Snie

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Snie


Efter Broder tog Sivald Styret. Hans Søn Snie lagde sig, da hans Fader blev gammel, ivrig efter Vikingefærd og ikke blot bevarede han Riget, men gjengav det, mindsket, som det var blevet, dets gamle Omfang. Da han var bleven Konge, gjorde han Ende paa Kæmperne Eskil og Alkils Frækhed og forenede ved denne Sejr atter Skaane, der længe havde været unddraget Danmarks Overhøjhed, med Riget. Omsider blev han betagen af Elskov til Gøtekongens Datter, og hun gjengjældte hans Kjærlighed. Saa skikkede han hemmelig Sendemænd til hende for at faa Lejlighed til at komme sammen med hende, men de blev fangne af Pigens Fader, som lod dem hænge til Straf for den Sendefærd, de saa letsindig havde paataget sig. Snie, som var opsat paa at hævne dem, faldt ind i Gøtland, og da Kongen dér mødte ham med sin Hær, opfordrede de før nævnte Kæmper ham til at lade Sagen afgjøre ved Holmgang mellem begge Kongernes Kæmper. Snie stillede da den Betingelse, at hver af Kongerne enten skulde miste sit eget Rige eller vinde den andens, efter som Lykken var hans Kæmper imod eller med, saa at den overvundnes Rige blev Sejrens Løn. Enden blev, at Gøtekongen trak det korteste Straa som Følge af, at det gik hans Kæmper ilde, og maatte afstaa sit Rige til Danskerne. Da Snie fik at vide, at Gøtekongens Datter efter sin Faders Tilskyndelse var bleven ført bort og gift med Svenskekongen, sendte han en Mand i pjaltede Klæder, der plejede at gaa om og tigge paa Alfarvej, til hende for at forfare hendes Sind. Da han paa Tiggeres Vis havde lagt sig tæt ved Dørtærskelen, fik han tilfældigvis Dronningen at se, og han sagde da med sagte Stemme: "Snie elsker dig". Hun hørte, hvad han sagde, men lod, som om hun ingenting hørte, og hverken saa' sig tilbage eller vendte om, men gik videre ind i Borgen, og da hun strax efter kom tilbage, sagde hun med saa sagte Stemme, at han næsten ikke kunde høre det: "Jeg elsker den, der elsker mig", og derefter gik hun videre ud af Hallen. Tiggeren blev glad over, at hun havde givet Tilsagn om Gjenkjærlighed, og da han Dagen efter sad ved Døren, og Dronningen kom, sagde han paa sin vante kortfattede Maade: "Til ønskets Opfyldelse kræves der et Sted". Hun opfattede ogsaa denne Gang Meningen af hans snilde Ord og gik videre, idet hun fuldstændig lod som ingenting. Da hun lidt efter gik forbi ham igjen, sagde hun, at hun snart kom til Bøkesøre, thi did havde hun bestemt sig til at fly. Da Tiggeren havde faaet det at vide, spurgte han igjen paa sin sædvanlige snilde Maade for at faa Rede paa, hvornaar hun vilde holde sit Løfte, og hun var lige saa snild som han og lige saa dunkel i sin Tale og svarede ham saa kortfattet, hun kunde, at det vilde blive først paa Vinteren. Hendes Ledsagere, som havde opfattet enkelte Ord af denne Elskovstale, troede, at det, der i Virkeligheden var Udslag af den største Snildhed, var fuldstændig Daarekistesnak. Da Snie havde faaet Besked af Tiggeren, bortførte han Dronningen paa et Skib, da hun var gaaet ud under Paaskud af at ville i Bad, efter at han først havde taget hendes Mands Skatte. Siden var der jævnlig Krig imellem ham og Svenskekongen, idet denne søgte at faa sin lovlige Hustru tilbage og hin at holde fast paa sin ulovlige Elskov, og Udfaldet var tvivlsomt, thi Sejren vendte sig snart til den ene Side, snart til den anden.

Paa den Tid blev Markernes Afgrøde fordærvet som Følge af overmaade daarligt Vejr, og der blev svar Dyrtid. Da Almuen som Følge af Levnedsmidlernes Knaphed led haardt af Hungersnød, paalagde Kongen, der ivrig grublede over, hvorledes han skulde kunne hjælpe paa de strænge Tider, Folket Ædruelighed, thi han havde lagt Mærke til, at der gik mere med til at slukke Drankernes Tørst, end de sultne fik. Han forbød derfor Gjæstebud og bød, at der ikke maatte brygges øl af Korn, idet han ved at forbyde overflødigt Drikkeri mente at kunne tage Braaden af Hungersnøden, og at der kunde skaffes fuldt op af Mad, naar Folk tørstede.

Nu var der en Mand, som var meget opsat paa at fugte sin Hals og derfor var overmaade kjed af, at alt Drikkeri blev forbudt. og saa fandt han da med stor Snedighed paa en ny Maade at tilfredsstille sin Lyst paa og brød det almindelige Paabud om Afholdenhed ved selv at hengive sig til Drukkenskab, idet han for den Fornøjelses Skyld anvendte et paa en Gang latterligt og skarpsindigt Middel. Han tilfredsstillede nemlig sin Lyst til at drikke sig fuld ved at slikke den forbudne Drik i sig draabevis. Da han nu for den Sags Skyld blev stævnet for Kongen, erklærede han, at der ikke kunde tænkes noget mere ædrueligt Menneske end ham, eftersom han holdt sin Begjærlighed efter at drikke i fulde Drag i Tømme ved den sindrige Opfindelse, han havde gjort, i Retning af at drikke lidt ad Gangen, og han vedblev at værge sig imod den Beskyldning, der var rejst imod ham, ved at skyde sig ind under, at han blot søbede. Saa blev det under Trusler forbudt ham ikke blot at drikke, men ogsaa at søbe, men han kunde ikke aflægge sin Vane, og for at nyde den ulovlige Drik paa en lovlig Maade og ikke lade nogen anden raade over sin Hals dyppede han Skorper i øl, spiste Brødet, der var helt gjennemtrukket med øl, og trak den attraaede Rus i Langdrag ved at spise langsomt, og saaledes naaede han den forbudne Overmættelse paa en Maade, der ikke syntes at stride imod Forordningen. Saa haardnakket og rasende var hans Drikfældighed, at han satte Livet paa Spil for sine Udsvævelsers Skyld og uden en Gang at lade sig skræmme af Kongens Trusler stivede sin ubesindige Lyst af, saa den lod haant om al Fare. For anden Gang blev han stævnet for Kongen anklaget for at have handlet imod Forordningen, men selv da undlod han ikke at forsvare, hvad han havde gjort, idet han gjorde gjældende, at han ingenlunde havde brudt de Love, Kongen havde givet, eller ved de Nydelser, han havde hengivet sig til, krænket det Bud, han havde udstedt om Maadeholdenhed, særlig naar man tog i Betragtning, at den Beskrivelse af Afholdenhed, der gaves i Forordningen om Ædruelighed. syntes at gjøre det utvivlsomt, at det var forbudt at drikke øl, men ikke at spise det. Kongen svor nu ved Rigets Bedste og kaldte alle Guder til Vidne derpaa, at hvis han nogen Sinde igjen vovede sligt, skulde han undgjælde derfor med Livet. Han holdt imidlertid for, at Døden ikke var nær saa haard som Ædruelighed, og at det var lettere at give Afkald paa Livet end paa overstadig Drik, og han kogte atter Korn i Vand og gjærede øllet, og da han nu ikke længer haabede at kunne anføre noget yderligere til Forsvar eller Undskyldning for sin Drikfældighed, gav han sig den aabenlyst i Vold, satte Dumdristighed i Steden for sin tidligere Snildhed og tømte frejdig sit Bæger, idet han hellere vilde vente paa den Straf, Kongen vilde give ham, end blive ædruelig. Da Kongen nu spurgte ham, hvorfor han saa mange Gange havde formastet sig til at gjøre, hvad der var forbudt, svarede han: "Det er ikke saa meget min Drikfældighed som Velvilje over for dig, Konge, der er Skyld deri. Jeg tænkte nemlig paa, at en Konges Ligfærd maa fejres med et Gilde, og for at der nu ikke formedelst Kornmangel skal savnes øl ved det Gilde, der skal fejres, naar du dør, har jeg brygget den forbudne Drik. saa det er mere Omtanke end Drikfældighed, der har drevet mig dertil. Jeg tvivler nemlig ikke om, at du dør af Sult før end nogen anden, saa at du bliver den første, der skal begraves, thi du har selvfølgelig udstedt denne usædvanlige Maadeholdsforordning, fordi du var bange for, at det først vilde komme til at skorte dig selv paa Føde. Det er dig selv og ikke andre, du tænker paa, naar du indlader dig paa at paabyde saadant Gnieri". Mandens vittige Spot bragte Kongen til at opgive sin Vrede og skamme sig i Stedet for, og da han saa', at den Forordning, han havde udstedt for det almene Vels Skyld, indbragte ham Spot, lod han Hensynet til Almenhedens Tarv fare og tilbagekaldte Forordningen, idet han hellere vilde opgive sin Hensigt end paadrage sig sine Undersaatters Harme.

