaa deres egne Kogekar. Dette sidste overholdes dog ikke strengt. Dog maa de aldrig spise Kød, som er kogt i Gryder, der har indeholdt Tarme, Hjerte o. s. v., altsaa Ting, de ikke selv maa spise.
De maa ikke gaa med Tøj, der er syet til andre.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 133-136. København, 1905.
