Snorre Sturlassons historieskrivning - De udvortes Vidnesbyrd for at Snorre er Forfatter af Heimskringla

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg sprák Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes pá følgende sprák ►


Snorre Sturlassons historieskrivning

De udvortes Vidnesbyrd for at Snorre er Forfatter af Heimskringla


av Gustav Storm


Kjøbenhavn, 1873.


Tittelbladet til Peder Claussøn Friis' Norske Kongers Chronica, 1633

Det er baade en gammel og en temmelig ny Antagelse, at Snorre Sturlassøn var Forfatter af norske Kongesagaer. Han var allerede omtalt som saadan i de mange senere Bearbeidelser af de norske Kongers Historie fra 14de Aarhundrede; men desuagtet glemte man senere paa Island, hvilke historiske Værker der med Rette knyttede sig til hans Navn, saa at endog den lærde Arngrim Jónsson († 1648) har citeret Heimskringlas Fortale uden at kunne nævne Forfatteren[1]. Det har derfor først været de norske Oversættere fra 16de Aarh., Laurents Hanssen (1550) og Peder Claussøn († 1599), som atter bragte Snorres Navn som Historiker frem, og iblandt disse egentlig først Peder Claussøn, da Laurents Hanssens Værk blev liggende utrykt. Disse omtaler begge sin Original som forfattet af Snorre Sturlassøn, og da Claussøns Oversættelse blev ført frem af Worm (1633), betragtedes det som en ny Opdagelse, at Snorre var Kongesagaernes forfatter. En tysk Forfatter, K. Maurer, har søgt at mistænkeliggjøre Oversætterens Ord ved at antage, at Laurents Hanssen uden videre har nævnt Snorre som "Kongebogens" Forfatter, fordi Snorre citeres som Forfatter i Sagaer, som Laurents kjendte, - og ved endvidere at antage, at Laurents har berettet sin Antagelse til Peder Claussøn, som Laurents kan have kjendt. Dette hører vistnok til Mulighedernes Rige; thi Peder Claussøn (f. 1545, Præst i Undal fra 1566, † 1614) kan have kjendt Laurents Hanssen, som var Lagmand i Stavanger, før han c. 1558 forflyttedes til Bergen, hvor han i forskjellige Stillinger forblev indtil sin Død Decbr. 1596. Men - det er vel saa sandsynligt, at de ikke kjendte hinanden; ialfald viser Peder Claussøn ikke paa noget Sted Kjendskab til Laurents’ Oversættelse, medens han derimod i enkelte Punkter er paavirket af en anden samtidig Oversættelse. Desuden bør vi lægge Mærke til, at der ligger 50 Aar mellem begges Oversættervirksomhed; thi Laurents Hanssen oversatte Kongesagaerne som yngre Mand (1550 ell. 51) for Kronprins Fredrik og sendte sin Bog ned til Danmark, hvor den allerede fandtes ved Aar 1556; Peder Claussøn derimod optraadte først som ældre Mand og efler Laurents Hanssens Død. Langt rimeligere er det at antage, at de Haandskrifter, som begge Oversæltere har benyttet, har udtrykkelig nævnt Snorre Slurlassøn som Forfatter, naar man lægger Mærke til det Sammentræf, at i disse to af hinanden uafhængige Oversættelser netop Fortalen citeres som Snorres: som staa i samme Fortalen "Snorris Sturlli Historiographi Norwag"_og "Snorre Sturlesøns Fortale paa sin Chrønicke" (P. C.). De fleste eller næsten alle Haandskrifter af Heimskringla befandt sig i 16de Aarh. i Norge, hvor man endnu gav sig af med at afskrive dem[2]. At ét eller flere af disse har nævnt Snorre som Forfatter, kan ikke betvivles, naar man ser, at gamle islandske Haandskrifter citerer Snorre som Forfatter af Kongesagaer; slige Citater kan dog vel ikke grunde sig alene paa Sagn, men maa have haft skriftlige Vidnesbyrd. Snorre citeres som Forfatter i den store Olav Trygvessøns Saga[3], i Haandskrifter af Jarlasagaen og i Magnus saga Eyjajarls (citeret Andet Afsnit Cap. 12) samt paa alle tilsvarende Steder i Flatøbogen, skrevne af JonTordssøn (c. 1380). I 14de Aarh. var det altsaa bekjendt for mange, at Snorre havde skrevet et historisk Værk om Norges Konger, som har indeholdt Sagaer ialfald