Til læseren (ONS 11)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oldnordiske Sagaer
Bind 11
Til Læseren
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829
Til Læseren.
Den paa Island gjennem Aarhundreder fra Landets Bebyggelsestid lige til vore Dage vedligeholdte almindelig udbredte Lyst til at høre og læse fortællinger om forgangne Tiders Tildragelser, og den derved fremkaldte og nærede Iver for at opbevare Mindet om samme har skaffet os en Skat af herlige Mindeskrifter, lige vigtige som Grundkilder for vor Historie, og som Folkebøger, gjennemtrængte af vore Fædres Aand og ved den livlige og til Hjertet talende Fremstilling af Begivens hederne i høj Grad skikkede til at fornøje ved en behagelig og Lærerig Underholdning
At sikre Opbevaringen af disse Skrifter og at skaffe enhver dannet Mand og Kvinde i de nordiske Lande og Lærde i Udlandene Leilighed til at gjøre sig bekjendte med dem er Hovedformaalet for det Kongelige Nordiske Oldskrifts Selskabs Bestræbelser, til hvilket Formaals Opnaaelse det, efter sin Bestemmelse at udgive tre særskilte Bind paa Islandsk, Dansk og Latin om Aaret, har arbeidet ved hidtil for Aarene 1825 til 1828 at udgive af de historiske Sagaer 12 Bind, nemlig i den islandske eller gamle nordiske Grundskrift 6, i dansk Oversættelse, dette her fremtrædende iberegnet, 4, og i latinsk Oversættelse 2 Bind, og ved at forarbeide Udgivelsen af adskillige flere.
Blandt Nordens Oldskrifter ere de indholdsrige Sagaer om Jomsborgs djærve Helte og om Knud den Stores navnkundige danske Kongeslægt i enhver Henseende at betragte som nogle af de vigtigste og tillige som de af alle, der have størst Krav paa Deeltagelse hos Danske, da de indeholde Fortællinger om Danske og om Begivenheder, som ere foregaaede her i Danmark. Særdeles Omstændigheder, især Hensyn til den islandske Menigmands Ønske, bød Selskabet dog at begynde sine Arbeider med den norske Kong Olaf Tryggvesøns Saga, og det blev da Selskabets Plan at fortsætte Udgaven af de historiske Sagaer udenfor Island med Sagaerne om Norges paafølgende Konger saavidt mueligt efter hidtil ubenyttede Haandskrifter. Norges Konge-Sagaer ville, efter nøjagtig Oversigt, udgjøre 10 Bind i Grundskrift. Dernæst, altsaa først efter 10 Aars Forløb, skulde Sagaerne om Danmark udgives. Den betydelige Deeltagelse, hvormed Danmark, endogsaa fremfor Nordens øvrige Riger, fremmede Selskabets Sag, der dog er og bør være et fælleds Anliggende for alle Nordboer, gjorde Selskabet det til Pligt at tage fortrinlig Hensyn til det af mange yttrede Ønske at see Sagaerne om Danmark tidligere udgivne. Efter et af Selskabets Medlem Prof. Paulsen indgivet Forslag, som dog nærmest egentlig kun angik Knytlinga Saga, blev det i Mødet den 19de Juli 1827 vedtaget, at Sagaerne om Danmark skulde være den første Gjenstand for Selskabets Virken.
Der begyndtes da, uopholdelig efterat denne Beslutning var tagen, paa Bearbeidelsen af disse Sagaers Grundskrift, og denne fortsattes uafbrudt, saaledes at Udgaven af samme var færdig den 28de Januar 1828. Om Beskaffenheden af de Haandskrifter, som lagdes til Grund for denne Udgave, og om Fremgangsmaaden ved deres Afbenyttelse, er der givet nøjagtigere Underretning i Fortalen til samme, hvorfor vi her kun ville meddele en kortere Underretning desangaaende.
