Om Lappernes Vildfarelser og Overtro

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Samisk par med ren


Isaac Olsen
Om Lappernes Vildfarelser og Overtro

1715


Finnerne æder ikke Svin; thi disse er deres Heste, naar de farer i sine aandelige Troldsyner at stride mod andre Ganfinner. Den, som æder eller har ædt Svin, har da ingen Hest og bliver overvunden.

Somme [Finner] haver store grofve træbilleder, og haver sadt dem i biergehuller eller Heldere i vilde skoff og marck, som de icke formode, at noget christnet menniske skal komme, og de kaldis Ædme Ibmelid, det er landguder, thi de siger, at de bederves og mister sin krafft, qvo Ristegadze gaune deit, det er, naar christne folck, finder og overkommer dem, somme haver store grane, fure, og biercke træer eller og andre store opvoxen træ, som ere noget meere og anderledis End andre, og de kaldes med adskillige Nafne, men dog over aldt paße Ibmelid, det er hellige guder, somme have fielde og bierge, Ja og steene, og besynderlige de som ere noget underlige skabte og kaldis ogsaa med adskillige Nafne, saa som paße Ibmelid, det er hellige guder, som og alle deris guder kaldis, og paße alda, det er, hellige Zimler, eller hellige Helder, og hellige bierge Hald, somme haver Næs og Odder, som sticker udi havet eller siøen, saa og Næs udi færske vand, og der offrer de til En steen eller Hammer, og kalder dem mæra eller Ziaße-paße Ibmelid, det er vande eller Siø hellige guder, og paße Niarg, det er hellige Næs, og somme haver færske vande, og nogle besynderlige Elver, og de kalder dem paße Jaure, det er hellige Vand, og allicka Jocka, det er, hellige Elver, og paa, og hos diße guder haver de sædt deris mercker med andre adskillige figurer, og adskillige slags trær, somme giort som baader og pulcker eller kieriser, store træ Hamrer kaars træer, og Et slags smaa trer som de kalder lødt mora, og alle sammen udskrefne med mange slags figurer, der findis altid hos disse guder meget haarn, been, og kløver af alle slags Creature, baade vilde og tamme qvæg, og menniskers been, hvilcket er af det store blods offer som de idelig, ofrer til diße deris guder, og mest alle de guder skal Endelige være saa langt borte i marcken, at nordske eller Christne folck icke skal finde dem, thi de for derfves der af, og mister noget af sin krafft, sige de self finnerne, men de fleste deris guder er, bierge, fielde og steene, og hos deris guder haver de forvarit deris gan Esker, det er En Eske fuld af gand og troldom, som blaa fluer, der i forvaret, hvilcket de Ideligen udsender til at døde mennisker og qvæg, Ja i vær og vind, i bierge og fielde, Steen og vande under tiden, saa og deris gand hidt, hvilcken de og forvare deris gan udi hos deris afguder, det er en sæck eller pose af helle flaade sælle eller kaabe skind og andre Creature; de ere icke Een om hver af gud, men mange, saa mange der ere nærværendis, og til kand naa, eller er paa deris vei, og synderlig skal diße guder være paa de steder hvor skytterie og fiskeri og veideskab er.

Diße af guder Dyrcke de og giør tiennister med store blodsoffringer, baade med mennisker og qvæg, og af alle slags Creature baade tamme og vilde, og bestencker her og der med blodet som af kommer, og smørger sten og træer med som dertil er berede, og balsamerer trær og Steen, som dertil er forordnede med det fædt som falder oven paa kiellene af kiødet som, kogis og opædis, og deris offer gilde bliver prydet med ijdelige sang og spill, Runen og Joigen, vers og digt og riim, som de kalder luete, men i Odens tid kalledis de liod, og de smaa træer som de smørger med blodet, kalder de lødt mora, og i Hednigskabet kalledis offer blodet laut, og lauterne svamperne som de smurde med, som mand kand læße i den Norske Krønicke.

Troldomen gaar i arf hos dem, og kand arve troldom, gan, og Dievele effter hver andre den Ene effter den anden i slegten som døer, og for giør mennisker og qvæg der med i fra lif og helbrede og føre dem ulycker paa og tager vidt og forstand i fra dem, og de holder sig fri med den konst, at Ild og vand vær og storm icke kand giøre dem skade, og staal og Jærn, piil og skud, og andet hvæst og skarpt kand icke bide paa dennem, storm og vind, kand de giøre og vecke og ud sende, og stille igien, giøre godt og ont vær som de mene. . . . De kand oplade bierge og Jorden, og opmane Dødninger af Jorden, og sætte dem ud paa andre mennisker til at plage dem, og hvad som er forvarit i Jorden, kand de vel finde, og de kand fordrive spøgelser og trolde som friste mennisker med deris konst, ord og Runen, og de kand forvende sin hamn og skickelse til biørne og ulve og andre Creaturs skickelße og lignelse, og giøre skade der med. . . . De sætte og Biørne og Ulve ud paa andres Creature, De kand og hielpe siuge mennisker og Creature, til deris helbrede igien, og afvende biørne og ulve og andre ulycker, og da siunger, Joiger og Runer hand indtil at hand falder i En Dvalle lige som død og bliver svart og blaa i ansigtet, og mens hand saa liger som død, da kand hand forrette saadant, og mange som er nær død, og siunis som død for menniskens øyen, de kand blive straxt frisk igien paa samme timme, og naar hand liger i saadan besvimmelse eller Dvalle, da kand hand fare vide om kring og forretter meget og kand fortælle mangfoldigt og undelige ting, naar hand opvogner, som hand haver seet og giort, og kand fare vide om landene og i mange steder og føre tidende derfra og føre vise tegen og mercke med sig der fra naar hand er beden der om, og da farer hand og saa i strid i mod sine modstandere og kampis som i En anden verden, indtil at den Ene har lagt livet igien, og er over vunden, og da er svinet deris hæst, og der for maa de icke æde det, at de icke skal blive hæsteløs, naar det gielder paa En strid at stride imod En anden ganhund i saadan, fald, og de stoller og pocke meget der paa, at deris konst er icke af nogen ond grund eller noget ont, effterdi at de kand giøre godt med den og hielpe siuge mennisker og Creature, og af vende ulycker, og Dievele som lærer dem troldkonsten og aabenbarer sig for dem og hielper og under viser dem, de samme formeener de at skulle være guds Engle.

_________________


I alle fiorder og alle steder i findmarcken, ihvor finner haver boet i gamle tider, er stederne og Rommet effter deris huse som de have hafft under Jorden End nu saa sigtbare, at mand kand skinbarlig see, at de har hafft 4re døre paa hvert huus, som de og self finnerne fortælle, hvilke de kalle paa deris maall beitum guvate, det er Hemmelige Huse.

_________________


Nu vil ieg her effter træde til Historien i sig self, og icke skrive effter anders mands skreffter eller talle effter segn, men alleniste det som ieg self med min Egen øyen haver seet, og med min øren hørt, og ieg self har forfaret i blant finnerne, ieg maa talle der om, som haver seet og hørt og Erfaret det at det er saa, thi, der er ingen som ved det saa vel som ieg, og ingen har seet og hørt, og erfaret det saa vel som ieg, og ingen har værit, og faret i blant finnerne paa den maade og saalenge som ieg og værit i hver mands huus, og for staar deris sprog saa vel som ieg, derfor vil ieg nu talle den bare blotte sandhed og hvorledis de er fadt i blant finnerne, og hvor der staar til.

_________________


Om de Dievele og satans Engle som er i blant Lappefinnerne og aabenbarer sig for dem og lærer dem troldom og afguderi og om de onde aander og Geister som tienner finnerne. Om finnernis Døbekonstes offer og deris hunde offer.

Nu vil ieg først talle om deris indkomst i Verden og første adkomst til troldom og af Guderie, som er den første og største oprindelße til alt ondt og Dievels konster og troldom hos og iblant finnerne og Lapperne, Først naar Een qvinde hos finnerne og Lapperne er frugtsommelig og laver til barsøll Da skal hun Endelig have i beredskab og tilrede Een liden Hund, indtil at det lider til tiden med hende, at hun skal føde, Da skal den Hund, offris før End hun føder, til Deris af Gud, og offer sted at hand skal hielpe hende, saa at alting skal gaa vel med hende, saa at hun og fosteret, skal beholde livet og helßen, og leve der effter friske og sunde, men om hun icke straxt forløßes eller bliver forløst Da sender de strax bud effter Noiden deris troldmæstere og Dievelens Prophete, at hand skal komme og hielpe hende med sin konst, hvilcket hand og for betalling er god villige til at komme. Naar Noiden er da kommen, saa skal hand straxt begynde Noide Messo, Joige Messo, trold Messen, Noidens eller troldmæsterens Messe, og Runne Messen, thi hun kaldis med adskillige Nafne, fordi hun brugis i mange maader og i adskillige tilfælde, saa Runner hand, og Joiger for hende, med Runnebommer, haarne Hamrer og steener, med Messing-Ringer og kiæder; saxer kniver og drage Jærn, og med adskillige instrumenter som der til ere forordnede, og siunger og Runner ganviiser, indtil at han faller i besvimmelße og lige som i en dualle, Naar hand da op vaagner af sin Dievels dvale igien, saa siger hand hvad hand da haver seet, hørt, og Er farit, i aandelige Dievels viis, medens hand saa laag i besvimmelße og i sin Dievels Dvalle, og siger hvad som skal være og hvad som er for Nøden og hvad aarsagen var dertil, og om troldfolck eller under Jordiske og Jammis-stellerne hafde forhindret det, at der icke skulle gaa vel, saa har hand nu alt løst det, og giort det klart, den stund hand laag saa i sin Dievels Dvale, og Reiste om kring i Helvede, og i de Nedderste steder i Jorden, og Erfor hvorledis det var fadt, eller og, om de Jammis-steller, som de siger at skal boe under Jorden, var aarsage der til, som de fornæmmeligen offrer til for barnsengs qvinder, at de Dieveler eller onde geister skal være dem behielpelig, og icke Contrari; eller om deris offersteder og af Guder var vred og fortørnedt paa dem, saa skal. de nu skaffe hannem Et godt fædt Kreature til Offer at for sonne dem med, saa som lam, veder, gied, buck, kiedt, eller og unge Reins Diur, naar hand da har faaet det begierte Kreatur, saa fører hand, eller leeder det Kreature hen til offer stedet og afguden, som hand haver lofft det hen til, og offrer det der, effter den og deris gamle sædvanlige viis, og Hedingske maade, og skiær hand først en bitte af ørenne og Rompen mens Kreaturet End lever, og giver det paa offer stedet og til af guden, sticker og slagter saa Creaturet og tager først blodet og smørger de træer med, som de kalder Lødt Morra, skiær saa siden en bette af hvert stycke eller lem, og legger det ogsaa paa offerstedet tillige med skindet, haarnene, og kløverne, kaager saa og tager kiødt fædtet, det fædt, som falder oven paa kiedelen, naar den kogis, og smørger de for ordnede steenne med og skiær Endda nogle better af det fædeste og beste kaagede kiød, og legger det og saa paa offerstedet, tillige med skindet, haarnene, kløverne og beenene, saa æder de sidden baade Noiden og de som med hannem følger, det helle Kreature op paa stedet, paa det at beenene icke skal føris der fra, men nøje sammensanckis og leggis paa offerstedet,

Naar da barned er føedt, og alting er gaaed vel, saa tager de Een fædt, oxe Rein, gield Zimle, en Varekas, eller og en god Reins kalf, eller og om de icke andet har, fæde oxer, qviger, koe kalffver, faar lam, vederer, gieder, bucker, kied, og binder en liin, eller læritz huve paa hovedet, paa det Kreature som de vild offre, og har til lavet der til, og graver det, ned under Jorden, ganske helt, med skind og alt, og dette offer skal de Dievele og onde aander og geister have, som de siger, at de skal boe under Jorden, og de kaldis paa deris maall mangeledis, saasom Jammis-steller og Jammis-sid, ja og Jammis-Cuuser, de ere og skal være i adskillige lignelser, og har adskillige forrettninger, og derfor kalder de dem med saa adskillige Nafne, men de skal dog have deris tilhold under Jorden sige de, for uden naar de har noget at forrette saa kommer de op over Jorden, det er icke under Jordiske folck som vi kalder, thi finnerne kalder dem, goveitter, paa deris maall, og saa skal Noiden have betalling for sin u-mage, som er Et slagte best, oxerein eller andet saadant eller En Krys Daller, Ja En 2: 3: 4: for dem som Rige ere, eller sølf skeer, eller sølf Knaper, Hagger, og spender, eller sølf Mallier, eller andet saadant, som er af god værdi, thi det skal Endelig være Kryds penge eller sølf, eller ret gode udvalde vare som Noiden skal have, disbedre lycke skal det være hos, som hand self siger og paa staar, og for hand icke god betalling for sin umage og Dievels konster, saa er hand nock saa mægtig i sin troldom, at hand kand betaile dem straxt igien med siugdomme, u-lycker og andre plager, eller og skyder hand dem med sine gand pille saa at de størt død ned, og derfor frygter de for hannem som for en pestelens, og de tør icke andet End handle vel med hannem, saa hand i det aller ringeste icke skal blive for tørnedt.


Om finne Lappernis døbe Mannering og skick.

Først naar Et barn hos finnerne og Lapperne er født, saa giør de varmt vand i en kiedel, og sætter barned der i, og lauger det saa som andre folk og saa giøre, og vasker og toer det vel reent som det skal være, — Naar da barned saa er toen reent, saa tager de barned op af kiedelen og sticker barneds føder under den vengstre arm, og sætter hovedet paa barned frem over kiædelen, og øßer saa nogle gange med sin høyre haand af det samme laugevand paa barnetz hovet, og knicker og gnyer det vel ind i barneds hovet hver gang og siger i det samme, nu sætter ieg det ny det nafn paa dig, som din og voris slegt til forn har hafft, og du skal blive saadan en mand og qvinde som den var, hvilken som var En yperlig og god Noid, som giorde og forrettet det, og det, med sin konst, og forskaffet og bringet det og det til veie og ingen gick eller vant hannem over i hans konst og lærdom, og Hand var en Kiempe fix, snar og sterck, og af stor forstand i sin konst og Noidekonst, hand var og en god skytter, og fiskere, og vant og forhverfvet paa alle steder, og saadan en, skal du blive som hand var, og der og der i fieldet skalt du veie diur, og der og der skalt du fange fisk, Noide-gadze og de andre smaa gadze, skal være dine lydige tiennere og Toento, skal forskaffe dig gods og Rigdom, eller og om det er En qvindis Person, saa siger de at dette barn skal blive saadan En qvinde og konne, som den var, som før hafde dette nafn, hvi[l]ket som var vel op lært i Noidekonsten, og forrettet det og det med sin konst, og skaffet og bringet det og det til veie, og vant og forhverffvet paa den maade og saa og saa med sin konst, og saadan en skal du og dette barn blive, som hun var, eller og om de har ingen berømmelig troldfolck at kalde dem effter, som har bedrevet nogen mandoms gierning med deris konster, og Noiden self Døber barned, som offteste skeer, og bør at skee hvilcken som haver magt til at befalle og ordennere — saa siger hand og de, og læser under tiden kort, i det hand døber, og øßer vandet paa barnedz hovet og knicker og gnyer det vel ind i barnedz hovet som før er sagt, og siger hand saa, Noide-gadze skal lære dig Noidekonsten, og give dig lycke og vinding at du bliver en god yperlig Noid, saa du over gaar, og vinder alle i din konst, Toento skal forskaffe dig Rigdom og godt, Wuocko og de andre smaa gadßer skal. være dine underdanige og beredfærdige tiennere, der og der i fieldet skal du faa og have lycke til at skiude Diur, der og der i siøe og vand og Elver skalt du have lycke til fisk, og blive saa og saadan en mand eller qvinde, saa graver de siden Et huld under deris seng, eller fledt som den kaldis, og slaar saa dette vand der i og graver over igien, men til forn plejer altid de bemelte Dievele Jammis-stellerne og Jammiscuuserne at aabenbare sig for qvinderne før naar de gaar med barned, og siger dem hvad nafn de skal legge paa barnedt naar det er føedt, hvilken befalning finnerne maa Endelig Effter følge, om de vil at barned skal leve. Naar da alting er klart saa skall de offre Et Creature til tacksigelses offer til deris Jammiscuusers Dievele, og saa faar Noiden Et godt fædt maaltid som skal æde op alt det fæde kiød. De dricker ogsaa en half eller hell kande lyße eller tran i sig qvinderne, naar de begyndis at pinis eller faar ondt, og skal falde i barnseng, paa det at lemmerne skal blive dis ledigere og smidigere saa det skall gaa og blive dis lettere for dem, naar barnedt fødis, som den gamle Ole Pederssen og saa giorde naar hand skulle Runne, siunge og Joige, drack hand først nogle peelle lyße og tran i sig, paa det, at hans brøst skulle blive dis lettere og hans hals dis glattere til at siunge, Rune, og Joige, og lige saa giør og de andre finner naar de skal Rune og Joige, men troldmæsterene naar de skal holde troldmæsßen, og for at de skal være dis krafftigere i deris konst, saa dricker de ludt, det er aske og vand tilsammen koget, saa og Rupzias, det er gruge og vand tilsammen med raad fiske hover, been, og sloe, som er fiske tarmer, og dette skal give dem krafft og størcke i konsten, saa at trolddommen skal vircke dis bedre, hvilcket de kalder bastelap paa deris sprog og tungemaall.


om den anden Døbe Mannering.

Og siden effter den første Døbing, naar barned begynder at græde meget, eller og de forstaar at barned har ondt og er sygt, saa skal de Døbe det om igien, og da siger de at barned leeder effter Et andet nyt Nafn, og der som de nu icke Døber det om igien, saa døer det viiserlig, og saa kommer andre af de for omtalte Dievele og geister, Jammis-stellerne og Jammis-Cuuserne og aabenbarer sig for dem, i drømme og andre aabenbaringer, og siger at barned har icke faaet det rette Nafn, som det skal leve paa, men det leeder effter Nafn, og der for er det sygt, og vill døe, men der som du nu icke vasker og toer dette Nafn af, og legger Et andet Nafn paa barned igien dette som ieg nu siger dig, saa døer barned vißerligen og uden nogen tuiffvel sige de, saa maa de giøre En varm vand kiedel igien, og vasker og toer det forige Nafn af, og legger saa et andet Nafn paa barned igien, som Jammis-stellen befalede dem, og vasker og Jager det forige nafn veck, bort langt derifra, og siger det Nafn var Et skarns Nafn, barned kunde icke leve med det Nafn, det skal nu flyge hen i skiedt doungen, fare hen i Elver og forser og ned i Jorden, og paa de ureene og slemme steder og det skal fare her og der hen effterdj det var saa tungt og slemt, at barned kunde icke leve, med og under det nafn. men nu legger de et smugt og deilige Nafn paa det som den siste Jammis-stelle befalte dem at legge paa barned, som er effter barneds eller deris slegt, som var saadan og saadant Et menniske, og læser de forbemelte ord, i det de øßer vandet paa hovedet, og knicker det vel ind i barnedtz hovet som før er sagt, graver saa et hul under fledten og slaar dette loug vand der j. og denne Døbekonst bruger de saa tit siden som barned faar eller har ondt, og græder meget, thi de Jammis-steller og Jammis Cuuser Idelig og altid besøger dem, og helst naar børnene har ondt, og lærer og informerer dem udi denne Mannering og Døbe konst, og om de icke giøre effter den befalning saa døer barned meener de.


om hvor ledis de vasker af det nafn og Daab som Præsten har Døbt barned med.

Naar tiden da kommer, at de skal føre barned til Kircken og Præsten, og lade døbe det, og chrestne det, effter de christenis skick, hvilcket de icke giør i den henseende at det skal være for Nøden eller til nogen Nytte, men alleniste af frygt for den legemlige straf, som vil paa følge, om de lade deris børn blive U-Døbte, og naar de da kommer til Præsten, saa døber hand barned med det nafn, som de siger til hannem, thi hand ved icke af deris handel, siden naar de da farer til bage igien i fra Præsten, saa plejer altid finne børnene som jeg har seet, blive syg, og græde meget, og en part bliver saa hefftig angræben at det gaar skom baade igiennem mund og Næße paa-børnene, og ieg har og sandeligen self seet at det er saaledis fatt med finne børnene naar de ere døbte af Præsten, saa bliver de straxt antastet med siugdom, hvilket intet andet er end Dievelen self som saa piner børnene, i den henseende at de skal døbe dem om igien, og saa kommer straxt de for bemelte Jammis-steller og Jammis-Cuuser, og aabenbarer sig for finnerne, og Raader Dem til at vaske straxt det Nafn af, som Præsten har døbt barned med, og døbe barned med et andet Nafn, hvis icke saa dør deris barn nu straxt paa timmen sige de, thi det er icke det rette nafn, som barned kand leve med, og der for er det sygt, og leeder effter Et andet Nafn. Naar nu børnene ere da saa syge og græder meget, saa henger de op over Ilden, En kiedel med vand, og giør det varmt, og sætter barned i den kiedel og lauger det, og vasker og toer hver en leed og lem paa barned paa det allerbæste, i den tancke og mening, at de skal nu vaske af den daab og det Nafn, som Præsten har døbt barned med, og siger i det de saa vasker og toer barned, dette er Et slemt og Et skarns Nafn, som Pap Ajum har lagt paa dig, effterdi du kand icke leve med dette Nafn, som og Jammis-Cuusen eller Jammis-stellen sagde, Pap ajum, det er Præst bestefader, og nu vasker ieg af dig denne Daab og dette Nafn, som pap ajum leej bium dunne, det er som Præst beste faderen har lagt paa dig, og dette Nafn skal fare hen i skiedt og skarn, i skiedt dounger og paa de ureene og slemme steder, og det skal være og flye hen i Elf forser i vand og i siøe, og strand og ned i Jorden, effterdi at det er dig saa tungt, at du icke kand leve under dette Nafn, og Naar de nu har toet barned vel reent og for Jaget det Nafn og Daab, som Præsten har døbt barned med, som de meener, saa tager de barned op af kiedelen, og sætter føderne paa barned under deris vingstre arm, og sætter hovedet paa barned, frem over kiedelen, og staar paa Et knæ, tager saa Neder i kiedelen, og øßer af det samme lauge vand, 3, eller nogle gange med sin Høyre haand paa barnetz hovet, og knicker og gnyer det ind i hovedet paa barned, hver gang, og siger det Nafn som ieg nu vasket af dig, var Et skarns Nafn, og nu legger ieg det Nafn paa dig som Jammis-Cuusen eller Jammis-stellen befallede, og som er et smugt deiligt Nafn, effter din og den og dens slegt, som var saadan en mand eller qvinde, hvilcken som var en god Noid, saa ingen vant, eller gick hannem over, i hans konst, og var en god skyttere, og fiskere, baade fix, sterck og snar, og lyckelig og Rig i ald sin tid, saa, sige de End ydermeere, lad mig nu see, at du lever vel under og med dette, nafn, og der som du nu icke vilt leve vel med dette deilige og skiøne Nafn, som ieg nu legger paa dig, saa skal ieg kaste dig i siøen og i dybeste vand, og ieg skal kaste dig ud over store og Høye bierge og fielde, Ja og kaste dig i store Elf forser, og ieg skal vride hovedet af dig, og træde dig sønder i stycker, om du nu icke lever vel under dette Herlige Nafn, som ieg nu legger paa dig, og Naar det er saa klart med Døbing og Vasking, saa graver de et huld under deris seng eller fledt som den kaldis, hvor deris ligge sted er, og slaar dette laug vand deri, og graver over igien, saa bliver det der ved nogen stund, og saa bliver barned straxt frisk karsk og sund igien. Naar de saa har vasket af, deris Daab og Nafn som Præsten har døbt barned med, og lagt Et andet Nafn paa barned igien, men Naar det da hender sig siden igien at barned bliver sygt og græder meget, saa tager de End En varm vand kiedel, og vasker nafnet af barned paa nye igien, og legger Et andet nafn paa barned igien effter den samme maade som før er sagt, og læser de samme ord og lover at de skal giøre med barned saa og saa om det nu icke vil leve, og saa giør de hver gang der effter siden, saa tit som barned faar ondt eller og græder skræckelig, saa tencker de straxt nu vil det døe, og nu leeder det effter Et nytt nafn igien, og saa tit som børnene faar ondt, saa kommer straxt de for bemelte Dievele, Jammis-stellerne og Jammis-Cuuserne, og aabenbarer sig for dem og til skynder dem, at de skal døbe deris børn om, og icke lade dem døe for Nafns skyld, hvilket er at mercke at det er ret Dievelens gierninger at børnene bliver om døbte, og at barned bliver straxt syg, effter at Præsten har døbt det i den hellig tre foldigheds Nafn, fader, søn og hellig Aand, og at det er hans villie bud og befalning at børnene bliver om døbte. Og dette er aarsagen at det er aldrig En find som haver sit rette Daabens Nafn, og de fleste ved icke sit Daabens nafn self, og helst de gamle som forældrene ere døde i fra, og de som have været fadre paa dem, og de som kunde hugße og mindis hvorledis de vare døbte af Præsten, de ved icke self sit Daabens Nafn, og mange af gamle folclc leede og søge nu effter deris Daabens Nafn, siden som ieg begynte at skrive deris Nafne og Alder, og kand icke finde det, effterdi at de ere døde alle som viste det hvorledis de vare døbte af Præsten, i det første, og mange af de Nafne, som de før har døbt med den Dievele Daab, og paa lagt børnene i den af vasknings og om døbings Daab, ere nu siden ogsaa døbte af Præsten, effter som hand icke ved det eller forstaar deris sprog, men de siger at det Nafn er effter deris slegt, saa Døber hand som de siger u-videndis, saa som sabbe det er paa dansk Een staff og andre saadanne Nafne, som ere kund komne op i det første, af deris Dievele Daab og Noidernis paa fund, og zare det er En Øe eller og Et saar, og sajja det er en stamp eller balle, men disse Nafne sigis at være komne, som de og er, af det Nafn samuel, hvilcket og qvennerne stædfæste med, at det er saa, og der for skriver de kund diße Nafne med samuel, der er mange vederstyggelige Nafne iblant finnerne som er saaledis paa komne i det første hvilcket ieg icke gieder for kiedsommelighed af deris galskab, at opregne. Ao 1710 hafde olle Nielssøn i Varanger, Et barn til Daaben, om Bartolomei tider, som og blef døbt af Præsten, men der de komme nu hiem med barned, blef det bespendt med svaghed og grædt bitterlig, saa giorde de straxt en varm vand kiedel og vasket den Daab og Nafn af, som Præsten hafde døbt barned med, og Døbte Et andet Nafn paa barned, effter den for bemelte Dievele Døbing, som sagt er, og siden blef barned straxt frisk og færdigt. En kort tid der effter kom ieg i Lars Pederssøns gamme tillige med Povel Iverssøn. Da Larses qvinde, Maritte Peders Datter fortalde hvorledis at de hafde vasket af, den Daab og Nafn som Præsten hafde døbt barned med, og sagde mig baade det Nafn som Præsten døbte barned med, og det andet Dievele Nafn, som de lagde paa barned siden i den anden Dievele Daab, og dette fortalde hun mig og Povel Iverssen i sin Endfoldighed, thi hun mente at det var icke ont eller nogen Uskick, og Povel Iverssen sad saa den gang, at hand viste intet hvad hand skulle sig, thi det var hans svoger som hun talte om.