ligefra Olav Trygvessøn til og med Magnus barfod. Naar altsaa Flatøbogens Skrivere paa andre Steder gjentagne Gange citerer et større Værk under Navn af: "Ævi Noregs konunga" (I, 217) eller "bók Noregs konunga" (I, 152) eller "Æfisögur Noregs konunga" (III, 469) og disse Citater gjenflndes i Heimskringla og kun der, saa viser dette, at disse Skrivere har kjendt Snorres Værk som en selvstændig Samling af mange norske Kongers Historie; Citaterne strækker sig nemlig ud over et langt Tidsrum, de handler om Harald Blaatands Tog til Norge, om Harald grenske og om Harald haardraade. Ligeledes citeres paa flere Steder i Knytlinga-saga (forfattet c. 1250-70) Heimskringla som en bekjendt Enhed under Navn af "ævi Noregs konunga" eller "sögur Noregs konunga[4], og disse Citater angaar Harald Graafelds Død, Magnus den gode[5] 2), Magnus blinde[6] og Magnus Erlingssøn[7], altsaa Tiden c. 970-1170[8]. Lærde Mænd paa Island i 13de og 14de Aarhundrede kjendte altsaa Snorres Kongesagaer som ét samlet Værk, og nogle af dem angav bestemt Snorre som Forfatter. Denne bestemte Angivelse maa vel skrive sig fra Haandskrifterne selv, uagtet der ikke paa de nu kjendte Haandskrifter findes noget Forfatternavn; men her har det da megen Vægt, at de to af hinanden uafhængige Oversæltelser begge stiller Snorres Navn i Spidsen for Fortalen; at den 3die (Jens Mortensens) ikke gjør det samme, kan ikke bruges som Vidnesbyrd mod denne Ensstemmighed, thi dens Original har allerede da manglet Fortalen og derfor ogsaa Snorres Navn. Medens saaledes Kongesagaerne nævnes baade i 13de og 14de Aarh. som ét samlet Værk, skal det ikke nægtes, at ogsaa de enkelte Sagaer i Heimskringla nævnes særskilt. Forf. af Knytlingasaga, som flere Gange omtaler "æfi Noregs konunga", citerer dog ogsaa de enkelte Sagaer om Olav den hellige (Fnm. S. XI, S. 185, 200), om Magnus den gode (S. 208) og om Harald haardraade (S. 211), og Citaterne passer dog kun paa disse Kongers Sagaer i Heimskringla; paa samme Maade nævnes i Jarlesagaen "æfi Noregs konunga", men lige forud "Saga Magnus konungs" (Orkn. S. 548), og dog er det tydeligt, at samme Bog (nl. Snorres) menes. Det er ogsaa naturligt nok, at et Sagaværk, delt i flere "Sagaer" som Heimskringla, netop nævnes paa disse forskjellige Maader, ligesom vi paa andre Steder finder, at om Torv-Einar henvises snart til Jarlenes Saga (af "honum eru komnir allir Orkneyja jarlar, sem segir í æfi þeirra, Vatnsdœla S. Cap. 9), snart til den Del af samme, som angaar Torv-Einar ("lagði undir sik eyjarnir, sem segir í sögu hans". Derfor nævner ogsaa islandske Annaler Snorre som Forfatter af "frœdibœkr, islenskar sögur" (ɔ: Sagaer paa islandsk). Disse Bemærkninger skulde jeg ikke have fremført, hvis ikke Prof. Maurer paa saadanne Udtryk havde grundet den Formodning, at Snorre har kun forfattet enkelte Sagaer, medens hele Samlingen skulde være istandbragt efter hans Død, ved c. 1260. Maurer søger et Bevis herfor i et Sted om Keiser Fredrik II († 1250) i Sigurðar' saga Jórsalafara (Hsk. S. 666), som i de ældre Udgaver lød "þeirra son var Friðrekr, er fyrir skömmu var keisari yfir Rómaborg". Hvis disse Ord fandtes ligelydende i alle Haandskrifter, baade ældre og yngre, kunde det stødte en Formodning som Maurers, skjønt det heller ikke da var bevisende. Men det findes netop ikke i de ældste Haandskrifter, Kringla (A. M. 63 fol.) og A. M. 39 b. fol. Disse nærmer sig endnu mere til Keiser Fredriks Tid ved at sige "er nú var keisari í Rúmaborg", medens de senere Haandskrifter vexler mellem "er fyrir skömmu var k. y. R." (Jöfraskinna, Eirspennill og Gullinskinna), "er siðan var k. y. R." (Frisianus) og "siðan varð k. y. R. (Hulda og Hrokkinskinna), med andre Ord: Stedet forandredes mere og mere, alt ettersom Afskriverne fjernede sig fra Snorres og Keiser Fredriks Tid.

