Samfundsklasser

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Axel Olrik (1864-1917)

Dansk folkedigtning

Indledning
Samfundsklasser

Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen

Den Klasse af Samfundet, der skabte den danske og nordiske Folkevise, er en helt anden end den, der frembragte Udlandets pyntelige Ridderdigtning. Vi havde ingen Trubadurer eller Minnesangere, der tjente deres Brød nu paa en, nu paa en anden Borg, ved at foredrage lange Beretninger om ridderlige Eventyr; vi havde heller ikke de smaa Fyrste– og Grevehoffer, der var disse Sangeres bedste Hjem. Et enkelt Hertughof, det paa Gottorp, var ikke nok, og dets aandelige Værd svækkedes tidlig ved stærk Berøring med den holstenske Adel. Selve det danske Kongehof hævdede sig heller ikke som Digtningens Midtpunkt; de mange tyske Dronninger og andre Forbindelser med Udlandet brød dets nationale Karakter. Man kender Navnene paa de tyske Sangere, som Erik Menved og Valdemar Atterdag skænkede deres Guld, men ikke paa nogen dansk. — De, der bærer Sangen oppe, er da den danske Adel. Det er ikke det Faatal af adelige Slægter, der senere: samler alt Jordegodset ved kloge Giftermaal og dernæst bygger de prægtige Slotte. Det er en Adel, spredt over nogle Tusend store og smaa Herregaarde i alle Landets Sogne og tillige paa en Del Bøndergaarde, hvis Ejere giver adeligt Skjold og Skattefrihed i Arv til den Søn, der bliver ved Gaarden (al denne Smaaadel sank efterhaanden ned i Bondestand, især efter Deltagelsen i Skipper Klements Oprør). Fra denne brede Klasse af Adelsmænd (der altsaa svarer til vore Dages Herremænd, Proprietærer og de mere selvstændige af Gaardmændene) har Digtningen sin friske ligefremme Udtryksmaade og sin Forkærlighed for Virkeligheden. Den afspejler deres Syn og deres Liv.

De andre Samfundsmagter optræder mere i Skuepladsens Udkant. Mindst gælder det om Kongens Skikkelse. En stor Kres af Viser behandler Valdemar den Stores og Valdemar Sejrs nærmeste; og vi hører i de ældste „historiske“ Viser om Hengivenhed for dem og især om en til Kongen knyttet Fædrelandskærlighed, — saaledes som vi ogsaa kender den i Valdemartidens Liv og Sakses Krønike. Men senere ser vi kun Glimt af denne Hengivenhed (Smaadrengens Ord i Finderupvisen); og den personlige Interesse for Kongeslægten svinder bort. Kongen er i Adelsviserne hyppigst en Herremand med større Magt end de andre, og han bruger den efter eget Tykke, ofte egenkærlig og tyrannisk: han vil fratvinge Nilus Strangesøn hans ny Borg; og han lukker en anden Ridder i Fængsel, indtil han overlader Kongen sin Fæstemø — rigtignok mod et rigere Giftermaal; han myrder i sin Attraa Knud af Borg paa hans Bryllupsdag, og han styrter af Skinsyge Valravn i Havet (vor Nr. 46). Som venlig Magt er han mere passiv og ret vilkaarlig; som Retfærdighedens Hævder og Hjælp for de svage viser han sig undertiden paa Tinge, men det er da ikke hans Optræden, som Sangeren nærer Interesse for (Nr. 40 „Jomfruer paa Tinge“).

