Om Adils Uppsalakonge og kong Rolf og hans kæmpers Sverigesfærd

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Om Adils Uppsalakonge og kong Rolf og hans kæmpers Sverigesfærd

Uddrag af Hrólfs saga kraka ok kappa hans

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

Kapitel 1

Hugo Hamilton:
Rolf Krake på Fyrisvoldene

Det fortælles, at kong Rolf en dag sad i sin kongelige sal sammen med alle sine kæmper og stormænd, og han holdt et ypperligt gilde. Nu ser kong Rolf til højre og venstre og siger: »En mægtig styrke er samlet her i samme hal.« Så spurgte kong Rolf Bødvar, om han kendte til nogen konge, der var som ham og anførte sådanne kæmper. Bødvar siger, at det gjorde han ikke, »— men jeg synes, at der er noget, der står i vejen for din kongeværdighed.« Kong Rolf spurgte, hvad det var. Bødvar sagde: »Det, du mangler — herre! — er at tage til Uppsala og gøre krav på din fædrene arv, som din stedfar, kong Adils, uretmæssigt råder over.« Kong Rolf siger, at kan blive vanskeligt at gennemføre det, »— for Adils er ingen almindelig mand, men tværtimod troldkyndig, lumsk, listig, klog, ondskabsfuld og den væste at have med at gøre.« Bødvar siger: »Men det ville dog være passende for dig — herre! — at du prøvede at få fat i det, der er dit, og at du engang opsøgte kong Adils for at finde ud af, hvordan han forholder sig til denne sag.« Kong Rolf sagde: »Det er et vigtigt emne, du tager op, for det er hos den begærlige og snedige kong Adils, jeg skal søge at hævne min far. Og jeg vil vove dette!« »Jeg skal ikke laste dig for,« siger Bødvar, »— engang at prøve, hvad kong Adils kan byde på.«

Kapitel 2

Kong Rolf gør nu klar til sin færd med hundrede mand foruden sine tolv kæmper og tolv bersærker. Der forlyder ikke noget om deres færd, førend de kommer frem til en bonde. Han stod udenfor, da de kom, og han indbød dem alle til at være dér. Kongen sagde: »Du er en modig mand, men formår du dette? Vi er ikke så få, og det er ikke noget for en småbonde at indbyde os allesammen.« Manden lo og sagde: »Ja — herre!« sagde han, »— hvor jeg har været, har jeg før set en ikke mindre flok komme, og I skal i løbet af natten ikke mangle drikkevarer eller andet, som I behøver.« Kongen siger: »Så vover vi det!« Dette glædede bonden. Man tager sig nu godt af deres heste. »Hvad hedder du — bonde?« sagde kongen. »Nogle kalder mig Rane,« sagde han. Der bliver nu sørget så godt for dem, at de ikke mener at have været et bedre sted, og bonden er meget fornøjet, og der er ikke noget, de kan spørge ham om, som han ikke er i stand til at svare på, og han forekommer dem at være en meget forstandig mand. De lagde sig nu til at sove. Men da de vågnede, frøs de sådan, at tænderne klaprede i munden på dem, og de skyndte sig allesammen op og tog alt det tøj og andet på, som de kunne skaffe. Dette gjaldt dog ikke kong Rolfs kæmper; de nøjedes med det tøj, de allerede havde på. Det var koldt for alle den nat. Bonden spurgte dem: »Hvordan har I sovet?« Bødvar svarer: »Godt,« siger han. Da sagde bonden til kongen: »Jeg véd, at dine hirdmænd mener, at det var noget koldt i huset i nat, og det var det også, men hvis de synes, at dette var hårdt, skal de ikke regne med at kunne udholde de prøvelser, som kong Adils i Uppsala vil udsætte jer for. Send du — herre! — halvdelen af din flok hjem, hvis du vil overleve, for du vil ikke kunne besejre kong Adils med en talrig styrke.« »Du er en vældig en — bonde!« sagde kongen, »— og jeg vil følge det råd, du giver.« De drager nu derfra, når de er klar, og hilser bonden farvel, og kongen sender halvdelen af sit følge hjem. De rider nu af sted, men i det samme ser de en anden lille gård foran dem. De synes her at genkende den samme bonde, som de lige har gæstet. Nu synes de, at der foregår noget underligt. Bonden tager igen godt imod dem og spørger, hvorfor de kommer så tit. Kongen svarer: »Vi aner knap, hvad det er for nogle kneb, vi bliver udsat for, og du må i sandhed kaldes en snedig mand.« Bonden siger: »Jeg skal heller ikke denne gang tage dårligt imod jer.« De tilbringer nu endnu en nat dér og bliver behandlet godt og faldt i søvn, men vågnede ved, at de var blevet så tørstige, at de nærmest ikke kunne bevæge tungen i munden. De rejste sig og gik hen til et kar med vin og drak det hele. Om morgenen sagde Rane Bonde: »Det er igen kommet dertil — herre! — at du må følge mit råd, og jeg synes ikke, der er megen udholdenhed i sådanne mænd, som bliver nødt til at drikke om natten. I kommer til at tåle større prøvelser, når I kommer til kong Adils.« Et vældigt uvejr brød da løs, og de bliver på stedet den dag, og så kommer den tredje nat. Og om aftenen bliver der tændt op for dem, og de, der sad ved ilden, fandt, at det blev noget varmt for dem. De fleste stak af fra den plads, som Rane havde tildelt dem, og alle på nær kong Rolf og hans kæmper flygtede fra ilden. Bonden sagde: »Endnu engang — herre! — må du udvælge nogen fra dit følge, og det er mit råd, at ingen fortsætter ud over dig og dine tolv kæmper. Kun da — og ellers ikke — er der håb om, at I vender tilbage.« »Det forekommer mig — bonde!« sagde kong Rolf, »— at vi må følge dit råd.« De opholder sig dér tre nætter. Kongen rider derfra med de tolv mand, men sender hele sit øvrige følge hjem. Kong Adils får nys om dette, og han erklærer, at det er godt, at kong Rolf vil besøge ham, »— for før vi skilles, vil der overgå ham sådanne ting her, som man vil synes er en fortælling værd.«

