Sangene om Harpen (Kalevala II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
som Folkedigtning og National-Epos
IV. De enkelte Sanges Historie
(XL — XLI, XLIV).
Epp Vasar, den navnkundige sydestiske Sangerske, kunde en Legevise hvis første Linier lød:
- Nu vil vi spille paa Harpe.
- Sig hvad fattedes end vor Harpe?
- Brædtet fattedes end vor Harpe.
- Hvoraf fik man Brædtet til Harpen?
- Af en gammel [Lakses][1] Kæbe,
- deraf fik man Brædtet til Harpen.
Under samme Form stilles og besvares saa de Spørgsmaal: Hvoraf fik man Skruer? Af en gammel Geddes Tænder. Bue? Af Geddens Sideben. Strenge? Af Søsters favre Haar. Hvem skal spille? Min Broder. Hvem skal danse? Min unge Søster. Og hvem skal synge til Harpen? Min gode Svigerinde. I Dans og Sang til Harpeklangen munder Visen altsaa ud. — Flere estiske Opskrifter lader Brædtet (Skroget) laves af Træ, oftest Birk. Nordpaa i Estland kommer det Træk til, at Harpens Toner lyder som Brudens Graad, naar hun forlader Fædrehjemmet[2] I Ingermanland hedder det at vilde Dyr og Fugle omkaps iler til for at lytte, østligere ogsaa at Menneskene røres til Taarer ved Spillet; men forud gaar nu et Stykke med det Indhold at Harpen ikke vil klinge, før »en blind Mand fra Hjørnet, en ikke-seende fra Stuekrogen« har faaet den i Hænde. Skønt og fyldigt lyder denne Sang paa den karelske Tange (f. Eks. i Paraskes Form); Kantelen dannes af Birketræ, og paa Opfordring giver en Mø af sit Hovedhaar til Strænge; unge og gamle forsøger sig nu forgæves, men da den blinde slaar Harpen, blotter alle Mænd deres Hoveder, Kvinder lytter med Haand under Kind, Drenge paa Knæ og Piger med Taarer i Øjnene; Skovens Dyr, Fugle og Fiske iler til. Nordligere dukker Træk, der er halvt eller helt glemte i de nu kendte ingriske Former, op paa ny, særlig Laksens Ben og Geddens Tænder som Æmne. Og ny Træk kommer til: Den rette Mester er nu gamle Väinämöinen (i een Opskrift kaldet »blind«); Vandets Frue og siden hen Skovens Frue (eller Husbond) lytter til. Vermlandsfinnerne (fra Savolaks) har Vandgudinden, men saavidt det kan ses, endnu ikke Väinö, kun den blinde Mand. Fra Suistamo af er, som vi veed, Sangen knyttet til de tre Heltes Skibsfærd: De strander paa den Gedde af hvis Ben Harpen bygges; det er Smeden IImari der laver den — men uden at kunne slaa dens Strænge. Den gamle Udmaling af Spillets Virkning overbydes (fra Ilomantsi) ved at selve Mesteren Väinö maa fælde Taarer; Skildringen heraf (som vi kender fra »Ainos Død« S. 126) er en oprindelig lyrisk Sang; i dens estiske Grundform klager Sangersken over at hendes Læber nok føjer sig til Sang, men Hjærtet til Sorg, og Øjnene fyldes af Taarer; disse glider ned ad hendes Klædebon til Jorden og danner dær Elve. Arhippa lader Väinö efter forgæves at have opfordret de unge til at hente hans Taarer op fra Havsens Bund sende en Vildand ned efter ham. Heroppe i russisk Karelen er det som Regel Väinö selv der danner Harpen; en enkelt Gang hedder det at den sendes til Pohja, men Pohjafruen skikker den forstandigt tilbage til dens Ophavsmand.
