Olaf Tryggvesøns Saga - af Odd Munk (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: A.M. 310.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 10


Olaf Tryggvesøns Saga
skreven, fra Begyndelsen af, af Odd Munk



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836


1. Kapitel

(Begyndelsen mangler).

. . . . og mere saadant, som fortælles om Gunhild og hendes Foretagender; og det Rygte gik vide i Norge, at Astrid havde en Søn, skjøndt kun faa vidste det. Det hændte sig den samme Aften, at Bjørns Faarehyrde kom hen til Thorsteens, og spurgte ham efter sine Faar, hvorpaa de gave sig til at tale om allehaande Ting. Men Thorsteen var ikke langt fra dem, og hørte deres Samtale. Da spurgte Thorsteens Huuskarl, hvad det var for Gjæster Bjørn havde om Aftenen; den anden sagde, at det var anseelige Mænd der vare komne, Hakon Jarl Sigurdsøn, tredive Mænd i alt, og de vare der til Gjæstebud: “jeg hørte, at Jarlen sagde Bjørn sit Ærende, at han efter Dronning Gunhilds Befaling var sendt efter Astrid og hendes Søn, forat bringe dem til Gunhild, og herhen agter han at komme i Morgen i dette Ærende.” Derpaa standsede de deres Samtale, men Thorsteen vidste nu hele Indholdet. Da det blev Dag, gik Thorsteen ind i Huset, hvor Astrid sov med hendes Søn, og befalede dem at skynde sig med at staae op og gaae bort; han kaldte hæftig paa dem, men de gjorde sig færdig i Mag. Thorsteen gik hidsig imod dem med en stor Vaand i Haanden, og lod som han vilde slaae dem og mishandle dem, hvis de ikke skyndte sig afsted; de gik derpaa ud, og han efter dem med Vaanden over Hovedet paa dem, og saaledes jog han dem til Porten. Og da de vare komne ud over Gaarden, sagde han Astrid og hendes Ledsagere Farvel, og bad dem tilgive sig alle de Ord han havde brugt imod dem; “I,” sagde han, “have med Taalmodighed fundet eder i alle Skjældsord, hvor uskyldige I end ere; men det var hverken for Hads eller Haardheds Skyld jeg saaledes forjog eder; nu vil jeg bede om Tilgivelse for det jeg sagde og gjorde, og I skulle nu høre, hvorfor jeg bar mig saaledes ad;” han fortalte dem derpaa hvad Bjørns Huuskarl havde sagt, og blev ved: “og jeg vilde at I det snareste muligt skulde drage bort fra mit Herberge, forat I ikke skulde blive grebne her.” Ved Skilsmissen bad han dem drage til Skoven, som var kort fra Torpet, og bad dem drage hemmelig derfra hen til den Sø, der hedder Mjøsen, og derpaa følge denne indtil de saae en lille Holm i Søen; han bad dem vade ud til den, og sagde, at Vandet var ikke dybere, end at det naaede midt paa Laaret, saa at det vilde ikke række til Kurven, hvori Thorolf bar Drengen; paa denne Holm bad han dem skjule sig, saa at de ikke bleve seete fra Landet; “men jeg,” vedblev han, “vil nu vende tilbage, og naar Hakon kommer til mig, saa vil jeg give mig til at søge med ham, og da haaber jeg nok at I ved min Foranstaltning ikke skal findes, og jeg skal altid lægge Vind paa at hjælpe eder, men I skulle blive der paa Holmen til i Morgen, og oppebie min Ankomst.” Astrid bar sig nu i alle Dele ad, som han havde budet hende, men han vendte tilbage. Og da han kom hjem til Torpet, og gik over Gaarden, kom Hakon Jarl der med et stort Følge; Thorsten: gik dem imøde, bød ham velkommen, og bød Jarlen til sig med alle hans Mænd, og sagde det var Tid at spise. Jarlen takkede for Tilbudet, men svarede, at de trængte hverken til Spise eller drikke saa tidlig paa Dagen, og at han siden vilde ride over til Bjørns. Thorsteen sagde: “Hvad er eders Ærende, Herre?” Han svarede: “Mig haver Gunild, Dronning over alt Norge, sendt ud at opsøge Astrid og hendes Søn, som hun vil lade kjærlig opfostre,” og spurgte, om de havde været der om Natten. “Her vare,” svarede Thorsteen, “nogle fattige mig ubekjendte Folk, som fik noget at spise, men jeg veed ikke hvem det var; de sov da jeg gik ud af Huset, førend I kom, og jeg tænker, de sove endnu.” Derpaa gik han ind i Husene, og søgte efter dem i alle Husene, og var længe derinde, en to eller tre Timer, kom derpaa ud, og sagde, at han havde ledt efter dem overalt i Husene, hvor han kunde tænke de vare, men havde ikke kunnet finde dem. Jarlen befalede derpaa, at man skulde søge omkring i Torpet og i alle Gaardene, hvilket ogsaa skete, men de fandtes ikke. Da raadte Thorsteen til, at man skulde gjennemsøge Skoven, som var nær ved Torpet, og sagde, at der vare mange Smuthuller i Skoven, som man kunde fjæle sig i, “og maaskee,” sagde han, “de have skjult Drengen under Rødderne af et eller ander Træ, men selv pakket sig bort, vi maae derfor nødvendig give Agt paa om vi kunne høre noget til et Barns Graad.” Nu deelte de deres Folk i to Hobe forat lede i Skoven, og derved traf det sig, at Thorsteen blev allene; han løb da i en Hast hjem til Torpet, dog hemmelig, tog en Søn af en Trælkvinde, bar ham til Skoven, og lagde ham ved Rødderne af et Træ; og da en Times Tid var leden, hørte de alle Barnegraad, og skyndte sig derhen; men Thorsteen kom sidst, og da talte de om, hvad det monne være for en Dreng. Da sagde Thorsteen: “Det er intet Kongebarn, men det er gjort til Spot og Haan mod os, at Barnet er lagt her.” Da de saaledes havde ledt til Non uden at finde noget, opgave de Haabet derom. Da bad Thorsteen dem at vende tilbage, og sagde det var Tid at spise; og saa gjorde de. Om Natten efter kom Thorsteen, som han havde lovet, til de andre, og havde tre Heste med sig belæssede med Fødemidler tilligemed den Mand, som skulde være deres Ledsager til Sverrig. Og derefter bad han dem fare med Fred. De takkede ham for hans Velgjerninger, og de skiltes nu som Venner; de droge nu til Sverrig, og kom til Hakon den Gamle, der modtog dem med Glæde og Kjærlighed; der vare de vel holdne.


2. Kapitel: Om Gunhild og Hakon

Den næste Høst fordrev Gunhild Hakon fra hans Besiddelser og erklærede ham landflygtig fra Norge formedelst hans Forseelser, med mindre han vilde gjøre alt hvad hun forlangte. Hakon forlod da Norge, og drog over til Sverrig tilligemed sin Datter Aud, en særdeles smuk Kvinde, og blev vel modtaget af Kong Erik. Denne var da bleven skilt fra Sigrid Storraade, Skøgle-Tostes Datter. Grunden dertil var efter nogles Sagn, at hun var storraadig, og tillige herskesyg, men Kongen vilde ikke finde sig i hendes Overmod; men nogle sige, at hun vilde ikke have ham længer, fordi det var Lov i Landet, at naar Ægtemanden døde først, skulde Konen højsættes hos Manden, og hun vidste, at Kongen ikke kunde leve længer end ti Aar, eftersom han forat vinde Sejer, da han stred med Styrbjørn, havde gjort det Løfte, ikke at leve længer end ti Aar. Da Hakon nu kom til Sverrig, fortæller man, at Kong Erik bejlede til hans Datter, og fik hende; derfor hædrede Kongen ham meget, og han levede der i megen Anseelse en Vinter. Men om Vinteren efter Julen begjerede Hakon Jarl af Kong Erik, at han skulde lade ham faae hundrede væbnede Mænd, og sagde, han vilde hen til Hakon den Gamle; Kongen tilstod ham det. Hos Kongen var Hakon den Gamles Søn Røgnvald, der strax, da han hørte dette, lavede sig til at rejse, og skyndte sig til sin Faders Gaard, og fortalte ham, at Hakon Sigurdsøn vilde komme til ham; da Hakon hørte dette, lod han tre hundrede Mand væbne sig, hvilke alle vare hans Huusfolk, og han anrettede et godt Gjæstebud for dem, og paa den Maade forventede de Hakons Ankomst med store Tilberedelser, og vare ikke bange, men drukke nu med Glæde. Og da man saae Hakon Jarl komme, gik Hakon den Gamle ham imøde, bød ham til Gjæstebud, og bad ham være velkommen, og ytrede megen Glæde og Venskab over hans Komme. Da svarede Hakon: “I andet Ærende kom jeg hid til eder end forat spise eller drikke, thi til at spise og drikke vil der være Lejlighed nok, naar vi komme hjem.” Da sagde Hakon den Gamle: “Hvorfor kom I da hid til mig?” Han svarede: “Dronning Gunhild sendte mig hertil i det Ærende, at hun vil byde Kong Tryggves Søn til sig, som hun venter er her i eders Vold; hun vil opføde ham med megen Hæder til Trøst for hans Moder Astrid og andre hans Frænder; Men hun bad mig at fremføre denne Sag og at anbefale den, thi hun fortryder paa at Drengens Fader blev dræbt; hun vil nu bøde derfor først til Guderne, siden til Menneskene, og gjengjælde det paa hans Søn, som blev forbrudt paa Faderen, og hun troer at gjøre dette paa den hæderligste Maade, naar hun opføder Hans Søn med Kjærlighed og antager ham i Søns Sted.” Hakon den Gamle svarede: “Drengens Moder har Mistanke om, at det ikke er sandt, men troer snarere, at hun, hvis hun maa raade, lader ham følge efter sin Fader. Og derfor drog hun fra Norge, og flyede baade sine Frænder og Fosterjord, og søgte hid til os. Nu troer hverken jeg eller hun Gunhild, thi vi ansee hende for listig og svigefuld og klygtig i allehaande falske Paafund; og det siger jeg dig, Hakon, at denne Dreng kommer aldrig i din eller Gunhilds Magt, hvis jeg maa raade, med mindre jeg bliver saa grusomt overvældet, at jeg da er anderledes til Sinds end nu.” Hakon fik saaledes intet udrettet, men drog bort, og kom hjem; og Kong Erik spurgte, hvorledes det var gaaet med ham og hans Navne. Hakon fortalte hvorledes det var løbet af. “Jeg sagde dig det forud, at Rejsen vilde være unyttig, skjøndt du forsøgte din Lykke hos Hakon den Gamle, thi han er i mange Dele mægtigere end vi, og det er kort siden, at han gik af med Fordelen i de Stridigheder, vi havde sammen.” Og da Julemaaned var forbi, og de Dage da Gjæstebudet havde staaet, og hver drog til sit, da drog Hakon atter med mange Folk hen forat gjæste sin Navne, og Kongen gav ham to hundrede vel bevæbnede Mand. Da Navnerne kom sammen, begyndte de paa ny deres Underhandling, og deres Samtale førtes snart med megen Hæftighed, Tvist og Vrede. Hakon sagde, at Drengen skulde drage bort med ham, hvad enten Hakon den Gamle vilde eller ikke; men Hakon den Gamle sagde, at han skulde ikke drage med. Da gik en baade stor og stærk Mand, ved Navn Burste, hen imod Hakon Sigurdsøn: han var Hakon den Gamles Arbejdsmand og Træl, og forrettede alt det værste Arbejde; han havde en overmaade stor Møggreb paa Skulderen, hvori der ikke skortede paa Møg; denne svinger han imod Hakon Sigurdsøn, og sagde: “Hvem er denne fremmede og overmodige Mand, der taler saadanne Ord til vor Høvding Hakon; enten pakker du dig nu herfra, uden at tale saa stolte og haanlige Ord til vor Høvding, eller jeg slaaer til dig med denne Møggreb, saa du skal huske det saalænge du lever; skynd dig nu bort fra dette Torp, hvis du ikke vil udsætte dig for den største Skam, thi aldrig kom her før en saa dumdristig Mand, som du.” Denne Mand kaldtes Agermanden, og var den stærkeste og uregjerligste Mand. Hakon indsaae, at det vilde være det fornuftigste, ikke at udsætte sig for denne Mands Forvovenhed, og betænkte, at det vilde være en Skam for ham hele hans Liv, hvis han led nogen Overlast af ham, hvis en ussel Træl tilføjede ham Forhaanelse, dette vilde være en altfor stor Skam. Han forlod derfor Torpet, red hjem til Kong Erik, og var hos ham til om Sommeren, da han drog derfra til Danmark, og opholdt sig længe hos Kong Harald Gormsøn, og der forefaldt mange mærkelige Begivenheder.


3. Kapitel: Om Kongen i Garderige og Hans Moder

Paa den Tid regjerede Kong Valdemar med megen Hæder over Garderige. Man siger, at hans Moder var en Spaakvinde, og det kaldes i Bøger Phitons Aand, naar Hedningerne spaaede. Hendes Forudsigelser traf gjerne ind, og hun var den Gang ældgammel. Det var Skik hos dem, at man den første Juleaften skulde bære hende paa en Stol hen for Kongens Højsæde. Og førend man begyndte at drikke, spurgte Kongen sin Moder, om hun saae eller vidste nogen Fare eller Skade forestaae hans Rige, eller at der nærmede sig nogen Ufred eller anden farlig Sag, eller at andre attraaede hans Besiddelser. Hun svarede: “Jeg seer ikke noget, min Søn, som jeg kan tænke vil blive dig eller dit Rige til Meen, eller noget, der truer din Lykke; dog seer jeg et stort og herligt Syn: Ved denne Tid og i dette Aar er der født en Kongesøn i Norge, som vil blive opfødt her i dette Land, og det vil blive en berømmelig Mand og dyrebar Høvding, og han vil ikke gjøre dit Rige Skade, men tværtimod mangfoldelig forøge det for dig, og derpaa vil han vende tilbage til sit Land endnu i sin unge Alder, og han vil da erholde sit Rige, til hvilket han er født og baaren, og vil være Konge og skinne med megen Klarhed, og være mangen Mands Hjælper i Norden, men kun kort Tid vil hans Herredømme vare over Norge. Bærer mig nu bort, thi jeg vil nu ikke sige mere, og nok er nu sagt.” Denne Valdemar var Fader til Kong Jarisleif.


4. Kapitel: Om Olaf Tryggvesøn og Hans Moder Astrid

Da Olaf og Astrid havde været to Aar hos Hakon den Gamle, sørgede han hæderlig for deres Bortrejse, og overgav dem til nogle Kjøbmænd, som agtede sig til Garderige; han vilde sende dem til Astrids Broder Sigurd, der stod i megen Anseelse hos Kongen af Garderige. Hakon den Gamle forsynede dem med alt hvad de behøvede til denne Rejse, og skiltes ikke fra dem, førend de vare komne ombord med godt Selskab. De styrede derpaa til Havs, men bleve paa denne Rejse overfaldne af Ransmænd, som bemægtigede sig alt Godset, dræbte nogle Mænd, og førte de andre bort med sig til forskjellige Sider, og derpaa i Nød og Trældom. Her blev Olaf skilt fra sin Moder, som siden blev solgt fra Land til Land. Olaf blev ogsaa solgt som Træl, ligesom de andre Fanger, og havde tre Herrer i dette Fangenskab. Den første, der kjøbte ham, hed Klerkon, og han dræbte hans Fosterfader for hans Øjne. Kort efter solgte han Olaf til en Mand ved Navn Klerk, og fik en udmærket god Buk for ham, og i denne Mands Vold var han i nogen Tid. Men den Gud, der ikke vil lade sine Venners Ære og Hæder skjules, saalunde som Lyset ikke kan skjules i Mørket, han viste da ogsaa hin unge Mand sin store Naade, og løste ham af dette Fangenskab, som fordum Josef. Denne Mand, i hvis Magt han nu var, solgte ham til en Mand ved Navn Eres, og fik en kostbar Klædning for ham, som paa vort Maal kaldes Vesl eller Slagning. Den Husbonde, som nu havde kjøbt ham, havde hjemme i hedenske Lande. Hans Kone hed Rechon, og deres Søn Reas. Han kjøbte ogsaa tilligemed ham hans Fosterbroder, der hed Thorgils og var Thorolfs Søn; han var ældre end Olaf. De levede sex Aar i denne Trældomsstand.


5. Kapitel: Om Olaf

Og paa denne Tid regjerede nu Valdemar over Garderige; hans Dronning hed Allogia, en meget forstandig Kvinde. Astrids Broder Sigurd stod i en saadan Anseelse hos Kongen, at han erholdt store Besiddelser og et stort Leen af ham, og blev sat til at udføre Kongens Sager samt at indkræve Kongens Skyld vide om fra Landskaberne; hans Befaling skulde ogsaa adlydes over hele Kongens Rige. Olaf var ni Aar gammel, da det hændte sig, at hans Morbroder Sigurd kom hen til det Sted, hvor Olaf var, og Bonden der var taget ud paa Ageren med sine Arbejdsfolk. Sigurd red da til Torpet med en stor Skare Mænd og sømmeligt følge. Olaf gik da og legede med de andre Drenge; han havde vundet en saadan Yndest hos sin Herre, at han ikke blev behandlet som Træl, snarere som en kjær Søn, og han lod ham ikke mangle paa noget, som han bad om; han fornøjede sig hver Dag saaledes som han selv vilde. Olaf bød ham nu velkommen med megen Kløgt, og Sigurd tog vel og venlig imod hans Hilsen, og sagde: “Jeg seer, min gode Dreng, at du har ikke den Maneer paa dig, som Mænd hertillands, hverken i dit Udseende eller i Tungemaal; siig mig engang dit Navn, din Herkomst og Fosterjord.” Han svarede: ”Jeg hedder Olaf, Norge er mit Fødeland, min Slægt er kongelig.” Sigurd sagde da: “Hvad er da din Faders ellers Moders Navn?” Han svarede: “Min Fader hed Tryggve, men min Moder Astrid.” Sigurd sagde: “Hvem var din Moders Fader?” Han svarede: “Hun var en Datter af Erik fra Oprustad, en mægtig Mand.” Og da Sigurd hørte dette, steg han af Hesten, og omfavnede og kyssede ham, og sagde, at han var hans Morbroder; “og sandelig er dette en Glædesdag, da vi her have truffet hinanden.” Derpaa spurgte Sigurd om Olafs Rejser, og hvorledes han var kommen did, samt hvorlænge han havde levet i denne Fornedrelse; og han fortalte ham om sine Rejser saaledes som alt var gaaet til. Og derefter sagde Sigurd: “Vil du nu have, Frænde, at jeg skal kjøbe dig af din Herre, saa at du ikke længer skal være i Trældom eller Tjeneste hos ham.” Han svarede: “Godt har jeg det rigtig nok nu imod før, men jeg vilde gjerne befries herfra, naar min Fostbroder ogsaa kunde blive fri af sin Trældom, og drage bort med mig.” Sigurd sagde, at han gjerne vilde gjøre det, og ikke vilde spare noget derfor. Og derpaa kom Bonden Heres hjem, og bød Sigurd velkommen, thi han skulde kræve Landskyld af Egnen deromkring og af hvert Huus, og see til at alting blev udredt. Og tilsidst gav Sigurd sig til at tale med Bonden, om han vilde sælge Drengene for Betaling; “jeg vil strax,” sagde han, “betale deres Værd.” Den anden svarede: “Den ældste Dreng vil jeg sælge for hvad vi kan blive enig om, men den yngste vil jeg ikke skille mig ved, thi han er baade forstandigere og tillige smukkere, og ham holder jeg meget mere af, og vil ikke miste ham for meget; og ham sælger jeg ikke uden for høj Betaling.” Og da Sigurd hørte dette, spurgte han, hvor meget han vilde have, men Bonden undslog sig bestandig, hvilket kun gjorde Sigurd saa meget begjerligere. Og tilsidst er at fortælle om denne Handel, at den ældste Dreng gik for en Mark Guld, men den yngste for ni Mark Guld, og Bonden vilde dog ikke saa gjerne have været af med ham, som med den anden Dreng. Derefter drog Sigurd bort med sin Frænde Olaf, og hjem til Garderige. Men i dette Land var det Lov, at ingen maatte der opføde en Kongesøn af udenlandsk Slægt eller fra et fjærnt Rige uden selve Kongens Vidende. Sigurd førte Olaf hjem med sig til sin Bolig, og varetog ham der hemmelig, saa kun faa vidste af hans Nærværelse, men sørgede for Resten godt for ham; og saaledes hengik en Tid. Det hændte sig en Dag, at Olaf, uden at Sigurd vidste deraf, gik bort fra sit Herberge tilligemed sin Fostbroder; de gik dog hemmelig afsted, og kom hen i et Stræde. Og der saae Olaf paa een Gang sin Fjende, ham, som for sex Aar siden havde dræbt hans Fosterfader for hans Øjne, og derpaa solgt ham selv i Trældom; da han nu fik Øje paa ham, blev han rød som Blod, svulmede i Ansigtet, og blev ganske ophidset ved dette Syn; han skyndte sig da tilbage, og hjem til sit Herberge. Kort efter kom Sigurd fra Torvet, og da han saae sin Frænde Olaf svulmende af Vrede, spurgte han, hvad der fejlede ham; han fortalte ham Grunden dertil, og bad ham være sig behjælpelig til at hævne hans Fosterfader: “saadan Harm og saa megen Skam, som den Mand tilføjede mig,” sagde han, “jeg vil nu hævne min Fosterfader.” Sigurd sagde, at han vilde tillade ham det, hvorpaa de stode op, og gik med et stort følge, og Olaf var Vejviser til Torvet. Og da Olaf saae Manden, grebe de ham, og førte ham udenfor Borgen. Derpaa gik den unge Dreng Olaf frem, og vilde nu hævne sin Fosterfader; man gav ham da en stor Bredøxe i Haanden til at hugge Manden. Olaf var den Gang ni Aar gammel. Derpaa svang Olaf Øxren, og hug ham over Halsen, og Hovedet af; hvilket Hug ansaaes for meget mærkeligt af saa ung en Mand. Paa denne Tid vare der i Garderige mange Spaamænd, som kunde forudsige mange Ting; de sagde i Følge deres Spaadomsgave, at en fornem og ung Mands Fylgier vare komne der til Landet, og aldrig før havde de seet nogen Mands Fylgier lysere eller fagrere, og dette sandede de med mange Ord, uden dog at kunne vide, hvem han var. Men saa overordentlig, sagde de, var hans Fylgie, at det Lys, som skinnede over den, udbredte sig over hele Garderige og vide over den østlige Deel af Verden. Men efterdi Dronning Allogia, som før er sagt, var en overmaade forstandig Kvinde, saa forekom dette hende særdeles mærkeligt. Hun bad nu Kongen med fagre Ord, at han vilde lade stævne Thing, at man skulde komme did fra alle nærliggende Herreder; da, sagde hun, vilde hun komme derhen og træffe en Foranstaltning, saaledes som hende tyktes. Kongen gjorde det, og der samledes en stor Mængde Mennesker. Nu befalede Dronningen at der skulde slaaes en Kreds af hele Skaren; “og, den ene,” sagde hun, “skal staae ved Siden af den anden, saaledes at jeg kan see enhver Mands Aasyn og Ansigtstræk og især hans Øjne, og jeg haaber at kunne skjønne, hvem der tilhører denne Fylgie, naar jeg faaer hans Øjesteen at see, og det vil da ikke kunne skjules, hvo der har denne Natur.” Kongen bifaldt hendes Tale, og da dette Thing havde varet i to Dage, og Dronningen var gaaet fra Mand til Mand, betragtende hver Mands Udseende, uden at finde nogen, som hun kunde formode raadte for saa stor Lykke; da Thinget saaledes havde varet i to Dage, og den tredie Dag kom, da blev Thinget endnu mere forøget, og alle søgte derhen efter hans Befaling, da de ellers vilde blive straffede. Hele Folket dannede nu en Kreds, men denne berømmelige Kvinde og herlige Dronning betragtede enhver Mands Aasyn og Udseende. Da kom hun endelig hen til det Sted, hvor der stod en ung Dreng for hende i slette Klæder, han havde en Kappe paa, og Hætten var slaaet ham tilbage over Skuldrene. Hun saae paa hans Øjne, og mærkede strax, at ham tilhørte denne Høje Lykke, førte ham frem for Kongen, og forkyndte for alle, at nu var han funden, som hun længe havdt ledt efter. Deune Dreng blev nu taget i kongelig Beskyttelse. Han kundgjorde da for Kongen og Dronningen sin Æt og Høje Fødsel, at han ikke var Træl, men nu kom det for Dagen, at han var smykket med kongelig Æt. Derpaa antog Kongen og Dronningen Olaf til Opfostring med Kjærlighed og megen Godhed, og de velsignede ham med mange Goder, som om han var deres egen Søn. Drengen voxte op i Garderige, tidlig fuldkommen i Styrke og forstand, og han tiltog altsom han voxte til, saa at han i faa Aar overgik sine Jævnaldrende i alt det, som pryder en god Høvding. Og strax da han begyndte at vise sig og sine Færdigheder, udmærkede han sig paa mange Maader, og i kort Tid havde han lært al ridderlig Færd og krigerske Øvelser, saa godt som Mænd, der ere de kjækkeste og drabeligste i denne Syssel. Herved erhvervede han sig megen Berømmelse og Gunst, først hos Kongen og Dronningen, og saa fremdeles hos alle andre saavel Høje som Lave; han opvoxte nu der, og tiltog i forstand og Aar og alle Færdigheder, som pryde en berømmelig Høvding. Og Kong Valdemar gjorde ham snart til Høvding i Hirden, og satte ham til Formand for de Krigere, som skulde vinde Hæder for Kongen, og han øvede mangen fortrinlig Daad i Garderige og vide om i de østlige Lande, skjøndt kun faa vorde omtalte. Da han var tolv Aar gammel, spurgte han Kongen, om der vare nogle Borge eller Landskaber, som havde ligget under hans Herredømme, og som Hedningerne havde taget fra hans Rige, saa at de nu besade hans Ejendom og Hæder. Kongen svarede og sagde, at vist nok vare der nogle Borge og Torper, som havde tilhørt ham, men som andre havde frataget ham og lagt til deres Rige. Olaf sagde da: “Giv mig da nogle Folk og Skibe til min Raadighed, og lad os see, om jeg kan vinde det tabte Rige tilbage, thi jeg længes efter at bekrige og stride med dem, som have skadet eder; dertil vil jeg benytte eders Lykke og min egen, og enten vil jeg da faae dem dræbte eller de maae flygte bort for min Magt.” Kongen optog dette vel, og gav ham slige Folk, som han forlangte. Nu viste det sig, som før blev sagt, hvor dygtig han var i alt Ridderskab og Krigsøvelse; han forstod ogsaa godt at styre Fylkingerne, da han længe havde øvet sig deri. Han drog nu afsted med denne Hær, og holdt mange Slag, og vandt en stor Sejer over sine Fjender; han tilbagevandt alle de Borge og Kasteller, som før havde ligget under Gardekongens Rige, og mange fremmede Folkeslag lagde han under Kong Valdemars Herredømme. Men om Høsten vendte han tilbage med herlig Sejer og anseeligt Bytte; han havde da mange Slags Kostbarheder i Guld, herlige Klæder af Peld og dyrebare Stene, som han bragde Kongen og Dronningen, og nu var hans Hæder fornyet, og alle ønskede ham velkommen med megen Glæde. Saaledes blev han ved hver Sommer at hærge og at øve berømmelig Daad, men om Vinteren var han hos Kong Valdemar. Og imedens han straalede i al denne Herlighed, da fortælles der, at han efter en stor Sejer vendte hjem til Garderige; de sejlede da med saadan Bram og Dejlighed, at Sejlene paa deres Skibe vare af kostbart Peld, og det samme vare ogsaa deres Telte. Men af saadant kan man skjønne, hvilken Rigdom han havde vundet ved den Stordaad, han øvede i de østlige Lande.


6. Kapitel: Om Kong Olaf

Saa fortælle kloge og kyndige Mænd, at Olaf aldrig har ofret til Afguderne, men han vendte altid sin Hu fra sligt. Dog plejede han ofte at følge Kongen til Afgudstemplet, men kom aldrig derind; han stod da altid ude ved Døren. Engang talte Kongen til ham derom, og bad ham lade det være, “thi maaskee Guderne,” sagde han, “vredes paa dig, og du taber din Ungdoms Blomster; jeg saae gjerne, du vilde ydmyge dig for dem, thi jeg er bange for de ville hæftigen vredes paa dig, saa meget som du udsætter dig derfor.” Han svarede: “Aldrig ræddes jeg for Guder, der hverken have Hørelse eller Syn eller Vid, og jeg kan indsee, at de ingen forstand have, og hvilken Natur de ere af, kan jeg mærke deraf, at du forekommer mig at have et tækkeligt Udseende, hver Gang den Tid er forløben, i hvilken du er der for at ofre til dem; men du forekommer mig altid at have et ulyksaligt Udseende saalænge du er der. Og deraf kan jeg slutte, at de Guder, du tilbeder, forestaae Mørkets Gjerninger.” Og man siger, at da Olaf stod i saadan Anseelse, vare der nogle Mænd, mere avindsfulde end velvillige, som bagtalte ham hos Kongen, og han blev udsat for mange gjæve Mænds Had. Derfor drog han bort, og havde en stor Hær med sig; han bekrigede hedenske Folkeslag, og vandt altid Sejer; han drog vide om i Veterleden, og underlagde sig Folket. Da han ledtes ved denne Id, var det blevet Vinter, og han vilde da vende hjem til Garderige. Da fik de stærk Modvind, som standsede deres Rejse for denne Gang; han vendte sig da til Vindland med sin Hær, og lagde sine Skibe til Leje.


7. Kapitel: Om Olaf Tryggvesøn og en Frue

Over Vindland regjerede den Gang Kong Burisleif, en stor Høvding; han havde fire Døttre; den ene fik siden Olaf, den anden blev gift med Sigvalde Jarl, den tredie med den danske Konge Svend Tveskjæg. Men over det Landskab, hvor Olaf var landet, regjerede Kongens Datter Geira; hun var Dronning, havde et stort Rige, og regjerede det vel. Kort fra hendes Hovedstad var Olaf landet med sin Flaade. Hun var mægtig, og tilbragde sin Enkestand i Hæder og Ære. Hun havde en dygtig og tro Høvding hos sig, som vogtede hendes Anseelse og Hæder; denne Mand hed Dixin; en Dag rejste han i et Ærende hen i Nærheden af det Sted, hvor Olafs Skibe laae, og vendte derpaa igjen hjem. Dronningen spurgte ham, hvor han kom fra og hvad Nyt han kunde fortælle. Han svarede: “Jeg kommer fra Stranden, min Frue!” “Hvad spurgte eller saae du?” sagde hun. “Hør, Dronning,” sagde han, “jeg skal sige dig noget, Dronning, baade forunderligt og herligt, som du gjerne vil vide, og som nu for nylig har viist sig.” “Hvad da?” sagde hun. Dixin svarede: “Her i Havnen ved vor Borg ere komne mange herlig udrustede Skibe med alle Krigsfornødenheder, samt med dyrebare Klæder og mange Slags Kostbarheder; Folkene selv ere meget smukke, og forsynede med de bedste Vaaben og Hærklæder; sjelden ville saadanne Folk blive seete her. Men een af dem overgaaer dog langt de andre, og jeg troer vist, at der i ham skjules en Konge; thi denne Mand maa være af en særdeles fortrinlig og udmærket Natur; han er høj og vel voxen, og har et skarpsindigt Aasyn og smukt Legeme; han har ogsaa saa skarpe og fagre Øjne, at jeg aldrig før har seet saa anseelig en Mand, og jeg kan forsikre eder, at denne Mand forekommer mig at være af mere end Menneskelig Færd og Natur; han maa besidde meget Vid og udmærket Kløgt, og under dette herlige Udseende, tænker jeg, skjuler sig kongelig Værdigheds Hæder. Og hvis det ikke mishager eder, min Frue, da vilde jeg ønske I vilde opfylde hvad eders Hæder byder: Gaa ham sømmelig imøde med alle eders Mænd, og byd ham til eder paa bedste Maade! Jeg tænker, han gjerne vil modtage det, hvis han heftig bliver indbuden med Velvillie. Jeg hørte hans Mænd sige, at de vilde blive her i Landet i Vinter; og det er min Tro, at vi ville erholde noget Godt af denne Mands Nærværelse, naar vi kunne faae den. Og hvis I søger efter en Mand, Dronning, som kan forestaae med eder den kongelige Værdighed, være forstander for eders Magt og eders Landværnsmand, og frelse eders Land mod eders Fjenders Anfald, hvem kan I da finde af højere Værdighed og smukkere end ham; og aldrig i eders Dage vil I finde nogen, der saaledes kan være Værn og Forsvar mod eders Fjender. Og med Sandhed maa jeg sige efter den forstand, som mig er given, at jeg troer I finder aldrig en saadan Mand i eders Land, ja ikke blot i eders Land, men om I end søger blandt alle Mænd, som fødes under Himlen, saa vil du dog foretrække ham for alle andre, thi hans Lige finder du ikke.” Dronningen sagde: “Hvis eder synes, at det sømmer sig saa vor Værdighed, saa begiv dig til ham, og forkynd ham, fra mig, at jeg byder ham hid med alle hans Folk.” Dixin sagde: “Hvis I giver mig Tilladelse dertil, Frue, da vil jeg gjerne fare.” Derpaa drog han med mange Mænd ned til Skibene, og i Høvdingernes og alle hines Paahør fremførte han med megen Veltalenhed Dronningens Ærende. Og da Olaf hørte denne Indbydelse og den Venskabelighed, hvormed den skete, da glædte han sig, og takkede med fagre Ord for hendes Højmodighed. Da Olafs Skibe vare satte paa Land og Folkene vare færdige, gik han med alle sine Mænd til Borgen. Men Dronningen red ham imøde med megen Pragt, og bød Olaf velkommen, som da med Rette kunde kaldes Konge, og hun modtog ham med meget Venskab, og spurgte først efter hans Navn, og siden efter hvilken Værdighed han besad. Og da han havde sagt hende de Ting hun havde spurgt om, gav Dronningen ham en herlig Hal, samt mange Tjenestefolk, baade Karle og Kvinder, og alt hvad der hørte til at besætte Hallen. Dronning Geira regjerede over Landet Germania imod Vesten, hvor baade Jordens Beskaffenhed og Folket er bedre end andre Steder. De herskede nu med megen Herlighed, men Olaf beboede denne Hal. Og da det kom mod Julen, bleve store Tilberedelser gjorte, og mange indbudne. Og da alt var færdigt til Gjæstebudet, gik Dronningen med et stort Følge hen til Olaf, og indbød ham til at de skulde drikke sammen i den Hal, hvor hun selv drak med sin Hird. Han tog derimod med meget Venskab, og dette Gjæstebud blev meget berømt. Olaf og Dronningen sade i eet Højsæde, og drak af kostelige Kar baade Mjød og Viin. Høvdingen Dixin talte vexelvis med dem med meget Nid; og sagde til hende, hvilken Styrke og Hæder det vilde være for hende, hvis hun havde en saadan Mand til at styre sit Rige. Ligeledes talte han med ham om, hvor ønskeligt det var at raade over et Rige, der var forsynet med saa mange Goder, men især, hvor meget hun overgik andre Kvinder i sin Færd og Natur og i alle legemlige Fortrin, og om de end begge søgte hele Verden over for at finde et godt Giftermaal, vilde intet sømme sig bedre, end naar han tog hende til Kone, og hun ham til Husbonde. Og da han havde udsaaet denne Ordsæd i deres Bryst, gav den sig til at slaae Rødder og at fæstes hos dem begge, og det forekom dem ønskeligt og de spaaede sig megen Lykke deraf. Derpaa blev Gjæstebudet forøget med de fortæffeligste Fødemidler, og varede mange Dage, og tog saaledes til at den sidste Dag blev der endnu stærkere beværtet end den første, som det sømmede sig en mægtig Konge, med alle de bedste Levnetsmidler, som vare at faae.