Kapitel 3

Derefter rider kong Rolf og hans kæmper til kong Adils’ haller, og hele borgalmuen samler sig oppe i borgens højeste tårne for at se kong Rolf og hans kæmpers pragt, for de var overdådigt udstyret, og mange synes, det er meget værd at beskue så høviske riddere. Først rider de langsomt og på stormandsvis, men da de ikke havde langt hen til hallerne, lod de hestene mærke sporerne og jog af sted hen imod hallerne, så alle, der stod i vejen for dem, måtte kaste sig til side. Kong Adils lader dem modtage med den største venlighed og bød, at man skulle tage sig af deres heste. Bødvar sagde: »Sørg for — svende! — at hverken deres manker eller haler kommer i uorden, og pas godt på dem, og hold øje med, at de ikke bliver beskidte!« Kong Adils fik straks at vide, hvor nøje de havde givet besked om hestepasningen. Han sagde: »Det er for meget med deres overmod og pral. Her er min beslutning, og gør nu, som jeg byder jer: Hug halerne af helt oppe ved bagdelen og skær mankerne af, så pandehuden følger med, og behandl dem i det hele taget så skændigt, at de kun lige klarer den.« De bliver nu fulgt hen til hallens dør, men Adils viser sig ikke for dem. Da sagde Svipdag: »Jeg kender stedet her fra før, så jeg går først ind, for jeg gad nok vide, hvordan der bliver taget imod os, og hvad der venter os. Vi siger ikke noget om, hvem af os, der er kong Rolf, så Adils ikke kan udpege ham i vores flok.« Svipdag gik da foran dem alle, og efter ham fulgte hans brødre, Hvidsærk og Beigad, og så kong Rolf og Bødvar og så den ene efter den anden. Der var ingen svende at strides med, for de folk, der havde budt dem til hallen, var forsvundet. De havde deres høge på skuldrene, for den slags anså man for en stor pryd på den tid. Og kong Rolf havde den høg, der hed Højbrog. Svipdag går nu forrest og holder grundigt øje med alt. Han ser, at meget er lavet om mange steder. De kom forbi så mange forhindringer, som var sat i vejen for dem, at det er umuligt at redegøre for dem, og det blev jo værre, des længere de kom ind i hallen. Men nu kommer de langt ind i hallen og helt derhen, hvor de kan se kong Adils sidde hovmodigt i højsædet, og begge parter synes, det er meget vigtigt, at de kan se hinanden. De indser dog, at det fortsat ikke er nemt at træde frem for kong Adils, men nu er de dog kommet så tæt på hinanden, at man kan høre, hvad de andre siger. Da sagde kong Adils: »Og nu er du kommet her — Svipdag, min fælle! — men i hvilket ærinde kommer mon kæmpen? Eller er det mon ikke, som det forekommer mig:

I nakken en fure,

et øje mangler,

et ar i panden,

to hugsår på hånden.

