Sankt Vitus’ saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Sankt Vitus’ saga [1]
Vitus saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
1. Om Vitus
I de hedenske konger Diocletian og Maximians[2] dage udrettede den hellige dreng Vitus mange mirakler i det herred, der hedder Lukanien[3], og han bad til stadighed sine bønner nat og dag og omvendte mange til den kristne tro og gav velvilligt de trængende mange nødvendigheder som almisser. Den hellige Vitus var velhavende og kom af en fornem slægt, men han klædte sig i hårklæder[4] og anråbte Gud og sagde: »Herre Jesus Kristus! Vis din træl barmhjertighed, og jag mig ikke bort fra din lære, og udeluk mig ikke fra de retfærdiges samfund.« Og mens Vitus bad til Gud i sit hjerte, lød der en stemme fra himlen over ham, og den sagde: »Din bøn er hørt. Det, du beder om, skal ske.« Men hans far var en grusom hedning og afstod ikke fra at ofre til afguderne. Han hed Hylas, og han ville have sin søn til at blote. Vitus svarede: »Ingen anden gud kan jeg tage end den sande og evige Gud, som skilte lyset fra mørket, og han kaldte lyset dag, og han kaldte mørket nat[5]. Jeg tjener selveste ham, englenes konge, der skabte himlen og jorden og alt det, som er derimellem.« Men da hans far, Hylas, hørte dette, lod han sin søn binde til et træ og piske, mens han sagde til ham: »Hvem har lært dig at tale sådan? Hvis kongen hører det, bliver du slået ihjel.« Vitus svarede: »Det, du hørte mig sige — far! — har Kristus lært mig, og jeg er hans træl.« Da tilkaldte Hylas drengens fosterfader, Modestus, og sagde: »Sørg du for, at drengen ikke oftere siger sådan noget!« Vitus svarede: »Dette er mig sødere end honning, således som salmedigteren sagde: ‘Dine ord er sødere i mit bryst — herre! — end honning i min mund. Den lov, du byder, er mere værd for mig end store mængder guld og sølv’[6].« Da åbenbarede Guds engel sig for Vitus og sagde til ham: »Jeg er sendt til dig af Gud for at beskytte dig indtil din død, og Gud berømmer dine bønner.« Men Hylas græd over sin søn, som var han død, og forsøgte med milde ord at få ham til at blote. Vitus sagde: »Til hvilke guder ønsker du, at jeg skal blote?« Hylas svarede: »Véd du ikke, at Odin, Tor og Frej, Frigg og Freja[7], som konger tilbeder, er udødelige guder?« Vitus sagde: »Jeg har aldrig hørt så mange guder blive nævnt. Jeg kender kun én Gud Fader, Vorherre Jesus Kristus, som blev pint for vores synders skyld og frelste os med sit blod. Og du kender ham ikke — far! — men hvis du ønskede at kende ham, da ville du vide, hvor stor Vorherre Jesus Kristus er, Guds uplettede lam, som påtager sig verdens synder.« Hylas sagde: »Jeg véd om ham, du kalder Kristus, at han blev korsfæstet af mennesker.« Den hellige Vitus svarede: »Hans korsfæstelse er udfrielsen af synderne for os, der tror på ham. Og jeg vil ikke skilles fra hans kærlighed.«
2. Vitus og jarl Valerian