8. Kapitel: Om Kong Olaf

Der levede Kong Olaf nu i megen Hæder og Velbehag. Engang da han sad og talte med Dronningen, sagde han: “Er der nogen Borg, Herreder eller Landstrækninger, som have unddraget sig fra eders Herredømme, og I gjerne vilde have igjen, og som Ransmænd eller Vikinger have med Uret frataget eder?” Dronningen svarede: “Herre! jeg skal nævne eder de Borge, som have unddraget sig fra vort Herredømme, og længe have vi taalt deres Overmod.” Derefter udrustede Olaf sin Hær til at drage fra Landet, og havde mange Folk, og søgte til de Borge, som tilhørte Dronningen. Og naar han indsluttede Borgene, forelagde han dem to Vilkaar, hvad enten de vilde betale Skat efter Ret og Skjel, og yde den Tjeneste og Lydighed, som de vare forpligtede til, eller han vilde anfalde Borgene, og da maatte de vente, at der hverken sparedes dem Liv eller Gods. De, som forsvarede Borgene, talte meget derimod, og sagde, at de ikke vilde overgive sig, men modsatte sig med al deres Magt. Derpaa belejrede han Borgene, og bestred dem med Vaaben, og lod Valslynger bære derhen, og anvendte andre Kunster, som hans Mænd vare vante til, og saa hæftigt var hans Anfald, at der ingen Modstand kunde gjøres, men han brød Borgene, gik op med sine Folk, og bemægtigede sig en overordentlig Mængde Gods. Og alle de, som stode imod og svarede stoltelig, maatte nu bukke under med Skam, og alle de bleve dræbte, som ikke ydmygelig bade om Naade, og Olaf kunde skalte og valte som han vilde. Han drog nu til en anden Borg, og belejrede den, og forelagde dem samme Betingelser, som de forrige. Men de svarede: “Vi have spurgt, hvor stærk eders Magt er, og hvor ilde det gaaer dem, som modsætte sig eders Befaling; vi ville nu fatte en fornuftigere Beslutning, end vore Naboer, overgive os i eders Vold og aabne Borgen for eder.” Olaf tog venlig derimod; de aabnede da Borgportene, og han gik ind i Borgen. Og da samlede sig alle Høvdinger og mægtige Mænd og hele Almuen, og de opmuntrede hinanden med Iver, til under ingen Omstændigheder at give efter. Men da Olaf mærkede dette Forræderi, at der kom en uhyre Hær imod dem fra alle Sider, saa drog han sig tilbage ud til et Sted paa Borgmuren, og raabte højt til sine Kamerader, som stode ved Muren: “Een Udvej seer jeg nu for os,” sagde han, “nemlig at stige ned fra Muren, og jeg vil først forsøge det, og siden tage imod eder, naar I springe ned, og det vil ingen Nød have, thi der er blød Leerjord underneden.” Derpaa sprang han ned, og det befandtes, som han sagde, og han opmuntrede nu de andre til at springe bagefter, skjøndt det tyktes dem højt. De gjorde nu saa, sprang ned fra Muren, og ved hans Bistand frelstes de alle. De belejrede nu alle Borgen, og gjorde saa haardt Anfald, at de brøde store Aabninger, hvorpaa alle trængte ind; og da skortede det ikke paa en haard Kamp. Der handledes uden Barmhjertighed med dem, og de maatte bitterlig fortryde deres Misgjerning; de dræbte hver Mands Barn, og plyndrede alt Godset, nedbrøde Borgen, og stak tilsidst Ild paa den. Og med saadan Sejer vendte Olaf tilbage, og bragde Dronningen Guld og Sølv og herlige Kostbarheder. Man holder for, at denne Borg, som Olaf belejrede, var Jomsborg, hvor man vilde svige ham, og hvor han blev indsluttet i Borgen med tresindstyve Mand.


9. Kapitel: Om Kong Olaf

Da Olaf havde været tre Aar i Vindland, tildrog det sig, at Dronningen pludselig døde. Og dette foraarsagede Olaf megen Sorg, da han tog sig det overmaade nær. Efter denne sørgelige Begivenhed fandt han ikke mere Behag i det Rige. Men han havde forestaaet det med saadan Berømmelse, at alle Indvaanerne elskede ham inderligen; han kunde desuagtet ikke give sig tilfreds; hvorfor han beredte sin Hær til at forlade Landet, og haabede, at han da snarere vilde glemme sin Sorg; han agtede at fare til Rusland. Men da han kom til Danmark, gik de op fra Skibene paa Land, og toge Strandhug, som Skik er, og toge meget Kvæg og dreve det til Stranden. Indbyggerne samlede sig, og satte efter dem med en stor Hær. Og da de saae en stor Mængde fare efter sig med alle Slags Vaaben, saa flyede de til deres Skibe. Men da de havde søgt langt op i Landet, og der nu var en lang Vej til Skibene, og deres Fjender vare komne efter dem, saa de vare dem lige i Hælene, da vare de komne til en lille Skov, som kun var et ringe Skjul at hjælpe sig ved. De gik nu hen, hvor nogen Skygge af Skoven kunde bedække dem. Da sagde Olaf: “Jeg veed, at en almægtig Gud styrer Himmelen, og jeg har hørt, at han har et Sejersmærke, i hvilket er megen Kraft, og det kaldes Kors. Lader os nu anraabe ham, at han vil befrie os, og lader os alle falde ned til Jorden og ydmyge os for ham! Lader os nu tage to Kviste, og lægge dem i Kors over os! gjører nu alle, som I see mig gjøre! De gjorde saa, lagde sig ned, og toge to Kviste, og lagde dem over sig i Korsets Lignelse. Men deres Fjender kom nu til Skoven med Støj og Raab, og tænkte at skulle gribe dem, thi de saae dem kort for. Og nu løb de til dem, og traadte paa dem, men fandt dem ikke; saaledes skjulte Korsets Tegn dem ved vor Herre Jesu Kristi Bistand, at de ikke bleve seete af deres Fjender, og vare forhen nær faldne i deres Hænder; de andre vendte da med megen Forundring tilbage. Da Olaf og hans Mænd saae det, sprang de op, og vilde til deres Skibe. Dette saae nu deres Fjender, og satte efter dem anden Gang. Og da var der ingen anden Maade at skjule sig paa, end at de lagde sig paa den flade Jord. Ikke desmindre bleve de hjulpne ved guddommelig Bistand, thi da skete det saa forunderligt, da de laae paa Marken, at de, som gik og ledte efter dem, saae dem ikke; de ransagede det bedste de kunde, men fandt dem dog ikke, og vendte da atter tilbage uden Ære og Sejer. Saaledes befriede det hellige Kors Olaf fra Faren paa jævn Mark som i tyk Skov. Olaf drog da til sine Skibe, og de takkede Gud at de vare undkomne.


10. Kapitel: Om Kong Olafs Drøm

Derefter sejlede Olaf bort med sine Skibe, og styrede efter til Garderige. Kongen og Dronningen toge overmaade vel imod ham; og han opholdt sig der om Vinteren. Og engang bares ham et mærkeligt Syn fore: Det forekom ham at han saae en stor Steen, og at han gik langt op ad den, lige til han kom ovenpaa den; ham tyktes da, at han blev hævet op i Luften over Skyerne; og da han opløftede sine Øjne, da saae han overmaade fagre Steder og lyse Mennesker, som boede der; han mærkede ogsaa en sød Lugt og saae alle Skovens fagre Blomster, og der forekom ham at være større Herlighed, end han var i Stand til at tænke og sige. Da hørte han en Røst tale til sig: “Hør du, som er skikket til at vorde en god Mand, thi du tilbad aldrig Guderne, og viste dem ingen Afgudstjeneste, men snarere foragter du dem, og derfor skulle dine Gjerninger mangfoldiggjøres til det Gode og tage til; men endnu skorter dig dog meget til at du kan være paa disse Steder og til at du kan leve her evindelig, thi du kiender endnu ikke din Skaber, og du veed ikke hvem den sande Gud er.” Og da han havde hørt dette, forfærdedes han hæftig, og sagde: “Hvo er du, Herre, at jeg kan troe paa dig.” Røsten svarede: “Drag du til Grækenland, der skal Herren din Guds Navn kundgjøres dig; og naar du holder hans Bud, da skal du have det evige Liv og Salighed; og naar du rettelig troer, da skal du omvende mange andre fra Vildfarelsen til Frelsen; thi Gud haver bestemt dig til, at du skal tilføre ham mange Folkeslag.” Da han havde hørt og seet dette, da vilde han stige ned af Stenen; og da han foer ned, da saae han gruelige Steder fulde af Luer og Kvaler, og derhos hørte han en ynkelig Graad og mange Slags gruelige Ting; og det forekom ham, at han der gjenkjendte mange Mænd, som havde troet paa Afguder, baade Venner og Høvdinger; og det forekom ham, at han saae Kvalen, som var beredt for Kong Valdemar og hans Dronning. Dette gjorde et saadant Indtryk paa ham, at da han vaagnede, flød han i Taarer, og han vaagnede med stor Skræk. Derefter befalede Olaf sine Folk at gjøre sig færdige til Bortrejsen; “jeg vil nu,” sagde han, “sejle til Grækenland.” Og saa gjorde han, og fik god Bør, og kom til Grækenland, og traf der dyrebare og vel oplærte Præster, som lærte ham at kjende vor Herre Jesu Kristi Navn. Han blev nu underviist i denne Tro, som forhen var ham forkyndt i Søvne. Derpaa traf han en berømmelig Biskop, og bad ham meddele sig den hellige Daab, som han længe havde været begjerlig efter, forat han kunde være i kristne Mænds Samfund; og derpaa blev han primsignet. Derpaa bad han Biskoppen fare med sig til Rusland, og forkyndte der Guds Navn iblandt Hedningerne. Biskoppen lovede at tage med, naar han selv vilde rejse, thi da vilde Kongen selv og andre store Høvdinger gjøre mindre Modstand, og snarere vilde han medvirke til, at Værket maatte faae Fremgang og Guds Kristendom voxe og tiltage. Derpaa drog Olaf bort og tilbage til Rusland, hvor han, som før, blev modtaget vel. Der opholdt han sig nu nogen Tid, og talte ofte til Kongen og Dronningen, at de skulde sørge for deres Frelse, og at det var langt fagrere at troe paa den sande Gud og Skaberen, som skabte Himmel og Jord, og alt hvad deri findes. han sagde ogsaa, hvor ilde det sømmede sig for mægtige Mænd, at fare vild i saa stort Mørke, at holde det for Gud, som ingen Hjælp kan yde, og at lægge paa det al Vind; “I kunne ogsaa,” sagde han, “med eders forstand skjønne, at det er sandt, som vi forkynde. Og aldrig skal jeg aflade at forkynde eder den sande Tro og Guds Ord, at I kunne give Frygt for den almægtige Gud.” Men skjøndt Kongen stod længe imod og modsatte sig at forlade sin Tro og Afgudsdyrkelsen, saa bragdes han dog ved Guds Miskundhed til at indsee, hvilken Forskjel der var paa den Tro, han havde, og den, Olaf forkyndte. Han blev ogsaa ofte herligen mindet om at det var Vildfarelser og Modsigelser, som de forhen havde antaget, men de Kristnes Tro var bedre og herligere. Og formedelst Dronningens heldbringende Tale, hvormed hun ved Guds Miskundhed understøttede denne Sag, lovede Kongen og alle hans Mænd at modtage den hellige Daab og sande Tro, og hele Folket der blev kristnet. Og da dette var fuldført, beredte Olaf sig til at rejse bort derfra, og hans Berømmelse udbredte sig nu meget, hvor han kom frem, ikke allene i Garderige, men lige til Norden. Og da kom ogsaa Olafs Berømmelse lige nord til Norge, og hvilken ypperlig Gjerning han øvede hver Dag.


11. Kapitel: Om Kong Olaf

Der fortælles, at Olaf hørte tale om en udmærket Mand paa en Ø, der hedder Syllingerne; det er kort fra Irland. Han var prydet med fortrinlig Gave og Spaadoms Aand fra Gud. Olaf sejlede med sine Skibe hen til denne Ø; han havde da sex Skibe. Manden paa Øen vidste af sin Viisdom at de vilde komme did; han befalede nu alle Munkene, som vare der, at iføre sig prægtige Klæder og gaae til Stranden med alle Helligdommene. Der vare mange Munke og Klerke og Guds Tjenere, og de vare alle iførte kostbare Kapper; dette var tidlig om Morgenen. Paa den Tid gik Olaf i Land, og saae en stor Skare drage ned fra Landet, og Morgensolen skinnede paa de kostelige Klæder. Og da Olaf saae, at det var Fredsmænd, gik Skibsfolkene dem imøde. Og da de fandtes, modtog Olaf dem vel. Denne Abbed var Herre over Øen. De hilsede Hinanden med Venskab, hvorpaa Abbeden sagde: “For kort siden blev det mig aabenbaret, hvo du er og hvilken Mand du skal blive; og i den Hensigt kom jeg, at jeg vilde lære dig den sande Tro og forkynde dig Herrens Jesu Kristi Navn, og den Daab, af hvilken du vil faae al Hjælp, saavel som alle de, der rettelig troe formedelst dit Bud.” Derpaa begyndte han at forkynde ham Guds Ord, og talte om den almægtige Guds Miskundhedsgjerninger. Og derpaa døbte han Olaf og alle hans Ledsagere, og helligede dem alle i den hellige Daab. Derefter forbleve de der paa Øen, indtil de aflagde Daabsklæderne, og de bestyrkedes i det hellige Ord, og Olaf lærte der meget, og formedelst hans Bønner erholdt Olaf af Gud, at han blev oplyst i aandelige Ting. Derpaa gav han sine Mænd Lov til at drage i Handelsfærd hvorhen de vilde, dog skulde de komme til England, førend han tog derfra. Og efterat have erholdt denne Tilladelse, droge de i Handelsfærd, men Olaf styrede med sine Skibe til England. Da han kom der, hørte han, at en Jarl ved Navn Sigurd regjerede over Northumberland. Derhen styrede Olaf, og da han var kommen over Havet, sejlede han opad en Fjord med megen Kunst. Jarlen var da ogsaa kommen fra et Hærtog, og laae der i Fjorden med tre Skibe, og de saae nu hine prægtige Skibe løbe overmaade vel, og besatte med smukke og særdeles vel udrustede Mænd; og een Mand saae de var langt større og smukkere, end nogen de før havde seet; han var iført Purpurklæder, og styrede det fagreste Skib, og de søgte nu ind i Landet, lode Skibene løbe i Havnen for blotte Master, da Sejlene vare tagne ind, og stævnede rask til Havnen; og derpaa tjeldede de, og gjorde alt i Stand. Jarlen undrede sig meget over deres Raskhed, og spurgte hiin anseelige Mand, hvem han var og hvorfra han var kommen. Han sagde, at han hed Ale (Ole) den Rige og var Kjøbmand; “men vi ere alle,” sagde han, “komne fra Garderige.” Og deres Samtale varede kun en kort Tid, førend de gjorde Fællesskab med hinanden, og lagde Skibe og Folk sammen; de vilde nu hærge paa Vikinger og Ransmænd og onde Folkeslag, som vide om havde bemægtiget sig store Landstrækninger. Og de indgik den Forening imellem sig, at de af al Magt og Kraft skulde ødelægge dem.


12. Kapitel: Om Hakon og Ale

Paa den Tid da Olaf Tryggvesøn indgik denne Forening med Sigurd Jarl, regjerede Kejser Otto over Saxland og Peituland; han kaldtes Otto den Røde. To af hans Jarler nævnes ogsaa, den ene hed Urguthjot, den anden Brimisskjær; de vare store Høvdinger. Kejser Otto aflagde det Løfte, at han inden tre Aar vare omme skulde faae Danmark kristnet. Den Gang regjerede Kong Harald Gormsøn over Danmark. Men Hakon Jarl Sigurdsøn var forpligtet til at komme Kong Harald Gormsøn til Hjælp, dersom hans Land blev overfaldet, efterat han havde sveget Guldharald; dette var bestemt ved Forliget imellem dem. Kejser Otto udrustede nu sin Hær mod Danmark. Dette erfarede Kong Harald, og sendte nogle Mænd til Norge til Hakon Jarl, forat bede ham at komme ham til Hjælp, og Hakon gjorde sig snart færdig, havde hundrede Skibe, og kom til Danmark; han og Kong Harald samledes, plejede Raad med hinanden, og bleve enige om at samle en Hær imod Kejseren og drage ham imøde. Det kom da til Slag, og der faldt mange paa begge Sider; tilsidst begav Kejseren sig paa Flugten med sin Hær. Og da han kom til sine Skibe, havde han et guldbeslaaet Spyd i sin Haand, ganske blodigt; han stak det i Havet og kaldte Gud til Vidne, og sagde: “Naar jeg anden Gang kommer til Danmark, da skal jeg enten faae Danmark kristnet eller her lade mit Liv.” Nu drog han hjem til Saxland. Men Kong Harald og Hakon Jarl lode opføre et stort Virke, som kaldes Danevirke; det var opført tværtover Landet imellem Mundingen af Slien og Ejderen; Hakon Jarl drog derpaa til Norge. Kejser Otto samlede nu en stor Hær i de tre næste Aar, drog derpaa til Danmark, og havde nu en langt større Magt end før; nu droge ogsaa hans Jarler med ham. Kong Harald erfarede dette, og sendte Mænd til Norge til Hakon Jarl, og bad ham om Undsætning. Hakon Jarl gjorde sig snart færdig, hvilket tyktes ham højt fornødent; han drog til Danmark, og havde en stor Hær. Han begav sig til Kong Harald med tolv Mand, og Kongen blev glad; “vi vil nu sende Bud efter din Hær,” sagde Kongen. Jarlen svarede: “Vi maae først tales noget ved, førend dette gaaer for sig; mig har du at byde over baade til at meddele dig Raad og at yde dig Bistand, saa og disse tolv Mand, som ere her med mig; vi have nemlig een Gang for kommet dig til Hjælp med en Hær, saaledes som aftalt var.” “Sandt er det,” sagde Kongen, “men jeg haaber, at du lader denne Hær være mig til Gavn.” Hakon Jarl svarede: “Det er noget, som jeg ikke kan befale mine Mænd, thi de holde sig forpligtede til at værge mig og mit Land, men ikke til at værge dit Land.” “Hvorledes skal jeg da bevæge dig og dine Mænd til at yde mig Hjælp?” sagde Kongen. “Det kan kun skee paa een Maade,” sagde Jarlen, “naar du nemlig eftergiver alle Skatterne af Norge. Og hvis du ikke vil det, saa ville alle de andre, som ere komne hertil, drage hjem, undtagen jeg og disse tolv Mænd.” “Man maa tilstaae,” svarede Kongen, “at du overlister alle Mænd i Kløgt og Raadslagning; thi det er to vanskelige Kaar, jeg har at vælge imellem.” “Overvej det nu,” sagde Jarlen, “men det synes, at Skatten fra Norge vil være dig til liden Baade, naar du først er bleven dræbt i Danmark.” “Snart skal jeg beslutte mig,” sagde Kongen, “saaledes som Sagerne nu staae, yd mig din Bistand, og tag hvad du forlanger.” Der blev da sendt Bud efter Jarlens hele Hær. De gave hinanden Haand paa denne Forening, og droge derpaa mod Kejseren med hele deres Magt; Kongen drog til Eideren med sin Hær, men Hakon Jarl med sin til Slien. Kejser Otto spurgte, at Hakon Jarl var kommen til Danmark, og vilde stride imod ham. Kejseren sendte da sine Jarler Urguthjot og Brimisskjær til Norge; de havde tolv Kogge med Mænd og Vaaben ombord, og skulde kristne Norge, imedens Hakon Jarl var borte. Nu maae vi først fortælle om Kejseren og hans Hær: de gik op i Land, og saae Danevirke, som tyktes dem vanskelig at angribe. Og nu mødtes Kejser Otto og Kong Harald, hvorpaa det strax kom til Slag; de strede paa Skibene, og der faldt mange paa Kong Haralds Side, hvorfor han veg tilbage. Derpaa lagde Kejseren til Land paa den anden Side ved Slimundingen, hvor Hakon Jarl var; der begyndte ogsaa strax Angrebet, men Kejseren havde mindre Fordeel, og tabte mange Folk; han lagde da fra og etsteds til Land. Og der traf han nogle Krigere, der havde sex Skibe, alle store. Kejseren spurgte, hvem der var deres Anfører? Denne svarede, han hed Ale. Kejseren spurgte, om han var en Kristen eller ikke; han svarede, at han var Kristen og havde antaget Kristendommen i Irland. Derpaa tilbød Olaf Kejseren sin Hjælp, og denne sagde, han vilde gjerne modtage den, thi han haabede, han vilde have Lykke med sig. Olaf forenede sig derpaa med Kejseren; han havde tre hundrede Mand. Kejseren og Olaf og de andre Høvdinger holdt nu Raad, thi de vare i stor Forlegenhed, da Hæren manglede Fødemidler; thi alt Kvæget var drevet bort, og de kunde derfor ikke faae noget Strandhug. De havde da kun Valget imellem to onde Kaar, enten at drage bort, uden at udrette videre, eller at dræbe deres Heste til Føde; ingen af Delene syntes de om. Men Kejseren vilde paa ingen Maade drage bort. Han var nu meget bekymret i sin vanskelige Stilling, og lod da Ale kalde til sig; og da han kom, modtog Kejseren ham vel, og bad ham om at give sig et godt Raad i denne Sag, saa at de hverken skulde behøve at drage bort med uforrettet Sag, eller æde deres Heste eller anden Uføde. Ale svarede: “Gud raade derfor, men den Vægt lægger jeg paa min Raadgivning, at det jeg foreslaaer, skal anvendes; og det er mit Første Raad, ikke at spise nogen Uføde, hvorledes det end gaaer.” “Deri samtykker jeg,” sagde Kejseren, “og ligesaa, at dit Raad skal følges.” Ale sagde da: “Vi skulle anraabe den almægtige Gud, at han vil give os Sejer; og dernæst giver jeg det Raad, at hele Hæren i Dag skal fare hen i Skoven, og hver Mand tage en Dragt Ved, og bære det til Virket, og vi ville da see, hvad der videre lader sig gjøre.” Dette skete nu efter hans Anordning. Der var gjort et Dige udenfor Virket, ti Favne bredt og ligesaa dybt, og Kasteller vare satte over Portene. Da de nu havde baaret Vedet til Virket, sloge de store Broer over Diget; derpaa toge de alle deres Vandkar, fyldte dem med Træspaaner og Tjære, stak Ild deri, og lod derpaa Karrene rende mod Virket med denne Tilberedning. Der blæste en hvas Søndenvind og det var tørt Vejr; Ilden opbrændte derfor først Karrene og det løse Ved, angreb derpaa Virket, og udbredte sig saaledes, at hele Danevirke brændte op paa denne ene Nat. Men da det blev Morgen, faldt der en stærk Regn, hvis Lige man næppe havde seet, og deraf sluktes al Ilden; man kunde da strax drage derover, hvilket næppe havde været muligt, hvis det ikke havde regnet. Da Kong Harald og Hakon Jarl fik dette at vide, bleve de slagne af Frygt; de flygtede og droge til deres Skibe. Men Kejser Otto og Ale droge over Broerne, og de havde da fastet fire Dage for Sejer, men nu fik de Levnetsmidler nok, og Kejseren fandt, at Ales Raad var vel lykkets. Og da spurgte Kejseren ham, hvorfra han stammede. Han svarede: “Nu skal jeg ikke længer holde mig skjult; jeg hedder Olaf, og er en Søn af Kong Tryggve af Norge.” Nu satte Kejseren og Olaf efter Kong Harald og Hakon Jarl, og de holdt tre Feltslage, hvori mange faldt, og Kong Harald og Hakon Jarl flyede hver Gang, men Kejseren og Olaf forfulgte dem igjennem Landet. Og hvor de droge frem, bøde de alle at lade sig kristne, og da skulde de i alle Henseender have Fred. De fleste valgte nu det som klogest var, og antoge Troen, men de, som ikke vilde det, bleve dræbte. De vandt nu en stor og fager Sejer. Hakon Jarl og Kong Harald bleve ved at trække sig tilbage, og saae at deres Fordeel blev bestandig mindre og mindre, eftersom Folket lod sig kristne. De holdt et Stævnemøde med hinanden, og fandt deres Stilling endnu værre, end da de flyede fra Skibene. De bleve enige om, at sende Mænd til Kejseren, forat begjære Fred, og da ikke at ville modsætte sig at kristnes. Sendebudene droge nu til Kejseren, og forebragde dette Ærende, hvilket Kejseren tog vel imod, og han ønskede, at de alle skulde holde Thing sammen. Sendebudene vendte tilbage, og berettede Tingenes Stilling. Og nu kom de alle sammen til eet Thing, det talrigste der har været i Danmark; da opstod den Biskop, som var hos Kejseren og hvis Navn var Poppa, paa Thinget, og forkyndte Troen for dem vel og længe. Kong Harald sagde, efterat han havde Hørt Talen: “Det er ikke at vente, at jeg skulde forandre mine Tanker ved din Tale ene og allene, med mindre jeg seer, at den Tro, som I forkynder, besidder mere Kraft, end den vi have tilforn.” Biskoppen sagde da: “Der skal ingenlunde mangle paa Beviser paa vor Tro; man maa nu tage et Jern og gjøre det gloende, og jeg vil bære det i min Haand ni Skridt, men hvis den almægtige Gud skjærmer mig for Branden, saa at min Haand er uskadt, da skulle alle eders Folk antage Troen.” Dette lovede nu baade Kongen og Jarlen og alle deres Mænd. Derpaa gik Biskoppen med Jernet, og brændte sig ikke; saa skjærmede Gud ham. Og da Kong Harald saae dette, da antog han og alle hans Mænd Troen, thi dette Tegn forekom dem meget kraftigt, og hele de danskes Hær blev da døbt. Hakon Jarl derimod var langt mere Seen til at antage Troen, og satte sig stærkt derimod, men lod sig dog omsider bevæge og modtog Daaben. Og strax da dette var skeet, bad Jarlen om Orlov til at rejse hjem, hvilket ogsaa Kejseren tillod ham, dog betingede han sig tillige, at Jarlen skulde overholde Kristendommen i Norge, og paabyde Troen for andre, ellers skulde han opgive Regjeringen. Nu drog han bort, og kom paa sin Vej til Gøtland, hvor han hærgede, men de Præster, som Kejseren havde givet ham med, sendte han tilbage. Jarlen fik derpaa Efterretning om et Afgudstempel, hvori der vare hundrede Guder, og som var helliget til Thor; didhen drog han, nedbrød Templet og bemægtigede sig alt Godset. Han plyndrede derpaa rundt omkring i Landet, fik meget Gods, og drog til sine Skibe. Ottar Jarl, som da regjerede i Gøtland, blev meget forbitret, og drog mod Jarlen, men naaede ham ikke, thi han var da borte. Ottar Jarl stævnede derpaa Thing, gjorde Hakon Jarl landflygtig og erklærede ham for en Skænder af Helligdommene, fordi han havde nedbrudt det fornemste Tempel i Gøtland. Og da dette tildrog sig, erfarede Jarlerne Urguthjot og Brimisskjær Hakon Jarls Foretagender, og ventede sig derfor Ufred; de sejlede da bort fra Norge med alle deres Skibe og endnu otte til, hvilke alle vare ladede med Mænd og Gods, og vilde ikke oppebie Jarlen. Men da Hakon Jarl spurgte, hvad Jarlerne havde foretaget sig, at de havde kristnet hele Vigen, saa blev han meget vred derover, og sendte Bud over Vigen, at ingen skulde overholde denne Tro; og da dette spurgtes, undflyede de, som ikke vilde fornægte Kristenddmmen, men nogle vendte tilbage til Hedenskabet. Jarlen vendte ligeledes tilbage til Hedenskabet, og lod ligesaa mange Templer igjen oprejse, som der vare blevne nedbrudte. Og saaledes sad han nu i Fred, og regjerede ene over hele Norge, uden at betale Kong Harald nogen Skat, saa at deres Venskab var meget i Aftagende. Kejseren, Kong Harald og Olaf droge nu alle til eet Gjæstebud. Og førend de skiltes ad, lovede Kong Harald, at alle hans Mænd skulde bevare Troen, og det holdt han; derpaa gave de gjensidig hinanden Gaver. Derefter drog Kejseren tilbage til sit Rige med glimrende Sejer. Han indbød da Olaf Tryggvesøn til at drage med sig, men han vilde heller drage andensteds hen og hærge paa hedenske Folk; og de skiltes ad med Venskab.


13. Kapitel: Om Olaf Tryggvesøn

Derpaa drog Olaf bort med sine Folk, og hærgede baade paa Britter, Irer og Skotter, og anfaldt hedenske Folk, men lod kristne Mænd fare i Fred. Der var indgaaet den Aftale imellem Olaf og Sigurd Jarl, at hver af Olafs Mænd skulde tage to Dele, naar Jarlens tog een, og Olaf selv tre Dele, mens Jarlen kun tog een. Og dette var blevet bestemt saaledes, fordi Olaf selv og hans Mænd i Begyndelsen erhværvede langt større Bytte til Deling formedelst deres Tapperhed og Mod. Det hændte sig, da de vare i Irland, og havde gjort Bytte, som de ofte kunde rose sig af, da dreve de utallige Hjorder til Skibene, baade Nød og Faar og Geder, som de vilde have til Føde, og de dreve disse ned til Skibene. Da kom en fattig Stakkels Bonde, der var daarlig klædt, til Olaf, og bad ham give sig sin Hjord, som han kjendte sig ved, og at drive den tilbage til hans Huus. Olaf svarede: “Jeg kan ikke opfylde din Begjering, thi det er umuligt du kan kjende din Hjord blandt en saa stor Mængde, du kan hverken skille den fra de andre eller faae den samlet sammen, og der vil ingen kunne findes, som skulde være i Stand dertil.” Bonden sagde da: “Viis mig den Barmhjertighed, at jeg maa faae det af mit Kvæg, som min Hund kan skille fra Hoben for mig.” Olaf sagde: “Hvis du har saa klog en Hund, at den kan faae dine Faar og Nød skilte fra de andre, og den ved sin forstand og Klogskab kan kjende dem fra den anden Hjord, saa vil jeg tilstaae dig din Bøn, men pas vel paa, at du ikke foraarsager os noget Ophold.” Og paa Bondens Befaling løb Hunden ind i de utallige Flokke af Hjorden, og der var ikke forløbet en halv Time, førend den havde skilt alt Bondens Kvæg fra det andet, og drev det bort fra det andet Kvæg. Herover forundrede Olaf og hans Mænd sig meget, og undersøgte, hvilken Natur eller forstand denne Hund besad. Bonden sagde, at den havde større Lighed med kloge Hyrder end med uforstandige Hunde, thi den havde Menneskeforstand. Olaf undrede sig meget derover, og ansaae Hunden, hvilket ogsaa var saa, for en stor Kostbarhed, og bad Bonden om han vilde give ham den. Og Bonden gav ham strax Hunden; men Olaf gav igjen Bonden en tyk Guldring og oven i Købet, hvad der var mere værd, sit Venskab; og de skiltes nu ad som Venner. Denne Hund hed Vige, og det er almindelig Mening, at der aldrig har været en større Kostbarhed af den Slags, end denne Hund.


14. Kapitel: Om Olaf Tryggvesøn og Kjæmpen Alpin

Der fortælles, at da Olaf kom til England, var der en Kjæmpe, der hed Alpin, en særdeles stærk Mand og en stor Holmgangsmand; han besad megen Ejendom, skjøndt han havde erhværvet den med Uret, og var i alle Henseender en overmodig Mand, men smuk af Udseende. I England var der en formedelst hendes Frænder anseelig Enke, der ogsaa selv var en mandig Kvinde; hun hed Gyda, og havde et stort Rige; til hende bejlede Kjæmpen Alpin. Men hun svarede saaledes, at hun vilde lade stævne Thing, og der vilde hun vælge den hun vilde have til Mand. Deri samtyttede Kjæmpen. Dette spurgte Olaf og Vikingerne, hvad Dronningen nemlig havde aftalt med Kjæmpen; og mange af dem gjorde sig færdige til at drage til Thinget, og smykkede sig med prægtige Klæder, og haabede, de skulde blive valgte; mange af dem havde ogsaa forhen forsøgt sig i Mandeprøver. Olaf tog ogsaa derhen, og havde klædt sig saaledes, at han havde en lodden Kappe paa, og skjulte sit Hoved med en sid Hat; han drog nu til Things med sine Mænd. Dronningen kom ogsaa til Thinget tilligemed tredive Kvinder; de rede ud af Borgen i et prægtigt Tog, men hun var dog anseeligere end alle de andre. Kjæmpen Alpin sad paa en Stol, herlig smykket med de kostbareste Silkeklæder og Guld og Ædelstene, ligest det hvormed Afgudsbillederne smykkes paa Alteret. Og hen til ham rede nu hine skjønne Kvinder, og sade paa deres Heste. Kjæmpen tog strax til Orde: “Her du ædle Frue, det er mit Bud, at I stige her af Hestene, og tager her eders Sæde hos mig, og vælg mig til din Mand og Kjæreste.” Denne mægtige Frue var Søster til Skotternes Konge Olaf med Tilnavn Kvaran. Hun saae nu paa begge Sider af sig en stor Skare og mange berømmelige og smykkede Mænd; hun saae ogsaa, at Alpin var herlig smykket. Hun red nu Kredsen rundt, og betragtede opmærksom alle de Mænd, der vare komne did, baade med Hensyn til deres Udseende og Klæder, men fandt ikke den hun søgte og som tækkedes hende; det samme gjør hun endnu engang, at hun nemlig rider og ransager hver Mands Aasyn og Udseende. Og da hun red den tredie Gang, kom hun hen til en stor Mand i en lodden Kappe; og da hun havde betragtet hans Øjne, sagde hun: “Denne Mand vælger jeg til min Husbonde blandt alle dem, som ere komne hid.” Og da Alpin saae sig tilsidesat og foragtet, saa at han ikke kunde vente sig dette elskelige Giftermaal, men derimod denne Mand udvalgt dertil, da lo han bittert, og sagde, at det Giftermaal skulde han ikke længe nyde Godt af. Thinget blev nu hævet, men et prægtigt og herligt Gjæstebud forberedt, og Rygtet derom udbredte sig over alle Landskaber; did drager først Jarlen og mange andre Høvdinger, da Olaf skulde holde Bryllup med denne Kvinde. Og da han sad ved Gjæstebudet, kom Kjæmpen Alpin meget forbitret, og udæskede Olaf til Holmgang, og sagde, han skulde vise baade sin Styrke og Djærvhed. Det var den anden Gjæstebudsdag, at Olaf blev æsket til Tvekamp. Han lovede at komme. Og strax den næste Dag i Dagningen drog Olaf selv tolvte til Holmstævne; Kjæmpen kom ogsaa med fire og tyve Mand; og de begyndte Kampen, og der faldt af Kjæmperne to og tyve Mand. Og da kastede Olaf sine Vaaben, løb imod Kjæmpen, greb ham, og fældte ham til Jorden; og derpaa bandt han alle dem, som endnu vare i Live, fast; satte saa Kjæmpen paa en Hest, lod ham vende Ansigtet mod Halen, og drev ham saaledes foran sig hjem til Borgen. Og da Jarlen og de andre Høvdinger saae dette, da tyktes dem alle, at det var den herligste Sejer, som Olaf havde vundet, samt hvor haanlig Kjæmpen var medhandlet og hvilken Skjændsel der var vederfaret ham. Og da foragtede Jarlen dem, og sagde, at han ikke vilde taale deres Overmod, og befalede ham at forlade Landet, hvilket han ogsaa gjorde. Olaf opholdt sig der nogen Tid, og han og Gyda havde en Søn sammen, der hed Tryggve; han stred siden med Svend Alsifasøn tre Dage før Juul.