— og tilmed er hans bror, Beigad, helt krumbøjet.« Svipdag sagde så højt, at alle kunne høre det: »Nu vil jeg tage imod din fred, sådan som du tidligere har lovet mig — kong Adils! — for de tolv mand, som er kommet hertil i samlet flok.« Kong Adils svarer: »Dette vil jeg bekræfte. Men gå nu frisk og frejdigt ind i hallen uden uro i hjertet!« De mener at kunne se, at der er gravet faldgruber foran dem i hallen, og det er ikke til at vide, hvad der venter dér, men kong Adils var omgivet af et sådant mørke, at de ikke kunne se hans ansigt tydeligt. De ser også, at der er udbulninger i de vægtæpper, der hænger som pynt inde i hallen, og de kan skjule bevæbnede mænd. Og sådan forholdt det sig også, for da de var kommet forbi faldgruberne, stormede brynjeklædte mænd frem fra hver en tæppefold, men kong Rolf og hans kæmper stred på den hårdeste vis og kløvede modstanderne ned til tænderne. Sådan stod det på en tid, men kong Rolf gav sig ikke til kende, og folk faldt i stakkevis. Nu svulmer vreden i kong Adils i højsædet, da han ser, at Rolfs kæmper slår hans mænd ned, som var de hunde, og han indser, at det ikke kan fortsætte sådan, så han rejser sig og siger: »Hvad skal al denne tummel til for? Det er fuldstændig tosset, hvad I foretager jer, når I angriber sådanne udmærkede mennesker, der kommer for at besøge os. Hold straks op, og sæt jer ned! Lad os alle mødes i fordragelighed — Rolf, min stedsøn!« Svipdag sagde: »Du holder freden dårligt — kong Adils! — og dette skaffer dig ingen hæder.« Derefter sætter de sig med Svipdag inderst, så Hjalte den Modige, mens Bødvar sidder sammen med kongen, for de ønskede ikke, at han blev genkendt. Kong Adils sagde: »Jeg ser, at I ikke farer frem med sømmelig værdighed i et fremmed land. Og hvorfor har min stedsøn Rolf ikke flere mænd?« Svipdag sagde: »Og jeg ser, at du ikke sparer på svigråd imod kong Rolf og hans mænd. Det betyder mindre, hvorvidt han rider hertil med få eller mange i sit følge.« Og dermed endte deres samtale.

Kapitel 4

Derefter lod kong Adils hallen rydde. De døde blev båret ud, for mange af kong Adils’ mænd var blevet dræbt, og mange var blevet såret. Kong Adils sagde: »Lad os nu tænde langild for vores venner og for alvor beværte dem, så vi alle synes om det.« Han sætter nu folk til at tænde op for dem. Rolfs kæmper sad hele tiden med deres våben, og de ville ikke give dem fra sig. Ilden blussede snart op, for der blev hverken sparet på beg eller tørt brænde. Kong Adils tildelte sig selv og sine hirdmænd plads på den ene side af ilden, mens kong Rolf og hans kæmper sad på den anden side. Og de sidder på langbænke på begge sider og taler nu fredeligt sammen. Kong Adils sagde: »Man har ikke overdrevet fortællingerne om Rolfs kæmpers mod og stridbarhed. I forekommer at være bedre end alle andre, og man har ikke løjet om jeres evner. Men læg nu på ilden,« sagde kong Adils, »— for jeg kan ikke se helt tydeligt, hvor kongen er, og I vil nok ikke flygte fra ilden, selv om I får det nok så varmt.« Der blev nu gjort, som han sagde, og han ville på den måde finde ud af, hvor kong Rolf var, for han mente at vide, at han ikke ville være i stand til at udholde varmen så godt som kæmperne, og han tænkte, at det ville blive lettere at få ram på ham, hvis han vidste, hvor han sad, for han ønskede i sandhed at dræbe kong Rolf. Dette indså Bødvar og flere af de andre, og de skærmede ham imod ilden så godt, de formåede, uden dog at afsløre ham. Og da ilden var på sit højeste, husker kong Rolf på, hvad han tidligere har lovet, nemlig at han hverken vil flygte for ild eller våben, og han indser nu, at kong Adils har til hensigt at prøve at brænde dem dér eller at få dem til at bryde deres højtidelige løfte. De ser, at kong Adils’ stol og også hans mænd nu var rykket helt ud til halvæggen. Nu blusser ilden voldsomt op, og de ser, at flammerne vil springe over på dem, medmindre de gør noget. Meget af deres tøj var da blevet svedent, og de kaster da skjoldene på ilden. Da sagde Bødvar og Svipdag:

Nu øger vi ilden

i Adils’ borg.

Og de greb da hver sin af de mænd, der havde holdt ilden ved lige, og slyngede dem ind i flammerne og sagde: »Nyd nu ildens varme som tak for jeres slid og slæb, for nu er vi gennembagte. Nu kan I bage lidt, fordi I var så ivrige efter at tænde op for os. Hjalte greb en tredje mand og slyngede ham ind i flammerne i sin ende af bålet, og det samme skete med alle dem, der havde øget ilden. Dér brændte de op til aske, og de blev ikke reddet, for ingen vovede at komme nær nok til det. Og da dette var gjort, sagde kong Rolf:

Den flyr ej flammerne,

som farer over dem.

Og efter dette springer de alle over ilden, og de vil nu efter kong Adils for at tage ham til fange. Men da kong Adils ser dette, undslipper han ved at løbe hen til et træ, der stod i hallen, og det var hult, og på den måde kom han ud af hallen ved hjælp af sin galder og troldkyndighed. Og han kommer da til dronning Yrsas sal og taler med hende, men hun taler meget hårdt til ham og skælder ham ud: »Først lod du min mand, kong Helge, dræbe,« sagde hun, »— og så forhånede du ham og bemægtigede dig de værdier, som tilhørte andre, og nu vil du så tilmed dræbe min søn. Du er det værste og mest grusomme menneske af alle! Nu vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at Rolf skal få rigdommene, og du skal ikke opnå andet end vanære, hvilket er helt rimeligt.« Kong Adils sagde: »Her vil det gå sådan, at ingen af os længere kan stole på den anden, og jeg vil herefter ikke vise mig for deres øjne.« Og dermed slutter deres samtale.

Kapitel 5

Dronning Yrsa opsøger nu kong Rolf og tager rigtig godt imod ham. Han besvarer hendes hilsen godt. Hun sætter en mand til at tjene dem og beværte dem godt. Og da denne mand trådte frem for kong Rolf, sagde han: »Denne mand er noget ranglet og splejset at se på og mager i ansigtet — er dette jeres konge?« Kong Rolf sagde: »Du har givet mig et navn, som vil blive hængende ved mig. Men hvad giver du mig i navnefæste?« Vøgg svarede: »Jeg har intet at give, for jeg er en mand uden midler.« Kongen sagde: »Det påhviler den, der har, at give til andre.« Han trækker derpå en guldring af sin arm og giver den til denne mand. Vøgg sagde: »Måtte lykken følge dig! Dette er den største kostbarhed.« Og da kongen så, at det betød meget for ham, sagde han: »Der skal ikke meget til at glæde Vøgg.« Vøgg trådte med den ene fod op på bænken og sagde: »Jeg lover højtideligt, at jeg skal hævne dig, hvis du bliver overvundet af nogen, mens jeg stadig lever.« Kongen svarer: »Det er godt,« siger han, »— men det bliver nok snarere andre end dig, der gør det.« De forstår, at denne mand vil være trofast og hengiven med den smule, som han magter, men de mener ikke, han vil være i stand til at udrette meget, for manden forekom at være uduelig. Men nu skjuler de ikke noget for ham. Siden agtede de at lægge sig til at sove, og det forekom dem, at de trygt kunne overnatte i det herberg, som dronningen havde skaffet dem. Bødvar sagde: »Der er sørget godt for os her, og dronningen vil os det godt, mens kong Adils vil udsætte os for alt det onde, han formår. Det skulle undre mig, om vi ikke får det at mærke.« Vøgg fortæller dem, at kong Adils er den værste blotmand, »— så man aldrig har set mage til. Han bloter til en galt, og jeg forstår ikke, at sådanne djævle kan findes. Men I skal passe på, for han sætter alt ind på at få jer dræbt på den ene eller anden måde.« »Jeg tror snarere,« siger Bødvar, »— at han vil give os gengæld for det, at han måtte stikke af fra os i hallen her i aften.« »I må være klar over,« siger Vøgg, »— at han er snedig og grusom.«