Den hellige Vitus udrettede mange undergerninger og helbredte syge, gav blinde synet og uddrev djævelen af besatte. Men da jarlen[8] Valerian erfarede dette, indkaldte han Vitus’ far til samtale og sagde til ham: »Jeg hører, at din søn vender sig fra vores guder og tilbeder Kristus, som blev korsfæstet i Jødeland, og lad du ham derfor lede herhen.« Og da Vitus blev ledt for jarlens domstol, sagde jarlen til ham: »Hvorfor bloter du ikke, eller véd du ikke, at kongen har befalet at udsætte alle dem, der tilbeder Kristus, for mange pinsler og kvaler?« Den hellige Vitus svarede: »Jeg vil aldrig bøje nakken for afguder eller bukke for sten, for jeg har Herren, som min sjæl tjener.« Men da Hylas hørte dette, sagde han i sorg: »Kom herhen — mine venner! — og græd sammen med mig, for jeg ser, at min søn skal dø.« Vitus svarede: »Jeg skal ikke dø, men snarere vælger jeg at slutte mig til de retfærdiges skare.« Valerian sagde: »Nu lader jeg dig straks slå med stokke, såfremt du ikke vil være ven med mig og din far. Så adlyd mig, og blot til guderne!« Vitus svarede: »Jeg har allerede fortalt dig — jarl! — at jeg tilbeder Kristus, Guds søn.« Da blev Valerian vred og lod folk binde Vitus til et træ og slå ham. Men da den første rakte sin hånd ud for at slå drengen, da visnede hans hånd, og han skreg og sagde: »Jeg har mistet min hånd, og skaden piner mig!« Da blev drengens far, Hylas, tilkaldt, og Valerian sagde til ham: »Jeg ser, at din søn forstår sig på trolddom.« Den hellige Vitus svarede: »Jeg forstår mig ikke på trolddom, jeg er snarere træl af Kristus, som oplærer mig i sine bud og fylder mig med sin ånd, og som rejste sig fra døden, og som gik på vandet uden at få våde fødder. Men hvis jeres guder formår noget, så vil de helbrede denne mands hånd.« Valerian sagde: »Gør du selv det, du siger!« Vitus svarede: »Det vil jeg gøre i Vorherre Jesu Kristi navn.« Og da han nævnte Jesu navn, da helbredte han mandens hånd.
3. Vitus’ far mister synet
Jarlen overlod da Vitus til faderen og sagde til ham: »Få du din søn til at forbedre sig, så han adlyder mig og ikke må dø.« Da førte faderen Vitus ind i huset og viste ham lækker mad og skønne kostbarheder og lod smukke og lystige jomfruer danse for ham og tænkte, at han med denne verdens behageligheder kunne aflede drengens tanker fra troen på Jesus Kristus. Men Vitus rettede blikket mod himlen og sagde: »Gud foragter ikke et ydmygt hjerte.« Men det kammer, Vitus sad indelukket i, var indvendig prydet med guld og sølv og ædelsten. Da faldt den hellige Vitus på knæ og bad til Gud og sagde: »Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud! Forbarm dig over mig, og styrk mig med din kraft, således at den onde drage[9] ikke får fremmet sin vilje over for dine trælle, og så hedenske mennesker ikke har grund til at spørge, hvor vores Gud er.« Da blev kammeret oplyst af et kraftigt lys, som var det solskin, og der var en så herlig duft, at tjenestefolkene sagde, at de aldrig havde kendt mage til duft. Da sagde Hylas: »Vores guder må være kommet til huset.« Og da han kiggede ind i kammeret gennem gluggen, åbnede hans øjne sig, og han så syv skinnende engle stå hos drengen og give ham styrke. Men da han havde set dette, blev han blind. Men den hellige Vitus bad for sin far og sagde: »Herre, som fik en søn ved Helligånden! Hvis dette er hensigten med barmhjertigheden, så skil du mig ikke fra min far, men vis ham hellere til dine hellige haller.« Men Hylas skreg pinefuldt og sagde: »Ve mig, for jeg mistede mine øjnes lys.« Da blev alle i hans husstand meget sorgfulde, og denne nyhed spredtes rundt i byen.
