Uddrag af Reginsmál

Fra heimskringla.no
(Omdirigert fra Sigurd og Hnikar)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Uddrag af Reginsmál


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-14



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.



Oddergælden


Loke med fiskenettet

— — Dengang var Regin — Reidmars søn — kommet til Hjalprek. Han overgik alle i fingerfærdighed og var dværg af vækst. Han var begavet, grusom og troldkyndig. Regin opfostrede Sigurd og oplærte ham og elskede ham meget højt. Han fortalte Sigurd om sine forfædre og om det, der skete, da Odin og Høner og Loke var kommet til Andvarefossen. Der var mange fisk i den fos. En dværg hed Andvare. Han opholdt sig ofte i fossen i skikkelse af en gedde, og han skaffede sig mad dér. »Vi havde en bror, der hed Odder,« sagde Regin, »— som ofte drog til fossen i skikkelse af en odder. Han havde fanget en laks og sad på åbrinken, hvor han åd med lukkede øjne. Loke slog ham ihjel med en sten. Aserne mente, at de i høj grad havde haft heldet med sig og flåede skindet af odderen. Den samme aften søgte de overnatning hos Reidmar og fremviste deres jagtbytte. Så pågreb vi dem og pålagde dem som løsesum at fylde odderbælgen med guld og desuden dække den med det røde guld. De sendte da Loke af sted for at skaffe guldet. Han besøgte Ran og fik hendes net og drog da til Andvarefossen og kastede nettet efter gedden, og den gik i nettet. Da sagde Loke:


1.
Hvem er fisken,
der farer i strømmen,
men ikke er særligt forsigtig?
Fly mig på stedet
flodens lue —
og frels dit hoved fra Hel!


Gedden svarede:


2.
Andvare er navnet —
Oinn var min far —
jeg færdes ofte ved fosser.
Længe var jeg tvunget
til livet i vand;
det voldte en nedrig norne.


— — Loke så alt det guld, Andvare ejede, og da denne havde udredet guldet, havde han én ring tilbage, og den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i stenen, idet han sagde:


5.
Men to brødres
bane forvoldes
af guldet her,
som Gust ejede,
og otte fyrster
ender i strid;
mine skatte
vil skade mange!


Aserne overdrog Reidmar værdierne og fyldte odderbælgen og rejste den på fødderne. Derpå skulle aserne dynge guld over den og dække den. Da det var gjort, gik Reidmar frem og fik øje på et knurhår, som han bad dem dække. Da tog Odin ringen Andvareseje og skjulte håret. Loke sagde:


6.
Guldet er dit,
gælden er betalt;
det var dyrt at beholde hovedet,
men de sønner, du har,
skal savne lykken;
den skat bli’r begges bane.


Reidmar sagde:


7.
Gavmildt gav du,
men godhjertet ikke;
det blev snarest betalt i trods.
Vidste jeg før,
hvad jeg véd nu,
havde I næppe levet så længe.


Loke sagde:


8.
Jeg synes at vide
om værre ting
og kommende slægters slagsmål;
jeg aner endnu
ufødte fyrster
for hvem den strid er bestemt.


Reidmar sagde:


9.
Jeg agter at råde
for det røde guld,
lige så længe jeg lever;
Pak dine trusler,
tror du jeg skræmmes?
— kan I så se at forsvinde!



— —


Sigurd og Hnikar


— — Kong Hjalprek skaffede Sigurd skibsmandskab, så han kunne hævne sin far. De løb ind i en voldsom storm og krydsede under et bjergfremspring. Der stod en mand på bjerget og sagde:


16.
Hvem rider her
Ræfils heste
på det buldrende havs
høje bølger?
Sejlets Stuf’er
stænkes af skumsprøjt,
og vinden truer
vovens mære.


Regin svarede:


17.
Her er Sigurds flok
på søens træer;
en drabelig bør
driver os frem,
og bølgen slår hårdt
mod den høje stavn
på spantehesten —
hvem spørger om dette?


Manden sagde:


18.
Hnikar blev jeg kaldt,
da kampen stod på,
og den unge Vølsung
gav æde til Hugin;
kald du nu enten
karlen fra bjerget
for Fang eller Fjølner
på farten med jer!


De lagde til land, manden gik ombord, og da blev vejret roligt. Sigurd sagde:


19.
Fortæl hvad du véd
om varsler — Hnikar! —
der gavner guder og mennesker;
findes mon nogle,
der nytter i strid,
og hjælper, hvor sværd skal svinges?


Hnikar sagde:


20.
Der er mange varsler,
mænd bør kende,
som gavner, når sværd skal svinges:
Når et sværdtræ følges
af den sorte ravn,
tror jeg, det varsler vel.


21.
Et andet er,
når du agter dig bort
og står færdig til færden,
men øjner to
uden for huset —
mænd, der hungrer efter hæder.


22.
Et tredje er
en tudende ulv,
der høres fra under en ask;
det varsler om held
mod våbenklædte,
hvis du ser dem først.


23.
Gå aldrig frem
mod fjendehæren
i lavt modlys
fra månens søster;
sejren er sikret
den sværdlegsfremmer,
som kan se og kæmper
i kilefylking.


24.
I stridens stund
er den største skade
at snuble foran fjenden;
troløse diser
står tæt ved din side —
de ønsker at se dig såret.


— —