Ligesom Kringla viser, at "Heimskringla" fandtes som Enhed kort efter Fredrik d. 2dens Død ("nú"), saaledes har vi ogsaa et Vidne for, at den er ældre. Det Haandskrift af Olav d. helliges Sagn, som er udgivet i Christiania 1853 af Munch & Unger, viser hen til en Tid, ældre end Kringla. - Dette Haandskrift eller dets Original er ifølge Fortalens Ord skrevet (dikteret) af Forfatteren til Heimskringla og udarbeidet senere end dette Værk. Han siger nemlig i Fortalen: "Rita hefi ek latet fra upphafi æfi konunga þeirra er rici hafa haft a Norðrlondum oc a dansca tungu hafa mælt" (o.s.v. som Prologen til Heimskringla); og efter at have paavist den Værdi, som maa tillægges Skaldenes Vidnesbyrd fremfor mundtlige Sagn, tilføier han: "Nu riturn ver þau tiðindi með nackvarri minningu er gorðuz um æfi Olafs ens helga konungs" o.s.v. Det er altsaa den samme Forfatter, som har skrevet de norske Kongers Historie og det "fra upphafi" (ikke fra Halvdan Svarte, hvilket før var Skik), og som nu fremfører en Hoveddel deraf i fornyet Behandling. En nyere Forfatter kunde have udtrykt samme Tanke omtrent saaledes: Af mit allerede afsluttede Værk om Norges Konger lader jeg her særskilt udkomme i ny Bearbeidelse den Del deraf, som handler om Olav d. hellige, væsentlig efter samme Kilder og samme Maalestok. Denne Forklaring er i det væsenllige allerede givet af P. A. Munch (Fortalen S. XL.) og synes at være den eneste mulige af Forholdet mellem Heimskringlas og Olavssagaens Fortale, ligesom den ogsaa i høi Grad styrkes ved Laurents Hanssens og Peder Claussøns Paastand, at Snorre selv har skrevet Fortalen til Heimskringla. Da Olavssagaens Fortale efter dette maa være et Vidnesbyrd af Snorre selv om hans større Værk og saaledes staar i Strid med Maurers Antagelse, at Heimskringla er sammenarbeidet længe efter Snorres Død, saa er det en meget mislig Udvei, naar Maurer uden Videre paa Grundlag af sine Formodninger fordommer Fortalens Ord som "eine offenbare Unwahrheit".

