Stednavne og førkristne kultsteder – Ranheim – et norsk kultsted

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

9.
Ranheim – et norsk kultsted

Den karakteristiske forbindelse mellem kultplads og aristokratisk storgård som fandtes ved Tissø, Lejre og Gudme har sine paralleller i Sverige, men ejendommeligt nok ikke i Norge, med mindre man regner høvdingehallen Borg på Lofoten med til denne kategori. Med sine 83 meter er den vikingetidens største bygning, men sporene efter kult er beskedne. I 2010 gjorde norske arkæologer imidlertid et fund ved Trondheim, som de havde svært ved at tolke som andet end velbevarede spor fra et førkristent kultsted, selv om intet her signalerede høj status.

Stenhoben, der blev tolket som en hørg.
Ill.: clm.

Udgravningen blev foretaget på flad mark og indledtes som en ren rutineundersøgelse forud for opførelsen af nogle boliger på en nyudstykket grund i forstaden Ranheim nogle få kilometer øst for Trondheim. Området omkring Trondheimsfjorden er rigt på kulturminder – især stenrøser (gravhøje byggede af løse sten) – og da arkæologerne stødte på en stenbunke under mulden, gik de ud fra, at de stod med resterne af endnu en gravhøj. Lederen for projektet, arkæolog Preben Rønne fra Vitenskapsmuseet i Trondheim, forstod dog snart, at her var tale om noget andet end en almindelig stenrøse. Her var tale om et kultanlæg, som angiveligt var blevet sløjfet i årene op til kristningen af Norge. Denne sløjfning var foregået ved, at man havde lagt et tykt lag ler og jord ud over kultstedet. Derfor havde anlægget været skjult og beskyttet i tusinde år. Jordlaget var så tykt, at efterfølgende pløjning ikke havde berørt eller beskadiget nogen ting på pladsen. Kun enkelte drænrør havde forstyrret den hellige plads.

Hørgen

Under et 30 cm tykt jordlag efterfulgt af et lag ler og håndstore sten fandt arkæologerne en flad rund stenhob, som var ca. 15 m. i diameter og knap en meter i højden. Udhuggede stenblokke var anbragt i to koncentriske cirkler, hvoraf den yderste dog ikke var komplet. Arkæologerne nåede frem til, at dette ikke var en gravhøj men måtte være en offerhøj – en hørg. Større og mindre stykker hvidt kvartssten var anbragt på hørgens overflade. Her fandt man også enkelte glasperler og en koncentration af brændte knogler. Cirka midt i hørgen havde været anbragt en kraftig trækasse på 1 x 1,3 m. Træet var rådnet væk, men havde efterladt en brun aftegning omkring kassens indhold. Dette indhold bestod af en blanding af sand og et stort antal ildskørnede kogesten eller brændte sten. Mellem disse sten fandtes en del brændte knoglerester – omkring 1,5 kg i alt. Blandt benstumperne var bl. a. et stykke af et kranium og flere mennesketænder. Det nederste af kassens indhold bestod af et lag findelt trækul.

Hørgen menes at have været i brug fra ca. 300-1000. e. Kr. Under hørgens midte fandt man imidlertid et tyndt sort lag af trækul, hvori der også dukkede flere brændte knogler op. Disse knogler blev tidsfæstet til 4-500 f.Kr. Dette betød, at hørgen var bygget oven på en grav og kunne have været i brug ikke blot i yngre jernalder og vikingetid, men også i ældre jernalder. Efter alt at dømme stod man altså med et håndgribeligt eksempel på, at grave og gravhøje også kunne have en kultisk funktion, måske i forbindelse med forfædredyrkelse.

Hovet

Oversigt over fundene på Ranheim. Ill.: clm.