15. Kapitel: Om Hakon Jarl

Nu maa vor Fortælling vende sig derhen, at den Gang regjerede Hakon Jarl Sigurdsøn i Norge, som før er omtalt. Sigurd var en Søn af Hakon Grjotgardsøn. Denne Hakon var mægtig og snild, og ved sine Raad og listige Paafund fik han Harald Gunhildsøn fældet ved Hals i Limfjorden, og derefter Guldharald, som han selv nedlagde med Danekongens Samtykke. Saaledes forenedes de to Riger, Norge og Danmark. Da fik Hakon ogsaa det meget Guld, som hans Frænde havde ejet. Derpaa indsatte Kong Harald Hakon til Bestyrer og Jarl over Norge, men han skulde hvert Aar betale Danekongen Skat. I tretten Aar vare Nordmændene saaledes skatskyldige til de Danske. Og i det trettende Aar stred Kejser Otto med de danske. Da flyede Kong Harald og Hakon Jarl til Limfjorden; men derpaa flyede Hakon Jarl til Norge, og betalte aldrig siden nogen Skat til Danekongen. Men nogle Aar efter kom Jomsvikingerne ved Midvinters Tid til Norge med hundrede og halvfjerdsindstyve Skibe, og strede med Hakon Jarl og hans Søn Erik i Hjørungevaag; og de stredes saa tappert, at man har faa Exempler i de nordiske Riger paa et saadant Slag. De stredes den hele Dag, men Hakon Jarl tog stundom i Land, og bragde sine Afguder Offer, og paakaldte dem meget; men paa den Dag udrettede hans Bøn intet. Der faldt mange af hans Mænd, og kun faa af Jomsvikingerne. Og den næste Dag strax ved Solens Opgang begyndte de atter Slaget, og strede lige til Solen stod i Sønder. Og da gik Hakon i Land, og paakaldte nu Thorgerd Holdabrud for Sejer, men førend hans Bøn opfyldtes, gav han hende sin ni Aars gamle Søn. Og da kom hun med til Slaget, og der skete et forfærdeligt Slag med Hagelvejr; og da lede Jomsvikingerne et stort Nederlag. Erik Hakonsøn gjorde hæftige Anfald, og nedlagde mange. Da flyede Sigvalde Jarl med tredive Skibe til Danmark; men Bue blev tilbage, og sagde, at det var bedre at lade Livet der med Mandighed, end at flye med Angst og Bæven. Og den tredie Dag strede de med frygtelig Tapperhed. Men eftersom mange kom Hakon Jarl til Hjælp, de andre derimod maatte hente Undsætning langtfra, og mange faldt, saa kunde de ikke gjøre Modstand. Og da Bue saae sine Mænd falde, og Folkene omkring sig formindskes, men Fjenderne begyndte at entre, da greb han sine Guldkister hver i sin Arm, efterat have kjæmpet paa det djærveste; han bar sig da saaledes ad, at han stak sine Armstumper i Kisterne, raabte derpaa: “Overbord, alle Bues Mænd!” og styrtede sig saa overbord.


16. Kapitel: Om Hakon Jarls svigefulde Anslag imod Olaf Tryggvesøn

Nu er at fortælle, at Hakon Jarl hørte mange Berømmelser over de mangfoldige Feldtslag og snilde Foretagender, som Olaf Tryggvesøn øvede vide om. Da tænkte han frem og tilbage paa, hvorledes han skulde forebygge, at han ikke ved noget Paafund eller underfundige Kunster skulde berøve ham eller hans Sønner Riget; og han pønsede paa mange Maader, hvorledes han kunde oplægge Raad imod ham, at han ikke skulde miste sit Rige, men søgte derimod at spænde ham selv nogen Snare, at han kunde berøve ham sin Fædrenejord eller Livet. Han lod nu stævne et talrigt Thing, til hvilket der kom mange Høvdinger. En Mand, ved Navn Thorer Klakka, var en stor Ven af Jarlen; ham kaldte han til sig paa Thinget, og sagde, at han vilde sende ham øster til Garderige, hvor han skulde forkynde, at Jarlen var død, samt at Landet nu laae uden Høvding, og det var alles Villie at unde Olaf Tryggvesøn Kongedømmet; “og i dette Ærende,” vedblev han, “skulle Olaf Tryggvesøns tvende Morbrødre staae dig bi, og bekræfte dette, og sige, at de ere sendte for med Hæder at bringe ham tilbage til sit Fosterland. Men Olafs Frænder skulle sværge paa Tro og Love, at de ikke ville aabenbare Olaf denne List, førend de stige i Land i Norge; da skal det staae dem frit for.” Man fortæller ogsaa, at denne Thorer havde før været hos Olaf, og var hans edsvorne Ven, og ikke desmindre overtog han dette Forræderi, og havde saa fast forpligtet sig til svigefulde Planer imod Olaf Tryggvesøn, og formedelst Jarlens Bestikkelser og Overtalelser lovet at opfylde hans Villie. Jarlen sendte nu Bud efter Olafs tvende Frænder; den ene hed Karlshoved, den anden Josteen. Og da de kom til Jarlen, gjorde han dem bekjendte med det Forræderi han havde fore; men de afsloge at deeltage deri, og sagde, at dette var et Foretagende, som det lidet skikkede sig for dem at øve mod deres Frænde. Jarlen sagde, at de valgte sig en slettere Lod, som de endnu mindre vilde have Lyst til, hvis de afsloge dette; de skulde nemlig strax døe, hvis de ikke opfyldte hans Villie. Nu vovede de ikke andet, end at samtykke i hans Forlangende. De beredte sig nu til Rejsen, og hver af dem førte sit Skib; derpaa sejlede de til England, og da de kom der, spurgte de, at Olaf var da faret øster til Garderige. Derpaa sejlede de derhen; og da de kom der, modtog han dem vel og med meget Venskab, og anrettede et fagert Gjæstebud for sine Frænder. Derpaa gav Thorer sig til at fremføre sit bedragerske Ærende, og berettede Olaf alt det, som vi før fortalte. Olaf spurgte da sine Morbrødre, om det var sandt hvad han sagde. De ludede med Hovedet, og svarede forsagt og med mørkt Aasyn, at det var sandt. Olaf troede dem nu, at det maatte være sandt, thi alle deres Folk bekræftede det. Men det undrede Olaf og mange andre, hvorfor Brødrene Karlshoved og Josteen vare saa nedslagne i saa glad en Sammenkomst. De vare der nu om Vinteren. Om Foraaret gjorde Olaf sig færdig til at rejse fra Garderige med sex Skibe, foruden de tre, paa hvilke de andre vare sejlede did. Disse Skibe vare ladede med mange store Kostbarheder, Guld, Ædelstene, kosteligt Peld og alt Slags Kjøbmandsgods, som var sjeldent i Norge. Han sejlede nu uden at vide noget af dette hans Frænders Forræderi, og foretog uden nogen Mistanke denne Rejse. De sejlede med god Bør og megen Glæde. De landede i Norge paa det Sted, som hedder Thjalveshule, og tjeldede over deres Skibe. Og da Mændene vare faldne i Søvn, gik Josteen og hans Broder over paa Olafs Skib; de kom hemmelig og forsagte, og bade ham gaae i Land; han gjorde saa, og de satte sig ned kort fra Bryggen, og talte sammen; da sagde de begge paa een Gang: “Vi have begge fortjent døden af eder, og derfor bringe vi eder vore Hoveder, formedelst vort Bedrageri og Svig.” Derpaa fortalte de grædende den hele Sammenhæng, “og paa dette Sted, Frænde!” sagde de, “maa døden være eder tiltænkt.” Da svarede Olaf: “Beholder selv eders Hoveder, og jeg vil tilgive eder dette, men siger mig nu, hvad jeg skal gjøre.” De sagde da: “Vi vide, at en Finn har sin Bolig her i dette Fjeld, og han veed mange Ting forud; lad os gaae hen og opsøge ham, og spørge ham hvad vi skulle gjøre, og bede ham give os et godt Raad.” Olaf sagde da: “Der er mig ledt og lidet om at gjøre at opsøge det Slags Mennesker eller at søge Hjælp hos dem, men siden eder saa synes, saa skee Guds Villie og vor!” De gik derpaa om Natten i Mørket, og Vejen var fuld af Moradser og man kunde let synke i; Olaf faldt da i en Pøl med begge Fødder, men de rakte ud efter ham og hjalp ham op; da sagde Olaf: “Det er Straf som forskyldt, og det viste sig, at det skikker sig ilde at søge Trøst eller Hjælp hos Finnen, og jeg har faaet det betalt.” De andre svarede: “Det er et gammelt Ord, at det skal blive galt, før det bliver godt.” Finnen vidste nu deres Færd forud, og lukkede Døren op paa sit Huus, forat de kunde finde hans Bolig. Og da de saae Lys derfra, saa fandt de snart Vejen did; og Finnen talte indenfor, og sagde: “Jeg veed, Olaf, hvem du er, og hvad du søger, og hvem du skal vorde; du behøver ikke at gaae ind i mit Huus, og haardt har jeg haft det i Dag for din Skyld, siden du kom til Land; der fare ikke ringe Fylgier med dig, thi lyse Guder ledsage dig; men jeg kan ikke udholde deres Nærværelse, thi jeg er af en anden Natur; og derfor skal du blive udenfor, medens du taler med mig.” Da sagde Olaf: “Siig mig nu, Finn, hvorledes vi skulle bære os ad, hvordan det vil gaae med vort Foretagende, og om jeg faaer dette Rige eller ikke.” Finnen svarede: “I Morgen tidlig vil Thorer hente dig til Samtale, og bede dig gaae i Land, og han vil udbede sig en hemmelig Samtale med dig, og forlange, at I skulle sætte eder ned; han vil da see til at vælge sig et højere Sæde end dig, men du skal sætte dig derimod, thi to af hans Mænd ere skjulte i Skoven, og strax naar han giver dem et Tegn, ville de løbe frem og dræbe dig. Men lad du to af dine Mænd være paa den Maade i Skoven, at de, strax naar du giver dem et Tegn, kan løbe frem og dræbe Thorer; paa den Maade vil Thorer blive fanget i den Snare, han satte dig, og det gaaer da til som tilbørligt er. Men kort efter dette vil Hakon blive dræbt, og du vil da erholde Riget; og naar det er fuldbyrdet, som jeg nu siger dig, at du styrer Norges Rige, da vil du paabyde en ny og ubekjendt Tro i dette Land, og førend du standser dermed, ville de allerfleste af dine Undersaatter adlyde dette Bud; og hvis Erfaringen bekræfter hvad jeg nu siger dig, da skal du ikke byde mig nogen anden Tro og Levemaade, end den jeg nu har, og ikke nøde mig dertil, thi jeg lader mig ikke omvende til noget andet eller til at antage nogen Natur forskjellig fra den jeg nu har; men jeg skjønner ikke at jeg kan være eder eller eders Værdighed til nogen Nytte, med mindre eders Hund skulde blive saaret; hvis saa skeer, da send den til mig, og jeg skal læge den.” Derpaa droge de bort, gik ned til Skibene, og toge hemmelig ombord, saa at ingen vaagnede derved. Og alt dette gik for sig saaledes som Finnen havde sagt. Da nemlig Olaf og Thorer talte med hinanden om deres Sæder, og de begge vilde have det højeste, da svang Olaf sin Handske med den højre Haand over sit Hoved, og da løb der fire Mænd frem af Skoven, af hvilke de to vare Josteen og Karlshoved, og disse løb foran de andre hen til det Sted, hvor Olaf og Thorer sade, og hug begge paa een Gang til Thorer, der saaledes endte sit Liv. Da Thores Mænd saae dette, flyede de bort, men de, som vare paa Skibene, bade om Naade, og denne tilstod Olaf alle dem, som lovede at lade sig kristne og at yde ham Bistand, hvilket de med Taknemmelighed modtoge. Da Olaf saae sig saaledes omgivet med Svig, og dog frelst ved Guds Miskundhed, da takkede han Gud; og herom er nu nok fortalt for denne Gang.


17. Kapitel: Om Hakon Jarl den Mægtige

Dernæst er at fortælle, at Hakon Jarl paa sine gamle Dage begyndte at vise Haardhed imod Folket formedelst Overmod og Pengegjerrighed; han viste sig ogsaa uvoren i Kvindesager, thi han tilegnede sig alle de Kvinder, han kunde faae, hvad enten det var Søstre, Mødre eller Døttre, og beholdt dem hos sig saalænge ham tyktes. Han begyndte da at vise megen Haardhed mod hele Almuen, hvorfore Folket blev ildesindet imod ham, saa at mange kaldte ham Hakon den Onde. Og der fortælles, at en Islænder digtede et langt og slemt Kvæde om ham, fuldt af mange og uhørte Ting. Hakon havde større Tillid til Ofringer, end de fleste andre. Og han drev det saa vidt, at Kjærligheden blev til Ryggesløshed, saa at han havde gifte Koner hos sig af fornem Slægt og mange Møer, og de vare hos ham en Uge eller Maaned, og da sendte han dem skjændede hjem til deres Fædre og Mødre. En Mand ved Navn Brynjolf boede i Gaulardalen, en mægtig og meget rig Mand; han havde en smuk Kone. En Nat sendte Hakon Jarl sine Trælle did, med Befaling at de skulde bortføre hans Kone. Da de kom til Gaarden, var Brynjolf kommen i Seng til sin Kone; de fremførte deres Ærende, og sagde, at Jarlen sendte ham Bud, at han skulde lade sin Kone drage med dem. Brynjolf svarede: ”Det er meget denne Jarl tillader sig at sige og gjøre, og saa tøjlesløs bliver nu hans Færd, at man maa haabe at der raades Bod derpaa ved at hans Regjering tager en ynkelig Ende, og dette Folk er nu snart drevet til det Yderste.” Brynjolf blev nu hæftig vred, og jog Jarlens Sendebud bort i største Forbittrelse; de kom til Jarlen, og sagde ham det. Derpaa sendte Jarlen flere Mænd derhen, at han skulde give Slip paa sin Kone, hvad enten han vilde eller ikke, og i andet Fald skulde de dræbe ham. Da disse kom til Brynjolf, og sagde ham Jarlens Bud, svarede han: “Jeg veed ikke, hvorledes det vil løbe af, om Jarlen eller vi skal gaae af med Sejeren;” hvorpaa han sprang op, men de grebe hans Hustru, og hun drog med dem. Men Brynjolf drog hen til alle Gaardene deromkring, og krævede Hjælp hos dem; han fortalte, hvilken Nød der drev ham, at de ikke skulde være udsatte for en saadan Vold, og eggede dem meget til at gribe til Vaaben mod Jarlen; det var ikke ham allene, sagde han, men dem alle, som Nøden tvang dertil. Og eftersom han var mægtig, vennesæl og af stor Slægt, saa samlede mange sig til ham, alle med samme Forbitrelse mod Jarlen; de vare forsynede med gode Vaaben og tappert Mandskab, og droge frem med megen Tummel og Gny. De droge ind over Gaularaas, og ad Vejen til Lade, som var Jarlens Hovedgaard; der var ogsaa det største Hovedtempel i Norge. Og alles Villie var som ens, at dræbe Jarlen eller at indebrænde ham. Jarlen opholdt sig da paa Lade, som var Hovedstaden i hele hans Rige, og hvor hans Forældre forhen havde boet; det store Tempel, som stod der, havde han besat med utallige Afgudsbilleder. Men om vi end fortælle saadanne Ting om Hakon Jarl, som kunne tykkes trykkende og haarde, saa fortælles dog ogsaa om ham, at hans Regjering i Førstningen i lang Tid var meget yndet, men da han blev ældre, blev han haardere og hans Regjering mere trykkende. Der fortælles ogsaa om ham, at han var en særdeles smuk og forstandig Mand, og overgik alle andre, som have haft samme Værdighed; ogsaa var han en fortrinlig Kriger. Hans ægtefødte sønner vare Svend og Erlend. Erik var ikke ægtefødt; han var baade lig sin Fader og ulig ham; lig med ham i forstand og Tapperhed, men ikke i Udseende og Tænkemaade; han var mild og velvillig, og vilde gjerne mægle imellem Høvdingerne og deres Undergivne, og sagtmodig, undtagen mod sine Fjender, imod dem var haard og stræng. Erik og Svend vare ikke i Landet, da denne Begivenhed forefaldt. Det hændte sig om Morgenen tidlig, at nogle Mænd kom til Jarlens Herberge, og berettede ham, at der nærmede sig en stor Hær fra alle Sider. Da Jarlen hørte dette, formodede han nok, at det ikke kunde nytte at søge Bistand i Herrederne, thi alle Indbyggerne der vilde være ham imod, og der var ingen Hjælp derfra at vente; han flygtede til Skibene, som vare kort fra hans Gaard, og lagde ud paa Fjorden tilligemed hans Søn Erlend og hans Huusfolk; de fik i en Hast to Skibe færdige, og lagde fra Land, og satte nu deres Haab til Søen, da det var bristet paa Landet. Men da Jarlen var kommen et kort Stykke fra Land, saae han, at der sejlede ni Skibe ind ad Fjorden, og stævnede imod ham. Da de saae disse, undrede de sig meget. Men da de saae hen over Bagstavnen, da kom der ligeledes mange Skibe indenfra imod dem med megen Hæftighed og Skrig. De baade sejlede og roede med megen Iver og aabenbar Fjendskab, med det forsæt ikke at lade Jarlen undkomme.


18. Kapitel: Om Olaf Tryggvesøn

Efterat Thorer Klakka var dræbt, samlede Olaf Tryggvesøn alle de Skibe, de havde haft med sig fra Garderige, og sejlede nordpaa langsmed Landet. Og paa denne Tid sejlede han ind fra Agdenæs imod de to før omtalte Skibe, som kom inde fra Fjorden. Olaf befalede sine Mænd at lægge imod dem: “Jeg vil vide, hvem det er,” sagde han; men dette sagde han, uden at ane, hvem det var der sejlede imod dem. Da nu Hakon Jarl saae sig saaledes trængt, mærkede han, at han maatte underkaste sig den Dom, som hans Fjender vilde lade ham lide; han sagde da til sin Søn Erlend: “Du skal nu tage en liden Baad, vaa hvilken jeg vil gaae ombord med nogle faa Mænd, og roe til Land; men bliv du tilbage, thi jeg haaber, at du formedelst den Yndest, du staaer i, vil beholde Livet; thi mange ere velsindede imod dig, og ingen vil gjøre dig noget, naar jeg ikke er med.” Saa skete, Jarlen lagde til Land, og løb strax ind i Skoven, og skyndte sig afsted. Men da han kom ind i Skoven, mærkede han, at der allerede laae Baghold, hvorpaa han søgte østerpaa med sine Mænd, og drog hen til Gaulardal, forat unddrage sig sine Fjenders Forfølgelse. Men de andre Mænd satte efter ham med Hæftighed, og fandt nu hine to Skibe, og lagde fra alle Sider imod dem. Da Erlend nu saae, at hans Fjender havde hans Liv i deres Magt, saa sprang han overbord med nogle af sine Mænd, og gav sig til at svømme. I samme Øjeblik kom Olaf Tryggvesøn; han sad ved Roret paa sit Skib, og saae den unge Mand svømme bort fra Skibene. Olaf spurgte de Skibsfolk, som vare tilstede, hvad det var for en ung Mand, der svømmede bort fra Skibene; og man sagde ham da, at det var Jarlens Søn, og at han hed Erlend. Og strax da han hørte dette, kastede han Roerpinden, som han holdt paa, efter ham, og traf ham i Hovedet, hvoraf han døde. Derpaa spurgte Olaf, hvad det var for en Uro og Ufred, der var paa Færde, og de fortalte ham Grunden dertil. Derpaa spurgte de, hvad det var for en gjæv og anseelig Mand, der talte med dem. Han svarede, at hans Navn var Olaf, og han var Tryggves Søn. Men da Thrønderne hørte dette, bøde de ham velkommen, og sagde med Kjærlighed: “Sandelig skal du være velkommen hos os, thi vi have nu i lang Tid længtes efter dig, og vi ville gjerne tage dig til vor Konge, hvortil du er født; lader os nu alle sætte efter Jarlen, og dræbe ham; dertil ønske vi nu din Bistand; og naar han er overvunden, skal du besidde hele Norges Rige, thi vi ville vælge dig til Konge over hele Norge.” Olaf Tryggvesøn blev nu glad ved deres Ord, og sagde, at dertil vilde han love og yde dem sin Hjælp. Derpaa lagde de med alle Skibene til Land, forenede den hele Hær i een Fylking, droge derpaa frem forat finde Jarlen, og deelte Hæren i flere Afdelinger forat opsøge ham. Men saasnart Jarlen erfarede, at Olaf Tryggvesøn var kommen did, og at Krigsfolket strømmede til ham, saa ræddedes han for hans Forfølgelse, og undflyede alt hvad han kunde; men de Folk, som fulgte med ham, flygtede hver til sin Side, saa at der tilsidst ikke vare andre hos Jarlen, end hans Træl Kark. Jarlen var paa sin Flugt til Hest, og kom til en stor Aa, som han satte over. Han havde en Silkekappe paa, hvilken han tog af, og kastede i Aaen; derpaa flygtede de til Gaulardal, og søgte efter et Skjulested. De kom til Gaarden Rimul; der boede en brav og fornem Kvinde, som Jarlen tyede til; hun modtog ham vel. Jarlen sagde: “Her, gode Kone, jeg har maattet flye for mine Fjender, de satte hæftig efter mig; siig mig, om du kjender noget Skjulested, at jeg kan undgaae dem; gjør dette efter dit bedste Skjønnende og for det Venskabs Skyld, som du her vise din Høvding.” Hun svarede da: “Hvis jeg skulde lede efter en mægtig Mand, da vilde jeg vel mindst vente at finde ham i et Svinehuus.” Jarlen sagde: “Del er et snildt Indfald,; befal dine Trælle at indrette os her et Gjemmested.” Hun gjorde saa; hun lod en stor Grav indrette, og lod den dække til med Ved, og saa godt som muligt skjule, saa at man ikke kunde see, den var nys gjort. Derpaa gik Jarlen og Trællen ind i dette samme Huus, og da de vare komne derind, blev det omhyggelig tildækket. Derpaa skovlede de Jord derover, dækkede det med Gjødning, og dreve Svinene ind derpaa, som traadte Gjødningen ned. Men Olaf Tryggvesøn drog imidlertid frem forat søge efter Jarlen; han kom nu med en stor Flok til nys omtalte Aa. De saae nu Kappen, som var dreven op paa en Øre, den blev tagen op, og kjendt, at det var Jarlens. Da toge mange til Orde, at Jarlen maatte have sat til der, og at det ikke kunde nytte at søge mere efter ham. Men en gammel Mand sagde: “Nej, saa kjender I ikke Jarlens Kunster, hvis I tænker, han har mistet Livet i denne Aa; det er et af hans listige Paafund, at kaste sin Kappe her, forat I skulle troe, at han her har sat til.” Dette troede de nu ogsaa, vedbleve at søge, og kom omsider til Gaulardalen og til Gaarden Rimul, hvor de gjennemsøgte hvert Huus; de kom ogsaa til Svinehuset, men fandt ham ikke. Og førend de droge bort, sagde Olaf højt: “Hvis nogen Mand bringer mig Jarlens Hoved, da vil jeg give denne Mand en stor Belønning;” og da han havde talt saaledes, hørte han op med Eftersøgningen, og drog bort med alle sine Mænd. Jarlen hørte hans Ord, og ligeledes Trællen, og Jarlen undrede sig meget over denne hans Tale, og sagde: “En anseelig Mand er denne Olaf, og megen Kraft viser han i sine Foretagender, og aldrig ser har nogen Mands Tale saaledes bevæget mig eller mit Hjerte, i hvor mange store Farer jeg end har været, og jeg er bleven meget tankefuld og bekymret ved disse Ord.” De havde Lys hos sig, samt Mad og Drikke, og spiste begge sammen. Jarlen betragtede Trællen, og saae hvorledes hans Aasyn mørknedes, hvoraf han sluttede sig til hans Tvivlraadighed og at han endnu ikke vidste hvad han vilde gjøre; han fattede nu Mistanke om, at han vilde svige ham, og troede ham ikke, hvis han selv faldt i Søvn. Han gav sig nu til at vaage over sig selv, og vilde blive vaagen den hele Nat; Trællen derimod sov baade fast og længe. Og da han vaagnede, saae han, at Jarlen vaagede endnu. Da sagde Trællen: “Jeg drømte, Herre!” “Hvad Drømte du?” sagde Jarlen. Han svarede: “Det skal jeg sige dig, men du maa udtyde min Drøm.” Jarlen sagde: “Saa fortæl den da!” ”Mig tyktes, at vi sejlede sammen paa eet Skib, og jeg sad ved Roret.” Da sagde Jarlen: “Saa betænk, at du raader for mit Liv, og for begge vores, og vær mig tro, at du siden kan nyde mange gode Dage.” “I en anden Drøm forekom det mig, at der var en stor Mand ved Huset, en sort og slem en; han sagde: Nu er Urle dræbt.” Da sagde Jarlen: “Saa maa min Søn Erlend være dræbt.” Derefter sov Trællen ind, og da han vaagnede, saae han Jarlen var vaagen, og sagde: “Jeg havde endnu en Drøm; mig syntes der var en stor Mand, som gik ned fra Fjeldet, og sagde: Nu ere alle Sunde lukkede.” Jarlen svarede: “Dermed varsler du os kun faa Levedage.” Trællen sagde: “End drømte jeg, at Olaf gav mig en overmaade stor Hest.” Jarlen sagde: “Det betyder, at han vil lade dig hænge i den højeste Galge, naar han faaer dig i sin Magt; vogt dig vel for at begaae nogen Svig imod mig, thi da vil det snart være ude med dit Liv.” Derpaa sov Trællen ind, men Jarlen vaagede. Og da det kom ud paa Natten og var henimod Dag, da kunde Jarlen ikke længer holde sig vaagen, men Trællen var vaagnet op; og da han saae Jarlen sove, tog han en meget hvas Kniv, og bibragde Jarlen et stort Saar i Struben, og skar derpaa Hovedet af ham; løb saa ud af Huset, og drog afsted, indtil han naaede Lade den næste Dag tidlig om Morgenen. Han bragde da Olaf Tryggvesøn Jarlens Hoved. Og da Olaf havde overtydet sig om at det var Jarlens Hoved, blev han meget forbitret paa Trællen, og befalede at man skulde hænge ham, og sagde, han skulde have fortjent Løn for Forræderiet mod sin Herre; “han sveg Hakon Jarl,” sagde han, “og vil svige mig, hvis han kan; saaledes skal man afskrække andre fra Forræderi mod deres Herre.”


19. Kapitel: Om Landets Deling

Der var fordum en Konge ved Navn Norr, som først bebyggede Norge; søndenfor Norge ligger Danmark, men østenfor det Sverrig; mod Vesten er England, men nordenfor Norge er Finmarken. Norge er skabt som en Trekant; Landets Længde gaaer fra Sydvest mod Nord fra Gøtelven til Vegestaf; men Breden og Vidden fra Øst til Vest fra Eideskov til Englands Hav. Landet er afdeelt og kaldt med følgende Navne: Vigen, Hørdeland, Oplandene, Throndhjem, Helgeland, Finmarken. I disse Riger ere mange Herreder og Fylker og utallige Øer. Hele Norges Rige besades af hin berømte Konge Harald Haarfager, der undertvang det med Magt, og beholdt det til sin Død; han er højlagt paa Rogeland, hvor han døde. Efter ham vare mange Konger, der nedstammede fra ham, og vare Konger over Herreder og store Riger og Øer. Men her tale vi kun om dem, som have regjeret over Landet langsmed Kysten, og som vare Overkonger i Landet; thi i Oplandene og Fjeldbygderne vare der Fylkeskonger, som nedstammede fra Harald, og regjerede over Fylkerne, og disse Riger skiltes ved Fjelde og Skove vide om i Landet. Blandt disse Konger vare de anseeligste og berømteste, som nedstammede fra Kong Harald, Kong Tryggve, Fader til nysnævnte Olaf; og saa Olaf Haraldsøn; og Harald Grænske, Fader til Olaf den Hellige, der siden blev Enevoldskonge over hele Norges Rige.


20. Kapitel: Hvorledes Olaf blev tagen til Konge

Da nu den Tidende spurgtes, at Hakon Jarl var dræbt, men Olaf Tryggvesøn kommen i hans Sted, og Rygtet derom udbredte sig over Landet, saa kom alle Høvdinger og vise Mænd fra Thrøndelagen, og alle de, som havde noget Værdighedsnavn, saavel som den hele Almue, og det hele Folk vilde eenstemmig have ham til Konge over sig, og bade ham forestaae det hele Folk. Han tog da allerførst mod Thrøndernes og Gauldølernes Hjælp, og de indgik den Forening, at han skulde understøtte og staae dem bi imod Erik Jarl og Svend, thi disse havde mange Venner og Frænder, skjøndt mange ogsaa vare deres Uvenner. Kong Olaf havde derimod ogsaa sin Besværlighed, som var stor nok; hans Fader var tagen af Dage og havde mistet alt sit Rige, og Olaf selv havde i sin Barndom været længe i Landflygtighed fra sine Frænder og sin Fosterjord. Dernæst kunde Bønderne byde Kongen Hjælp og talrigt Mandskab, og meget befæste Kongemagten; hvorimod Kongen skulde skaffe dem fortræffelig Anførsel i alle vanskelige Tilfælde og i Feldtslag. De indgik nu denne Forening med hinanden. Toge de da Olaf Tryggvesøn til Konge paa Ørething, men han tilsvor dem derimod Lov og Landsret, og de skulde være hinanden forpligtede til alt Godt. Han styrede nu sit Rige med Berømmelse og Glæde, blev Enevoldskonge over hele Norge, og underlagde sig det hele Land nordenfra Finnebo og Sønderpaa til Danmark; han blev da mægtig og gjæv. Han havde meget Arbejde og Besværlighed, medens han styrede Landet; han var den første af Norges Konger, som overholdt den sande Tro, og formedelst hans Foranstaltning og Magt blev Norges Rige fuldkommen kristnet, men der forefaldt mange mærkelige Begivenheder, førend Kristendommen blev udbredt over Landet.


21. Kapitel: Hvorledes Kong Olaf paabød den sande Tro

Man fortæller, at han fremførte dette sit kongelige Bud for hele Folket, og holdt mange Taler med megen Kløgt, at de skulde lade deres gamle Skikke fare, som vare Sjælen til saa megen Meen, i det de troede at finde Hjælp, naar de ofrede til Stokke eller Stene. Han bad dem da med megen Veltalenhed, at give Slip paa hine daarlige og skjændige Skikke, der vare ligesaa bedragerske som farlige, og bad dem heller at dyrke den sande Gud, som regjerer i Himmeriges Herlighed, ham, som er den eneste sande Gud, og som giver Menneskene alt hvad Godt er. Han bad dem da ogsaa at betænke, alle de forstandigste Mænd i Landet, hvorledes Engellænderne handlede, samt Saxerne og de danske, hvilke da kort før havde antaget Troen. Han bad dem med megen Veltalenhed, at de nu skulde lade de hedenske Offere fare, og handle efter slige Mænds Exempel, og vende sig til den rette Vej, og troe paa den sande Gud i Himlen; han forestillede, hvilken Forskjel der var imellem at tjene den almægtige Gud og Djævelen; og talte adskilligt om dyrebare og rettroende Mænds Herlighed, og hvad der derimod forestod de Onde og om Helvedes forfærdelige Kvaler. Han holdt denne Tale med megen Kraft og guddommelig Bistand. Men Høvdingerne talte derimod, og droge bort fra Thinget, hjem til de Herreder, hvor hver især havde sine Besiddelser. Ikke desmindre beholdt dog Kongen en stor Hob tilbage, og vedblev at tale Guds Ærende; alle skattede de højt hans Veltalenhed, og han aflod ikke, førend alle de, som vare blevne paa Thinget, modtoge den hellige daab af Biskoppen, og troede fra nu af rettelig paa deres Skaber, nedbrøde selv deres Afgudsbilleder, forkastede al deres hedenske Overtro, og antoge i dets Sted den hellige Tro og Guds Bud, saa at Guds Kristendom nu havde megen Tilvæxt.


