Sigrid Øfjords-Sol
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sigrid Øfjords-Sol
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Det er Begyndelsen til denne Fortælling, at et Par rige Ægtefolk, hvis Navne ikke nævnes, engang boede paa Mødrufell i Øfjorden. De fik et Barn, en Datter ved Navn Sigrid. Hun var den fagreste iblandt alle Kvinder, og derfor kaldtes hun »Øfjords-Sol«. Hun var lige saa dydig, som hun var deilig. Da hun var bleven voxen, kom Beilere i Mængde, baade lærde Mænd og ulærde. Men hendes Fader gav enhver af Frierne Afslag, skjøndt der var En og Anden iblandt dem, hvem hun jo selv nok gad fulgt. Det var i de Dage Skik at holde Gudstjeneste Julenat, og Alle søgte da at komme til Kirke, men Ingen vilde gjerne blive hjemme ved Gaarden saalænge. En Vinter talte Tjenestefolkene paa Mødrufell om hvem der nu mon vilde blive hjemme den næste Julenat, og som de just engang vare i ivrig Trætte herom, kom Sigrid til og spurgte, hvad de vilde give hende for at være hjemme, saa at de kunde gaae til Kirke Allesammen. Da raabte Alle i Munden paa hverandre, at hvis de eiede Noget, som hun havde Lyst til, skulde det blive hendes. Hun sagde da, at det kun var hendes Spøg og at hun ikke vilde modtage det Mindste af Nogen, men hvis de ønskede det, skulde hun nok blive hjemme. De meente Alle, at det fik hun ikke Lov til for sin Fader; men hun lovede, at spørge ham derom, hvilket hun ogsaa gjorde. Hun fortæller ham, at hun har Lyst til at blive hjemme for Folkene, thi hende vil det ikke skade, mener hun. Hendes Fader syntes ilde herom og meente, at det var underligt, om hun nu skulde blive hjemme, istedetfor, som hun pleiede, at følge med de Andre. Han har den Anelse, siger han, at der forestaaer hende en eller anden Ulykke, siden hun har en saa stor Lyst til at blive hjemme. Det meente hun ikke, hun vilde ingen Skade have deraf, det var hun vis paa, sagde hun. Den Gamle gav da efter for hendes Overtalelser og lod hende have sin Villie. Til Tjenestefolkene siger han, at nu kunde de gaae til Kirke, thi nu har hun isinde at blive hjemme. Folkene bleve saare glade over denne Tidende.
Det lider henad Julen, og det bliver Juleaften. Folkene lave sig til med stor Glæde; det var smukt Vejr, Jorden var bar og frossen, men det var ingen Maaneskinsaften. Da Folkene vare færdige med deres Paaklædning, byder Bonden dem at tage Afsked med Sigrid, men selv vil han være den Sidste, som byder hende Farvel, siger han, og selv vil han tillukke Gaarden og lægge sidste Haand paa hvad der skal gjøres. Hun følger nu Folkene til Døren, hvor de tage Afsked med hende. Hendes Fader paalægger hende for Alting at tage sig i Agt for at lukke noget Menneske ind inat, om det end bliver forlangt, og ikke at have Stævne med noget Menneske; og han varer hende paa det Bestemteste imod at bryde sig det mindste om der end bliver banket paa Døren, eller hilset udenfor Ruden i Guds Navn. Nu siger han Farvel til hende, og han har det Haab, siger han, at ingen levende Skabning kan komme ind i Huset, hvis Døren ikke bliver lukket op. Folkene drage nu afsted, men hun gaaer ind igjen og giver sig ilav med at tage sine Høitidsklæder paa. Efter at hun er bleven færdig dermed, tænder hun Lys, tager en Bog frem og giver sig til at læse i den, siddende inde i sine Forældres Sovekammer. Det lider saa hen ad Midnat, uden at hun mærker Noget. Da bliver der paa eengang banket paa Døren, men hun bliver siddende rolig, som før. Der bliver banket anden Gang, og det gaaer paa samme Viis. Nu bliver der banket tredie Gang og meget voldsommere end før, saa man næsten skulde troe, at Gaarden maatte styrte sammen, havde den ikke været saa stærkt bygget; men hun lukkede alligevel ikke op. Nu gaaer der en liden Stund hen. Da hører hun Nogen gaae op paa Huset langs Taget og hen til