4. Vitus helbreder sin far
Da kom jarl Valerian derhen og spurgte, hvordan det var gået til, at Hylas var blevet blind. Hylas svarede: »Da jeg kiggede ind i min søns kammer, så jeg flammende guder dér, men jeg kunne ikke tåle at se på dem.« Valerian sagde: »Guderne var der.« Da blev Hylas på Valerians råd ledt til Tors hov, hvor han lovede at bringe et stort offer og sagde: »Gud Tor, hvis du helbreder mig, vil jeg skænke dig en guldhornet okse.« Men Tor sov og gav ham ingen hjælp, selv om Hylas anstrengte sig og skreg på grund af den store smerte. Men den salige dreng Vitus faldt på knæ og bad til Gud og sagde: »Gud — du som finder behag i Tobias[10] og heler Jobs sår[11] — vis du min far barmhjertighed, såfremt han vil adlyde dig!« Da blev den blinde far ledt hen til sønnen, og han kastede sig for hans fødder og sagde: »Min søn! Vær barmhjertig imod mig.« Vitus sagde: »Vil du helbredes?« Hylas svarede: »Det vil jeg afgjort.« Vitus sagde: »Fornægt Tor og Odin, Frigg og Frej og Freja!« Hylas svarede: »Hvordan kan jeg fornægte dem?« Den hellige Vitus sagde: »Jeg véd, at vildfarelsen har gjort dit hjerte hårdt, men jeg vil skænke dig barmhjertighed i min herre Jesu Kristi navn foran disse mennesker, således at folk kan vide, at han er Gud.« Og da Vitus gjorde korstegn over hans øjne, forsvandt blindheden fra hans øjne, og han blev helbredt og råbte og sagde: »Jeg takker min gud, som gjorde mig rask!« Vitus smilede og sagde: »Din djævel! Det var Kristus og ikke din gud, der helbredte dig.«
5. Vitus kommer til floden Sele
Men da Hylas ville dræbe sin søn, åbenbarede Guds engel sig for drengens fosterfader, Modestus, og sagde til ham: »Tag du drengen med ned til havet, og dér vil du finde et skib, og jeg skal da føre jer til et andet land.« Modestus svarede: »Herre! Vi kender ikke vejen ned til havet.« Englen sagde: »Jeg skal vise jer vejen.« Og Vitus var da 7 år gammel. Og da de kom ned til havet, fandt de det skib, som Kristus havde sendt til dem. Englen prøvede drengen og sagde til ham: »Hvilket herred vil I drage til?« Vitus svarede: »Derhen, hvor Herren ønsker at sende os.« Englen sagde: »Hvad med betaling for sejladsen?« Vitus svarede: »Vi er Kristi trælle — han må udrede dit tilgodehavende.« Og da de gik om bord på skibet, befandt de sig straks i et andet land, og de så ikke noget til skibet, da de kom i land. Men de kom hen til den flod, der hedder Sele, og de hvilede sig dér under et træ. Men Vitus udrettede mange mirakler, og han blev nævnt af de djævle, der talte gennem besatte menneskers mund. Og mange mennesker kom til ham, og mange, der bevidnede hans mirakler, antog den kristne tro, og han forkyndte Guds ord for dem.
6. Vitus helbreder kongens søn
Men kong Diocletians søn var blevet besat af en djævel, og den urene ånd råbte ud ad hans mund og sagde: »Jeg går ikke væk, medmindre Vitus kommer.« Kong Diocletian sagde: »Hvor kan vi finde den mand?« Den urene ånd svarede: »I kan finde ham ved den flod, der hedder Sele.« Da sendte Diocletian skyndsomt ti bevæbnede riddere ud for at indkalde den hellige Vitus til møde med kongen. Ridderne drog af sted og fandt Vitus stående i bøn, og de sagde til ham: »Er du Vitus?« Og han svarede: »Det er jeg.« Ridderne sagde: »Kongen har sendt os ud efter dig.« Vitus svarede: »Hvad skal kongen med sådan en lille dreng?« Ridderne sagde: »Hans søn pines af en djævel.« Vitus sagde: »Så lad os komme af sted!« Og da de kom til Rom, fik Diocletian det at vide, og han lod drengen lede for sin domstol. Og Vitus var vakker at se på, og man så tydeligt, at han nød Guds nåde. Diocletian sagde: »Er du Vitus?« Men han var tavs. Da spurgte han drengens fosterfader, Modestus. Men Modestus var gammel og forstod ikke at svare kongen. Da sagde Vitus til kongen: »Hvem taler du til, den ældre eller den yngre? Jeg svarede dig ikke, fordi du først bør hilse på den ældre.« Diocletian sagde: »Hvorfor fornærmer du mig?« Vitus svarede: »Jeg er ikke uforskammet, men snarere enfoldig som en due, for min læremester er god og beskeden af natur.« Den urene ånd råbte fra den besatte dreng og sagde: »Vitus, hvorfor plager du mig?« Diocletian sagde: »Kan du helbrede min søn?« Vitus svarede: »Jeg kan ikke, men det kan derimod min herre Jesus Kristus, Guds levende søn.« Derpå gik Vitus hen til kongens søn og lagde sine hænder på hans hoved og sagde: »Du onde ånd, forlad Guds skabning!« Da flygtede djævelen ud og slog mange mennesker ned, og alle blev skræmte, og Diocletian selv besvimede af skræk. Men da han kom til selv, sagde han til Vitus: »Ret dig efter mig, og blot til mine guder, og da vil jeg give dig halvdelen af mine ejendele og min magt og hædre dig med guld og sølv og kostbare klæder.« Vitus svarede: »Behold du din magt og dine værdier. Jeg har det, som jeg har behov for, for den levende Gud er med mig. Og hvis jeg er standhaftig i hans kærlighed, så vil han iklæde mig udødelighedens skrud, som mørket ikke formår at fordunkle.« Diocletian sagde: »Giv du din sjæl et godt råd, og blot til guderne, så du ikke skal miste livet i pinsler.« Vitus svarede: »Jeg længes efter at komme til den herlighed, som Herren har lovet sine venner.« Kongen lod da Vitus og Modestus lægge i lænker og låse inde i fængslet, således at ingen kunne besøge dem eller bringe dem mad og drikke.