_________________


Peder Olssøn fortalde mig self, at det blef giermund gunderssøn i Varanger født Et drænge barn for En kort tid siden i den gamle Prostens M. Ludvigs Pauses tid, og det hendet sig at Peder Olssen kom Just til hans bye den samme tid, og der barned var fød græd det og var sygt, saa bad giermund gunderssen Peder Olssen at hand vilde hiem døbe sit barn, Effterdi hand var bog lært og var kommen der, hvilket Peder ogsaa giorde og døbte det med det nafn som de sagde, nogen stund der effter førde de barned til Vadsøen til Præsten, at hand skulle stad fæste Daaben, gaf de barned Et andet Nafn for Præsten, og sagde at barneds Nafn er saa, der de da kom hiem med barned igien var barned sygt og græd meget, giorde de strax En varm vand kiedel, og vasket af baade Nafnet og Daaben, og døbte det tredie Nafn paa barned igien effter den foregaaende Dievele Døbing og manering, som Dievelen og Noiden har lært dem, og saa blef barned straxt godt og frisk igien.


om deris faste for børnenis skyld.

og dette er en ved tagen og En besynderlig skick og Manering hos finnerne, som ingen kand faa af dem, i det at de skal Endeligen faste hver vorfrue afften, saa mange af deris qvinder som har faaet Et lidet barn, eller har Et lidet brøst barn paa brøstet, de skal Endelig faste hver vorfrue afften for den skyld at børnene skal forstres vel og leve vel med hilsen og lære vel baade sproget og Noidekonsten, blive stor og sterck, viis og for standig i troldkonster og Dievele lærdomme, disße qvinder skal icke smage kiød, eller kogede mad af kiød, eller som kiød er iblant, vorfrue afften, uden alleniste tør mad, saa som kagger og andet saadan tør mad, saa og bare fisk om de har den. skulle de smage kiød, eller den mad som kiød var iblant, vor frue afften, da var det en stor synd, og da skulle deris børn icke fostris og triffvis vel, og blive fuldkommen lært i Noidekonsten, som er dem Høylig for nøden.

Dett er og En Dievel og En geist som de kalder Unnakas faste alma, som fodrer af dem deris pligt imod børnene, og holder dem til at faste for børnenis op fosterelße, og hvis de icke giør hvad de bør, og lyder Commando, og hand icke faar sit særdelis, til børlige offer, som hand skal have effter deris gamle forfædris viis og vaner, saa pinner hand og plager børnene Jammerlig, saa de for giøre, hvad som deris forfædre, har først begynt og lofft Dievelen i det første saa Diße smaa Dievele holde sig til og følge med finnerne som En arf, og vil icke miste det, som de ere vante til i fra begyndelsen. De sige og finnerne, at Maria har self fastet vorfrue afften, og giort saaledis som de giør, og hun smagede icke kiød eller det som var af kiød vorfrue afften, og derfor bør de og saa at giøre lige saa, thi hun var guds moder, hun viste det nock hvor det skulle være.


_________________


Om finnernis aldmindelig faster og Faste alma, og om deris børns information.

Alle finner baade Mand folck og qvinde folckene, faster alle Høygtidelige afftner, saa som Julle afftenen, Kyndelsmesße afften, Ja og lang freddag og alle andre freddage i hver uge, og hver torsdag holde de helligt, saa og onsdags afften, og freddags afften Ja og løverdagen, de faste og saa Paaske og Pinße afften og alle de andre Høygtids afftener, som er Høygtidelige afftener, og nogle besynderlige dage om aaret, som de self har ud vald sig, og som Dievelen, Noiderne, og Noidegadze, Jullegadze, og Jammis-stellerne eller Jammis-Cuuserne, Faste alma, Paße alma, Unnakas faste alma, haver lært dem og denne skick og sædvane kand ingen af tælle dem i fra, og der er En Geist eller Dievel hos finnerne, besynderlig som holder dem til denne fasteskick og Mannering, hvilcken de kalder faste alma, som de faar Endelig lyde ellers skeer det dem intet godt, de siger og finnerne |: at gud self har fastet :| og befaledt at Faste, og Maria har og self fastet paa de tider, og icke smagt kiød eller koggede mad af kiød, men kun alleniste tør mad, og saa skal de og giøre, de skal icke æde kiød eller koggede mad af kiød, paa De tider, thi deris gamle forfædre har saa sagt, og befalit dem og lige saa deris gamle viße, som viste det nock saa vel, hvor det skulle være, som du sige de, til den som vil under viße dem, og spør om Jull, paaske, og Pinse dag, hører icke gud til, og paa deris børne Døbing svarer de dette, som de bruger |: saa skal vi da lade voris barn døe, for nafn skyld :| har icke guds Engle befallet dem saa at giøre, om nogen vil lære dem anderledis, thi de meene at de Dievele, som aabenbarer sig for dem, ere guds Engle, fordi de fremstiller sig en deel af dem, i hvide klæder og siger sig at være guds Engle, og paa torsdagen og de andre ved tagne dager som finnerne holder helligt, svarer de den som vil under viße dem her udi, har torsdagen, og de andre dager icke været hellige i gamle tider, var den og de icke hellige, da hafde icke guds Engle saa tit aabenbarit sig for dem, og bødet dem at holde dem hellige, og icke heller skulle da passe alma saa straffe dem som icke holde dem hellige, hvilket og er en guds mand, eller Engel, har icke og deris gamle forfædre og deris gamle viße holdet dem hellige sige de, hvilket er Noiderne og deris troldmæstere, de gamle viße de meene og talle om, see saa for gifne er de og saa for villede er de af Dievelen og Noiderne, og de andre Dievele-gadzer, at de hverken troer gud eller menniskene meere, først give de deris børn, troldom ind, i særdelis Mad og dricke, at de skal blive dis krafftigere i konsten og dis snarere, som de kalder Rup Malle, og Noide-borromus, thi Noiden skal self give dem det ind, og Ruplimzias og Noide Jockomus, som og Noiden bør at give dem det ind, og straxt som deris børn lære nu noget lidt at forstaa og talle, saa ind plante de dem alt sligt og saadant som før er anrørt, paa en siungendis maade, og siden paa en listig talendis maade, og lære dem straxt at Runne, Joige, og siunge gandviißer og troldoms Runne vißer, saa og de U-tugtige bønner, som brugis til sine sær forrettninger, og siden som børnene komme noget bedre til alder, og forstand, saa indformerer de dem straxt om offer, faster og hellige dage som er paa budne af deris forfædre og Noiderne, og andre Dievele konster, saa at børnene før End de kan talle eller Raabe fader og Moder paa deris modersmaall, før kand de Runne og Joige, og om de icke ved ordene saa snart, saa kand de dog Melodien og Noderne paa Runne og Joige sangene, og ganviißerne, som ieg self ofte med forundring har hørt, og det aller første, som de begynde at talle børnene, saa hører mand de aller lættfærdigste og utugtigste ord, af deris mund, som forælderene indtrycke i dem, saa som, poudschz, Ja Gunna, pottreig summa, bodsk, bourra mo bodsk, Jocka mo Kudschz, summa gunna, niaalla pottreig, nargie, Kaudsso bodsk, Kaudsso Gunna, Die poudschz Kaodzio augten, guolladis qvoim, Die gunna Kodzio, og skulle da børnene icke lære først, det som de høre Idelig og altid af deris forældre, hvilket brugis altid hos finnerne som en daglig, morgen, og afften bøn, og middags bøn, og hver time, Ja ved hvert ord, som Et ord sprog, og over maden som En bord bøn, og i hvad som faller for, saa Raaber de altid paa dette og diße, lige som dette var deris daglige guder, og som det var deris snareste hielp og til flugt, som Naar de bliver bange saa Raaber de ogsaa aller først paa dette, som deris hastig til flyvende gud med hielpen, som de formoder sig snariste hielp af. og naar børnene ere artig deri og kand det vel, og bruger saadant og øver sig i det, saa leer de, og fryde sig, thi det er dem Een hiertens glæde, at børnene ere saa klogge og vittige der udj, og priißer og Roßer børnene for andre i børnenis paa hør, for de kand saa vel og giver dem mad og andet godt for deris U-mage, og naar børnene seer saadant, at forældrene holder af dem for saadant Jo meere øver børnene sig i saadant og ere diß flittigere i saadan for bandede lystighed og tids for drif, thi finnerne holder det for Een glædskab, lystighed og tidsfordrif, saa de da ere saa lystige og glade naar saadant er forhaanden og paa færde, som de var udi Et paradis, thi de ved icke andet paradis.


_________________


Om trold skolen eller sorte skole som finnerne sætter deris børn i.

Finnerne og Lapperne sætter og deris børn i skolle hos Noiderne, og troldmæsterne, at de skal der op fostris og op dragis hos lærmæsterne, saa de skal dis bedre blive lært i konsten, lige som Poulus blef op dragen ved den lærde Gammalies føder, og besynderlig siø finnerne, de sætter altid deris børn i skole hos field finnerne og field Noiderne, thi de ere krafftigere og konstigere Een siø finnerne, formedelst at ledigheden og tiden er bedre for field finnerne End for siø finnerne, thi de har bedre tid og ledighed at øve sig i trold konster og Dievele lærdomme, fordi der falder icke saa meget sleb, træel og arbeide til fields og hos fieldfinnerne som ved siøen og hos siøe finnerne, med Ut-roer at fiske og at føde Kreature og andet, men til fields og hos dem som ere oppe i fieldet med Reins Diur, de faar deris føde lættere, for uden sleb og arbejde, thi Reinen voxer der op i munden paa dennem, lige som at græds voxer op i munden paa Koen, og der for Elsker de meere at vær oppe i fieldet End ved siøen, og dette er og aarsagen til, at Hans Anderssøn har og sædt sin yngste broder op til field finnerne i aritz bye, at hand skal lære der diß bedre, som anders Pederssøn og saa giorde, thi hand sædte sine børn og saa i skole hos niels Nielssøn som og var en god Noid, og mangfoldige og u-tallige flere giør saaledis som for Kiedsommelighed icke bliver op regnet, men de faar og nock betalle denne skole gang, thi de faar give Noiden mangt Et slagte bæst og mangen En god Kryds Daller og mangt Et godt stycke sølf, og gode Klæder og andet gafnlige tingester for uden at de faar og saa føde børnene, om det End skiønt varer Et aar, eller nogle aar, og det agter de icke, men de sige at det er icke meget, det den guds mand faar, det er hannem vel undt om det var End mere.


_________________


Om de børn som sædtis i skolle, hos bierge, marcke, backe, og vande trolde, og hos Noide-gadze, og andre Dievele og Trolde.

De sætter ogsaa deris børn finnerne i skole hos de folck som de siger at skal boe ind i fielde, bierge og backe, og i marcken, under Jorden og i siø, vande og Elver, som de meene og sige, hvilcket intet andet er, End Dievelen self som haver ind bildet dem det og spøger for dem, alleniste og siger sig at boe, der og der, i marck, field, bierge, vande og Elver, eller og i siøen som de siger, og de børn som der blive sædte i skole, hos de trolde eller Dievele, som ieg meener, bliver snart lært paa nogle dage kun, og bliver dog de allerbeste Noider og troldmæstere som til kand være, de begiærer ingen betalling i skole løn, uden alleniste offer, af mennisker og qvæg, og andet som sædvandligt er med offer, og icke heller begiærer de Kost for børnene eller noget i den sted, til betalling for Kosten, men faderen maa hente sit barn igien om nogle dage, foruden noget vederlag, men kun alleniste offer, og da er barnet fuldkommeligen lærdt i troldom og Noide konst, saa hand er en ypperlig Noid, baade konstig snar og krafftig i sin dont. De er og saa ald som offteste, til giæst finnerne hos diße Dievele eller trolde, som skal boe, i bierge, fielde, backe og i marcken, under Jorden, men dog er dette giæste bud icke for alle eller for de gemene, eller ringeste, men kun for de beste Nojder, og deris børn og af komme, de sige og at, naar de komme did, blive de straxt and tagne og ind førde i deris huße, og de siunis at gaa ind i bierge, fielde, backe, og under Jorden, i marcken, hvor de skal boe, naar de nu komme der ind, da er der folck nock baade mand folck og qvinde folck, store og smaa, og mad og dricke over flødige nock, af ad skillige og alle slags mad og dricke, hvilken de icke self kand op regne saa mange slags retter og dricke vare som der er, folckene der inde er, de ere klæde i nætte finne Klæder med Røde og blaa Koffter, med adskillige Ringer, Kiæder og prunck, som finnerne bruger, saa de ere meget nætte og stadselige som finnerne meener, og de befaller og finnerne at bruge saadanne Klædedragt og modelle som de haver, saa skal de fare vel og have megen lycke, deris huse er og sige de, naar de komme der ind, da ere de og lige som finnehuse, smaa, lave, og Runde, med Ris paa gulvet og fyrsteden mit paa gulvet som finnerne bruge, og meget smaa, lauve og trange døre saa de maa krybe næsgruves der ind paa fire føder, og det skal betyde, at de skal boucke og vrie sig, saa dybt for dem, naar de gaar ind i deris huse, men deris huse ere medet deilige og forgyldte alt omkring sige de, saa det er der inde, sige finnerne at see til lige som det var af purt guld, ald den ting de seer, baade huuse, veggerne og gulvet som er af Ris, der er er icke bord bencker eller stoller, at side eller æde paa, ikke heller senger at ligge i, men de sider og æder paa gulvet i Een Ring som finnerne, og ligger alle i Een kals seng paa gulvet effter finners maade, og de befaller finnerne at bruge saadanne huse og skicker og sæder, klæde dragt, sprog og andet som de seer, at de haver og besynderlig Noiderne som skal lære andre og holde dem under tugt og auve, de talle finsk med dem, og formane dem at de skal intet andet sprog bruge End det finske thi det er det beste sprog som deris Guder bruger og som finnernis forfædre har og brugt og som er ind rettet af Noidus den første og Noide-gadze og andre til forn, om de vild leve lenge og vel, og have lycke til Næring, lif og helbrede Kreature og andet, som er for Nøden saa skal de giøre som de befalle, der er og meget Røg og damp, i deris huße, men dog giør den ingen skade hvercken paa øyen eller hals, men den er sød og god siger finnerne som en dyrebar Røgelse eller lugtelse, ald den mad der vancke er Raad og uden kogget, men dog er den saa inderlig sød og god og smager saa vel, som det var kun alleniste sucker og honning, og saa mangfoldige slag af madvare og saa adskillige og mange slags drike vare at det er icke at sige af, eller fortælle har finnerne sagt, og mange slags Instrumenter og spell og læg, Runne bommer, Runnen og Joigen, sang springen og dansen, saa finnerne siger at mand maatte ønske at mand maatte blive der altid, for den lystige glæde der er, og alt godt at fortære og dricke, men de siger og finnerne, at den som er kommen ind med dem, hand faar og Endelig adlyde dem, og giøre i hvad som de behager og befaller, ellers gaar deris lif, helbrede, næring og ald anden velfærdt i løb, om de icke giør og lefver som de befaller og vil have, naar de da bliver vred og fortørnet siger finnerne, da pinner og plager de sine venner Jammerlig, som icke giør hvad som de behager og befaller, de siger og finnerne, at de legger en Jern stang imellem tvende klipper eller bierge, som er en dyb dall, eller grube, og graf imellem, og der henger de dem op effter føderne som icke er dem lydige og giør hvad de behager, og plager dem. saa ynckelig at det er intet andet som lever i dem uden alleniste hiertet siger finnerne self, før End de sliper dem.

De som kand ret vel trolde, Runne og Joige siger Lappe finnerne kand og forskaffe sig, og faa, af diße trolde og Dievele skiøne Kreature, saa som kiør, faar og gieder, og de melcker U-manerlige vel, og ere langt støre og deiligere End andre naturlige Kreature, Naar de Kreature da har fød mange af sig, og de har faaet meget Elde under dem, og de bliver da gammel, hvilcket icke skeer saa snart, som med andre naturlige Kreature at de bliver gammel, saa de icke kand leve lenger, og de da finnerne tencker sig til at ville slagte dem, saa kommer de aldelis bort om Naten, saa de icke ved hvor de bliver af, En gang meere.

men de finner som ere komne under diße Dieveles og troldes hyldist og gundst, kand og have megen hielp af dem, baade med Kreature, helke og helbrede, lycke til Næring og alt andet, som er dem gafnligt til timelige Næring og ophold, som de self siger og tencker finnerne, men de som icke ere dem underdanige i alle ting og giør hvad de behager og vil have giort, da icke alleniste pinner og plager de dem Jamerlige paa legeme, helße lycke, Kreature, næring og biering, men og under tiden tager dem self bort gandske og aldelis, Ja og under tiden tager de bort deris hustruer, børn, folck og døttre, saa de findis aldrig meere eller sees meere igien i denne verden som og tidt er skeedt, med mange som finnerne self har sagt og for tald mig, see nu vel hvor forfærdelige Satan tyraniserer med diße arme forblindede barbarer og Hedninge.


_________________


Om Den mad og dricke som finnerne giør og giver deris børn troldom ind i den mad med det samme.

De giør og en besynderlig og særdelis mad og dricke finnerne som kaldis Rup malle og Noide bourromus, som forældrene aller først giver deris børn ind, og med den samme mad giver de deris børn troldom ind, at de skal blive gode og krafftige Noider, og at de skal blive sterck, og have lycke til at lære troldkonsten og sproget, skickerne og sæderne snart, saa de kand blive saa god som deris forfædre, som var viis og forfaren i Noide konsten, saa De kand vide hvad som skee skald, og hvad som er skeedt, og der paa bereder de og sine børn en drick som kaldis Rupliimzias, og Noide Jockomus som de giver dem ind, og med den samme drick giver de deris børn og saa troldom ind, til at bestørke dem end dißmeere i troldom og konster, forælderene give self deris børn den ind, med det første, og siden Noiden, som ved bedre at berede den til, og af hannem bør den beredis og at givis ind, — og derfor kaldis den mad Noide boromus og den drick Noide Jockomus, saa de skal blive saa viis, at de skal vide hvor Diur og vilt er i field skog og marck, og hvor fisk er i siøe vand og Elver at finde, saa og at for svare sig for trold folck og døden saa de lever lenge, og have lycke til at beholde baade sit gods, Eiedom, fri og u-skad for allis forfang som dem ville ondt, og at de kunde hielpe baade sig self og andre med sin konst, baade imod siugdom og u-lycke paa Kreature skytteri og fiskerj, og anden over hengende U-lycke og onde, for trold folck og andre som misunder hannem sit lif og lycke, og siden som de ere nu saa berede med mad og dricke til troldom, og Dievele lærdomme og konster og andet meere saa holder Noide-gadze og Dievelen, sig til de børn som til Et forpacttet eller forpantet gods eller Eiedom, som ere saaledis med Døbing, offer, mad og dricke og andet meere berrede til hans tienere, og besynderlig til slegten Roden og af kommet som ere komne af troldmæsterne og Noiderne, de samme børn og af komme holder Noidegadze og Dievelen sig forfærdelig til, saa de icke bliver fri for dem, eller kand slipe dem, før end de maa Endelig antage deris konst, og træde i deris tieniste om endskiønt nogle vild slipe, for den store møye og u-mage det er, at handle med diße, som altid vill have noget at bestille, og hvis de icke vild antage den gode konst som de til biuder dem for sledt ingen betalling, med en god villie, saa pinner og plager Noide-gadze dem som er Dievelen, ind til at de maa Endeligen, og om de sledt icke vild om nogle skulle findis saaledis sinnede, saa pinner og plager Dievelens Noidegadze dem og hans tienere indtil deris yderste aande drægt, Ja og indtil saa lenge at hand har livet af dem aldelis ind til deris død.

Og skulle vel nogen forundre sig da paa det, at finnerne ere saa fulde af ondskab og gand, og saa bedragne og beknytte, ind vickledt og ind bundne med Dievelen, Nej det er ingen under, thi baade mens de ere i moders lif og strax som de ere føde til verden, da op offrer de dem, sig self og deris børn til Dievelen, med offer og døbing effter Dievelens befalning, med mad og dricke at ind give dem troldom med, og informerer dem straxt børnene, som de kommer til noget lidt forstand, i Dievele konster og lærdome, i Runen og Joigen, ganviser, trole ord lædtfærdige bønner, med hellige dage, faster, og med offer og andet som Dievelen self har paa biudet og befallet, som og kand End yder meere sees og Erfaris i Effterfølgende stycke og Exempler.

Nu vil ieg først talle om de rette Dievele, som er i blant finnerne og som er deris rette lære mæstere til af guderi Runen og Joigen offringer og troldom.


_________________


Om Noide-gadze.

Der er Et slags Dievele i blant finnerne og lapperne hvilken som kaldis paa finsk Noide-gadze, og maa kaldis paa Dansk Runne folck eller gand Pigerne, de er smaa kun Een half aln lang, som aabenbarer sig for finnerne i smaa børns lignelse, og ere klæde i finne klæder, og gaar i Røde og blaa kofter som finner, med lange og helle boxer af samme slag som recker ned til deris fode blad, ligge som finne boxer saa og i piesker, og Lappe boxer, med Et tinn belte om livet eller af sølf, og Nætte Kommager og kommag band paa føderne, har og En forret, aatter skinds hvue paa hovedt, og En staff i haanden som En find, saa de ere klæde paa det aller Nætteste finne viis, som til kand være, og paa Lappernis allerhøyeste mode, og kand være omtrindt en half aln lang eller der om pas, De taller kun alleniste findsk med finnerne, og viser dem og saa deris huße i marcken og i skogen og under Jorden hvor de skal boe, og de ere smaa lauve Runde og med Ris paa gulvet, og fyrsteden mit paa gulvet, som finnerne bruge, med meget lauve og trange døre og de befaller og finnerne at bruge den samme mode og maade med klæder, sprog, huße, og lauve døre, at giøre dem den ære, eftterdi at de ere Engle, at de skal boucke og neie sig saa dybt for dem naar de gaar ind eller udt, for deris megen tieniste de giør finnerne, De aabenbarer sig for En deel, Ja mest de fleste af finne Lapperne, og helst for de som ere komne af den meste trold slegt, thi det er deris arf oddel og Eiedom, og til biuder dem at de vil lære dem trold konsten og Noide konsten, for sledt intet, hvilket er dem meget nyttig og høylig for nøden, sige de, og de som blive lært af Noide-gadze, de bliver de aller lærdeste og beste Noider, og Troldmæstere, og lære mæstere, som og lærer andre siden troldom og Dievele konster, og det er deris pligt, og de bliver ogsaa, saaledis befallet af Noide-gadße, under deris lifs straf at de skal lære andre det som Noide-gadze har lært dem for intet, det er og tilhørernis pligt at under holde Noiderne, og give dem deris løn skadt og Vuærro, som den kaldis paa finsk, Naar de nu aabenbarer sig for finnen, og til biuder ham, at de vil lære hannem troldkonsten og Noide-konsten for sledt intet, hvilket er hanem høylig for nøden og meget nyttig, til Næring og biering, og Et langt lif, til lycke at for skaffe, og at af vende U-lycke, og betalle sine med brydere med, og hielpe de syge og svage med, og hand da giver sin Ja der til at hand vild anname deris lærdom, saa lærer de hannem først at Joige og Rune, og at siunge ganvißier og Runevißer, og hvorledis hand skal forholde sig og bære sig ad i alle tilfælde, og ord og bøner til hvert i besynderlighed, baade i siugdomme og U-lycke og andre tilfælde, og hvorledis Hand skal Joige og Runne for den og den slag, og hvor hand skal lempe sangen, ganvißerne og Rune viißerne effter det og det tilfælde, og ordene hvor de skal være, for hver i besynderlighed og særdelished, saa og de instrumenter og midler, som der til skal være, saa som er Runne bommer, af Et særdelis slags træ, med skind paa som en Tromme, og Hamrer af haarn giorde, der til med og saa øxer og saxer, kniffver, skrabe Jern, eller Jecke som det kaldis paa finsk, og drage Jern som brugis til at berede skin med, og besynderlige træer, saa og messing Kiæder, og Ringer som de skal have i sin hand, naar de Joiger og Runner, saa diße Noide-gadze giver hannem undrettning og forstand paa alle ting, hvorledis hand skal Joige og Rune, for de som siuge ere, at de skal blive god og icke døe, om de Endskiønt ere saa godt som døde, saa mand ser intet lif i dem meere, saa skal de straxt blive levendis og friske igien, naar hand Noiden, Joiger og Runner og giør sin troldmesße over dem, og for U-lycke, tilfælde og siugdome paa deris Kreature, hvorledis hand skal Joige og Runne for dem, og for lycke og U-lycke, til skytteri og fiskeri og hvorledis hand skal skaffe Diur frem paa de steder som hand vill have dem, baade for sig self, og andre Naar hand vild, og om hand er bedet der om for betalling, saa og at vende dem bort, og saa naar hand vild, Ja og at vide hvor Diur og fisk er at finde, og andet hvad hand begiærer at vide med konsten, saa og at Runne sig i en Dievele-Dualle eller besvimmelße som hand liger saa en stund, og da farer hand vide om landene og steder siger hand at hente tidender der i fra, Ja og i helvede, under Jorden og vandene i bierge og andre steder at hente visdom og faa svar, om det hand begiærer at vide og Erfare, og saaledis giør hand i alle forrettninger og troldmeser, Noide-gadze de lærer og Noiden at løbe i ulve og biørnelignelser og hamme, og at kaste ulve og biørne Hamme paa andre om hand behager og lader dem løbe lige som ulve og Biørne i skoug og marck, at de kand giøre skade paa Kreature lige som andre vilde bester med Dievelens konst, de lærer og Noiden, at sætte ulve og Biørn ud paa andres Kreature at ødelægge for dem som hand er vred paa og at giøre gan, og skiude i mennisker og i deris Kreature som hand er for tørnet paa, og at sprænge baade mennisker og deris Kreature i hiel, som har giort hannem fortræd, og at giøre dem og deris Kreature vanføre u-helsige og U-færdige, blinde og lamme som hand behager og har pick og anck til, eller hand er bedet derom af andre og er lofft, eller og at hand har faaet betalling derfore, de lærer og hannem at giøre effter tiuffve, saa og at slaa Ild, som kaldis Haure Kodsk, og sender den i deris rompe paa dem som har staallet, saa de maa straxt komme springendis med kosterne i haanden og sige sig at have staallet det og straxt bekiende det, og enten sige hvor kosterne ere, eller og skaffe dem frem, og der som hand vild da icke slycke den Ild ud med sine ord igien, som hand til forn med ord haver den ud sendt, saa dør de mennisker strax eller og springer i siøen og vandene og drugner sig, thi den Ild kand icke heller udslyckis med vand, om End skiønt de gaar under vandet.


