Sverdet Tyrfing
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
|
Norrøne heltesagn og eventyr
gjenfortalt for ungdommen
av
Kristiania 1910
1. Hjalmar og Anganty.
I gamle dage var de bedste sverd smidd av dverger som bodde i stenen, eller de var gaver fra guder til menneskene. Hvert sverd hadde navn og eide visse egenskaper som fulgte det; det var næsten som et levende væsen, og hadde sin egen saga. Vi skal nu fortælle om et av de navnkundigste sverd fra gammel tid, nemlig sverdet Tyrfing.
Det var engang en konge som het Sigrlame. Folk sa at han var søn av Odin. Hans søn het Svavrlame; han tok arv efter sin far. En dag da han red paa jagt efter en hjort, hændte det at han kom bort fra sine mænd. Da fik han utenfor en stor sten øie paa to dverger. I det samme svinget han sverdet og tryllebandt dvergene, saa de ikke kunde slippe ind. De graat for livet sit. Men kongen spurte: «Hvad heter I?» Den ene sa at han het Dvalin, den anden Dulin. Da kongen hørte det, sa han: «Siden I er de kunstfærdigste av alle dverger, skal I gjøre mig et sverd, det bedste I formaar. Hjaltet og haandgrepet skal være av guld; det skal bite jern og sten som klæde, rust skal ikke fæste sig paa det, og seier skal følge det i krig og i alle enekamper.» Dvergene lovte at smi et slikt sverd, og saa slap kongen dem fri. Da stevnedagen kom, red Svavrlame til stenen, dvergene var utenfor og rakte ham sverdet; det var det vakreste en kunde se. Men da Dvalin stod i døren til stenen, sa han: «Dette sverd, Svavrlame, skal bli en mands bane hver gang det drages, og med det skal utføres tre nidingsverk; det skal ogsaa volde din død.» Da kongen hørte dette, hugg han efter dvergene; men de løp ind i stenen og døren lukket sig efter dem, saa hugget bare kom i stenen. Kongen kaldte sit sverd Tyrfing, og bar det stadig siden og hadde altid seier.
Da Svavrlame hadde styret en tid, kom Arngrim berserk og herjet i hans rike; han var halvt av jetteslegt og den største kjæmpe. Kong Svavrlame samlet sine mænd og drog mot ham. Da de møttes, hugg kongen til Arngrim; men enden av skjoldet tok imot hugget og sverdet faldt til jorden. I det samme grep Arngrim Tyrfing og hugg først kongen og siden mange andre ned med det. Han gjorde stort hærfang og førte kongens datter Øyfura bort med sig og hadde hende med hjem til Bolm i Haalogaland, og giftet sig med hende. Arngrim og Øyfura hadde tolv sønner. Den ældste het Anganty, saa kom Harvard og Hjorvard, og til slut begge Haddingjer; de utførte tilsammen saa meget som én av de andre; for de var tvillinger og yngste. Men Anganty gjorde to mands verk, han var et hode høiere end andre mænd. Alle Arngrimssønnerne var berserker og sterkere og modigere end nogen anden; og naar de drog i viking, var de aldrig flere end de 12 brødre sammen paa skibet. De drog videnom og herjet og hadde jevnlig seier, og blev de navnkundigste mænd. Naar berserkergangen kom over dem, blev de som vilde dyr, hylte, bet i randen av sine skjold, og hugg ned alle som kom dem i møte. Det var hændt at de hadde dræpt sine egne mænd og ryddet sine egne skibe. Derfor pleide de, naar de var alene med sine mænd, og de merket at beserkergangen kom over dem, at gaa i land og bryte skog og store stener.
Den fagreste og klokeste av alle kvinder paa denne tid var Ingebjørg; hun var datter av kong Yngve i Upsala. Rygtet om hendes skjønhet naadde ogsaa til Arngrimssønnerne. Om julekvelden, naar mændene sat og drak, var det skik at avlægge løfter om stordaad som en agtet at utføre. En juleaften paa Bolm avla Anganty løfte om at han skulde faa kongsdatteren Ingebjørg tilegte, eller miste livet, hvis han ikke vandt hende. Da sømmeren kom, drog Arngrims sønner til Sverige, og kom til Upsala. De gik frem for kong Yngve, meldte ham Angantys løfte, og spurte hvad svar han vilde gi.