1. Jomsvikinga Saga, S. 1—142. Af de tre Hovedrecensioner, man har af denne Saga, er den yngste bleven udgiven i Stokholm 1815, men til Grund for denne Udgave er lagt en Afskrift, som var fuld af Sprogurigtigheder, og bærer Præg af en højst vilkaarlig Behandling i Affattelsen. Denne Udgave er saaledes af saare liden Værd. Efter en god Membran i Haandskrift-Samlingen paa det Kongelige Bibliothek i Stokholm, af hvilken Prosessor Rask ved sit Ophold sammesteds havde taget en tro Afskrift, udgav Selskabets Oldskrift-Afdeling i Aaret 1824 den anden Afdeling af den korteste Recension af denne Saga, baade paa Islandsk og særskilt i dansk Oversættelse, som Prøve paa den da bebudede Sagaudgave, men af denne Udgave toges, ifølge dens Bestemmelse, kun et indskrænket Oplag, som forlængst er gaaet op, og denne mærkværdige, Saga fortjente højligen at udgives i en fuldstændigere Recension.
Til Grund for Selskabets Udgave af Sagaen lagdes Skind-bogen Nr. 291 i 4 i den efter den fortjente Stifter Arne Magnusen (Arnas Magnæus) benævnte Arna-Magnæanske Haandskrift-Samling, som opbevares paa Universitets-Bibliotheket. Denne Oldbog maa regnes for een af de allermærkværdigste af alle islandske Codices, som ere opbevarede til vor Tid. Dens særegne Ligatur, hvoraf vi her ville nævne Runen Ψ for Ordet maðhr, en Mand eller man, og Retskrivning, ligesom ogsaa ethvert andet udvortes og indvortes Præg, viser noksom dens høje Ælde, og dens Nedskrivning kan med god Rimelighed henføres til Midten eller Slutningen af det 13de Aarhundrede. Paa mange Steder er Skriften ved den høje Ælde og idelig Brug gjennem Aarhundreder saa afslidt, at den ved første Øjekast synes aldeles ulæselig. Imidlertid er det dog lykkedes, vistnok efter megen Anstrængelse, at redde den hele uvurdeerlige Skat. Enkelte Linier kostede ofte de trende Medarbejderes forenede Eftersyn og Gisninger og gjentagne Undersøgelser i flere Timer, indtil man endelig udfandt og var sikker om, hvad der staaer. Et nøiagtigt kobberstukket Faksimile af en heel Side af denne mærkelige Codex er vedføjet Udgaven, hvorved enhver Læser selv er sat i Stand til at dømme om Oldbogens Form og Beskaffenhed. Sagaens Begyndelse og Slutning, som sattes i denne Codex, ere tagne af andre Membraner, nemlig den førnævnte stokholmske og Flatøbogen paa det store Kongelige Bibliothek, der desuden tilligemed den Arnamagnæanske Nr.510, ere benyttede til Jevnførelse, saavidt Recensionernes Forskjellighed tillod det.
2. Biskop Bjarnes Jomsvikinga Drapa, S. 143—156. Denne Drapa, som er forfattet af den ørkenøiske Biskop Bjarne, som levede i Slutningen af det 12de og Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, har ingensinde tilforn været udgiven. Ganske fuldstændig er den ikke her, men neppe havde dog nogen formodet, at man havde saa mange, nemlig de 39 første paa hinanden følgende Stropher, af dette vigtige Kvad tilbage, af hvilke ikkun nogle faa Ord, som vare afrevne i Skindbogen, ere gaaede tabt. Drapaen findes bag i Codex Regius af Snorres Edda, hvis Afskriver dog ikke har kjendt den fuldstændigere, som sees deraf, at han fortsætter med et andet Kvad paa samme Membranblad, hvor Drapaen ophører.
3. Knytlinga Saga, S. 157—357. Dette for Danmarks Historie endnu vigtigere Værk er ingensinde tilforn bleven udgiven. Vel har Arne Magnusen i sin Tid afksrevet denne Saga efter en Membran, jevnført den med flere Haandskrifter, samt forsynet den med latinsk Oversættelse, hvilket Arbeide Etatsraad Gram dernæst gjennemsaae og befordrede til Trykken. Det Hele var trykt paa den sidste Side nær af Oversættelsen samt Register og Fortale, da Gram døde 1748. Prof. Møhlmann paatog sig nu at fuldføre Udgaven, hvortil John Olafsen fra Grunnevig forfattede vidtløftige Registers, men Møhlmann selv forsømte at skrive Fortalen til Værket, og imidlertid fortæredes hele Oplaget af Rotter og Muus paa Bogtrykker Høpfners Loft; kun faa Exemplarer af det ufuldendte Værk reddedes fra Undergang, og trende af disse findes nu paa de offentlige Bibliotheker i Kjøbenhavn.