_________________


Om hvorledis Noide-gadze lærer Noiden at bruge afguder —. Om afguders lærdomme.

Noide-gadze informerer og Noiden om af guder og lærer hannem og, hvad af guder og offerstæder hand skal have og bruge saa som er fielde, Bierge, backe, steene og træer, færske vande, siøe og Elver, og giver hannem andledning og undrettning paa den og den sted, og det og det field, bierg, backe, og steenne, saa og træer, vande siøe, Elver som ere besynderlige ’og særdelis steder, og som ere noget underlige skabte mere End andre, De steder ere lyckelige, hielpsomme og mægtige, sige Noide-gadze, og de kand hielpe i alle slags fare og nød, og de bønhører giærne, og alle dem som Raabe paa dennem om hielp i Nød, og besynderlig alle dem, som offrer til dem eller og lover dem offer og holder det vist hvad de lover siger Noide-gadze, thi gud boer og er, sige de, i hvor som høyeste fielde, bierge, og backer er, og i hvor dybeste vand, og høyeste og største træer er, saa og i Een part Elver, og i Een deell vande, og i særdelis og udvalde steene, de giver hannem og forstand, paa hvorledis hand skal offre til sine afguder, paa hvad tid og sted, og paa hvad maade og mannering, det skal anrettis, som er først, at hand skal tage de Kreature og føre dem paa offer steden og til af guden, som er lofft der til at skal offris og som udkoret der til at offris, og hand skal skiære først Een liden bitte af begge ørene og af Rompen, og give det paa offersteden, og give afguden det først til en aabit eller frokost, at tygge paa saa lenge, mens Kreature Eend lever, og siden skal hand sticke, slagte og flaa kreaturet, og give Haarnene med skindet tillige med Kløverne paa offerstedet og lade det ligge og blive der, saa skal hand giøre nogle besynderlige smucke og deilige træer, udskaarne, og udhugne i adskillige belleder, og figurer og dem skal hand smørge med blodet af Kreaturet, og legge dem og saa paa offerstedet, og hos afguden, og diße smaa træer som ere ßom staver eller Kiepper giort, og kaldis Lødtmora paa finsk, skal være til vox lys eller i steden for vox lys for af guden, som er kun self træ, Steen, field og bierg, backe Høyer, vande og Elver, Naar hand saa har lemmet Kreaturet sønder i stycker, som det skal være, saa som laar bovff, side og Ryg, sær hvert og hvert for sig self, og de stycker og lemmer kalder finnerne Rojje, saa skal de skiære Een bitte af hvert stycke, lem eller Rojje, og lægge det og saa paa offer stedet til afguden, og det skal være af de fædeste og beste styker, saa skal hand siden, ud leede Een besynderlig og særdelis sted, som skal være kiøckenen og kogge stedet, og der skal og saa være Een spring kilde, eller og rindendis vand, nær ved den sted, om det er at finde og faa, saa skal hand giøre Ild paa og kogge det Kreature altsammen og flødte fedtet af oven paa Kiedelen, og ud leede nogle besynderlige steene og helst de steene som ere lige som blancke øyen i, og ruglete og noget underlige skabte, og smørge dem, med kiøcken, eller kiødt fædet, som falder oven paa Kiedellen, og lægge dem og saa paa Offer stedet, saa skal hand der næst tage nogle better og stycker af det koggede kiødt og det skal være af det fædeste og beste kiødt, og lægge dem og saa paa offer stedet, saa skal Noiden siden giøre maaltid og faa sig mad, og hand tillig med de som ere i følge med hannem for at hielpe hannem, æde det helle Kreature op paa stedet, at icke Et af beenene bort kommer eller føris der i fra, og j midlertid som hand forretter dette alt sammen, saa skal hand Jdelig og altid Joige og Runne, slaa paa Runnebommer og bruge de til hørende Instrumenter, som de smaa Noide-gadze og Dievele har lært hannem, saa skal hand siden samle Nøye, alle beenene til sammen, og lægge dem og paa offer steden hos afguden, og der næst skal hand, giøre ad skillige smucke træer, og ud skiære dem i kaarser og figurer, dertil Kaars træer og andet og lægge dem og saa paa offer stedet, og paa En part offersteder, skal hand og saa giøre smaa baader, skib, pulcker og Kiærißer, store hamrer af træ og af haarn og saa, og offre til afguden og lægge dem paa offer steden og besynderlig paa de offer steder, som høre Julle gadze og Thord og Torden til de skal være saaledis berede med baader, pulcker, hamrer og andet som der til hører, Som det er hos(?)


_________________


Om den befalning Noide-gadze giør til Noiden, med bør(n)e døbing, sprog, klædedragt om huser og andre skicker og sæder som de seer og hører af Noide-gadze.

Og det er og Noide-gadze sin lærdom, og strænge befalning til Noiden som er finnernis lærere og skal holde dem under tugt og auve, at hand skal Endelig holde finnerne til at de skal Døbe sine børn om igien, Naar de ere siuge og græder meget, og besynderlige naar de ere døbte af Præsten thi børnene kand ingenlunde leve med det Nafn, som Præsten lægger paa børnene det er dem alt for tungt, og de skal icke lade deris børn døe for Et Ringe Nafn skyld, sige de, thi børnene leede effter Nafnet, indtil at de finner det Nafn som de skal leve med, lige som skytteren leeder effter Diur indtil at hand finder som hand har lycke til at skiude, sige Noide-gadze.


_________________


Den gamle ved tagne klædedragt og det gamle antaget findske sprog, og de findske huusers fundation og maade, befaller Noide-gadze, Noiden at hand skal strængeligen holde finnerne til at blive ved den første andrettede og ved tagne skick og maade, som den første stiffter, Noidus, og Lapakapatatus, og andre har befallet, og de skal holde sig ved den moodeel, maade og dannelse som hand seer og hører, at self Noide-gadze har og bruger, med klæde dragt, sprog, huuser og Joigen og Runnen saa at troldmesßen kand have sin gang, De befaller og Noiden at finnerne skal altid fløtte hid og dit om de vild leve lenge, sige Noide-gadze Een, to, tre eller fire gange om aarit i det mindste, og de skal boe hvor høyeste bierg og meste skoug, bierg og dalle er, afsides i fra tarro gadze og riste gadze, det er Nordmænder, svenske og andre som ere Christne folck, saa finder de altid gud og hans Engle, sige de, og saa boer gud dem aller Nermeste og saa skal de have god lycke og leve lenge, men om de bliver sidendis paa En sted og icke fløtter og boer, i hvor, og som de siger, Noide-gadze, saa maa de viiseligen tro og forlade sig til at de ikke lever lenge, men døer snart og forderfvis.

Noide-gadze befaller og Noiderene og andre som kand at de skal Jdelig og altid Joige og Rune Nat og Dag og hver tid og time, thi det er lycksommeligt og godt, og bevarer og befrier i fra meget ondt og fare som kunde være paa færde, saa og for den skyld, at børnene og de som icke kand Joige og Rune, — kunde og med tiden, i det de hører det Jdelig og altid, kand og paa det siste lære det, thi menniskene kand icke leve lenge, og beholde sin lycke, næring og biering, helße og helbrede, uden det sige de, som er Joigen og Runen.

Det findske sprog eller Lappiske, klædedragt, og huuse moddeellen og deris værelsers mannering som Lappefinnerne bruger, og har brugt effter deris forfædris gamle viis, skick og vanne, og deris Dievelers befalning, for biuder de samme Noide-gadze, under høyeste lifs straff, baade Noiden og finnerne, at de sledt intet skal gaae der i fra eller forlade, for troldmesßens skyld, og om det ikke var saa kunde de icke giøre troldmesßen, og da kunde hun icke komme i sin rette orden, og ej heller maa sin rette gang og skick, thi det er nu icke noget andet sprog, som ieg Endnu ved som kand saa Joigis og Runnis paa, og saaledis trolde, med denne skick og Joige og Rune mannering som det findske sprog, der er vel trold folck paa alle steder, og i alle tunge maall, men de Joiger og Runer dog icke som finnerne giøre, eller paa den maade og manering som finnerne bruger at trolde paa, ej heller qvennerne som har værit meget lært i troldkonster, og er meget geneiet der til, men de Joiger icke allige vel, som finnerne giøre, men de momle trolder paa andre maader som og en deel af Nordske folck ogsaa giøre. og derfor vil icke Noide-gadze, at de skal forlade den første indrettet skick og mannering, baade med sprog, hußer og ald anden finne skick af deris begynder Lappakatatus, og Noidus Ja og Noide-gadze som de og dem haver lært dem, thi det er icke noget sprog eller huße mannering som kand skicke sig saa vel i deris troldom og være saa beeqvemt til Runen og Joigen som det finske sprog, og deris væßen skicker sæder og lefnet.


om Noidus og hvad hand har indrettet hos finnerne.

Foruden den forbemelte Lappakapatatus, saa skal det og være Een ved Nafn Noidus som de og skal være komne af med det første, thi hand har giort En begyndelße med finnerne og lapperne, og hand har og forordinerit, beskicket og indrettet finnernis lefnet, væßen, sprog, skicker og sæder, med klæde model og huße mannering, saa og lært dem klæde dragten, sproget, og troldmesßen, Og forordinerit Noiderne og forskaffet dem Noide-gadze, og de andre Dievele som ere finnerne til hielp og tieniste, saa og de andre Dievele, som ere kallede effter hans Eget Nafn, self hedte hand Noidus, og de troldmæstere, som hand haver forordinerit til at være lære mæstere i blant finnerne kaldis — paa findsk, Noide, men det er Et hæderligt Nafn hos finnerne, lige som En viismæstere eller Een prophet, og Noide-gadze er og kaldet effter hans Nafn, og de skal være og er som hans Engle eller tienere, og er Noidernis selskabsmænd, opvagtere, følgere leedsagere, lærere, og Kammerater, thi det ord gadze paa findsk, betyder i deris sprog, som Et følge, selskab, Een haaben, Et lauff, eller Et Kammeratskab, og derfor kaldis de Noide-gadze, Noidernis følge, selskabsmænd, og Kammerater, men det er dog oprindelsen til begge deris Nafne, af Noidus, deris første stifftere og begyndere, det er og fult og fast i mening, at finnerne skal være, med det første komne af denne Noidus, hans Historie er nock vitterligt men for at hun er noget selßom og underlig, saa og lang, vil mand icke først ind føre hende her iblant, at spille tiden med.


om finnernis første sprog og de ny sprog som de har givet sig self at ingen skal forstaa deris mening.

Det sprog som er sagt, at finnerne skulde hafde hafft, i det aller første, var icke saa beqvemt til troldom og deris konster, og derfor haver Lapakapatatus og Noidus og siden Noide-gadze lært dem Et andet sprog som bedre kunde skicke sig paa deris troldom, og lade sig lættere Rune og Joige paa, og icke heller kunde deris troldom, komme til at dølgis før, for Christne folck, effterdi at alle forstaad hvad de talte, som nu under dette sprog, som ingen i verden forstaar, Det findske sprog forbedris altid i det som ondt er, men til det gode tiener det icke, og der er mange Ny ord op komne i min tid, som icke har værit før i brug, thi finnerne vild alt have saadant som ingen skal forstaa, som de og giør, ieg ved icke om Noide-gadze har giort det eller finnerne har self giort det, der ieg nu kom i Waranger 1703 da kunde ieg intet findsk, men siden som ieg lærte at forstaa deris sprog — og ieg hørde alt hvad de talte, og de kunde icke have deris væßen og handel meere gedølt for mig, hvilket smertet dem meget, saa giorde de sig tuende ny sprog, som ieg icke forstod, da mente de at de hafde nu alt stoppet mine ørne til, men ieg lærte og om sider diße tuende ny sprog, og det første sprog liuder saaledis som følger.

Kusßne dusßne dosßne busßne, sisßne musßne dasßne busßne, mogsßne osßme daasßme - æsßme, osßme ædsßme bousßme dosßme, misßne disßne sasßne sasßme dosßme, Isßne musßne meisßne sasßme,

og det andet ny sprog som de paa fant at Narre mig med, tenckte de paa deris viis, Liuder saaledis,

Daarskel, Dærskel, laadskel, læuxel, pudhær, pußier, pußer, Dirskel, laadskadt, pyßier, rinßas, niallakas, nilszie, kagKier, — Daudemilk, Rupmilk, kommo milk, toppogullisefft, toppotobagsefft, og der ieg kom nu i Hvallesund 1715 da hørde ieg det tredie ny sprog som de self hafde giort, for at skiulle sin galskab med for mig thi de hafde hørt til forn at ieg kunde forstaa findsk og det liuder saaledis s: følger Kieckomus, Ziommeck, Kioulleck, Niaußadt, nialckie, niapesti nioug, saune, zioulloßæmen, ziorga, boukelum, aagoßej, snørdades, skarro, Kuorvoi.

Og saaledis formeeris altid det findske sprog eller lappiske, til det onde men sledt intet til det gode, som baade Noide-gadze og de self paa finder i sin blindhed og galskab, og finnerne vil altid have det som ingen skal forstaa, paa det at deris mørckbedens gierninger icke skal blive aabenbarit.


Om de Noide-gadze, som sigis af finnerne at være gode.

Finnerne siger af Et gudfrygheds skind, og for at besmøcke sine Dievele med, at det skal være tvende, slag af de Noide-gadze, Et slag godt, det andet ondt, det gode slag sige de, lærer sine Discipler og Noider intet andet End det som godt er, saa som at døbe deris børn om igien, naar de ere siuge, at de skal blive god, og icke døe, og lærer dem baade maaden og manneringen paa døbe konsten og siger dem hvorledis det skal være, og undervißer dem hvor de skal bære sig ad med det samme, og i ald det som godt er, og at hielpe de som siuge ere, til deris helße, Item deris Kreature, at de bliver god, naar de ere siuge, at de icke døe og bort kommer for dem, saa og om trold folk har giort ondt ud paa folk eller fæ, saa hielper og de gode Noider som de gode Noide-gadze har lært, og for ulycke til skytteri og fiskeri hielper og de gode Noider, kand og sige Dem hvor Diur og fisk er at finde, Ja og af sin godhed skaffer dem frem til folck, saa de kand faa dem til deris føde og klæde, de giør og vel der udi at de offrer for folck som er i nød, og hielper dem til rette, Ja de hielper altid og giør godt i alle maader, De icke heller som de andre Noider, giør ondt ud paa folck eller fæ, og for derver dem, og ei heller dræber de nogen med troldom, ude[n] de bliver vrede, og der paa har finnerne En Historie som nu følger.


Om Peder Olssøn i Lappmarken som baade de onde og gode Noide-gadze kom til at lære hannem trold konsten.

De siger finnerne at det var Een mand ved nafn Peder Olssøn der oppe i lappemarcken, for Een tid lang siden og hans børn lever End nu i Ajvard, og hans søn heder olle Pederssøn og Noide-gadze kom til hannem Een gang, og bød sig til at lære hannem Noide-konsten, hand spurde hvor fra de vare komne Enten af Gud eller Dievelen, De svarede, at de vare ud sente af Dievelen, til at lære hannem Noidekonsten, manden svarede Nej at hand vilde icke, effterdi at de ere af Dievelen, saa lærer de hannem ickun det som ondt er sagde hand, men vær de af gud, saa vil hand annamme dem og lærdommen thi da viste hand, at de lærde hannem det som godt var, der de det hørde at han vilde saaledis have det, saa foer de bort de smaa Dievele og blef borte Een stund, siden kom der igien mangfoldige af saadanne Dievele, dog deiligere og smuckere klæd, Da sagde de smaa Dievele, nu ere vi udsente af gud, og nu vild vi lære dig, det som godt er, der manden det hørde, saa gaf hand sig til at lære af dem, Da begynte de at lære hannem, hvorledis at hand skulle Joige og Rune — kund alleniste om Kircken, Alteret, stollene og altermanden og stolle manden, og om skiurris Ibmel, men dog skulle det have den samme krafft som anden Joigen og Runen, saa meente den samme mand, nu er det godt, naar hand skal siunge og Rune om saadanne ting, men de naret hannem forblommet til at annamme dem i tieniste, og at antage Noide-konsten, og lærdommen, indtil at hand kom i med dem, og blef fast, med konsten lærdommen og dem saa fick hand vel holde ved siden, paa det siste begiærede hand og saa at de skulle give hannem god lycke saa at hand kunde blive rig, de loffte hannem at hand skulle faa, og han fick ogsaa god lycke siden og blef rik sin livis tid og saaledis bedrog, de hannem denne gang, at give sig Dievelen i vold, thi de har giort med mange Endfoldige saaledis, og om End skiønt, at de gode Noider giør godt mens deris under havende farer vel med dem, men dog allige vel, saa giør de dog ondt, naar de bliver vrede, og da seer mand allige vel at de kand dog giøre ondt naar de vild, som Hendrick Jonssøn i Waranger giorde, hvilken som ogsaa var berømt for en god Noid, og hialp og giorde altid godt, som de sagde, men der hand blef Een gang vred, saa dræbte hand dog Karen Sabbes Datters fader med sin troldom, Dievelen lader sig vel ansee i det første med Et gudfrygtigheds skin, men det er dog bedrageri under, som det ord skiuris lbmel, som Noide-gadze har lært dem, finnerne ved icke End nu, skickelige hvad det ord skal betyde, der Næfnis vel Gud iblant det ord, men de ved icke hvordan En Gud det skal være, som ieg mange gange har spurt finnerne om hvad det skal betyde, men de ved det icke sige de, Jeg tror at det er ickun Et forblommet Nafn som Dievelen self har givet sig, paa det at hand skal blive Dyrcket af dennem som deris gud hvilket hand ogsaa bliver af finnerne Dyrket som deris Gud i alle maade.


Om det slag af Noide-gadze som skal være ont og som lærer finnerne og Noiderne det som ondt er.

Det slag af Noide-gadze som skal være ondt, siger finnerne de lærer vel og saa Noiderne og deris Discipler, det som godt er, saa som at befri deris børn i fra døden med den Døbe mannering som finnerne bruger, og at hielpe de siuge, og befrj Kreature, fra siugdomme og u-lycke og at skaffe Diur frem, giver ogsaa lycke til skytteri og fiskeri, og offrer for dem som er i Nød og befrier dem i fra faren, naar de faar effter deris begiæring og bliver vel betalt for deris u-mage, men de lærer ogsaa Noiden det som ondt er, baade at giøre gan, og at giøre ont ud paa folk og fæ, og dræber baade mennisker og Kreature med troldom, og vender bort baade Diur og fisk naar hand vild, sætter ulf og biørn ud paa folkenis Kreature, løber self og saa i ulfvers og biørns lignelse og giør skade dermed, Ja kaster og saa ulve og biørne hamn paa andre folk og mennisker og lader dem løbe i ulfve og i biørns lignelse, til at giørs skade, naar hand behager, thi Noide-gadze lærer Noiden alt det som skal være og alt det som er for nøden at vide baade til det onde og gode, og naar de nu saa har lært Noiden alting og ordinerit, beskicket og befallet, som det skal være og sædt alting paa sin rette gang, saa det ene kand skicke sig effter det andet, baade sproget, klæde dragten, konsten, skickerne og sæderne, deris lefnetz og væßens fremdragelse og hußernis fundament og orden, saa lærer siden Noide-gadze Noiden troldmesßen og Noidemessen, hvorledis den skal andrettis og holdis, som er, som Et mideel og fundament til ald deris troldom.


Om den Historie som finnerne har om de onde Noide-gadze, som kom til Zare laßesøn.

Det er en Historie som finnerne fortælle om Zare Laßesøn i Lappemarcken for En tid lang siden og hans børn lever Endnu i Porsanger, som er at Noide-gadze, kom til hannem, Een gang i hans unge aar, og til bød sig at de ville lære hannem Noide- og trold-konsten for sledt intet, at hand skal blive saa vis at hand skal hielpe baade sig og andre for betalling, hand tog dem straxt an i sin tienniste og gaf sig til at lære af dem, og icke spurde meere der om hvor fra de vare komne, saa lærde de hannem ald den ting, som høre til deris troldom og som en Noid bør at vide og kunde, saa hand blef en yperlige Noid i ald sin giærning og foretagende saa hand kunde giøre baade ont og godt saa meget som hand vildet, og for tiente meget der med saa som og alle andre Noider ogsaa giøre, men hand for glemte at begiære sig lycke og rigdom af dem i det første andkomst, thi siden er det alt for silde, de giver icke meere End som Een gang den skæbbne og lycke som de skal have sin lifvis tid igiennem, og derfor var hand altid fattig og ußel sin ganske lifs tid saa lenge som hand hafde og lige saa hans børn ere og Endnu fattige, og dette skule være det onde Noide-gadze som finnerne talle om, som lærer sine Noider det som ont er, som hand og giorde denne mand, at hand dræbte mange med sin troldom som finnerne self fortæller.


Om trold mesßen som Noide-gadze lærer Noiden, og hvorledis den skal være Dannit og skicket.