Hjalmar den hugstore var en av de ypperste kjæmper paa denne tid, uræd, trofast og høvisk. Han og hans fosterbror Orvar-Odd (eller Pile-Odd) hadde faret rundt om i verden og øvet storverk, og deres navn var kjendt i alle land. Orvar-Odd var nordmand av fødsel; han var søn av en høvding fra Namdalen, men var født og opfostret i det sydlige Norge. Han drog fremdeles rundt og øvde stordaad; derfor blev han kaldt Odd den vidførle. Hjalmar var derimot gaat i tjeneste hos sveakongen, og han og kongsdatteren Ingebjørg syntes godt om hverandre.
Det blev tyst i hallen da Arngrimssønnerne fremførte sit erende. I det samme traadte Hjalmar frem for kongen og mindte ham om al den hæder han hadde vundet for ham, og hvor ofte han hadde været i livsfare for hans skyld. Nu vilde han be kongen om at gifte sin datter med ham. «For det er rimeligere,» sa han, «at jeg faar min bøn opfyldt end disse berserker som gjør hver mand ondt.» Kongen syntes at det var vanskelig at vite hvad han skulde svare, men til slut sa han at Ingebjørg selv skulde vælge hvem hun vilde ha til mand. Da kongsdatteren hørte dette, sa hun: «Hvis I vil gifte mig bort, da vil jeg ha ham til mand som jeg kjender og vet godt om, og ikke en som jeg bare har hørt talt ilde om.» Da Anganty hørte disse ord, sa han til kongsdatteren: «Jeg vil ikke skifte ord med dig om dette; for jeg ser at du elsker Hjalmar. Men du, Hjalmar, kom sydpaa til Samsø til holmgang med mig, eller vær hver mands niding, hvis du ikke kommer næste midtsommer!» Hjalmar svarte, at han sikkert skulde møte. Efter dette drog Arngrims sønner hjem til sin far og var hos ham om vinteren. Om vaaren da de drog hjemmefra, gav Arngrim sverdet Tyrfing til Anganty; for han mente at det kunde han nu faa bruk for. Brødrene drog først til Bjartmar jarl i Aldeigjuborg; han gjorde et stort gjestebud til ære for dem. Om kvelden beilet Anganty til jarlens datter Tova. Bjartmar jarl sa ja, for faa folk turde negte Arngrimssønnerne det de bad om. Gjestebordet blev da fortsat, og Angantys og Tovas bryllup drukket med stor stas. Anganty og hans brødre blev nu hos jarlen til de skulde drage til holmgangsstevnet paa Samsø. Natten før de skulde seile, drømte Anganty at han og hans brødre var syd paa Samsø; der saa han to ørner komme flyvende; han gik selv mot den ene, og da de omsider satte sig ned, kunde ingen av dem røre sig; den andre ørnen kjæmpet mot de elleve brødre, og vandt bugt med dem alle. Bjartmar jarl sa at dette varslet mægtige mænds fald.
Da Arngrimssønnerne kom til Samsø, saa de to langskibe ligge der. De skjønte da at Hjalmar og hans fosterbror Orvar-Odd alt var kommet til øen, og det varte ikke længe før berserkergangen kom over dem; de drog sine sverd, bet i sine skjold og gik ut paa skibene, ryddet dem, og dræpte alle som var ombord. Derefter gik de hylende op paa land.