7. Vitus’ pinsler og død
Men da de blev sat i fængsel, kom der et stærkt lys fra himlen, som fyldte fængslet, så vagterne undrede sig. Den hellige Vitus påkaldte Gud med høj stemme og sagde: »Se til, at du hjælper os — herre! — og befri os snart fra disse pinsler, således som du frelste de tre drenge fra ovnens brændende ild.[12]« Der kom da et stort jordskælv, og Guds engel åbenbarede sig for drengen Vitus og sagde til ham: »Rejs dig, Vitus!« Da smeltede lænkerne af dem som voks for ild, og de sang begge Guds lov og sagde: »Lovet være Israels Gud Herre, som kom til sit folk og befriede det!« Men da fængselsvogteren så og hørte dette, løb han til kongens hal og råbte højt: »Byen vil blive udslettet, og folk er i fare!« Diocletian sagde: »Hvad er der sket?« Fængselsvogteren svarede: »Et kraftigt lys og en herlig duft omgiver dem, du overlod i vores varetægt, og hos dem er en mand, som intet menneske kan udholde at se på.« Diocletian sagde: »Jeg skal kaste deres sjæle for dyrene, og da vil det vise sig, om Kristus formår at frelse dem fra mig.« Og da de blev ført til dyregården og stod dér, sagde Vitus til sin fosterfader, Modestus, at han ikke skulle være bange, og sagde: »Frygt du ikke døden, for nu er vores hæder nært forestående.« Og der var 20 tusind mænd til stede og endnu flere kvinder og børn. Da sagde kong Diocletian: »Hvor tror du nu, du er kommet hen, Vitus?« Den hellige Vitus svarede: »Jeg ser, at jeg er blevet ført til dyregården.« Diocletian sagde: »Følg du et godt råd her i din ungdom, og blot til guderne.« Vitus svarede: »Måtte det aldrig gå dig vel, din djævel, grådige ulv, sjæleforræder! Hvis man sagde til en hund, at den skulle tie stille, og bad den gå væk, så ville den skamme sig over sig selv og gå, men du skammer dig ikke. Men jeg har Kristus, som jeg tjener, med mig.« Da blev kongen vred, og han lod en ovn opvarme, så den blev gloende, og lod kogende beg og olie og bly hælde i ovnen. Tjenerne gjorde, som de fik besked på, og kastede den hellige dreng Vitus i ovnen. Diocletian sagde: »Nu vil det vise sig, om din gud kan frelse dig fra mig.« Men da Vitus blev kastet i ovnen, slog han korstegn for sig og sang Guds lov midt i ilden og sagde: »Herre! Du, som ved dine trælle Moses og Aron førte Israels sønner ud af Egypten og frelste dem fra tvang[13], vis nu mig en tilvarende barmhjertighed i dit navn.« Derpå sagde Vitus til kongen: »Hvor er dine pinsler, Diocletian? Jeg takker dig, fordi du tænder lys for mig.« Da begyndte alle folk at råbe, og de sagde: »Aldrig så vi mage til mirakel. Denne drengs gud er stor!« Vitus trådte da udskadt ud af ovnen, og der var ikke en plet på hans legeme, men snarere var hans hud helt hvid som sne. Da sagde Vitus til kongen: »Måtte du skamme dig nu over dine djævelske forfædre!« Da fyldtes Diocletian af vrede og lod en løve angribe ham — dyret, som skræmmer enhver, der hører dens brøl. Da sagde kongen: »Disse trolddomskunster virker nok ikke mod dette dyr.« Den hellige Vitus svarede: »Forstår du ikke — tåbe! — at Kristus og hans engle er med mig, dem, der frelste mig fra dine pinsler.« Og da løven blev sluppet løs, slog Vitus korstegn imod den og overvandt dens vildskab, og dyret løb hen og kastede sig for hans fødder. Da sagde Vitus til kongen: »Nu ser du — konge! — hvordan levende væsener retter sig efter Gud, mens du ikke kender din skaber. Men du kunne blive frelst, hvis du ville tro på ham.