Trold-mesßen og Noide-mesßen, som Noide-gadze lærer Noiden, den lærer de hannem saaledis — som er først at hand skal forsamle alle folckene baade store og smaa, gamle og unge, i Et huus eller gamme som den kaldis, og de skal være i klæde med deris beste klæder og stads saamme tid, som er med Røde og blaa koffter, stadzelige hvuer med sølf belter eller og af ten og mesing, med kiæder Ringer, mallier, og ald anden stadz og prydelser, saa skal de siden side alt om kring gammen eller huuset, baade mandfolck og qvinde folckene, og høre vel til og give god agt paa hvad som der bliver forrettet, og self skal Noiden være i førde vuarnge [vrange] og forvente klæder paa samme tid, saa skal hand først tage instrumenterne i sin haand, som ere Rune-bomer af træ og skin med ad skillige mesing prydelßer, og hamrer giorde af haarn, steen som er udvalde der til, adskillige træer, saxer, kniver, skrabe Jærn, og drage Jærn, mesßing kiæder og Ringer, saa og øxer eller brød huger som de kalder merris, siden slaar hand paa Rune bommen med de haarne hamrer og bruger ogsaa de andre instrumenter som de burde at brugis, begynder at Rune og Joige, og om Noiden icke har Rune bommen saa ved haanden, for en snarheds skyld, saa kand hand vel allige vel giøre troldmesßen, saa skal hand dog tage En øx eller Et brødhug i haanden, knif, sax, sk[r]abe Jærn, og drage Jærn, steene træer, og tage mesing og Ringer i den anden haand, og Larme og Ringle med den, saa skal hand stige paa Et knæ ved gruven, eller Ilddsteden, og vende sig nogle gange først omkring med solen, og stampe i Jorden med øxen, og give nogle skraal ud, saa vender hand siden Ryggen til Ilden og staaer paa begge knæer, og sider til bage med Rompen paa fødderne, saa skal hand begynde at Joige og Rune, og de andre skal Joige og Rune med, de samme ord og Noder som hand siunger, ellers slaar hand dem, med den mesing Ringer og kiæde hanck, som hand Idelig viffter op og ned hid og did, medens hand Joiger og Runer, saa at den skal larme, og de tør icke heller være hanem imod, saa at hand icke skal dræbe dem straxt med sin troldom og besynderlige nu hand er virkelig i troldmesßen, thi nu er hand aller krafftigste i sin dont, og alt mens hand saa Joiger og Runer saa sider hand ved fyrstedet, og vender alt Rygen til Ilden, og bancker og slaar med øxen, i sit knæ, og Joiger og Runer, men til forn før End at hand fanger ret for alvor an med trold mesßen, Joigen og Runen, saa skal hand giøre En stoer kiedel fuld af ludt, det er aske og vand til sammen koget, som tvetersker bruger til at tvete og vadske linklæder med, eller og en Kiedel fuld af Rupliimzias, det er gruge eller grumsen af tran, med sloe, fisketarmer og hoveder, og vand tilsammen, blandet og kaaget og den ludt eller Rupliimzias skal hand dricke een kuxße eller øße fuld med hvert i det hand saa Joiger og Runer, ind til den store kiedel bliver gandske tom og de andre som Joige med skal og saa dricke med og af denne slags dricke, der skal og sættis frem og færdigt En bolle, bytte eller spand med lyße og tran i som hand og skal dricke af med hvert, med den øße som der i er lagt til rede, og det skal hand smørge sin hals med, inden i saa den skal være diß lættere og glattere, og falde hannem diß lættere at siunge, Runne og Joige, Naar hand saa har Joiget En stund og drucket noget af den lud og Rupliimzias, og det lyße og tran, saa begynder hand at slaa imod sin pande, hovedt, og brødst, med øx hammeren, af den øxe som hand haver i haanden, og dricker med hvert, og paa det siste, saa huger hand med bare øx kiefften, med begge hænderne imod sin pande, hovedt og imod sit brødst, og har sledt ingen skade der af, saa haar er hand da bleven, og saa igienem gaaen med troldom og igiennem drucket og igiennem Dieveledt at staal og Jærn Ild og vand, kand Da icke giøre hannem skade meere, saa begynder hand og, at øße gloende kuld, Ild og aske af gruven med sine bare hænder, og kaster den om kring gammen eller hußet, saa hand maatte brænde op baade husedt — folcket og klæderne, men hand har dog ingen skade der af, saa dricker hand da skart(!), ludt, Rupliimzias og Iyße, tran, der effter saa træcker hand klæderne af sig og sætter sig saa gandske nøgen og blodt ned i gruven og op i Ilden og gloddoungen, og sider lenge saaledis og Joiger og Runner og øsßer Ilden, gløerne, og asken med begge sine hænder paa begge sider baade over sig self, og over klæderne og folcket i husedt, og Ilden giør hanem dog ingen skade, og det giør hand for at stadfæste sin lærdom med, og at viße dem hvor krafftig den konst er, at den bevarer baade i fra staall og Jærn, i fra Ild og vand og i fra alt ondt, saa dricker hand den gandske store kiedel med ludt eller Rupliimzias ud saa og det foromtalte lyße, og paa det siste slaar hand ud af kiedelen det tycke paa bodnen naar det bliver alt, i øßen eller koxen og dricker det ogsaa ud, saa kaster hand sig siden hen til døren og sædter hovet under den underste døre stock, og falder i en Duaile eller besvimmelße, lige som hand var gandske død, Naar Noiden er da saa død eller falden i en Dvale, saa skal Een qvindis Person træde i hans sted og Joige og Runne ind til at hand opvaagner igien, som skal være lært der til, af hannem eller andre Noider, og helst skal det være en ugifft som er Een pige om den er saa nær og kand findis, thi hun skal med sin konst op leede hannem hvor hand er bleven af, ellers døer hand under den dualle om hun finder hannem icke, og Naar Noiden saaledis giør, at hand Runner sig i Dvalen, kaldis det paa findsk Die Ziammelli, og dette ord betyder saaledis som hand skulle ducke under, lige som under vand, eller under Jorden, og som ned under til helvede, eller hand ducker under konsten, for at hente viisdom, og at faa svar om det som hand agter at Erfare, og at faa vide hvorledis det er fatt med det som hand vill vide, og det som hand Joiger og Runner om, at hente der paa beskiend, og den qvinde som da er træd i hans sted, saa skal hun Joige og Runne saa lenge at hand op vogner igien, og hun skal leede effter hannem med sin konst i hvor hand foer hen, indtil at hun finder hannem, og naar hun da har fundet hannem, saa fører hun hannem til bage igien og saa vaagner hand op igien, de sige self at de finder hannem under tiden i bierge huller langt borte i marcken, Ja og somme tider i Helvede og under Jorden, saa og i vandene, og der som hun er icke forstandig nock, eller icke vel lært, som skal leede effter Noiden, og hun icke med sin konst kand finde hannem, og føre ham til bage igien, saa døer hand viserlig med det samme og aldrig op vogner meere igien, eller og om En anden Noid er vred paa hannem den samme som ducker under, eller har hafft eller har strid tilsammen, med konsten, og de vill vide hvem som skal være En andens mæstere og over mand i deris konsters strid, saa paßer den anden paa i det samme, som hand ducker under, og stopper vejen til for hannem og formeener hannem at komme til bage igien, og naar det saa er Da døer Noiden ogsaa og aldrig op vaagner meere, Det er mange af Noiderne som saaledis døer i den Zammelli eller ducke færd, i deris troldmesße, — Niels Rendi, og Hendrick Jonssøn eller Joncka finner døde ogsaa i den samme ducke færd, naar den qvinde nu som leeder effter Noiden, har fundet hannem og ført hannem hidt igien og op vagt ham af sin Dvalle og hand er op vagt og lever nu igien, saa begynder hand straxt self at Rune og Joige igien, og da giør hand En oration, tacksigelße mesße og sang til den qvinde som har op vagt hannem, og op leedt og ført hannem hidt igien til bage i denne verden, og da siunger og Joiger hand det aller lædt færdigste og Utugtigste som være kand, og det skal være Een ære for hende som har arbeidet for hannem og op vagt ham igien, som baade Noide-gadze og snola-gadse og de andre smaa Dievele har lært hannem, og det er saa vederstygeligt at høre paa, at En hund skulde icke vilde høre der paa om hand for stod det, for uden meget andet som ieg gieder icke Nefne, saa siger hand og Joiger og Runner til hende, som har opvagt hannem, at hand self bør nu at kyße hende baade for og bag, for hendis store velgiæringer som hun nu har giort imod hannem, og for hendis store konst og visdom, og hun skal nu have og bruge mands lem effter sin villie og som hun behager, og hun skal nu bruge den til kiøre vad siger hand, og til drage baand, og drage den over sine axeler og skuldre som en prydelße og hun skal have den til hammel baand og Jocka baand, og om sin hals som En kiæde, og over sine skuldre som en smycke og prydelse, og binde den om kring sit lif som Et bilte, og naar det er saa klart med troldmeßen, saa siger hand, hvad hand saag og hørte den tid hand laag i sin Dievele Dvalle, og hvor hand var den tid hand var borte, og nu fick hand megen viisdom siger hand, og hand saag og hørre meget som tienner til visdom denne gang, diße bemelte Dievele, og konst er finnerne arveligen til falden, effter deris forfædre, som haver soret sig under Dievelen med deris afkomme og effterkommere, saa at naar nogen døer eller Dievelen tager bort som sagt er da maa hans slegt som igien lever Endelig anname baade diße Dievele Noide-gadze og troldkonsten thi de ere baade baaren og født der til, at anname den arf, som deris slegt effter lod sig, eller og om Noide-gadze self bøden aabenbarer sig og kommer frem, saa maa finnerne Endelige anname baade dem og konsten thi det er deris gamle arf odel og Eiedom, og om de icke vild, saa dræber diße Dievele dem og ynckeligen af liver dem.


Om Runnebommen som Noide-gadze befalder Noiden at giøre og bruge som talis om hvorledis den er giort.

Den Runnebomme som Noiden har, den skal først være giort og ud graven af En Rirkulle, som Een stor aflang eller langagtig skaall eller fadt, og træet skal være voxen paa Een underlig viis, og paa Een særdelis sted, Ved Een Elve førß eller i Een dyb dall, opvoxen for sig self, og icke andet træ der nær hos, og der skal være skind paa hende paa den Ene side som paa Een tromme, men under er hun Rund som Een skaall med to langagtige huld paa, og det er hand taget som de holder i med den vengstre haand naar de slaar paa hende, og der skal være malledt paa det skin alle slags Diurs og fiskers beilleder og figurer, de har og malledt Gud og Engler paa det skin, Ja og Dievelens beillede paa den Runebomme, og hun skal være prydet, med mesßing kiæder og Ringer alt om kring og anden udhugen og Krusierit mesing som skal give skrald og klang naar de slaar paa Runebommen, og der foruden skal de og have Et løst stycke mesßing eller og af kaaber, som er kosteligt udhugen, og stafæret, der næst skal de have hamrer giort af haarn, som de skal slaa paa Runebommen med naar de vild Runne, og naar de icke bruger den saa sticker de ind, igienem de to lange huller under Runne bommen som er sagt tilforn baade det løße stycke mesing og haarne Hamrerne, ind i Runne bommen til at forvare, Naar de da skal bruge Rune bommen til at Rune og Joige og trolde med Og slaa paa hende saa tager de ud det løße stycke mesßing eller Kaaber som der til er giort og deris haarne hamrer, saa legger de først det løße stycke mesing paa Rune bommen som er paa det deiligste ud hugen og bancker saa med de haarne hamrer paa Rune bommen, paa det skin som er paa hende, som paa Een Tromme saa gaar det løße stycke mesßing omkring hidt og didt af hamer slagene, naar de bancker paa skindet, saa skal de give vel agt paa hvor det fløtter sig, og paa hvad beillede det løße stycke mesing bliver staaende, og der af mercke hvad den spaaer, og der som det løße stycke mesßing gaar med solen saa betyder det godt, men gaar det imod solen, saa betyder det icke godt, Naar de nu saa slaar paa bommen som sagt er, saa legger de og saa øret ned til Runnebommen og lyder paa hvad Dievelen taller der inde, og saa faar de svar paa hvad de spørger om og hvad de begiærer at vide hvilcket Dievelen er strax færdige til at give dem andsvard. Og naar som Noide-gadze, har nu lært Noiden og deris Discipel, alle ting, og giort hannem viis nock, og givet hannem undrettning og forstand i hans konst og lærdom, baade beskicket, befalledt, og ordinerit som det skal være i alt saa hand ved nu alle ting, hvorledis hand skal skicke sig i alle forrettninger, Noide boromus og Jockomus, saa befaller Noide-gadze Noiden og lærer hannem hvorledis hand skal giøre een besynderlig og Een særdelis mad, som kaldis Rupmalle og Noide bourromus, saa og Een besynderlig og særdelis slags dricke, som kaldis Noide Jockomus og Rupliimzias, og den mad skal hand æde, og den drick skal hand dricke og j den mad og dricke skal være i blandet troldom, saa hand skal æde og dricke sig troldom ind med den samme mad og dricke og det skal bestørcke hannem, saa hand skal blive baade krafftig, snar og sterck, forstandig, viis og forfaren i Noide-konsten, og naar hand saa har faaet den mad og dricke i sig, og med det samme ind sluget troldom og troldkonsten i sig, saa bliver hand og er siden, lige saa god, som de smaa Dievele Noide-gadze ere, siden i troldom og Dievele konster, saa befaller da Noide-gadze paa det siste Noiden og deris Discipel at gaa hen og øve sig i konsten og lære flittelig andre den samme konst som de nu har lært hannem, hvor for hand skal have sin løn, skadt og værro som den kaldis af alle sine under havende for sin umage, og de som hand finder flittig at være til at lære Noide-konsten, saa skal hand og giøre den mad og dricke som før er Nefnet, og give dem at æde og dricke Noide-konsten ind med den samme mad og dricke, at de kand lære snart, og blive krafftig, viis og forfaren, i Noide-konsten, saa at de kand blive gode Noider og mægtig til at lære andre med sin konst, saa og at betalle sine mod stander og mod brydere der med, de ere vel mange Noider, men de er icke lige krafftige i sin konst at for rette alle ting med krafft saa det kand vircke, og de som nu saaledis har annamet baade Noide-gadze i sin tieniste, konsten og lærdommen, saa skilles de aldrig ved hannem siden, men bliver stedze hos hannem ved haanden som andre op paßere Enddog hand icke altid seer dem, saa er de strax færdige naar hand kalder paa dem, og ud retter straxt hvad som hand begiærer baade til det onde og gode, Ja om Noiden ickun tencker ondt om Et menniske som hand bliver vred paa, saa for retter Noide-gadze det straxt som hand tencker uden befalning og Noiden kand icke Raa med dem eller styre dem, thi de vil altid have noget at bestille og mest det som ondt er at dræbe og giøre ont ud paa folk og fæ og Kreature, og forderve dem, som ole Peder Nixsøns Noide-gadze giorde, hand var kun alleniste vred paa sin Datter, for det hun gifftet sig med den som hand icke vildet, og hans Noide-gadze som vel viste det, at hand var vred paa hende var straxt hen og dræbte hans Daatter og aad hende op som det kaldis paa findsk naar Noiden Dræber nogen, som manden self det icke viste, før End at de kom igien og blodet rand af deris kieffte, og forkyndte hannem at det var nu giort som hand tenckede, hvilcket hand self beklaget siden, at han icke agtet at dræbbe hende, men hand kunde icke styre og Raa med Noide-gadze, de giorde, det hannem uvidendes sagde han, og de som har saadanne tienere og opvagtere, saa kan mand merke dem af mesten deellen paa dette naar de icke ved det, at mand vil mercke dem af, som er at, før Eend de begynder at æde, saa tager de tre better af maden og kaster paa tre steder som disße smaa gadze skal have, først kaster de bag over skulderen eller paa begge sider ad sig, og den tredie frem for sig, De kommer icke heller til alle paa Een for sagt tid Noide-gadze, men de kommer til Een deel i deris unge aar og helst de som skal blive mester over mester, og til En part i deris midalders tid, og til somme naar de er kommet noget til alder, og de som bier lenge effter dem, vild gierne at de skulle komme frem til dem, som finnerne self har sagt, at mange vill heller en giærne at Noide-gadze skal komme til dem og lære dem Noide konsten at de skal blive viis, forfaren og konstrig, saa at alle skal frygte for dem, som de gemenligste giøre for alle Noider finnerne, thi hand haver deris lif helbrede og ald anden velfærdt i sin haand, om hand bliver vred, disligeste at hand kand forskaffe sig self lycke, og icke leie andre der til men heller self tage leie hos andre, men de kommer dog icke Noide-gadze, saa hastigt som hand vild, og saadanne pleier self at mane og kalde Noide-gadze, frem til dem, som figer og traaer effter dem, men dog pleier de giærneste at leie Noiderne til at mane og kalde Noide-gadze frem til sig som kand best og ved best hvor det skal være og foreholdis men de siger og at der skal dog være nogle af finnerne nu i de siste tider, og siden som guds ord kom iblant dem, og nogle er bleven op lyst af finnerne formedelst guds ord, som icke vild anname Noide-gadze lærdomen og Noidekonsten, naar Noide-gadze kommer og aabenbarer sig for dem, og til biuder sig at de vil lære hannem, Noidekonsten, for sledt intet, men hand siger Nei der til, de som saa giør og nægter det gode til biud og bud, dem pinner og plager Noide-gadze, med siugdomme og ald anden Jammerlige plage, ind til at de maa antage baade dem lærdommen og Noidekonsten, Noide-gadzerne kommer icke paa Een viis eller for sagt tid som før er sagt, til finnerne, men til Een part i ungdomen, eller og ved midalders tid eller naar de er kommet noget til alder, de aabenbarer sig icke alleniste for finnelapperne naar de vill komme, om natten, i skog og mark og i Ene-Rom, men og saa høy lys dag, morgen og afften, og kommer og i hußene til dem som de vill lære Noide-konsten iblandt folckene, saa mangfoldige som sand, men ingen ser dem eller hører at de taller uden alleniste den som de holder sig til, naar de da har til biudet hannem sin tieniste, og at lære hannem Noidekonsten, og hand da nægter det gode til biud, at de vill lære hannem saadan Een god konst for sledt intet som de self siger, saa bliver det menniske straxt siug, og har icke Roe eller liße, nat eller dag for dem, eller deris plager ind til at de tar livet af hannem, der som hand icke vild love, at han vil anname deris lærdom og konst, og det samme menniske bliver lige som hand var gaell og af sindig, og mister sin forstand, saa deris plager ere U-tallige, de fortæller self finnerne at for uden ald anden plage saa sticker Noide-gadzerne dem med stegge pinder, som finnerne bruger, og vild og saa sticke og Rive deris øyen ud, de som saaledis er plaget af Noide-gadze, de taller og larmer med de Noide-gadzer Nat og dag, men ingen anden kand forstaa eller hører hvad de siger og taller, uden den mand allene som Noide-gadzerne holder sig til, og saaledis maa hand holde ved sengen, mest altid uden naar hand Raßer, og være under deris Tyranni; alt ind til at hand er død, naar hand icke vill antage lærdomen og konsten, thi det er deris arf odel og Eiedom, for slegten skyld og af komme, og som baade de, og deris forfædre har soret Dievelen med deris af komme, men lover de at ville annamme Noide-gadzerne, lærdommen og Noide- Konsten saa bliver de straxt friske sunde og karske, nogle faa er og ellers som icke døer naar Noide-gadzerne saaledis plager dem, og naar Noide-gadze, har saa plaget dem Et aar om kring, og de icke har død inden den tid og icke heller, vild de love at tage ved lærdommen, saa forlader Noide-gadze dem, og saa bliver de fri for dem denne gang, og bliver sunde igien, ind til En anden tid at de kommer igien, men de som lover og giver sin Ja der til som før er sagt, at anname lærdommen, naar Noide-gadze begynder at plage dem, de bliver straxt frisk igien paa samme timme.


Om Nickus buß og hans strid med Noide-gad[z]erne.

Finnerne har self fortald mig at det var En mand af deris folck, for Een Rom tid siden, han hedte Nickus buß, at Noide-gadze kom og til hannem Een gang, og bød sig til at de vill lære hannem Noide-konsten men hand sagde nej at hand vild icke lære Noidekonsten, det er Et stort hovetbrudt med at være En Noid, sagde hand, og Et besværd og megen U-mage med at fare altid om kring bøygderne og lære folkene, de spurde, hvad u-mage er det, for hand icke tidobelt af alle mand for sin u-mage, og der for uden kand hand hielpe sig og sine, og deris Kreature i siug- domme u-lycke og andre til fælde og befri sig self og sine Kreature, i fra fare og onde folck, som kunde hafde voldet hannem den u-lyke, og for skaffe sig self lyke til skytteri og fiskeri, og icke leie andre der til: hand sagde dog allige vel nei, at hand icke vild lære Noide-konsten, Da sagde Noide gadze, naar hand for agter lærdommen, og icke vild samtycke deris gode til biud, at de vill lære hannem saadan Een Herlige konst for sledt intet, da skal de pinne og plage hannem ind til hans død, hand sagde det maatte icke hielpe hand vild give sig Gud i vold, saa blef den mand straxt siug og laag haardelig til sengs, og pintis svarlig af deris plager, der hand da hafde ligget siug nogen stund, saa kom finnernis offerafgud for hannem i drømme, og straffet hannem og sagde at hand hafde giort meget ilde, i det at hand vild icke antage den gode konst og sagde Noide-gadze imod som ere guds Engle, og nu kommer hand til at døe i sin beste alder, sagde hand, for hans u-forstandigheds skyld, at hand icke kand skiøne paa det som godt er, men vild hand nu tage Et menniske og offre til den og den af gud og offer sted som nu taller med hannem, saa skal hand blive straxt god, og icke døe, naar hand og lover at hand vild anname ogsaa Noide-konsten, og lærdommen, men giør hand det icke saa skal hand viisserlig døe, siden kom denne mands slegt og talte med ham og Jamret sig for at hand var saa siug, og bad hannem for guds skyld, at hand icke skulle sige Noide-gadze imod, men anname Noide-konsten godvillig, det er godt baade for hannem og dem sagde de at hand bliver En god Noid, og om hand icke giør det som de Raader hannem til, saa døer hand uden nogen mod sigelße og tuil, og sagde End ydermere, gied at de viste nogen Raad eller middell til at hand kunde blive god, saa vilde de det giærne giøre det, om det kostet aldrig saa meget, og spurde om hand viste icke self nogen god Raad, hvorledis hand kunde blive god thi den offer af gud hafde og siden værit i drøme for dem og sagt, at den mand ved self, hvorledis at hand kand blive god om hand vild, og derfore spurde de saa flittigt effter om hand viste icke self nogen gode Raad, og sagde at det er dem sagt i drøme, af deris offer af gud, at hand viste self Raad til at blive god om hand vild, hand sagde Ja, at hand veed det vel hvorledis at hand kand blive god, men hand vil icke giøre det, og icke heller vild hand at de skal giøre det og icke heller sige dem det Een gang, paa det at de icke skal giøre det naar de ved det, hand vild heller døe i guds nafn, End at hand, eller de skulle giøre saadant, Der de hørde at hand viste det vist, Da slap de hannem sledt intet før End at hand maatte sige dem det. Da sagde hand der som hand vill nu tage Et menniske og offre til den af gud som hannem er aabenbaret i drøme, saa bliver hand god, men hand vild icke sagde hand, de andre var straxt færdige til at vild giøre det som sagt var, men hand for bød dem strængelig at de skulle icke giøre det, det er bedre at hand heller døer i guds nafn End at giøre saadant onde, og om de giør det, imod hans villie, bud, og befalning, saa skal hand self straffe dem, naar hand kommer op igien eller og sige offrigheden det, hvad de har giort, og om hand forstaar at hand skal Endelige døe saa skal hand, dog befalle sine børn før at sige offrigheden det, sagde hand og saa blef det icke giort, siden der manden hafde liget Et aar omkring, siug, saa blef han god igien, og Noide-gadze forlod hannem, og icke pinnte hannem mere der de saag at de vandt icke noget med hannem, og saa hialp gud self hannem siden for hans standhafftige troe, lige som hand hialp den trofaste Job, og dette er skeedt i Waranger.


om Ole Iverssøn i Waranger som Noide-gadze kom og til Een gang, og bød sig til at lære hannem Noide-konsten.

Peder Olssøn i Waranger haver self fortald mig, at Ole Iverssøn hans fader, som var Povel Iverssøns broder, hvorledis at Noide-gadzerne kom ogsaa Een gang til hans fader, ole Iverssøn og bød sig til at de vild lære hannem Noide-konsten, som er hannem arfvelig til falden, effter hans forfædre, som ere døde, men hand sagde nej, at hand vil icke lære den konst om End skiønt, at hans for fædre har hafft og kundet den, thi hand ved at den konst er icke god, som hand self kand see i sin bog thi hand kunde og saa læße i bog De bad hannem kaste den bog paa Ilden, og spurde om den bog var bedre End, den gode konst som de vil lære hannem som bevarer baade i fra døden at de kand leve lenge, i fra siugdomme u-lycke og alt ondt, og skaffer lycke til skytteri og fiskeri, og næring og biering forskaffer, og nu skal de pinne og plage hannem til døde, og bad hannem saa see hvad den bog kand hielpe ham, og der som hand icke tager ved Noide-konsten som de vill nu lære hannem og kaster den bog veck saa skal hand vide, at, hand skal døe, saa blef hand straxt siug og laag haardelig til sengs og Raset med hvert, Et ganske aar om kring, saa forlod Noidegadze hannem der de saag at de vandt icke noget med hanem, og siden blef hand god og frisk og lefde En lang stund siden.


Om Mathias Melcherssøn i varanger som Noide-gadzerne kom og saa til og vilde lære hannem Noide-konsten og dræbte hannem dog paa det siste.

Det var En mand i Waranger som hedte Mathias Melcherssøn og var gifft, og kunde ogsaa i bog, saa kom Noide-gadzerne til hannem 1704 og bød sig til at de vil lære hannem Noide-konsten som er hans arf effter hans slegt som er døde, thi hand er født og baaren der til, at annamme den konst, men hand sagde nei at hand vild icke lære den, om hand var Eend skiønt ti ganger født og baaren dertil, og der til med har hand Et svagt hovet som icke kand taalle eller bære, saa megen konst, og besværd, hand kand nu først i bog, og der for kand hand icke love at tage ved Noide-konsten thi hans hovet kand icke taalle eller bære tuende slags konster, saa bad de hannem kund tro paa hans bog, og døe og see hvad den kand hielpe hannem, thi de skal nu pinne og plage hannem til døde, for hand vild icke annamme den gode konst, som hans forfædre har hafft, og hiuipet baade sig og sine med i fra siugdomme U-lycke og ald andre slemme tilfælde, og for skaffet sig baade lycke og næring med og lefde lenge, saa blef den mand straxt siug, og Noide-gadzerne pinte og plaget hannem med adskillige og u-tallige plager, ind til at hand døde af samme siugdomme.


om Ole Olssøn i laxefiorden End dræng hvilken ogsaa Noide-gadzerne pinte og plaget mange ganger.