Kongen er omgiven af en Kres af tjenende Adelsmænd, hans „Hovmænd“. Kongen og „alle hans Mænd“ træder Bederdansen ved Borgeled til Visens Toner; de maa da spille en Rolle for Digtningen. Gennem Hoffet maa ogsaa en Del af den ny Ridderskik være kommen med dens Forkærlighed for høvisk Optræden og synlig Pragt, vel ogsaa selve Dansefærdigheden og Danselyriken. Men al den fremmede Ridderlighed har mærkværdig hurtig fundet Vej ud over hele Landet; Hovmandslivet i Kongsgaarden er ikke længer Midtpunktet for Digtningen; og det ses endog med Mistro af de sædvanlige Sangere. Overfor den ustyrlige Ungkarleflok føler Visedigterne sig som „Bomænd“, de bosatte, hjemfaste Folk og det ordnede Samfunds Talsmænd. Men endnu hyppigere er det Hoffets mere forfinede Skik, der er Skive for Spot; „de har saa længe til Hove tjent, de taaler hverken Hede eller Røg“, driller den mere landlige Sangerske, hvis hjemlige Arnested næppe har været frit for en vis Lunefuldhed i den Henseende (se ovfr. S. 8). En halvt skæmtende Vise stiller Svend Felding op som Forkæmper for dansk Djærvhed og Nøjsomhed imod Dronning Jutte og hendes tyske Hovmænd. Men sit vittigste Udtryk har denne Tanke faaet i den lille Digtning om „Jomfruen paa Tinge“ (Nr. 40).

Liden var stalt Inge,

ene rider hun til Tinge,

Vi ser hende komme ridende i sin Ungdom og Spædhed; Hoffets Ungersvende gør Bemærkning over hendes alt, for omfangsrige Klæder (mon det er Moderens Dragt, som hun har arvet og endnu ikke fylder rigtig i?) og hendes vel store Interesse for Kongens Svende; og i det samme staar hun paa Tinget med hele sin elskværdige Paagaaenhed, afviser med et Ord alle Spottegloserne, og forebringer Kongen sit Ærende, en Klage over hendes slette Formyndere, der vil tilrane sig Godset:

Men førend det skulde saa længer blive,

da vil jeg eder mit Fæderne give.

Hun tilbyder altsaa at tage sin Arv som Len af Kongen. Kongen fatter tillige, hvad der ligger bag Tilbuddet: hun vil have en Mand, der kan værge hendes Jord mod Morbrødernes, Overgreb, Og han spørger med lidt af samme Overlegenhed som Smaasvendene: „Hav Tak, skøn jomfru, for rigen Gave, hvilken af mine Svende da vil I have?“ „Havde jeg Kaar“ (Valg) — kommer det lidt nølende — „og maatte jeg tage, Hr. Ove Stigsøn da vilde jeg have“. Kongen med let Ironi:

„Stat op, Hr. Ove, og svar for dig,

her er en Jomfru, vil have dig.“

Nu har vi dem overfor hinanden: Hofmanden, besværet af Spørgsmaalet og lidt blaseret og satirisk:

Skøn Jomfru, I faar intet af mig.

Langt bedre kan jeg mine Ærmer snøre,

end jeg kan den Bomand være.

Langt bedre kan jeg med Høg og Hund,

end jeg kan drive den Plov i grønne Lund.

Og hun lige uforknyt:

Da sidder i Karm og ager med mig,

saa god en Bondesæd lærer jeg dig.

Tager Plov i Haand, lader pløje vel dybt,

tager Korn i Haand, saar maadelig tykt.

Og lader saa Harven efter gaa,

saa maa I vel Jomfruens Fæderne naa.

Hun udmaler ham rask, hvad det vil sige at være Mand ved sit eget Bord, og hvad der kræves til at være en „Dannemand“ blandt Egnens Godtfolk. Og Hr. Ove er overvunden af Jomfruen til hele Tingets store Fornøjelse. „Hun red til Tinge, hun var saa ene, Kongen fulgte hende hjem med alle sine Svende.“ — Man ved ikke, hvad der mest er at beundre, det Vid og den Overlegenhed, hvormed Digteren holder hver af Personerne indenfor deres Begrænsning — selv over sin Heltinde er han lidt ironisk —, eller det hele Trin i Samfundsopfattelse, der sætter det legemlige Arbejde i Højsædet, og ikke har Brug for en Stand af ørkesløse; ti det Standpunkt vilde næppe komme til Orde i nogen anden ridderlig Digtning. Den danske Folkevise har taget sit Parti paa tværs af hele Tidsretningen.