« Kongen sagde: »Tro du og alle af din slags bare på det!« Vitus svarede: »Det er vel talt — konge! — når du ønsker os evig lykke og sand hæder.« Tusind mennesker, der bevidnede disse mirakler, antog da den kristne tro. Kongen sagde til Vitus: »Er din trolddom så stærk, at du kan lægge en dæmper på ild og dyr?« Vitus svarede: »Disse ting retter sig ikke efter mig, men efter Gud, for de kender deres skaber.« Da lod kongen drengen Vitus og hans fosterfader, Modestus, og hans fostermoder, Crescentia, binde til en stejle. Og mens Guds mennesker blev pint meget ved denne stejle, sagde Vitus til kongen: »Du er den grusomste bøddel! Hvorfor plager du en kvinde, og hvilken magt giver det dig at pine kvinder?« Da råbte Vitus og sagde: »Herre Jesus Kristus! Frels os nu!« Da kom der straks et stort jordskælv, og da styrtede mange afgudstempler sammen over mange mennesker, der var i templerne. Da blev kongen skræmt og flygtede og sagde: »Ve mig, når jeg sådan bliver overvundet af en lille dreng.« Da kom Guds engel og tog dem væk fra stejlen og satte dem ned ved den flod, der hedder Sele, hvor de tidligere havde hvilet sig under et træ. Da bad Vitus til Gud og sagde: »Herre Jesus Kristus, Guds levende søn, tag du vores sjæle! Og de mennesker, som mindes mine og vores pinsler, fyld du deres vilje med gode ting, og led du dem til din herlighed. Befal du også — herre! — at der aldrig siden skal være myggeplage på dette sted, hvor vores legemer hviler.« Men der havde før været så mange myg dér, at man anså stedet for at være ubeboeligt. Og da den hellige Vitus afsluttede sin bøn, lød der en stemme fra himlen, som sagde: »Vitus, min tjener! Du har fået alt, hvad du har bedt om!« Da sov de ind i Guds fred, og siden antog deres sjæle skikkelser af duer, som var hvidere end sne og strålede mere end solen, og der hørtes englestemmer, som sang disse ord: »Via justorum recta, de retfærdiges vej er direkte, og de helliges sti er parat.« Og to store ørne kom flyvende og satte sig i grenene på det træ, som Guds blodvidner lå under, og de bevogtede deres lig i tre dage, således at intet levende væsen vovede at komme nær disse hellige legemer.[14]
Noter:
- ↑ Legenden om Sankt Vitus, der regnes blandt de 14 nødhjælpere, er ganske overvejende uhistorisk. Vitusmessedag er 15. juni; hans dødsår sættes til ca. 303. Den norrøne saga findes overleveret i håndskriftet AM 180 b fol. fra omkr. år 1500. Selve teksten er dog noget ældre og baserer sig på en latinsk original. Kapiteloverskrifterne i oversættelsen findes ikke i forlægget.
- ↑ Diocletian, romersk kejser 284-305. Maximian Herculius, romersk medkejser 286-305
- ↑ Lucania, omtrent det nutidige Basilicata i det sydlige Italien
- ↑ Groft klæde af hestehår el. lign., der bæres som bodsøvelse
- ↑ Se 1 Mos 1, 4-5
- ↑ Se Sl 119, 72 og 103
- ↑ Sagaens latinske forlæg har brugt de tilsvarende romerske gudenavne.
- ↑ ɔ: præfekten
- ↑ ɔ: djævelen
- ↑ Se Tobits Bog
- ↑ Se Jobs Bog
- ↑ Se Dan 3, 1-30
- ↑ Se 2 Mos 6, 13
- ↑ I Legenda aurea fortælles det, at en fornem kvinde herefter finder ligene og giver dem en ærefuld begravelse.
