Om Ragnarok 15
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Heimskringla Reprint
af Axel Olrik
IV. Fornyelsen
15. Genoprettelsen
I de nordiske kvad findes dog også enkelte forestillinger om den fremtidige ordning af gudeverdenen, som ikke så umiddelbart slutter sig til denne genfødelsestanke. I Vafþr. 38 hedder det om Njord: »I Vanaheim skabte vise magter ham, og de gav ham som gissel til guder; ved verdens slutning (í aldar røk) skal han komme tilbage, hjem til de vise Vaner.« Digteren tænker sig øjensynlig, at alt hvad der er kommet i ulave i tidens løb, skal en gang atter komme på den plads, som det havde ved tidens begyndelse.
Vi møder her en tænkning over gudeverdenens forhold; og dette er så meget mere iøjnefaldende, fordi Njords hjemvenden ikke lader sig sætte i umiddelbar forbindelse med ragnarokskampen. Hvis hans hjemfærd skal være sket før ragnarok, har han sveget aserne i farens stund; og hvis den er sket efter ragnarok, hvorledes har han da som den eneste af den gamle gudeslægt overlevet gudernes død? Vi står foran en teologiseren af ganske anden art end den mytefantasi, der skaber de andre mere livfulde fornyelses-optrin i umiddelbar handlingsforbindelse med ragnarok.
Et lignende optrin som Njords hjemvenden er Høners genkomst i den rensede gudeverden, således som Voluspå skildrer den. Han har deltaget med Odin og Lodur i skabelsesgerningen, har siden været forsvunden (måske given i gissel til Vanerne, således som Snorre siger) og optræder nu sammen med de to brodersønner, der råder over himmelen. Også med ham er vi ganske vildrådige i forhold til hans optræden i ragnarokskampen.
Mere folkelig og nærliggende er tanken om Balders genkomst; sagnet om hele naturens gråd for at bede Balder tilbage blandt de levende tilskynder uvilkårlig til at se ham igen i den forklarede verden; og Voluspås digter er i overensstemmelse med sin tids ånd, når han skildrer Balders hjemkomst fra Hel som den store herlighed for den ny verden. »Usåede monne agre vokse. alt ondt svinder, Balder kommer; Høder og Balder skulle bebygge Odins kampvang.« Higen efter hans genkomst, måske i forbindelse med genfødelsestanken, findes i Eiriksmål: »alle bænke brage, som om Balder monne komme atter til Odins sale.« Endelig har Vafþr.s digter fremstillet de ord, der af Odin hviskedes hans søn i øre på bålet, som den dybe hemmelighed, der var skjult for selv den klogeste af jætterne; mener han dermed Balders tilbagevenden til gudeverdenen?
Balders hjemkomst er på en måde i episk overensstemmelse med den nordiske myteverden. Han kan jo ikke have deltaget i ragnarok; ti gudernes fjende kunde han ikke blive, og hvis han optrådte som gudernes forkæmper, havde hans dødningenatur været ophævet. Altså er han til rest, ligesom de i kampen sejrende unge guder; og man kan til en vis grad regne ham til det yngre gudekuld, der nu indtager det ældres plads. Men på den anden side mangler han gudehævnernes episke holdning, og kommer med lyrik istedet. Her står vi da overfor et nyt forsøg på at lade Balders-herligheden smælte sammen med genfødelsen; Voluspå-digteren er talsmand for denne ny digtning, og Vafþr. betegner endnu hans fremtid som den løndom, der kun er kendt af de indviede.
Denne genoprettelse af alle ting, således som de var ved verdensalderens udspring, er eddadigternes tilsætning til de gamle fornyelsesmyter. Forestillinger herom dannes, men famlende i forskellig retning og ikke uden indbyrdes modsigelse; få ved jo længer frem, end til Odin skal møde ulven. Om denne verdensfornyelse er foreløbig eller endelig, derpå kan der ikke svares, uden at vi går til Voluspå som eneste kilde.