1709 var der Een dræng i laxefiorden, hedte Ole Olssøn hen ved Een 20 aar gl: og var føedt i laxefiorden af Een fornæmme og arig trold slegt, som var saa krafftig i deris konst at de kunde gaa paa vandet og siøen lige som paa den tøre Jord, og laxefiord finnerne, har self fortald at deris forfædre var saa konstig at naar folckene var ud roen til at fiske, saa tog de sig Et par bytter eller spande, og gick ud til dem som Roen vare, og begiærte sig koge fisk hos dem og gick i fra den ene baad og til den anden og folckene torde icke andet End give dem, men om nogle gaf dem icke koggefisk, saa gick de ifra dem, og dereffter straxt saa blef deris angel fast i bodnen som de meente og deris haand snøre gick straxt af og rand Ned i siøen, saa ma[a]tte de roe hiem effterdi at de hafde icke haand snøre mere, og der de komme hiem, da hengte deris haand snøre med Jærn Steen og angel paa væggen, siden lærte de at give dem koggefisk godvillig.

Saa hendet det sig paa den tid som sagt er, at Noide-gadze aabenbarede sig, og kom til den forbemelte Ole Olssøn og bød sig til at de vil lære ham Noidekonsten, thi hand er fød og baaren der til, og hand bør at antage den konst, som hans forfædre og slegt effterlod sig, thi den er hannem arveligen til falden, fordi at de vare saadanne konstrige folck og gode Noider, at de kunde forrette forunderlige ting med sin konst, og kunde hielpe baade sig self og andre i fra døden, siugdomme, u-lycke og andre skadelige til fælde og lefde lenge og for tiente meget dermed, hvor af de bleve rige, baade af den gode lycke og af for tiennisten, og de vill giøre hannem til saadan en god Noid, som hans forfædre haver værit, saa hand baade kand hielpe sig self og andre dermed og fortienne der med, men drængen sagde nei at hand vil icke lære Noide-konsten thi hand hafde hørdt, sagde hand, at enddeell af hans forfædre vare levendis bort tagne paa det siste, fordi at de vare Noider og brugede den Noide konst: Noide-gadzerne sagde, er det Ilde at gud tog dem self, og førte dem hiem med sig, thi den konst er af gud, der fore tager gud dem self bort, dog icke bort, men fører dem hiem med sig, som er hans beste tienere og trofasteste venner, og begynte at true hannem og sagde, at hand bør og skal træde i sine forfædris fodspord, og de loffte at de skulle pinne og plage hannem til døde og tage hannem bort aldelis, og gandske, om hand vild icke anname den konst som hans forfædre har hafft, men drængen vilde dog icke saa blef hand først siug og siden blef hand gael og af sindig og lige som besædt, og hand vilde dræbe alle de mennisker, som hand saag, og vilde løbe til skougs, og de kuride icke være god for at binde hannem, thi det holt hannem hvercken baand eller toug, saa de viste sig ingen Raad, hvorledis de skulle bære sig ad med hannem.

paa de samme tider, var og kommen End find i fra Norlandene, og var i lange fiorden i Thanen, hvilcken som og var en mægtig og yperlige Noid og hafde sine instrumenter med sig, som hører til Noidekonsten baade Runebommer og andet meere, saa begiærte de, at denne Noid, skulle hielpe drængen med sin konst for betalling som hand og giorde, saa andfanget han med troldmesßen, Joiget, Runet og slog paa sine Runnebommer, ind til at drængen blef god og færdige, saa maatte de skaffe hannem Een fædt gield Zimle til offer, og den offret hand paa den maade som før er sagt, der nu drængen var bleven god, saa skulle Noiden have sin betalling som hannem var lofft, og hand maatte ogsaa faa effter sin begiering, saa som: 2: 3: Kryds daller, og Een: 3: 4: slagte Reiner, siden foer den Noid til Nordlandene igien, saa blef drængen frisk og fri for Noide-gadzerne siden Et aar omkring, som hand viste icke af dem eller viste sig nogen fare meere for dem, saa kom Noide-gadzerne til drængen igien, og bad hannem at hand skulle annamme Noide konsten med Een god villie, thi det bør hannem at være Noid lige som hans forfædre hvilcken som vare alle gode Noider, men drængen sagde Endda nei, at hand vill icke lære Noide-konsten, for den besværd, og fare, der er hos. Da loffte Noide-gadzerne at de skulle pine og plage hannem ynckelig og gruvelig, ind til at de skulle dog tage hans lif paa det siste, naar hand vild End nu icke annamme Noide-konsten, saa blef drængen atter siug, gal og af sindige igien, saa de maatte holde vagt paa hannem baade nat og dag, hand vilde dræbe folk og løbe til skougen, og om de bandt hannem saa sled hand sig straxt løs igien, saa de viste sig ingen Raad for hannem meere, thi den Noid som til forn hafde hiulpet hannem var og bort Reist,

I det første som Noide-gadzerne aabenbarede sig for hannem, saa var de deilige og klæde i finne klæder, men siden som hand blef siug og gall, for at hand vilde icke anname Noide-konsten, saa var de Dievele altid hos hannem Nat og dag morgen og afften, i adskillige Diurs og besters lignelße, for at forfærde hannem, saa som i fiskers lignelßer, i ulve og biørns i otters, Reffs, i Rein og Kuv, i faars og gieders, vædre, bueker og hunds lignelße, de lode som de vilde dræbe og æde hannem op, og tage hannem bort, og hand bekiente self at Dievelen hafde lenge siden taget hannem bort, men Dievelen sagde sig, at icke kunde tage hannem bort, for den skyld at drængen var døbt i den hellig trefoldigheds nafn, og derfore kunde hand icke tage hannem bort sagde hand, der hans slegt og søster i laxe fiorden var nu saa beklemt med denne dræng og viste icke Raad eller midel til at hielpe hannem meere, og icke heller kunde nogen formaa at hielpe hannem meere med sin konst, thi Dievelen vilde icke meere lyde sine Noider og vige for dem, de lod og sagde de nogle gange deris sogne Præste bede for hannem i Kircken, men det hialp drængen intet, aarsagen var dette at de sætte ingen tro der paa, at det skulle hielpe hannem, og de icke heller sagde Præsten hvordan hans siugdom var, og icke heller aarsagen til hans siugdom, og der for hialp det hannem icke, Og der de hafde hørt at der gick megen sang af Prousten i Wadsøen Hr Ludvig Christian Paus, at hand hafde Een Iffrig aand, og gode gaver til at handle med saadant, og var baade godvillig og kunde med guds ord og aand bort drive sligt Dievelens spøgeri og Dieveleskab og lapperi, saa førde de drængen først til Thanen til hans anden søster som var gifft i Thanen med Thomas Nielssøn at de skulle ogsaa tage vare paa drængen Een stund og see hvor de kunde faa hannem til Wadsøen til Prousten, thi det var for dem nærmere og 1710, om Julle tider Da førde de Drængen til Wadsøen og bad Prousten, at hand villde hielpe drængen med sin bøn til gud, og sagde at hand er siug men dog sagde de icke fuldkommelig aarsagen til hans siugdom, Og der for blef hand icke fuldkommeligen hiulpen dog blef hand noget bedre, siden kom ieg ogsaa til deris bye og fick høre det altsammen og at de icke hafde sagt Præsten aarsagen til hans siugdom, sagde ieg at de giorde Ilde i det at de icke sagde Præsten aarsagen til hans siugdom og hvordan hans siugdom er og der for kand drængen icke blive hiulpen, hvor kand hand blive god naar i vild icke sige læggen hvordan hans siugdom er, og aarsagen til hans siugdom sagde ieg. Da fortalde de mig alt sammen baade aarsagen begyndelßen og Eenden og bad mig at ieg skulle sige det til Prousten og fortælle hannem det altsammen, hvilket ieg ogsaa giorde, de sagde sig icke at kunde saa meget Nordsk at de self kunde fortælle det alt sammen, og siden som Prousten fick vide det, saa viste hand bedre at lauve sine bønner der effter, og siden blef drengen hiulpen, og blef bedre, men dog følget det hannem Een lang stund siden, men saa tit som Noide-gadzerne siden kom til drængen, saa siuntes det for drengens øgen, at Præsten kom ogsaa straxt effter og kiørede dem bort i fra hannem, saa at den ene fløy hid, den anden dit, hvilket intet andet var End guds ords krafft som saaledis siuntis for hannem og teede sig,

hand spurde ogsaa i sit raßeri hvem har ud sætt den Præst paa hannem, at hand icke kand nyde fred for den Præst, thi hand forstyrer ald hans Noide-gadzer sagde drengen, men paa det siste blef dog drengen aldelis fri for Noide-gadzerne, og saa blef hand gandske frisk og sund igien, saa hand aldrig fornam meere til Noide-gadzerne, 1712 fandt ieg den samme dræng i Laxefiorden igien og talte med hannem og læste for hannem, og saa, og da var hand gandske frisk og sund igien ligesom Et andet menniske, og siden har ieg altid fundet, hannem hvert aar, og hand er ved sin fulde fornufft og fyrighed lige som tilforn.


Om Hans Mortenssøn i Thanen, som Noide-gadzerne kom og til.

Peder Nielssøn i Thanen som er Niels Mickelssøns Elste søn har Een stiff søn som hedder Hans Mortenssøn Et barn paa 14 aar gl.: som Noide-gadzerne kom og til, men Prousten Hr. Ludvig Christian Paus i Vadsøen hialp hannem der i fra med guds ords krafft. som er først at den lile dræng og Peder Nielssøns tieniste dræng vogtet Reiner om natten 1712 om Høsten, der Natten var meget mørck, saa gick de paa hver sin sted at vogte Reinen drængen og barnet der nu den lile dræng var alene uden en hund eller to var med hannem, da hørde hand først at det skræg nær hos hannem nogle gange som Een Rybe fugel, men dette agtet hand icke, paa det siste begynte det at skrige paa adskillige maader og med mange slags stemmer, og kom nærmere til hannem og hunden begynte at giø og stride der imod, i det samme kom der saa mangfoldige af de smaa Dievele Noide-gadzerne omkring hannem og siuntis som smaa mennisker for hannem, og bød sig straxt til at hand skulle tage dem i sin tieneste de vild lære hannem Noide-konsten, thi de ere hans arff, Odel og Eiedom, saa de ere hannem til faldne effter hans fader og andre af hans slegt som ere døde, thi de have til forn tient hans forfædre, slegt, og hans fader, og der for bør det hannem nu at tage dem i tienisten, og anname Noide-konsten, de vild giøre hannem til Een yperlige Noid, lige som hand kand hielpe baade sig self og andre lige som hans forfædre haver giort, men drængen var ung og hafde ingen forstand paa hvad det skulle være, saa hand var kund alleniste bange for dem, og vilde flye bort og torde icke sige nogen ting, hvilcken Nei eller Ja, Der de saag at hand vilde icke anname dem i tienesten og de fick ingen svar af hannem, Eenten at hand vild tage ved Noide-konsten eller icke, thi drængen var saa bange og forskræcket for dem, at hand torde intet talle, Da begiærte de, at drængen vilde tiene dem, og de bød hannem Krygds penge og giort sølf, saa som sølf belter og skeer og Mallier, Knapper, Kiæder og andet som finnerne bruger, at hand skulle tage det i løn og fæstende gaver og tiene dem saa skulle hand blive rig, men drængen vilde und løbe dem og søge til tieniste drængen Mathias Thomassøn, der hand begynte at løbe tog de hannem fadt og holt hans føder at hand icke skulle løbe, og hans føder bleve som Nomen og doffne at hand kunde icke staa paa sine føder eller gaa, men begynte at Krybe paa hænder og Knæer, for at hand vilde komme til drængen, og begynte at vilde Raabe paa drængen, men de holt hans tunge saa at hand kunde icke Raabe, og blef gandske maalleløs, saa hand kunde intet talle, og icke heller gaa, thi hans føder var hannem unyttige, saa Krystet diße Noide-gadzer barned og handled ilde med hannem, Een part holt han nem i føderne, Een part i hovet og hænderne og Een deel paa hans Ryg og andre steder, og loffte at de skulle dræbe hannem for hand vild icke annamme hans faders arf, og antage den konst som hans forfædre har hafft, som er hannem arfvelig til falden, saa hendet det sig at tieniste drængen kom Just gaaende til den sted hvor barned var effterdi han hørde at hunden stride og giøde der, der drengen saag at barned bar sig saa underlig adt, og kunde icke gaa, allige vel at hand reste hannem op, spurde hand, hvad som skader hannem, men barned kunde intet talle, men saag kun paa drengen og græd, da forstod drengen at det var ondt, paa færde, da begynte drængen at læße hvad hand kunde paa qvensk, thi hand kunde vel i qvensk bog og var føedt i Ind Jager, saa blef barnedt noget bedre og begynte at talle noget lidt, og sagde at Noide-gadzerne var i færd med hannem og piner Og plager hannem, men der drængen begynte at læse sagde barned da flyde, thi drengen saag dem icke, saa maatte drængen bære barned hiem, hvilcken som var lenge siug og som half gael siden, og Noide-gadzerne, kom straxt hiem til barned igien, pinte og plaget hannem med adskillige plager, og var altid hos hannem baade nat og dag, saa hand saag dem altid, Enten hand var vaagen eller hand soff, eller om hand holt sine øgen igien saa saag hand dem allige vel sagde hand, de var altid hos hannem, truet pinte og plaget ham, at hand skulle antage Noide-konsten, og Enten annamme dem i tieniste, eller at hand skulle tiene dem hvilcken hand vildet, og førede med sig penger sølf og guld og bød hannem at tage det saa skulde hand blive rig, og saaledis Regerete de med hanem i huset i blant andre folk men ingen saag dem eller hørte hvad de sagde uden alleniste dette barn som Noide-gadzerne holt sig til, hand siuntes ogsaa, sagde hand at de førde hannem bort i skougen under tiden, hen paa høye bierge, og vilde stube hannem udfore, og førde hannem i dybe og hædslige dalle, hvor der var vedderstygelige og grume vande, og de sagde at der ere orme i diße vande og her vil de kaste hanem udi, at diße stygge orme kand æde hannem op, og de leede og førde hannem i slemme Myrre-dye og morrasßer, hen i hæren og i stranden til siøen og andre farlige steder og sagde at de vil nu dræbe hannem der, for at hand vild icke anname dem og konsten, eller og tiene dem, og hand hafde ingen Roe for dem hvercken nat eller dag, thi hand saag dem og hørde deris talle altid, enten hand soff eller var vaagen eller at hand holt sine øgen igien saa saag hand dem allige vel sagde hand, saa drogis dette barn med diße Noide-gadzer og deris plager alt indtil 1713: in febru: at Prousten Hr Ludvig Christian Paus kom ind i Waranger om Kyndelsmeße tider, og da førde de dette barn til Prousten i Varanger, og for talde mig det alt sammen til forn, paa det at ieg skulle sige Prousten det tydelig, som ieg til forn hafde undervist dem, som ieg og giorde, forklarede det for Prousten alt sammen, der nu Prousten hafde det hørt til sammen, saa giorde hand siden med barnet, som hand self best viste, læste og bad for hannem, Ja og meddeelte hannem Christi legeme og blod samme tid, saa blef barned bedre siden, dog følget det hannem lenge siden, alt ind til det andet aar samme tid Kyndelsmesße tider, at Prousten kom End ind i Varanger, og barned fick anden gang anname Herrens Nædere og Prousten bad for hannem alt fort, da blef barned ganske frisk og færdige og aldrig meere fornam Noide-gadzerne eller deris plager dereffter.


Om Ole Ennerssøn i Laxefiorden som og blef for Noide-gadzerne.

Enner Olssøn i Laxefiorden som er Peder Olssøns broder, hafde Et barn heder Ole Ennerssøn Een 6 aar gl: det blef ogsaa for det samme med diße Noidegadzer, thi hand er den forbemelte Ole Olssøns søstersøn og der for er de komne af Ens slegt som før er sagt, Nembl: Noide og troldfolck slegt og der for er det deris arff, først var det saa at alle børnene, i den bye var oven for deris huße oppe paa marcken og hentet bæer, saa hørde folckene at børnene begynte at skrike gruelig og græde, løb folckene straxt ud og op i mod børnene at see hvad skade dem og børnene kom og saa løbendis imod hiemmen saa meget som de vant og græd, folckene spurde hvad som skade dem børnene sagde at de saag en stoer trold Kiæring eller stalla Kalko, paa deris Maall, meere forklaring kunde de icke give thi de vare smaa alle sammen, og dette skiede 1712 om Høsten paa samme tid, som Noide-gadzerne kom til den for omtalte Hans Morttenssøn i Thanen. Der nu Enner Olssøns barn kom hiem, da var hand lige som gael og af sindig, græd skrækelig, og var bange og reed for ald den ting som hand saag, som var i hußet og uden for huset, som baade for folck og Rein, træer, skiæringer øxer kniver og kieller og alt det som hand saag i huset saa græd hand og var bange for, og vilde Krybe levendis ind i Ilden, som brandt paa fyrsteden, og Kunde icke følle eller kiende, at Ilden bræntte hannem og giorde hannem skade, folckene holt hannem baade i hænder og i føder, men det kunde intet hielpe thi hand vilde dog endelige fare ind i Ilden, saa det var med stor nød at de kunde holde hannem, de spurde hvad skade hannem og hvad han saag, hand kunde ingen anden forklaring give End at hand saag, at der ere saa mangfoldige smaa folk omkring hannem, og haver meget sølf og guld og penge med sig, hvilcket var Noide-gadzerne, saa drogis de saaledis med dette barn alt indtil 1713 om Kyndelsmeße tider, om marcken tider i Waranger, da kom Moderen til dette barn i Thanen og fandt mig der, og for talde mig det alt sammen og effterdi at hun kunde icke blive saalenge til at Prousten Hr Ludvig Christian Paus kom ind i Waranger, saa bad hun mig at ieg vilde sige Prousten dette som ieg og giorde og bede hannem paa hendis vegne at hand vilde være saa god og bede for hendis barn, effterdi at hand haver hiulpet saa mange i saadan tilfælde, saa kand vel skee at gud hielper ogsaa hendis barn formedelst hans bøn, der Prousten kom ind i Waranger effter Kyndelsmesße paa forbemelte Ao 1713, da fortalde ieg hannem det og sagde hannem qvindens ord og begiæring, da bad Prousten for barned og giorde som hand viste, og siden ud forsket ieg og spurde effter siden der ieg kom i Laxefiorden igien, hvorledis at barned nu lefde, de sagde at hand er nu gandske frisk og færdige og god ved den og den tid, da fornam ieg i sandhed at barned var bleven god ved den tid, og straxt effter at Prousten hafde bedet for hannem første gang i Waranger, End dog at Prousten saag icke dette barn, saa hialp dog Gud barned formedelst hans bøn, saa krafftig er dog guds ord og de troendis bøner men der nu denne var bleven god da blef straxt hans broder som var yngre End hand, og hedte ogsaa olle Ennersøn, befængt med same siugedom.


Om ole Ennersøn den yngre som Noide-gadzerne ogsaa plaget.

Men der nu denne Ole Ennersøn blef god frisk og færdige formedelst Proustens forbøn, Da blef straxt hans anden broder Ole Ennersøn som var yngre End hand, den anden Enner Olssøns søn et barn paa 4re aar gl: befængt og bespændt med samme siugdom, thi hand bar sig lige saa adt som hans broder før giorde, thi hand græd og var bange for ald den ting hand saag, som hans broder; baade for folck, Rein thi de ere Reinefolck og field finner som handle med Rein, og græd og frygtede for træer, kiæller, og skiæringer og alt det hand saag, i husedt vilde ogsaa Krybe ind i gloendis ilden lige som hans broder, saa de kunde icke med stor nød holde hannem men hand kunde ingen forklaring give paa i hvad som hannem skade eller i hvad hand saag, naar de spurde hannem adt, uden hand sagde at det er saa mange smaa folck omkring hannem altid som slaar hannem sagde hand. der nu det lile barn hafde værit nu saa siug Een stund ud effter Vaaren, saa blef hand dog allige vel god og sunde paa det siste, men der barnedt var bleven god, da blef straxt hans fader Enner Olsen siug og laag lenge og haardelige siug ud effter sommeren og hafde meget at bestille, men hand vilde dog icke sige noget der om, uden hand sagde at der er altid saa mange Engler og folck omkring hannem saa hand haver ingen Rolighed for dem, hvilcken dag eller natt, men paa det siste blef hand og saa god og færdige, Enten hand loffte det eller icke eller i hvor hand blef god det ved ieg icke.


Om sabbe Iversøn som blef som gael for de Dieveler som laag om hannem.

1705 blef sabbe Iversøn i Waranger lige som half gael og vilde all tid løbe til skougs, men dette var begyndelßen, som følger, at hand gick ud Een dag i Næßebye om sommeren, hvor hand bode, imod afftenen, at lade sit vand, Da kom der nogle Nordmænd frem bag for hans skiaa eller fiske boed, og Raabte til hannem paa Nordsk, og sagde kom hid, hand gick straxt derhen, og meente at det var Nordmænd fordi det siuntis for hannem, som de hafde Nordmænds klæder paa, der hand kom nu der til dennem da tog de hannem straxt fadt og leide hannem op til skougen End dog hand icke vildet gierne, hand siuntis sig icke at gaa eller følge Jorden, men de hafde hannem op i lugten i fra Jorden saa hans føder icke ragte til Jorden, og førde hannem i mellem sig, og kom mangfoldige flere til dem siden som de begynte at føre hanem med sig op i skougen, og Een part af de som komme siden til siuntis som de hafde Ryße klæder og stoffler paa, sagde hand, og diße som førde hannem og til kome, hafde adskillige god mad i hænderne og guld og sølf saa og Krygdspenge, som de bøde hannem for at hand skulle følge med dem, og blive hos dem, paa det siste komme de saa lang op med hannem, at de komme til berge byes Elv og dall som er oven for næße bye, og komme nær til den dall som forßen er i, hvilket hand self saag og kiente sagde hand, saa meente hand, gud hielpe mig, nu vild diße folck dræbe mig i denne dall og forße tenckte hand der hand saag at de førte hannem hen imod denne forße, hand vildet og gierne vende sig om at gaa hiem, men hand fick icke, thi de drog hannem med sig, og icke heller kunde han naa Jorden med sine føder, fordi at de holt hannem op i veiret i fra Jorden og førde hanem saaledis med sig, saa begyndte hand, at læße fader vor, sagte for sig self der hand saag at hand kunde icke slippe i fra dem sagde hand self, og i det hand saa læste tog de og snode hannem om kring til bage og blef self bagen for hannem, der hand saag da til bage effter dem da var de borte thi hand saag dem icke meere, saa gick hand siden hiem til bagge, og da kom folckene imod hannem som søgte effter hannem, thi nogle af børnene der i byen hafde seet, at hand foer op til skougen eller gick og sprang som de siuntis, og de hafde sagt folckene det, der for søgte de effter hannem, der hand da kom til folckene igien fortalde hand hvorledis det var til gaaen med hannem, der hand kom nu hiem, var hand, lige som hand var half vidt løß og half af sindig og blef icke lenge hiemme eller inde i husedt, før End at hand sprang ud igien, og rente ad skougen igien, saa ingen kunde løbe hannem op eller naa ham saa skarpt siuntis hand at springe for dem, men hand sagde self, at hand siuntis sig icke at røre sine føder og icke heller var hand ved Jorden sagde hand, men der hand sprang ud, da var der lige som Nordmænder paa lyren som robte til hannem, og der hand kom ud, tog de hannem straxt fadt og leiede hannem imellem sig og holt hannem Et langt styck oppe i fra Jorden og icke heller gick de self paa Jorden men oppe i fra Jorden i lugten og førde hannem adt skougen, og de hafde adskilligt i sine hænder, baade god mad og dricke, sølf, guld og Krygds penge og bød hannem at hand skulle komme med dennem og blive hos dem, saa skulle hand altid faa saadan god mad og hærlige ting og leve altid i glæde og hærlighed, paa det siste saa slepte de hannem dog og hand kom self til bage, fordi at folckene løb effter og raabte eller og han kom i hug at læse fadervor saa slap de hannem og, og saaledis giorde de mangfoldige gange siden med hannem og hand drogis lenge med dem, og de vare altid paa lyren og raabte og talte med hannem og under tiden ind i husedt, og der var ingen anden som saag dem, eller hørte at de talte, og under tiden slap folckene hannem icke ud, thi de holt vagt paa hannem, men saa tidt han slap ud, saa drog de af med hannem til skougen, og hand siuntis at de hafde Normands klæder paa og en deel og saa hafde Ryße klæder paa og støffler, Een tid lang der effter saa kom og Noide-gadzerne til hannem, og bød sig til, at hand skulle tage dem i tienisten de vild lære hannem Noide-konsten, thi de ere hans arff og Eiedom og hannem arffveligen til falden, fordi at de har til forn tient hans forfædre, fader, og slegt, som er af døde, og der for bør hand nu at anname dem, thi arven falder nu hannem til, saa vild de nu giøre hannem til en yperlige Noid; saa hand kand baade hielpe sig self og andre og fortiene meget der med, men hand vildet icke, saa kom de siden til hannem og førde meget guld og sølf og Krygds penge med sig og bød hannem, at hand skulde tiene dem, saa skulde hand blive rig, thi hand var fattig til forn, men hand vildet icke, saa begynte de at true hannem og sagde at de skulle pinne og plage hannem tildøde, om hand vild icke anname sin forfædris arff, og den konst som de har hafft, nogen tid der effter tog de hanem med sig, folckene, og førde hannem til Vadsøen til Prousten Hr ludvig Christian Paus, og der hand kom til Prousten, da sagde hand, at hand er siug og bad Prousten at hand vilde være saa god og bede for hannem. Prousten spurde hvad skade, hannem og hvorledis er hans siugdom, hand sagde, og de andre lige saa, at det er Een underlig siugdom, thi hand er lige som hand var gael og vild altid løbe til skougs, og haver ondt i sit hovet. Prousten spurde hvorfor hand vild løbe til skougs og hvad hand seer, effterdj, at hand vild løbe til skougs, hand sagde at hand seer folck og vilde saa icke sige sige meere der om, thi de vild saa gierne skiulle diße sine Dievele finnerne at ingen skal faa dem at vide, saa bad Prousten for hannem, og giorde ved ham, hvad han kunde og som hand self viste, og saa blef hand god siden og fri for diße Dievele denne gang, og dette skulde være af det aller værdste slag af Noide-gadzerne som de kalder Perckel-gadze, det er Dievelens gadzer, der ere mange slag af Noide-gadzerne, 1: gode slag, 2: de medelmaadige, og det onde slag, 3: saa de allerverdste som kaldis Perckelgadze, det er Dievelens gadzer, og gaster.