Olavssagaen forudsætter hele Heimskringla ligefra Ynglingasaga og ialfald indtil Harald Gilles Sønners Tid. Fortalen henviser udtrykkelig til Ynglingasaga foruden ved Udtrykket "af upphafi" ogsaa ved at omtale denne Sagas Kilder, Tjodolv og Eyvind; endvidere har P. A. Munch paavist, at Olavsagaens Cap. 1-7 er Uddrag af Snorres Haralds S. hárfagra, Cap. 8-10 af hans Hákonar S. goða, Cap. 11-13 af Haralds 8. gráfeldar og Cap. 14-18 af hans Olafs S. Tryggvasonar. Den egentlige Saga om St. Olav strækker sig fra Cap. 18 til 251, idet der kun er skeet ganske enkelte Forandringer, dels Forkortelser, især Cap. 38, dels Udvidelser, saaledes som rimelig er ved en Forfatters senere Bearbeidelse. Derpaa begynder et kort Uddrag af Snorres Magnus S. góða, Capitel for Capitel, indtil Foreningen mellem Norge og Danmark 1042 som Afslutning paa Kampen mellem Harald haarfagres Æt og Knytlingerne. Endelig meddeler Forfatteren en kort Kongehistorie fra 1047 til 1161 som Ramme om St. Olavs Jærtegn, medens Forf. i Heimskringla har optaget disse efter Tidsfølgen i de tilsvarende Kongers Sagaer. Denne Omordning vidner saaledes for, at ogsaa de følgende Kongers Sagaer vare fuldførte, førend Forf. begyndte paa sin Omarbeidelse.

At Heimskringla var udarbeidet af Forf. lige til Slutningen (1177), har vi et sikkert Vidnesbyrd om deri, at de ældre Haandskrifter (Kringla og Jöfraskinna) stanser her og at heller ikke noget af de senere stanser paa et tidligere Punkt, medens de derimod optager én eller flere af de følgende Kongesagaer, hvilke ikke Snorre har forfattet (Eirspennill, Gullinskinna og Frisianus). Desuagtet antager Maurer, at Snorre har stanset ved Sigurd Jorsalafares Død 1130, for det første fordi Snorre ikke citeres som Forfatter af Sagaer efter 1130, dernæst fordi Are frode rimeligvis har stanset ved 1130 og det saaledes laa nær for Snorre at gjøre det samme, og endelig fordi vi ikke i Sagaerne 1130--77 finder Spor af den "for Snorre eiendommelige" Anvendelse af Skaldekvæder som historiske Vidner. Jeg er nødt til her at paavise det uholdbare i disse Maurers Paastande, for at det ogsaa paa denne Maade kan blive klart, hvor vilkaarlig Maurers Bevisførelse er. Snorres Navn citeres ikke for andre end Olav Trygvesøns og Magnus barfods Sagaer, saa, hvis Maurer var konsekvent, maatte han lade Snorre stanse ved 1103; men derimod citeres hans "Noregs konunga" (ɔ: Heimskringla) endog om Begivenheder ved Aar 1170, saa at man kan ingen Vægt lægge paa den TiIfældighed, at ikke Snorres Navn nævnes. At Are frode stansede ved 1130, kunde være naturligt nok, da han jo skrev ved den Tid og ikke levede længe efter († 1148) hvis Snorre skulde følge Ares Exempel, maatte han paa samme Maade have ført sit Værk ned til sin Samtid; men da Kong Sverres Historie fra 1177 allerede var skrevet af én eller flere af Snorres ældre Samtidige, vilde det være rimeligt nok for Snorre at stanse, hvor Sverres Saga begyndte, ved Aar 1177. Forresten er Sammenligningen med Are frode saa meget mere paa urette Sted, som det ikke engang er sandsynligt, at Are har skrevet om Begivenheder efter c. 1050. Det fremhæves jo udtrykkelig om ham, at hans Arbeide støtter sig til Beretninger fra gamle og vise Mænd, som ogsaa havde Beretningerne fra gamle og vise Mænd; følgelig har han skrevet ikke Samtidens men de gamle Tiders Historie; det fortælles ingensteds, at han skrev om Begivenheder efter Olav d. helliges Tid. Det kan ogsaa fremhæves, at hans Medarbeider Sæmund frodes Autoritet kun citeres for Kongerækken indtil Magnus d. godes Død (1047) paa en Maade, som antyder, at han ikke har meddelt Efterretninger om senere Konger. At Sagaerne fra 1130 til 1177 skulde vidne om en forskjellig Forfatterindividualitet, kan jeg ikke tro og skal siden søge at bevise det. Anvendelsen af Skalde som Vidner er nemlig ingenlunde noget for Snorre eiendommeligt; han deler denne Særegenhed med alle ældre Forfattere fra 1ste Halvdel af 13de Aarhundrede (f. Ex. de norrøne Bearbeidere af Odd Munk, Forff. af Egilssaga, Fostbrœðrasaga, d. legendariske Olafs saga hins helga, Morkinskinna, Fagrskinna o.s.v.). Men disse Forff. har ogsaa den Særegenhed tilfælles med Snorre, at jo nærmere de i Sagaerne kommer til sin egen Tid, desto sjeldnere benytter de Skaldeviser, naturligvis fordi Skaldene ansaaets som overflødige, hvor Fremstillingen hviler paa ældre eller samtidige skriftlige Kilder. Det er forresten betegnende nok, at Maurer selv for at kunne bruge dette sit sidste Argument maa erklære de Viser, som virkelig findes i de senere Sagaer, for senere indskudte; thi endog i de to sidste Sagaer i Heimskringla, om Haakon herdebred og Magnus Erlingssøn, findes dog Viser, om end færre end i de tidligere (se Hsk. S. 766. 781. 795).