22. Kapitel: Om Kong Olaf Tryggvesøn

Det findes i Are den Frodes Fortælling, og der ere flere, som bekræfte det, at Olaf Tryggvesøn var to og tyve Aar gammel den Gang han kom til Landet, og overtog Regjeringen, men han regjerede derover i fem Aar. Men der ere dog nogle kyndige Mænd, som ville sige og troe saa, at han var to og tredive Aar gammel, da han tiltraadte Regjeringen; og det skal nu vises, hvorledes de regne. De sige, at da hans Fader Kong Tryggve blev slagen, da var Olaf i Moders Liv, og han blev født det Aar, og var eet Aar i Skjul hos sin Morfader og Moder; og derpaa drog han til Sverrig til Hakon den Gamle forat undgaae Hakon Jarls og Gunhildes Efterstræbelser, og drog da igjennem øde Egne og Skove, og var der i to Aar hos Hakon den Gamle; og da han drog bort derfra, var han tre Aar gammel. Og da han gik til Skibs og blev tagen til Fange, da han agtede sig til Garderige, da toge Hedninger ham og hans Moder, og havde dem i deres Vold, og i denne Trældom var han i sex Aar; men efter i Garderige og i de østlige Lande var han i ni Aar, men i Vindland i tre Aar; og da drog han til Danmark og til Irland, og modtog der den hellige Daab af Abbeden, som var fuld af den hellig Aand; og i Vesterlandene var han i ni Aar. Og derefter forlod han England, og var da to og tredive Aar gammel. Derefter blev der Svig oplagt for Olaf af Thorer Klakka, hvorpaa de, som fortalt er, droge til Norge, og da blev Thorer dræbt, efter Finnens Spaadom, og kort efter Hakon Jarl; og da tiltraadte Olaf Tryggvesøn Regjeringen, som fortalt er. Hermed stemmer Sæmund Frode og Are Frode paa den Maade, at begges Mening er rimelig, at Hakon Jarl skal have regjeret i tre og tredive Aar efter Harald Graafelds Fald; hvilket synes at træffe vel ind med denne Fremstilling. Man antager, at Olaf har haft tre mærkelige Tidsrum i sine Dage: det første, da han var i Slaveri og Trældom og Fornedrelse; det andet Tidsrum i Hans Liv havde skinnende Klarhed og Lykke; det tredie Hæder og Berømmelse og megen Eftertanke til manges Frelse. Men maaskee at Einar Thambeskjælver eller Olafs Søster Astrid, der var gift med Erling paa Sole, ikke har tænkt paa hans ni Trældomsaar, da mange stode i den Formening, at han var død. Men siden da Frænderne og Venner fandt denne samme Mand ligesom opstanden fra de døde, da modtoge de ham, som om han var opstanden fra de døde, og regnede derfor hans Alder til syv og tyve Aar. Men begge Vidnesbyrd forekomme mig værd at bemærke, til at bedømme hvad der af saadanne Frasagn synes meest passende.


23. Kapitel: Om Kong Olaf Tryggvesøn

Der siges, at fra den Tid Harald hin Haarfagre allerførst tiltraadte Regjeringen var gaaet et hundrede og otte og fyrretyve Aar til den Gang da Olaf Tryggvesøn nu drog fra Landet med fem Skibe, over til England, da han i eet Aar havde været Konge i Norge; han drog da om Høsten igjen tilbage til Norge; med ham fulgte Biskop Jon og mange Præster, Thangbrand Præst og Thormod og mange andre Guds Tjenere, som han satte til at styrke og opføre Guds Kristendom, til at lære dem, som forhen troede vrangt, at vende sig til den rette Vej, og som skulde lære dem, at Sandhedens Lys udgaaer fra den almægtige Gud. Da Kong Olaf var færdig, sejlede de til Ørkenøerne. Over disse regjerede Sigurd Jarl Lødversen, som i mange Henseender var en udmærket, mægtig og vennesæl Mand. Kong Olaf forkyndte ham den sande Tro, og søgte at overtale ham baade tidlig og silde paa alle muelige Maader; han skildrede ogsaa hans Mænd Helvedes Pinsler, den evige Ild og Frost og mange andre gruelige Kvaler; han advarede ham paa alle Maader, at vogte sig for disse, og sagde, at de ikke kunde undgaae disse Kvaler, med mindre de sønderbrøde deres Afgudsbilleder og dyrkede den almægtige Gud, deres Skaber, som styrer alt; ham burde det dem at dyrke. Jarlen talte herimod, og sagde, at han ikke vilde forlade sin og sine Frænders Tro; ”jeg kjender ingen Tro,” sagde han, “der er bedre, end den mine Forfædre have haft, eller nogen bedre Gudsdyrkelse, end mine gjæveste Frænders.” Og da Olaf saae, at han saa haardnakket vilde holde fast ved sin hedenske Tro, tog han hans unge Søn, der hed Hvelp, som der nød en omhyggelig Opdragelse. Kong Olaf lagde ham paa Langskibets Forstavn, trak sit Sværd, og bød Jarlen vælge, om han nu heller vilde see sin Søn hugget ihjel for sine Øjne, hvis han afslog den sande Tro, “eller,” sagde han, “om han vil slutte Fred og Venskab med mig, og da faae sin Søn tilbage, og antage Kristendommen; men jeg forsikrer dig, at i andet Fald udsættes dit Rige for Fare og Ødelæggelse.” Nu lovede Jarlen begge Dele, at modtage Kristendommen og Kongens Venskab. Derpaa blev Jarlen og alle hans Folk døbte. Kong Olaf drog nu med sin Flaade til Norge, og fik god Bør; han sejlede nu med megen Glæde, og man kunde der see en herlig Sejlads og fagre Skibe.


24. Kapitel: Om Kong Olaf

Da Kong Olaf kom fra Vesterhavet, laae han ved den Ø i Norge, der hedder Moster, og om Natten aabenbarede den hellige Biskop Martinus sig for ham, og sagde til ham: “Det har været Skik i dette Land, at indvie Thor eller Odin eller andre Aser et Bæger ved Gjæstebude, men nu skal du indrette det saaledes, at min Skaal bliver drukket ved Gjæstebudene, og den gamle Skik skal derimod ophøre; derimod lover jeg dig, at jeg skal tale tilligemed dig i Morgen, og staae dig bi i dit Foredrag, thi mange have nu i Sinde at sætte sig derimod.” Dagen efter blev der stævnet talrigt Thing; og der kom en utallig Hob imod Kongen, og de agtede at sætte sig imod hans Tale, hvortil tre af de mest veltalende Mænd paa Thinget valgtes, at de skulde tale imod ham, og disse vare de anseeligste af alle dem, der vare samlede, baade i Kløgt og Veltalenhed, og de havde overlagt med hverandre, at de vilde tale imod ham, hvis han forkyndte Guds Navn. Kong Olaf stod paa en høj Steen, forat han let kunde sees af alle, og at hans Tale kunde høres, og denne Steen staaer der endnu til Amindelse. Da begyndte Olaf at tale til Folket og at forkynde Herrens Navn, og ved fagre Ord at lede alle til at bekjende det og at tilintetgjøre deres forrige Overtro. Og da han havde talt længe og snildelig, da rejste den sig op, som agtede først at svare ham; han saae sig om længe, og teede sig stoltelig, og vilde tale med megen Snille og Kunst. Men denne Mand overkom der en saadan Hoste og Trangbrystighed, at han ikke kunde fremføre et Ord; og han maatte da sætte sig ned igjen, uden at kunne sige noget imod Olaf. Da stod den anden op, og agtede med megen Vrede at tale mod Kongen, men denne Mand stammede paa een Gang saa meget, at man slet ikke kunde forstaae hvad han sagde; og han, som havde rejst sig med Pral og Stolthed, satte sig ned med Latter og Skam. Og da rejste den tredie sig op, og tænkte, at han skulde hævne sine Kamerader ved sine Ords Kløgt, men ham gik det saaledes, at han blev saa hæs og hvæsede, saa at man ikke kunde forstaae hvad han sagde. Eftersom de nu saa kraftigen vare besejrede, antoge mange Troen, forlode deres gamle Vildfarelse, og alle fulgte Kongens Bud. Kongen drog med sine Folk derfra nord forbi Stad, og sejlede siden nordpaa til Throndhjem. Han havde da sin Hovedgaard paa Lade, som de forrige Konger havde haft.


25. Kapitel: Hvorledes Seljamændene fandtes

Følgende Begivenhed indtraf i Begyndelsen af Kong Olafs Regjering, at to Mænd vare paa en Rejse; den ene hed Thord Jorunsøn, den anden Thord Ægileifsøn; de vare mægtige Mænd og store Høvdinger, havde Besiddelser i Fjordene, og agtede at begive sig til Hakon Jarl, thi de havde endnu ikke spurgt noget om Høvdingeskiftet. Da de nu droge igjennem Ulvesund og nordpaa imod Øen Selja, da saae de et fagert Syn og et herligt Lys skinne ned fra Himlen paa Søen, nærved selve Landet samt paa Øen Selja. Derover undrede de sig højligen, og vare nysgjerrige efter at vide, hvad dette monne være for et Syn, eller hvad det kunde være de havde seet, og styrede derhen med Skibene. De fandt da et Mandshoved der, hvor de havde seet Lyset skinne; og mærkede da en sød Lugt, og de toge nu dette Hoved med Ærbødighed og dog med Rædsel, førte det med sig, og agtede at bringe det til Hakon Jarl, og haabede, at han med sin Indsigt kunde bedømme og forklare hvad dette skulde betyde. De droge nu deres Vej, men ikke ret langt, førend de spurgte, at Jarlen var dræbt, og at i hans Sted var kommen den berømmelige Høvding Kong Olaf Tryggvesøn. Ikke des Mindre droge de hen forat finde Kongen, hvis Gjævhed og Gavmildhed alle roste, og de kom til Lade. Strax da Kongen spurgte, at disse Mænd vilde begive sig til ham, modtog han dem med megen Mildhed, og anrettede et Gjæstebud for dem. Og da de nu sade i megen Gammen og Glæde, begyndte Kongen at bede disse anseelige Mænd med Kjærlighed og veltalende Ord, at de skulde lade deres gamle Skik fare, og troe paa den sande Gud; “jeg har,” sagde Kongen, “hørt meget Godt fortælle om eders Foretagender, og derfor beder jeg eder at antage Kristendommen.” Og strax i Begyndelsen fandt disse Mænd saa meget Behag i Kongens Foredrag, at de lovede at følge hans Bud og at give Slip paa deres Vildfarelse. Derpaa blev Biskop Jon, der med et andet Navn kaldtes Sigurd, hentet, og de bleve døbte i den hellige Treenigheds Navn og helligede til den almægtige Gud; og da de vare døbte, vakte dette almindelig Glæde. Kongen lod dem da sidde ved sit eget Bord med megen Hæder, thi det syntes ham rimeligt, at de Mænd, som nu efter Hans Overtalelse havde modtaget Himmeriges Arvedeel, ogsaa deeltoge i hans Højtidsglæde og kongelige Maaltid og Gunst. Og da de nu sade og drukke med Glæde og fornøjede sig, da fortalte de Kongen og Biskoppen og alle dem, som vare tilstede, hint fagre Syn, som de havde seet, baade Lyset og hvorledes de fandt Hovedet; de sagde dette med Betænksomhed og Eftertanke. Kongen bad dem vise sig og Biskoppen Hovedet, hvilket de gjorde. Og da han havde seet det, sagde han: “Dette er visselig en hellig Mands Hoved.” Han viste det derpaa til alle de ypperste Mænd, og fortalte dem derom med megen Glæde. Derefter droge disse Mænd hjem, styrkede i den hellige Tro. De droge afsted glade og sømmelig, og overholdt siden vel Kongens Bud.


26. Kapitel: Om Kong Olaf

Det hændte sig engang, at en Bonde, mild og skyldfri, kom til Øen Selja, og begav sig derpaa til Kong Olaf, og fortalte ham den Begivenhed, som var skeet, at hans Hoppe blev borte for ham, og han drog længe om forat opsøge den, og omsider saae han den staae paa denne Ø kort fra Sundet, paa den ydre og Øens vestlige Side, hvor der vare store Klipper; “og da gik jeg did, Herre,” fortalte han, “og jeg saae et stærkt Lys paa den Dag og paa det Sted, og siden efter ofte.” Da Kongen og Biskoppen hørte dette, da skyndte de sig hen til denne Ø, og ransagede den omhyggelig, og denne Bonde var deres Vejviser. De fandt store Klipper vester paa Øen, og saae, at der fordum havde været store Huler, som for kort siden vare styrtede ind; de søgte nu omhyggelig omkring ved dette Sted, og fandt imellem Stenene adskillige Been med en sød Lugt, hvilke efter Kongens og Biskoppens Foranstaltning bleve sankede sammen og bevarede omhyggelig der paa Øen. Og efter Biskoppens Begjering og Kongens Beslutning blev der opført en Kirke, og helliget til disse Guds Mænd, som vare der. Og paa dette Sted viser den almægtige Gud megen Naade formedelst disse Mænds Fortjeneste, som der hvile, lige indtil denne Dag. Ogsaa vise der sig mange Tegn paa en anden Ø, som hedder Kinn, hvor der ogsaa ere Helligdomme af samme Skare, som i Selja. Og for begges Skyld viser Gud mange Jærtegn formedelst sin Mildhed og Miskundhed.


27. Kapitel: Om Sunneva

Man fortæller, at paa Hakon Jarls Tid indtraf den Begivenhed: at der var en Kongedatter paa Irland, som hed Sunneva; hun fik Arv og store Besiddelser efter sin Fader. Og da traf det, at en Viking gav sig til at hærge der, og trængte hende haardt, i det han forelagde hende to Vilkaar, at hun enten skulde stride med ham, eller i andet Fald følge med ham. Men hun vilde paa ingen Maade ægte ham, thi han var en Hedning. Hun holdt da Thing med sine Mænd, og bad dem endelig at vælge det Kaar, heller at forlade sin Fosterjord, end at udgyde saa mange Menneskers Blod for hendes Skyld; “thi jeg vil ikke,” sagde hun, “leve, udsat for den Fare at leve med en hedensk Viking.” Mange valgte sig nu det Kaar at følge med hende, thi hun var deres Dronning. Paa Rejsen med hende begav sig hendes Broder Albanus og mange Tjenestefolk, Kvinder og Børn. Pro sustentiatione racio assumunt. Hun viste nu, at hun havde mere Tillid til Gud end til denne Verdens Hjælp, og hun befalede sig den almægtige Gud i Vold. Nu begyndte de …. (Her mangler omtrent to Blade) …..og de paakaldte alle Herrens Navn; men Djævelen tyktes nu at lide stort Afbræk altsom Guds Rige tiltog.


28. Kapitel: Om Kong Erik i Sverrig

Paa den Tid da Hakon Jarl regjerede over Norge var Erik Konge i Sverrig. Og efter hint berømte Slag, som han holdt med Styrbjørn, hvor han vandt Sejer paa den Maade, at Odin gav ham Sejeren, hvorimod han lovede efter ti Aar at tilhøre Odin, efter dette blev han kaldt Erik den Sejersæle. Denne Styrbjørn var en særdeles rask Mand og meget berømt af sine Hærtoge; han havde saa stor en Hær imod Kongen, da han gik i Land i Sverrig, at Kong Erik frygtede meget for hans Magt. Men man fortæller, at Djævelens Kraft virkede saa meget, at Kong Erik fældte de to Parter af hans Hær ved Trolddom, og tilsidst faldt alle hans Folk og saa selve Styrbjørn. Kong Erik var gift med Sigrid hin Storraade, og deres Søn var Olaf den svenske. Man siger, at Kongen vilde lade sig skille fra Dronning Sigrid, og vilde ikke taale hendes Overmod og Stolthed, og satte hende til at være Dronning over Gøtland. Siden ægtede Kongen Hakon Jarls Datter. Efter ham fulgte hans Søn Olaf i Regjeringen. Da bejlede Visivald, Konge i Østerleden, og Harald Grænske, Konge i Oplandene, til Sigrid. Men hun tyktes at der vederfores hende Foragt ved Smaakongers Frieri, og at de viste megen Dristighed, i det de attraaede en saadan Dronning; hun lod dem derfor begge indebrænde paa een Nat, ved hvilken Lejlighed ogsaa en anseelig Mand Thorer, Fader til Thorer Hund, der stred mod Kong Olaf den Hellige paa Stiklestad, tilsatte Livet; og efter denne Gjerning blev hun kaldt Sigrid den Storraade.


29. Kapitel: Om Olaf Tryggvesøn og Dronning Sigrid

Da Kong Olaf Tryggvesøn herte, at der gik saa meget Ry af denne Dronning, som regjerede over Gøtland, saa ønskede han at faae dette Rige og hende med; han sendte da nogle anseelige Mænd til Upsal i Sverrig, thi hun var den Gang der, forat bringe hende deres Herres Ærende, og forkynde hende Hensigten af deres Rejse. Da Dronningen hørte dette, holdt hun Samtale og Raadslagning med sine Venner, og om Udfaldet er at fortælle, at hun fæstede sig til Kong Olaf. Sendebudene vendte tilbage, og berettede deres Herre deres Ærende, hvorover han glædede sig. Derpaa sendte han Dronningen en Ring, der efter Udseendet var Guld, og dette kaldtes Fæstensgave. Denne Ring havde været i et Afgudstempel, som Hakon Jarl havde haft. Dronningen tog mod Ringen med Glæde, og priste meget hans Højmodighed, og nu længtes hun meget efter at ægte en saadan Konge. Nu traf det sig engang, at Dronningen holdt Ringen i Haanden og legede med den; da saae hun at den paa et Sted var mørk, hvorpaa hun kaldte en Guldsmed til sig, og befalede ham at undersøge Guldet; han gjorde det, og det befandtes, at Ringen var gjort af Malm og Kobber og var ganske forgyldt. Da blev Dronningen meget vred, og befalede at man skulde bryde Ringen itu og sende den tilbage til Kong Olaf, og sagde, at han havde handlet haanlig og forat spotte hende, og intet Giftermaal vilde hun indgaae med ham.


30. Kapitel: Hvorledes Sigvalde fangede Kong Svend

Da Harald Gormsøn var død, tiltraadte hans Søn Svend Tveskjæg Regjeringen. Men Kong Burisleif i Vindland betalte Skat til Danekongen. Kong Burisleif havde tre Døtre: Den ene hed Astrid, den anden Gunhild, den tredie Thyre. Da var Sigvalde Jarl i Jomsborg; han begav sig hen til Kong Burisleif, og forelagde ham to Vilkaar, at han nemlig vilde forlade Borgen, med mindre Kongen vilde give ham sin Datter Astrid til Ægte. Kongen svarede: “En fornemmere Mand end dig havde jeg tænkt at give min Datter, men dog vil jeg ikke vise dig bort; du skal bringe Kong Svend fra Danmark hid til mig, saaledes at jeg har ham i min Magt.” Dette lovede Sigvalde, og de gjorde fast Aftale derom med hinanden. Den samme Sommer sejlede Sigvalde med tre Skibe og tre hundrede Mand; han kom til Sjælland, og fik Nys om at Kong Svend var der i Nærheden paa Gjæsteri; han lagde sine Skibe ved et Næs, hvor der ikke fandtes nogen andre Skibe. Kong Svend var med henved sex hundrede Mand paa Gjæsteri. Sigvalde vendte forstavnene fra Land, og lod Skibene fæste Stavn ved Stavn og alle Aarerne lægge i Roertoldene. Derpaa sendte han Mænd til Kongen, og bad dem sige Kongen, at han nødvendig maatte komme til ham; det gjaldt hans Liv og Rige; “men I skulle sige,” befalede han dem, “at jeg er syg og nær ved at døe.” Sendebudene drage nu til Kongen, og forebringe deres Ærende. Og da Kongen hørte dette, drog han strax ned til Skibene med en stor Mængde Folk. Sigvalde laae paa det Skib, som var yderst; han sagde til sine Mænd: “Saasnart tredive Mand ere komne over med Kongen paa det Skib, som er nærmest Landet, skal I trække Bryggen bort fra Landet, og sige at de ikke maa overlæsse Skibene; men Kongen vil gaae først; og naar tyve Mand ere komne over paa det midterste Skib, skal I trække den Brygge ind; men naar Kongen er kommen paa det yderste Skib med ti Mand, skal I tage Bryggen bort imellem Skibene.” Kongen kom nu med Folk, og spurgte, at Sigvalde Jarl laae meget syg paa det yderste Skib. Kongen gik nu ombord paa det Skib, som var nærmest Landet, og saa fra det ene til det andet, indtil han kom ombord paa Sigvaldes Skib. Men Sigvaldes Mænd bare sig ad saaledes som dem var befalet. Og da Kongen var kommen over paa Sigvaldes Skib med ti Mand, spurgte han, om Sigvalde havde sit Mæle; man sagde ham, at han havde Mælet, men spiste meget lidet. Kongen gik hen til ham, og bøjede sig ned til ham, og spurgte, hvorledes han havde det, og hvad han kunde have at sige ham, som her laae saa megen Magt paa. Sigvalde svarede: “Bøj dig ned til mig, Herre, saa kan du forstaae hvad jeg siger.” Og da Kongen bøjede sig ned til ham, greb Sigvalde ham med begge Arme midt om Livet, og holdt ham fast. Sigvalde raabte derpaa, og befalede sine Mand at roe stærkt til; de gjorde saa, og kom snart fra Landet. Men hine sex hundrede Mand stode paa Landet, og saae paa hvorledes Kongen blev ført bort. Da sagde Kong Svend til Sigvalde: “Hvad er din Hensigt med os og hvad har du egentlig i Sinde?” Jarlen svarede: ”Jeg skal sige eder, Herre, hele Anledningen til denne List; jeg har bejlet til Kong Burisleifs Datter paa eders Vegne; hun er smuk og tækkelig i alle Dele; jeg har gjort det af Venskab for eder, at I ikke skulde gaae Glip af dette fortrinlige Giftermaal.” Kong Svend spurgte, hvad Møen hed. Sigvalde sagde, at hun hed Gunhild, “men jeg,” sagde han, “har faaet Løfte paa Kongens anden Datter. Nu vil jeg drage til Kong Burisleif, og see at bringe disse Giftermaal i Stand paa begges Vegne.” Sigvalde drog nu til Kongen, og tilkjendegav, at han nu var kommen forat ægte hans Datter, og sagde, at nu var Kong Svend kommen til Jomsborg og var i deres Vold. “Men jeg har overlagt,” sagde fremdeles Sigvalde Jarl, “at du skal gifte din Datter Gunhild med Kong Svend, og derved gjøre hans Rejse herhid god og hæderlig, men han skal derimod til Gjengjæld eftergive alle Afgifter og Skatter.” Alt dette gik nu for sig saaledes som Sigvalde havde sagt, at Kong Svend nemlig eftergav alle Skatterne og ægtede Gunhild, og Kong Svend førte sig alt det til Nytte, som kunde tjene til hans Hæder, men ikke desmindre gjennemskuede han hele Sigvaldes Plan og Underfundighed. Kongen drog nu hjem med sin Kone, og havde tredive store Skibe og mange Folk. Men Sigvalde Jarl gjorde han landflygtig fra hans Arveland formedelst hans Svig, og han var borte en Tid lang.


31. Kapitel: Om Kong Olafs Thing

I Kong Olaf Tryggvesøns andet Regjeringsaar stævnede han et talrigt Thing ved Stad paa Dragseid, og dette Kongens Bud spurgtes vide om i Herrederne, saa der strømmede en utallig Mængde Folk did, baade Kvinder og Mænd, unge og gamle. Og da man nu havde samlet sig saa vide omkring fra Herrederne, som Bud var udgaaet, stod Kongen op, og talte til Folket: “Gud lønne eder,” sagde han, “for eders Nærværelse; men at I kunne vide, hvad der tjener eder til Bedste, saa vil jeg fortælle eder den almægtige Guds store Gjerninger, og forkynde eder hans hellige Navn.” Men man siger, at da Kongen forkyndte Herrens Navn, havde hans Tale en saadan Virkning, at de, som kom did med et forhærdet Hjerte og med Vrangvillie til at antage Troen, deres Hjerter bevægede saa herligen hans Ords Sødhed og Fylden, som de hørte af hans Mund, at de taknemmelige toge imod hans Andragende; og dette skete bestandig siden den hellige Biskop Martinus havde aabenbaret sig for ham og lovet ham, at hver Gang han forkyndte Guds Ærende, vilde han tale af hans Mund og styrke hans Ord. Og derfor tyktes det ønskeligt for alle at tage med Glæde imod det han talte. Men skjøndt vi formedelst vor ringe Dulighed tale lidet herom, saa tyktes det dog alle lysteligt at lytte til hans Ord. En stor Mængde Mennesker, som antoge den sande Tro, bleve nu døbte, og de vare nogle Dage hos Kongen og Biskoppen, der styrkede dem i den hellige Tro, og underviste dem i Kristendommens Bud, og befalede dem at rejse Kirker i hvert Herred.


32. Kapitel: Om Seidmændene

Kong Olaf befalede, at alle Troldmænd og de, som gave sig af med hedensk Overtro, men fornemmelig alle de, hvad enten det var Kvinder eller Mænd, som Nordmændene kalde Seidmænd, skulde være landflygtige, og han befalede at dræbe dem som Mordere og Manddrabere, naar de bleve overbeviste derom. Dette Thing omtaler Sæmund Præst hin Frode, en udmærket kyndig Mand, i det han siger: I Olaf Tryggvesøns andet Regjeringsaar samlede han en stor Deel af Folket, og holdt Thing paa Stad paa Dragseid, og hørte ikke op med at forkynde Mændene den sande Tro, førend de modtoge Daaben. Kong Olaf hemmede meget Ran, Tyveri og Manddrab; han gav ogsaa Folket gode Love og god Skik. Saaledes har Sæmund skrevet om Kong Olaf i sin Bog: Han samlede alle de Mænd, som gave sig af med Djævelens Kunster, paa Nidenæs, hvor der blev gjort Skibe færdige, og forkyndte, at alle disse Folk skulde drage bort fra Landet. I denne Skare var en Mand, der hed Eivind; han var af anseelig Slægt, den tredie eller fjerde Mand fra Harald Haarfager. Kongen gik hen til dem, og sagde: “Megen Skade lider jeg og mit Rige ved eders Bortgang; og ved eders Skilsmisse vil jeg føle mere Savn end Hjælp, naar I drage fra mig med saa megen Dulighed og Styrke, hvori I overgaae andre. Men eftersom vort Bud og vore Bestræbelser for, at Kristendommen maa udbrede sig i Landet, have haft saa god Fremgang, saa finde vi det nødvendigt, at I og den Slags Mænd forlade Landet; men gjerne saae jeg, at I ikke fattede noget Fjendskab til mig, og at eders Kraft ikke anvendtes til at angribe min Værdighed; jeg vil nu indbyde eder til Gjæstebud, som jeg har ladet anrette paa bedste Maade, førend I gaae ombord.” De takkede Kongen for hans Indbydelse, og toge med Glæde derimod, og bade ham vise det i Gjerningen, som han lovede med Ord. Da befalede Kongen sine Mænd, at indrette et stort Huus, hvori de glade kunde nyde Gjæstebudet. Og da Huset var færdigt, befalede han at bringe did alskens lækker Spise og drikke, baade Mjød og Mundgaat; og de drukke nu stærkt, og nøde begge Dele med Umaadelighed. Og om Natten traf den uventede Hændelse, at de vaagnede ved, at Salen stod i Lue over dem, og omkring hele Huset fløj flammende Brande med meget og frygteligt Gny, saa der blev megen Graad og Jammerklage baade af Kvinder og Mænd. Men Eivind, som var den kyndigste Troldmand af alle dem, som vare derinde, kom ud af Ilden derved at han løb som den hurtigste Hjort og ved djævelsk List og Paafund; han løb op paa Tværtræet i Huset, derfra paa Stolpen, og fra Stolpen i Gluggen, og undkom saaledes allene af alle dem, som vare derinde. Han flygtede derpaa bort. Og da han om Dagen gik sin Vej, traf han nogle af Kong Olafs Mænd, og sagde, at de skulde bringe Kongen hans venlige Hilsen; “siger ham,” sagde han, “at jeg er undsluppen af Ilden, og aldrig har jeg været gladere end nu.”


33. Kapitel: Om Roald

Man fortæller, at der var en Afgudsdyrker ved Navn Roald, der boede paa Godø, han var mægtig og og stolt; han paakaldte ofte Guderne, og ofrede hver Dag til dem, og bad dem ydmygelig, at de skulde bevare ham, at han ikke blev tvungen til at antage en anden Tro og ikke af Kong Olaf blev jaget bort fra sin Fosterjord. Og saa befangen blev denne Mand af Djævelens Tillokkelser, at Guderne gave ham Svar for hans Offer. Kong Olaf fik nu Efterretning om denne Mand, og gjorde sig færdig til at rejse derhen, men hver Gang han lavede sig til Rejsen, blev det Modvind, saa han kunde ikke sejle hen til denne Ø, og saaledes gik det nogle Gange, at hver Gang standsedes hans Færd, og Kongen laae længe paa denne Rejse. Roald paakaldte uafladelig Guderne, at de skulde modstaae Olafs Gud, og bragde dem Offere. Da Kong Olaf, der med Rette kan kaldes Nordmændenes Hæder, længe havde været uvis hvad han skulde gjøre, tog han den Beslutning, som den almægtige Gud lærte ham, og bad dem søge Hjælp hos Gud og bringe ham Offer, at han vilde give dem gunstig Bør imod den Vind, som han saae blev frembragt ved Djævelens Kraft. Kongen og Biskoppen paakaldte nu den sande Gud, og strax blev det Bør, og de takkede Gud; de sejlede nu med god Vind, og da blæste der to Vinde paa Søen, ligesom om de strede med hinanden; da tog Biskoppen et stort Kar, kom Vand deri, og velsignede det, og kastede det derpaa ud i Søen imod Vinden og Bølgerne, som vare dem imod, og de lagde sig, men Skibet gik stærkt. Og ved den almægtige Guds Bistand kom de til Øen, lagde Skibet i Leje, gik paa Land, og grebe denne Guds og deres store Fjende, og forelagde ham to Vilkaar, om han vilde lade sin hedenske Tro fare og beholde sit Liv og deres Venskab, eller døe. Kongen søgte at bevæge ham snart med blide Ord, snart med haarde, og truede ham med svare Pinsler. Men han forandrede ikke sin Trods, og rørtes hverken ved venlig Tiltale eller alvorlige Trusler. Og da Kongen truede ham med Døden, sagde han: “Det sømmer sig ogsaa bedre for mig, heller at lide døden, end at forlade vore Guders Tjeneste.” Og da Kongen saae, hvor haardnakket han blev ved sit Forsæt, befalede han, at man skulde hænge ham i en høj Galge, og dette blev hans Død.


34. Kapitel: Om Helgelænderne

Nord paa Helgeland vare der tre fornemme og rige Mænd; den ene hed Thorer, med Tilnavnet Hjort, den anden hed Harek, den tredie Eivind Kinnrifa; disse vare store Afgudsdyrkere, og vilde ikke forlade deres Frænders Tro. Og da de fik at vide, at Kong Olaf kunde ventes did, samlede de en stor Hær og mange Skibe imod ham, og agtede at forhindre ham fra at komme til deres Besiddelser, og at stride imod ham, hvis han forkyndte dem anden Tro, end den de havde. Da Kong Olaf hørte dette, indstillede han for denne Gang sin Rejse til dem, og drog først øster til Elven, hvor det er Skik at Kongerne samles fra Danmark og Norge eller England og Saxland. Her traf nu Kong Olaf Dronning Sigrid fra Gøtland; og de talte sammen, og alt gik meget fredelig til, og han drejede endelig Samtalen hen paa sit Frieri, til hende, og de bleve enige om alt paa det ene nær, at hun ikke vilde lade sig kristne. Kongen søgte længe at overtale hende dertil, men hun vilde ikke give sit Samtykke. Da blev Kongen vred, og slog hende med sin Handske i Ansigtet, og sagde: “Hvad tænker du, din gamle rynkede Kjerling, at jeg vil tage dig til min Kone, naar du ikke troer paa Guds Navn.” Og herover blev Dronningen meget forbitret, saa at hun mangen Dag siden oplagde Raad imod Olaf, og søgte at skille ham ved Livet. Og siden giftede Sigrid sig med Danekongen Svend.


35. Kapitel: Om Kong Olaf

Denne Sommer lod Olaf bygge et stort og smukt Skib, som kaldtes Tranen; det overgik alle Skibe i Størrelse, Skjønhed og Hurtighed. I de Dage kom der mange Mænd til Kong Olaf, som vare berømte for deres Styrke og alskens Færdigheder, og han antog dem til sine Hirdmænd; og hvor han spurgte at der vare stærke eller vise Mænd eller nogen, som i een og anden Henseende udmærkede sig, saa søgte han at faae dem til sig og at vinde dem for sig. Og ligesom han selv overgik andre Konger i alle Dele, saa valgte han sig ogsaa Mænd, der i alle Dele udmærkede sig fremfor andre; han holdt dem ogsaa meget bedre og prægtigere, end andre Høvdinger. En af hans vildeste Mænd hed Ake den danske, der ogsaa var dansk af Æt; han fortalte Kongen, at Kong Svends Søster hed Thyre, og at hun var en særdeles smuk og mægtig Kvinde; “jeg har ogsaa,” sagde han, “en Tid lang været hendes Formynder, og fandt, at hun var en meget mandig Kvinde; hun ejer store Besiddelser paa Falster.” Og da Ake saaledes roste hende meget, syntes Kongen vel om hende. Der ere nogle, som sige, at hun blev gift med en Mand, ved Navn Bjørn, og at hun opholdt sig i nogen Tid i Norge, paa det Sted, som kaldes Thyreleif; og er det sandt, da er det klart, at hun ikke var nogen Mø, men en gjæv Enke.