Om Perckel-gadze.

Der er Et slags Dievele i blant finnerne af Noide-gadzerne, som skal være det aller værdste som de kalder Perckel-gadze, det er self Dievelens-gadzer, eller gaster og geister, De icke alleniste aabenbarer sig i smaa børns lignelße, og i finneklæder som de andre Noide-gadzer — men de og saa aabenbarer sig i store voxe folckers lignelßer, og bluger adskillige klædedragt saa som Nordmands klæder, og under tiden i Ryße klæder, og stoffer, og i store folckes og stands Personers klæder, og de kommer paa adskillige maader, til finnerne, under tiden med grumhed og Tyranni eller tager dem aldelis bort, Ja og dræber dem som offteste skeer, men de som bliver lært af disse Perckel-gadzer, de bliver saa krafftig i sin konst, at det kand icke holde dem, hvercken staal eller Jærn, Steen, bierg, vand eller andet, og som har diße Perckel-gadzer til tienere de faar altid flye dem, noget at giøre thi de vild altid have noget at bestelle, og altid det som ondt er, med gan, at giøre at dræbe folck og fæ, og andet levendis, og faar de icke altid noget at bestille, og giøre saa dræber de sin Egen husbonde eller og tager de hannem bort, og disse Noider som har saadanne Perckel-gadzer, de kand u-mueligt trives uden de maa sende Een gand ud hver dag, har hand icke aarsage til at sende den i folck, eller fæ og Kreature som hand icke gierne giør uden aarsage, saa sender han den hen i veier og vind, og lader den komme i hvor den kand enten paa folck fæ eller Kreature, sender den og saa i vande og bierge og kand sprænge bierge sønder i stycker med sin gand, de ere saa grume og forfærdelige diße Noider, som ere lærde af Perckel-gadzerne at der tør icke Een find ande elles blæße imod dem, langt mindre tør de talle eller giøre imod dem noget, thi de ved at deris lif er straxt borte, der for maa de altid talle vel, og giøre vel imod dem, og give dem hvad de kand, og meere End at de kand formaa, undertiden, for frygt og fare skyld. Det findske ord, gadze, maa være kommet, af det gamle nordske ord gaster og gast, og det ord maa igien været kommet af det Tydske ord gæister og geist, thi de ere kund aander og geister, Diße Dievele som er i blant finnerne, som de kalder gadze, og gadzer.


Om anders Ennersøns qvinde i Laxefiorden Ingrie Niels Datter.

1713 var ieg i Laxefiorden i den bye bonde Øe kaldet, imod høsten, stod ieg Een afften ude paa marcken og talte med den forbemelte anders Ennerssøn, og hans qvinde Ingrie Niels Datter var inde i gamen med sin mands Moder, der fick vi høre at qvinden begynte at skrige inde i gammen, og Mandens Moder kom ud løbendis i det samme og vilde græde, da løb vi til og gik ind i gammen, da laag qvinden paa gulvet og vred sig hid og dit og Raabte, vi spurde, hvad hende skade, hun sagde at der kom Et menniske til hende og vilde tage hende med sig og var lige som Einner hendis mands fader, hvilken var for Een lang tid siden død, men der hand fick hende icke med sig, da stack hand hende Et slemt sting under brøstet, og der vistes intet saar paa hendis brøst, saa bad de mig at ieg vilde læße i bog, thi hun saag End nu denne Enner og den som stack hende, ieg giorde og saa lige saa som de begierede, tog mig Een bog og læste nogle stycker og sang og saa Een Psalme eller to, saa blef qvinden gandske fridsk og færdige igien og saag icke meere til dette spøgelße og fantasie. men siden Een lang tid der efter sent om høsten der ieg var bort Reist, Da kom Noide-gadzerne til hende sagde hun self, og begierte at hun skulle anname dem i tieniste, de vil lære hende Noidekonsten, de ere nu forladte af hendis slegt som ere døde thi bør det nu hende at anname dem, thi de ere og hende arveligen tilfalden, men hun vildet icke, saa blef hun straxt siug og laag lenge snart den vinter igienem, saa blef hun frisk igien, Enten hun loffte at aname dem og konsten eller icke eller de self forlod hende, det ved ieg icke, men det andet aar som ieg kom i Laxefiorden igien, da var hun frisk, men dog icke saa tyck og fæd som hun var til forn. Dette er ogßaa de same perckel-gadzer som fristet hende.


om Kistina Ludvigs Datters Pauses tieniste pige.

1713 Da hafde Kistina Ludvigs Datter Paus Een tieniste pige, om sommeren mod høsten gick hun i marcken at hente bær i tuende spande, eller ambare som de kaldis, der hun var nu i marcken allene og hafde hentet noget i sine spande, da kom der nogle til hende som ulve at see til, og tog diße tuende bytter eller spande, og slog det som var i, over hendis hovet og tog hende fatt og leede og førde hende med sig ad skougen bedre, paa det siste Krøb hun ind i noget Riis for dem sagde hun, og da blef hun dennem fri, men de vare dog altid om kring hende og saa snart at hun Rørte sig til at vilde gaa hiem, saa vilde de strast rive hende i sønder saa hun torde icke Røre sig, og saaledis var hund borte i 5 dage ind til søndagen at Præsten begynte paa Prædickestollen at bede for hende og talle om hende da blev hun diße ulve qvidt og saag dem icke meere, og straxt effter meßen, kom hun hiem, og der Kistina kom ud i fra sin broder Prousten, da fandt hun sin pige paa gaden, kom da imod hende og hafde klæd sig om, diße som saaledis giøre med folk, tager dem bort, saa og dræber dem og farer Ilde med folk de kalder og holder finnerne for perkel-gadzer, Dievelens gaster og geister.


Om Johana Jons Datter i Wadsøen som og var i Een stor fristelse.

1713 hendet det sig imod høsten, at Johana Jons Datter i Vadsøen blef gael, og lige som besædt. Denne Johana Jons Datter er født af finne forældre med det første, thi de vare finner baade Fader og Moder, men er nu og tiener iblant Normænderne og bruger Normands klæder og er nu lige som en anden Normands tøes, kand og saa temmelig vel læße, paa Nordsk, uden bog, Een søndag, som ieg og saa var i Wadsøen samme tid, da gick denne tøs til alters, og siden om afftenen der effter forsamledt sig den mæste deel, af ungdommen til Een mand heder Nattanel, som de pleier om helligdags afftener, thi der var En danße stue, men denne tøes hafde icke tid før, thi hun maatte hielpe sin Mad Moder Halvers qvinde, først, siden om afftenen i Mørcket gick hun også derhen, som hun plejer, der hun kom nær op til denne Nattanels huus hvor de danßet, da kom der Een stoer Mand imod hende, gandske flendskallede, hans hovet var skålede og uden haar hun blef forfærdet og løb tilbage igien hiem til sin Mad Moder igien, Mad Moderen spurde hvi hun kom saa snart til bage igien, hun sagde at hun blef saa forfærdet at hun har nu meget ondt deraf, thi hun Mødte Een stoer flenskallede Mand her oppe ved Nattanels Døer der hun skulde gaa der hen, og meere sagde hun icke hvad den Mand giorde eller talte eller hvor hand blef af, saa begynte hun straxt at blive underlige og talte saa megen gaelskab, og bar sig saa underlig adt, saa at Mad Moderen blef bange for hende, og hafde bud effter folk, thi hun var allene, der nu folkene vare kommene, talte hun adskilligt og hafde mange slags fagter og sagde at dievelen var derinde, hun saag hannem, og han er kommen for den skyld at han vild tage hende, de førde hende til sengs, men hund hafde ingen Rolighed, hun vilde ud og for op i Verit undertiden, saa de icke kunde holde hende, hun sagde see der er Dievelen, see der staar hand, nu kommer hand og vild tage hende, og foer op i Veiret stundum og hid og did, saa at otte mand icke kunde holde hende, og saaledis drogis de med hende den ganske nat, vaagte og holt vagt over hende, thi hun hafde ingen Rolighed den Nat igienem, tilligt om Morgenen gick Prousten ned paa handelen thi hand hafde der noget at bestille, og i midler tid kom og saa fougdens kiæreste der ind til denne tøes thi hun hørde at hun var saa syg, da Regierte hun Eend da lige Ends og sagde at der er Dievelen see der og der er hand, nu kommer hand og vill tage hende, brødes foer op og ned, hid og dit saa de otte mænd kunde icke holde hende, fougdens kiæreste læste og bad hende læse effter sig, naar hun var noget stille, hun sagde nei at hun kundet icke læße effter hende fordi at Dievelen holder hendis tunge, og sagde see der er hand, og der staar hand, og vild tage hende, saa hafde de bued ned paa handelen til prousten, og bad hannem at hand vilde komme op til denne tøes, thi hun hafde ondt sagde de, Prousten sagde ret lige nu kommer ieg, men hun blef alt være og være, saa kom der til Prousten det andet bud og sagde at hun er hæfftig syg om hand vild komme, hand sagde nu kommer hand straxt, thi hand meente at det var en skickelige siugdom, og hand hafde noget at bestelle med kiøbmanden og kunde icke komme til at slippe det saa hastigt, Da blef den tøes saa grum at de tenckte Da og da at fanden tager hende, nu i fra dem imellem deris hænder, Da lod fougden kiæriste sin søn som var hos sin Moder der, løbe ned til Prousten, fougdens søn kom til Prousten og sagde at tøßen er besædt om Prousten vil være saa god og komme strax til hende, der Prousten det hørde kastet hand straxt hvad han hafde for sig, og løb der op til hende i sine daglige klæder, thi det var paa vejen og budet var hastigt som kom til hannem, der nu Prousten var paa vejen, da tog den onde aand hende saadan Et tag, at de viste intet andet End at Dievelen drager nu af med hende, igien- nem vegen eller op igiennem taget, thi hun sled sig af de otte mænds hænder og foer op under taget saa de bleve staaende paa deris føder og hun var saa Høygt oppe at hun var oven for deris hovet, i det samme raabte børnene, som var i døren og uden for døren nu kommer Prousten, da falt hun ned i sengen og blef stielle, da kom Prousten ind talte med hende og læste for hende, men hun sagde Enda at hun saag Dievelen og der er hand og der staar hand sagde hun, saa spurde Prousten hende om hun vilde anname sakramentet paa det siste, da sagde hun Ja, saa gick Prousten hen og klæde sig i sine Præste klæder, og tog alter bogen og kalck og disk og gick ned til hende igien, der nu Prousten, var paa vejen, da Regerte den onde aand gruelig med hende og løfftet hende op i fra sengen, saa at de otte mænd som laag paa hende og holt hende blef staaende paa deris føder, og hun var ovenfor deris hovet oppe i Veiret, op under taget, saa Raabte børnene igien som vare uden fore, at Prousten kommer nu igien, saa falt hun ned i sengen igien og blef stille, saa læste Prousten for hænde og brugede guds ord det meste og beste som hand kunde, maatte og saa meed deelle hende alterens sakramente effter som hun begierede det, og det kunde og saa meget hielpe og størcke hende i hendes svaghed og fristelse End dog hun hafde nyligen gaaen til alters, og siden blef hun god frisk og færdige lige som hun var til forn, i saadan haar fristelße var hun som baade Prousten Hr Ludvig Christian Paus i Vadsøen og fougdens kiæriste fortalde, som baade var der og saag det, thi saadanne perkel-gadzer, Noide-gadzer og fristelser følger altid med finne slegten, saa de kand u-mulligt blive dem fri nogen tid, fordi at dene tøes var og saa født af finner, der for skulle ogsaa Dievelen sædte en Prøve paa hende, om hand kunde faa hende igien, til sig paa nytt effterdi hun er nu i blant nordmændene og lever som Nordske, thi finnernis forfædre har soret sig under Dievelen med deris afkomme, og er føede af Dievele og trolde slegt, som der læsæs om dem, og der for holder Dievelen sig til slegten og afkommet som til sin Egen arff, Odel og Eiedom,


Om Michel Jonsøn som og Perkel-gadzerne fristet.

Mickel Jonsøn kiørde Een gang ud til Komag Elven eller skalle næs om vinteren, den tid de bode der oven for Ecker Øen og var Nordmands Reinvagter, og kiørede tilbage om Natten, og det var godt Mone skin, Da hørde hand at der kom mangfoldige folck til hannem, og bag effter hannem, som hand og saag, og siuntis og hørde paa deris maall som det var Ryßer, Da slog hand paa sin Rein og vilde kiøre i fra dem, hand blef bange og Reinen og saa, thi hand meente at det var Røvere eller Krigs folk, men de løb hanem straxt op og kom til hannem og om kring hannem, og de hafde Ryßeklæder, og støffler paa, og de tallede og larmet meget imellem sig men hand kunde icke forstaa hvad de sagde, saa tog de i kiøre vadet og holt Reinen og Reff det af hans haand som han siuntis, og Een af dem, som den Ene foed var af paa, var den værdste og løb aller skarpeste af dem alle, og hand vildet der hand kom til Kiæreßen og til Michel, rett stunget hannem død og tuert igiennem, thi de hafde adskillige stick værier og vaaben med sig, som hand saag, men den anden forbød hannem at hand icke skulle dræbe hannem, som Michel tygte og siuntis, saa stack de til hannem siden lige som de vilde sticke hannem igiennem, men de stack kund igiennem hans klæder, og icke rørte hans Krop eller legeme, og stack deris verie ind igienem kofften paa den ene side og ud igienem paa den anden side igien, men icke blef hans legeme Rørt saa der blef mange huller paa hans Røde koffte, hand sad i sin kiæreste saa forfærdet at hand viste sig intet lif meere, thi hand meente at det var Ryßer, og der de da skieltis i fra hannem, og for svanttis bort igien, Da sad hand End da i sin Kiæris og Reinen gick frem, siden Kiørede hand hiem om natten til sin fader og Moder og sagde dem hvad Ryßen hafde giort med hannem, de bleve forfærdet og tenckte at Ryßen var kommen paa landet og vilde brænde og slaa i hiel, siden kom denne Mickel til Vadsøen og viste folkene de huller som vare paa hans Røde koffte, og sagde hvorledis at diße Ryßer hafde giort med hannem som hand fant, hvilket hand meente at skulle være Ryßer, fordi at de hafde Rydske klæder og støffler paa og deris sprog som de talle, siuntis hand og at skulle være Rydske sprog, diße huller paa hans koffte vißede hand baade Præster og Præste qvinder og kiøbmænder og alle andre Nordmænder, og hvem som vildet see det og ieg har og seet de huller som var paa hans koffte, og saa om morgen der effter at de hafde stunget denne Mickell, kiørede folck, der hen at søge effter diße Røvere, paa den sted som hand sagde at hand fant dem, men de saag ingen ting, og ej heller fod spor effter dem, paa det samme sted, derfor kand mand mercke at det var kun Dievelens fantasie og diße forbemelte perkel-gadzer.

1713 Om Julle natt var Peder Larssøn i Waranger op i marcken og vogtet Reinen, saa sædte han sig ned at hvile sig lidet, og begynte at falde i søffn, i det samme hørde hand, at det var Een som Raabte til hannem og sagde tag dig nu vare, eller vogte dig self, nu kommer de, hand sprang op og saag om kring sig, men hand saag ingen, saa sædte hand sig ned igien, lidet der effter kom der saa mangfoldige om kring hannem af Noide-gadzerne. og af Perkel-gadzerne saa der var ingen Ende paa, thi de vare iblandt hver andre Noide-gadzerne og Pærckel-gadzerne, og var der tuist og strid imellem diße tuende slags gadzer, i hvem hand skulle høre til, og hvem som var hannem nærmeste paa slegtiget, og nærmeste i byrd, som hand self hørde, Een part af dem vare smaa og klæde i finne klæder, og Een deel af dem vare store og klæde i Ryße klæder og støffler, men de vara i mangfoldige og utallige tall, saa bød de hannem straxt til, at anname Noidekonsten og dem, Eenten med det onde, eller med det gode, der er intet meere paa at giøre, thi de og konsten ere hannem arveligen tilfalden effter hans for fædre og afdøde slegt, og de Kappedis om, hvem som skulle først vinde hannem, Eenten Noide gadzerne eller Perckel-gadzerne og de kunde icke vel forliges om den handell der for var det icke længe paa at giøre, før Eend de falt an og falt paa hannem, fordi at hand taugte stille og svarede intet, de falt paa hannem saa mangfoldige som sand, sagde hand self, Krystet hannem og foer, Ilde med hannem, En part drog hannem i hans hænder, og Een part i hans føder og vilde træcke af med hannem ad skougen og en deel laag paa hans Ryg og læmmer og holt og Krystet hannem, og lode som de vilde holde hannem tilbage, at de andre som var deris vederpart icke skulle drage hannem med sig ad skougen, de vilde self beholde hannem, og saa Ilde handlet de med hannem at hand og saa blef ganske maalle løs, thi de tog og saa hans maall og mælle i fra hannem saa hand kunde hvercken talle eller Raabe, thi der gick baade skom og blod, igiennem mund og Næße paa hannem, paa det siste saa Krystet og handledt de med hanem, i det samme kom og saa Ole Josephsøn op til hannem sabbe Iversøns stiffsøn Et barn paa 16 aar, at skulle hielpe Peder Larssøn med Reinen eller og af løße hannem af vagten, der denne dreng kom til Peder larssøn og saag at hand laag paa marcken og bar sig saa Ilde adt, og der gick blod og skom igienem baade mund og Næße paa hannem og kunde intet talle, da forstod den ole Juxsøn at der var icke ret fatt med hannem, og tenckte at Noide-gadzerne eller Perckel-gadzerne maa være i færd med hannem som og var, thi kand skee at hand saag dem ogsaa, fordi hand var icke heller rett allene, Da begynte hand at Rune og Joige det beste som hand kundet for at hielpe den anden, thi hand kunde og saa meget om hand var ung, fordi hand var kommen af Een god trold slegt, Der hand hafde nu Runet og Joiget lenge, Da flyde diße Dieveler og gadzer og gaster bort og forlod Peder larssøn og lod som de var bange for hand Runet og Joiget, saa blef den anden noget bedre, og talte nogle faa ord, siden maatte de lægge hannem i Een kiæres og drage eller føre hannem hiem, og hand var syg og meget svag den nat igienem, om morgenen var hand god igien og kom til mig som icke var langt der i fra paa de tider, og for talde mig det alt sammen, og ieg lærde hannem hvorledis hand skulle sige og giøre og læse om de kommer Een anden gang igien til hannem. saa stod det saa hend alt ind til om vaaren ved paaske tider 1714, Da kom de samme gadzer paa olle Josephsøn igien, thi de fortrødt der paa at hand Joiget og Runet dem veck den tid at de var i færd med Peder Larssøn.


Om Ole Josephsøn som Noide-gadzerne og Perckel-gadzerne Dræbte.

1714 om Vaaren, ved Paaske tider, eller noget før kom de for omtalte Noide-gadzer og Perckel-gadzer til Ole Josephsøn Et barn paa 17 aar gl: som hand før om Julle tider Runet og Joiget veck, og Jaget bort i fra den for omrørte Peder Larssøn og de fortrøedt derpaa, der for kom de nu og vil hæffne sig paa hanem igien, de vare saa mangfoldige at de vare u-tallige, En part smaa, og vare klæde i finne klæder, Een deel store og vare klæde i Ryse klæder og stoffler, der de nu vare komne, og vilde tyraniße med denne dræng, Da kom ogsaa hans faders og Moders, begge hans bestefaders, og beste Moders, baade hans fader faders og Moders og hans Moders faders fader og Moders, hans fader brødres og søstrers, hans Moder brødris og ßøstrers, Noidegadzer til den dræng Ole Josephsøn og vilde at hand skulle annamme dem og Konsten, thi de og Konsten er hannem arveligen til falden fordj at hand er nu den Ene som lever af den slegt igien, og hvis hand icke vild, saa vil de dræbe hannem, og derfor blef de Noide-gadzer saa mangfoldige foruden de andere Noide-gadzer og Perckel-gadzer, som var hanem hadsk og fiendsk til forn, at drængen kunde U-mulligt handle med dem, og staa det ud, iblant saa u-tallige mange Dievele, saa blef den dræng hæfftig siug og Raßedt meget, og sagde hvorledis det var fadt med hannem, hans stifffader Sabbe Iverssøn læste altid i bog Over denne dræng imens hand var siug, i den tancke at det skulle hielpe hannem, hvilket diße Dievele ogsaa fortrød, men det hialp denne dræng ingen ting, thi de vare saa mangfoldige som sand og græs, baade i huset og udenfor hußedt, saa der var icke fred eller Rolighed for dennem hvilcken nat eller dag indtil at de hafde livet af den dræng ole Josephsøn og saa døde hand og de giorde kisten og førde hannem til Kirckegaarden og icke talte videre der om, men det for trøedt Noide- gadzerne og Perckel-gadzerne paa, at hans stiff fader sabbe Iversøn læste altid i bog over den dreng ole Josephsøn mens hand var siug, og der for kom de siden til hans stifffader og dræbte hannem om sommeren effter.


om sabbe Iversøn som og Noide-gadzerne dræbte siden.

1714 om sommeren der effter at Ole Josephsøn var død, som sagt er, Een stund der effter saa kom de samme Noide-gadzer og Perckel-gadzer som dræbte drængen ole Josephsøn til hans stiff fader sabbe Iversøn og vilde hæffne sig paa hannem fordi at hand læste altid i bog over drængen og vilde hielpe hannem saa mangfoldige at der var icke tal paa dem, i adskillige lignelser og klæde dragt som før er sagt, i det samme kom ogsaa hans faders Noide-gadzer, som siuntis at de hafde bere ret til hanem, thi de vare hannem arveligen tilfalden tillige med Noide-konsten, og sagde der som hand vil icke annamme dem og konsten som er hanem arveligen tilfalden effter hans fader, saa skal de ynckelige pine og plage hannem og tuinge hannem hans lif af hannem, saa maatte ogsaa den mand døe, af samme siugdom og ynckeligen om komme af de Dievele gadzer, Endog hand var Een skickelig af det slag, som er finner, men mange hunder er dog harens død.


Om Kisten Klemitz Datter.

1714 om sommeren døde niels anderssøns qvinde Kisten Klemitz Datter hvilcken som var Een slem Noide-kiæring, som alle var bange for og hafde giort meget ondt med sin troldom og dræbt mange folk og mange tacket gud at hun døde, og hende henttet Noide-gadzerne ret levendes paa det siste, og det siste ord som hun talte var dette hej, hej, hej, satan tag icke mit lif først, før End ieg faar Een brænde vins skaal først og det var hendis siste ord, og døde saa hen.


Om Hr Ole Sciermo, som er Præst i Ennedack.

