Omrids af den finske Hedentro - Himlen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Himlen
.
Det er alt oftere berört, at efter Finnernes Tro var Himlen sammensat af mange, ni eller færre, skinnende Hvælvinger eller Laag, konstig smedede, saa Hammer og Tang ikke kjendtes paa dem. I Himlens Midte, "den mellemste Verden", boede i ophöiet almægtig Majestæt, "Overguden, den milde, den store Gud, Himlens Gud, den himmelske Fader, Skaberen", sædvanlig Ukko eller Kave Ukko kaldet (I. S. 38. II. S. 101. 112. 153 og ellers meget hyppigt nævnet).
Ukko er et dunkelt Navn, hvormed og andre Guddomme, især Wæinæmöinen, kunne hædres, men den himmelske Ukko, "Tordenskyens nære Nabo" kjendes dog som oftest let paa, at han paakaldes af alle den finske Trosverdens Væsner, baade af Wæinö og Louhi, baade af Guder og Mennesker. Han synes at staae udenfor eller höit hævet over disses Kampe og Lidelser, uanfægtet i sin Herlighed, men hörer dog gjerne den Betrængtes Bönner og sender Hjælp med sin Torden eller Sne, med Hagel eller Regnskyl. Ham er det væsentlig, der giver Koglekvadet dets Magt, derfor er det en staaende, ved ethvert Kogleri tilbagevendende Forholdsregel, at paakalde Ukkos Hjælp. Wæinæmöinen beder ham om en lykkelig Hjemfart og takker ham for sin Helbredelse (I. S. 16. 40); Louhi anraaber ham om en Storm for at knuse de tre Guders Skib (II. S. 101); Lemminkæinen formaaer ham til med svære Snemasser at trykke Hiisis Hest til Jorden (I. S. 81); hans Moder beder om Hjælp til at finde sin Sön (I. S. 89) osv. osv.
Den vidunderlige Maade, hvorpaa Wæinös Födsel beskrives i 1. Rune, skal efter andre Sammenstillinger af Sangene gjælde Ukko (Ganander: Mythologia fennica pag. 34. G. Rein et W. C. Palmroth, Positiones circa Myth. fennicam, Helsingfors 1827), hvis Moder da skulde have været Kunnottari, som stammede fra Kunto d. e. Naturens Kraft; en Mening, der dog synes at være opstaaet af, at de Lærde, der tænke sig Wæinö som en menneskelig Helt, frygte forat tillægge ham saa höie Navne som Kave Ukko, Nordens Herre. Sikkert er det imidlertid, at Ukko deler en Skabers Navn og Værdighed med Wæinö, og saare hyppig paakaldes som saadan. Derfor kan det heller næppe være andre end ham, der som den förste af de Tre smedede Himlens Hvælving og reiste dens Piller, udströede dens Stjerner (II. S. 189), thi Ilmarinen
- "har den store Gud (jalo jumala)
- længe dybt i Skjægget skuet,
- medens för han Himlen smeded,
- hamrede et Laag for Luften",
derfor var han saa ypperlig en Smed. (Rein et Palmroth positio XI.) (II. S. 153). Er dette Tilfældet, maa det og gjælde ham, naar det hedder:
- "Maane, du som Gud har skabt!" ell.
- "O du Sol, som Gud har dannet,
- Straale, fostret udaf Skaberen!" ell.
- "Gudens Morgenröde opgaaer",
(I. S, 90. 91. 116. sml. Kullervo S. 21). Sikkert er det ogsaa, at Ukko raader for alt, hvad der kommer fra Himmelhvælvingen; Bönnen om hans Hjælp lyder almindeligvis saaledes:
- "Ukko, du ved Himlens Midte,
- Tordenskyens nære Nabo!
- Lad nu Himlens Hvælving aabnes,
- Firmamentet Sönderrives;
- Luften blive helt til Vindver,
- Himlens Laag til tvende Dele,
- Sne til Skistavs Höide falde" osv.
Eller:
- "Ukko, höieste blandt Guder,
- Fader i den höie Himmel!
- Du, som Skyerne behersker,
- raader over Himlens Trækskyer!
- Hold en Sammenkomst i Skyen,
- Hold et Raad blandt Solens Straaler,
- send os fra Sydvest en Skykant,
- skik en anden hid fra Vesten,
- lad en tredie groe i Öster,
- slyng en ilsomt hid fra Sönden.
- Stænk saa Vandet ned fra Skyen osv. (I. S. 81. II. S. 112).
Ogsaa umiddelbar Bistand kan Ukko yde, hvorfor Wæinö tilraaber ham:
- "Stik dit blanke Sværd i Bölgen,
- styr min Snekke med din Klinge!"
Han hörte dog ikke Bönnen, og Wæinös eget Sværd fandtes forsvarligere (II. S. 84). Ukko var altsaa bevæbnet med Sværd; ogsaa med Bue og Kobber-Pile (Kullervo S. 30). Hans Himmelbue var ellers Regnbuen, som det hedder:
- "Sönder brast for Ukko-Buen,
- og for Maanen Hornets Spidse" (I. S. 139. Rein et Palmroth. positio V).
Ogsaa Lægemidler fik man kraftigst fra Himlen: Mehilæinen hentede Honning, det sædvanlige Lægemiddel, "fra Skaberens egne Kjeldre, fra den store Faders Kamre", til at helbrede Lemminkæinen (I. S. 95); mod en Sygdom, "udklækket af Skaberen, tilladt af Gud", forlod man sig paa Ukkos Hjælp (I. S. 108); og Wæinö beder ham, "med sin hellige Mund, med det varme Aandedræt" at blæse paa den Syge, "at komme med sine Hænder, med sine Ord" paa de Vunder, hans egne ikke kunde naae (II. S. 125. 128. I. S. 26). lövrigt var han Naturens Herre; ved hans Bistand flöd Bjergene af Smör og Fedme (I. S. 117), fremmedes det glade Jægerliv, fandtes Veien i Skoven og löd Tapios Flöite saa lifligt (II. S. 176); han beskjærede Hjemmet med Fred (I. S. 162). Til hans Værdighed som Overgud og den store Fader hörer endelig endnu, at baade den gamle Kaleva, Wæinö og den Gubbe, der helbredte ham for Öxesaaret, kaldes Ukkos Sönner (I. S. 26. 108. Ganander Mythol. fennica pag. 34). Kaleva Wipunen nævner desuden en Skyernes Behersker som sin Broder (I. S. 109), altsaa Ukkos Sön.
Den Formodning ligger nær, at den hele Ukko-Tro er en christelig Tilsætning. Dog troer jeg det ikke; thi baade er han paa det nöieste indviklet i Sagn af utvivlsom hedensk Oprindelse, for Ex. Himmelhvælvingens Smedning; og i sig selv synes en Veirligets især Tordenens Gud en temmelig nödvendig Bestanddel af en hedensk Trosverden. Omvendt have andre ogsaa antaget ham for Finnernes oprindelige Hovedgud, medens Kalevas Sönner kun holdtes for menneskelige Sagnhelte og Stamfædre (Ganander. Rein et Palmroth, positio VIII. Castrén, Forord X, XIII, XVII osv.); men, da idetmindste Hiisi, Tapio og Havguden Ahti, saa og Skovenes og Havets övrige Væsner baade kaldes og stadig anraabes som Guder (jumala), og Kalevas Æt dog i Et og Alt viser sig som dem jævnbyrdig, ja overlegen, navnlig er den egentlig skabende og velgjörende Magt, seer jeg ikke, at Finnerne have mere Grund end ethvert andet Folk til at forklare deres Oldsagn historisk. Vistnok kunde det synes at nedsætte Kalevalainerne, at de saa ofte paakalde de andre ovennævnte Guddomme, men det er en med hele Koglevæsenet nær sammenhængende Egenhed ved den finske Verden, at den ene Guddom paakalder, eller rettere koglende besværger den anden. Da imidlertid Wæinö, hvorvel han kaldes Gud (II. S. 148), alligevel tilligemed den gamle Kaleva stilles i Modsætning til "Guderne" (I. 38. 111), maa dog saameget indrömmes, at denne Slægt idetmindste ifölge Runernes nuværende Skikkelse staae Menneskene nærmere. Hvad nu igjen Ukko angaaer, saa tillægges der ham vistnok Benævnelser, der maae være opstaaede under christelig Indflydelse, som: "den sande og aabenbare Gud, den hvem Naaden udgaaer fra, Altings Skaber" (I. S. 39. 40. 41. II. S. 176); i de christelige Sange — som jeg ikke kjender — skulle desuden Ukkos Egenskaber og Tilnavne være overförte paa vor Herre (Rein et Palmr. pos. XII). Dette kan dog ikke være en afgjörende Hindring for at antage ham for en oprindelig finsk Guddom, der paa samme Vis herskede over Himmelhvælvingen, som Hiisi over Nordens Ödemark, Tapio over Urskovene, Ahti over Havet og Kalevas Æt over Menneskenes Bygd. Kun een Ting kunde gjöre dette Resultat tvivlsomt, det er, at da Sol og Maane er rövet af Louhi, tænkes der ikke paa, at det var Ukko, der baade havde lidt det störste Tab, og maatte være den nærmeste til at bringe Hjælp. Men Sagen er, at Betragtningen her ganske gaaer ud fra Menneskeverdenen, det var den, der maatte synke i Elendighed, naar Himmellyset var slukt, derfor er det Wæinö og Ilmari, der have at raade Bod derpaa.
- "Lede herskede blandt Mennesker,
- Lede og blandt Fugle raaded,
- svært det var for Vandets Fiske,
- og for Skovens Hjord en Trængsel,
- da ei Solen mere lyste,
- ei den milde Maane skinned.
- Gjedden kjender Bundens Hule,
- Fugles Bane Örnen skjönner,
- Vinden fölger Gaasens Dagvei,
- men ei veed det stakkels Menneske,
- om nu Morgenen er inde,
- eller Natten vil sig nærme
- paa den taagedækte Odde,
- paa den skovbevoxne Holm." (II. S. 147)
Ogsaa er det paafaldende, at ved den ægte finske Koglejagt, der anstilles efter den bortslupne Ild, hvoraf et nyt Himmellys skulde været optændt, er det netop "Solens Sön, den stærke, skjönne Panu, der "pludselig hopper ned fra Fjeldet" og yder den væsentligste Tjeneste med at fange den Gjedde, der havde slugt den Lax, som havde ædt den Sik, i hvis Mave fandtes det blaae Nögle, hvori Ilden havde gjemt sig. Solens Sön viser sig derved stærkere end selve Wæinö, idet han opskjærer Gjedden forat gribe Ilden, der dog atter smutter bort og endnu engang brænder en Del af Jorden. Denne Panu maa da vel være i Slægt med Ukko, som han og paa samme Vis, som Ukko pleier, paakaldes om at löfte Ilden til Himlen "at denne kan lyse om Dagen og hvile om Natten, oprinde hver Morgen og synke ned hver Aften" (II. S. 143); og selv kalder han sig Skaber (S. 141). Men paa den anden Side identificeres han rigtignok med selve Ilden (S. 145—6), og synes i det Hele at være et af den Slags oftere forekommende dunkle Væsner, der ikke have andet Liv end at være et Led i Kogleriets langsommelige Kjæde (26 Rune).
Af Firmamentets övrige Beboere indtage da Sol, Maane og Karlsvognen den ypperste Plads. De ere mægtige Væsner: Wæinö paakalder dem om Hjælp ved sin Födsel (I. S. 4), men ere dog hans Koglemagt undergivne: Maanen og Karlsvognen kogler han ned i et Træ (I. S. 43. 45) og alle tre standse forat höre Wipunens Kvad, ligesom de og lytte til Wæinös Strengeleg (I. S. 118. II. S. 92) En Flugt gjennem Himmelrummet betegnes som oftest ved:
- "Over Maanen, under Solen,
- langsmed Karlsvognens Skuldre."
Karlsvognen kaldes "den store Björn" og paa dens Skuldre födtes Tapios Björn, den herlige Ohto (II. S. 169–170). Solen skildres under et dobbelt Billede: som "en hovedlös Gaas, en vingelös Fugl" (I. S. 92), eller og tilligemed Maanen som en deilig Mö:
"Ja den ynderige Sol
og den fagre milde Maane
sade, een paa Luftens Dække,
lysende paa Himmelbuen,
og den anden paa en Mulmsky,
herligt straalende ved Kanten.
Der de deres Guldvæv sloge,
konstigt vov paa Sölvertöiet,
med en gylden Væverspole,
med en Ske af Sölver dannet,
förte Skeen hid og did,
lode Skaftet hæves, sænkes.
Men da sælsom Lyd de hörte,
Heltens Spil, det lifligt klare,
foer fra Haanden Væverskeen,
flöi fra deres Fingre Spolen,
Vævens gyldne Traade brast,
og dens Sölvertraade sprunge." (II. S. 92)
Fra deres Væv havde man det fineste Linned, hvoraf Wæinö tilböd Havgudinden Wellamo en Skjorte istedetfor hendes egen af Rör og Skum (II. S. 138). Iövrigt ere de omtalte Billeder ikke meget forskjellige, da en Gaas (hvad Castrén af Höflighed oversætter ved Due) er et almindeligt Sindbillede paa en Pige. Sol og Maanes Vandringer over Himlen tænkes altsaa som en Fugleflugt, ligesaa deres andre Bevægelser: naar Solen vil skinne med dobbelt Kraft, flyer den ned i Træernes Toppe; og var Værket fuldfört "flagrede" den igjen op paa sin Plads (I. S. 92). Hvorledes Himmellegemerne bleve stængede inde i Staalfjeldet af Louhi, er fortalt. I Pohjola var der ellers "hverken Sol eller Maane eller Luft, som kvæger Huldet« (II. S. 124).
Fra Himlen var og Ilden kommen: den var fostret paa Himmelbuen, og derfra falden ned til Menneskenes Tjeneste (II. S. 188. 167). Den var en forfærdelig Magt; da den slap ud af sin Vugge deroppe, slog den ned i Tuuri Palvonens Stue, dræbte Barnet i Vuggen, det gik til Manala, men Moderen forstod at besværge den ud i Söen, som da bruste saa grueligt op, at alle Fiske kastedes paa det Törre; den slugtes af Fisk, men de bleve rasende af Smerte (II. S. 132 fl.). Noget der svarer til andre Folkeslags store Vandflod, var "det store Törkeaar", da "udtörredes Himmel og Hav, Turjafloden dæmmedes og "Jordanfloden" standsede, Ilden kunde ikke slukkes" (I. S. 28. 36). Ene Jærnet undflyede.
Elementerne vare tre Brödre: Vandet den ældste, han födtes i Klippen, Ilden den mellemste, som var fra Himlen, og den yngste Jærnet, hvis Ophav var Rosten, og hvis Skjæbne er fortalt ved Wæinös Helbredelse (I. S. 28. II. S. 188). Forestillingen gaaer formodentlig ud fra den Iagttagelse, at Ild har Magt over Jærn, og Vand igjen over Ild.
Sövnens Naale, hvormed Wæinö sænkede Pohjafolket ned til det skumle Sariola, omtales II. S. 97. De synes at svare til "den Torn, hvormed Dáinn hver Nat slaaer alle Drotter i det klare Midgaard", (Odins Ravnesang 13), og Odins Sövntorn i Sigrdrífumál.
Omridset af den finske Trosverden er nu fuldendt; der staaer kun tilbage at sige et Par Ord om disse Sagns Ælde. Men da jeg ikke har kunnet forskaffe mig noget Skrift herom af den nyeste Litteratur, og jeg af: A. J. Sjögren, über die finnische Sprache und Litteratur, St. Petersburg 1821, seer, at man for 20 Aar siden aldeles intet vidste derom, bliver det kun saare lidet, hvad jeg har at fremföre.
Man kunde for det förste spörge, om det virkelig er en forchristelig Hedentro, vi i Kalevala have for os, eller blot middelalderlig Folketro blandet med nogen indfört Christendom. Derimod har jeg allerede udtalt mig i mine Bemærkninger om Ukko; og et afgjörende Bevis forat Kalevas Runer udgive sig selv for forchristelig Hedenskab findes paa den sidste Side: Mariatta "det smukke Barn, som i Uskyld altid leved, som sin Kydskhed altid vogted", havde födt sit Barn, Jesusbarnet, og der sögtes En, som "skulde dömme over det stakkels Barn". Wæinæmöinen hentes, men han fordrer, at Hovedet skal knuses paa Drengen. Da udbryder det to Ugers Barn:
- "O du Gubbe fra det Fjærne,
- du en Troldkarl fra Karelen!
- Nu en daarlig Dom du fælded,
- nu du Loven skjændig tolked."
Drengen blev döbt "til en Konge over Skoven, Vogter over Pengeholmen", men den overvundne Wæinö kogler i heftig Vrede og Skamfuldhed sidstegang sin Kobberskude frem, og
- "gjennem Brændingen han styrer,
- seiler bort til höiere Egne,
- færdes hen til lavere Himle".
Kun sin Harpe efterlader han, som det för er omtalt. Der gives desuden en stor Mængde Runesange, hvori de bibelske Fortællinger og kirkelige Legender paa phantastisk Maade ere blandede med de fra Kalevala bekjendte Forestillinger. Deraf kjender jeg vel kun den omtalte 32 Rune af Kalevala og de af Ganander anförte Brudstykker, men saameget synes dog utvivlsomt at fremgaae af en Sammenligning med disse, at Kalevalas Indhold tilhörer en anden, en hedensk Verden. Jeg siger med Flid: dens Indhold, thi en anden Sag er det, at Sangenes nuværende Form ganske sikkert ikke bære nogen fjærn Fortids Præg. Tvertimod, disse Runer leve den Dag idag paa Folkets Læber, og ere hvad den större eller mindre Udförlighed og Skjönhed angaaer, ganske underkastede den Bevægelighed, som er uadskillelig fra et saadant Liv. Der gives endnu Sangere, som formaae at recitere den störste Del af Kalevala i Sammenhæng (Castrén, Förord S. V. XXIII); og tilstrækkeligt Bevis for christelige Tiders Indvirkning ogsaa paa Sagn af det bestemteste hedenske Præg haves i Udtryk som: "Christenskaren" ved Ilmaris Bryllup, og "Hedningeskaren" om Fjenden (I. S. 163. II. S. 97); "Kirkegaarden" for det sædvanlige Kalma (Kullervo S. 29); "Fattige, Blinde, Lamme og Værkbrudne" bydes til Brylluppet (I. S. 157. II. S. 18); Russiske Penge, Kopeks og Rubels, ere en Herlighed (I. S. 197), saaog Sölvkors paa Brystet og Voxlys (II. S. 196. I. S. 163); Wæinö fanger sig en Fisk "til en Fastedags Fortæring" (II, S. 203); Jordanfloden og Barneskaren i Indsöen hörer med til den overnaturlige Verden (I. S. 119. 36. 110), og adskillige Navne, som Antero (Andreas, Anders) og Anni (Anna) ere bibelske. Dog forekomme saadanne christelige Pletter forholdsvis höist sparsomt — jeg har nogetnær anfört dem alle — nævnes kun i Forbigadende og spille aldeles ingen Rolle. Paa den anden Side vise Udtryk som: "Sveas djærve Rige, som med dette Rige tvister, som forfölger vort Suomi" (I. S. 145) tilbage til det 13. Aarh.; med mindre der skulde tænkes paa det finske Landfolks ringe Kaar under en svensk Herrestand, hvorved Tvisten vistnok kunde forplante sig ogsaa til senere Tider. En större Kundskab til de talrige Steds- og Landsnavne vilde vel kunne oplyse de historiske Forhold mere. Forsaavidt imidlertid den om Sproget Ukyndige kan have nogen Mening, synes mig den rimeligste Anskuelse at være den, at Middelalderens Kirke ikke er trængt synderlig ned i Folket, og at Christendommen, idetmindste hvad de nordlige Stammer ved det hvide Hav angaaer, endnu i vore Dag« Ikke har formaaet at bryde den gamle Folketro; saa vi i Kalevalas Runer have et endnu saa temmelig levende Hedenskab. Om dettes tidligere Magt og Indflydelse vil jeg forsöge at oplyse noget i den fölgende Betragtning.