36. Kapitel: Fortælling om Islænderne

Der fortælles, at en Høst kom nogle Skibe fra Island til Norge, og de sejlede ind forbi Agdenæs og hen til Nideros; der var anlagt et Torp og Kjøbsted, hvor Kong Olaf ogsaa den Gang opholdt sig. Der fulgte nogle Islændere med, der havde baade Vadmel og Skibskapper at sælge. Blandt andre vare der Thoraren Nefulfsøn, Kjartan Olafsøn og Halfred. Der laae tre Skibe ved Bryggen; det ene tilhørte Halfred, det andet Brand Vemundsøn den raske og Thorleif Brandsen, der vare Fættere; det tredie tilhørte Kjartan og Thoraren. Tre Gange forsøgte de paa at sejle bort, men kunde aldrig faae Bør, og de laae nu der ved Bryggen. En Dag da det var godt Vejr saae de, at Folk gik ud at svømme for Fornøjelses Skyld, og een Mand udmærkede sig blandt de andre. Da talte Kjartan til Halfred om, at han skulde prøve sine Svømmekunster med denne bedste Svømmer. “Nej”, svarede den anden, “det er en Mand, som jeg ikke kan give mig i Lav med.” “Hvem vil du da give dig i Lav med?” sagde Kjartan. “Det kommer an paa Omstændighederne,” svarede Halfred. “Saa vil jeg vove mig i Kast med ham,” sagde Kjartan, klædte sig af, og sprang ud i Aaen, og hen til den bedste Svømmer, og greb ham i Foden, og trak ham under Vandet; de vare nede en Stund, kom derpaa op, talte ikke med hinanden, fare anden Gang ned, og ere da længer nede, komme atter op, dykke atter ned tredie Gang, og ere da særdeles længe under Vandet; Kjartan tykkedes endelig det var Tid at komme op, men der var ingen Mulighed i, og han mærkede da Forskjellen paa deres Styrke; de vare længer under Vandet end ham tyktes det var til at udholde, kom derpaa op, og gik i Land. Da spurgte Manden fra Byen, hvad den anden hed; han navngav sig Kjartan. “Du er en dygtig Svømmer, er du ligesaa færdig i andre Idrætter?” Han svarede, at der gaves endnu adskillige, men saadant var dog kun liden Kunst. “Men hvorfor spørger du ikke om, hvem jeg er?” sagde Manden fra Byen. “Jeg mener, det kan være mig det samme, hvem du er,” svarede Kjartan. “Jeg vil dog sige dig det,” svarede hiin, ”det er Kongen du har prøvet Styrke med i Svømning.” Kongen spurgte derpaa efter hans Slægt, og han anførte den. Derpaa vendte Kjartan sig forat gaae; han havde ingen Kappe paa; Kongen bad ham modtage en Kappe; “thi jeg vil give dig den,” sagde han. Han takkede høflig Kongen, og gik nu ned til Skibene, og fortalte sine Kamerader hvad der var hændtes ham. De tyktes meget ilde derom, og meente, at Kjartan havde givet sig i Kongens Vold. Det blev saa slet Vejr, at man næppe kunde huske Magen, og dette tilskreve de fornemmelig den Omstændighed, at Kjartan havde modtaget Kappen af Kongen, hvorover Guderne maatte være blevne vrede. Det viste sig, at Kongen havde syntes godt om Kjartan, thi han forekom ham som en mærkelig Mand. Islænderne bleve alle sammen om Vinteren i Byen. Vejret blev bedre, og der kom mange Folk til Byen, og det lakkede mod Juul. Man vidste, at Kongen om Julen vilde vise sin ny Tros Skikke i al sin Pragt, hvilket mange vare nysgjerrige efter at see. Kong Olaf lod en Kirke indrette i Byen, og Julenat holdtes Kongens og alle de kristne Mænds Gudstjeneste med megen Højtidelighed, og de hørte paa Messen med Opmærksomhed, hvorpaa man gik hjem. Kong Olaf sendte nogle Mænd forat efterforske, hvad Islænderne sagde om deres Adfærd og hvorledes den hugede dem; og Kongens Mænd hørte nu paa deres Samtale: den ene spurgte da den anden, men de havde forskjellige Meninger derom. De spurgte Kjartan, hvad ham tyktes derom; han svarede: “det kan jeg næppe beskrive, hvor godt jeg syntes om deres Adfærd; jeg har ofte set syntes godt om Kongen, men aldrig bedre end nu, og det var noget overordentligt; og den tænker jeg er lykkelig som tjener ham, og allerhelst den, som han forkynder Troen.” Derpaa hørte de op med denne Samtale, hvorpaa Kongens Mænd gik bort, og fortalte ham den. Anden Juledag lod Kongen sende Bud efter Kjartan, og han begav sig til Kongen, og hilste ham; Kongen tog vel imod ham. Derpaa begyndte de at tale sammen, og Kongen forkyndte ham den sande Tro, hvilket Kjartan alt godt fattede, og han modtog Daaben anden Juledag tilligemed alle hans Skibsfolk. Ogsaa Halfred og alle hans Skibsfolk antoge Troen, og man siger, at han foreskrev Kongen det Vilkaar, at han selv skulde holde ham under Daaben, ellers afslog han det. Men Kongen vilde dog langt heller det, og deraf blev han kaldt Halfred Vanraadeskjald. Kjartan saavelsom nogle andre fornemme Mænd gik Kongen tilhaande. Og Skibsfolket forkyndte Kongen Guds Ærende, og tolkede dem ofte Troen, men mange vægrede sig ved at antage den. Da forbød Kongen dem al Handel, og befalede sine Mænd ikke at sælge dem noget. Og da de paa den Maade længe havde været tvivlraadige, toge de en god og fornuftig Beslutning, og antoge tilsidst Troen. Men Kjartan blev hos Kong Olaf.


37. Kapitel: Om Kong Olaf og Præsten Thangbrand

Noget før havde Kong Olaf sendt Bud til Island, nemlig Præsten Thangbrand, som var af saxisk Slægt; han underviste Folk paa Island i Troen, og døbte alle dem, som antoge den. Men Hall Thorsteenssøn paa Sida, en Sønnesøn af Bødvar den Hvide fra Vors, der havde taget Land i den Søndre Alftefjord, lod sig tidlig døbe, samt Hjalte Skeggesøn fra Thjorsaadal og Gissur Teitsøn den Hvide og mange andre Høvdinger. Men de fleste modsatte sig dog. Thangbrand kom med sit Skib ind i Alftefjord, og var om Vinteren paa Gaarden Tværaa; og da han havde været der et eller to Aar, drog han derfra, og havde da dræbt to eller tre Mænd, som havde modsat sig ham. Paa denne Tid kom Thangbrand tilbage fra Island, og berettede Kongen, hvorledes han kun havde udrettet lidet, da man havde viist meget Fjendskab imod ham; han ytrede, at han havde forkyndt Kristendommen for Folket paa Island, men de havde budet ham Hug og Slag isteden. Derover blev Kongen meget vred, lod Islænderne gribe, og nogle plyndre, andre dræbe, andre lemlæste. Og den samme Sommer kom ogsaa Hjalte Skeggesøn og Gissur Hvide, begave sig til Kongen, og forsvarede Islænderne, og sagde, at man vilde nok antage Kristendommen paa Island, naar der brugtes den rette Fremfærd, men Thangbrand, sagde de, havde kun gjort sig yndet af faa Mænd paa Island. Kong Olaf sagde da: “Hvis I ville have disse Mænd frie, saa skal I fare til Island, og der forkynde den hellige Tro.” Dette lovede de. Og nu lod Kongen for deres Skyld alle Islænderne fare i Fred, paa fire nær, Kjartan Olafsøn og Sverting Runolf Godes Søn og to andre; om disse sagde Kongen, at det vilde beroe paa deres Frænder, hvorledes det skulde gaae dem, thi de skulde blive der som Gisler, indtil han fik Efterretning fra Island. Hjalte og Gissur Vare hos Kongen om Vinteren, men om Sommeren gjorde de sig rejsefærdige til Island i Kongens Ærende; han gav dem mange Penge med forat vinde Høvdingerne; med dem fulgte Præsten Thormod; de kom til Vestmanneøerne ti Uger efter Sommerens Begyndelse. Sommeren før var det blevet vedtaget, at man da skulde komme til Things, men did var man kommen en Uge før. De droge strax fra Øerne ind til Landet, og derpaa til Thinget. Men Hjalte blev med tolv Mand tilbage i Laugedal, thi han var Sommeren før bleven dømt til Landsforviisning formedelst Gudsbespottelse; og det fordi han paa Lovbjerget havde kvædet følgende Kvædling:

Ej vil jeg Guder spotte!
Mig tykkes Freya en Tæve,
Een af to er det altid,
Odin eller Freya.

Gissur drog nu med sit Følge indtil de kom til det Sted ved Ølvusvatn, som hedder Vællankatla; derfra sendte de Bud til Thingvolden til deres Venner, at de skulde komme dem imøde, thi de havde spurgt, at deres Fjender med Magt vilde spærre dem Thingvolden. Men førend de rede derfra, kom Hjalte did med de Mænd, som vare hos ham. Han havde bragt to store Kors med sig, af hvilke det ene var Kong Olafs Højde, og han førte dem med sig til Thinget. De rede nu til Thingvolden, efterat deres Frænder og Venner vare komne dem imøde. Nu samlede Hedningerne sig i fuld Vaabenrustning, og det var nær kommet til Slag. Næste Dag gik man til Lovbjerget, ogsaa Gissur og Hjalte med deres Følge, og Hjalte lod da Korsene bære til Lovbjerget, hvorpaa de forkyndte deres Ærende; og alle forundrede sig højligen, hvor vel de talede. Nu samlede de sig, som havde antaget Kristendommen, og paa et andet Sted Hedningerne; og da krævede hvert Parti, Hedningerne og de Kristne, til Vidne og lyste hinanden udenfor Loven; hvorpaa Hedningerne forlode Lovbjerget. Derpaa bade de Kristne Hall fra Sida, at han skulde forkynde den Lov, der skulde gjælde for Kristendommen. Men han unddrog sig derfra derved, at han gav Lavmanden Thorgeir en halv Mark Sølv for at forkynde den; og han forkyndte den, og han var den Gang en Hedning. Derpaa gik man hjem til Boderne. Da lagde Thorgeir sig ned, bredte sin Kappe over sit Hoved, og blev liggende den hele Dag og næste Nat uden at mæle et Ord. Om Morgenen efter sendte han Bud om i Boderne, at man skulde samles paa Lovbjerget, og da Folket der var samlet, sagde han: at ham tyktes det almindelige Bedste vilde staae i Fare, dersom man ikke skulde have een Lov der i Landet; hvorpaa han betragtede Sagen fra flere Sider, og viste, at deraf vilde opstaae en saadan Ufred, at Landets Undergang var at befrygte. Han talte ogsaa om, hvorledes Kongerne af Norge og Danmark i en lang Række af Aar havde ført Krig med hinanden, lige indtil begges Undersaatter stiftede Fred imellem dem imod deres Villie. Men derpaa sendte de hinanden Gaver, og Freden blev holdt saalænge de levede. “Og saaledes,” vedblev han, “tykkes det mig ogsaa raadeligt, at vi ikke lade dem raade, som især ville afstedkomme Ufred, men mægle vor Sag saaledes, at hvert Parti erholder noget af sin Paastand, men vi alle have een Lov og een Skik.” Og han sluttede sin Tale saaledes, at alle samtykte i, at de skulde have een Lov, den som han vilde forkynde, thi Hedningerne haabede, at det vilde gaae efter deres Ønske, eftersom han var en Hedning, der skulde forkynde den, men de Kristne tænkte, at han vilde rette sig efter den imellem ham og Hall indgangne Handel. Da sagde Thorgeir: “Det vil jeg for det første, at alle skulle være Kristne, og de, som ikke hidtil ere døbte, antage den rette Tro, men angaaende Børns Udsættelse og Hestekjødspise skulle de gamle Love staae ved Magt; ofre til Afguderne kan i Løn hvo der vil, men hver, som ved Vidner overbevises derom, skal være skyldig til Landsforviisning.” Faa Aar efter bleve ogsaa disse hedenske Skikke afskaffede. Paa denne Maade berettede Teit Isleifsøn at Kristendommen blev indført paa Island, og den Sommer blev Landet fuldkommen kristnet efter Kong Olaf Tryggvesøns Foranstaltning; og man besidder flere af ham givne Kostbarheder paa Island til Erindring om at han har kristnet Landet.


38. Kapitel: Om Kong Olaf

Engang kom der to Nordmænd til Kong Olaf ovre fra England; den ene hed Hauk, den anden Sigurd. Kongen bød dem at antage den rette Tro og kristne Sæder, og søgte jævnlig at overtale dem; men de vare haardnakkede, og brøde sig ikke om Kongens Forestillinger. Da befalede Kongen at man skulde fængsle dem, men bad dem dog med gode Ord at de skulde lade sig vise til Rette. Desuagtet bleve de faste i deres Overtro, og vilde ikke lade sig bevæge til at vige af fra deres Vildfarelse. Da hændte det sig saa, at tre Nætter efter vare de borte, saa ingen vidste hvor de vare blevne af; og man søgte efter dem, men fandt dem ikke. Nu blev dette imidlertid glemt, og Tiden led. Og da faa Maaneder vare forløbne, blev det sagt, at man havde seet dem i Helgeland hos Harek, hvor de holdtes i stor Ære, og dette spurgte Kong Olaf.


39. Kapitel: Om Kong Olaf

Og nu saae al Menneskeslægtens Fjende, Djævelen selv, hvorledes hans Rige begyndte at Ødelægges, han, som altid efterstræber den Menneskelige, Natur, og han saae, hvor meget derimod Guds Rige tiltog og voxte; derover fattede han nu megen Avind, og ifører sig Menneskelig Skikkelse, forat han saa meget lettere kunde bedrage Menneskene, naar han saae ud som et Menneske. Det hændte sig, da Kong Olaf var til Gjæsteri paa Øgvaldsnæs, det var paa vor Herres Jesu Kristi Fødselstid, og da man var ordnet til Sæde om Aftenen, og der var lavet til drikkelag, og man biede endnu efter at Kongebordet skulde dækkes, da kom der en gammel, eenøjet Mand ind i Hallen med en sid Hat paa Hovedet; han var meget snaksom, og kunde fortælle mangehaande Ting; han blev ført frem for Kongen, der spurgte ham om Tidender, hvortil han svarede, at han kunde fortælle adskilligt om de gamle Konger og deres Feltslage. Kongen spurgte, om han vidste, hvem Øgvald var, han, som Næsset var opkaldt efter. Han svarede: “Han boede her paa Næsset, og elskede meget en Ko, saa at den maatte følge ham, hvor han end drog hen, og han vilde drikke dens Mælk. Og derfor sige de Mænd, som elske Kvæget, at sammen skal fare Karl og Ko. Denne Konge holdt mange Slag; og engang stred han med Kongen over Skorestrand, der hed Varin; i dette Slag faldt mange Mennesker, og der faldt ogsaa Kong Øgvald, og blev siden højlagt her paa Næsset, og man vil finde hans høj her kort fra Gaarden; i den anden høj ligger Koen.” Nu holdtes drikkelaget efter Sædvane og alle de Forlystelser man havde bestemt. Derefter gik mange hen at sove. Da lod Kongen hiin gamle Mand kalde til sig, og han sad paa Fodtrinnet ved Kongens Seng, og Kongen spurgte ham om mange Begivenheder, hvilke han forklarede vel og som en kyndig Mand. Og da han havde fortalt meget og vel forklaret mange Ting, blev Kongen bestandig begjerligere efter at høre ham, han vaagede derfor langt ud paa Natten, og blev ved at udspørge ham om mange Ting. Omsider erindrede Biskoppen ham med nogle Ord om, at Kongen skulde høre op at tale med Manden; men Kongen tyktes, han havde fortalt en Deel, dog manglede der endnu andet. “Ud paa Natten sov Kongen endelig ind, vaagnede atter kort efter, og spurgte om den Fremmede var vaagen; han svarede ikke. Kongen sagde da til Vagten, at de skulde lede ham op, men han fandtes ikke. Kongen stod da op, lod sin Mundskjænk og Kok kalde til sig, og spurgte, om der var kommen nogen ubekjendt Mand til dem, da de tillavede Gjæstebudet. Overkokken sagde: “Der kom for kort siden, Herre, en Mand til os, og sagde til mig, da jeg lavede Kjødet til en lækker Ret for eder: Hvorfor lave I saadant Kjød til Kongens Bord til kostelig Spise for ham, som er saa magert? Jeg bad ham da skaffe mig noget federe og bedre Kjød, hvis han havde noget saadant. Han sagde: Gak med mig, og jeg skal vise dig noget sødt og godt Kjød, som passer sig for Kongens Bord. Og han førte mig hen til et Huus, og viste mig to Sider af et Nød meget fede; og dem har jeg lavet til for eder, Herre!” Nu indsaae Kongen, at dette var Djævelens Svig, og sagde til Kokken: “Tag nu dette Kjød, og kast det ud i Havet, at ingen spiser deraf; og hvis nogen smager deraf, da vil han snart dø; men hvem mene I vel, at denne Djævel har været, den fremmede Gjæst?” . “Vi vide ikke,” svarede de, “hvem det er.” Kongen sagde: “Jeg troer, at denne Djævel har paataget sig Odins Skikkelse.” Efter Kongens Bud blev Kjødet baaret bort, og kastet i Havet; men den Fremmede fandtes ingensteds, og man søgte rundt om Næsset efter ham efter Kongens Befaling.


40. Kapitel: Om Kong Olaf og Eivind Kelda

Der indtraf den Begivenhed, at samme Nat, som Kongen og Biskoppen vare til Gudstjeneste og Messen holdtes, da kom der til Næsset den Mand, som forhen er nævnt og hed Eivind Kelda, den samme som var undkommen af Ilden da Seidmændene bleve brændte. Han havde nu fem Skibe, var kommen fra Havet, og lagde nu til Leje nærved Gaarden paa Øgvaldsnæs; han stolede nu paa de mange Folk han havde med sig, dog især paa Troldmændene, thi der vare mange af dem i følge med ham, skjøndt han selv var den dygtigste af dem. Han agtede nu at gaae mod Kong Olaf, og at dræbe ham med alle hans Folk. Men nu skete det, som Psalmisten siger, at hans Ondskab rammede hans eget Hoved, og den Snare, han selv havde udspændt, den blev han og selv fangen i. De gik nu ud af Skibene og op paa Øen, hen til den Kirke, hvor Kongen og Biskoppen og alle de Kristne vare inde. Og da Eivind saae den hellige Kirke, da blev han blind tilligemed alle hans Mænd. De gik da tilbage og frem over Øen. Da Kongen havde hørt tre Messer, gik han ud af Kirken, og saae Mændene, hvor underlig de fore afsted, hvorpaa han sendte nogle Mænd hen, forat see efter hvem det var og hvad Grunden var til deres Færd. Sendebudene droge nu hen til dem, og spurgte, hvem de vare og hvorfor de droge saaledes afsted. De andre fortalte med Rædsel, hvem de vare, hvad de vilde, og hvilket Under der havde vederfarets dem. Det blev nu sagt Kongen, der befalede, at man skulde samle dem, og sætte dem i Forvaring. Næste Dag lod Kongen dem alle bundne føre fra deres Skibe hen til det Skjær, som ligger nord fra Næsset, der hvor Karmsund ender; og der lod han dem alle halshugge; der blev Eivind dræbt med alle hans Mænd; og Stedet kaldes siden den Tid Skratteskjær lige indtil denne Dag. Men fjerde Dag derefter lod Kongen begge Høje opbryde, og der fandtes i den største Menneskebeen, men i den mindste en Ko, og det syntes nu aabenbart for alle, at hiin gamle Mand havde i visse Dele sagt sandt; og deraf indsaae de, at han vilde bedrage baade Kongen og andre med djævelsk Slughed, da han berøvede Kongen Søvnen i Begyndelsen af Natten og paa den Tid da Guds Tjeneste skulde skee; siden maatte de vaage, da de havde maattet undvære Søvnen forud; han havde indrettet sin List saaledes, at Biskoppen ikke skulde kunne højtideligholde hiin dyrebare Højtid saa tækkelig som Skik var; og al Menneskeslægtens Fjende havde saaledes udkastet sine listige Snarer, at først forførte han Sjælene, siden Legemerne; men alt dette vendtes, som billigt var, til Spot og Skam for ham selv; og jo mere hans Snuhed viste sig, desto mere nedtraadt og foragtet blev han af hele Kristenheden.


41. Kapitel: Om Kong Olaf

I Kong Olafs tredie Regjeringsaar lod han bygge et stort og herligt Skib, lig det forrige og med samme Kunst. Dette Skib kaldtes Ormen den korte. Man siger, at det er Skik i Helgeland at lægge megen Vind paa Jagt og Fiskeri, baade efter Dyr og Fisk og Hvaler, hvilket er en stor Hjælp for mange, og hvorved baade fattige Folks og Bøndernes Velfærd befordres. En Dag, fortælles der, da det var godt Vejr, sagde Hauk og Sigurd til Harek, at det vilde være en Fornøjelse at roe ud forat fiske i det fagre stille Vejr. Harek syntes godt derom, og de satte en stor Roerskude ud, og gik ombord paa den med nogle Mænd, for største Delen Hauks og Sigurds Medfølgere; da de vare komne langt fra Landet, toge Hauk og Sigurd med deres Mænd alvorlig fat paa Aarerne, stævnede sønderpaa langsmed Landet, og standsede ikke, førend de kom til Throndhjem, hvor Kongen modtog dem vel; han gav sig strax til at forkynde den hellige Tro for Harek, og vedblev dermed i mange Dage, thi han saae, hvor vigtigt det var at faae en saa mægtig Mand omvendt; men denne var ubevægelig. Kongen tilbød ham da en stor Forlening og sit Venskab, og sagde, at dette var dog for intet at regne imod den evige Vinding han vilde faae; han tilbød ham Bestyrelsen af to Fylker, hvis han vilde fornægte sine Guder, men troe paa Krist og lade sig døbe. Hos Nordmændene kaldes det et Fylke, hvoraf kan udredes tolv Skibe, fuldt udrustede med Mænd og Vaaben, og paa hvert Skib tresindstyve eller halvfjerdsindstyve Mand, som da var Skik. Harek afslog det strax. Da spurgte Kongen, om han vilde have Befalingen over tre Fylker, men det afslog han; Kongen spurgte, om han vilde have fire Fylker, og det sagde Harek Ja til. Derover blev Kongen glad, og bad ham modtage Daaben, saavel som Hauk og Sigurd og alle deres Medfølgere; de satte sig heller ikke derimod; og dette skete i Kong Olafs tredie Regjeringsaar. Harek drog derefter hjem. Kongen bad ham ikke at sige nogen der nordpaa hvad der var forefaldet, hvilket han lovede; han kom vel hjem. Og kort efter fangede Harek Eivind Kinnriva med List, og bragde ham ned til Kong Olaf. Og han begyndte strax uafladelig at forkynde ham Guds Ærende, og gjorde sig al Umage for at faae ham til at forlade Hedenskabet, men han afslog det med megen Trodsighed. Kongen talte nu venlig til ham, og tilbød ham verdslig Værdighed og megen Hæder, naar han vilde lade sin Vildfarelse fare. Omsider bød Kongen ham endog Herredemmet over fem Fylker, naar han vilde lade sig kristne; men han afslog det trodsig. Da befalede Kongen at man skulde sætte et Kar med Ild paa hans Bug. Og da han mærkede Heden, spurgte Kongen ham, om han vilde antage Kristendommen. “Nej,” sagde han; “men jeg beder eder høre efter hvad jeg siger, og vel betænke det!” Kongen sagde: “Siig frem, hvad du vil, vi skulle høre efter.” Eivind sagde: ”Min Fader og Moder levede længe sammen i lovligt Ægteskab, og fik ingen Børn; og da de begyndte at ældes, gik det dem meget nær, om de skulde døe uden Arvinger. De droge derpaa med mange Penge til Finnerne, og bade dem ved Trolddoms Færd at forskaffe dem en Arvmg. Finnerne paakaldte da Fyrsten over de Aander, som boe i Luften, thi Luften er ligesaa fuld af urene Aander som Jorden. Og denne Aand sendte en ureen Aand hen til det mørke Fængsel, som min Moders Liv med Rette kan kaldes; og denne Aand er jeg, saaledes undfangedes jeg og erholdt Menneskelig Skikkelse og blev født til Verden; jeg tog ogsaa Arv efter min Fader og Moder og store Besiddelser; derfor kan jeg ikke lade mig døbe, thi jeg er ikke et Menneske.” Og da han havde sagt dette, døde han. Derefter udrustede Kong Olaf en stor Flaade, og vilde til Helgeland; Biskop Jon og Harek fulgte med ham. Da Thorer fik tilforladelig Efterretning derom, saa samlede han en Hær imod Kongen, og agtede at stride med ham; de mødtes, det kom til et skarpt Slag, i hvilket mange af Thorers Folk faldt, og Hans Skibe bleve ryddede. Da Thorer saae mange af sine Mænd falde og andre flye, saa lagde han til Land, og flygtede; Kongen satte efter ham. Strax da Thorer kom til Land, forlod han Skibene og løb paa Land; dette saae en af Kongens Mænd, og skjød en Piil efter ham, der traf Thorer imellem Skuldrene og gik ind i Livet, saa at han faldt; og i det samme sprang en stor Hjort i hæftigt løb frem af hans Legeme; da Kongens Hund Vige saae dette, løb den efter Hjorten, og anfaldt den hidsig. Men da Kong Olaf saae denne Tildragelse, løb han langt op paa Landet efter dem foran sine Mænd; og han saae, at Hunden og Hjorten kom sammen og der blev en haard Kamp; Hunden bed Hjorten, og Hjorten stangede Hunden, til de endelig begge faldt; Kongen gik da derhen, og fandt Hjorten Død med mange Saar; Hunden var ogsaa stærkt saaret i Livet. Da kom Kongens Mænd til, og han viste dem Liget af Hjorten, det var tørt og overordentlig let, som en oppustet Bælg. Men Hunden toge de med ned til Skibene, og svøbte den i en Dug; og Kongen lod den siden sende hen til den Finn, som de før havde fundet, og Kongen bad ham helbrede Hunden. Finnen lægede ogsaa Hunden i nogle faa Maaneder, og sendte den saa tilbage til Kongen. Kong Olaf forkyndte nu Helgelænderne den sande Tro, og mange bleve døbte, i det han drog igjennem Helgeland; alle disse Herreder overgav han til Harek. Men Kong Olaf vendte tilbage til Throndhjem med megen Ære. Skjøndt der nu fortælles saadanne Ting om Skræmsler og Aander, som her er fortalt, saa maa sligt vist tykkes utroligt; men alle vide, at Djævelen altid er imod den almægtige Gud, saavel som hine ulykkelige Mennesker, der vende sig fra Gud; Djævelen øver Svig med allehaande List og Bedrag, og opvækker sin urene Aand paa det værste imod dem, som tjene Gud, forblinder deres Syn og naturlige Vid, og skuffer og bedrager paa mangehaande Maader. Men hvad vi fortælle om saadanne Ting og Hændelser, det paastaae vi ikke er Sandhed, at saaledes er skeet, men tænke snarere, at det saaledes har syntes, thi Djævelen er fuld af Argelist og Ondskab.


42. Kapitel: Kong Burisleifs Giftermaal

Man siger, at Kong Burisleif af Vindland bejlede til Thyre, Kong Svends Søster af Danmark, og dette erholdt han let af Kongen formedelst det Svogerskab og Venskab, som allerede fandt Sted imellem dem, saa at han fik Løfte om hende. Men Kong Burisleif var en Hedning og gammel; og Thyre gav ikke sit Samtykke dertil. Burisleif drog nu hjem til Vindland med Thyres Midler, men Kong Svend skulde noget efter sende hende did. Thyre erfarede nu dette, og sagde, at hun heller vilde døe, end tilbringe sine Dage hos en hedensk Konge, og saaledes forspilde sin Kristendom; hun blev derfor i mange Aar siddende paa sine Godser. Men da dette vedblev, saa mishagede det Kong Burisleifs Datter Gunhild, at Thyre sad paa de Gaarde, som Svend havde givet hende, da han giftede sig med hende, og hun beklagede sig ofte derover for Kongen. Kong Burisleif blev ogsaa misfornøjet med sin Skjæbne, og sendte ofte Bud til sin Datter Gunhild, at hun skulde faae Kong Svend til at sende sin Søster Thyre til Vindland, som han havde lovet. Og formedelst Gunhilds Bøn gjorde Kong Svend det, han sendte Bud til Thyre, og lod sige, at han vilde tale med hende; hun kom; hvorpaa han lod Skibe udruste og bemande, og sendte Thyre til Vindland. Og da hun kom til Kong Burisleif, lod denne anrette et stort Gilde, og holdt Bryllup med hende. Men der fortælles, at saalænge hun var i Kong Burisleifs Vold, vilde hun hverken spise eller drikke, og det varede i elleve Dage; men paa den tolvte Dag lod Kongen hende rejse bort. Og dette fortæller Præsten Ruphus, hvorledes Kongen fulgte hende paa Vej, og førend han vendte tilbage, sagde han: “Jeg seer nu, at eders Herlighed heller vil foretrække at døe, end at dele Herredømmet med mig; jeg vil nu lade dig drage bort, og skaffe dig Mænd og Skibe.” Hun drog da hjem til Falster, og var der en Stund. Hun sendte derpaa Mænd til Norge til hendes Fosterfader Aage, at han skulde underhandle for hende med Kong Olaf Tryggvesøn, at denne vilde være hende til Beskjermelse imod hendes Fjender; “thi jeg trøster mig ikke til,” sagde hun, “at blive siddende her for min Broder Kong Svend, der agter at sende mig anden Gang til Vindland.” Nu kom Sendebudene til Aage, og sagde ham deres Ærende; han gik da strax til Kongen, skildrede ham hendes vanskelige Stilling, og bad ham hjælpe hende paa een eller anden Maade, at hun ikke skulde komme oftere i en saadan Fare; “jeg veed,” sagde han, “at hun helst vil giftes med en kristen Mand.” Kongen optog disse Forestillinger vel, og sagde, han skulde tænke paa hendes Bedste. Aage sagde, at hun behøvede hans Hjælp, for ikke at blive nødt til at være hos en hedensk Konge. Kongen lovede nu at komme hen og høre hendes Ord, og at formærke med hvilket Venskab de vilde komme hinanden imøde. Og strax paa Stedet lod Kongen et Skib udruste og alt omhyggelig tillave til denne Rejse; ligeledes valgte han til den de galanteste Mænd han kunde faae. Og han rejste nu, da han var færdig; og da han kom did, gik han op i Land med sit Følge. Han blev vel modtaget, og Dronningen selv gik ham imøde, og anviste ham Plads i Højsædet; men hun selv satte sig ned for at tale med ham, og klagede sin Sag for ham. Da spurgte Kongen, om hun vilde have ham til sin Formynder og Forsvarer i alle Dele, og om hun vilde samtykke i at dele Herredømmet med ham, eller hun vilde see sig om efter en anden Værge. Hun svarede: “Jeg vil ikke sige Nej til en saa berømt og herlig Konge, som du er.” De vedbleve nu at tale om denne Sag, indtil Thyre fæstede sig selv til Kong Olaf efter sin Fosterfader Aages Raad. Gjæstebudet blev da endnu mere forstørret, og deres Bryllup holdt med megen Pragt. Og den Dag da Gildet stod, og Kongen sad i Højsædet og ved Siden af ham Høvdingerne og de Mægtige, og de vare glade ved Mjød og Viin og mange andre gode Ting, da sendte Kongen Thoraren Nefulfsøn, en forstandig Mand, derhen hvor Kvinderne holdt Gilde; og da han var kommen hen for hendes Sæde, bukkede han for hende, og sagde: “En god Dag, Frue! Min Herre sendte mig hid til eder, og ønskede at vide, hvad han skal vælge eders Højhed, som kan være eder sømmeligt til Brudeskjænk eller Brudegave.” Dronningen svarede: “Min Herre maa selv bestemme, hvad der sømmer sig bedst for mig og hvad han vil vælge mig; men sige vil jeg ham, at ni Nætter var jeg i kongelig Seng hos Konge; nu veed Kongen, hvis ni Nætter ere mig bestemte hos ham i kongelig Seng, hvad han vil gjøre.” Og da Thoraren hørte hendes Svar, sagde han Farvel til Dronningen, og bukkede for hende. Han kom nu til Kongen, og sagde ham hendes Svar. Og det behagede Kongen vel, og han sendte hende strax en herlig Kappe med god Besætning. Efter dette Gilde rejste Kongen hjem til sit Rige med megen Glæde, og Dronning Thyre fulgte med ham.


43. Kapitel: Om Afgudsbilledernes Ødelæggelse

Kong Olaf havde fundet, at Thrønderne, som havde været med ham, havde endnu megen Tiltro til Afguderne, fornemmelig Frej. Kongen dadlede meget deres Tro, men de modsagde ham, og der herskede ligesom nogen Trætte imellem dem; de havde to Skibe, og det skortede ikke paa at de roede stærkt til. Kongen kom først til Lands, og begav sig strax hen til Templet, og brød alle Afgudsbillederne isønder, vendte derpaa tilbage imod sine Mænd, og havde Frejs Billede med sig. Og da Thrønderne kom imod Kongen, brød denne Frejs Billede istykker ligefor deres Øjne. De gik da i sig selv, forlode deres gamle Overtro, og gjorde efter Kongens Bud, og forligede sig med ham.


44. Kapitel: Den danske Konge Svends Giftermaal

Men da Kong Svend erfarede dette, mishagede det ham meget, at det var skeet uden hans Tilladelse; og kort efter døde Dronning Gunhild, som var gift med Kong Svend; de havde to Sønner, af hvilke den ene hed Harald, den anden Knud. Derefter ægtede Kong Svend Sigrid Storraade, som forhen havde været gift med Erik Sejersæl; hun var Moder til Olaf svenske; hende havde Kong Olaf Tryggvesøn forhen fæstet sig, men ophævede Fæstemaalet, da hun var hedensk og vilde ikke antage Kristendommen. Men Kong Olaf vilde heller ikke for hendes Skyld blive en Hedning, og han slog hende da med sin Handske.


45. Kapitel: Om Kong Olaf

Man finder det værd at erindre og fortælle, at paa Øen Brimanger er der et højt Fjeld, som er meget vanskeligt at bestige; Nordmændene kalde det Smalsarhorn; dette Fjeld har Kong Olaf gaaet op i, og fæstet sit Skjold deroppe paa Toppen af Fjeldet. Fjeldet synes at rage langt frem over de andre Fjelde, og næsten at hænge frem over Søen. Der fortælles ogsaa, at to af Kongens Hirdmænd havde en stor Trætte med hinanden, om hvem der bedst kunde gaae op i Bjerget og komme længst op i Fjeldet, og omsider væddede de om mange Penge, indgik en fast Aftale derom, lavede sig derpaa til, og den ene gik langt op i Fjeldet, saa langt, at han tilsidst hverken torde gaae op eller ned, og torde ikke see til nogen af Siderne; han stod nu med skjælvende Been, med Frygt og Rædsel, at han skulde falde ned og bryde Arme og Been eller døe paa Stedet, biede saaledes jammerlig paa sin død, og raabte paa Kongen og hans Mænd, at de skulde hjælpe ham. Men den anden stod noget længer nede, og havde ikke Kraft til at komme højere, skjælvende paa hele sit Legeme, men frelste sig dog med Nød og næppe. Men da Kongen saae, at ingen vilde hjælpe hiin, og han var lige ved at falde, saa kastede han sin Silkekappe, og bandt et Linklæde om sig; steg derpaa op af Skibet, gik op i Klippen, greb hin elendige Mand og hjalp ham; og tog ham under sin Arm som et Barn, og bar ham til Skibet.


46. Kapitel: Om Kong Olaf

Det er ogsaa værd at fortælle den mærkelige Ting, at Kong Olaf plejede ofte at svøemme i sin Brynje, og at drage den af under Vandet; men naar han stred i et Slag, greb han i Luften de flyvende Spyd og Pile, saavel med den venstre, som med den højre Haand, og kastede dem tilbage lige godt med begge Hænder. Han var behændigere og hurtigere end nogen anden, og i Slagene raskere og hastigere, og om man end leder Verden rundt, saa vil man ikke finde hans Lige i alle Slags Færdigheder og krigerske Øvelser i alle de nordiske Lande. Naar han sejlede, havde han god Lykke med Bør; man siger, at han ofte sejlede det paa een Dag, hvortil andre brugte to eller tre, og i mange Henseender var hans Lykke større, end andres.