Der er Een Præst som heder Hr Ole Zciermo i den svendske Lappmarcken, i Ennedack, uden for Koudickien, som er føedt af rett udtfattige finne forældre, men dog var de grume troldfolk og Noider, hvor for, arven, nu hører deris søn til lige som andre finne Lappers børn, der Reiste En gang Een svendsk Herre igiennem den svendske Lappemarcken og tog denne Herremand, den fattige orck Mathis sin søn, med sig, og sædte hannem i skolle, i qvenneland og blef der, og i Stockholm ind til at hand blef Præst og Kom til Ennedack, hvor hand Endnu er, men hand var icke meget skickelig eller anseelig i det første som hand Kom i skolen, hvorfor de kalte hannem paa deris maall som er qvendsk, Sciermo, det er ulf eller Een varg, paa nordsk, hvilcket nafn han Endnu beholder, og icke heller blef hand saa lenge i Stockholm, at hand blev dypponerit, men hand giorde kun En Prædicken for den svendske Konge effter hans begiæring hvor for, at den svendske Konge bad hannem fare til sit fæderne Land Lappemarken og være der Præst, og der hand var nu kommen til Ennedack, at være Præst der, da vilde hand staa paa sin myndighed og Embede, og befalte finne Lapperne, straxt at af legge deris gamle skicke og sæder med trolddom Runnebommer, afguderj og andet, som hand vel viste beskeen om. thi hand var self Een find føedt, og icke meere bruge det, men hver skal tage sig Een bog i haanden og læße, første og anden gang svarede de intet, men der hand begynte til at formane dem, saa begynte de at svare derimod og spurde om hand vilde være saa stræng, med dem, og om hand var icke self Een find fød, om hand icke viste hvad nytte det fører med sig, og om hans fader icke og saa har bruget det og lige saa hans søskende og slegt som endnu er i Lappemarcken thi det Ene gode bederver icke det andet, de skal vel allige vel læße naar tid er og om hand er Præst, saa kand hand være Præst, og prædicke og læße naar tid er, de skal vel høre paa hanem, naar den tid er, men alleniste skal hand lade dem beholde sine gamle skicker og sæder, de vild det icke forlade for Næring og biering skyld, thi de have der med værit behiulpne baade de og deris forfædre i mange hundrede aar, og om hand vild icke lade dem blive i fred med deris gamle dondt, saa skal det blive andet af, og spurde hvor hand kand være saa stræng med dem, hand som er af deris Egen slegt, og ved til forn deris handel, og hvad det kand forhverve dem og dersom hand icke holder fred med saadan handel saa bliver hand ihielslaget af almuen, eller og dræbt med troldom, de formante hannem mange gange saaledis, men hand lod icke af allige vel med sit forsædt, og besynderlige hans Egen slegt, som tit og offte formante hannem, at hand skulle vagte og vare sig self, det galt hans lif, men hand agtet det icke, men blef alt være med formaninger og straf, saa tog de hannem offte fadt siden, og prylede hannem af, og slog hannem mange gange saa at der var lidet lif i hannem, men naar hand kom da paa sine føder igien og kom i Kirken, saa skiendet hand meget meere paa dem, og var grumere og lod være End til forn om deris troldom og af Guderie, paa det siste sædte de ogsaa gand og troldom i hannem at de skulle dræbe hannem dermed, Effterdj at hand vilde icke lade af, sit forsædt, saa maatte hand leie Een Noid eller troldmestere til at tage eller bide den ud igien, siden skiød de mange gange gan og troldom i hannem, men hand leiede altid andre Noider til at tage den ud igien, men paa det siste sædte de saa haardt gand og troldom i hannem, at hand da hafde nær død der af, saa blef hand bange for dem, og loffte da, at ville nu lade af, om hand nu blef god igien, siden tog de den gand ud igien, effterdj hand loffte forbedring, saa gaf hand dem fridt siden forloff til, at bruge sit gamle væsen, naar de kund alleniste vilde komme i Kircken om hellig dagene og naar Prædicken holtis, hvilket de og loffte, og begynte og self siden at Rune og Joige, lige som andre finner og lapper og deris Noider, og baade gick hen at høre paa Noiden og troldmeßen, naar Noiden holt sin troldmeße, saa og self Runet og Joiget med Rune bommer og andre instrumenter, som der til hører, og giorde og self troldmeßen med hvert, siden noget der effter kom og saa Noide-gadzerne til hannem og bød hannem til at annamme den arvelige konst og dem som er hannem arveligen tilfalden effter hans fader og slegt, som ere af døde og om hand icke vild anname dem og konsten saa vild de dræbe hannem, men hand vildet icke, hand lejede altid Noiderne, saa tit som de komme, til at Rune og Joige dem bort igien, men paa det siste, som de komme til hannem, saa vilde de icke meere lyde Noiderne og icke vige meere for sine Dievele Noider, saa maatte hand anname dem og konsten, og besynderlige hans faders, var hannem det strængeste, og siden blef hand lige saa god som de andre i konster og Idrætter, saa hand Runer og Joiger lige som andre Noider og giør troldmeßen naar den skal være lige som den beste Noid, som mange har for tald mig som ere føde der paa samme sted Ennedack som baade Ole Pedersøn i ajvard Niels anderssøn og lange Niels j Varanger, og anders anderssøn i Hvallesund og mange flere, som ieg icke gieder op regne, de siger at naar hand kommer af Kiercken om hellige dagene og har giort sin Prædicken, saa slenger hand Kappen udi Een Kraa, og fanger an straxt at Runne og Joige, anders anderssøn i Hvallesund var der oppe i Ennedack: 1713: at hente sin Moder hid, thi hand var der født, Da fortalde denne samme Hr Ole Sciermo hannem self, hvorledis at Noide-gadzerne hafde været i færd med hannem siden, som hand Reiste bort, og sagde at de vildet at hand skulle kaste sin bog veck og aldrig agte eller see til hende meere, de bød hannem sagde hand saa mangfoldige guld og sølf og mange gode ting og stor Rigdom, lycke og megen visdom, at hand skulde giøre saa vel, at kaste den bog bort, og forlade hende, hand svarede dem sagde hand at hand kunde icke giøre det, thi saa forkaster hand og, sit brød og Embede dermed, de sagde at hand skulle blive saa overflødige Rig, at hand skulle aldrig trænge til det eller til noget menniske saa lenge hand lefde, og hand skulle og saa leve lenge og veid, her i verden, og faa saa meget godt at der skulde ikke være Ende paa, men hand sagde dog af Et gudfrygtigheds skiend til anders anderssøn at hand vild dog icke forlade sin bog for deris skyld, giør hand det sagde hand saa kommer hand af sin værdighed med det samme, hand kand allige vel giøre hvad hand vild og kand sagde hand, dette fortalde anders anderssøn mig Ao 1715 i Tude qvivesøns gamme den tid ieg var i Hvalle sund, og unge Niels anderssøn Hans Mathissøn og Ingrie Ols: Datter var der ogsaa samme tid og hørde der paa, see nu vel hvorledis at Noide-gadzerne og Dievelen holder sig til finne slegten, saa der kand ingen blive fri for dem som er født af finne folck og slegt, Ja icke End Een gang de som ere blefne Præster som her kand sees til foren, De svendske var i det første saa kiær for, at tage finners og lappers børn, og at sætte dem i skole, saa at en deel kunde blive Præster, og Een part skolemestere og klockere til finne Lappers bedre undervisning som de meente, hvilket var og vel godt nock forsædt, men de falt altid hen igien til den lappiske og findske Religion igien naar de kom i blant finnerne og lapperne igien, som ieg ved mange i Lappemarken har giort, baade i Indjager og i Ohma lappemarcken og mange andre steder og Een har vi ogsaa her i vort Land som heder, Niels larssøn som ogsaa har værit i de svenske skoller, og der hand kom iblant finnerne igien forkastet hand ald sin lærdom og blef som Een anden find Lap igien, er og siden kommen hid ned til siøen for armod skyld, men nu giør de svendske det icke meere, thi de saag, at det var kun Et for raad, som det og er, thi mange af dem siden er Jaget af deris Embeder for deris afald skyld, og nogle siden har givet sig iblant de vilde finner og lever lige som de, lige som Skulle Niels kaldet i Thrundhiem ogsaa giorde, for Een Rom tid siden, der hand hafde værit i Thrundhiems skole, indtil at hand skulle Reiße ned, og blive student, da drog hand hen op til fields igien til sine slegt og i blant de vilde finner og blef der og levede lige som de andre vilde finner og kom aldrig meere til bage igien, hvilcken ieg ogsaa har seet siden i Thrundhiems lænd men hand var da Een gamel mand, den tid ieg saag hannem, men før End den Her ole sciermo kom i Ennedack til at blive Præst, da reiste altid de svendske og qvenske Præster der, hvert aar, hvilken som holt dem til gudfrygtighed og straffet paa deris troldom og afguderie, Da begynte de at lære sig i bog, saa at snart hver mand kunde i bog den tid, men siden som den Hr ole sciermo kom der blef det altsammen for kast, saa at de som til forn kunde vel læße i bog, kand nu icke en bog staff, og icke heller har de een bog meere i sit huus, men i den sted har de nu Een, to, tre Runne bommer, og ere blefne store Noider og troldmestere, saa deris ligge neppe kand findis, som Ole Pedersøn i Ajvard, og anders anderssøn i Hvallesund og mange flere har fortald mig som har værit der siden, og er der føedt og kommen der i fra med det første, saa at anders anderssøn 1713 og ole Pedersßøn 1710 med forundring saag der paa og Erfoer den tid, at de vare Reiste didt at hente noget i fra deris fæderne land, som de self fortalde mig med græmelße siden, der seer mand hvad frugt de giøre finne børnene og saadanne naar de komme til slige Embeder, og lære stand, som mange stedz er gaaen siden i Lappemarcken, siden som finnebørnene komme til lære stand og Embeder, som ieg og mange ved nock af at sige, for hvis aarsage skyld at de svendske nu icke meere sætte finne børn til lære Embeder, men de kand vel bruge dem til anden forrettninger, hvorfor det er det aller Raadeligste, at finnebørn maa icke komme til lære Embeder saa lenge som verden staar, mand maa saa godt sædte Dievele der til, thi de blive dog straxt for førtte af Dievelen igien, saa de bliver lige saa god som hand er self, eller og om de icke vild, saa bliver de truet paa lif og velfærdt, til at annamme troldom og de Dievele, som der til hører og følger med troldommen, thi det er dem icke i klæderne skaaren men i kiødet baaren, fordi at denne konst og Diße Dievele Noide-gadzerne, og andre smaa Dievele er dem arveligen tilfalden effter deris forfædre, som haver soret sig under Dievelen og i hans vold med deris af komme og effter kommere, som nock er siunbart, effterdi at ingen som er føed af finneslegt kand blive fri for denne konst og Diße Dievele, og vild de icke, saa maa de, fordi de haver deris lif og helbrede, Ja og velfært kiært, Ja og maa skee kiærer End gud og sin sallighed, som nock er troligt Effterdi at de altid afalde og falde i fra den rette tro og Religion og til deris gamle tro og Religion igien, som mange har giort af dem siden som de ere komne til lære Embeder, De aller beste Noider og troldmænd som er i Lappemarcken, de ere altid denne Hr Oles sciermos allerbeste og udvalde venner, og hvor hand ved, at det er Een Noid dem antager hand lige som de vare de beste Herrer, der var Een Noid og troldmand i Ennedack som over gick alle de andre Noider i Lappemarcken, og der var Hr Oles sciermos udvalde gode ven, og der hand døde, da græd Hr Ole som Et barn og sørget for dene sin ven, men hand gaf sig straxt i venskab med en anden Noid igien, som var snart ligesaa god.


Om Noiderne som ere finneLappernes læremæstere.

De som af finnerne og Lapperne ere aller beste lærde i troldom og Dievelekonster, saa de ere Dygtige til at giøre trold meßen og god fore at lære andre troldkonster og Dievele konster, som de føer self til forn har lært i Noide-skoler og troldskoler, hos de trolde som boer i bierge og høyer, backer, og under Jorden og i vandene saa og siøen, og af Noide-gadzerne som før er sagt, De kalder finnerne paa deris maall Noide, af de smaa Dievele Noide-gadze, som lærer dem troldkonsterne og giør dem duelig til troldmestere, og for ordner dem, til lære mæstere iblant finnerne og Lapperne, men dette Nafn, har de dog faaen med det første af deris første stiftere Noidus, som var deris begyndere, Noide, det skal være Noidus sine propheter, Noide-gadze, det er hans Engle og Noidernis selskabs mænd, ledßagere, leedere og lærere, og diße Noider ere meget i agt og værdighed hos finnerne, saa de anseer dem lige som propheter, viße mæstere og lærere, og de har frygt og undseelse for dem i alle maader, thi de har magt til at giøre finnerne baade godt og ondt, baade at tage deris lif med sin konst, og at unde dem lif, give dem lycke og næring, helse og sundhed til dem og deris Kreature, og straxt at tage det bort, naar hand vild og fortørnis paa dem som hand meener og finnerne troer det, De samme Noider ere lærde af Noide-gadze, og forordnet til at lære alle finnerne og Lapperne Noide-konsten, og alle skal give Noiderne aarlig aars, to gange om aaret i det mindste Een gang om sommeren, den anden gang om vinteren, sin tilbørlige skatt og Rettighed, som er paa biudet af den første Noidus og Noide-gadzerne, og den kalder de paa deris maall Wuerro, og Naar Noiden kommer Reißende, saa siger de hand kommer og kræver sin Werro, for uden den særdelis løn, som hand faar hos hver den som hand hielper i Nød, sygdomme, U-lycke, og andre tilfælde, Det har altid værit og er Endnu i hver finne bye, eller finne værd, hvor finnerne og Lapperne boer, Een: 3: eller 4, som byen kand være stor til af de troldmæstere, læremæstere og Noider, som ere Mæstere i konsten, og ere værdige til at kaldis Een Noid, for uden at alle de andre kand vel ogsaa noget lidt, hver, men de vild icke regne det, uden hand er Een fuldkommen Noid, og ved sin dont og konst perfect, og hvorfore skulle de Da ikke kunde det som de Idelig og altid hører og seer, og lærer daglig i deris Dievele skoler og af deris Dievele læremestere, Noiderne, og naar som Noiden der vill holde sin troldmeße, og læse for dem i sin Dievele skole og informere dem i troldkonster og Dievele Idræckter, saa lader han sit bud gaa omkring i alle hußene, at sige dem til, nu vild hand holde troldmeßen og nu skal de komme alle sammen, baade gamle og unge, store og smaa, i klæde i deris beste Hellig Dags klæder og stadz, og høre paa Noide-meßen, der de nu har hørt budet og hans befalning, saa kommer de allesamen ansættende i deris beste klæder, som de Eier eller og de laaner, hos andre om de self icke har, prydelser, Ringer og kiæder, perle baand, deilige huver, smycker om Halsen, axel prydelßer, sølf mallier, og sølf kiæder forgylte i bringen, de som har, eller og mesing og teen som intet andet har, sølf beilter, med Ringer og kiæder, under, forgylte, Baldyrit, Pong og kniff skeeder, med teen, der til, men, de som intet andet har bruger teen beilter med mesingkiæder og Ringer under, saa kommer de ansetendis i deris Røde og blaa koffter, lige som Noide-gadzerne ere klæde, men self Noiden er i ført vrange og forvente klæder samme tid, siden naar de nu er kommen til sammen sædter Noiden dem i orden omkring gammen, og fyrstedet er mit paa gulvet, og der er hans sted ved Ilden, og naar hand saa har sætt dem i Orden, saa stiger hand self paa knæ, ved gruven eller Ildsteden, og tager sig en øx i haanden, og stamper eller støder i Jorden med øxen og vender sig nogle gange om kring med solen En 3 gange viist, siden sætter hand sig ned paa knæ og vender Rygen til Ilden, saa begynder hand at Joige og Rune, og alle de andre skal Joige og Rune med hannem de samme ord og noder, som hand Runer og Joiger, og hvis icke saa slaar hand og pisker dem, thi hand skal nu lære dem Noidekonsten, og alt mens hand Joiger og Runer, saa sider hand og bancker i sit knæ, med øx Hammeren lige som hand skule slaa tacter, som en Cantor, og i den anden haand haver hand Een stoer, hanck eller knippe, med mesingkiæder og Ringer, og den viffter hand op og ned og slaar hid og dit med hende, paa det at den skal larme og skramle, og hand slaar ogsaa paa folkene med denne hanck, de som icke vil Joige og Rune frisk, og kaster den med hvert op til Veggen, bag omkring folckene, og tager den igien, og holder den op til ørene, og lyder paa hvad hun siger, thi den skal hænte hannem tiender, naar hand saa kaster den op til væggen, bag for folckene, Ja kaster den ogsaa i deris skiød, og de kaster den tilbage igien, og naar hand da bliver trædt, og afmægtig, saa hviler hand sig fordi hand er saa hedt og svedt, af sit arbejde, og mens hand træcker klæderne af sig, saa træder en anden i hans stæd, og Joiger og Runer saa lenge til hand haver hvillet sig, og bliver færdige til at Rune og Joige igien, og med hvert dricker de af ludt kiedelen som er med aske og vand samen koget, og Rupliimzias en kiedel fuld med gruge af lyße, lever og tran, og fiske hoveder tarmer, som kaldis fiske sloe og vand sammen koggede, og dette slag dricker de saa lenge imedens de Joiger og Runer, Ind til at de har drocket det op alt sammen, siden saa begynder hand self Noiden, med Iver og andagt, at Joige og Rune, og bancker og slaar i sine Knæer og imod sin pande og brøst med øx Hameren, og dricker alt fort af Lud Kiedelen og Rupliimziads Kiedelen, saa huger hand siden med øxe-Kiefften med begge sine Hænder imod sin pande og hovedet og brøstet og sine Knær og øßer Ilden med sine bare Hænder af gruven tillige med den brændendis aske, og Kaster den omkring gammen, at vise dem hvor haard hand er da, at Ild, staall og Jern, bider da ikke paa hannem meere, og hvor god den konst er, at den bevarer og befrier i fra alt ondt og er gaffnlig til meget godt.


Om deris Instrumenter som de bruger naar de holder trolmesßen og Joiger og Runer.

Naar de saa Joiger og Runer saa skal de Endelig have deris Redskab og instrumenter som der til hører, som er for det første Runebommer, besynderlige steene, Saxer og kniver, drage Jern og skrabe Jern, skal hand og have i sine Hænder som før er sagt, men qvinders Personer som ere Noider eller Noide Kalcko som de kalder dem paa deris sprog, og naar de Joiger og Runer og giør troldmæssen, pleijer de gierne at bruge og have i deris haand saxer, Kniver, skrabe Jern og drage Jern, saa og messing Kieder og Ringer, og om Noiden har ikke Runebomer saa ved haanden, saa skal hand dog Endelige have de steene som der til ere tienlige og beqvemme i dens sted som hand self har udleedt til det brug, og som hand kiender at være gode der til, og de steene kand hand talle med, lige som de vare mennisker, og hand faar svar af dem paa alt det hand spørger om, som hand vill vide.


om hvad Noiden lærer dem i sin troldmesße naar hand Joiger.

Saa lærer hand Noiden sine folck og til hørere at Joige og Rune for hvert slag i besynderlighed og særdelished som før er og talt om, og ord og bøner til hvert slag, og de utugtige bøner, gandviiser og sange, som brugis til sine sær forrettninger og besynderlig til den Dievel aillis og til tiend at støbbe og til andet som er at regne iblant slumpe lycke, dog de ere blandet alle deris bønner sange og gandviißer med letfærdighed og utugt, saa som den tacksigelßes oration og sang, som Noiden giør til den som har op vagt og op leedt hannem, naar hand op vogner af sin Dievele Dvalle som hand falder in i, i troldmesßen, men dog er nogen forskield paa dem, og de bønner, ord, sange og ganviißer, som tiener til Et skal ikke brugis til Et andet, saa lærer hand dem siden bønner, ord, sange og gandviißer, saa som for mennisker naar de ere siuge, og for Ild sær ord, bønner og gand viser, om den har skadet dem, for vand, staall og Jærn, for Steen, træer, om det har skadet dem, for ganpiller og alverskud, sære ord bønner og ganviiser, og om troldfolck har giort ondt ud paa dem, og for Creature i alle tilfælde, sære ord, bønner og gand viißer, for ondt og godt vær, for storm og u-vær, morgens og afftens og Reiße ord og Dievele bønner, at det ikke skal hende dem nogen u-lycke, paa reißen og de skal Drømme vel om deris Næring og Lycke, og at de skal see Diur om dagen og faa dem, og de skal finde Diur paa deris reißer, og have Lycke til at skiude dem, De har og ord og bønner, for at Herrer og øffrighed skal være mild imod dem og for at de skal vinde sin sag paa tinget, naar de gaar paa tinget og har sager for sig eller at bestieile med, de har og ord for fugle og Diur, for verck og vred, stød, sting, hug og slag, og fald for siøe Drouger og dødninger og for spøgelßer i mørcket, og for skadelige Diur, og for ald den ting som til er og være kand, saa det er U-Endeligt at opregne og det er U-muligt at huxe saa meget og mangfoldigt som det er, Paa det siste saa træcker da Noiden af sig alle sine klæder, og sætter sig gandske nøgen i Ilden og gloddoungen som er i gruven, og Joiger og Runer forfærdelig og øßer Ilden og gløerne tillige med den brændende aske og Ildmørje, med sine bare hænder, saa der staar som fock og Kouff og som en skaad backe om kring gammen med damp af asken og dreuff af gløerne saa hand maatte brænde op baade folk, huus og klæder, saa dricker hand da hefftigt og skarpt af Lud Kiedlen og Rupliimzias Kiedlen, indtil at han har drucket op alt sammen, og paa det siste naar det blive alt i Kiedlen, saa slaar hand det tycke som er paa bodttnen i Kiedlen af asken og groumsen og grugen i øßen eller Kouxen og dricker det ogsaa op alt sammen, saa Joiger hand Noiden, og larmer grummelige til hand falder i besvimmelße og i en Dievele Dvalle, men hand plejer altid giernist løbe hen og Kaste sig under dørstocken og legge sig der til at besvimme og falde i Dvallen, og ligger lige som hand var død nogen stund, og naar hand da er død og besvimet, saa skal En qvindis person træde i hans sted, og Joige og Rune og leede hannem op som før er sagt, og om hun finder hannem ikke saa døer hand viißerlig under den Dvalle og aldrig op vogner meere og strax som hand Noiden da op vogner, saa begynder hand self at Joige og Rune de lætfærdigste og u-tugtigste bønner, sange og ganviiser, som til kand være til den som har opvagt hannem til til En tacksigelße til hende som før er meldet, og naar det saa er klart, saa for tæller hand dem hvad viißdom, hand fandt og fick der, hvor hand var og hvad hand saag og hørte og hvor hand var den tid som hand laag i sin Dievele Dvalle som er talt, og den som icke vill komme til troldmesßen og høre paa Noiden, naar hand giør sin Noidemesse, den bliver hand vred paa lover hannem alt ondt, kiffver og skielder hannem for En Nordmand, som ikke vill vide eller nogen ting lære som er godt, thi Nordmænderne ere vederstyggelige for finnerne effterdi at de kand ikke noget af saadanne Konster, og de holder Nordmændene for u-gafnlig u-duelige og u-nyttige til alle ting, saa finnerne kalder Nordmændene End frøßen Nordmand, og hvad om den ikke vill lyde Noiden den som hand taller til, saa sædtter hand gan i hannem og sprænger hannem straxt ihiel, eller hans Creature, qvinde og børn, og før de tør sige Noiden imod, før brænder de sig thi det gielder deris lif, helße og helbrede næring og biering og ald deris timmelige velfært.


om hvorledis Noiden hielper de siuge og i andre tilfælde og u-lycker og modgang.

Naar nu nogen bliver siug, eller Kreature lever icke vel, eller de haver ikke Lycke til skytterie og fiskerie, saa skal Noiden giøre saadan Een troldmesse som før er beskreven, og offre for dem, og de skal leie hannem der til, og hand skal Joige og Rune, indtil at hand falder i besvimelße og i den Dievele Dvalle som før er sagt, og saa faar hand videnskab om hvor det staar til, og hvad som forvolder den u-lycke eller siugdom og tilfælde, om trold folk har giort det, thi den Ene giør ondt ud og den anden giør det godt igien, den Enne kand sædtte End gan ind i Et menniske eller Kreature og den anden giør den god igien for betalling, eller bider og brænder den ud igien, eller om Jamis-stellerne for voldet det, eller om deris offer af gud var vred og fortørnit, saa faar hand og nu vide hvad og hvordan Et offer deris af gud begiærer og vil have, og naar En qvinde har da leedt hannem op og ført hannem tilbage, og hand da op vogner som før er meldet, saa siger hand hvor det staar til, og hvad som forvoldet dem den siugdom, u-lycke og til fælde, om de da ere saa godt som døde, saa mand seer ikke lif i dem, saa bliver de straxt frisk og færdige naar Noiden giør saaledis sin trold meße over dem hvilket siger hand, hand nu løste det baa[n]d og Knude som bundet var, samme tid som hand laag i sin Dievele Dvalle, saa skal de nu skaffe hannem En fædt oxerein til offer eller En fædt gield zimle, En oxe eller qvige, eller kalff 2 eller 3 aars gammel, faar eller giedt, bouke, vedre, lam, Kied eller andet saadant som hand behager, og som de kand være formuendis til,


om hvorledis Noiden offrer for siuge og andre tilfælde.

saa tager hand Noiden det Kreature, som skal offris, og fører det paa offersteden og til af guden, og skiær først Een bette af hvert øre og Rompen, og giver det til afguden, mens Kreaturet end lever, slagter saa, og flaar skindet af, saa at Kløverne og haarnene side fast ved skindet, og det altsammen med skindet tillige med haarnene og Kløverne lægger hand paa offersteden hos deris af gud, som er Et field, bierg, Steen, Eller Et træ, vand eller udvalde Elver, som er udvald til offersted, giør saa nogle træer som smaa staver udskaarne i Kaarser og figurer og pruck som Kaldis lødmorra, og smørger dem med blodet af det Kreature som hand slagter, og legger dem ogsaa hos afguden, og de skal være i steden for voxlys, lemmer saa Kreaturet synder i stycker effter slagters viis, saasom boug, laar og side hver for sig, og de stycker kalder de Rojje paa deris maall, skiær saa En fædt bitte af hvert Rojje eller stycke og giver det og saa til afguden, giør saa Ild paa, paa den forordnede Koggested, og Kaagger saa det helle Kreature og fløtter saa fædttet af oven paa Kiedlen, og ud leeder nogle besynderlige steene og smørger dem med fædttet, som hand flødtte af oven paa Kiedlen, og legger dem ogsaa paa offerstedet hos det andet offer, og siden æder Noiden tillige med de som ere i følge med hanem det helle Kreature op at beenene icke skal spildis og bort komme, og mens hand forretter alt dette, saa skal hand Idelige og altid Joige og Rune og slaa paa Runebommerne, og bruge til hørende instrumenter, Der kommer og En i Et menniskes lignelße som En stor Herre, meget deilig, og i klæde i dyrebare klæder og vel prydet og sætter sig ned til at faa mad med dem og taller med dem og lærer dem End ydermere hvorledis det skal være og hand siger sig at boe i det fie[l]d eller bierg, som de offrer til, og hannem skal det offer tilhøre som de offrer, og hand er den største gud siger hand, som Raaer for alting, og som de offrer hannem og giør til, saa skal hand hielpe dem til siger hand, men hand bliver icke lenge hos dem før End at hand bort svinder for deris øyen saa at de ser hannem icke meere. Naar de da har faaet sig mad, saa samlis alle beenene nøye sammen, saa der ikke Et skal spildis eller bort komme, og legger dem ogsaa paa offersteden hos det andet offer, og lader det saa blive derved gaar saa til bage med glæde og med Joigen, sang og Runen.


om hvorledis de betaller Noiden sin leie og løn —

Og Naar det er da Een Rig som leier Noiden til at Joige og Rune og giøre troldmeßßen og offre for sig, om hand er siug eller hans folk og Kreature eller for U-lycke paa Rein og skytterie og fiskerie, saa maa hand give hannem for hans u-mage En. 3. 4. Krygs Daller, En. 2. 3. slagtereiner, eller sølf mallier for gylte, og sølf-ringer og sølf skeer eller og sølf begre, eller og sølf spender og sølf Hager, hvilket kaldis paa findsk golle sparra, eller og faar de give hannem god klædis koffter naar de icke haver Krygs penge eller sølf eller god Kaaber Kieler, og det, som de giver Noiden skal alt være de allerbeste varer, skal de ellers faa god lycke og pengene som de giver Noiden skal alt være Krygs penge om det skal bekomme dem vel hans arbejde, eller og helle penge, for nød skyld om de icke andet har, og udi alle store forrettninger skal Noiden saaledis have for sin umage, for uden det Kreature som hand offrer og opæder paa offersteden, det bliver icke regnet der iblant, og icke heller hans aarlige skadt og verro, som melt er, men i smaa forrettninger, faar hand mindre, effter som de kand for enis om, de maa icke heller giøre noget kiøb med Noiden, men give hannem paa En slomp med Een god villie, saa hand icke skal blive vred eller for tørnit derover og hvad som hand icke faar som hand vild eller bliver vred, saa giør hand snart self siugdomme og u-lycke ud paa dem, Ja det Koster dem deris Næring og biering, lif og velfært, I ringe forrettninger, og om det er En fattig, som leier Noiden til at Joige og Rune for sig, saa faar hand En veder eller lam til offer, eller Et Kied eller saadant, og for sin u-mage Et faar eller gied, lam eller Kied, En hals dug eller Et tøre Klæde, En half daller eller En ort eller og En marck Danske i det allermindste eller detz værdie om den er udt fattige, som leier Noiden til at Joige og Rune for sig,


om at Noiden aldrig bliver Rig i hvor meget hand faar.

Og allige vel at Noiden faar saa meget hos alle for uden hans aarlige skatt og rettighed, saa bliver hand dog aldrig Rig, Jeg har End nu aldrig hørt, eller spurdt hos gamle folk, at En Noid er eller har værit ret Rig, Her i Verden, som ellers er en ret Noid, de kand vel Endelig noget alle sammen, men det er stor for skield paa En rett ordinerit Noid, hand bliver icke rig, icke heller i gamle tider som Jeg ogsaa haver spurdt om. men alt det hand faar og fortiener trænger hand til at selge igien, og dette giør Dievelen for den skyld at Noiden icke skal blive Rig, mætt og ladt, thi skulle hand blive Rig, saa at hand icke trængede til nogen, saa blef hand straxt ladt til at hielpe andre, og gadt icke altid reiße om kring for at lære andre og giøre trold messen, og hielpe dem i siug-domme, u-lycke og andre tilfælde, og have saa megen u-mage for dem, og da leed satans Rige skade, og da blef icke Dievelens lærdom saa øvede, udsprædt og formeerede som nu og som er Dievelen aller behageligst og tiendligst, og der for skal Noiden altid være Nødtørfftig og trænge til alle og En hver, paa det at hand skal giøre sig u-mage til at fare om kring og øve lærdommen og hielpe de som trænger, paa det at hand kand faa noget at for tiene, og hand giør dem vel self siugdomme og u-lycke, paa det at de skal trænge til at komme til hannem, og leie hannem til at Joige og Rune for dem, at hand kand altid faa noget at fortiene, og mætte sin bug med det fæde offer som han offrer for dem til afguderne og æder self op Kiødet som før er sagt, men de som alleniste haver den Dievel Toento, som de giør forpagt med at hand skal tiene dem deris lifs tid, hvilcket drager sølf, guld, Rigdom og gods til dem, de bliver meget Rige, eller og de som rett og sledt offrer og leier Idelig Noiderne til at Joige og Rune for dem og offre, de bliver og Rige.


Noget om anders Pederßøn i Varanger som leiede Noiderne altid til at Rune og Joige for sig.

Saa giorde og Anders Pedersøn i Waranger som og var meget Rig, hand brugede altid den vis, at hand sente altid hvert aar til Rysland, til Ryßefinnerne fæde oxe Reiner og gield Zimler og Krygs penge at de skulle Joige og Rune for hannem og hans Rein, at hand self og hans Rein skulle leve vel, at ingen U-lycke skulle komme til dem, for uden de som hand her leiede i Waranger, Idelig og altid for betalling, men de Ryske finner skal være meere konstige og krafftigere meere i deris lærdom, og der fore sente hand de gaver altid til dem, om de maaskee kunde meere udrette med deris konst End andre som her vare i Waranger, tenckte og troede hand.


om Noiderne hvorledis de Vissiterer om bøygderne, og hvorledis finnerne tager imod deris Noider.

I Hvor Noiderne ere faa, og ellers allige vel, thi det hører deris Embede til effter Noide-gadzernis befalning, Reißer altid Noiderne om Kring bygderne, for at visitere og for-Høre Hvad de kand, og hvorledis de øver sig i lærdommen, og om nogen haver hielp for nøden for u-lycke, siugdome og andre tilfælde, og hvor hand kommer, saa giør hand altid troldmeßen og holder sin Dievele skole og lærer dennem, og naar finnerne seer eller hører at Noiden Kommer, til deris bye, saa løber de imod hannem og tager imod hannem og hilßer ham med blotte hoveder, lige som hand var En guds mand eller Engel, af Himmelen, og tacker hannem, for den hielp som hand til forn haver giort eller bevist dem, og siger gud skal hielpe hannem som hand har hiulpen dem, og hafde hand det guds menniske, sige de, icke værit den gang, og hiulpen dem da hafde hand eller de self værit om End hals, eller da hafde de mist sine Kreature eller sine qvinder eller deris børn, eller hand hafver skaffet dem lycke til fiskerie og skvtterie, saa tacker de hannem og saa for det, og sige at de skal komme hannem i hug saa lenge de lever, og lover at de skal beviße hannem godt af deris yderste formue saa lenge som de lever, og det er icke borte det som hand for den guds mand, thi hand giør dem ti dobelt saa meget godt igien sige de, og naar hand da kommer Noiden, saa anfanger hand straxt med troldmeßen, og begynder at Joige og Rune, saa Klæder de sig straxt i sine beste Klæder, og gaar hen at høre paa Noiden, og hans messe, som før er sagt, og hvem som icke vild komme og høre paa Noiden, den bliver hand meget vred paa, lover hannem meget ondt, Kiærer og skiender paa hannem, og der som den icke forliger sig snart med Noiden og skicker sig effter Noidens villie, den faar snart skam, siugdom og u-lycke, Ja maa skee livet gaar ogsaa i løb med, saa giør Noiden fuldkommelig sin Noidemeße som før er meldet, og lærer dem alle ting, og bruger sine instrumenter som der til hører, og om nogen haver u-lycke, siugdomme eller andre tilfælde, saa Joiger og Runer hand og offrer for dem, som før er beskrevet, og hielper dem til helße og lycke igien, og faar sin betalling derfore som før er sagt, naar det er da Klart, saa maa hver mand skiencke hannem for hans u-mage som hand hafde for dem, for uden den, som hand hialp i fra nogen fare eller nød, den for betalle hanem Rigeligere, hand er vel saa god Noiden, at hand sender vel self, u-lycke og siugdomme i veien for sig, paa det at hand skal faa noget at fortiene, og de skal nøyes til at leie hannem for betaling at hielpe sig til rette igien.


hvorledis de handler med Noiden finnerne naar hand Kommer til deris bye.

Naar Noiden da kommer nu i finnernis bye, saa gaar de ud i mod hannem som sagt er, og biuder hannem ind, og sætter hannem paa den beste sted sær for sig self, og ingen skal Komme hannem nær at Røre hannem eller giøre hannem nogen hinder, u-mage eller fortræd at hand icke skal blive vred, de legger Et nytt Reine skind under hannem, at side paa, og giver hannem den beste mad som til er, og brændeviin om de har, og om de icke har saa maa de og skal kiøbe og laane det, i hvor de kand faa det til hannem, og om det er noget som skader eller der hænger En u-lycke eller noget ondt over dem, saa kand hand see det i brændeviin, og hvorledis det haver sig; og hvad Raad der er til at hielpe som er at det gaar alt ud paa offer, at hand Kand faa en fæd steg til at æde op, og naar hand da Noiden skal legge sig til at sove, saa Reder de op seng for hannem, for sig self allene, med de beste senge Klæder som til er, og som de Eier i deris værelser, saa drømer hand om natten og seer i aabenbaringer om det er noget ondt som staar dem faare, enten siugdom eller u-lycke eller andet saadant tilfælde, saa siger hand dem det om morgenen, og om End skiøndt det er icke noget ondt paa færde, saa siger hand det dog allige vel for fortienesten skyld, at de skal nøyes til at leie hannem til at Joige og Runne og offre for dem og afvende det onde som hand saag i drømmen og aabenbaringen, thi de tro strax hvad Noiden siger, lige som hand var En Engel af Himmelen, thi de troer at hand ved og seer alle ting, som hand self siger at hand seer og ved alle ting, thi det staar lige som afmallet for hans øyen, og er som en tallendis Røst for hans øren om alle ting, og det giør Noide-gadze og de andre Dievele, de af maller alle ting for hans øyen og fører ald ting for hans øren, som er kun at Dievelen giøgler og aber for hanem og ind bilder hannem og hans til hørere saadant, som satan pleier altid at giøre for sine trold folck, til at bedrage dem med.


Om at finnerne altid frygter for u-lycke og siugdome.

Finnerne er altid i frygt for ondt og u-lycke, og om Endskiønt det er intet som skader dem, saa frygter de dog alligevel for u-lycke altid, og Naar Noiderne da kommer saa Reißendis, saa beder de altid Noiden at hand skal Joige og Rune for dem, og see om det er noget ont paa færde, og om der hænger dem nogen u-lycke over, hvilket hand og saa giør, og Joiger og Runer indtil at hand falder i besvimelße og i den Dievele Dvalle som før er sagt, saa faar hand der see og vide, hvor det staar til, saa og i drøme og aabenbaringer om Natten, og enten hand seer noget ont eller icke, saa siger hand det allige vel, paa det at de skal leie hanem til at Joige og Runne for dem, og af vende igien det onde som hand saag at skulle hænge dem over.


om anders Pedersøn som bad Niels andersøn og Lange Niels at Joige og see om der er noget ont paa færde.

saa giorde ogsaa altid Rige anders Pedersøn i Waranger, En gang som Niels andersøn og lange Niels kom til hannem i hans bye, som vare Noider som hand vel viste, og End dog at der intet skade hannem den gang, saa bad hand dog allige vel diße to Noider, som vare komne til hannem at de skulle Joige og Rune og see om det er nogen U-lyke eller fare paa færde for hannem eller hans Rein, saa Joiget og Runit de indtil at de falt i Dvallen som før er talt, og saag i den aabenbaring at u-lycke stod hannem fore, og drømede ogsaa det same om Natten, det er tvende trær eller sperrer i finnernis huußer som holder huset oppe, Et ved døren, det andet inderste i huußet, og de kalder de træer biellir paa deris maall, Da sagde de første gang, at de saag at det træ inderste i huuset brast af og falt ned, og det skulle betyde at hand self skulle døe, saa maatte hand leie dem til at Joige og Rune og afvende det, og det blef Klart, anden gang saag de i aabenbaringen, at det andet træ ved døren brast af og falt ned, og det skulle betyde at hans qvinde skulle døe, saa maatte hand anden gang leie dem til at Joige og Rune og afvende den fare ogsaa, da saag de j aabenbaringen og i Drømen siden, at der kom en stor sort mand med En øxe i haanden og vilde af huge de to for bemelte træer, hvilcket de forklarede saa, at det var onde folk, som laag om hannem og hans hustrue, at de onde folk, vilde dræbe hannem og hans hustrue med deris troldom, men de sagde, at de tog sig Ris og kiøre den sorte mand veck med, der hand vilde afhuge træerne, og der for har hand nu ingen fare meere for det bemelte onde, men de har nu alt løst den Knude og giort det Klart altsammen, saa hand nu icke skal redis meere for dette, saa maatte hand give dem 1 Krygs daller for hver gang de Joiget og Runit for hannem, og der til Et par eller to fæde slagte oxe reiner, for deris umage foruden den fæde oxe Rein som de slagtet og offret for hannem og grof blodet og noget fædt ned under Jorden bag for hans gamme, og beenene, skindet, haarnene og Kløverne lagde de paa En anden offersted, det andet aad de self op. saa for tiente de meget god hos anders Pedersøn dene gang som de og altid giorde hos hannem, see hvor svige fuld Dievelen er og hans Noider giærige, Enten de nu saag noget ondt eller icke, saa giorde de det kun alligevel for den store fortieniste skyld, som icke heller er troligt, men Dievelen kand vel meget giøgle og afmalle for deris øyen til at bedrage og forføre dem med.


om den gehør som Noiden har af finnerne.

Noiderne har saadan gehør af finnerne at de tør icke talle Et ord, i hans nær værelße som kand være hannem til fortræd, eller at hand skulle have mißhag til og fortørnis der over, og icke heller i hans fraværelße tør de sige noget om hannem til det onde, thi hand ved snart, hvad de siger om hannem, fordi hand haver noch saa mange drænger og oppassere, som kand sige hannem det og føre hannem det til ørene, som ere Noide-gadzerne som er hans Idelige opvartere og oppasere, saa og Wuocko, odde saga-gad-zerne, og slader-gadzerne, og mangfoldige flere, De ere hannem alle sammen tienistagtige aander, som ud sendis hannem til tieniste, som baade ud sendis til og fra hannem, og for Et Enniste ords skyld, eller for den allerminste mine skyld, kand Noiden dræbe dem som mange gange er skeedt, saa som efterfølgende Exempler og saa ud vißer.


om de to Ryße finners Noider som kom til varanger og dræbede en pige for Et ords skyld.

Der kom En gang, to Noider af Ryße finner til Waranger i besøg hos Warangers folkene for En Rom tid siden, som alle Waranger finnerne har for tald mig, diße to kom til giæst hos En qvinde som hafde og En Datter, og manden var icke hiemme, der de fick mad om afftenen, blef veden all paa Ilden, og Ilden brandt ikke vel, saa det blef mørckt, og de saag icke vel at faa sig mad, da sagde qvinden til sin Datter, giør Ild paa, giæsten seer icke at faa sig mad, da svarede Datteren, med lystighed og sagde, giæsten finder vel paa munden om det er mørckt, thi hand er vel før kiendt paa den vei, og gick saa allige vel at giøre Ild paa, dett ord fortrød giæsten paa og blef vred der over, og begynte han straxt at moumler og trolde for sig self at hand vilde have livet af hende for det ords skyld, og lige som aad hende op med sin trolddom, som de self i deris sprog borroj, det er aadt op, de siger altsaa, naar nogen dræber saaledis mennisker med trolddom, hand aadt hannem op sige de paa deris maall, der det da nu blef lyst af Ilden igien, da saag de, at der rand blod af giæstens mund i begge mund vigerne, da sagde den anden som og var der til giæst, haa haa giæsten har alt funden paa munden for meget vel, thi hand viste hvad det betyde at det ord Kostet hende hendis lif, naar noiden blef vred, saa døde Datte[re]n til qvinden straxt paa timen, giæsten fick sig kun mad og drog sin vei, og de talte aldrig Et ord derom, eller til hannem, Enten hand giorde Ilde eller vel, de torde nock Et mindre End saa, skulle de hafde tallet Et ord derom, saa hafde de alle sammen farit den samme færd, der for var det det beste at de tiede stille, de giorde kun alleniste Kisten, og førde tøsen ud til vadsøen og begroff hende, og dermedt var og blef sagen klar, see nu vel om Noiden har icke deris lif helbred og velfært i sine hænder og magt, og tager det bort naar hand vild hvilket deris vantro er høyeste aarsage der til.


Her opregnes En haaben som er omkommen med trolddom og det mest alle i min tid.

Her er mange om komne med trolddom saaledis som til foren er antegnet, Jeg vil nu op regne nogle faa, som mest i min tid ere om komne med trolddom, først gamle Olle Pederssøns søn, Zare Pedersøn og Elen tudes Datters søn Tude larssøn bare for En peel brændeviin som hand bar forbi en trold qvinde og gaf hende icke at smage den, saa og Lars Pedersøns qvindis Datter, som gierel Clemitzsøns qvinde forgiorde for Et ords skyld, og Daardj Niels Peders: for en liden ting, og Anders Pederssøn som lange Niels forgiorde: Jux Nickessøn med sin helle Familie som Niels Anderssøn Karadaf for giorde. Anders Pedersøns qvinde som Niels Andersøn Karadaffes qvinde Kisten for giorde, alleniste for 2 vare Kaser som hun vilde til Egne sig, Mongs Nielssøn som Ryße finnerne for giorde for en liden tvistighed som de hafde imellem sig, Mathis Povelssøn og Niels Tordsøn for giorde de ogsaa, Nagtar Jons qvinde gunile fastens Datter som sabbe Karen forgiorde for at hun gifftet sig med Jon som hun icke vildet, saa og sabbe Karen sin fader, som vindz Enner, Hendrick Jonsøn forgiorde, Ja og ole Iversøn, Povel Iversøns broder, og anders anderssøn Karl sin broder, som Karel anderssøns qvinde for giorde, Noste Zaressøn, som de siger at sammuel Klemitsøn for giorde, Ja Nock Niels fastenssøns qvindes søn, noch Maritte Hendrichsdatter, anders gierels søns qvinde, lile Jon anderssøn som Nicke Olssøn for giorde tillige med hans Dreng Knøs ole olssøn alleniste for at hand leiede hans dreng, Niels anderssøn som Ryse finnerne og Nicke olssøn for giorde, Lars Pedersøns qvindes Datter som gierel Klemitzsøns qvinde forgiorde for Et ords skyld. Ja vel Eskel anderssøn i Porsanger, Niels olssøns Datter som Niels simonssøn forgiorde, og Maritte niels Datter i Porsanger, saa og Niels Pedersøns fader, som siden dræbede sin modstandere effter at hand var død. og mangfoldige flere som mand icke vild spilde tiden med thi den onde aand har alt for meget magt hos dem.


Noiderne berømer sig at de ere beskicket af gud.

Noiderne berømmer sig self altid, at de ere beskickede og forordnet af Gud, finnerne til hielp lige som Doctorer, Baskærer, og Læggere i blant andre folk, og hvorfor icke, skulle de icke tencke saadant om sig self, Effterdi at Noide-gadzerne og de andre Dievele som aabenbarer sig for finnerne og lærer dem trolddom siger sig at være guds Engle, og Ud sendt af gud, finnerne til hielp og beste og indbilder dem at baade de og deris lærdom er af gud, Finnerne holder dem for guds Engle og hellige Effter deris Egne ord og lærdom, men Jeg kalder dem og holder dem for Dievele og forbandet i all Evighed og fordømde aander, uden Ende Effter som de lærer icke noget som hører gud til, som En hver kand see, paa antegnede Exempler, og dette kand finnerne ingen lunde lide, de mener da at ieg aabenbare bespotter gud dermed, og denne tancke og mening er ind trøgt i finnerne saa den sider fast i dem, at Effterdi de har icke saadanne Baskærer og læggere, som Nordmanderne eller andre folk haver, thi de kalder Taudschz og Tarro alle folck som icke er finner eller Lapper, Enten de ere Nordmænder eller Dansker, Tydsker eller hvad slags folk de ere naar de icke er af deris Egne folke slag, og af deris Nation, men sig self kalder de Samme, og de folk paa den qvenske side kalder de ladde som ere Qvenerne, saa haver gud givet og forordnet finnerne Noiderne i den sted sige de som ere de rette Doctorer og lægger, som har talt self med gud og hans Engle og ere lærde af gud og hans Engle og icke af noget syndige menniske sige de, og de skal hielpe finnerne i siugdomme og u-lycke, lige saa vel, som Doctorer og badskærer og lægger hielper Nordmænder og andre folk, og dette er det aller meste som Dievelen bedrager dem med at de kand giøre godt med den Konst, og det siger de self før End de skal forlade Noiden før skal de lade sit lif, thi hand hielper meget snare End gud, og om de Raabe alldrig saa meget til gud siger de saa hielper hand icke men Noiden hielper straxt, men var hans Konst ond, saa Kunde. hand icke giøre noget godt, er deris talle, men Effterdi hand giør godt, saa er hans konst af gud og er god, og der fore søger de altid til Noiderne naar, noget skader dem Enten det er siugdom eller andre U-lycker og tilfælde, paa folck, Kreature, fiskerie eller skytterie, i hvor langt det er, om det Eend skiønt er over store fielde, eller over store brede fiorder, og i hvad det skal Koste, eller i hvad de skal give hannem, det skiøtter de icke, og naar hand da har hiulpen dem, saa berømer de og prißer Noiden ihvor de kommer at alle skal komme til at høre det, hvor meget godt Noiden kand giøre, og sige, hafde den icke kommet den gang den guds mand eller hand hafde icke fundet den gang, den guds mand, saa hafde hand mist det og det den gang, Enten sit lif qvinde eller børn, eller Kreature, eller og hand hafer aldrig mere faaet lycke til skytterie og fiskerie, og naar de vil fare paa skytteri og fiskerie, saa spør de Noiden adt, hvor de skal finde Diur, i fieldet og hvor fisken staar i vandet og i siøen, og i hvad de vil vide saa spørger de alt Noiden adt om det, og hand kand sige dem beskiend paa alle ting, hand seer og ved alle ting siger hand self som Noidegadzerne og de andre smaa Dievele, altid undervißer hannem udi og afmaller det for hans øyen, saa siger Noiden at fisk og Diur ere der og der, og de finder det ogsaa som hand siger, naar de da icke faar fisk, eller skiuder i mist En gang, saa er det en u-lycke, eller det døer et lam eller Kied for dem, det er og En U-lycke, Ja saa skal de straxt søge Noiden, og leie hanem til at Joige og Rune for dem og offre for dem, og afvende den U-lycke og onde igien og hielpe dem til rette og lycke igien.


Hvorledis de bespotter den, som icke agter Noiden.

Og om det er nogen som icke agter Noiden, den bespotter de og beleer, og Noiden selv udfier hannem, hader og bespoter hannem, lover hannem alt ondt og giør hannem fortrædt i hvor hand kand, og siger hand skiøtter hvercken om gud eller Noiden, og hand trænger til ingen, men bi kun sige de den Kargie hund kommer vel til at trænge En gang, baade til Noiden og andre, naar en da bliver siug, som ikke agter Noiden, eller hand faar icke fisk og Diur og har u-lycke paa skytteri eller fiskerie, eller der dør et Kreature for hannem, som Noiden og de kand vel giøre hannem, saa siger de, det er rett, det skal saa være, hans karighed kommer nu igien, hand seer at hand haver u-lycke og mod gang i alle maader, og allige vel er hand saa Karig at hand timer icke eller nienner sig at give Et Enniste Kreature til deris af gud til offer, eller give Noiden En liden ting, gied det gick nu veck og bort kom, ald hans Eiedom og ald hans lycke og ald hans Næring og biæring, give det gud at hand maatte nu døe i sin Karighed, og aldelis forsvinde, baade hand self og hans tilhørende Naar hand er saa Nidsk, Karig og blaa. . .


Finnerne ere ad skielde i fra alle andre folk i ald deris lefnedtz fremdragelße.

Saa som finnerne ere adskielde i fra alle andre folk baade med deris Land og boeplaßer, Religion, sprog og Konster, saa vild og Noiderne Effter Noide-gadzernis befalning, og effter deris Noidus den første stifteris paafund, og anordning, at de skal være adskielde i fra alle andre folck, i alle ting — baade sprog, Konster, Klædedragt, huus, og værelser, lefnet og væßen, skicker og sæder, Ja i deris helle lefnetz fremdragelße, som mand kand skindbarligen see, for sine øyen, at det er saa i ald sandhed, og finnerne har self sagt, at Noiderne til steder dem sledt icke, og ingenlunde vil at de skal for Kaste, de skicker, sæder, sprog og Konster, huus og værelßer, Klæde dragt og andet som deris forfædre, har hafft og bruget, De holder det saa fore. at deris forfædre, har værit de allerbeste, viißeste, sterckeste, og de dristigste i ald verden, og ieg har self seet og hørt det, om det er nogen, som vild holde sig ved de Nordskes Religion, skicker og sæder, den hader de, bespotter og beleer hannem, og Kalder hannem En frøßen Nordmand, og holder hannem icke værdig at være iblant dem, Denne tancke har finnerne og Lapperne om sig self — — — —— — — —


Kilde

Isaac Olsen: Om Lappernes Vildfarelser og Overtro gengivet i:
J. Qvigstad: Kildeskrifter til den lappiske mythologi II, 1910