Lönnrots egne Tillæg i hans første Kantelekvad er kun faa. Taarernes Forvandling til Perler er vistnok bygget, med Træk fra en Tryllesang. Ved Skildringen af Bjørnen der kluntet tumler frem for at høre paa Spillet, har han faaet det skælmske Indfald at lade Gærdet, den er klavret op paa, knække sammen, hvorefter Bamsen søger op i en Gran; hertil nyttede han nogle Vers fra en Legesang; siden hen har en Folkesanger fundet paa ganske den samme Spøg (optegnet i vore Dage i Ilomantsi), kun at det her er Skovens Frue der har det lille Uheld; ogsaa Lönnrots Lune var en ægte Almueskjalds. Som Sidestykke til Vandets og Skovens Guddomme føjede han dernæst Solens og Maanens Datter (kendte fra Ainosangen) ind. — Foruden de ægte folkelige Opskrifter har Lönnrot, uvist hvorfra, haft en lille Kantelesang for sig, der bærer Præg af moderne Oprindelse[3]. Fra dette Digt hidrører den vrantne Gubbes Ord (XL 323 fl.), dog forskønnede og uddybede af Lönnrot, samt Ørnen der forlader sine Unger for at lytte til »Finlands favre Harpe«.
Birkekantelen, som Lönnrot før 1835 kun kendte gennem en (østerbottnisk?) Opskrift fra 18de Hundredaar hos Ganander maatte i hans store Kantelesang helt udelades; for dog at faa den udnyttet lod han i sin ny Udgave uden egentlig Hjemmel Stormen skylle Fiskebensharpen i Havet (XLII 483 fl.), og Väinö maa saa siden lave sig en ny. Den Samtale med Birken som gaar forud (XLIV 77-166), findes ikke i nogen Opskrift; den er indenfor Kalevala det selvstændigste Udslag af Lönnrots eget Skjaldskab; som ydre Mønster tog han Skibets Klage før Søfærden (XXXIX 147 fl.), men alle enkelte Træk er samlede ud af forskellige lyriske Sange; intet ud over dette at Birken taler, er »digtet« af Lönnrot. — Skildringen af Jublen i Lunden og Blomsternes Lytten, da Gubben spiller, er delvis laant fra det førnævnte anonyme Digt. —
Det er forstaaeligt at de skønne Kvad om Kantelen har sat Sind og Penne i Røre ogsaa til at drøfte deres første Oprindelse. Tør den finsk-estiske Stamme tilskrive sin egen digterske Fantasi Sangen om Harpens Kraft, eller lader Tanken om Laan sig ikke afvise? Med Orfeusmyten, der jo nærmest paatrænger sig, har Kantelekvadet Tanken om Tonernes Magt over Naturen tilfælles; men som vi har set veed man intet herom nede i Estland, først under Sangens Vandring, fra Ingermanland af, har disse Træk udviklet sig; det turde vel være overflødigt med Julius Krohn at ty til den Gisning, at Finner der tog Del i varægiske (»russiske«) Tog til Byzants, her kunde have lært Myten at kende ved Aar 900. Med Hensyn til de nordiske Folkeviser (især »Hr. Tønne af Alsø« og »Harpens Kraft«, Grdtvig. II 34 og 40) tør vel trods den ringere Afstand i Tid og Sted dømmes som ved den originale Orfeusmyte. Saa er der den russiske Sadkovise (S. 173 Anm. 2), der knytter Harpespillet til en Skibsfærd: Sadko springer overbord med en Harpe i Haanden og vinder Havfolkets Hjærter ved sit Spil; men Kantelesangens Tilknytning til den finske Skaberens Søfærd er jo uoprindelig. — Ved nøjere Eftersyn svinder da Sandsynligheden for Laan fra andre Folk; Muligheden for nordisk Paavirkning kan dog ikke afvises.
Den anden Kantelesangs Plads er i ny Kalevala straks efter Sampofærden; ved to Sange, »Sygerne« og »Bjørnen«, er den skilt fra Solens Udfrielse; Lönnrot gav her efter for andres Forslag skønt han nok selv var kommen til den Mening at Kantelespillet og Solsangen burde følges ad; ogsaa Folket har, som vi skal se, knyttet dem sammen. Dels derfor, dels af en Grund, som siden vil blive klar, vil vi her bryde Kalevalas Rækkefølge og før Samporovet omtale Solens Udfrielse.