47. Kapitel: Om Kong Olaf

Det tjener heller ikke at forbigaae det, at den almægtige Gud undte Kong Olaf megen Ære og Priis her i Verden formedelst hans Arbejde og hans hellige Venners flittige Anbefalinger, og Gud stod ham bi med megen Kraft. Det hændte sig stundom, naar Kong Olaf var ombord paa sine Skibe, og mange Vagtmænd holdt Vagt over ham, da kom han stundom naar man mindst tænkte derpaa ned fra Landet til dem, og gik hemmelig ud paa sine Skibe, imedens Vagtmændene troede han sov i sin Seng i Lyftingen, og de undrede sig, da de ikke havde lagt Mærke til at han gik bort, skjøndt de meente de holdt omhyggelig Vagt; ikke desmindre saae de ham komme ned fra Landet; og skjøndt der var Dug paa Jorden, bleve hans Spor dog aldrig fundne eller seete, men han steg ombord med tørre Fødder. Det hændte sig engang, at to anseelige Mænd, Gudbrand fra Dalene og Thorkel Dydril, vare nysgjerrige efter at kjende Kongens Færd, og overlagde med hinanden, at passe paa hans Gang. Og en Morgen tidlig sad Thorkel paa Enden af Broen forat holde Øje med Kongens Gang, men da han mindst tænkte derpaa, kom Kongen listelig til ham, og kastede ham fra Bryggen ud i Søen, og sagde, at det skulde han have for sin Nysgjerrighed; derpaa rakte han efter ham, og hjalp ham op af Vandet, og satte ham paa Bryggen. “Saae du nu,” sagde han, “at Dydrillen blev vaad.” Derpaa gik de begge ud paa Skibet. Men formedelst det Venskab og den Kjærlighed Kongen bar til Thorkel, og for hans indstændige Vens Skyld, at han dog skulde sige ham, hvorfor han saa ofte gik bort fra Skibene saa hemmelig og ene, saa tog Kongen en Nat Thorkel ved Foden, og bad ham gaae med sig uden at gjøre nogen Støj; de gik op paa Land, og hen til en Skov i Nærheden af Skibene; og da de kom til Skoven, sagde Kongen: “Staa du nu her ved dette Træ og bi efter mig, jeg gaaer et kort Stykke Vej og kommer strax tilbage; men vogt dig vel for at gaae længer frem!” Kongen gik nu ind i Skoven hen til et aabent Sted. Da saae Thorkel det Syn, som han vidnede mange Aar efter, da han fortalte Harald Sigurdsøn det, og forsikrede, at det var Sandhed, at Kong Olaf bad til Gud, og rakte sine Arme imod Himlen; da kom der et stærkt Lys over ham, saa at han, som han fortalte, næppe kunde see imod det; og da, sagde han, saae han to Mænd i kostelige Klæder, som lagde deres Hænder over Kongens Hoved, og han fortalte, at han takkede Gud, at det skulde forundes ham at see et saadant Syn; han hørte en fager Sang og mærkede en behagelig Lugt, som fulgte med dette Lys; og da to eller tre Timer af Natten vare ledne, da forsvandt Lyset, Kongen kom da tilbage til Thorkel, og bad ham følge med til Skibene. Kongen forbød ham at sige denne Tildragelse til noget Menneske, saalænge han levede, og truede ham med Døden, hvis han gjorde det; og det holdt han, thi han var en stor Ven af Kongen. Men mange Aar efter Kong Olafs Død, da Thorkel var en gammel Mand, fortalte han Kong Harald denne Tildragelse, og denne ansaae Thorkel for en meget sanddru Mand.


48. Kapitel: Om Kong Olaf

Man fortæller, at det hændte sig engang da Kong Olaf gik fra Messen, og satte sig i sit Højsæde, og hans Mænd vare komne til Sæde, at han pludselig forsvandt for deres Øjne, og de spurgte hverandre, hvor han var; men de vidste, at han ikke var gaaet ud af Hallen, og derom vare de alle enige. Da Biskoppen hørte deres Tale, sagde han: “Jeg kan sige eder, hvor jeg seer ham staae; han staaer midt i Hallen, og taler med en Mand, som I ikke kan see.” Og kort efter saae de Kongen i sit Sæde. Og da de erfarede saadant, troede de, at han var en Guds Engel, sendt fra Himmelen, og lignede mere dem end Menneskene. En anseelig Mand, Gudbrand fra Dalene, sagde om ham, at det var tvivlsomt, om det var en Konge de saae, eller hvad de helst skulde ligne ham med, om han var som andre jordiske Konger paa Jorderige, eller han var en Engel, sendt fra Gud og iført Menneskelig Skikkelse for Menneskene, forat han hos mange Folk kunde udbrede vor Herres Jesu Kristi Navn. Man siger, at Kong Olaf Tryggvesøn kristnede fem Lande med deres Indbyggere. Men det var ikke at vente, at Folket skulde fuldkommen forbedres i Sæder og Tro paa Gud, thi Tiden var kort, og Folket haardt og styrket i Vantro, og vilde ikke gjerne give Slip paa deres Frænders Synder; Mangelen paa Lærere var ogsaa stor, og de, som vare, formedelst Uvidenhed og kyndighed ikke synderlig dristige til at bruge den danske Tunge, thi de bleve meget foragtede. Følgende ere Navnene paa de Lande, han kristnede: Norge, Hjaltland, Ørkenøerne, Færøerne, Island, Grønland. Dog herskede paa mange Steder Kristendommen kun af Navn, og saa vilde det have blevet, hvis der ikke var kommen en anden til at styrke den og tvinge Folket; nemlig hiin Konge med samme Navn, Olaf Haraldsøn, der ikke besad mindre Kraft til at befordre Kristendommen, men langt længere Tid. Men eftersom Arbejdet var stort og Tiden kort til at samle Faar i den almægtige Guds Faarehuus, da syntes det, som det ikke gik frem med Guds Gjerning; thi Fjeldbygderne laae ikke under Norges Konger, som beherskede Strækningerne langs med Havet, saasom Kongerne i Oplandene, som regjerede over Fylkerne, tjente under de svenske Konger; faa af dem antoge Kristendommen; og overalt i fjerntliggende Bygder og vide Fjeldegne over hele Norge, i afsides Dale og paa Udnæs, der ofrede mange hemmelig til Afguderne, skjøndt de ikke vovede at have dem hjemme i deres Huse, og de troede paa Skove, Bjerge og Kjær. Efter Kong Olaf Tryggvesøns Afgang hændte det sig, femten Aar efter, at Kong Olaf Haraldsøn kom til Oplandene, fangede i eet Efteraar fem Konger, kristnede Oplandene, og lod en stor Mængde Afgudsbilleder ødelægge. Man kan saaledes antage, at Kong Olaf den ældre samlede Materialier og lagde Grundvolden til Kristendommen ved sine Bestræbelser, men den yngre Olaf rejste Væggene; Olaf Tryggvesøn satte Hegnet omkring den, men Olaf den Hellige prydede det og byggede det højere. Og ikke allene drog Olaf den Hellige Omsorg for sit Bedste, men for alles, som han sørgede for; og dertil udgjød han siden sit Blod til Hjælp for hele sit Folk i sin hellige død; og nu bære hans mange Jærtegn Vidne om, at han er i Himmeriges Herlighed hos den almægtige Gud, og alle Nordmænd have ham til deres Fører og Talsmand baade hos Gud og hos Menneskene, til Hjælp og Miskundhed. Men Olaf Tryggvesøn derimod, siden han mistede Riget i hiint store Slag, da han stred paa Ormen den lange, han er os berøvet, uden at jordiske Mennesker ret kunne vide, hvilken Hellighed han besidder; og denne er ikke beviist ved underlige Gjerninger og Jærtegn, men ingen tvivler paa, at han blev sendt af Gud. Gud gjorde ham ogsaa mægtigere end andre Konger, og underfuldere i alle farlige Foretagender; derfor maae vi alle prise den Herres Jesu Kristi Navn for denne Mand, som han gav saa megen Magt og Dygtighed, paa samme Maade som vi prise Gud for den hellige Kong Olaf.


49. Kapitel: Om Ormen den lange

I Kong Olafs fjerde Regjeringsaar lod han bygge det Skib, som er blevet særdeles omtalt og berømt; det blev tømret i Vigen ved Lade, indenfor Ladeklipperne ved selve Fjorden; der er en Dal og flad Slette, hvor ingen stærke Vinde komme, da den ligger i Læ baade inden- og udenfra Fjorden; den Deel af Kjølen, som laae paa Jorden, var fire og halvfjerdsindstyve Alen, men Rummet imellem Stavnene er ikke angivet. Da Skibet var tømret, befalede Kongen, at mange Folk skulde komme did forat see det. Og da man betragtede det, roste alle, som kom derhen, det for dets Størrelse og Skjønhed; saa der aldrig har været bygget et lignende Skib i Norge. Og da Kongen hørte, at alle roste det overordentlig, tykkedes han vel derom. Men nogle Dage efter fandtes paa Skibet tre store Hug; det var hugget paa Bordet med en stor Buløxe; da Kongen erfarede dette, blev han meget vred, og anstillede nøje Undersøgelse efter, hvem der havde gjort det, men ingen vilde vedgaae det. Da gik Kongen hen forat betragte Huggene paa Skibsbordet, og sagde meget forbitret: “Den Mand vil jeg give en Mark Guld, som dræber den, der saaledes har skamskjændet Skibet, og tilføjet mig Skade og Foragt.” Kort efter kom Overbygmesteren, der havde bygget Skibet og var en særdeles dulig Mand, til Kongen; han bad Kongen om en Samtale i Eenrum, og sagde: “Herre! Vogt dig for at dømme andre saa haardt og farligt for denne Sags Skyld; thi jeg er Skyld i, at Skibet er hugget, og tilkjend mig derfor den Straf du vil.” Kongen sagde: “Hvorfor gjorde du det og af hvad Grund?” Den anden svarede: “Fordi det syntes mig ikke vel dannet, og jeg haabede det skulde blive bedre, naar der blev taget af Bordene, thi Skibets Bord tyktes mig vel høje, og jeg troer det vil see bedre ud, naar de blive gjort lavere; og hvis du vil lade mig gjøre det ved, skal jeg gjøre det til det fagreste og fortrinligste Skib i alle Henseender.” Kongen gav hertil sit Samtykke. Bygmesteren gik da hen, og gjorde det ved, saaledes som han havde lovet Kongen, og anvendte al sin Dulighed paa at forskjønne det; og da det var færdigt, sagde han til Kongen, at han havde gjort det saa godt han kunde; “kom nu selv, og see, Herre!” sagde han. Og efter hans Begjering gik Kongen hen og saae det, og blev glad derover, roste det meget, og gav ham en stor Belønning. Siden lod Kongen Skibet male med forskjellige Farver, og forgylde og pryde med Sølv; paa Skibets forstavn var et Dragehoved, og det førte ikke færre Aarer paa hvert Bord end otte og halvtreds. Derpaa fik Skibet Navn paa Norsk, og kaldtes Ormen den lange, hvilket paa Latin hedder longus draco eller serpens. Kongen selv førte Befalingen paa dette Skib, og udnævnte Tropper til at være der ombord, og dertil valgte han de stærkeste og vaabenduligste Mænd i hele Norge. Saaledes vandt Kongen megen Berømmelse, fordi han lod et saadant Skib bygge; alle skjønnede nu ogsaa, at Skibet nu var langt smukkere og anseeligere; saa snildt havde Bygmesteren baaret sig ad, at der hverken var hugget for dybt eller for lidet; med saa stor Behændighed havde han hugget det. Ingen Mand skulde tjene paa dette Skib, der var yngre end tyve Aar, og ingen ældre end tresindstyve. Ingen fejg Mand eller fattig Stakkel maatte komme paa dette Skib, og det var næsten forbudet enhver, som ikke i een eller anden Henseende havde udmærket sig ved nogen Daad, saaledes som der fortælles om Kong Olaf og hans Mænd.


50. Kapitel: Om Kong Olafs Udseende

Kong Olaf Tryggvesøn var høj af væxt og særdeles dannet, han havde uldhvidt, langt Haar, var hvidbrun og lys af Ansigtsfarve; han var særdeles smuk, og havde skjønne Øjne. Det have ogsaa Mænd, som vidste god Besked derom, bemærket, at to Mennesker aldrig have lignet hinanden mere i alle Slags Færdigheder og rask Væsen, end Kong Olaf Tryggvesøn og Hakon Adelsteensfostre; dog var Hakon endnu stærkere af Kræfter, skjøndt ingen var Olafs Lige i hans Dage. Kong Olaf var den første i Norge, som bevarede den sande Tro; det gik ham godt, førend han antog Troen, men langt bedre siden, thi han øvede da mange Handlinger, om hvilke man ikke kunde afgjøre, enten de mere vare en Følge af Guds Kraft, eller af jordisk Værdighed. Og hvor i Landet han stævnede Thing, og mægtige Mænd samlede sig, og agtede at tale imod ham, hvorved man hørte mangen herlig Tale, saa havde det dog, om end Bønderne talede nok saa snildt, intet at sige saasnart Kongen talte, thi han havde Sandheden at forkynde; imidlertid maatte han dog bruge mange Overtalelser og anvende meget Arbejde, førend Troen vandt Sejer. Kong Olaf havde Jernskegge paa Yrjes Datter med sig. I Kong Olafs fjerde Regjeringsaar holdt han Thing i Throndhjem inde paa Froste, nemlig otte Fylkers Thing, hvortil der indfandt sig en stor Mængde Folk og mægtige Høvdinger; blandt andre Jernskegge fra Yrje, Styrkar Endridesøn fra Gimse, Orm Lygra fra Bynæs i Gauldal, og deres mange Frænder. Denne Orm var gift med Gudrun, en Datter af Bergthor og Søster til Asgaut fra Selvaag; deres Moder var Thurid, en Søster til Thorodd fra Olfos. De stode alle sammen paa Thinget; men Kong Olaf anbefalede dem den rette Tro; og da han havde holdt en skjøn Tale, svarede Jernskegge, og sagde: “Hvis du ikke ophører med saadanne Bud, saa vil det gaae dig som Hakon Jarl.” Kongen saae, at han ikke havde Folk nok imod dem, han lod derfor, som han vilde give efter for dem, og sagde: “Det nytter ikke at jeg udsætter mig for eders Overmagt, og det synes mig kongeligere, heller at forøge Ofringerne, end at formindske dem, hvilket vi altsaa ville gjøre.” Kongen var da mild i sin Tale, men vred i Hu. Thinget blev nu opløst, og Leensmændene og de mægtige Bønder droge ind i Throndhjem til Møre; de vare tre hundrede Mand; der var et Hovedtempel, hvor Ofringerne skulde skee; der ventede man ogsaa Kongen, men han drog først hjem fra Thinget; og siden atter derhen, og havde da ingen andre Skibe, end Ormen den lange; han var nu ganske færdig. Da Kongen kom til dem, havde de gjort Anstalter til et Menneskeoffer, og vilde nøde Kongen til at deeltage deri. Der vare mange Folk samlede. Da Kongen kom, forlangte han at gaae ind forat see deres Gudstjeneste; han gik da ind, og havde en stor Bredøxe i Haanden; deres Offerbiskop fulgte med ham. Da de vare komne ind, sagde Biskoppen Kongen, hvor hver af Guderne stod; Thor var i Midten af Huset, og havde de fleste Prydelser. Kong Olaf gik hen til Thor der hvor han sad; Kongen hævede Øxlen, og gav Thor et Slag i Hovedet, saa han styrtede frem paa Gulvet. Derpaa gik Kongen ud; og ved hans Adgang blev Jernskegge dræbt ude ved Templet imellem Kongens Mænd. Olaf sagde da: “Lad os nu tænke paa, Mænd, at førstørre Ofringerne, lad os ikke ofre Trælle eller gamle Folk, som intet ere værd, men griber nu eders Kvinder eller Mænd af fornem Slægt, og giver Guderne dem!” Da Jernskegge var dræbt, tabte Bønderne Modet, og saae nok, at de hverken havde Lykke eller Magt til at modstaae ham. Kong Olaf sagde, da til dem: “Forener eder nu med mig, og tager mod Fred og mit Venskab; troer nu paa den Gud, som lader Solen skinne paa de Retfærdige og Uretfærdige, og lader det regne over Gode og Onde; troer paa een Gud, Fader og Søn og den hellig Aand.” Og da Kongen havde talt saa, saae han saa forskrækkelig ud, at ingen vovede at tale imod ham; de havde allerede liidt nok for deres slette Foretagende, og frygtede for at flere vilde gaae samme Vej, hvis de ikke adlød Kongen. De valgte derfor en god Beslutning, og lovede Gud og Kongen Lydighed. Derpaa døbte Biskoppen og Præsterne sex hundrede Mand, og desforuden Kvinder og Børn; saa at den Skjændsel, de vilde tilføje Kongen, blev dem til meget Held. Alle droge nu bort i Fred, og lovede den eneste sande Gud. Men efter Jernskegges Drab, og siden Kongen havde gjort det anseete Giftermaal med Dronning Thyre, saa lod han Jernskegges Datter Gudrun fare; hun tyktes ogsaa ved sin Faders Død at have liidt Fornærmelse nok.


51. Kapitel: Om Kong Olaf og Roald

Roald hed en Mand, som boede i Moldefjord, en stor og mægtig Afgudsdyrker; han vilde ikke antage Kristendommen, heller ikke forlade sine fædrene Besiddelser; han var en stor Troldmand, og brugte djævelske Kunster. I hele tre Aar vedblev denne trolddomskyndige Mand at frembringe tvende Vandhvirvler imod Kongen udenfor hans Besiddelser, og det med en saadan Hæftighed, at Kongen og hans Mænd ikke kunde komme til ham, og ingen kom uden hans Tilladelse til det Torp han beboede. Olaf rejste atter til ham; og da han kom der, hvor Bølgerne brødes, befalede han hurtig at sejle mod dem og over hine skrækkelige Vandhvirvler; og saasnart Skibene kom i dem, lagde de sig og faldt ned. Roald blev greben, og Kongen befalede ham at antage den rette Tro, men han nægtede Guds Navn; derimod paakaldte han sine Guder, hvorpaa Kongen, som billigt var, befalede at dræbe ham, og han mistede saaledes med Rette Livet.


52. Kapitel: Om Kong Olaf

Det hændte sig paa et Thing og i samme Herred, at Kongen forkyndte Troen, og en mægtig og veltalende Mand talte imod ham. Da lod Kongen ham gribe, og befalede, at de skulde lade en Orm krybe ind i Munden paa ham, hvilket de ogsaa forsøgte; de toge Ormen, og lukkede Munden op paa Manden, men han blæste imod Ormen, saa at denne vendte sig bort fra hans Mund og vilde paa ingen Maade krybe derind. Da lod Kongen tage et hedt Jern og binde ved Ormen, og da den følte Heden, krøb den ind i Munden paa ham og ned i hans Bug, og der ud, og da havde den Mandens Hjerte i sin Mund. Da man saae dette, da overfaldt en stor Skræk og Rædsel alle Hedningene.


53. Kapitel: Om Kong Olaf, hvorledes han lod en Mand jage ved Hunde

En Sommer kom en Mand til Island, ved Navn Grim, en stor og stærk Mand, der i nogen Tid havde været Kong Olafs Stavngjemmer. I Borgefjord levede en Mand ved Navn Thorkel Trefil, en stor Høvding. Det hændte sig, at Thorkel under en stor Trængsel paa Thinget blev traadt under Fødder, hvilket han beskyldte Grim for, og derover blev Thorkel meget forbitret paa Grim, og kaldte en Mand til sig ved Navn Sigurd, der var stor og stærk; Thorkel lokkede ham til at overfalde Grim, forat hævne den ham vederfarne Foragt. Og om Aftenen, da Grim gik til Sengs, gik Sigurd bevæbnet imod ham, og hug til ham, men han forsvarede sig tappert; tilsidst faldt dog Grim. Formedelst denne Tildragelse anklagede Grims Frænder Sigurd til at blive landflygtig efter Landets Love. Og da han blev kjendt skyldig, drog han udenlands den Sommer, og kom til Norge om Efteraaret, og gav sig og sine Medfølgere andre Navne. Kong Olaf erfarede af Kjøbmændene, at hans Stavngjemmer var bleven dræbt paa Island; han blev da meget vred, og vilde grummelig hævne ham; alle vare heller ikke saa tavse, at Kongen jo fik Sandheden at vide; Kongen gik da ombord, og søgte, og kjendte snart den Skyldige, og lod ham sætte i Fjedder. Kort efter stævnede han Thing, og befalede, at. han skulde rives ihjel af Hunde; og da der var kommen en stor Mængde til Things, lod Kongen Klæderne trække af ham, og han blev afklædt sat i Mandekredsen for Hundene. Da gik en af Hirdmændene hen til Kongen, og sagde: “Hør, min Herre! Det tjener ikke, at denne Mand skal lide en saadan død, og det sømmer sig bedre, at du sætter ham i den Dræbtes Sted, thi jeg troer han vil være en ligesaa rask Mand som den anden.” Kongen svarede: “Herved skal andre afskrækkes fra at dræbe mine Hirdmænd.” Og da Manden mærkede, at hans Ord ikke udrettede noget hos Kongen, saa begav han sig til Biskoppen, og sagde ham det. Biskoppen sendte ham strax tilbage til Kongen, og bad denne eftergive den Skyldige Sagen. Kongen svarede: “Biskoppen kan ikke bedre bedømme en Mand paa Marken, end jeg; klæder ham nu strax af!” Folket dannede en Kreds omkring ham; Hundene bleve slagne løse; men Manden havde saa fagre og skarpe Øjne, at da han saae paa dem, torde de ikke anfalde ham. Da kaldte Kongen den stærkeste af sine Hunde, Vige, til sig, to eller tre Gange, klappede den, og hidsede den paa Manden; og formedelst Kongens Tirren, ved det han hidsede den saa stærkt, løb den een Gang frem, bed Manden i Livet, og vendte strax tilbage til Kongen. Da Manden fik Saaret, sprang han op, og løb over Kredsen, men faldt da Død ned. Da Biskoppen hørte dette, irettesatte han skarpt Kongen, saa at denne tilsidst faldt Biskoppen til Fode, bekjendte sin Fejl for Gud, og indsaae, at han havde syndet ved denne grumme Gjerning, og Kongen viste megen Anger derover.


54. Kapitel: Om Kong Gudrød og Brødrene

Paa denne Tid kom Erik Blodøxes Søn Gudrød til Landet; han kom fra Hærtoge østenfra til Vigen; denne samme Gudrød dræbte Kong Tryggve ved Svig, efter sin Broder Kong Haralds Tilskyndelse og deres onde Moders listige Anslag. Han havde mange Folk og tresindstyve Skibe; han vilde prøve paa, om Høvdingerne i Vigen vilde tage ham til deres Konge, eller om de vilde foretrække at stride med ham. Men der regjerede den Gang to Brødre, som før er omtalt, Hyrning og Thorgeir; de svarede klogt, og sagde, at de helst vilde tage ham til Konge, men dette var dog saa vigtig en Sag, at det var bedst, der tre Dage efter stævnedes Thing, og at der paa et talrig besøgt Thing gaves ham Kongenavn. Gudrød samtykkede deri, og kom til Thinget, som var meget talrigt. Hyrning stod i Spidsen for Bønderne; men da han red til Thinget, hændtes det pludselig, at han faldt af Hesten og døde strax; der blev da med megen Bedrøvelse draget Omsorg for hans Lig, og dette ført hjem. Hans Broder blev ogsaa saa bedrøvet, at han næppe kunde raadslaae om noget; han sagde da til Gudrød paa Thinget: “I har vel hørt, Herre, den pludselige Ulykke her er skeet, hvorledes jeg har mistet min Broder; baade jeg og alle vore Mænd ere nu meget sorrigfulde; jeg beder eder, Herre, at I tillader os at jorde ham hæderlig; men hvad den Ære angaaer, som vi agtede at vise eder, saa tag til Takke med et Gjæstebud hos os med Glæde og Gavn, og bi til vi kunne faae stævnet et andet Thing, hvor vi ville stræbe at befordre eders Hæder.” Gudrød samtykkede heri, og syntes vel om Thorgeirs Ord; han drog nu til Gjæstebudet, og de holdt drikkelag med Glæde. Men det hændte sig, at Hyrning en Nat kom med mange Folk, som om han igjen var kommen til Live; han satte Ild paa Salen, og indebrændte Gudrød med alle hans Folk, men de, som søgte at komme ud, bleve strax dræbte. Da Kong Olaf hørte dette, roste han meget deres Gjerning, og takkede dem højlig derfor.


55. Kapitel: Om Kong Olaf og Thor

Det hændte sig engang, at Kong Olaf sejlede langs med Landet paa Ormen den lange, og sad selv ved Roret; da raabte en Mand, der stod paa en, Klippe, ud til Skibet, og bad Kongen have den Godhed at tage ham med. Da Kongen hørte dette, lod han strax Skibet løbe did, hvor Manden stod, og denne steg ombord paa Skibet. Han slog stort paa, talte mangt spottende Ord til Kongens Mænd, og gjorde sig meget lystig. Manden havde et smukt Udseende og rødt Skjæg; han lo af de andre, og de andre af ham, og førte store Ord i Munden paa forskjellige Maader. De spurgte ham, om han kunde fortælle dem noget Mærkeligt og hvad der var forefaldet i gamle Dage. Han foregav at vide meget; “thi I kan ikke,” sagde han, “spørge om noget, uden jeg veed Beskeed derom.” Dette fortalte de nu Kongen, og sagde: “Herre, denne Mand kan fortælle mange mærkelige Ting,” hvorpaa de bragde ham til Kongen, der spurgte hvad han da kunde fortælle. “Herre!” svarede han, “dette Land, som vi nu sejle ved, blev fordum beboet af nogle Riser; men det traf sig, at disse Riser fik en brad Bane, og de døde, saa der blev ikke flere tilbage end to Kvinder. Siden skete det, Herre, at Mænd, som vare af Menneskelig Oprindelse og havde hjemme i den østlige Deel af Verden, gave sig til at beboe dette Land; og hine store Kvinder, Herre, de voldte Menneskene meget Bryderi, og plagede dem paa mange Maader; og da besluttede Menneskene at anraabe dette røde Skjæg om Hjælp; og jeg greb da ogsaa paa Øjeblikket Hammer og Pantsersærk, og slog dem ihjel.” Da han havde sagt dette sprang han bort fra forstavnen og hen over Bagstavnen i alles Paasyn. Kongen selv saae ogsaa denne Tildragelse, hvorledes han styrtede sig i Søen, og forsvandt for deres Øjne. Da sagde Kong Olaf: “See nu engang, hvor dristig Djævelen er, at han saaledes lod sig tilsyne for os.”


56. Kapitel: Fortælling om Trolde

Der fortælles, at Kong Olaf opholdt sig i Nummedalen, og at to af Kongens Hirdmænd fik Lyst til at vide, om det var sandt at der spøgede mange Trolde der i Herrederne. En Nat droge de hemmelig bort fra Kongens Skib, vandrede længe frem i Nattens Mørke, og saae derpaa en Ild brænde foran sig, til hvilken de da skyndte sig. Og da de nærmede sig Ilden, saae de, at den brændte i en Hule, og der sade mange Trolde, og talte sammen. En af dem, den, som de meente maatte være deres Formand, tog da til Orde: “Veed I,” sagde han, at Kong Olaf er kommen hertil, og det for, som han tænker, at drive os bort fra vore Ejendomme.” De andre svarede, at de vidste det: “tvi vorde ham; meget Ondt har vi maattet lide af ham.” Da sagde deres Høvding: “Saa fortæl nu, hvad I har haft med Hinanden at gjøre.” Da tog een af dem til Orde: “Jeg havde min Bolig i Gauldalen kort fra Lade, og Hakon Jarl var min gode Ven; han gav mig skjønne Foræringer; men da han mod Ret og Skjel blev berøvet sit Rige, kom denne i hans Sted; det hændte sig en Dag,” fortalte han, “at Kongens Hirdmænd gik og legede i Nærheden af Gaarden, da kunde jeg ikke længer udholde deres Skrigen og Tummel, og jeg var ret led og kjed af det altsammen; da gav jeg mig ind i Legen med dem, dog usynlig; jeg tog fat paa een af dem, og skiltes saaledes fra ham, at jeg brød Armen paa ham; og den næste Dag” brød jeg Foden paa en anden; den tredie Dag kom Kongen til Legen, og jeg vilde da atter lemlæste een eller anden af dem; jeg stod da imellem dem, og tog efter een af dem; men han greb fat paa mig og det haardt, og klemte sine Hænder ind i mine Sider, og værre kunde de ikke have været, om de havde været af gloende Jern; han gav sig til saaledes at plage mig, saa jeg næppe kunde staae paa mine Been; kun med Nød og næppe slap jeg ud af Hænderne paa ham, flygtede ganske forbrændt bort derfra, og kom imod min Villie til dette Sted.” Da sagde et andet Trold: “Om mig er at fortælle, at jeg paatog mig Skikkelse af en smuk Kvinde, havde et Horn fuldt af Mjød i Haanden, hvori jeg havde blandet mange slemme Ting, og havde i Sinde at skjænke for Kongen om Aftenen der hvor han var til Gjæstebud; og da Mændene vare blevne meget drukne, stod jeg ved Bordet smukt pyntet; da rakte Kongen sin Haand ud imod mig, jeg gik hen til ham, og gav ham Hornet, men han løftede det op, og kastede det i Hovedet paa mig, lige i Panden, og saaledes skiltes vi ad.” Da tog det tredie Trold til Orde: “Jeg paatog en smuk Kvindes Lignelse, og kom til Kongens Herberge silde om Aftenen; Kongen sad barfoddet, og havde knyttet Linbrog om Benet; Biskoppen sad paa hans højre Side; da gav jeg mig til at opvække Klø paa Foden af ham, nemlig Kongen, og han saae hvor jeg stod, og kaldte paa mig, og bad mig kløe hans Fod; jeg satte mig paa Skammelen ved hans Fødder, baade før Nadveren og efter; derpaa gik Kongen at sove, og jeg med ham, og jeg kløede da igjen hans Fod; da faldt Biskoppen i Søvn, og saa Kongen, hvorpaa jeg forsøgte at forgjøre Kongen ved djævelske Kunster. Men derpaa vaagnede Kongen, og kastede en Bog i Hovedet paa mig, saa at Hjerneskallen fik Skade; derpaa flygtede jeg bort derfra, og siden den Tid er jeg skjævhovedet. Da vakte Kongen Biskoppen, og bad ham see efter, om der fejlede ham noget eller ikke af det denne Djævel havde været hos ham, som saa synlig havde viist sig i deres Herberge. Biskoppen gjorde som Kongen forlangte, og fandt paa hans Fod en fæl Plet, fuld af Edder, og denne lod Biskoppen skjære bort af Kjødet, hvorpaa det ganske blev lægt.” Da Kongens Mænd havde seet og hørt dette, vendte de ganske stille tilbage, og kom ombord medens alle sov. Men næste Morgen fortalte de Kongen dette, og han sagde, at det var sandt, hvilket han selv kunde forsikre: “men dog,” sagde han, “vil jeg ikke have, at I tiere skal gaae saaledes ud om Natten, thi det kan blive farligt for eder, at I gaae saaledes allene hvor I intet have at gjøre.” Derefter rejste Kongen og Biskoppen igjennem alle disse Bygder, og bare Vievand, og frelste Folket fra Djævelens Kunster, hvoraf mange før havde maattet lide megen Nød.


57. Kapitel: Om Kong Olaf

Der fortælles, at Kong Olaf og Dronning Thyre havde en herlig smuk Søn, som i Daaben fik Navnet Harald, og blev opkaldt efter hendes Fader; han var meget afholdt af Kongen og Dronningen, og man havde gode Forhaabninger om at han vilde regjere vel efter sin Fader, og Folket fattede megen Kjærlighed til ham; men han levede næppe et Aar, og blev da taget bort fra denne Verden til den evige Herlighed.


58. Kapitel: Om Kong Svend og Dronning Sigrid

Om Kong Olafs femte Regjeringsaar er at fortælle hvad der forefaldt i Danmark, at Kong Svend nemlig da havde ægtet Sigrid den Storraade, og engang, fortælles der, holdt de en Samtale, i hvilken Dronningen i mange af deres Venners Nærværelse sagde: “Hvorlænge, Herre, vil du taale den Foragt, der er tilføjet dig?” Kongen svarede: “Hvad er det for en Foragt, Frue, som jeg taaler, uden at hævne den?” Dronningen vedblev: “Foragt og megen Skam blev der tilføjet dig, da man ikke holdt dig for værd eller agtede dig saa meget, at man raadspurgte dig, da din Søster Thyre giftede sig med den norske Konge Olaf, hvilket du ikke siden har paatalt; hun giftede sig selv med sin Fosterfaders Samtykke, uden at indhente din Tilladelse, og han foranstaltede hendes Bryllup.” Da sagde Kong Svend: “Hvilken Foragt er derved tilføjet mig? Er ikke Olaf Tryggvesøn berømmeligere end alle andre Konger, og kunde jeg finde noget bedre Giftermaal for min Søster end med denne Konge, om jeg end selv raadte derfor; og om end mit Rige stod i den bedste Flor, saa er hun hæderlig nok gift.” Dronning Sigrid svarede: “Det nægter jeg ikke, at Kong Olaf er berømmeligere end andre Konger, og din Søster er vist vel nok gift; men da du er Konge, saa skulde du betænke, hvor megen Foragt de tilføjede dig, i det han fæstede sig din Søster, thi lidet agtede han da dig og din Værdighed.” Kongen sagde: “Denne Meen og Foragt, tænker jeg, er nu kommen saa vidt, at jeg vil finde mig i det, som det nu er; dette vil ogsaa være det bedste jeg kan gjøre, thi Kong Olaf er mægtig og jeg kan ikke staae mig mod ham eller hævne denne Foragt.” Sigrid svarede: “En ringe Konge vil du blive længe, fordi du vil saa være; men vilde du være en saadan Konge, som dine Frænder have været, saa taalte du ikke denne Skam og Foragt; og det kan jeg forsikre dig, at hvis du vil være en saadan Kryster, at du ikke tør hævne sligt, saa vil jeg lade mig skille fra dig, og vil aldrig blive her.” Kong Svend sagde: “Siden Kong Olaf har saa stor Magt og Styrke, hvorledes skal jeg da hævne sligt?” Sigrid svarede: “Med List skal du overvinde ham, og du vil faae Bugt med ham omsider.” Kongen sagde: “Saa lær du mig da, hvorledes det skal gaae til, at han bliver overvunden.” Sigrid sagde: “Først skal du sende nogle Mænd til Vindland til Sigvalde Jarl, som du har gjort landflygtig fra det danske Rige; byd ham til dig, at I kunne slutte Forlig, og tilbyd ham de Besiddelser og den Magt, hans Forældre have haft. Derpaa skal du paalægge ham, at drage i dit Ærende til Norge, forat han saaledes kan gjøre godt igjen hvad han har fejlet imod dig, og gjør alt dette med Venlighed!” Sendebudene droge nu til Sigvalde med Kongens Budskab, og forkyndte ham det; og Jarlen gjorde sig strax færdig og drog til Kongen, hvorpaa de raadsloge med hinanden. Og Kongen sagde til Sigvalde: “Hvis du vil have dine Besiddelser tilbage, saa skal du drage i mit Ærende til Sverrig og Norge med sikre Kjendemærker til Kong Olaf den svenske og siden til Kong Olaf Tryggvesøn, at vi alle skulle mødes i Brennøerne næste Sommer; den svenske Konge kan lade, som om han der havde et nødvendigt Ærende.” Da sagde Sigrid: “Lad min Søn Kong Olaf sende det Budskab til sin Navne i Norge, at han skal hjælpe med at fremme Guds Ærende, at Kristendommen kan have Fremgang i hans Rige; og det veed jeg, at naar det kommer an derpaa, saa vil han sætte alt til Side for at rejse hen at forkynde Guds Navn, og det vil da ikke falde os vanskeligt at lede ham hen i et eller andet Baghold. Men hvis Olaf Tryggvesøn sejler fra Norge, og du lader ham gaae igjennem Øresund og fare hvilken Vej han vil, saa vil han ingen Mistanke fatte om, at du mener ham det ikke oprigtig. Men da vil du især vise, hvor spagfærdig du er, Kong Svend, hvis du da lader ham sejle tilbage i Fred og Frelse.” Sigvalde overtog nu disse Kongens og Dronningens Ærender, lovede at rejse, gjorde sig færdig, og drog til Sverrig. Da var Hakon Jarls Søn Erik og hans Broder Svend kommen til Sverrig, og de fik Underretning om Sigvaldes Rejse. Der herskede meget Uvenskab imellem dem siden Slaget i Hjørungevaag. De erfarede nu Sigvaldes Rejse, og sendte Bud at han skulde komme til dem. Og Sigvalde saae, at det vilde være det bedste, at tage til dem; han rejste strax, kom til Brødrene, og hilste paa dem. De spurgte, hvor han agtede sig hen. Han svarede: “Det skal nu beroe paa eder, hvorhen jeg vil rejse;” og han fortalte dem hele Sammenhængen med hans Rejse. Erik svarede: “Hvis det er sandt hvad du fortæller, saa skal du og hele dit Følge fare i Fred.” Sigvalde Jarl rejste nu til han kom til den svenske Konge Olaf, og forkyndte ham Kong Svends og Dronning Sigrids Budskab. Den svenske Konge Olaf tog vel imod Sigvalde, og gav sit Samtykke til alt det, som Kong Svend og hans Moder havde talt om med Sigvalde Jarl, hvilket nu ikke behøver at gjentages. Derpaa drog Sigvalde til Norge, og fandt Kong Olaf Tryggvesøn i Oplandene, hvor han ankom kort før Juul; Kong Olaf tog særdeles vel imod ham, og han var hos Kongen om Julen. Sigvalde Jarl fortalte Kong Olaf hans Navne den svenske Konges Budskab, og bad ham meddele sig hans Bestemmelse førend han drog bort. Efter Julen beredte Sigvalde sig til Bortrejsen; og da sagde Kong Olaf til ham, at han skulde forkynde den svenske Konge, at han sikkert, saaledes som de havde sendt Bud til ham om, vilde komme til Brennøerne, og saa langt strakte hans Rige sig. Derpaa drog Sigvalde Jarl tilbage til Danmark, og berettede dem, at Kong Olaf Tryggvesøn paa den fastsatte Dag vilde komme til det Sted, som de havde bestemt; og de lode nu Sigvalde Jarl have baade Fred og Fosterland.