det Vindue, der er ovenfor hendes Hoved. Hun hører, at der bliver raabt paa Ruden og sendt en Hilsen ind til hende, som hun besvarer. Hun seer ud igjennem Vinduet; udenfor var det mørkt, dog kunde hun see et Mandsansigt, og det forekom hende saa fagert, at hun hele sit Liv ikke havde seet et saa skjønt Ansigt før. Han beder hende om at komme ud til sig. Det hverken kan eller maa hun, siger hun. Han beder hende da desto inderligere, sigende, at det ikke skal sinke hende længe. Hun svarer, at det kan være ligemeget, hun gjør det ikke, han kan godt fortælle sit Ærinde udenfor Vinduet. Det kan han ikke, siger han; han maa tale med hende selv, thi han trænger til en Drik. Derfor er der gode Raad, mener hun, thi der hænger en Øse paa Væggen og ved Gaarden flyder en Bæk, der kan han slukke sin Tørst: men hun har nu ikke Raad til nogen anden Svaledrik. Han kan dog ikke drikke det bare Vand, siger han. Ja, da kan hun ikke hjelpe ham, svarer hun. Han maa da forlade hende saaledes, siger han, men det kan han fortælle hende, at der kan komme den Dag, at hun kan komme i samme Knibe, som han nu. »Det gaaer os, som Skjæbnen vil«, svarer hun. Derpaa gaaer Han sin Vei, og hun mærker ikke til noget Videre om Natten.
Om Morgenen komme Folkene hjem igjen. Aldrig saasnart har den Gamle hilset paa hende, før han, fuld af Bekymring, spørger hende; om hun har mærket Noget om Natten. Hun svarer benægtende derpaa. Det behøver hun nu ikke at fortælle ham, siger han, han veed godt, hvordan det har sig, og han kan desuden see det paa hende; han trænger nu saa fast ind paa hende, at hun maa fortælle ham hele Historien. Han spørger hende, om hun ikke har lukket op for ham, hvortil hun siger Nei. Deri har hun handlet vel, siger han. Det veed hun ikke, svarer hun, men det vil nu senere komme frem for Dagen, hvor godt det var for hende, at hun adlød hans Befaling. Og saa blev der ikke talt Mere om den Ting.
Nu nærmer den næste Juul sig, og Folkene tale indbyrdes om hvem der vil blive hjemme denne Gang. Sigrid erklærer, at hun ikke har Noget imod atter, som forrige Gang, at blive hjemme for dem, og det bliver da endelig vedtaget, at hun skal blive hjemme ved Huset den næste Julenat. Juleaften kommer, Veiret er, som sidst, dog lyser Maanen og Natten er klar. Men om Dagen er hendes Moder pludselig bleven saa syg, at hun ikke trøster sig til at gaae fra Hjemmet, og Flere ville nu blive hjemme end de, der i Førstningen havde det isinde, mener Sigrid; thi nu vil hendes Fader neppe drage afsted. Folkene komme i Kirkeklæderne og begive sig paa Veien. Manden lukker selv Huset forsvarlig til, som forrige Gang, og giver sig derpaa til at læse i en Bog. Som han er færdig med sin Læsning og det lakker hen imod Midnat, bliver der dundret paa Døren. Sigrid spørger sin Fader, om hun ikke skal gaae til Døren, men han svarer Nei; han vil selv gaae de Kommende imøde, siger han; thi de ville nok først tale med ham. Den Gamle gaaer ud og bliver saalænge borte, at Ventetiden saa smaat begynder at falde Moder og Datter noget lang. Sigrid spørger derfor sin Moder, om hun ikke skal gaae ud og see til sin Fader. Men Moderen svarer hende, at hun skal bie endnu; thi det var ikke bedre, om hun gik og aldrig kom igjen, hvis det skulde være et Uhyre, som havde tilføiet hendes Fader en Ulykke, og saa gik der endnu. en Tid hen for de Ventende. Da vil Sigrid ud, men idetsamme kommer den Gamle ind, i en saare voldsom Sindsbevægelse. Han befaler Sigrid i en Fart at klæde sig paa, for nu er Den kommen, til hvem han saa længe har gjemt hende. Hun staaer der som falden ned fra Skyerne, men spørger dog, hvo det er og hvorhen hun skal. Det faaer hun siden at vide, siger han, hun har blot at skynde sig, thi Manden vil ikke vente. Hendes Moder spørger, hvorledes dette hænger sammen og i hvis Hænder han