Palnatoki i hallen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Islandsk.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


Fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Palnatoki i hallen

(Af Knytlinga saga c. 22).[1]


— — —

Palnatoki havde dræbt Svend tveskjægs fader Harald blaatand, konge i Danmark. Svend tveskjæg, Palnatokis fostersön, menes at have været hans medvider, thi han elskede ei sin fader. Men da han blev konge, begyndte han dog at tænke paa faderhævnen, dels fordi han ikke med glæde saa Jomsvikingernes mægtige fristat blomstre frem, dels fordi han jævnlig blev ophidset mod Palnatoki af dennes farbroder og dödsfjende Fjölnir. Gravöllet efter faderen, hvortil Palnatoki var indbudt, var ogsaa dennegang den snare, kong Svend lagde Jomsvikingerne.

— — —


Nu er alt færdigt til gravöllet, og alle de indbudne gjæster ankomne, undtagen Palnatoki; det var alt aften, og han var endnu ikke tilstede. Kong Svend lod da pladsen anvise til folk i hallen, og man satte sig til at drikke. Men paa den ringere bænk stod pladser ledige til 100 mænd, hvis Palnatoki og hans fölge skulde komme. Men den samme aften kom Palnatoki og Björn Britte til Danmark; de havde tre skibe og hundrede mænd; halvdelen vare Danske, halvdelen Britter. De lagde sine skibe der til, hvor der var dybest vande nærmest ved landet; veiret var godt om aftenen. De lode forstavnene vende fra land, og alle aarer ligge i aarebaandene, at de kunde blive reisefærdige i en hast, om det behövedes. Derpaa fortsætte de sin gang til kongehallen. De gaa ind; man sad ved drikkebord. Palnatoki gik forrest og alle de andre bagefter. Han gaar did, hvor kongen sad. Kongen hilsede ham venlig, og viste ham og hans mænd til sæde; de satte sig nu til at drikke og vare alle lystige. Da de havde drukket en stund, vendte Fjölnir sig til kongen, og talte sagte med ham. Kongen skiftede farve; han blev röd og opsvulmet i ansigtet. En mand ved navn Arnoddur var kongens kjærtesvend; han stod foran kongens bord; til denne flyr Fjölnir en pil, og byder ham at gaa med den til alle, som sidde i hallen, den ene efter den anden, indtil een vedkjendte sig pilen. Arnoddur gjorde som Fjölnir böd. Han gaar först indefter hallen fra kongens höisæde af, foreviser pilen for alle, men ingen vedkjender sig den. Nu gaar han udefter hallen, og fölger den ringere bænk, indtil han kommer til Palnatoki, og spörger ham, om han kjender pilen. Palnatoki svarer: »hvi skulde jeg ikke kjende min pil? fly mig den, den er min.« Da blev det stille i hallen. Og nu tager kongen til orde, og siger: »du Palnatoki! hvor skiltes du sidste gang ved denne pil?« Palnatoki svarer: »tit har jeg været föjelig imod dig, min fostersön! og hvis du synes at din hæder voxer mere ved at jeg siger dig det i saa talrigt et lag, end naar færre vare tilstede, saa kan jeg vel ogsaa föje dig deri: jeg skiltes sidst ved denne pil paa buestrengen, konge! da jeg skjöd din fader död.« Kongen sagde da: »staar op alle mand, griber Palnatoki og hans fölge, og dræber dem, thi nu er det forbi med alt det venskab, som har været imellem mig og ham.« Alle springe op i hallen, og da var der ikke længer stille. Palnatoki trak sit sværd, rettede et hug imod sin frænde Fjölnir, og gav ham ulivssaar. Men saamange venner havde Palnatoki ved hirden, at ingen vilde bære vaaben imod ham, og Palnatoki slap ud af hallen med alle sine mænd, paa en mand nær af Björn Brittes folk. Da de vare komne udenfor, og man savnede en mand af Björns flok, sagde Palnatoki: »det var og det mindste, vi kunde slippe med; lader os ile ned til vore skibe, thi nu er der ikke andet for.« Björn svarer: »ei vilde du saaledes lade en mand i stikken, var det en af dine, og det skal jeg heller ikke;« derpaa vender han tilbage og ind i hallen; men der han kommer ind, da kastede de den brittiske mand mellem sig, og havde nær revet ham i stykker; men Björn tager ham fra dem, kaster ham paa skuldrene, og löber ud med ham; derpaa gaa de ned til sine skibe. Men Björn gjorde dette mere for sin egen hæders skyld, end fordi han jo nok vidste, at manden alt var slaaet ihjel, hvilket han og var. De löb nu ombord og toge fat paa aarerne; der var stille om natten og bælmörkt; kongen forfulgte dem med sine mænd, men Palnatoki og Björn undkom, og standsede ikke förend de landede ved Bretland. Kongen vendte tilbage til hallen med sin flok, og da de saa, de kunde ingen hævn faa over Palnatoki dengang, satte de sig igjen til at drikke gravöllet.


Note:

  1. Retteligt Jómsvíkinga saga. (jl)