Sigurd Fafnersbane, andet Kvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)


Reprint Add.jpg


Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


24. Sigurd Fafnersbane
Andet Kvad


Sigurd gik til Hjalpreks Stod, og valgte sig der en Hest, som siden blev kaldet Grane. Da var Regin, Hreidmars Søn, kommen til Hjalprek; han var den kunstfærdigste Mand og en Dverg af Væxt. Han var viis, grusom og troldkyndig. Regin tog sig paa at opfostre og oplære Sigurd, og holdt meget af ham.
Han fortalte Sigurd om sine Forældre og den Begivenhed, at Odin, Høner og Loke vare komne til Andvarefos, i hvilken der var mange Fiske. Dvergen Andvare plejede at opholde sig i Fossen i Skikkelse af en Gedde, og søgte der sin Føde. Otur, sagde Regin, hed vor Broder, som ofte foer i Fossen i en Odders Skikkelse; han havde fanget en Lax, og sad paa Aabrinken og aad den blundende. Loke slog ham ihjel med en Steen; Aserne tyktes at have havt god Lykke med sig, og flaaede Bælgen af Odderen. Den samme Aften vilde de gjæste hos Hreidmar, og viste deres Fangst. Vi grebe dem da, og forelagde dem det Livsløsen, at de skulde fylde Odderbælgen med Guld, og dække den udvendig ligeledes med det røde Guld. Da sendte de Loke bort for at skaffe Guldet. Han gik til Ran og fik hendes Net, og til Andvarefos og kastede Nettet for Gedden; men den løb i Nettet. Da sagde


Loke.
1.
Hvo er den Fisk,
I Strømmen gaaer,
Og ej sig for Ondt
At vare forstaaer?
Vil Du dit Hoved
Løse fra Hel,
Skaf mig da hid, hvad der
Flammer i Væld.


Gedden.
2.
Andvare jeg hedder,
Oin mig bar,
I mangen en Fos
Jeg faret har;
En Ulykkesnorne
Forlængst mig tvang,
Til stadigt at have
I Vandet min Gang.


Loke.
3.
Saafremt Du ønsker
Dit Liv at bevare
I Verden endnu,
Saa siig mig, Andvare
Hvorledes skal Mennesker
Det undgjælde,
At de med Ord
Hinanden fælde?


Andvare.
4.
Storstraf fanger
Hver en Mand,
Som vade skal
I Malstrømsvand[1];
Usandt Ord,
Paaløjet Andre,
Grene faaer,
Som vide vandre.


Loke saae alt det Guld, som Andvare ejede, og da denne havde udredet Guldet, havde han endnu een Ring tilbage, men den tog Loke fra ham. Dvergen gik da ind i Stenen og sagde:


5.
Dette Guld,
Som Pus har givet,
Koster tvende
Brødre Livet,
Sætter otte
Fyrster sammen,
Vorder ingen
Mand til Gammen.


Aserne bragte Skatten til Hreidmar, udstoppede Odderbælgen og rejste den op. Da skulde Aserne opstable Guldet og dække den; men da det var skeet, traadte Hreidmar frem, fik Øje paa et Mundhaar, og forlangte, at de skulde dække det med. Da fremtog Odin Ringen Andvaresgave, og skjulte Haaret.


6.
Loke kvad:
For mit Hoved
Nu du haver
Guld og svære
Løsningsgaver,
Men Lykken svinder
For Sønnen saa fage,
Eder det bringer
Begge af Dage.


Hreidmar.
7.
Ej Vennegaver
Du her mig gav,
Ej af oprigtigt Sind
Du gav;
Livet I nu
Berøvet vare,
Havde jeg anet
Slig en Fare.


8.
Men værre det er,
Hvad mig tykkes at vide,
At om en Kvinde
En Slægt vil stride;
Knap er' dog de Fyrster
Endnu baarne,
Som ere til Fjendskab
Saalunde udkaarne.


9.
Røden Guld
Jeg vel skal volde,
Saalænge jeg Livet
Kan beholde;
Intet mig dine
Trusler skræmme;
Pak Eder væk
Hvor I har hjemme!


Fafner og Regin krævede Slægtbod af Hreidmar efter deres Broder Otur; men han sagde Nej dertil. Fafner gjennemborede da sin Fader med et Sværd, medens han sov. Hreidmar raaber paa sine Døttre:


10.
Lyngheid og Lofnheid!
Mit Liv Man tager;
Til Meget jeg trænger,
Hvis Savn mig plager.
Lyngheid.
I Hævn paa en Broder
Ej Harmen udøse
De Søstre, som vorde
Faderløse.


Hreidmar.
11.
Fød da en Datter
Du Ulvekvinde,
Hvis ej Du en Søn
Ved en Helt kan vinde!
Giv Pigen — det højt er
Fornødent — en Mand!
Din Harm hendes Søn
Da hævne kan.


Saa døde Hreidmar; men Fafner tog alt Guldet. Regin forlangte at faae sin Fædrenearv, men Fafner gav ham et Nej isteden. Regin spurgte da sin Søster Lyngheid om Raad, hvorledes han skulde faae fat paa sin Fædrenearv. Hun sagde:


12.
Vor Broder med gode
Ord Du bede
Om Arven, og om
At tæmme sin Vrede;
Det sømmer sig ikke
For Dig at kræve
Gods af Fafner
Med Sværd i Næve.


Disse Ting sagde nu Regin til Sigurd. En Dag, da han kom til Regins Huus, tog denne vel imod ham.


Regin kvad:
13.
Kommen til vore
Sale hen
Er Sigmunds Søn,
Den Snarensvend[2];
Sligt Mod i mig Gamle
Aldrig brændte,
Af graadig Ulv
Er Grams ivente.


14.
Den djærve Kriger
Fostrer jeg,
Til os fandt Yngves
Æt sin Vej;
Under Solen
Vældigst Mand
Den Konge vorder,
I hvert et Land
Hans Roes gjenlyder,
Saa Skjæbnen byder.


Sigurd var da jævnlig hos Regin, og denne fortalte ham, at Fafner laa paa Gnitahede i en Orms Skikkelse og besad Skrækkehjelmen, der indjog alt Levende Rædsel.
Regin gjorde Sigurd et Sværd, som hed Gram; det var saa skarpt, at naar han skjød det ned i Rhinen, og lod en Tot Uld drive med Strømmen, saa gjennemskar det Totten ligesaalet som Vandet. Med det Sværd kløvede Sigurd Regins Ambolt.
Siden eggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner; men han svarede:


15.
Højt vilde Hundings
Sønner lee,
Der korted Eylimes
Liv med Vee,
Hvis mere mig lysted
Guldet rød,
End Hævn at søge
For Faders Død.


Kong Hjalprek skaffede Sigurd en Flaade til Faderhævnen. De fik en stor Storm, og krydsede forbi et Forbjerg; en Mand stod paa Klinten og kvad:


16.
Hvo sees paa Revils[3]
Heste at ride,
Paa larmende Hav
Og Bølger stride?
Sejltømmede Springere
Skumme af Møje,
Ej Vovens Gangere
Vinden døje.


Regin.
17.
Med Sigurd ifølge
Vi sejle her,
Os Børen blæser
Vor Undergang nær,
Bølgerne styrte
Brat over Stævn,
Skuderne rulle:
Os Spørgeren nævn!


Spørgeren.
18.
Navnet Hnikar,
Du Vølsung! jeg lyder,
Naar efter Striden
Jeg Hugin fryder;
For Dig den Gamle
Paa Bjærget nu hedder
Feng eller Fjølner;
Om Medfart jeg beder.


De holdt ind til Land; Gubben gik ombord, og da lagde Vejret sig.


Sigurd kvad:
10.
Hnikar! mig siig,
Da Du kjender saavel
Det, der for Mænd
Som for Guder er Held,
Hvad kan de gunstigste
Varsler os bringe,
Naar vi til Strid skulle
Sværdene svinge?


Hnikar.
20.
Meget kan gunstige
Varsler Dig bringe,
Naar Du det kjender,
For Sværdet at svinge;
Sikkert en Kriger
Det er til Gavn,
Naar hannem følger
Den sorte Ravn.


21.
Et Andet er,
Om ud Du gaaer,
Som Du til Rejsen
Færdig staaer,
Og tvende Hæders-
mænd just der
Paa Fortog stande,
Hinanden nær.


22.
Et Tredje er,
Naar Ulven ude
Høres under
Asken tude:
God Lykke Du faaer
Mod Krigerskare,
Hvis Ulven Du seer
Foran Dig fare.


23.
Ingen træde
I Kampen ind,
Ved Maanens Søsters
Sidste Skin!
Ved Lyset man maa
Til Sværdleg ile,
For Sejer at faae,
Og fylke i Kile.


24.
Farligt det er
Din Fod at støde,
Just naar Kampen
Du gaaer imøde,
Sledske Diser
Da om Dig staae,
Ønske, de kunde
Dig saaret faae.


25.
Kæmmet være
Skal og tvættet
Kløgtig Mand
Og morgenmættet,
Uvist, hvor han
Stander silde,
Efter Varsel
Fald er ilde.


Sigurd holdt et stort Slag med Lyngve Hundingssøn og hans Brødre. Der faldt Lyngve og de to andre Brødre. Efter Slaget kvad Regin:


26.
Blodørn, ristet
Med bedske Sværd,
Sigmunds Bane
Paa Bag nu bær,
Kongens Søn
Er den Største, som væded
Jorden med Blod
Og Ravnen glæded.


Sigurd drog hjem til Hjalprek; da eggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner.




Noter:

  1. sml. Valasangen Nr. 43.
  2. Den snarraadige Svend.
  3. ɔ: Vikingens.