vil overgive hende; heri handler han underligt, siger hun. Men Manden svarer, at de Ingenting skulle tænke om Alt dette. Sigrid klæder sig paa. Siden byder Faderen hende at tage Afsked med Moderen, hvilket hun gjør, og man kan sagtens tænke sig, hvorledes de vare tilsinds ved at skilles saaledes. Moderen siger, at var der end før Haab om at hun kunde komme sig, saa er det nu reent forsvundet siden dette kom paa. Faderen følger Sigrid ud af Huset. Idet hun kommer ud, seer hun tre Mænd staae paa Ladet, der snarere ligne Trolde end Mennesker, men dog er een af dem størst og styggest og saa ond af Udseende, at Sigrid kommer til at bæve af Skræk, ved at see paa ham. Fire Heste staae paa Ladet, deriblandt Sigrids opsadlede Ridehest. Den styggeste af Mændene kommer nu og slynger hende op i Sadelen. De tage Afsked med den Gamle i største Venskab, især denne Ene. Sigrid byder ham ogsaa Farvel.
Saa ride de afsted; den Styggeste, hvem hun antager for Beileren, rider foran, og paa denne Maade ride de udefter Fjorden og siden op paa Fjeldene, og snart har hun ikke mere nogen Forestilling om hvorhen de drage. De talte hverken med hende eller med hverandre indbyrdes og hun begyndte at blive saa søvnig, at hun rokkede i Sadelen. Saaledes droge de fremad i halvandet Døgn, som det forekom hende, indtil de seent paa Dagen komme til en snever Gangsti, hvor de Alle stige ned af Hestene. Den Stygge gaaer hen imod hende, river hende af Sadelen og siger med haard Røst, at her maa hun nu gaae ned. De holdt Hestene ved Tømmerne, men hun gik bagefter dem nedad Gangstien, der var saa steil, at hun maatte støtte sig paa Lænden af sin Hest, der var den bageste. Saasnart de komme ned, seer hun, at de befinde sig nede i en dyb Dal; her stige alle Mændene til Hest igjen, efter at den Samme paa en saare ulemfældig Maade har kastet hende op i Sadelen, uden at tale et Ord til hende. De ride igjennem Dalen; den var græsbevoxet og blodrod lige op til Fjeldenes Tinder og en Aa strømmede igjennem den. Hun faaer ikke Øie paa noget Menneskeværk i Dalen, men havde hun havt et let og lystigt Sind, vilde hun vist have fundet den fornøielig og fager. Tause ride de igjennem Dalen, indtil hun faaer Øie paa en stor Hob Heste af alle Slags Farver og af forskjellige Aldere. Da raaber den Ene til hende og spørger, om hun ikke nok vilde være den Mands Viv, der eier Dette. Hun svarer: »Glæde er bedre end Guld.« Nu ride de et godt Stykke længere; da seer hun en stor Flok Oxer. Den var ikke ringere end Hestene, og Nøddene vare af forskjellige Aldere. Han tilraabte hende det samme Spørgsmaal, som før, og hun gav samme Svar. Dernæst seer hun en saa vældig "Faareflok, at den overgaaer al Tanke; her var flere Faar, tyktes hende, end om alt Kvæget fra hele Øfjorden var drevet sammen i een Hob. Han tilraaber hende de samme Ord, men hun svarer paa samme Viis. Saa ride de endnu en Stund. Da seer hun en stor og anseelig Gaard, en stolt og stærk Bygning, fandt hun. Flere Gaarde saae hun ikke. De kom til et stort Gjerde om Hjemmemarken, hvorpaa der var et Led og derfra løb en Vei op til Huset; Græsmarken var jevn og oversaaet med mange Slags fagre Blomster. De ride hjem paa Ladet, hvor hun faaer Øie paa en liden, men net Kirke, der har mere Værd for hende end alt det Øvrige tilsammen. Her stige de ned af Hestene. Den Samme tager hende ned af Sadelen og siger til hende: »Hvad ønsker Du nu?