Selskabets Udgave af Sagaen er besørget efter det store Membranfragment Nr. 180b, samt to Papirs-Haandskrifter af den Arna-Magnæanske Samling, med hvilke jevnførtes 7 vigtige, men mindre Membranfragmenter, tildeels af forskjellige Codices, af den Arne-Magnæanske Samling, og to Papirs-Haandskrifter af Haandskrift-Samlingen paa det Kongelige Bibliothek i Stokholm. Da det var Selskabet bekjendt, at der i denne Samling findes to Haandskrifter af Knytlinga Saga, hvis Beskaffenhed man ikke kjendte, lod det, saasnart Udgivelsen af denne Saga var besluttet, eet af sine Medlemmer, Lærer Gudmundsen, i Maanederne August og September 1827 foretage en Reise did for at jevnføre disse Haandskrifter og tillige undersøge, afskrive eller jevnføre andre Codices af de Sagaer, Selskabet nærmest agter at udgive, fornemmelig to Membraner af Olaf den Helliges Saga. Af Knytlinga Saga kan om faa Aar ventes en Udgave i Folio, ledsaget af en latinsk Oversættelse samt fuldstændige critiske og historisk-antiqvariske Undersøgelser, besørget ved de fortjente Udgivere af de sidste Bind af Noregs Konúnga sögur, Etatsraaderne Thorlacius og Werlauff.
4-5. Sagabrudstykker om Kristendommens Indførelse i Danmark m. v., samt om Harald Blaatand og Svend Tveskæg, S.359-376. De ere forhen udgivne af Langebek i Scriptores Rerum Danicarum, T. II. Selve Membranbladene bleve paa ny benyttede.
6. Fortælling om Hakon Hareksøn, Side 377—393. Den er for bleven udgiven af Etatsraad Thorlacius, som Program ved Kongens Fødselsdag 1823. Ved Selskabets Udgave af denne lille Saga, der for Resten neppe har noget historisk Værd, ere adskillige Papirs-Haandskrifter og et Par Membranfragmenter benyttede.
7. Fortælling om Erkebiskop Absalons Gjerrighed og om en Bonde, Side 394—398. Udgaven af denne ingensinde før udgivne besynderlige lille Fortælling, for hvilken mueligen dog noget Sandt kan ligge til Grund, er besørget efter den Arna-Magnæanske Membran Nr. 624 i 4.
I Fordanskningen af disse Sagaer og Fortællinger er fulgt samme Plan som i den af Olaf Tryggvesøns Saga; Oversætteren har stræbt at gjengive Grundskriftens jevne og fattelige Sprog og at holde Middelvejen imellem et altfor forældet og et med Fortællingens Aand upassende ganske Nutids Sprog, og med det samme Formaal for Øje har han bestræbt sig for at give de i Sagaerne indstrøede, tildeels meget dunkle og vanskelige, Viser i forstaaelig Dansk, uden at afvige mere fra Formen, end en passende Nøjagtighed i Oversættelsen kunde tillade; den ved Fodmaalet bestemte Verseart er, saaledes næsten altid, Bogstavrimene ofte, men Linierimene meget sjelden vedligeholdte, og hvor paa enkelte Steder Grundskriftens for Læserne uvante Metaphorer maatte beholdes, ere de forklarede i Anmærkninger underneden. Ligesom ved Olaf Tryggvesøns Saga, saaledes har ogsaa vor berømte Sprogforsker Rask viist den Beredvillighed at gjennemlæse nærværende Oversættelse i Sammenhold med Grundskriften, hvorved den har vundet i Overeensstemmelse og Rigtighed paa ikke faa Steder, og ligesom ved hin Saga har Oversætteren benyttet Adjunkt Egilssons Bearbeidelse af de i dette Bind værende Viser, som er bestemt for den latinske Overstettelse af Sagaerne, som Selskabet udgiver under Benævnelsen Scipta Historica Islandorum, af hvilket Værk to Bind ere udgivne og et tredie heel færdigt fra Oversætterens Haand.
Kjøbenhavn den 28de, Januar 1829.