Det hører ogsaa herhen at omtale en Række af Maurers Antagelser om Snorres Prolog, hvorved han søger at bevise, at denne Prolog kan være sammenarbeidet efter Snorres Tid ved Hjælp af Here af Snorre forfattede Fortaler til hver enkelt Saga, hvilke Fortaler dog nu alle er tabte med de enkelte Sagaer, som de har indledet. Det er vistnok uheldigt for Maurers Antagelser, at ikke engang den reviderede Olavssaga, som tilmed viser ud over Kringla, har nogen enkelt Fortale, men har optaget hele Snorres Fortale til Kongesagaerne. Maurer hjælper sig her med to Haandskrifter fra Slutningen af 14de Aarh. (el. senere), som virkelig har sammendraget Fortalen til dens Hovedindhold, at Sagaens Hovedstøtter er Skaldene og Are frode; men saa nye Haandskrifters Vidnesbyrd formaar intet mod Stamme-Haandskriftet, der maaske er samtidigt med Snorre og ialfald ikke meget yngre. Det kan vel ikke betegnes tydeligere, end gjort er i de to Prologer, at de danner Indledningen til en sammenhengende norsk Kongehistorie fra Begyndelsen af (fra Odin) og saa langt ned i Tiden, som Skalder kvad for norske Konger. Forf. begynder med at kreve Agtelse for de gamle historiske Lange (Söguljóð S. 19) og for de to gamle Skalder, paa hvis Beretninger Ojdhistorien er grundlagt; thi efter Tjodolvs og Eyvinds Viser er Ynglingernes Historie oprindelig skrevet, og Forf. har her gjort faa Tillæg, laante fra vise Mænds Fortellinger (S. 1- 2). Hertil knytter Snorre en Bemerkning om de to hedenske Tidsaldre, Bruna-old og Haug-old, vel fordi Tjodolv i Regelen om de eldre Konger beretter, at de blev brændte, og om de yngre, at de blev høilagte (S. 24, 29)[9]. Med Harald haarfagre begynder det sikre Tidsrom i Norges Historie, thi "med Haraldi konungi váru skáld, ok kunna menn enn kvæði þeirra ok allra konunga kvæði, þeirra er siðan hafa verit at Noregi" (S. 211-213). Uagtet disse sidste Ord ligefrem peger paa hele Samlingen, kunde de dog efter Maurers Mening være laante af en eldre Prolog til en særskilt udgiven Harald haarfagres Saga. Ved Siden af Skaldene omtaler Snorre derpaa den Forfatter, for hvem han havde størst Agtelse indenfor hans Sfære, Kronologen Are frode; hvad han siger om Are og hans Bog, opfatter Maurer som en Levning af en Indledning til Olav d. helliges Saga, hvor Snorre ogsaa udlrykkelig beraaber sig paa Are (S. 450; men Maurer overser da for sine Hypothesers Skyld, at Ares Bog udtrykkelig kaldes "æfi Noregs konunga" (i Flertal), saa at hans Skrift har omfattet en Række af norske Konger, at Snorre ogsaa tidligere i Harald Graafelds Historie støtter sig til Are (S. 134), og at en af Ares Hjemmelsmænd var Torgeir Avraadskoll, som var saa gammel, at han boede paa Nidarnés Aar 995 (S. 31) og saaledes vel har fortalt ligesaameget om Kongerne i 10de Aarh. som om Olav d. hellige. Naar Snorre efter at have fremhævet Ares Troværdighed slutter med at sige, "en kvæðin þykkja mér sizt or stað fœrð, ef þau eru rett kveðin ok skynsamliga upptekin", saa er ikke dette saa meningsløst i en Fortale til hele Værket, som Maurer mener; thi her fremhæves, at Snorre dog som god Kritiker har større Tiltro til de samtidige Skalde - hvis disse er korrekt gjengivne - end til den senere Forfatter, Are frode, hvor stor end dennes Anseelse er.