I det middelalderlige Samfund, men udenfor den særlige Folkeviseverden, ligger Kirken, Kirkemændene og deres Livsmaal staar lidet klart for den danske Herremand; Friheden er hans Ideal, og han kan ikke tænke sig at være bundet til noget som „Munken til sin Kappe“ (Niels Ebbesøns Vise). Forholdet er paa Afstand; man lytter gerne foran Jomfruklostret) hvor „Nonner læste og sunge“. Kun igennem Klosterskolen, hvor især unge Jomfruer opdroges, kom man nærmere i Forbindelse med Kirken; og ad den Vej siver de religiøse Tanker i Tidens Løb noget mere ud i Adelsfolket.

Forholdet til Borgerstanden er ligeledes paa Afstand, Viserne kender ikke Borgere, men kun Byer: Ribe med dens Købmandsvarer, Klæder og Guldsmedearbejde, Middelfart som Overfartssted osv. (Se vor Nr. 20). Først i en Vise fra 15de Aarh. kommer de rige Borgermænd, der bygger Hus „midt paa Randers Gade“ med høje Lofter og gylden Knap, saa det skinner ud over Mur og Toft til Misundelse for alle Herremændene, hvis Borge gøres til Skamme. — Men da er vi ogsaa ude over den bedste Tidsalder for Folkevisen.

Langt nærmere er Adelens Berøring med Bønderne. Herremændene er jo selv oprindelig udgaaede af denne Stand; og de ynder at betegne velbyrdige unge Mænd som „ædelige Bøndersønner“; i samme Betydning staar Tove som „Bondebarn“ overfor den kronede Dronning. Og til denne Bondestand er man stadig knyttet ved en Mængde Retsforhold, og vel ogsaa ofte ved Markfællesskab; der raader et venligt Naboforhold: „Her bor saa rige Bønder i By, hos dem laaner vi Sværd og Brynje ny“. Visesangerne afmaler, naar Lejlighed gives, Bondens Velstand: med Høg og Hund, Øksne og Køer; Hyrden blæser i Horn ad Kvæget, og Hanen galer; Bondesøn rider „god Hest“, og „hver Mø“ ejer Guldkrone. Det er kun den onde Dronning Bengerd, der vil lade Bonden nøjes med een Okse og een Ko og med greneflettet Dør paa sit Hus (Nr. 24), En Uvilje imod dem kendes ikke, og Herremanden tager dem i Værn mod Røvere eller mod ryggesløse Hovmænd. — Men Bondens Liv med dets jævne Gang savner højere poetisk Værdi i Herremandens Øjne, ligesom hans „Kjortel graa“ ser altfor ringe ud mod Ridderens og hans Smaadrengs livlige Farver. Undtagelsesvis er „Bondens Hustru“ Heltinde i Viserne: hun forløser ved sit Kys den fortryllede Ridder. Ja, og saa i Skæmteviserne; der er Bonden og hans Viv Yndlingspersoner, men det er ikke gjort for at hædre dem.

Endnu er der en Klasse af Folk, som vi maa dvæle ved for at have et alsidigt Billede af Visernes Liv. Det er Svendene, „Hovmændene“ som de ynder at kalde sig, fordi de tjener til Hove ɔ: tjener for Løn og faar en krigersk Uddannelse; man ser dem i Flok følge Herren paa hans Rejse med blinkende Lansespidser over sig („deres Glavind glimmer i Sky“), men de færdes ogsaa paa Jagt, Fiskeri og det ligefremme Landbrug. I Svendenes Flok træffes unge Ædlinge, der ikke selv har Jord, undertiden Ridderes yngre Slægtninge; men der er jo andre, som er bondefødte; samme Forhold raader blandt den adelige Frues „Møer“. Naar de gifter sig, gaar de ofte over i Bondestand: „Da. maa jeg aflægge rød Skarlagen og slide det Vadmel graa“. Men Deltagelsen i det adelige Liv sætter Præg paa dem. De fylder i den store Kres, der bærer Visedigtningen oppe, ligesom de uafladelig nævnes i Digtningen. Men da de stadig roses eller dadles efter deres Troskab, er det alene fra Herskabets Synspunkt de ses. Paa deres Troskab findes herlige Eksempler (Søstersønnerne i „Nilus og Hillelille“ (Vor Nr. 32) og i „Niels Ebbesøn“); men selv den bedste Svends Skæbne er og bliver en Bisag for Digteren. Den „Svend Trøst“, hvis Tapperhed frelser hans Herres, den unge Danneveds Liv (2. Saml. Nr. 21), viser sig — i en gængs Form af Visen — at være ikke en almindelig Tjener, men Fru Mettelilles egen Søn; og paa samme Maade hæves den liden Gangerpilt, da han vinder Jomfruen i Tærningspil: „Jeg er slet ingen Gangerpilt, enddog du siger saa; jeg er den bedste Kongesøn, i Verden leve maa“. — Kun nogle faa Viser har Riddersvendene til deres Hovedpersoner, saaledes et Par Viser om Krybskytter og den velkendte „Elverhøj“: „Ti raader jeg hver Dannesvend, som ride vil til Hove, han ride sig ikke til Elverhøj og lægge sig der at sove.“

Disse Viser om Riddersvendene er yngre, og det skorter dem ofte paa Liv og Anskuelighed; men de er et Vidnesbyrd om, hvorledes Ridderens Hovmænd tumlede med Visesangen paa egen Haand, nu da den højere Adel begyndte at afsondre sig fra sine Tjenere. Der er rejst et Skel imellem Svendene i „Borgestuen“ og den ridderlige Familie i „Fruerstuen“.

Denne Overgang er Emne for Visen om „Kong Erik og den spotske Jomfru“ (vor Nr. 48), hvor vi lærer en mere forfinet Adel at kende. Den ædelige Jomfru, der snører sine Ærmer med Silkebaand og bærer Guldringe, vil ikke i Dansen tage den fattige Svend med de arbejdsvante Hænder i Haanden. Skellet er altsaa kommet mellem Adelen og dens Tjenere, og dette røber en stærk Modsætning til den Tid, da Hr. Torben eller Ove Stigsøn selv tog Plov i Haand. Men denne Vise interesserer sig ikke for Fruerstuens eller Højeloftets Befolkning, men for Borgestuens, de „fattige Svende“, der faar arbejdsgrove Hænder af at rejse Gærder og føre Greben, og der til Tider maa strejfe hjemløse om Land for at søge Tjeneste, men som paa den anden Side har Del i Herremændenes krigerske Idrætsliv, i Fester, Dystridt og Rejser, — og som naturligvis helst vilde dele deres Herskabs Syssel med uproduktive Beskæftigelser. Det er denne Klasse, der i Visen tager Oprejsning for den mindre ansete Stilling, Adelen nu vilde tildele den.

Den Form for sit Digt, som Sangeren har fundet, er ganske vittigt. Den „unge Kong Erik“ (ɔ: Kongesønnen Erik, i en Opskrift „Junker Erik“), der naturligvis har Sympati med de tapre Svende, vil straffe den fornemme Jomfru for hendes Spot og kommer forklædt som fattig Svend til Dansen og trænger sig ind i de dansendes Kæde, saa han faar hende i Haanden. Saa udvikler sig en Drillesamtale, hvor hun søger at faa ham til skamfuld at trække sig tilbage; men han bliver, lystig og djærv, ved med sin Bejlen til hende. Endelig vendes Lykken om, hendes Tjenestemø advarer hende om, at det er den unge Kong Erik; nu er hun indbydende, og det er hans Tur at være den overlegne.