Imens hadde Hjalmar og Orvar-Odd været ute for at se efter berserkerne. Da de kom ut av skogen, saa de vikingerne komme fra deres skibe med blodige vaaben og dragne sverd. Da sa Hjalmar til Odd - det var eneste gang han talte frygtsomme ord -: «Ser du at nu er alle vore mænd faldt; nu synes det mig likest at vi skal gjeste Odin ikveld.» Odd raadet til at de skulde flygte til skogs; «for vi to alene kan ikke staa os mot de tolv brødre, som har dræpt tolv av de ypperste kjæmper i Sverige.» Men Hjalmar svarte: «La os aldrig flygte for vore uvenner, men heller taale vaaben av dem. Jeg vil gaa og kjæmpe med berserkerne.» De kunde se at Anganty bar sverdet Tyrfing, for det lyste av det som av solens straaler. Hjalmar spurte da Odd om han vilde kjæmpe alene mot Anganty eller mot de elleve brødre hans. Odd svarte at han vilde gaa mot Anganty; «for han kan nok gjøre store hugg med Tyrfing, men jeg tror at min skjorte er til bedre vern end din brynje.» - Orvar-Odd hadde en silkeskjorte som var vævet med troldom i Irland, saa hverken jern eller ild bet paa den. - Men Hjalmar sa: «Du vil gaa mot Anganty fordi du synes at det er et større manddomsverk end at gaa mot brødrene hans. Men nu er jeg hovedmand for denne holmgang. Jeg har lovet Ingebjørg noget andet end at jeg skulde la dig eller nogen anden gaa i denne enekamp for mig, og jeg skal kjæmpe med Anganty.» Med disse ord drog han sit sverd og gik mot Anganty. Odd ropte paa berserkerne og sa: «Én skal kjæmpe mot én, hvis han ikke er ræd og modet svigter.» Hjorvard gik da frem og skiftet hugg med Orvar-Odd, men silkeskjorten var saa sterk at ingen vaaben bet paa den, og de hadde ikke kjæmpet længe før Hjorvard faldt død til jorden. Derefter gik Harvard frem og saa de andre Arngrimssønner, men Odd gik saa djervt frem, at han fældte alle elleve brødre. Men fra Hjalmars og Angantys møte er det at melde at Hjalmar fik seksten saar, men Anganty faldt død. Efter kampen gik Odd hen til Hjalmar og spurte: «Hvordan har du det, Hjalmar? Farve har du skiftet. Dig trætter nok mange saar. Din hjelm er søndret og din side brynje. Nu er det nok forbi med dit liv.» Hjalmar svarte: «Saar har jeg seksten, brynjen er slitt. Svart er mig for øinene; jeg ser ei at gaa. Angantys sverd bet mig ved hjertet, den hvasse spids hærdet i edder. Jeg eide til fulde fem gaarder. Men jeg syntes aldrig det var nok. Nu maa jeg ligge uten liv, saaret med sverd paa Samsø, mens hjemme i hallen hos min far huskarlene sitter og drikker mjød. Jeg skilles fra den lyse Ingebjørg øst ved Mälaren; det vil sandes, som hun sa mig, at jeg ikke kom til at vende tilbake. Dra av min haand den røde ring, og gi den til den unge Ingebjørg! En ravn flyver østenfra fra det høie træ, efter flyver en ørn i dens spor, den skal jeg gi føde for sidste gang, og slukke dens tørst i i mit blod.» Med disse ord døde Hjalmar. Siden la Odd Anganty og hans brødre i haug med alle deres vaaben ved siden av sig; men Hjalmars fik flyttet han hjem til Sverige. Da Ingebjørg fik se liket av sin elskede, faldt hun død ned, og de er begge hauglagt i Upsala.
2. Hervor.
Vi har før hørt at Anganty blev gift med en datter av Bjartmar jarl. Etter Angantys død fødte hun en datter. De fleste raadet til at hun skulde sættes ut for at dø; ti de sa at hun vilde ikke bli som andre kvinder, om hun slegtet paa sin far og hans frænder. Men jarlen lot øse vand over hende, og kaldte hende Hervor, og sa at naar hun levde, var ikke hele Arngrimssønnernes æt død. Hun blev vakker at se til da hun vokste op. Men hun var ikke som andre unge piker; hun lærte sig at skyte med bue og at bruke skjold og sverd, og saasnart hun kunde, gjorde hun oftere ondt end godt. Da hun ikke fik lov til det, løp hun til skogs og dræpte folk og røvet dem. Men til slut lot hendes morfar jarlen ta og føre hende hjem. Da hun hadde været dér en stund, gik hun til jarlen og sa at hun vilde bort; for hun likte sig ikke hjemme. En stund efter blev hun væk. Hun klædde sig i mandfolkeklær med rustning og vaaben, slog sig sammen med vikinger og kaldte sig Hervard. Hun hadde ikke været længe med dem, før høvdingen for vikingerne døde, og hun blev selv deres fører. Engang kom de til Samsø; dér gik Hervard i land; men ingen av hans mænd turde følge ham; for de sa at det var ikke trygt at være ute om natten. Men Hervard sa at det var at vente at det var meget gods i haugene, og gik henimot solnedgang op paa øen. Paa veien møtte hun en gjætergut, og spurte om han kjendte til Arngrimssønnernes gravhauger. Men han svarte forskrækket: «Er du gal, viking, som spør om slikt? Kom, la os skynde os væk, saa fort benene kan bære os!» Men Hervard sa at han allikevel vilde gaa til haugene. Da gjætergutten hørte det, sa han at han heller vilde gi ham smykket sit om han vilde bli med ham hjem. Hervard svarte, at om han end vilde gi ham alt det han eide, fik han dog ikke holdt ham tilbake. Men da solen gik ned, blev det store døn paa øen, og ild skjøt op fra gravhaugene. Da blev gjætergutten ræd, og satte tilbens det forteste han orket, og ingen saa ham siden. Hervor derimot ræddedes ikke; hun saa ilden og de døde staa utenfor haugene og vadet gjennem ilden som gjennem røk, til hun kom til berserkernes haug. Da sa hun: «Vaakn, Anganty! Hervor vækker dig, eneste datter av dig og Tova. Gi mig fra haugen det hvasse sverd som dvergene slog til Svavrlame! Hervard, Hjorvord, Rane, Anganty! Jeg vækker Eder alle under trærnes røtter, med hjelm og med brynje, med hvasse sverd, med skjold og med rødfarvet spyd. I er nok blit bare til jord, I onde mænd, siden ingen av Øyfuras sønner vil tale med mig. Gid I maa føle det som om I laa i en myretue, hvis I ikke gir mig sverdet som Dvalin smidde! Det sømmer sig ikke for dødninger at gjemme paa dyrebare vaaben.» Anganty vaaknet ved sin datters ord, og søkte forgjæves at faa hende fra sit forehavende; han sa at hun var ør og uvittig, som vækket døde mænd. Men Hervor tvang ham til at svare om han hadde Tyrfing i haugen. I det samme flammet ilden høit rundt haugene, og Anganty sa: «Helgrinden er lukket op, haugene aapnes; hele øens kant luer i ild. Rædselsfuldt er det ut at skue. Skynd dig, mø, om du kan, til dine skibe!» Men Hervor svarte at hun ikke blev ræd om hun saa baal brænde om natten eller døde staa i dørene.
Forgjæves indvendte Anganty at Tyrfing vilde komme til at lægge hele Hervors æt øde. Men hun gav sig ikke. Og til slut maatte Anganty fortælle hvor han hadde Tyrfing: «Under mine herder ligger Hjalmars bane svøpt i ild. Jeg vet ingen mø paa jord som tør ta den i haand.»
Men hun svarte: «Jeg skal gjemme det hvasse sverd hvis jeg kan faa det. Jeg frygter ikke for den brændende ild. Luen lægger sig saasnart jeg ser over den.» Han svarte: «Du er gal, Hervor, hvis du med aapne øine styrter dig i ilden. Da vil jeg heller række dig sverdet ut av haugen, unge mø. Jeg formaar ikke at negte dig det.»
Med disse ord rakte han hende sverdet og sa at hun skulde eie det længe og passe godt paa det. «Men,» la han til, «dra ikke klingen uforsigtig, og rør ikke ved eggene; for der er edder i dem begge. Dette sverd er værre end gift.» Og han endte sin tale: «Farvel, datter! Raskt kunde jeg gi dig tolv mands liv, kraft og styrke, om du vil tro det, og alt det gode som Arngrims sønner lot efter sig.» Men hun svarte: «Gid I alle maa bo lykkelig i haugen! Jeg vil skynde mig bort. Her er det som at svæve mellem liv og død hvor ilde brænder rundt omkring mig.» - Med disse ord gik hun ned til skibene; men da det blev lyst, saa hun at de var borte. Vikingene var blit rædde for dønnet og ilden. Hun drog da sin vei alene fra øen, og det fortelles intet om hendes færd før hun kom til kong Gudmund paa Glasesvold. Dér var hun om vinteren og kaldte sig fremdeles Hervard. Saa hændte det en dag at Gudmund spilte schak, og hans spil var saagodtsom tapt; da spurte han om nogen kunde raade ham. Harvard gik til og hjalp, og det varte ikke længe før Gudmund vandt. Imens tok en mand Tyrfing og drog sverdet. Da Hervard saa det, grep han det fra manden, dræpte ham og gik ut.
Folk vilde løpe efter, men Gudmund sa: «Vær rolige! Det er ikke saa stor hevn i denne manden som I tror. For I vet ikke hvem han er. Dette kvindemenneske vil være eder dyrekjøpt, før I faar hendes liv.»
Siden var Hervor længe i viking, og vandt mange seire. Men da hun blev kjed av det, drog hun hjem til sin morfar, jarlen. Dér var hun som andre unge piker, og lærte sig til at brodere og andre haandarbeider. Da Gudmunds søn Hovund fik vite dette, beilet han til Hervor, og fik hende.
Hovund var den klokeste av alle mænd, og saa retfærdig at han aldrig dømte vrangt. Hervor og han hadde to sønner; den ene het Anganty, den anden Heidrek; de var begge store og sterke, kloke og vakre. Anganty lignet sin far, og vilde hver mand vel; Hovund og dermed hele folket elsket ham meget. Men hvor meget godt han end gjorde, saa gjorde Heidrek endda mere vondt. Hans mor Hervor var allikevel mest glad i ham av sønnerne sine.
Engang da Hovund gjorde et stort gjestebud, hadde han indbudt alle høvdinger i sit rike undtagen Heidrek; men han kom allikevel til hallen, og Anganty bad ham sitte ved siden av sig. Siden paa kvelden, da Anganty var gaat ut, talte Heidrek til de mænd som sat ved siden av ham, og det varte ikke længe før de kom op at trætte. Da Anganty kom tilbake, bad han dem tie stille. Næste gang da Anganty gik ut, mindte Heidrek dem om deres tale, og det endte med at den ene slog den anden; men saa kom Anganty tilbake igjen, og forlikte dem indtil morgenen. Men tredje gang da Anganty gik ut, spurte Heidrek ham som hadde faat prygl, hvorfor han ikke turde hevne sig. Og det ene ord tok det andet, saa manden sprang op og dræpte sin fælle. Da kom Anganty ind, og lot ilde over dette verk. Men da Hovund fik vite dette, sa han at Heidrek skulde rømme fra hans rike eller lide døden. Hervor derimot kom ut, og gav sin søn sverdet Tyrfing. Du han fik det, sa han: «Jeg vet aldrig naar jeg skal faa gjort saa stor forskjel paa min far og mor som de gjør paa mig. Min far gjør mig utlæg, men min mor gir mig Tyrfing, som synes mig mere værd end et stort rike. Men jeg skal nok gjøre noget som han skal huske.» I det samme drog han sverdet, og det lyste og sprutet gnister av det. Da Heidrek kjendte Tyrfing i sin haand, fnyste han, og gik berserkergang. Men Tyrfing blev en mands bane hver gang det blev draget, og nu fordi der ikke var nogen anden dér end begge brødrene, saa hugg Heidrek ihjel sin bror Anganty. Siden rømte han til skogs, og var dér længe, og sørget over hvad han hadde gjort. Men siden kom han i tanke paa at han ikke hadde gjort noget for at vinde sig et navn, og drog ut i verden. Til slut kom han til Reidgotalund; dér verget han landet for kongen, og blev gift med hans datter, og tilsidst blev han selv konge i Reidgotaland.
Heidrek var konge i mange aar; han var seiersæl og blev med aarene klok og vis. I kongens hird var det syv mænd som skulde dømme i alle saker dér i landet. Kong Heidrek hadde lovet at alle mænd i hans rike, hvad de end hadde gjort, skulde faa vælge enten de vilde høre hans vismænds dom eller fremføre gaater som kongen skulde løse. Heidrek var saa klok at han gjettet alle gaater. Men saa hændte det at en mægtig mand ved navn Gjest den blinde blev kongens uven, og Heidrek sendte bud at han skulde komme til ham. Gjest hadde liten lyst til at høre vismændenes dom; og at skifte ord med kongen var han endda mindre kar for. Derfor ofret han til Odin, og bad om hans hjælp. En kveld kom der en fremmed mand til Gjest den blinde; han kaldte sig ogsaa Gjest den blinde; de var saa like at en ikke kunde kjende den ene fra den anden. De skiftet klær, og bonden gjemte sig; men gjesten drog til kongen, hilste ham, og sa at han var kommet for at forlikes. «Vil du ha mine vismænds dom?» spurte kongen. «Er det ikke flere maater at løse sig ut paa?» sa Gjest. «Du kan fremføre gaater,» svarte kongen. «Jeg er litet skikket til det,» sa Gjest; «men det andet vilkaar er haardt.» «Vil du heller ha dommen?» spurte kongen. «Nei, jeg vil heller komme med gaater,» svarte han. Heidrek sa at det var bra, og hvis han seiret, skulde han faa kongens datter. Gjest fremførte da sine gaater, og kongen gjettet dem, én efter én. Her kan dere høre et par av dem: «Hjemmefra fór jeg; jeg saa paa veien veier; vei var under og vei over og veier allevegne. Heidrek konge, tænk du paa gaaten!» Kongen svarte: «God er din gaate, Gjest den blinde; gjettet er den. Du fór over en bro; elveveien var under den; men fuglene fløi over hodet paa dig og paa begge sider av dig; det var deres vei; i elven saa du en laks, og det var dens vei.» En anden gaate var: «Hvem bor paa høie fjeld? hvem falder i dype dale? hvem lever uten aande? hvem tier aldrig?» Det var: ravnen, som bor paa høie fjeld, duggen, som falder i dype dale, fisken, som lever uten aande, og fossen, som aldrig tier. Videre spurte Gjest hvad det var for et under han saa foran kongens dør; med sit hode pekte det ned mot Hel, men føtterne vendte mot solen. Det var en løk, hvis hode staar i jorden, men bladene op i luften. Kongen gjettet dog alle gaaterne; men til slut sa den fremmede: «Sig du, Heidrek, siden du er visere end nogen anden: Hvad sa Odin i øret paa Balder, før han blev baaret paa baal?» Da blev kongen sint, drog Tyrfing og hugg efter Gjest. Men han skapte sig om til en falk, og fløi ut gjennem gluggen til hallen; sverdet traf den i stjerten, og siden har falken kort stjert. Men nu var Odin blit vred paa kongen, siden han hadde hugget efter ham, og samme nat blev kong Heidrek dræpt av sine træler. De overfaldt ham, mens han sov, og tok Tyrfing bort med sig. Kong Heidreks søn Anganty drog længe rundt og lette efter sin fars mordere. Til slut kom han over dem, tok Tyrfing og dræpte dem, mens de sov. Efter denne tid stiftet ikke Tyrfing saa meget ulykke som før. Dvergens forbandelse mistet litt efter litt sin kraft. Anganty drog hjem, satte sig i sit rike, og blev konge. Han hadde store kamper med hunerne; for Heidrek hadde ogsaa en anden søn, ved navn Lod; hans mor var datter av kongen av Hunaland. Lod krævet arv efter sin far; men Anganty vilde ikke dele med ham. Humle, som var konge over hunerne, og Lod samlet da en uovervindelig hær, og drog mot goterne; alle som var tolv aar gamle eller ældre, drog med. Deres hær taltes i tusener. Angantys søster Hervor faldt i det første sammenstøt. Saa kom den store kamp; de kjæmpet i otte dage; men til slut seiret kong Anganty. Lod og kong Humla faldt. Efter denne tid var Anganty længe konge i Reidgotaland, og fra ham stammet mægtige konger.