I umiddelbar forlængelse af hørgen fandt arkæologerne stolpehuller fra en lille, men bastant bygning på 5,3 x 4,5 m. Alle fire vægge var konstrueret på samme måde med to stolper mellem hjørnestolperne, så der i alt var tolv stolper. Hver stolpe var understøttet af en kraftig stensokkel. Målene på bygningen var atypiske for et hus fra jernalderen, og meget pegede på, at der hverken var tale om beboelse, stald eller værksted. Der fandtes ikke noget ildsted i huset, der var ikke nogen indretning med båse eller skillevægge og lignende. Bygningen lignede ikke de jernaldergårde, som man ellers havde fundet i Trøndelagen.

Indgangsdøren til Haltdalen Stavkirke.
Kirkens mål svarer til hovet i Ranheim. Ill.: clm.

For Preben Rønne kan der ikke herske tvivl om, at man her havde fundet en kultbygning, et gudehov. Han fremhæver bl.a. bygningens dimensioner, de kraftige stolper, der tyder på en bygning af betydelig højde, hvilket han knytter til udtrykket ”højt tømret hov” fra Vølvens Spådom. Han påpeger også den konstruktionsmæssige lighed mellem denne bygning og nogle af de ældste stavkirker. Han nævner her stavkirken i Haltdalen, hvis mål (4,8 x 5,8 m) svarer til hovet i Ranheim.

Bygningen er som sagt uden skillevægge eller anden indretning, men i det vestlige hjørne viser fire mindre stolpehuller, at her har været en anordning af en slags. Preben Rønne siger, at disse stolper ikke har haft nogen konstruktiv eller bærende funktion, og tilføjer: ”Det er fristende, at forestille sig, at gudebillederne har stået her, sådan som det er beskrevet i sagaerne.” Han sigter til stallen – forhøjningen i hovet, hvor gudestøtterne var anbragt. Lige udenfor hovet viser yderligere fire stolpehuller, at her har stået en lille kvadratisk bygning – eller måske bare en overdækket konstruktion på 2,5 x 2,5 m. Dens funktion er ikke umiddelbart til at gennemskue med mindre der er tale om en ”udendørs stalle”, hvorpå man har kunnet anbringe gudebillederne, når kultaktiviteterne foregik under åben himmel.

Grundplan over bygningerne på Ranheim. Ill.: clm.

Processionsvejen

Ud over hørgen og hovet havde kultanlægget i Ranheim også et tredje element, nemlig to lige rækker af store sten. Afstanden mellem disse to stenrækker var ca. 15 m. De førte fra et lavere liggende vådområde og havde retning direkte mod kultbygningen. Preben Rønne rejser spørgsmålet, om de to stenrækker måske skal forstås som et vi. Hertil svarer han selv:  ”Begrebet er ganske diffust i sin beskrivelse; men det er et helligt område tilskrevet guderne. I årene efter anden verdenskrig blev begrebet tolket ganske håndfast, som stenrækker, der gik op mod de tidligste kirker, som man troede var bygget på oprindeligt hedenske kultområder. På Ranheim er der udgravet to stenrækker, men  at tolke to stenrækker som et ve alene er næppe korrekt. Veet er nok snarere en samlebetegnelse for et større helligt område. Det kan være betegnelsen for en hellig lund eller en myr. Sandsynligvis er hele det område, vi har udgravet på Ranheim et ve – et helligt sted viet til guderne og asedyrkelsen. Veet har da bestået af de to stenrækker, hovet og horgen. De tre dele er en helhed, der til sammen har udgjort en central del af et helligt område.”

De to stenrækker menes snarere at have udgjort en såkaldt processionsvej – dvs. en vej, som blev benyttet ved særlige kulthøjtider. Man kan forestille sig, at gudestøtter er blevet båret i procession ad denne vej, således som det kendes fra traditioner, som er bevaret i folketroen. Det er også muligt, at det dyr, som skulle ofres, er blevet ført frem ad denne vej, så at folk kunne følge med i begivenhederne, når offergoden udførte det hellige blot udenfor hovet eller ovre ved hørgen.

På hele kultpladsen – omkring hørgen og ved kulthuset – findes adskillige sydegruber, hvilket indikerer, at kød er blevet tilberedt under åben himmel. Når blodet fra offerdyret er blevet udgydt og har farvet stenene røde, er kødet og dele af indvoldene blevet skåret op og lagt i kogegruberne for senere at blive indtaget under det rituelle måltid. Den store høvdingehal, hvor måltidet skulle indtages, er dog helt fraværende ved kultstedet i Ranheim.

