Sivard

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Sivard


Omund døde, efter hvad jeg har erfaret, overmaade rolig under den dybeste Fred og efterlod sig to Sønner og lige saa mange Døtre. Den ældste Søn Sivard arvede Riget, medens hans Broder Budle endnu var spæd. Paa den Tid havde Svenskekongen Gøtar fattet en grænseløs Elskov til den ene af Omunds Døtre paa Grund af det Ry, der gik af hendes overordentlige Dejlighed, og han overdrog da en Mand ved Navn Ebbe, Sibbes Søn, det Hverv som hans Sendemand at bejle til Jomfruen. Han røgtede sit Hverv forstandigt og bragte velkomment Bud med tilbage om, at Pigen gav sit Samtykke. og der var nu ikke andet, han ønskede, end at komme til at holde Bryllup, men da Gøtar var bange for at holde det blandt fremmede, bad han om, at hans Brud maatte blive sendt over til ham, idet han atter benyttede sig af Ebbe, den samme Sendemand, som han havde skikket til Danmark første Gang.

Da Ebbe nu kun med et ganske lidet Følge drog igjennem Halland, søgte han Nattely i en Landsby, hvor to Brødre havde deres Huse liggende lige over for hinanden med en Flod imellem. Disse Brødre havde for Skik at myrde dem, de gjæstfrit havde modtaget, idet de snedig forstod at skjule deres røveriske Færd under Venligheds Maske. De havde hængt en aflang Bjælke ligesom en Perse og forsynet med en Jernegg op i den øverste Del af Huset, hvor den var gjort fast med skjulte Kjæder, og ved Nattetid plejede de saa at fire den ned ved at give los paa Kjæderne og skære Hovederne af dem, der laa neden under den. Paa den Maade havde de med dette Hængeværk halshugget adskillige. Efter at Ebbe og hans Mænd havde nydt et rigeligt Maaltid, redte Tjenerne et Leje til dem ved Arnen, saaledes at de ved Hjælp af den lumske Bjælke kunde hugge Hovederne af dem, som de laa der med dem op imod Ilden. Da de var gaaet, bød Ebbe, som nærede Mistanke til den Indretning, de havde hængende over Hovederne paa sig, sine Stalbrødre at lade, som om de sov, og saa skifte Plads, det vilde baade dem overmaade vel, sagde han. Der var imidlertid nogle iblandt dem, som ikke hørte med til Ebbes Følge, og som ikke brød sig om det Bud, de andre lød, men blev liggende ganske rolig der, hvor de fra først af havde lagt sig. Da det saa var begyndt at blive mørk Nat, blev den svære hængende Indretning firet ned af dem, der var sat til at passe den, og idet den slap ud af Baandene, der holdt den, og med stor Kraft faldt til Jorden, slog den dem, der laa under den, ihjel. Da nu de, hvem det paalaa at udføre denne Misgjerning, kom med Lys for at forvisse sig om, hvorledes det var gaaet, saa' de, at Ebbe, for hvis Skyld de især havde gjort det, forsigtig havde forebygget Faren. Han angreb dem strax, og de maatte bøde med Livet for, hvad de havde gjort. I det gjensidige Blodbad mistede Ebbe ogsaa sine Ledsagere, men han fandt en Baad og slap paa den over den af Isflager opfyldte Flod og bragte Gøtar Bud om det Nederlag, han havde lidt, i Steden for om Udfaldet af sit Ærinde.

Gøtar skjønnede, at dette var sket paa Sivards Anstiftelse, og beredte sig til at hævne den Uret, der var tilføjet ham, med Vaabenmagt. Sivard blev overvunden af ham i Halland og flyede, efter at Fjenderne havde taget hans Søster til Fange, til Jylland. Her vandt han et Slag imod Slavernes Almue, der havde vovet sig til Kamp uden at have nogen Høvidsmand, og den Sejr skaffede ham lige saa megen Ære, som hans Flugt havde bragt ham Skam. Men da de, som han havde slaaet, dengang de ingen Høvidsmand havde, kort efter fik en Anfører, blev han overvunden af dem i et Slag paa Fyn. Han kæmpede gjentagne Gange med dem i Jylland, men havde stadig Uheld med sig, og Enden blev, at han efter at have mistet Skaane og Jylland kun havde den midterste Del af Riget tilbage ligesom Dele af en fortæret, hovedløs Krop. Hans Søn Jarmerik faldt tillige med sine smaa Søstre i Fjendens Hænder, og den ene af Pigerne blev solgt til Nordmændene, den anden til Tyskerne, thi i gamle Dage plejede Giftermaal at være Gjenstand for Salg. Daneriget, som var blevet udvidet med saa meget Mod, navnkundigt ved Forfædrenes store Bedrifter og styrket ved saa mange Sejre, blev saaledes ved én Mands Fejghed fra den mest straalende Lykke og den mest blomstrende Tilstand drevet saa langt ud i Skjændsel, at det nu selv maatte udrede Skat, i Steden for at det før havde opkrævet den. Men Sivard, som saa tit var bleven slagen og havde maattet fly paa den skammeligste Maade, kunde ikke udholde at holde Statens søndrede Ror i sin Haand under de forsmædelige Kaar, Landet nu var stedt i, efter at Forfædrene havde vundet saa megen Hæder, og for at han ikke ved at leve længere skulde sætte den sidste Rest af Ære til, skyndte han sig at søge en hæderlig Død paa Valpladsen, thi Attraa efter at afkaste al Bekymring gjorde hans Sjæl, der ikke kunde glemme Ulykken, led ved Livet; i den Grad havde hans Begjærlighed efter at slippe bort fra sin Skam gjort ham Dagens Lys forhadt. Efter at have samlet Krigsfolk erklærede han derfor en Mand ved Navn Simon, der under Gøtars Overhøjhed var Høvidsmand i Skaane, aabenlys Krig, og idet han drev den igjennem med haardnakket Letsindighed, endte han efter at have fældet Simon sit Liv under et stort Blodbad blandt sine Fjender. Befri Fædrelandet for den Tynge at maatte betale Skat kunde han dog ikke.