« »At gaae i Kirke«, svarer hun. »Da maa Du følge med mig«, siger han. Han tager en Nøgle op af Lommen, lukker Kirken op og byder hende at gaae ind; hun skal komme hjem igjen paa Ladet, naar hun har været saalænge inde i Kirken, som hun har Lyst til. Hun gaaer da ind og sætter sig paa den inderste Bænk. Her falder hun i Søvn, efter at have gjort sin Bøn, og drømmer da, at en Kvinde i blaa Klæder stiger op af Korgulvet, gaaer hen i Kordøren og siger: »Du er da kommen hid, Sigrid Øfjords-Sol. Din Fader har ikke gjemt Dig for Ingenting. Denne Mand har havt to Hustruer; jeg var den anden, men han har dræbt os Begge to. Det kommer af, at det er tre Brødre, over hvilke der hviler en Trolddom. Den første Kveld, han vilde gaae tilsengs hos os, gjorde han os nogle Spørgsmaal, som vi ikke kunde besvare, og derfor stak han os ihjel. Men nu veed jeg, hvad vi skulde have svaret, og jeg vil sige Dig det; thi jeg under Dig af Hjertet et længere Samliv med ham end det blev os forundt.« Hun gjentager nu Spørgsmaalene tre Gange for hende og lader hende selv gjentage dem, idet hun beder hende om for Alting at lægge vel Mærke til dem og huske dem godt; thi hun maa ikke lade det mangle sig paa Ord; hun maa besvare hvert Spørgsmaal, saasnart han har gjort det, men hun skal ikke lade Modet falde, tykkes det hende end som han har paataget sig sin værste Ham. Sigrid drømmer, at hun gjentager Ordene tre Gange efter Kvinden, men idetsamme farer hun op af Søvnen og da er det hende, som om hun endnu seer Skikkelsen, idet den fjerner sig. Hun husker Ordene og gjentager dem atter og atter for sig selv. Hun gaaer ud af Kirken og hjem paa Ladet. Der staaer en fager Pige i Døren, som hilser paa Sigrid og leder hende ind i Huset; hun fortæller, at hun er Søster til Brødrene, og hendes Tale er fuld af Skjemt; hun viser hende nu enhver Krog i Huset og Sigrid beundrer den Orden og Skjønhed, som er bredt over det Hele. Der var en uhyre Rigdom, men hun saae ingen andre Mennesker end de tre Brødre og Pigen, deres Søster. En halv Maaned gik saaledes hen. Da fortæller Pigen Sigrid, at nu staaer hendes Bryllup med Broderen for Døren, men Sigrid bliver kun lidet glad over denne Nyhed. Bryllupsdagen kommer, og Alt er indrettet paa det Prægtigste. Der kom en Præst og nogle flere Folk tilstede og Vielsen gik saa for sig; derpaa blev der holdt et Gilde, hvor der var Nok af alle Ting, baade Vine og andre gode Sager. Aldrig saasnart var Gildet forbi, før enhver af Gjæsterne skyndte sig med at komme bort i en Fart, men Brødrene ere nu blevne saa svinefulde, at de ere gaaede fra Sands og Samling og skabe sig som de værste Trolde. Der var et lille Kammer indenfor Badstuen, her opholdt de sig saalænge de vare i denne Tilstand, men paa denne Maade bleve de ved at svire til heelt ud paa Natten. Pigen siger da til Sigrid, at nu gaaer det ikke an længere at opsætte at gaae tilsengs, og hun følger hende ind i et lidet ret kjønt Sideværelse, som var bestemt til at være Ægtefolkenes Sovekammer, men Begge have de nu et sorgfuldt Sind. Pigen beder Sigrid om at lægge sig først, saa vil han snart komme. Nu gaaer Sigrid tilsengs, men efter en liden Stund rave Brødrene bort, hver til sit Sted, og Brudgommen kommer ind. Han satte sig paa Sengekanten hos Sigrid; hans Udseende var ondt og vildt, og han forelagde hende Spørgsmaalene, medens han paa samme Tid lod som om han famlede efter Noget nede langs Sengekanten. Men aldrig saasnart har han faaet udtalt Spørgsmaalene, før hun har givet ham det rigtige Svar, som Kvinden aabenbarede hende. I samme Nu falder han i Afmagt om paa Gulvet og er da forvandlet til den skjønneste Mand. Paa samme Viis gik det hans Brødre. En Mængde Mennesker kom til for at hæge om ham og hans to Brødre. Nu begyndte det at klare op for Sigrid, og hun fandt at han i Skjønhed kom Den nærmest, der hiin Julenat kom hen til Vinduet. Kort derpaa kommer han til sig selv igjen; han lægger sig da tilsengs hos hende, men baade han og Brødrene ere nu blevne stille og høviske Mænd. Der blev nu stor Kjærlighed mellem Ægtefolkene. Da Sigrid stod op den næste Morgen, gik hun ud og saae sig om. Hun saae da Gaarde og Folk spredte rundt omkring i Dalen og mange Mænd og Kvinder paa sin egen Gaard.