Ranheim og de skriftlige kilder

Ringspænde fundet ved Ranheim. Ill.: clm.

Preben Rønne ser en lige linje mellem fundene i Ranheim og beskrivelserne i de islandske sagaer. Han ser også en sammenhæng mellem kultstedets endelige skæbne og nogle af de begivenheder, som skildres i sagaerne. Når helligstedet til sidst sløjfes og begraves under så tykt et lag jord og sten, at det ikke længere er synligt, så er det nærliggende at se dette i lyset af den nye religions krav om eneret. De yngste C-14 dateringer i Ranheim er fra slutningen af 900-tallet og altså fra overgangstiden mellem hedendom og kristendom. Der er under 10 km fra Ranheim til der, hvor det store gudehov på Lade lå. Da den kristne kong Olaf Tryggvason kom til denne højborg for hedensk religion, tøvede han ikke med at opfylde missionsbefalingen på den mest konkrete måde. Snorre fortæller: ”Hovet lod han bryde ned og tilegnede sig alt tempelgodset; han tog også det skrud, der havde klædt hovet og guden, og fra hovets dør tog han en stor guldring, som Hakon Jarl havde ladet smede. Derefter lod han sætte ild på hovet” De kristne kongers krav var ikke blot, at folk skulle lade sig døbe, men også at de skulle fjerne deres gudehov. I skildringer af religionsskiftet forekommer et fast udtryk: at brenna hóf, at brænde hov, og at brjóta hörga, at nedbryde hørg. Med andre ord: kulthuse, stenaltre og andre spor af hedendommen skulle væk.

Arkæologerne har dog ikke påvist nogen tegn på afbrænding af hovbygningen i Ranheim. Preben Rønne mener, at de store stolper er blevet trukket op og fjernet inden pladsen blev dækket til. Han trækker igen linjer til sagaerne, hvor netop højsædestolperne  blev tillagt stor betydning. Et eksempel herpå findes i Eyrbyggja saga, hvor der fortælles: ”Torolf Mosterskæg afholdt et stort blot og spurgte sin kære ven Tor til råds om, hvorvidt han skulle forliges med kongen eller rejse bort fra landet og søge sin lykke et andet sted, og svaret viste, at Torolf skulle rejse til Island. Efter dette anskaffede Torolf sig et stort havgående skib og udrustede det til islandsfærd. Han medbragte sine husfolk og husdyr. Mange af hans venner besluttede sig for at rejse med ham. Han pillede hovet ned og tog de fleste planker fra bygningen med og ligeledes mulden under alteret, hvor Tor havde siddet. Siden sejlede Torolf til havs og fik god bør og fandt landet og sejlede syd om øen og vestpå rundt om Røgnæs. Da løjede vinden af, og de så store fjorde, som skar sig ind i landet. Så kastede Torolf de højsædestolper over bord, som havde stået i hovet. Tor var udskåret på en af dem. Torolf erklærede da, at han ville bo på det sted i Island, hvor Tor lod søjlerne skylle på land.”

Rønne konkluderer: ”Kultanlægget – veet – på Ranheim bestående af en horg, et hov og en processionsvej er endnu et helt enestående anlæg, men i fremtiden vil der sandsynligvis findes andre af denne  type  anlæg  over  hele Norge. De kan dog næppe være mange der har været gemt så godt. Nu ved vi, hvad der skal ses efter så måske kan vi være heldige endnu engang. Veet giver en enestående mulighed for at tolke ud fra norrøne kilder. Det arkæologiske anlæg og de skriftlige kilder passer sammen. De norrøne kilder må derfor være mere pålidelige og præcise på dette område, end mange forskere har opfattet dem til nu. Det er det første ve, der kendes fra Norge og det bør foreløbig afklare en række problemer med specielt tolkningen af ordene horg og hov.”

Fodnoter