Kapitel 6

Derefter falder de i søvn, men de vågner ved, at der udenfor høres en vældig larm, der genlyder overalt, og hele huset, som de befandt sig i, synes at skælve og ryste. Da sagde Vøgg: »Nu er galten vist på vej, og kong Adils har sendt den hen til jer for at tage hævn. Den er så stor en trold, at ingen kan forsvare sig imod den.« Kong Rolf havde en stor hund, der hed Gram. Den var dér hos dem. Den var fremragende med hensyn til mod og styrke. I det samme kommer trolden derind i skikkelse af en galt, og denne trold skriger rædsomt. Bødvar pudser hunden på galten, og hunden tøver ikke, men farer imod galten. De går nu hårdt til hinanden. Bødvar hjælper hunden og hugger til galten, men intet bider på dens ryg. Hunden Gram er så heftig, at den river ørerne af galten, så kinderne følger med, og i det samme forsvinder galten ned, hvor den kom fra, men så kommer kong Adils hen til huset med en stor styrke, og de sætter straks ild til huset. Og dermed bliver kong Rolf og de andre atter klar over, at der ikke er mangel på brænde. Bødvar sagde: »Det var ondt at dø på denne måde, såfremt vi skulle brænde inde her. Så vælger jeg hellere at falde for våben på åben mark. Og det bliver et ondt endeligt for kong Rolf, hvis det skal gå sådan. Jeg ser ingen anden udvej end at gå så hårdt til bræddevæggene, at de går i stykker, og hvis det går godt, slipper vi ud af huset på den måde,« — men dette var ikke den rene barneleg, for det var et solidt bygget hus, »— og når vi kommer ud, må enhver sørge for sig selv, men de vil nok hurtigt give efter for os.« »Dette er et ypperligt råd,« siger kong Rolf, »— og det vil lykkes godt for os.«

Kapitel 7

Nu gør de det, at de kaster sig så hårdt og brutalt mod bræddevæggen, at den bryder sammen, og på den måde kommer de ud. Men byens gader er fyldt med brynjeklædte folk, og der opstår den hårdeste strid mellem dem, og kong Rolf og hans kæmper går nådesløst frem, og der bliver ryddet plads foran dem. De mødte ingen nok så stolt og overmodig mand, at vedkommende ikke måtte bøje sig for deres voldsomme hug. Og midt i denne hårde strid kommer kong Rolfs høg flyvende fra borgen, og den sætter sig på kong Rolfs skulder, idet den ser ud, som om den har en stor sejr at rose sig af. Bødvar sagde: »Nu ligner den en, der har udført en stordåd.« Den mand, der passede høgene, skyndte sig hen til det loft, hvor man holdt dem, og han finder det bemærkelsesværdigt, at kong Rolfs høg er væk, mens alle kong Adils’ høge ligger døde. Kampen ender med, at de dér dræber en mængde folk, og ingen formår at forsvare sig imod dem. Men kong Adils er forsvundet, og ingen synes at vide, hvor han er blevet af. De af kong Adils’ mænd, der endnu står oprejst, beder om fred, og det bliver tilstået dem. Efter dette går de hen til hallen, og de går djærvt ind i hallen. Da spørger Bødvar, hvilken bænk kong Rolf agter at sidde på. Kong Rolf svarer: »Vi skal sætte os på selve kongebænken, og jeg vil tage plads i højsædet.« Kong Adils kom ikke til hallen, og han syntes, det var svært, og at han var blevet udsat for en stor ydmygelse, uanset hvilke kneb han havde forsøgt sig med. Nu sad de dér en tid i fred og ro. Da sagde Hjalte den Modige: »Mon ikke en af os burde se til vores heste og finde ud af, om de får, hvad de behøver?« Dette blev nu gjort, men så snart manden kom tilbage, sagde han, at hestene var blevet skamfereret og skændigt behandlet, og han fortalte, hvad der var blevet gjort ved dem. sådan som det tidligere blev fortalt. Kong Rolf lod sig ikke mærke med dette, men sagde bare, at alt ville gå én vej for kong Adils. Nu kommer dronning Yrsa ind i hallen, og hun træder frem for kong Rolf og hilser ham kløgtigt og hæderfuldt. Han gengældte hendes hilsen. Hun sagde: »Der er ikke — min frænde! — blevet taget sådan imod dig, som jeg kunne ønske, og du skal ikke blive her længere — min søn! — i denne ugæstfrihed, for kong Adils er ved at samle en stor styrke fra hele Sveavældet, og det er hans hensigt at dræbe jer alle, sådan som han længe har villet, hvis ellers han havde formået det. Men nu har din lykke vist sig stærkere end hans trolderi, og her er et sølvhorn, som jeg vil give dig, og det indeholder alle kong Adils’ bedste ringe og også den, der kaldes Sveagris, som han sætter større pris på end alle de andre.« Og tilmed giver hun ham en mængde guld og sølv. Dette udgjorde så stor en skat, at man næppe kunne fastsætte dens værdi. Vøgg var til stede dér, og han modtager meget guld af kong Rolf Krake for sin trofaste tjeneste. Dronningen lader tolv heste lede frem. De var alle røde på nær én — den var hvid som sne, og den skulle kong Rolf ride på. Disse heste var de bedste, man kunne finde blandt alle kong Adils’ heste, og de var alle fuldkommen brynjedækkede. Hun skaffede dem skjolde og hjelme og udrustning og andet godt tøj — det bedste man kunne få — for deres klæder og våben var blevet ødelagt af ilden. Alt, hvad de behøvede, gav hun dem på ypperlig vis. Kong Rolf sagde: »Har du hermed givet mig så stor en formue, som med rette tilkommer mig, og som min far ejede?« Hun siger: »Dette er mange gange mere end det, du har krav på, og du og dine mænd har her øvet et storværk. Udrust jer nu på bedste vis, så de ikke kan besejre jer, for jeres prøvelser er ikke ovre endnu.« Derpå stiger de til hest. Kong Rolf taler hengivent med sin mor, og de skilles i venlighed.