59. Kapitel: Om Kong Olaf

Vi ville nu ogsaa optegne, at i de fem Aar, Kong Olaf regjerede over Norge, lod den almægtige Gud en saadan Lykke skinne over Landet med alt Godt, baade med Jordens Afgrøde og blidt Vejrlig, at de aldrig, hverken før eller siden, erholdt en saadan Lykke. Et Eksempel derpaa var, at paa den hellig Dag Palmesøndag, da Kongen gik fra Messen, saae han en Mand staae ved Kirken med en stor Byrde paa Ryggen af de Urter man kalder Hvanner (Angelikaer). Kongen rakte derefter, for nøjere at undersøge denne Sommervæxt, der syntes at være i fuld Blomster og ganske udsprungen. Og Manden, som bar den, satte Byrden ned, og gav Kongen en Hvan, hvilken denne bar ind i Drikkestuen, hvor Hirdmændene vare. Han satte sig i sit Højsæde, og skar en Hvanstilk af, hvilken han sendte Dronningen. Hun tog imod den, og sagde: “Det er mig fast i Minde, Herre, at da jeg var et Barn, og mine Tænder brød frem, da blev der givet mig Tandgave; men disse Penge skulde min Broder Svend betale med Rente, naar jeg krævede dem; nu beder jeg eder, Herre, at kræve disse Penge, naar I drager til Danmark; I kan ogsaa indsee, Herre, hvor store Besiddelser i Vindland jeg maa undvære, men hidtil har ingen haft Magt eller Dristighed til at kræve mit Gods; og det har jeg mangen Dag grædt over, at jeg saa skjændig har maattet miste min Ejendom.” Dette vakte megen Eftertanke hos Kongen, og han betænkte nu hvad han skulde gjøre.


60. Kapitel: Om Kong Olaf

Den næste Sommer samlede Kong Olaf en stor Hær, og lod Bud udgaae over hele sit Rige; og da Hæren kom sammen, havde han et hundrede og tyve Skibe, og mange Høvdinger og Kjæmper vare hos ham. Hans Svogre, Thorgeir og Hyrning, vare Høvdinger over en stor Hær. Kongen og Dronningen gjorde sig nu færdige til at drage fra Landet. Da Flaaden var samlet, sejlede Kongen sønderpaa langsmed Landet, og laade til en Ø, der hedder Moster. Der havde han først landet, da han kom fra England, og der lod han den første Kirke bygge. Nu lagde Kongen til Øen med hele Flaaden. Paa denne Ø var en gammel og blind Mand, som havde sin Bopæl og Besiddelser der; han var meget fremsynet. Da Flaaden laae ved Øen, befalede Kongen nogle Mænd at gaae i Land med ham; de gik hen til den gamle Mands Bolig. Den Gamle spurgte dem, hvem de vare, hvorfra de kom, og hvad de vilde. Anføreren for dem svarede og sagde, at de vare Kjøbmænd fra Landet der i Nærheden, og rejste forat sælge deres Varer. Da sagde Bonden: ,Hvad kan I fortælle os om Kongens Flaade og om den Hær han samler?” De svarede ham, at Hæren laae ved Øen. Da sukkede den Gamle dybt, og sagde: “Ak, Ak! Stor Skade er os her forhaanden, at vor Konge vil drage bort; derved ville vi miste fire Ting, som ere meget bedre og dyrebarere her i Landet, end her før har været. Og tungt er det at tænke,” sagde han, “om vi skulle miste alle dem for vor Ulykkes Skyld.” Men den Mand, der lod som han var den fornemste af Kjøbmændene, svarede den gamle Mand: “Hvad er det for fire Ting, som ere saa meget dyrebarere end andre, at ingen kan sættes ved Siden af dem, hverken nu eller før?” Bonden svarede: “Som den første Ting Anfører jeg vor Konge Olaf, der udmærker sig blandt alle Konger, og det er alle de forstandigste Mænds Mening, at ingen af den Slægt har været hans Lige i dette Land fra Harald Haarfager af, thi ingen har forestaaet Riget med saadan Herlighed; og hvis vi tabe ham, da ville vi ikke i vor Levetid faae Hans Lige. Som den anden Ting Anfører jeg Dronning Thyre, som alle give det Vidnesbyrd, at der aldrig er kommen en saadan Kvinde til Norge med hendes Godhed og forstand. Den tredie Ting er hans Skib Ormen den lange, hvorom ogsaa alle ere enige, at der aldrig har været bygget Mage til det Skib. Den fjerde Ting er hans Hund Vige, som i sin Natur er bedre og stærkere end andre Hunde. Nu frygter jeg for at det ikke vil lykkes os at faae saa herlige Ting i vort Land, thi det hændes ofte, at de Ting, der ere saa ypperlige, dem mister man ofte snart.” Da Kong Olaf hørte dette, sagde han til sine Mænd: “Lad os nu gaae ned til Skibene.” Og da de gik ud, sagde den blinde Mand, imedens de bleve staaende ved Døren: “Det gaaer alle saa, naar de ældes, at ikke allene det legemlige Syn slaaer fejl, men vi maa ogsaa taale og erfare, at Sindet omtaages og formørkes; thi jeg vidste ikke, at det var Kongen selv jeg talte med, og jeg vilde ikke have været saa snaksom, naar jeg havde vidst det.” Kongen drog nu ned til Skibene, og sejlede saa østerpaa til det bestemte Sted, hvor Kongerne i gamle Dage plejede at holde Møde. Den svenske Konge var ikke kommen, Kong Olaf biede efter ham i to Uger, men han kom ikke. Men Kong Olaf vidste ikke noget af den Svig og Bedrageri, som man havde oplagt imod ham. Han sejlede da nu videre frem igjennem Øresund, og siden til Vindland; her besøgte han mange af sine Venner, som viste ham megen Hæder; han blev der en stor Deel af Sommeren, og fik Besøg af Astrid, der var Kong Burisleifs Datter, Sigvalde Jarls Kone og Søster til Geira den Vise, som Kong Olaf havde været gift med. Der traf han ogsaa Dixin, som før er omtalt. Men skjøndt mange modtoge Kongen hæderlig i Vindland, saa havde hans Hær dog megen Lyst til at drage hjem. Kong Olaf besøgte ogsaa i Vindland Kong Burisleif, og forlangte de Besiddelser af ham, som Thyre skulde have haft i Brudegave. Heri understøttede Kong Burisleifs Datter Astrid Kongen, og han selv var ogsaa en stor Ven af Kong Olaf, fra den Tid denne havde været i Vindland, da han havde hans Datter til Ægte. Kong Burisleif gav ham nu Erstatning for disse Besiddelser i Løsøre, som han lod bringe ud paa Kong Olafs Skibe; og Kong Olaf opholdt sig der længe.


61. Kapitel: Om Hakon Jarls Sønner

Om Hakon Jarls Sønner, Erik og Svend, fortælles, at de bare det største Nag og ond Villie til Kong Olaf formedelst deres Faders Drab, saavel som at de bleve berøvede deres Fosterland; de vilde skille Kong Olaf baade ved Rige og Liv. Strax da Sigvalde var draget bort fra Sverrig til Norge, søgte Erik og Svend hen til den svenske Kong Olaf, og de oplagde Raad med hinanden. De havde ogsaa besøgt den danske Konge Svend. Da de nu alle spurgte, at Kong Olaf Tryggvesøn var kommen til Vindland med en stor Hær, saa frygtede de meget for, at det skulde blive vanskeligt at anfalde ham; de samlede da en stor Hær, holdt derpaa, Kongerne og Jarlerne, Møde med hverandre, og besluttede, at Sigvalde Jarl skulde atter drage til Kong Olaf, og see, om han kunde lokke ham hen i det Baghold de havde beredt ham, hvor de vilde kunne overvælde ham. Og det var ved Øen Svolder. Men Sigvalde skulde lokke Kong Olaf hen til dem med faa Skibe. Kong Svend havde det især at klage over Kong Olaf, at han havde taget hans Søster uden hans Tilladelse, og dernæst at han havde bemægtiget sig hans Skatteland Norges Rige, som hans Fader Harald kaldte sin Hegø (1). Saa siger Sigvalde Jarl:

I Liv og død, — Hegøen
Du høi med Sværdet vogter.

Den svenske Konge Olaf havde det at besvære sig over, at den norske Konge Olaf havde behandlet hans Moder med Foragt, havde troløst ophævet det Giftermaal, som var imellem dem, og slaaet hende med sin Handske: “det er en stor Forhaanelse jeg har at hævne paa ham,” sagde han. Sigrid skyndte ogsaa meget til denne Krig. Hakon Jarls Sønner, Erik og Svend, tyktes at have Grund nok til Fjendskab mod Kong Olaf. Sigvalde var den femte Høvding, og han var Danekongens Mand. Der udbredte sig nu det Rygte i Vindland, at der efter al Rimelighed var lagt et Baghold for Kong Olaf og hans Hær, naar han vilde sejle tilbage; en bekræftede det, men en anden nægtede det, og sagde der var intet om. Kong Olaf sagde, det var utroligt, og lagde det ikke paa Hjerte. Sigvalde rejste nu til Vindland, opsøgte Kong Olaf, og de gave sig i Samtale med hinanden. Kong Olaf spurgte, hvad sandt der var deri, om der var lagt noget Baghold for ham, saa han maatte frygte Ufred. Sigvalde Jarl sagde, at det var lutter Snak og Løgn, man havde sagt dem, og svor paa at han sagde sandt. Kong Olaf troede Sigvaldes Ord. Og saaledes lod den almægtige Gud det skee i deres Dage, at Kong Olaf blev først svegen forrædersk ved Ondskabens og Løgnens Aand, og han mistede saa sit Rige imod sin Villie, og blev svegen af sine Fjender, saa at han ikke længer forestod det jordiske Rige, at han snart efter skulde synes snarere en Himlens end en Jordens Borger. følgende er skrevet om Sigvalde Jarl:

Nec nominabo
Pene monstrabo
Curvus est deorsum
Nasus in apostata
Qui Sveion regem
De terra seduxit
Et filium Tryggva
Traxit in dolo.

Det vil sige:

Ham vil jeg ej nævne,
Men nær betegne,
Nedbøjet er Næsen
Nidingens lig; -
Hans, som Svend Konning
Sveg fra Landet
Og Tryggves Søn
I Snarer førte.


62. Kapitel: Om Kong Olaf, hvorledes han gav sine Mænd Hjemlov

Der fortælles, at Kong Olaf maatte høre megen Klage og Knurren af sine Mænd, fordi de bleve liggende længer i Vindland, end dem tyktes om. Da lod han stævne et talrigt Thing, og talede saaledes: “Jeg veed,” sagde han, “at der er en stor Mængde Mænd i min Hær, som i Sommer droge hjemmefra fra deres Ejendomme, Koner og Børn, Frænder og Fosterland, og forlode alt dette for at følge mig; og det er undskyldeligt, at det tykkes eder tungt at dvæle her saa længe; desaarsag vil vi give dem, som ønske det, Lov til at vende tilbage til deres Fædreland; men langt større Tak vil jeg yde dem, som ville blive hos mig, hvilket jeg ogsaa med Tiden skal gjengjælde dem.” Da Kongen havde sagt dette, takkede Folket ham meget derfor. Da stod en gammel Mand op paa Thinget, og sagde: “En Konge have vi, ypperligere end andre og i sin Natur fortrinligere, og der findes ikke hans Lige; og eftersom han er borte fra sit Rige, kan han maaskee blive udsat for nogen Fare; skjøndt han nu af Godhed giver sine Mænd Hjemlov, saa sømmer det sig dog ikke for os at forlade en saa dyrebar Høvding, men snarere at stride for ham og vise ham trofast Bistand og Tjeneste, saalænge vi formaae, at ikke det skal skee, at vi forsømme Pligten imod vor Herre, og han derfor berøves os, saa at vi aldrig have godt af ham siden.” Paa disse Ord svarede kun faa ham. Og da næste Dag kom, saae Kongen og hans Hirdmænd, da de vaagnede, at Ledingen var brudt, og Folkene i Færd med at nedbryde næsten alle Teltene, og at Sejlene vare oppe; der blev da ikke mere end elleve Skibe tilbage. Kong Olaf var dog endnu ikke færdig til at sejle, og opholdt sig endnu en Tid. Der fortælles, at Kongerne havde nu længe ligget med deres samlede Hær, og Folket var misfornøjet og meente, de fik længe at vente, saa at mange opgave Haabet om at Kong Olaf vilde komme til denne store Hær; det var desuden meget tvivlsomt, hvorledes det vilde løbe af, naar de kom sammen; Folkene vare nu kjede af at ligge længer. Og nu saae de en Dag den norske Flaade komme sejlende med megen Snarhed, og bleve meget glade. Men Kong Olaf gav sig gode Stunder til at blive færdig, og Astrid gav ham mange vendiske Snekker, og hun fulgte Kongen østenfra, thi hun formodede at der vilde hændes Kong Olaf noget Forræderi, hvis han drog igjennem det danske Rige. Sigvalde var da sejlet til Skaane. Kong Olaf havde, da han forlod Jomsborg, et og halvfjerdsindstyve Skibe. Saa siger Haldor den Ukristne:

Med et og syvti Skibe
Drog Konningen fra Sønden,
Saa i et Søslag Klingen
Af herlig Drot blev rødnet;
Da Jarlen Flaaden fordret
Til Fægtning haarde, endtes
Blandt Folket Fred, og Kampen
De Skaaninger begyndte.

Høvdingerne laae i Havnen, da Kong Olafs Skibe sejlede ude paa Søen; de opholdt sig paa Holmen, og saae hvorledes Flaaden sejlede forbi.


63. Kapitel: Om Kong Olafs Sejlads

Denne Dag var det smukt Solskins Vejr, og Høvdingerne med deres Tropper gik op paa Holmen, og saae Smaaskibene sejle forbi. Da mange Skibe vare sejlede forbi, saae de et stort og smukt Skib, og sagde, at det maatte være Ormen den lange; “og lad os nu gaae ombord!” sagde de. Men Erik Jarl sagde: “Lad os endnu bie noget, de have flere store Skibe end Ormen den lange.” Skibet tilhørte Styrkar fra Gimse, og det var et stort Skib. Erik sagde: “Større og herligere vil I finde Ormen den lange.” Da saae de nok et stort Skib, vel udrustet og med Hoved paa; da sagde Kong Svend: “Det maa være Ormen den lange, som sejler der; lad os nu skynde os!” Erik Jarl svarede: “Det er ikke Ormen den lange, thi endnu ere kun faa af deres store Skibe sejlede forbi, og de have mange.” Dette Skib tilhørte en mægtig og anseet Frænde af Kongen. Noget efter saae de igjen et stort Skib sejle; da sagde Kong Svend: “Der kommer Ormen den lange.” Erik Jarl svarede: “Det er et stort og smukt Skib, men større og anseeligere vil I finde Ormen den lange, som Kong Olaf selv styrer.” Strax efter kom et andet stort og smukt Skib; disse Skibe tilhørte Brødrene Hyrning og Thorgeir. Nu varede det noget, førend der kom et stort og smukt Skib med blaastribede Sejl, og det var meget større end de forrige; det var en Skeid og havde intet Hoved paa. Da stod Kong Svend op, og sagde smilende: “Ræd er Kong Olaf, han tør ikke sejle med Hoved paa Ormen den lange; lad os nu skynde os og lægge imod ham!” Da sagde Erik Jarl: “Kong Olaf er ikke her paa dette Skib; det kjender jeg, thi det har jeg ofte seet; det tilhører Erling Skjalgsøn fra Jæderen, og det er bedre at dreje af for dette Skib i et Slag, saadanne Kjæmper har det inden Borde, og det skulle vi selv finde, hvis vi træffe Kong Olaf Tryggvesøn, at vi heller maa vove os i hans Flaade, end Møde denne Skeid.” Da sagde den svenske Konge Olaf: “Vi skulle ikke være altfor bange for at lægge til Slag mod Kong Olaf, om han end har store Skibe, thi det er en Skam og Spot, som vil spørges i alle Lande, hvis vi ligge her med en uovervindelig Hær, og lader ham sejle forbi ad den alfare Vej.” Da svarede Erik Jarl: “Lad dette Skib sejle, Herre; jeg kan forsikre dig, at Kong Olaf Tryggvesøn er ikke sejlet forbi, og du kan endnu i Dag faae Lejlighed til at stride med ham.” “Her ere nu mange Høvdinger,” vedblev Erik, “der uden Tvivl ville gjøre et saadant Anfald, at vi skulle have Vanskelighed nok med at overvinde dem.” Nu saae de et stort Skib sejle, og mange sagde: “Det er et overordentlig stort Skib, der nu sejler; det maa være Ormen den lange; nu vil Erik Jarl ikke stride og hævne sin Fader.” Ved disse Ord stod Erik Jarl forbistret op, og befalede dem at gaae til Skibene, og sagde, at de danske næppe skulle vise større Lyst til Kamp, end han og hans Mænd. Og nu varede det atter en god Stund, førend de saae tre Skibe sejle, alle store, dog var et af dem langt større end de andre, og havde et forgyldt Dragehoved. Og nu sagde alle, at Jarlen havde sagt sandt; “her,” udbrøde de, “kommer Ormen den lange.” Erik Jarl svarede og sagde, at det var ikke Ormen den lange, men bad dem dog lægge til, om de havde Lyst, forat forsøge det. Da tog Sigvalde Jarl en Skeid, og drog ud til Skibene, og lod hidse et hvidt Skjold op, hvilket var et Fredstegn; hvorpaa hine toge Sejlene ind, og biede; dette store Skib hed Tranen, og styredes af Kongens Frænde Thorkel Nefja. De spurgte da Sigvalde, om han havde noget at forkynde dem. Han svarede, at han kunde underrette dem om, at der var oplagt Svig imod Kong Olaf. Nu lode Thorkel og hans Mænd Skibet blive liggende og bie, thi nu vilde de ikke sejle bort. Kongerne derimod saae nu, at der kom fire Skibe sejlende, det ene langt større end de andre og med forgyldte Dragehoveder; og nu sagde mange: “Et forfærdelig stort Skib er Ormen den lange, dets Mage findes ikke i Norden i Skjønhed og Størrelse, og en stolt Ting er det at lade et saadant Skib bygge.” Da sagde Kong Svend: “Højt skal Ormen den lange bære mig i Aften, og jeg skal styre det, førend Sol gaaer ned;” hvorpaa han befalede Folkene at gjøre sig færdige. Da sagde Erik Jarl, dog saa, at kun faa hørte det: »Om Kong Olaf endnu ikke havde flere Skibe, end I nu see, saa vilde Kong Svend ved Hjælp af den danske Hær allene dog aldrig komme til at styre dette Skib.” Sigvalde sagde, at de skulde rebe Sejlene og lægge ind under Holmen; de vilde da bedre, sagde han, kunne benytte Vinden, naar de sejlede ind under Land, da de havde store Skibe og liden Bør; de gjorde saa, og samledes under Holmen. Hint store Skib hed Ormen den korte. Næppe en halv Times Tid efter saae Kongerne og hele Hæren tre meget store Skibe, og bagved dem efter i Havet saae man et ligesom det pure Guld; og da det nærmede sig, saa at man bedre kunde see det, da havde det herlige Dragehoveder, som skinnede med megen Glands, og det varede længe førend den anden Stavn kom frem, og Skibet var overalt prydet med Guld og Sølv. Alle stirrede nu paa dette store Skib, som sejlede frem, og undrede sig højlig, at det varede saa længe førend de saae Bagstavnen. Da sagde Erik Jarl: “Staaer nu op, thi nu behøver man ikke at tvistes om, hvor Ormen den lange sejler, her kunne I finde Kong Olaf Tryggvesøn.” Nu bleve mange tavse, og der paakom dem en stor Frygt ved Synet af dette store Skib; og mangen en ræddedes her for sin død. Erik Jarl vedblev: “Det er et Skib, der passer sig for Kong Olaf; saa meget som han overgaaer andre Konger, saa meget overgaaer ogsaa dette Skib alle andre Skibe.” Da Kong Olaf saae, at hans Folk havde lagt sig under Holmen, fandt han det rimeligt, at de maatte have spurgt noget Nyt. Han drejede da ogsaa med disse Skibe ind under Holmen, og formindskede Sejlene. Sigvalde Jarl styrede med sin Skeid ind imod Holmen Kongen imøde. Men alle de andre Høvdinger bleve særdeles glade, da de saae, at Kong Olaf var løben ind i det Baghold, de havde opstillet for ham. De kastede nu Lod om, hvo der først skulde lægge mod Kong Olaf med sin Hær, thi alle havde de Lyst til hans Rige. Lodden traf Kong Svend, som derpaa lod tresindstyve Skibe berede sig til Slag, ordnede sine Folk, og lod Banneret bære foran sig.


64. Kapitel: Om Kong Olaf

Kong Olaf spurgte sine Folk, hvorfor de ikke sejlede. De sagde ham Grunden, og bade ham tage Flugten. Han svarede dem: “Vitterlig vil jeg ikke flye, men lyster heller at stride, thi det er ingen sand Konge, som flyer for sine Fjender af Frygt.” Kong Olaf og hans Mænd saae, at de vare svegne, og hele Havet i Nærheden af dem var bedækket med Krigsskibe, men Kongen havde kun faa Folk til at indlade sig i et Slag. Saa sagde Halfred, da Folkene vare sejlede fra ham:

Vist troer jeg vor Hærfører
I Slaget alt for mange
Throndhjemske Helte savned,
Ved Flugt de Redning søgte;
Der kjek han ene kjæmped
Mod tvende Konger snilde.
Og Jarlen, deres Lige
Den tredie, — sligt bør mindes.

Nu deeltes Kongens Flaade; den danske Hær lagde sig paa eet Sted, den svenske paa et andet, og Erik Jarl indtog et tredie med sin Hær. Da sagde en forstandig Mand, Thorkel Dydril, til Kong Olaf: “Herre!” sagde han, “her er en stor Hær og megen Overmagt; lad os sætte Sejl til, og sejle ud paa Havet efter vore Folk; det er ikke Fejghed af nogen Mand, at han betænker sine og sine Mænds Kræfter.” Da sagde Kong Olaf: “Lægger Skibene sammen, lader Folkene ruste sig, og drager Sværdene; paa Flugt skal der ikke tænkes.” Derom vidner Halfred saaledes:

De Ord ber vist erindres,
Som daadrig Helt berettes
Af Mænd, til eget Følge,
I Kampen sagt at have:
Han bad den Hær at tænke
Paa Troskabspligt, men ikke
Paa Flugt; den kjekke Tale
Blandt Folk skal stedse leve.

Kong Olaf ordnede nu sine Folk, lod sine Skibe befæste til Kampen, og befalede, at Tranen og Ormen den korte skulde lægge sig hver paa sin Side af Ormen den lange, hvorpaa de alle skulle fæstes sammen. Da sagde Kongens Stavngjemmer, nogle kalde ham Vikar, andre Ulf den Røde: han spurgte Kongen, om Ormen skulde rage saa meget længer frem i Befæstningen, end de andre Skibe, som den var længere bygget. Kong Olaf svarede: “Derfor blev den bygget længere end andre Skibe, at den skulde lægge længer frem.” Stavngjemmeren sagde: “Der vil da skee et stærkt Anfald paa forstavnen, og der vil Hovedslaget staae.” Kongen svarede: “Jeg vidste ikke, at jeg havde en Stavngjemmer, der baade er rød og ræd; jeg har ladet det bygge større. end andre Skibe, fordi jeg vilde have, det skulde være kjendeligst i Slag, som det er prægtigst under Sejl.” Da sagde Stavngjemmeren med Vrede til Kongen: “Sørg saa for eders Værdighed, Herre, at I ikke vender mere Ryg ved Forsvaret af Lyftingen, end jeg ved forstavnen.” Da blev Kongen meget vred, og vilde kaste et Spyd efter ham; men Stavngjemmeren sagde: “Kast det hellere did, Herre, hvor det gjøres mere behov; I har ikke for mange Krigsmænd.” Nogle sige, at Kong Olaf havde tre Stavngjemmere, alle stærke, den ene var Ulf den Røde, den anden Vikar, den tredie Hyrning; og de fleste ere af den Mening, at det var Ulf, der holdt denne Samtale med Kongen. Just paa denne Tid saae man et Skib komme stærkt sejlende imod Lyftingen paa Ormen den lange, det kom søndenfra; det var et Skib paa sexten Rum, og en Mand gik fra Stavnen, og talte med Kong Olaf i et ubekjendt Tungemaal; og Kongen svarede ham i det samme Sprog, saa at Nordmændene ikke førstode det. Da de havde talt en Stund sammen, sejlede de igjen tilbage til Landet, og opholdt sig der hele Dagen, imedens Slaget stod, og lode deres Skibe ligge for Anker. Da de vare borte, spurgte Kongens Mænd, hvad det var for nogle Mænd der havde talt med ham. Han svarede, det var Fremmede, og de vare komne fra Vindland. De fire Høvdinger, begge Kongerne og begge Jarlerne, lagde til Slag imod Kong Olaf; om Sigvalde tales der derimod lidet ved Slaget; dog siger Skule Thorsteensøn i den Flok, han digtede om Slaget, at han var med:

De Frisers Uven fordum
Og Sigvald med jeg fulgte
I Landseklang; som Yngling
Jeg vandt et herligt Rygte;
Da rødnet Sværd vi bare
I Strid, ved Svolders Munding
Mod ypperst Helt; — nu føle
Folk at jeg gammel bliver.


65. Kapitel: Hvorledes Kong Svend lagde til Slag mod Kong Olaf

Nu saae Kong Olaf en Fylking komme sig imøde, færdig til Slag, og han spurgte, hvad det var for en Konge, foran hvem Banneret blev baaret. Man sagde ham, det var Kong Svend, foran hvem Banneret blev baaret. Da sagde Kong Olaf: “Skovgederne skal ikke overmande os, thi de danske have Gedemod, og for de Folk skulle vi ikke frygte, thi aldrig have de danske endnu vundet Sejer, naar de strede til Søes.” Da Dronning Thyre hørte dette, blev hun forskrækket, og da Kongen erfarede dette, fulgte han hende ned under Dækket, og lod hende beskjerme ved en Skjoldborg og stærke Dækningsmidler; han sagde til hende: “Nu er det ikke Tid at græde, thi i Dag skal jeg hente din Tandgave, som du har tilgode hos din Broder.” Kongen var iført en rød Silkekjortel, saa fager som en Rose, udenpaa den tog han sin Brynje, og han stod i Lyftingen. Derpaa løde Lurene gjennem hele Hæren. Den danske Konge begyndte nu at angribe Kong Olafs Skibe, men udrettede kun saa meget, at han fik de yderste Skibe ryddede. Og fra Kongens store Skibe skortede det ikke paa Anfald af Skudvaaben, saa den danske Konges Mænd bleve meget saarede og nogle dræbte. Men skjøndt det hed sig, at Kong Svend lagde først imod Fjenden, saa blev der dog ogsaa skudt fra den svenske Konges Skibe, og ligeledes fra Jarlens Skibe; thi de laae saa nær, at Skudvaaben kunde naae. De strede nu længe, og det faldt tungt for de danske; og da de havde stredet længe, og de danske opgave Haabet om Sejeren, og vare meget trætte, saa drejede de fra, og havde mistet mange Folk; og de drejede nu fra med liden Berømmelse, som Kong Olaf havde sagt.


66. Kapitel: Nu lægger den svenske Konge til Slag

Da nu de drejede fra, lagde den svenske Konge imod Fjenden med tresindstvve Skibe, og hans Mandskab var meget udvalgt, de stærkeste Mænd og fortrinlig udrustede. Kong Olaf Tryggvesøn spurgte, foran hvem nu Banneret blev baaret. Man sagde ham, at det var den svenske Konge Olafs Banner, og at han vilde stride med ham. Kongen sagde: “Det vil være lettere og behageligere for de svenske, at slikke deres Offerkopper, end at stige op paa Ormen den lange under vore Vaaben, og at rydde Skibene, under os; og disse Hestekjødsspisere tænker jeg ikke vi behøve at frygte.” Nu lagde de stærkt til; og den norske Konge lod endnu en Gang Ormen den korte og Tranen fæste paa hvert sit Bord af Ormen den lange. Der fortælles, at da de danske drejede fra, gik den norske Konge Olafs Mænd fra de mindre Skibe over paa de større, hvis Besætning med Tak tog imod dem. Nu begyndte et hæftigt Slag imellem de to Navner; de svenske lagde haardt frem omkring Stavnen, men den Norske Konge Olafs Mænd gjorde et hæftigt Anfald med Skudvaaben. Og da de havde stredet længe, vare atten af den svenske Konges Skibe ødelagte. Og nu flyede atter den Norske Konges Folk fra de smaae Skibe over paa Ormen, for der at finde Hjælp og at frelse Livet, thi Ormen var meget længere og havde højere Bord end de andre Skibe, saa at det var et godt Forsvarsværk, næsten som et Kastel. Derved voxte Besætningen paa Ormen den lange saa meget, at de Mænd, som vare vaabenføre, næppe kunde komme til at svinge deres Vaaben formedelst Trængselen. Og da de svenskes Konge saae mange af sine Mænd dræbte og en stor Mængde saaret, saa fandt han det bedst at lægge fra, thi hans Folk vare meget trætte. Erik Jarl og hans Folk laae bestandig og skjøde paa den Norske Konges Skibe, skjøndt hine mest omtales; og den hele Hob af anfaldende Fjender, baade den danske og svenske Konges Folk laae bestandig i Skudviddes Afstand. Nu havde ogsaa den Norske Konge Olaf liidt et stort Tab, thi han maatte hente Undsætning langt borte. Derefter droge Kongerne og Erik Jarl og den hele Hær til Landet, og der blev stævnet Thing, og holdt stor Raadslagning om hvad man skulde gjøre.


67. Kapitel: Mændene paa Ormen den lange nævnes

Nu formodede den Norske Konge Olaf, at der vilde blive nogen Ro og Standsning i Slaget; han befalede da Thorkel Dydril, at han skulde tage Tranen, som var ryddet, og besætte den med de Saarede og til Strid Udygtige, og drage bort fra Slaget. Saa siger Halfred:

Tranen og tvende Orme
Saae Ulves Mædsker ligge
Der øde; glad ved Fægtning
Da Helten Spydet farved,
Før snart den snilde Thorkel,
Heel djærv i Kampen ellers,
I denne tunge Træfning
Sig nu fra Slaget skyndte.

I Følge denne Kongens Befaling kom Thorkel bort fra Slaget. Da stode endnu paa Ormen den lange tre Fylkinger af stærke Mænd; følgende nævnes at have været paa Ormen i det sidste Angreb: Hyrning og hans Broder Thorgeir, Bjørn fra Studla, Thorgrim Thjodolfsøn, Asbjørn fra Moster, Thord fra Njardarløg, Einar Styrkarsøn Thambeskjælver fra Gimse, Kolbjørn fra Romerige, Thorsteen Oxefod, Thorsteen den Hvide fra Oprostad; Thorkel Dydril var forhen taget bort; Ulf den Rede fra Heinmark, Vikar fra Tiundeland, Broder til Arnljot Gelline, Vak den Ærmske, Berse den Stærke, An Skytte fra Jæmteland, Thrand hin Ramme fra Thelemark og hans Broder Styrmer; Helgelænderne Thrond Skjalge og Øgmund Sande, Lødver den Lange fra Saltvig og Harek den Hvasse; Indthrønderne Ketil den Høje og Thorfinn Eisle, Havard og hans Brødre fra Orkedal, Arnor den Mørske, Halsteen og Børk fra Fjordene, Eivind Snog, Bergthor Bestil og Halkel fra Fjaler, Olaf Dreng og Arnvind fra Sogn, Sigurd Vild og Einar den Hordske, Finn og Ketil den Rygske, Grjotgard den Raske og Thorolf, Ivar Smætta og Halsteen Hlifsøn, Orm Skovnef, og mange andre, som vi ikke kunne nævne. Kong Olaf beredte sig nu til at fortsætte Striden efter Evne, og haabede nu at gjøre Ende paa denne Kamp.


68. Kapitel: Om Høvdingernes Raadslagning

Paa det Thing, som Høvdingerne holdt med hverandre, indgik de den Forening, at naar de gave Erik Jarl tilstrækkeligt Mandskab til at stride mod Kong Olaf Tryggvesøn, skulde han have de Dele af Landet, som kunde tilfalde Kongerne, i sin Magt, og indsatttes til Landværnsmand for Norges Rige, men betale dem Skat hvert Aar af disse Dele. Erik Jarl skulde erholde Kong Olafs Skib og alt det Bytte, som blev gjort i Slaget; men hver af dem en Trediedeel af Norges Rige; dette stadfæstede de indbyrdes. Derpaa gjorde Erik Jarl sig færdig med sine Folk; han havde det Skib, som kaldtes Jernbarden, hvilket var et meget stort og stærkbygget Skib, hvis Stavne vare beslagne med meget Jern og oddhvasse Brodde; han havde nitten Skibe, besatte med dygtige Krigere. De roede nu med Hæftighed mod Kongens Skib, saa at der, efter nogle Mænds Sagn, gik meget itu paa Ormen i det de lagde mod hinanden. Da Kong Olaf saae Jarlen roe imod sig med en saadan Hæftighed, spurgte han sine Mænd, hvem det var der lagde saa stærkt til. De svarede: “Vi tænke, Herre, at det maa være Erik Hakonsøn Jarl med Jernbarden, som er et overordentlig stort Skib.” Da sagde Kong Olaf: “Mange fornemme Mænd have de sat i denne Hær imod os; og af denne Flaade maa vi vente et haardt Slag; de ere Nordmænd som vi, og have ofte seet blodige Sværd og mangt et Vaabenskifte; de troe sikkert ogsaa at have god Grund til at anfalde os, som de ogsaa virkelig have; han roer heller ikke seendrægtig imod os, og tænker nok nu at hævne sin Fader.” Den ene af Erik Jarls Stavngjemmere hed Skule Thorsteensøn, den anden Vigfus Vigaglumsøn, den tredie Torfe Valbrandsøn; desuden var der endnu Finn Eyfindsøn fra Herlandene, en Nordmand, der var en fortræffelig Bueskytte; han havde gjort Einar Thambeskjælvers Bue. Hvorledes Ormen den lange var besat, kan man mærke deraf, at Einar havde taget Plads i Krapperummet, og skjød derfra den hele Dag med guldomviklede Pile, og traf hvor han sigtede. Og nu begyndte et skarpt Slag, Jarlen gjorde et alvorligt Anfald imod Ormen, og vilde gjerne bemægtige sig Skibet, hvis han kunde. Men Kong Olaf og hans Mænd forsvarede sig drabelig med ubeskrivelig Tapperhed. Kongen stod i Lyftingen, og skjød med begge Hænder, greb i Luften hvert Skudvaaben, som fløj til ham, og sendte det tilbage, og dræbte mangen Mand den Dag. Ligesaa gjorde hans Stavngjemmere, Hyrning og Vikar, i det de strede mandelig og værgede sig drabelig, hvor haard end Striden faldt; en Mængde faldt ogsaa for Jarlen. Einar skjød mangen Mand ihjel paa Stedet, og saarede en Mængde. Paa Ormen bleve mange saarede af Pile og Spyd eller Steen, men faa vare da endnu døde, alle derimod trætte og mødige. Og da de havde stredet en lang Tid, saae Erik Jarl, at mange af hans Mænd vare faldne, dog de fleste saarede; han lagde da til Land, og havde liidt et stort Tab; han befalede da, at man skulde føre de døde og Saarede bort fra Skibene, og sætte i deres Sted ligesaa mange udhvilte og usaarede Mænd.


69. Kapitel: Om Kong Olaf Tryggvesøn

Da Jarlen lagde til Land, bade Kong Olafs Mænd ham at flye, og skildrede ham, i hvilken Fare de vare stædte. Han svarede, at man ikke skulde flye; thi sand Konge bør ej flygte. Det Skib, som vi før omtalte, med sexten Rum løb nu hen til Kongens Skib bag imod Lyftingen, og de bade Kongen om Tilladelse til at gaae op paa Ormen; de vilde gjerne døe med ham, sagde de, om det var Skjæbnens Villie. Kongen afslog det; “thi det nytter mig ikke,” sagde han, “at I gaae her op, men det kan vel hænde sig, at I kunne blive mig meget til Gavn, naar I ligge paa samme Sted hvor I vare før, og yde mig megen Bistand.” Da de hørte det, lagde de til Land. Erik Jarl sammenkaldte nu baade den danske og svenske Hær, og bad dem hjælpe ham til at hævne sin Fader. “Det vil blive os til evindelig Vanære,” sagde han, “baade for den danske og den svenske Konge, hver Gang Kong Olaf Tryggvesøn nævnes, hvis vi ikke faae ham overvunden; og aldrig saae jeg Mage til en saadan Skam, da han kun har eet Skib og vi en utallig Hær.” Derefter begyndte Hæren at ruste sig paa ny til Slag, toge Mod til sig, og lovede ham alle deres Hjælp. Og førend dette Stævnemøde blev sluttet, lovede Erik Jarl at modtage den hellige Daab, hvis han vandt Sejer over denne berømte Konge. Forhen havde han haft Thors Billede paa Stavnen af sit Skib, men nu lod han i det Sted sætte det hellige Kors, brød Thor itu i smaae Stykker, men Korset satte han i Stavnen paa Jernbarden. Og derefter faldt det Jarlen ind, at lade en forstandig Mand kalde til sig, Sigvalde Jarls Broder, Thorkel den Høje; han sagde til ham: “Ofte har jeg været i Slag,'? sagde Erik Jarl, “men aldrig fundet en taprere og i Kampen kjækkere Mand, end Kong Olaf og hans Mænd, ikke heller har jeg seet et Skib der var saa vanskeligt at angribe, som Ormen den lange; find nu paa et eller andet Raad, Thorkel, hvis du er saa forstandig en Mand, som Ordet gaaer, til at erobre Ormen.” Thorkel undslog sig længe, og sagde, at han kunde ikke finde paa noget Anslag. Men da Jarlen bad længe derom, saavel som mange andre, lod han sig tilsidst overtale, thi der blev budet ham meget Guld og Sølv; han angav da et snildt og forstandigt Middel; han bad dem først bygge et stort Kastel af store Bjælker paa samme Maade som et Krigstaarn, og derpaa at bære store Bjælker hen paa Kastellet, og lade dem falde ned paa Ormen; “og da haaber jeg,” sagde han, “den maa give efter.” Man siger, at Ormen aldrig vilde være bleven indtaget, hvis man ikke havde fundet paa dette Raad. Siden lagde Jarlen til Strid, og gjorde et alvorligt Anfald, og lagde Jernbarden paa Siden af Ormen. Kong Olaf sagde, da han saae Jarlen roe frem: “Nu er Thor kommen bort af Stavnen, og det hellige Kors rejst isteden; og hellere vil vor Herre Jesus Kristus have to til sig end een.” Saa siger Haldor den Ukristne, da han kvad om Erik Jarl:

Flux i en farlig Snævring
Der stædtes Orm hin lange
Thi Skjolde skares sønder,
Og svungne Glavind mødtes;
Men tæt ved Snogens Side
Hin høje Barde lagde
Kampstyreren; ved Øen
Den Jarl vandt herligst Sejer.

Og fremdeles:

Tit skarpe Sværde svunges
Hvor gyldne Landser klunge
Paa lange Orm, og længe
Med Lyst de Kæmper fægted;
Der Sønder paa, man siger,
At svenske Mænd og danske
I hin saa haarde Træfning
Gav Jarlen kraftig Bistand.

Og end kvad han:

Ej troer jeg at med Skaansel
Den Kamp udførtes; Hæren
Besejred fjendtlig Fyrste,
Og Jarlen fik sit Rige, —
Da Barden Sejl tilsætte
I bød, og flux angribe
Den lange Snog heel lystig
Med den sig har omtumlet.

Dette Slag blev nu saa haardt, at man maatte forfærdes derover, først over Angrebet, men især over Forsvaret. Og omsider lagde Skibene sig paa alle Sider af Ormen; men den værgede sig saa drabelig, at de ikke agtede paa sig selv, men løb ud fra Bordene med deres Vaaben, som om de havde stredet paa fast Land. Saa siger Halfred:

De Kæmper sig ej skaante
I farligst Slag, til matte
Og saarede de sanke
Fra Snogens Dæk i Havet; —
Om end den Orm skal styres
Af ypperst Konning, længe
Den, hvor den Folk saa fører,
Vil slige Helte savne.

Da Kong Olaf saae, at Skibenes Mandskab formindskedes paa Bordene, og Mændene faldt meget midt paa Skibet, saa opmuntrede han hæftig sine Mænd at stride, og spurgte, om Sværdene ikke kunde bide, og hvorfor de uddeelte saa sløve Hug; “jeg seer at I selv faae mange Saar, men nogle falde døde ned paa Dækket, men de, som stride imod eder, blive staaende, og de maae dog fægte op over deres Hoveder.” Da svarede Kolbjørn Staller: “Det er ikke underligt, Herre, om Sværdene ere sløve, thi de have maattet udholde mangt et Hug i Dag, og det forekommer mig at mange ere brudte, saa de slet ikke due.” Da løb Kong Olaf fra Lyftingen hen i Forrummet, og tog mange Sværd op af Højsædeskisten i Forrummet, hvilke vare baade rene og skarpe; han bad da sine Mænd tage dem og stride dermed. Da saae hans Mænd, at der løb Blod ned under Armskinnerne paa Kongens Haand, men de vidste ikke hvor han var saaret. Derefter gik han op i Lyftingen tilligemed Kolbjørn, og begge havde deres guldbelagte Skjold og Hjelm paa Hovedet og Silketrøje over Brynjen; begge skjulte ogsaa deres Ansigt saaledes at man ikke nøje kunde kjende dem fra hinanden; thi saa eens vare deres Vaaben, og begge store drabelige Mænd. Man siger, at efter at alle Kong Olafs Skibe vare ryddede, og alle de andre vare huggede løse fra Ormen den lange, da kunde hele Hæren see, hvor Kongen stod i Lyftingen. Men der var en saadan Vaabenbyrd, og Steen fløj saaledes i Lyftingen, at alle deres Skjolde og Trøjer, de vare ligesom bebræmmede af Skudene. Saa sagde og Kong Sverre, at aldrig havde han hørt Mage dertil, at en Konge ene havde stillet sig i Lyftingen under et saadant Anfald, og gjort sig saa let kjendelig, at alle kunde see ham under Slaget; men alle kunne indsee, at han gjorde det for sin Berømmelses Skyld. Nu lod Erik Jarl hine store Bjælker falde ned paa Ormen fra hiint høje Taarn, som var bygget af stort Tømmer; derved heldte Ormen meget, og nu blev Slaget meget skarpt; mange faldt paa begge Sider. Skjøndt Erik Jarl nu mest omtales ved Striden, saa var dog næsten hele Hæren med i Anfaldet, som allerede før er sagt. Og de forhen nævnte berømmelige Mænd, Hyrning og Thorgeir og Vikar, strede nu drabelig med deres Mænd, og forsvarede Stavnen. Men omsider faldt de med herlig Berømmelse for deres Fjenders Vaaben, og det var vanskeligt at værge den Aabning der hvor disse havde staaet. Og i dette Øjeblik skjød Einar Thambeskjælver to Pile mod Erik Jarl. Da sagde Jarlen: “Jeg har ikke Lyst til at oppebie den tredie.” Og da talte han til Finn fra Herlandene, som var en fortrinlig Skytte og som før blev nævnt, og bad ham skyde Einar Thambeskjælver., “Jeg vil ikke skyde ham,” svarede han, “men fordærve Buen for ham, hvis jeg kan.” Og nu vilde Einar afskyde den tredie Piil, og spændte Buen. Finn skjød da til Einars Bue med en bred Piil, og traf Buestrengen, saa at Einars Bue brast itu. Kong Olaf sagde, da han hørte Smeldet: “Hvad var det der brast?” Einar svarede: Norge af din Haand, Konge!” sagde Einar. Kong Olaf blev da vred, og svarede: “Det maa Gud raade for, og ikke din Bue.” Nu gjordes et hæftigt Anfald, og der faldt mange Kjæmper paa Ormen, næsten alle de, som før ere nævnte. Der blev nu aabent paa Bordene. Da gik Erik Jarls Mænd op paa Ormen, og fore som glubende Ulve frem og tilbage paa Ormen, og fældte Mænd heelt midt paa Skibet. Men i forstavnen og Forrummet gjorde man længst Modstand. Erik Jarl søgte nu tilbage imod Lyftingen, ligesaa hans Mænd; og fra alle Sider søgte man hen mod Lyftingen. Saa siger Haldor:

Til Angreb tappert Følge,
Opfordred Drotten; Fjender
Med Olaf brat tilbage
Paa Dækket vige maatte;
Da højt Hærfanen vajed
Om Hallands Fyrste; Venders
Udrydder rundt belagde
Med Snekker sin Modstander.

Da Erik Jarl og hans Mænd vare komne hen i Forrummet paa Ormen, blev der en haard Modstand og skarpt Vaabenskifte, thi alt som Folkene faldt for Kong Olaf og formindskedes ved Bordene, samlede de sig bagtil i Lyftingen, og der opdyngedes en stor Hob Faldne. Men de, som endnu holdt Stand paa Ormen, vare saare modige. Og da Kong Olaf saae, hvor Jarlen Erik var kommen med mange Folk, saa skjød Kong Olaf med begge Hænder tre kortskæftede Spyd imod Jarlen, men de tog ikke Flugten som ellers, thi ingen af dem traf Jarlen; det ene fløj over hans Hoved, det andet forbi hans højre, og det tredie forbi hans venstre Side, saa at ingen af disse Skudvaaben gjorde nogen Nytte. Da Kong Olaf saae det, undrede han sig meget, og sagde: “Stor er Jarlens Lykke, Gud vil nu at han skal have Riget og erholde Landet.” Og da han havde sagt dette, da saae alle de, som vare der, baade hans Fjender, som vare med Jarlen, og ligeledes Kongens Mænd, som endnu vare i Live, et himmelst Lys komme hen over Lyftingen og Kongen. Og Erik Jarls Mænd hug i Lyset, og agtede at dræbe den, som Gud forherligede ved Lyset. Og da Lyset forsvandt, saae de ingensteds Kongen, og de søgte efter ham overalt paa Skibet og rundt omkring ved Skibet, om han var i Søen, men de fandt ham ikke. I dette Øjeblik sprang ogsaa de otte Mænd, som endnu holdt Stand paa Ormen, overbord; iblandt dem vare: Einar Thambeskjælver, Kolbjørn den Oplandske, Thorsteen Oxefod, Bjørn fra Studla, Asbjørn fra Moster, Thrond hin Skjalge, Øgmund fra Sand; de bleve alle dragne op af Søen i Skibene. Det ville nogle sige, at Kong Olaf skal have sprunget overbord, være saaledes undkommet, og skal have været seet i fremmede Lande; men andre sige, at han skal være falden i dette Slag; men hvor han end har endt sit Liv, da er det rimeligt, at Gud har taget hans Sjæl til sig, al den Stund han saaledes lagde Vind paa at befordre Kristendommen og alt hvad der kunde tjene til Guds Ære. Erik Jarl bemægtigede sig nu Ormen den lange og Kong Olafs andre Skibe, og mangen Mands Vaaben, som drabelig havde brugt dem Dagen før. Dette Slag har været det berømteste i de nordiske Lande først formedelst den tapre Modstand, med hvilken Ormen blev forsvaret, dernæst formedelst Angrebet og Sejeren, da det Skib blev ryddet, som ingen troede kunde indtages saalænge det flød paa Vandet, men dog især for Høvdingens Skyld, som det tilhørte, nemlig Kong Olaf, der var den berømteste Mand saavidt som det danske Tungemaal taltes; og saa meget var Kong Olafs Berømmelse i Folkemunde, at man vilde ikke høre noget om at han skulde være falden, hvortil ogsaa Haldor sigter i den Flok han digtede.


70. Kapitel: Om Kong Olaf

Man siger, at Kong Olaf og Kolbjørn Staller sprang overbord hver til sin Side. Men Kongerne og Erik Jarl havde lagt smaae Skuder udenom de store Skibe, forat de skulde drage dem op af Havet, som sprang overbord, og bringe dem til Høvdingerne. Og da Kongen selv var sprungen i Havet, vilde de, som vare paa Smaaskuderne, tage ham til Fange, og bringe ham til Jarlen. Men Kong Olaf skjød sit Skjold over sig og dykkede ned i Dybet. Kolbjørn derimod skjød sit Skjold under sig, og faldt i Søen saaledes at Skjoldet blev under ham, derfor kunde han ikke komme til at dykke under; han blev fangen og dragen op i en Skude, og de tænkte det var Kong Olaf; han blev da ført frem for Erik Jarl. Og da han fik at vide, at det var Kolbeen, men ikke Kongen, gav han ham Fred. Men i samme Stund roede den vendiske Snekke bort, og det er manges Sagn, at Kong Olaf havde afført sig sin Brynje i Dybet og derpaa svømmet hen til den vendiske Snekke. Og denne Fortælling har siden udbredt sig vide om, som man kan lære af de Mænds Kvæder, der have bekræftet det; saa siger Halfred:

Ej veed jeg om hin djærve
Drot jeg, som hedengangen,
Hvad heller gavmild Helt, som
End levende, skal prise.

Og fremdeles kvad han:

Det blev mig sagt, at Kongen
Paa Havets anden Side
Blev Land og Folk berøvet,
Tung Sorg det mig skal volde;
Hvis vi nu vidste, Kongen
I Live var, skjøndt Fjenden
Med List ham lokket haver,
Da lindret blev vor Kummer.

Her siges, at man strax havde to forskjellige Sagn, om han enten var falden eller undkommen. Og herpaa gives der endnu mange andre Beviser. Og om Gud vil skal jeg sige det Paalideligste jeg veed, hvad de Mænd berettede, som vare med der i Slaget, om hvor de sidst saae noget til Kong Olaf. Skule Thorsteensøn fortalte, at da han gik over paa Kongeskibet, da laae de døde saa tykt foran Fødderne paa ham, at han næppe kunde komme frem; og da saae han Kongen i Lyftingen, og derpaa saae han bort, og væltede de døde Legemer fra Fødderne af Jarlen og sig selv, og da han anden Gang saae op, saae han ikke Kongen mere. Saa fortalte Einar Thambeskjælver, at han saae Blodet dryppe draabeviis ned fra Hjelmen, som Kongen havde paa Hovedet, paa Kongens Kind; men da han vilde see nøje efter hvad han gjorde, fik Einar et stærkt Slag af en Steen i Hovedet, saa at han faldt om og vidste næppe til sig selv. Kort efter sprang han op, tænkte da paa Kongen, men da saae han ham ikke mere. Kolbjørn fortalte, at Kongen skjød om Dagen, saa Blodet randt ned under hans Brynje; men da han fik Øje paa Jarlens Trop, der sprang op paa Skibet, paakom der ham nogen Frygt, og han løb hen til det Sted, hvor Kongen havde staaet, men da han ikke saae ham, sprang han fra Skibet ud i Søen; og da han kom ud i Søen, mærkede han et Skjold under sig, det samme, som tilhørte Kong Olaf, et særdeles smukt og guldbelagt Skjold; han stod i den Formening, at Kong Olaf selv svømmede under det, men siden kom Kolbjørn fra Skjoldet, hans Fjender saae, at han havde en Hjelm lig Kongens, imedens han svømmede imellem Skibene, de meente det var Kong Olaf, bleve glade derved, og toge ham op af Vandet; men da de fandt, at det ikke var Kong Olaf, saa gave de ham Fred. Nu søgte, som vi før have sagt, Kongens Fjender omhyggelig efter ham, men de fandt ham ikke. Da fortalte nogle af Jarlens Folk, at der kom en Mand til den vendiske Snekke, og svømmede til Skibet, og havde en rød Klædning paa, og da han var kommen op i Skibet, var det strax borte; og alle de vendiske Skibe, som havde været der om Dagen, bleve da ogsaa strax borte, og styrede sønderpaa forbi Landet.


71. Kapitel: Om Erik Jarl

Efter dette berømte Slag havde nu Erik Jarl vundet en herlig Sejer, og erholdt Megen Roes af alt Folket; de i dette Slag Faldnes Ihukommelse blev bestemt til den tredie eller fjerde idus septembris. Dronning Thyre var meget elendig tilmode over disse Tildragelser; hun græd bitterlig, thi hun følte saa stor Harm i sit Hjerte, at hun hverken kunde spise eller drikke. Da Erik Jarl hørte dette, gik han til hende, og tiltalte hende saaledes: “Vi have begaaet en stor Synd,” sagde han, “ved at berøve denne gode og berømmelige Konge Rige og Værdighed; det er ikke allene eders Højhed og Værdighed vi have tilføjet Skade ved at fælde ham, men det er et stort Tab for hele Landet, især for hans Undersaatter; men efterdi vi ikke kunne raade Bod paa denne store Skade eller føre den dyrebare Konge tilbage til eder, som nu er kaldet fra Riget, da vil jeg gjerne yde eder al Trøst i eders Sorg; og i ingen Hensende skal du nyde mindre Hæder og Anseelse, og eders Højhed skal ikke være ringere saalænge vi leve, skjøndt denne Mand nu er borte, end du havde, da Kong Olaf levede; nu bede vi eder, Frue, at I vil behage at tage Spise og Drikke til eder og saaledes sørge for eders Legeme.” Da sagde Dronningen: “Dette siger du af din Godhed og sædvanlige Velvillie; men om jeg end foretrækker heller at leve end at døe med Kong Olaf, saa er dog mit Hjerte saaledes betaget af Sorg og saa beklemt og afmægtigt, at ingen Gnist af Liv kan opholde eller oplive mig.” Saa skete det ogsaa, thi Dronning Thyre levede kun kort Tid efter, og hun forlod denne Verden med megen Hjertesorg og efter lang Fasten; og der fortælles, at det var en ærværdig Præst, som gav hende det Raad, hvorledes hun kunde være uden Brøde og Synd, at hun nemlig skulde opholde sit Liv med et Æble, og det gjorde hun med kraftig Afholdenhed og dog Lydighed, og saaledes levede hun i ni Dage, og døde derpaa saalunde. Men Erik Jarl fik nu megen Hæder og Berømmelse, da han vandt en saadan Sejer; han tog nu Ormen den lange, satte sig til Roret derpaa, og fordeelte sine Mænd paa tre Skibe. Men dette herlige Skib laae siden bestandig paa den ene Side, og vilde ikke lade sig styre, men bevægede sig med megen Vanskelighed og Tyngde. Omsider kom dog Erik Jarl med dette Skib, skjøndt efter megen Bekostning, Arbejde og Besværlighed, østenfra til Vigen. Men da han saae, at dette Skib ikke vilde lyde ham og ikke yde ham nogen god Tjeneste, men tværtimod viste sig tungt og besværligt, saa lod Jarlen det ophugge og brænde. Da Nordmændene hørte, at Kong Olaf var falden, bleve de alle sorrigfulde, og fortrøde, at de saaledes havde higet efter at sejle bort fra slig en Herre og Høvding i saa stor en Fare; de indsaae nu, at de længe vilde komme til at fortryde det.


72. Kapitel: Om Vige

Nu er at fortælle om Hunden Vige; den blev plejet paa en af Kongens Gaarde, og der blev sørget godt for den af en dertil bestemt Mand, og Vige laae hver Dag foran Kongens Sæde. Da Hundens Bevogter havde faaet tilforladelig Efterretning om Kongens Fald, gik han hen til det Huus hvor Hunden var, tog Plads med megen Sorg, og sagde: “Hør nu, Vige,” sagde han, “nu have vi ingen Herre mere.” Da Hunden hørte dette, sprang den op fra Kongens Sæde, gav et højt Skrig, og gik ud, og havde ingen Ro førend den kom til en Høj, hvor den lagde sig ned, og Nød hverken Spise eller Drikke, og det gik saaledes i mange Dage, at den sultede og Nød ingen Føde; og endskjøndt den ikke vilde æde hvad der blev baaret til den, saa hindrede den dog andre Hunde og Fugle og Dyr fra at tage det; men Taarerne randt den fra Øjnene ned over Snuden, saa at alle kunde skjønne, at den græd hæftig over sin Herre; og aldrig forlod den det Sted hvor den havde lagt sig, men blev der lige til den døde. Og nu var det gaaet i Opfyldelse, som Bonden havde sagt paa Øen Moster, at Nordmændene havde nu mistet fire store Kostbarheder.


73. Kapitel: Om Kong Olaf

Nu ville vi skrive om den Sag, som nogle have fundet noget tvivlsom, at Kong Olaf nemlig tog sin Brynje af i selve Havets Dyb, og blev ved at svømme frem i Dybet indtil han kom til det Skib, der, som før er fortalt, var kommet fra Vindland, og paa dette Skib var Astrid og den forhen nævnte Dixin, og de havde ligget der om Dagen. Men strax efter Slaget sejlede de bort, hvilket de havde overlagt med hverandre. De sejlede nu til Vindland, og med dem var Kong Olaf, der havde mange Saar, dog ingen store. Og Astrid lægede ham med megen Omhyggelighed, indtil han kom sig. Og da han var kommen sig, blev han kjendt af mange; mange mægtige Mænd i Vindland tilbøde ham deres Understøttelse, hvis han endnu tragtede efter sit Rige, og lovede at forsyne ham med Folk nok; men han afslog det, og sagde, at eftersom Herren ikke vilde yde ham sin Bistand i Slaget, saa maatte hans Tjeneste have mishaget ham, og ban burde ikke hjemsøge Folket med saa stor Besvær ved oftere at føre en stor Hær i Slag. Disse Ord skal Astrid have sagt at han brugte. Siden levede Kong Olaf ubekjendt for Menneskene, men bekjendt for Gud og Helgene. Der fortælles ogsaa, at der blev sendt en fornem Mand fra Kong Olaf til Erling Skjalgsøn, som bragde ham og hans Kone sande Efterretninger om Kong Olaf, og sagde, at han levede og tjente Gud trofast i et vist Kloster; han viste dem en Kniv og en Guldring, for at bekræfte sine Forsikringer og til Beviis derfor, hvilke Kong Olafs Søster Astrid gjenkjendte som sin Broders Ejendom, og dette bekræftede hun. Men der ere mange, som have Mistanke herom, og fæste ingen Lid til disse Ting, og mange tvivle endnu derom; men dog troer jeg visselig at det er sandt, at han har levet efter Slaget og indviet sig til Gud efter den hellig Aands Indskydelse, og han levede i et Kloster i Grækenland eller Syrien, og gjorde saa med Anger Bod for sine Synder, som han havde begaaet i sin Ungdom. Nu beder jeg alle og enhver, som læser Sagaen, at bede Herren, at han maa blive værdig til at arve Himmeriges Rige hos Kongernes Konge vor Herre Jesu Kristo, isteden for det timelige Rige, som han har mistet ved Erik Hakonsøn Jarl. Her ender nu Sagaen om Kong Olaf Tryggvesøn, der med Rette kan kaldes Nordmændenes Apostel, og saa skrev Odd Munk paa Thingøre, som var viet Præst, til den almægtige Guds Ære, og dem til Erindring, som efter leve, skjøndt det ikke er udført med Veltalenhed.


74. Kapitel: Om de Engellænders Konge

Kong Olaf var en stor Ven af Engellændernes Konge, og bar megen Agtelse for ham. Og den Gang Kong Harald Sigurdsøn regjerede over Norge, da var Edvard Konge i England, og var en i mange Henseender ypperlig Konge; han kom det Venskab ihu, som havde hersket imellem Kong Olaf Tryggvesøn og hans Fader Adelraad; begyndte nu at forherlige Kong Olaf Tryggvesøn, og plejede derfor hvert Aar ved Paasketid at fortælle sine Riddere om Kong Olaf og hans mange herlige Gjerninger, som han havde øvet. Og et Aar paa selve Paaskedag, da han havde fortalt omstændelig om Slaget, og hvorledes Kong Olaf kom bort fra det, da tilføjede han, at han havde nylig erfaret af nogle Mænd, som kom fra Syrien med mærkelige Efterretninger, at der gik den vigtige Tidende, at man sagde Kong Olaf var død, og han gik med megen Ære fra denne Verden over til den evige Salighed; “og vide skulle I,” sagde Kongen, at han er meget ypperligere end andre Konger, og derfor skal jeg paa denne ypperste Højtid fortælle om hiin berømteste Konge Olaf Tryggvesøn, saasom han udmærker sig fremfor andre Konger, som denne Højtid fremfor andre Højtider, thi han overgik andre Konger i Tapperhed og Styrke og berømmelig Daad; denne Højtid er langt fornemmere end andre, derfor kan man heller ikke faae eller finde nogen mere passende Dag til at forkynde hans Berømmelse end denne.”


75. Kapitel: Om Harald Gudinesøn

Efter Kong Edvard tiltraadte Harald Gudinesøn, som nogle holde for hellig, med alle Indbyggernes Samtykke Regjeringen; han blev viet til Konge og salvet med den hellige Olie. Han stred med Kong Harald Sigurdsøn, og fældte ham. Kort efter kom Vilhelm Bastard Jarl i Rouen, der havde et Rige i Nordmandi; han stred med Kong Harald Gudinesøn, og fældte ham; og Vilhelm bemægtigede sig Riget. Men Natten efter Slaget kom en ringe Bonde til Valpladsen, og vilde plyndre de Døde; dette saae en Mand, der laae iblandt de Faldne, og satte ham i Rette for denne hans slette og skjændige Gjerning. Bonden løb da hjem, og fortalte det til sin Kone; men hun skyndte sig, fik sig en Vogn, og spændte en Hest for, og bad ham kjøre med sig til Valpladsen; og da de kom der, spurgte hun, om der var nogen der iblandt de Faldne, der kunde svare hende. Da sagde Manden: “Ja, her er en Mand iblandt de Faldne, som kan svare dig.” Hun gik da hen til ham, og væltede med sin Mands Hjælp de døde bort for deres Fødder. Og da hun fik Øje paa Manden, lagde de ham op i Slæden. De spurgte ham efter hans Navn og Slægt, men han vilde ingen af Delene sige; men de sluttede dog, at det maatte være en fornem Mand baade af hans Klædedragt og Udseende. Denne Mand var Harald Gudinesøn, der var faldet formedelst Mødighed og Blodtab, og han havde mange Saar, men ingen meget store; men det var ham til stor Plage og Besvær, at de døde Legemer laae saa tykt paa ham, at han ikke kunde røre sig for dem. De bragde ham derpaa hjem i Vognen, og lægede ham. Men Dagen efter Slaget kom hans Fjender, og vilde tage Liget bort, men fandt det ikke, og undrede sig meget. Og efterat han var bleven helbredet, betænkte han sin Sag, og tænkte paa Kong Olaf Tryggvesøns Exempel, og han besluttede da, at han ikke mere vilde tragte efter sit Rige, men han blev indblæst af den hellig Aand, og higede med hele sit Hjerte efter Himmeriges Glæde; han, valgte sig en Klippe til Bolig, og levede der længe. Kong Vilhelm lod hans Lig føre til London og hæderlig begrave ved de andr e Konger.


76. Kapitel: Om Biskop Jon

Der fortælles ogsaa, at Hr. Biskop Jon, der med et andet Navn hed Sigurd, levede i Sverrig efter Kong Olaf Tryggvesøns Fald. Da hørte han mange Mænd forsikre, at Kong Olaf maatte enten være falden i Slaget eller druknet i Havet. Da tog Biskoppen saaledes til Orde: “Hvis I mene, at Kong Olaf er druknet i Havet, saa siger mig da, hvorfor man har seet hans Brynje, den han havde paa i Slaget, hænge udenfor Kirkedøren i Jorsal for faa Aar siden; og mange have seet hans Spyd, hans Hjelm blev ogsaa seet i Antiokien, og hvem skulde da vel have bragt disse Ting til saa fjerne Lande?” De svarede: “Hvis du veed med Sandhed, at han er kommen levende bort fra Slaget, saa viis os det ved nogen rimelig Fortælling, saa at vi kunne indsee det.” Og da de talte saa, tav Biskoppen en Stund, ikke fordi han jo havde Indsigt nok til at oplyse det, som de spurgte om; og derpaa vedblev Biskoppen: “En kostelig Perle (2),” sagde han, “som da skjultes i Klosteret, og ikke vilde vise sig for uforstandige og syndige Mennesker, der kunne lignes med de ureneste Dyr, efter vor Herres Jesu Kristi Bud, at ikke saa skal skee, at det Kostbare skal blive fragtet og traadt under Fødder, med mindre det var højsi nødvendigt at fremvise det aabenbare for alle;” men den, som han vidste hemmeligen tjente Gud, vilde han dog ikke synligen forkynde eller paavise. Denne Saga fortalte mig Abbeden Asgrim Vestlidesøn, Præsten Bjarne Bergthorsøn, Geller Thorgilsøn, Herdis Dadedatter, Thorgerd Thorsteensdatter, Ingun Arnorsdatter. De, som her ere nævnte, have saaledes lært mig Fortællingen om Kong Olaf Tryggvesøn. Men jeg viste ogsaa Gissur Halsøn Bogen, og rettede den efter hans Raad, og derved have vi siden ladet det blive.


77. Kapitel: Om Kong Olaf

Halfred Vanraadeskjald sagde, at følgende Folk havde Kong Olaf Tryggvesøn hjemsøgt med Hærskjold baade i de sydlige og vestlige Lande:

Vist spurgte jeg, den tappre
Afguders Helligdommes
Nedbryder blodig Sejer
Ret mangesteds har vundet;
Saa Fyrsten Jæmters Slægter
I Krigen har nedstyrtet
Og Bønder med, heel tidlig
Til sligt han sig har vænnet.

Sig Hørders Fyrste viste
For Gøters Liv heel farlig,
Og Kampen kjek i Skaane,
Som jeg har spurgt, han vakte;
Han drabelig i Danmark
Har Fjenders Pandsre kløvet,
Hærskibe selv mod Sønden
Fra Hedeby han førte.

Tit Tryggves Søn i Kampen
De Saxers stygge Kroppe
Lod hugge for den løbske
Troldkvinde-Hest(3) til Bytte;
Den vennesælle Konning
Ret vidt omkring de Frisers
Blod da gav Aftensværmens
Blakkede Føl(4) at drikke.

I Enekamp den Konning
Lod stærke Hjelme springe,
Om end det ej fortaltes
Her, østerpaa i Garde(5);
Han, som tit Strid har stillet,
Dog Fjender kjek ombragde,
Og Flandrers Lig paa Marken
Gav Ravnene til Bytte.

Ung Konning Anglers Lande
I Krig har svarlig hærget.
Den Vaabenregns Opvækker
Nordymbrers Fald har voldet;
Han brat de Bretske(6) Landes
Beboere har slaget;
De Kumbrers(7) Folk i Felten
Han selv har overvundet.

Paa Man har Guldets Giver
I Klingers Leg sig øvet,
Og vidt omkring de Skotter
Har frygtelig udryddet;
Saa, lysten efter Ære,
Øboer Død han bragde,
Paa Irland; Pilestormen
Han styred rask og frygtet.




Noter:

1) Skatteland.
2) Oversætteren har her læst ein gimsteinn i Overensstemmelse med Fortællingen om Sigurd i Fornmannasögur, 3 D. S. 171.
3) Ulven, som fortærer de Faldnes Lig paa Valpladsen.
4) Ulveunger.
5) Garderige eller Rusland.
6) Brittiske.
7) Kymbrers eller Cumberlands Indbyggere.