Hermed tror jeg at have paavist den fornuftige Tankegang i Snorres Fortale og derved at have afvist alle Maurers Ind-vendinger mod dens Oprindelighed.

Ogsaa Kongesagaerne efter St. Olav, som ikke synes omtalte i Fortalen, er efter Maurer særskilt udgivne af Snorre og først senere indlemmede i Samlingen. Ogsaa til at bevise dette benytter han som Argument Antagelser, nemlig at Forf. af Fagrskinna har benyttet Snorres Saga om Harald haardraade, uagtet han aabenbart ikke kjender de øvrige Dele af Snorres Værk, og at et enkelt Haandskrift (Gullinskinna) først begynder med Olaf kyrres Saga og altsaa vidner for en "heftevis" Udgivelse. Men begge disse Antagelser hviler paa Ukjendskab til Haandskrifterne; Fagrskinnas Forf. har ikke laant fra Snorre, men fra den ældre Morkinskinna (se Andet Afsnit Cap. 9), som Maurer ikke kjendte. Og Gullinskinna er kun et Brudstykke af et Haandskrift, som gjerne kan have omfattet hele Heimskringla, og det begynder desuden ikke med Olav kyrres Saga, men med Cap. 103 af Harald Haardraades Saga og indeholder f. Ex. Haralds Karakteristik. Man kunde ligesaa godt sige, at Snorre har udgivet under ét alle de senere Sagaer efter St. Olavs Død; thi vi har to Haandskrifter, A. M. 47 (Eirspennill) og 39 b., som begge begynder her, nl. med resp. Cap. 252 og 259 i Olav d. helliges Saga. Men dette er dog at lægge Vægt paa Tilfældigheder; det er soleklart, at alle de Haandskrifter, som vi kan stole paa, har begyndt med Ynglingasagaen og naar til Slaget paa Ré Aar 1177.