Nu lever Sigrid der i Gammen og Glæde; hun har rigeligt af Alt og faaer raade, hvor hun vil; thi hendes Mand gjør hende Alt til Villie. Efter et Aars Forløb fik de en Datter, der blev kaldt Sigrid efter sin Moder. Da hun voxede op, var hun sin Moders udtrykte Billede i Udseende og alle Lader. Alle Dalboerne pleiede hver Sommer at drage til Kjøbstaden sammen og vare aldrig kortere borte end tre Uger. Sigrids Mand tilbyder hende at drage med dem til Kjøbstaden, hvis det kunde more hende, men hun vil ikke, siger hun, saameget mindre, som hun nylig har faaet et Barn, der trængte til hendes Omsorg. Han reiser nu til Kjøbstaden, men da han vender tilbage, bringer han Sigrid et Brev fra hendes Fader af det Indhold, at hendes Moder er død og at hun kan hente sin Arv i Øfjorden. Næste Sommer, da hendes Husbond atter drog til Kjøbstaden, tilskrev hun sin Fader, at han skulde uddele hendes Arv iblandt de Fattige i Øfjorden; thi hun havde Rigdom nok.
Nu er at fortælle, at den tredie Sommer, dengang den lille Pige, Sigrids Datter, var tre Aar gammel, skulde Folkene en Dag i smukt Veir binde Hø paa Engen og der var Ingen hjemme ved Huset uden Sigrid og Barnet. Da blev der banket paa Døren; hun gik ud, og Barnet fulgte hende, og hun seer da, at der staaer en fager og fornemt klædt Mand udenfor Døren og hos ham en smuk Hest, med Sadel paa. Han nærmer sig, hilser paa hende og beder hende om en Drik. Hun besvarer venligt hans Hilsen i gaaer ind og henter Melk, som hun derpaa bringer ham. Han drikker og giver hende saa Karret tilbage; hun gaaer ind for atter at fylde det med Melk. Men da hun kommer ud, er baade han og Barnet, der imidlertid havde gaaet og leget ude paa Ladet, forsvundne. Hun bliver saare overrasket ved dette, og det forekommer hende underligt, at hun intetsteds kan see det mindste Spor af Manden, hvis hurtige Forsvinden hun slet ikke kan fatte. Hun giver sig dog til at søge baade ude og inde, og raaber paa Barnet, men det var og blev borte. I samme. Øieblik kom just en Dreng hjem med Hestene, belæssede med Hø; til ham raabte hun, at han i flyvende Fart skulde tage Høbundterne ned af Hestene og tage det rappeste Hors, ride paa det til hendes Mand og fortælle ham, at det gjælder hendes Liv, at hun faaer ham snart i Tale. Drengen gjør, som hun sagde. Hendes Husbond kom øieblikkelig hjem, og da Sigrid fortalte ham om Barnets Forsvinden, blev han saare bedrøvet, men tvang sin Sindsbevægelse for sin Kones Skyld. Folkene bleve kaldte fra Høbindingen, og han fik alle Mennesker i Dalen til at søge; man søgte i tre Dage overalt, men uden Nytte. Sigrid blev syg af Sorg og maatte holde Sengen i lang Tid, og Alle meente, at hun maatte døe; hendes Husbond søgte at sætte Mod i hende saa godt han kunde. Efter et halvt Aars Tid kom Sigrid vel paa Fode igjen, men var dog oftest siden bleg og tungsindig. Aarene glede hen. Manden byder Sigrid, for at opmuntre hende, at følge med ham til Kjøbstaden, men hun siger, at hun ikke kan have nogen Fornøielse deraf. Og saaledes gaae nu tolv Aar hen, uden at noget Nyt tildrager sig.