Kapitel 8

Kong Rolf og hans kæmper rider nu af sted oppe fra Uppsala og kommer til det sted, der hedder Fyrisvoldene. Og kong Rolf så, at en stor guldring lå og skinnede på vejen foran dem, og den gav en klingende lyd fra sig, da de red forbi den. »Den giver så høj en lyd fra sig,« sagde kong Rolf, »— fordi den er ked af at være alene.« Og han trækker en guldring af sin arm og lader den falde ned på vejen til den anden og siger: »Det kommer ikke til at ske, at jeg samler guld op, selv om det ligger på vejen, og ingen blandt mine mænd skal være så dristig, at han samler den op, for den er smidt her for at sænke vores færd.« De lover ham at lade være, og i det samme hører de fra alle sider, at der blæses i horn. De får øje på en umådeligt stor hær, der kommer efter dem. Denne flok farer sådan af sted, at alle rider så hurtigt, som hestene formår. Kong Rolf og hans mænd rider frem som før. Bødvar sagde: »De sætter hårdnakket efter os, og jeg kunne ønske, at de fik noget for anstrengelserne, for de er vist opsatte på at træffe os.« Kongen sagde: »Dem skal vi ikke tage os af; de kommer til at forsinke sig selv.« Og han rækker nu ud efter det horn, som guldet var i, og som Beigad red med i hånden. Han strør nu guldet omkring på vejen, mens de rider over Fyrisvoldene, så hele vejen skinner som guld. Og da den forfølgende hær ser, at guldet skinner på hele vejen, springer de fleste af hesteryggen, og den synes mest tilfreds, som er hurtigst til at samle op, men der opstår nu megen voldsomhed og ragen til sig, og den stærkeste får mest, men forfølgelsen går i stå. Og da kong Adils ser dette, går han næsten ud af sit gode skind, og han bebrejder dem med hårde ord og siger, at de samler småting op, men lader de store ting slippe fra sig, og rygtet om denne frygtelige skam vil brede sig til alle lande, »— såfremt I her lader tolv mand undslippe, når jeg nu har samlet denne utallige styrke fra alle herreder i Sveavældet.« Kong Adils farer nu frem foran alle de andre, for han var meget vred, og en stor flok følger ham. Da kong Rolf nu ser, at kong Adils kommer farende efter ham, tager han ringen Sveagris og smider den på jorden. Og da kong Adils ser ringen, siger han: »Den, der har givet kong Rolf denne store kostbarhed, har været mere tro imod ham end imod mig, men nu bliver det alligevel mig og ikke kong Rolf, der skal nyde godt af den.« Og han rækker nu ud efter ringen med sit spydskaft, for han vil for enhver pris have den, og han bøjer sig nu meget forover på hesten, mens han stikker spyddet gennem hullet i ringen. Dette ser kong Rolf. Så vender han om på hesten og siger: »Nu har jeg svinebøjet den mægtigste af svenskerne!« Og mens kong Adils prøver at trække spydskaftet og ringen til sig, farer kong Rolf hen til ham og hugger med sværdet Skøfnung, som er det bedste sværd, der er blevet båret i de nordiske lande, begge endebalder af ham helt ind til knoglen. Da råbte kong Rolf til kong Adils og bad ham tåle denne skam en tid, »— og her kan du nu se, hvordan Rolf Krake ser ud — ham, som du længe har forsøgt at få ram på.« Kong Adils lider nu så stort et blodtab, at han bliver udmattet, og han må nu vende om og er værre stillet end før. Men kong Rolf tog Sveagris igen. De skilles dermed for denne gang. Men der fortælles heller ikke noget om, at de siden skulle have mødt hinanden. De dræbte da også alle de mænd, der var redet længst frem og havde bragt sig i den største fare. De behøvede ikke at vente længe på kong Rolf og hans kæmper, for disse holdt sig ikke for gode til at give dem, hvad de havde fortjent, og ingen af dem holdt sig tilbage, da de fik denne lejlighed.