Fotnoter

  1. ↑ I "Crymogæa" (1613) citeres (S. 27) Heimskringlas Fortale saaledes: In præfatione veteris commenlarii hæc verba autoris leguntur: Á þessa bók lait eg rita fornar frasögur etc Continet au em is liber orbis Arctoi res gestas permultas, Daniæ, Sveciæ, Norvegiæ et vicinarum ex parte gentium. - Og blandt Lovsigemændene nævnes S. 82 Snorro Sturlæ filius som Autor Eddæ libri, men den S. 27 omtalte Bog henføres ikke til ham. Derimod feiler K. Maurer (i det nedf. citerede Skrift 8. 126), naar han mener, at Islændingen Jón Rugmann, der 1670 oversatte Olav den Helliges og de følgende Kongers Sagaer, heller ikke kjendte Snorre uden som Eddas Forfatter. Fortalen til Rugmanns Oversættelse siger, at der i Bogen fandtes "ett santfärdigt Uthtág aff thet förnámsta uthaff Snorre Sturlesson". Forud for Oversættelsen af Olavssagaen gaar der nemlig et kortfattet Udtog af Snorres Ynglingasaga ligefra Odin til Halvdan Svarte. Og her læses følgende: "Thenne Oden haffwer siellf warit i Aasgárd og dette alt som ofwan nāmes om Affgudædyrckan och Seder ført medh sigh hiit til Swerige, som Snorre Sturlesson och flere gamble Fránsagor förmáhla." Da Indvandringen til Sverige nævnes, kan her ikke være ment Snorres Edda, men ene og alene hans Ynglingasaga.
  2. ↑ L. Hanssen omtaler saaledes, at han ved Aar 1548-49 afskrev Kongebogen (ɔ: Cod. Frisianus), og Mag. Jens Nilssøn (siden Biskop i Oslo) har afskrevet en stor Del af Jöfraskinna Aar 1567 (Cod. Wormianus ell. Norvegieus).
  3. ↑ I. Fnm. 8. II, Side 310: Nu segir Snorri Sturluson, at Sveinn Danakonúngr lagði furst með sitt lið att Orminum lánga ok hinum stærstum skipum Ólafs konúngs (Hsk. 8. 211 ,5). II. 310: Svá segir Snorri, at Sveinn konúngr lagði sin skip at Orminum lánga, en Ólafr sænski lagði út frá ok stakk stöfnum at yzta skipi Ólafs Tryggvasonar, en öðrummegin lagði at Eiríkr jarl (Hsk. 211). II. 314. Svá segir Snorri Sturluson, at Ólafr sænski legði þá at í staðinn, er Sveinn konúngr lagði frá (Hsk. 212). III. 1. Snorri Sturluson segir svá, at þá er Olafr konúngr sá, at flest hans lið var fallit, en Eiríkr jarl ok fjölði hans manna þusti aptir at lyptíngunni, at Ólafr konúngr ok Kolbjörn stallari Ijópu þá báðir fur borð, ok á sitt borðit hvárr, en jarlsmenn höfðo lagt utan at smáskútur, ok drápu þá menn, er i kaf Ijópu. Ok þá er konúngr sjálfr hafði á kaf laupit, vildo þeir, er á skútunum voro, taka hann höndum ok færa hann jarli, en Ólafr konúngr brá yfir sik skildinum ok steyptist i kafit; en Kolbjørn stallari skaut sínum skildi undir sik ok hlífði sér svá við spjótum, er lagt var af þeim skipum, er undir lágu, ok fell hann svá í sjóinn, at skjöldrinn varð undir honum, ok komst hann af pví eigi í kafit, áðr hann varð handtekinn. Þessi er sögn Snorra (Hsk. 215). III. 5. þær frásagnir, er Snorri Sturluson váttar at giörvar hafi verit síðan um ferðir Ólafs konúngs (= Hsk. 216.)
  4. ↑ Fnm. 8. XI Side 179: Haraldr konúngr Gormsson réð svikum ok lífláti Haralds konúngs Gunnhildarsonar, Noregs konúngs, sem ritað er i æfi Noregs konunga (Hsk. 132-34).
  5. ↑ Side 206: pá tók Magnus, son Ólafs ens helga, ríki í Danmörk, var hann þá par konúngr yfir, sem segir i æfi Noregs konunga (Hsk. 530).
  6. ↑ Side 343: Magnus konúngr var blindaðr ok sendr síðan i klaustr, sem segir í æfi Noregs konunga (- Hsk. 710, 717).
  7. ↑ Side 388: Ok er sagt frá skiptum þeirra Valdimars konúngs ok Noregs manna í sögum Noregs konunga (- Hsk. 800-803).
  8. ↑ Endelig kan ogsaa fremføres et Citat af Hervararsaga, som kun passer paa Snorres Værk: Ívarr víðfaðmi kom með her sinn í Sviaveldi, sem segir i konúngasögum (Hsk. 35).
  9. ↑ Maurer er (S. 127) usikker, om han skal regne denne lille Bemærkning til Ynglingasagas eller til Haralds Sagas Indledning, især da Udtrykkene "brúnaöld“ og "haugöld“ forekommer saa sjelden i Heimskringla. Men om disse Navne er sjeldne, saa omtales dog de forskjellige Gravskikke temlig hyppigt, og Fortalens Udtryk kan da godt forsvare sin Plads og gjælder vistnok nærmest for Ynglingasaga, men ogsaa for de senere hedenske Kongers Sagaer.