Da skeer det en Sommer, at Brødrene lave sig til, for at drage til Kjøbstaden, og Sigrid slaaer denne Gang paa, at hun, mod Sædvane, kunde have Lyst til at drage med, og mener hun, at det kan have Noget at betyde. Hendes Husbond bliver glad herover og haaber, at hun nu vil glemme sit Tab og gaaer derfor villigt ind paa hendes Ønske. Han lader sadle sin bedste Hest til hende, og Alle drage nu afsted til Kjøbstaden, men der fortælles Intet om Reisen did. Det var Kveld, da de kom derhen, derfor læssede de af Hestene i Nærheden af Kjøbstaden. Om Morgenen siger Manden til sin Hustru, at hun skal følge med ham hen til Kjøbmandens Bod og see sig om derinde, thi der er Meget at see. Han fortæller, at han har al sin Handel med een Kjøbmand, skjøndt der dog her paa Stedet findes flere. Men som de bedst vare paa Veien til Boden, faldt der en saa stærk Regnbyge, at han maatte tye ind i et Huus med hende. Inde i Stuen sad Kjøbmanden og skrev. Ægtefolkene hilse paa ham, og han besvarer deres Hilsen med Venlighed. Der var ikke Flere i Stuen end Kjøbmanden. Sigrids Mand beder ham om at tillade hans Hustru at sidde derinde, mens Bygen driver over. Kjøbmanden siger dem Begge at være velkomne, tager en Stol og stiller den paa den anden Side af Bordet, ved hvilket han sad, og byder hende at tage Sæde der. Fjeldboen gaaer saa ud igjen, men Sigrid sidder der tilbage. Kjøbmanden sad og skrev. Intet Ord talte han til Sigrid, men hun saae, at han tidt sendte hende stjaalne Øiekast, og det forekom hende, at hun havde seet de samme Træk engang tidligere. Tilsidst tiltaler Kjøbmanden hende og spørger, om hun aldrig har været der i Kjøbstaden før idag; hun svarer Nei. Han fandt det underligt, at hun aldrig havde fulgt derhen med sin Mand, som han kjender meget nøie, siger han. Hun svarer, at hun aldrig har havt Lyst dertil, skjøndt det har staaet hende frit for, men nu er det faldet hende ind at komme hid engang. Det var heldigt, svarer han, at det faldt hende ind at komme just nu. Kjøbmanden hører op med at skrive og spørger hende endvidere, om Ægtefolkene ingen Børn have. Hun svarede Nei og skiftede Farve. Dette bemærker han og med et Smiil siger han, at han ikke troer, at hun taler Sandhed. Hun siger, at det faaer at være hans egen Sag, hvad han vil troe, men nu eie de intet Barn. Da er han rigere end hun, siger han, thi endskjøndt han lever ugift, eier han en ung Pige, som han nu for Morskabs Skyld skal vise hende. Han staaer op og gaaer ind i et Kammer indenfor Stuen. Efter at have været en liden Stund borte, kom han tilbage med en Pige ved Haanden, som Sigrid anslog til at være henved de femten eller sexten Aar. Hun hilser paa Pigen og seer, at hun er smuk og haabefuld, og at hun er meget pyntet. Dette er nu Pigen, siger Kjøbmanden, som han har talt med hende om. Sigrid har ikke sine Øine fra Pigen og betragter hende nøie. Idet Kjøbmanden sætter sig igjen, seer han, at Sigrid skifter Ansigtsfarve. Derpaa spørger han hende, om hun ikke stammer fra Øfjorden. Hun svarede Jo. Han spørger, om hun ikke har været paa Mødrufell. Hun bejaer det og siger, at der boede hendes Forældre. Han spørger, om hun ikke husker, at hun blev hjemme en Julenat. Det husker hun godt, svarer hun; Han spørger, om hun kan huske, at en Mand talte til hende gjennem Vinduet. Hun svarer, at det husker hun ogsaa. Han spørger, om hun husker, hvad de talte om. Hun svarer Ja. Han spørger, om hun nu ikke troer, at de Ord ere gaaede i Opfyldelse, som Manden sidst sagde til hende. Tilvisse troer hun, at de ere gaaede i Opfyldelse, siger hun. Kjøbmanden siger, at nu kan han ikke længer dølge sig for hende: »Jeg er den samme Mand, som dengang talte med Dig, og jeg tilstaaer nu her, at havde Du dengang lukket op for mig, saa havde jeg ført Dig bort med mig. Men da det mislykkedes for mig, kom Drillesygen over mig, og det er mig, som har forvoldt din Datters Forsvinden for tolv Aar siden, dengang hun var tre Aar gammel, men det er hende, som nu er her hos mig, og jeg har behandlet hende som min egen Datter. Jeg har ladet hende lære alle kvindelige Kunster og oplært hende efter Evne. Men min Hensigt med at tage Pigen var den, at have for mine Øine et Billede af Dig, som jeg elskede saa høit. Nu har jeg tilstaaet Dig det Hele, men nu kommer det an paa Dig eller begge Jer Ægtefolk, om mit Forehavende skal lykkes. Jeg tilstaaer, at jeg har vakt din Vrede, men alligevel vil jeg bede Eder om Pigen til Hustru.« Sigrid mener, at det er sandt, at hun ikke havde kunnet oplære eller danne Pigen saa godt selv, men hun har ikke Eneraadighed til at give Pigen bort, siger hun. Kjøbmanden svarer, at han ikke har nogen Frygt for hendes Mand, thi de ere gode Venner. I det samme Øieblik kommer en Dreng ind i Stuen, og med ham skikker Sigrid det Bud til sin Husbond, at hun vil tale med ham, og han kommer da tilstede lige efter. Sigrid fortæller ham hele Historien og der bliver megen Fryd paafærde. Kjøbmanden kommer nu frem med sit Frieri for begge Ægtefolkene, men Pigen selv er villig dertil, siger han. Pigens Fader siger, at han ikke har noget derimod, hvis det er Moderens og Datterens egen Villie. De gave Begge paa Øieblikket deres Ja, og Kjøbmanden trolovede sig med Pigen. Derefter siger han til Ægtefolkene, at siden han er vis paa, at Ingen tager Pigen fra ham, maa hun drage hjem med dem og blive hos dem i tre Aar til deres Fornøielse; han er ikke saa utaalmodig af sig, at han bryder sig om at ægte hende før hun har fyldt sine atten Aar. Pigen bliver da spurgt, om hun vil drage hjem med sine Forældre, men hun svarer, at det kan hun ikke, thi hun kan ikke undvære ham en eneste Dag. Forældrene sige da, at det Savn skal hun ikke tage paa sig, thi de vide, at hun elsker ham for al hans Adfærd mod hende; de ere vel fornøiede med at vide hende hos ham, sige de, de havde jo i saa lang Tid maattet være hende foruden; og saa blev hun da tilbage. Da Ægtefolkene havde udrettet deres Ærinde, begave de sig paa Hjemveien. Efter tre Aars Forløb drog Sigrid atter til Kjøbstaden med sin Mand, og Kjøbmandan feirede da sit Bryllup med stor Stads. Ikke veed man Andet end at Kjøbmanden og hans Hustru levede vel og lykkelige til deres høie Alder. Sigrid drog hjem med sin Mand, men hver Sommer maatte hun tilbage til Kjøbstaden for at samles med sin Datter. Hun og hendes Husbond levede i Dalen til deres Alderdoms Dage. Og hermed ende vi Fortællingen om Sigrid Øfjords-Sol.