Hvad enten det nu kom af, at Jorden fik for lidt Regn, eller den var for udmarvet, var Markerne, som jeg alt har sagt, golde og gav kun liden Grøde, saa det skortede Landet paa Levnedsmidler, og det mattedes af Hungersnød, og da det Forraad, der var, kun forslog lidt, var der ingen Udvej til at fjærne Hungersnøden. Saa blev der efter Forslag af Aage og Ebbe vedtaget en Folkebeslutning om, at de gamle Folk og Smaabørnene skulde slaas ihjel, kort sagt alle, der ikke var kraftige nok til at bære Vaaben, skulde sendes ud af Landet, saa at kun de stærke og kraftige fik Lov til at blive der, og ingen andre end dygtige Krigere og Jordbrugere maatte blive boende i deres Huse og Fædrenehjem. Da de bragte deres Moder Gambaruk denne Tidende, skjønnede hun, at Ophavsmændene til denne skammelige Beslutning havde søgt Redning i en Forbrydelse; hun fordømte, hvad der var vedtaget paa Tinge, og sagde, at man ikke burde af hjælpe Nød ved at dræbe sine nærmeste; et hæderligere Raad og langt tjenligere for deres Sjæles og Legemers Velfærd vilde det være, om de uden at tilsidesætte de Hensyn, de skyldte Forældre og Børn, ved Lodkastning bestemte, hvem der skulde drage af Landet. Og dersom Loddet traf affældige Oldinger, skulde de stærke byde sig til at drage i Landflygtighed i deres Sted og frivillig paatage sig at bære denne Byrde for de svage. De, der kunde faa sig til at kjøbe Livet for Brøde og Ugudelighed og lade en saa uretfærdig Bestemmelse gaa ud over deres Forældre og Børn, var ikke værd at leve, thi de satte Grumhed i Kjærlighedens Sted, og alle de, for hvem Kjærlighed til deres eget Liv havde mere at sige end Kjærlighed til deres Forældre og Børn, gjorde sig kun ilde fortjente af Fædrelandet. Dette Forslag blev forelagt Folkeforsamlingen, og de fleste stemte for det. Der blev altsaa trukket Lod om, hvorledes hver især havde at forholde sig, og de, som Loddet traf, dømtes til at drage af Landet. Saaledes skete det, at de, som ikke af egen Drift havde villet bøje sig for Nødvendigheden, nu blev nødte til at føje sig efter Lykkespillets Dom. De sejlede først til Bleking og dernæst forbi Moring og lagde saa til Land ved Gotland, hvor de, som ogsaa Paulus Diaconus vidner, paa Gudinden Friggs Tilskyndelse skal have antaget Navnet Longobarder, som det Rige, de siden stiftede, blev opkaldt efter. Omsider lagde de til ved Rügen, hvor de forlod deres Skibe og begyndte deres Tog over Fastlandet. De drog igjennem mange Lande, som de hærjede, og efter at have anrettet Nederlag vidt og bredt søgte de sig omsider Bopæle i Italien og ombyttede Folkets gamle Navn dér med deres eget.

Imidlertid blev Danmark som Følge af, at Agerdyrkningsarbejdet mindskedes og Plovfurerne blev overgroede, mere og mere som et Skovland at se til, mistede næsten helt det oprindelige smukke Grønsvær og blev bedækket med tætte og fæle Skove, der voxede op. Dette bærer da ogsaa Markerne endnu den Dag i Dag Vidne om, thi disse, som fordum var frugtbart Agerland, ses nu at være opfyldte med Træstammer, og hvor fordum Agerdyrkerne grov dybt i Jorden og spredte de store Græstørv, der voxer nu Skov, som dækker Jorden, der endnu bærer Spor af at have været dyrket i gamle Dage. Havde den ikke ligget udyrket, øde og overgroet i lange Tider, havde ét og samme Jordsmon ingenlunde saaledes kunnet blive delt imellem de Furer, Ploven har draget, og Træernes faste Rødder. Ogsaa de Høje, som Folk i gamle Dage havde opkastet paa den flade Mark for at begrave døde, er nu overgroede med Skov. Man kan ogsaa spredt i Skovene se talrige Dynger af Sten, som i sin Tid var spredte over Markerne i hele deres Udstrækning, men som Bønderne omhyggelig havde samlet og lagt i Dynger, for at de ikke skulde hindre dem i at pløje alle Vegne, idet de foretrak, at et lille Stykke Jord gik til Spilde, fremfor at hele Marken var tung at arbejde i. Af det Arbejde, som Bønderne den Gang havde gjort for lettere at kunne dyrke Jorden, kan man altsaa slutte, at Befolkningen i Oldtiden var talrigere end senere Tiders, som nøjes med smaa Marker og holder Agerdyrkningsarbejdet inden for snævrere Grænser, end man gjorde i gamle Dage. Den nulevende Slægt undrer sig derfor over, at den i Steden for en Jord, som i gamle Dage var mægtig at bære Korn, har faaet en, som kun er skikket til at frembringe Olden, og over, at der i Steden for Plovstjerten og Kornmarkerne er kommet et Land bevoxet med Træer. Dette, som jeg har fortalt saa sandfærdigt, som jeg har kunnet, maa være nok om Snie.