Om kejser Henrik
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Om kejser Henrik
Frá Heinriki keisara [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
— — viet til diakon og meget anseelig. Han indrettede sine forhold med en sådan letsindighed, at han tog sig en løsagtig kvinde som ledsager, og det skete ikke mere i det skjulte, end at kejseren mente at vide nøjagtig, hvad der foregik.
Han lagde derfor den plan, at han ville lede klerken bort fra denne synd, og det sker en højtidsmorgen, hvor kejseren vidste, at de havde tilbragt natten sammen, at han sender bud til klerken om at iklæde sig sit skrud, så han kan læse evangeliet ved højmessen. Klerken undslår sig. Kejseren taler da selv med ham og siger, at det er en god dag at læse smukt op fra evangeliet. Klerken nægter at læse. Kejseren blev da vred og siger, at han vil blive landsforvist til et elendigt liv, såfremt han er ulydig. Klerken siger, at det bestemmer kejseren. Dermed skilles de. Klerken går i en hast til sit herberg og pakker alle sine ejendele sammen og gør sig klar til landsforvisningen.
Samtidig med dette lader kejseren holde øje med, hvad klerken foretager sig. Han sender bud efter ham og indkalder ham til et møde i god fred. Da de mødes, taler kejseren lavmælt til ham og siger: »Måtte den himmelske Gud belønne dig for din overbevisning, for den viste sig at være kristelig, sådan som pligten byder, idet du frygtede Gud mere end mennesket. Du er derfor fundet værdig til at beklæde et højere embede i Guds kristenhed.« Og kejserens ord skulle forstås på den måde, at han hermed gav denne samme klerk bispeværdighed.
Et år skete det, at herr kejseren i pinsen opholdt sig i den by, som kaldes Mainz. Da var atter mange af rigets stormænd samlet hos ham, og vi vil især nævne ærkebiskoppen af Köln og Sankt Gall-klosterets abbed. Det var besluttet, at såfremt de to var hos kejseren samtidig, da skulle abbeden sidde på hans højre side og ærkebiskoppen på den venstre — såvel i kirken som ved bordet. Når abbeden blev tildelt dette højsæde, skyldtes det den umådelige rigdom, Sankt Gall-klosteret, som han var leder af, besad. Og som et eksempel på dette kan jeg nævne, at i tilfælde af krig skænkede klosteret kejserdømmet en sådan hærstyrke, at det udrustede 60 tusind væbnede riddere med alt nødvendigt udstyr.
Nu sker det på selveste Helligåndens højtidsmorgen[2], da begge de nævnte overhoveders opvartere skulle gøre deres pladser i kirken klar til højmessen, at der opstår uenighed og heftig strid imellem dem, for abbedens folk holdt hårdt på hans særrettigheder, mens ærkebiskoppens folk hævder, at det ikke er en særret, men derimod en stor skam for ham at ringeagte ærkebiskoppen på den måde. Og selv om dette hidtil er blevet tålt, siger de, må det snarere kaldes opblæst hovmod end et overhovedes forrang. De andre er aldeles urokkelige og sætter liv og lemmer ind på, at abbeden ikke efter tvang fra nogen skal give afkald på den hæder, han bliver vist. For at gøre en lang historie kort: Efter udveksling af mange ukvemsord trækker de våben og kæmper i kirken, så ikke så lidt blod bliver udgydt på kirkegulvet.
Men da deres overhoveder erfarer, hvilken ondskab de bedriver, bliver parterne skilt, og kirken bliver renset både for det legemlige blod og ved en biskoppelig tjeneste. Man fortsætter derefter med gudstjenesten, og messen synges med megen kraft, men da sekvensen er til ende, og dette vers afslutningsvis bliver sunget: Hunc diem gloriosum fecisti (Det betyder: ‘Herre, du gjorde denne dag herlig!’), da høres en stemme i luften, og den siger: Hunc diem bellicosum ego feci (Det betyder: ‘Jeg gjorde denne dag fuld af strid!’). Dette under gjorde alle ganske modfaldne, men dog ikke kejser Henrik. Han rejser sig og tager til orde imod Djævelens kraft og siger: »Men jeg siger til dig, der hader freden, at når det bliver aften, vil jeg med Guds nåde stræbe efter, at denne dag bliver herlig, for jeg vil ikke indtage føde, før Guds fattige mennesker har fundet trøst i Helligåndens gave.«
Derefter befaler han, at Helligånds-sekvensen skal gentages, og messehandlingen gennemføres nu uden hindringer. Derpå lægger kejseren sine pragtklæder og lader blæse signal over hele byen om, at alle fattige, som vil have mad og øl, skal komme til kongsgården. Således endte denne dag sandelig med at blive herlig, for kejseren selv og hans stormænd opvartede ydmygt flokkene af fattige, helt til natten faldt på, men var selv fastende til lovprisning af Helligånden og til bekæmpelse af den onde ugerningsmand[3].
Og hermed slutter fortællingen om kejser Henrik.
Noter:
- ↑ Tekstfragmentet findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350. Kejseren er formentlig Henrik 4., tysk-romersk kejser 1084-1106. Kampen i kirken er en forvansket udgave af rangstriden i Goslar i år 1063.
- ↑ Pinsedag
- ↑ ɔ: Djævelen