Kapitel 9

Kong Rolf og hans mænd drog nu videre og red næsten hele den dag. Og da det var ved at blive nat, så de en gård og kom hen til døren. Dér står Rane Bonde og tilbyder dem alskens opvartning og siger, at deres færd stort set er gået, som han forudså. Det indrømmer kongen og siger, at man ikke kan kalde Rane svagtseende. »Her er nogle våben, som jeg vil give dig,« siger Rane Bonde. Kongen sagde: »Det er nogle hæslige våben — mand!« Det var et skjold og et sværd og en brynje. Kong Rolf vil ikke have disse våben. Rane blev nærmest vred og mener, at han er blevet meget forhånet ved dette. »Du véd ikke, hvad der tjener dig bedst — kong Rolf!« sagde Rane, »— og du er ikke altid så klog, som du selv går og tror.« Og bonden tog det meget ilde op. Der bliver nu ikke noget af deres natteophold dér, og de vil nu ride videre, selv om det er mørk nat. Rane sender dem vrede blikke og mener, han er blevet vanæret, når de ikke vil modtage hans gaver. Han hindrer dem ikke i at ride, hvorhen de vil. De rider dermed af sted, og der bliver ikke hilst til afsked. Men de er ikke kommet langt, før Bødvar Bjarke gør holdt. Han sagde: »En uforstandig mand kommer først bagefter i tanker om det rigtige, og sådan er det nu gået mig. Jeg tror ikke, vi har handlet klogt ved at afslå det, som vi burde have taget imod. Og jeg tror, vi har kastet sejren bort.« Kong Rolf siger: »Jeg tror det samme, for dette må have været gamle Odin, og manden havde sandt at sige kun ét øje.« »Lad os straks vende om,« siger Svipdag, »— og få opklaret dette.« De kommer nu tilbage, men både gården og manden er væk. »Det nytter ikke at lede efter ham,« siger kong Rolf, »— for det er en ond ånd.« De fortsætter nu, og der fortælles ikke noget om deres færd, førend de kommer til deres rige i Danmark. Og de forholder sig nu i ro.

Bødvar gav kongen det råd, at han for eftertiden holdt sig tilbage fra at gå i kamp. Det forekom mere sandsynligt, at de ikke ville blive angrebet, såfremt de selv holdt sig i ro, og han sagde, at han kunne frygte, at kongen efter dette ikke ville være så sejrrig, selv om han forlod sig noget på det. Kong Rolf siger: »Skæbnen bestemmer over enhver mands liv, ikke den onde ånd.« Bødvar sagde: »Du er den sidste, som vi ønsker at miste, hvis ellers vi kan bestemme. Men jeg tror, at der inden længe vil ske store ting for os alle.« Dermed endte denne samtale, men de høstede megen berømmelse for denne færd.

---

Noter: