Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (Indledning)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Island med Grønland i baggrunden
Alain Manesson Mallet (1719)

Islændingesagaer

Grønlands historiske mindesmærker I
C. C. Rafn og Finnur Magnusson

VIII.
Uddrag af Eyrbyggja saga
(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne
og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske
Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands
ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.

Indledning

Saavel Grönlands som Amerikas förste bekjendte Opdagelses og hint Lands gamle Colonies Ophav m.m. maa især söges i den Egn af Islands Vesterland, som fordum kaldtes Thorsnæs Thinglaug, Þórsness þíng, men nu Sneefjeldsnæs Syssel, Snæfells-sýsla, forsaavidt at de vigtigste Mænd, som hine Foretagender skyldes, forhen boede der og tilsidst udvandrede derfra. Denne Landstrækning kaldtes fordum (og tildeels endnu) Bredefjorden, Breiðifjörðr, forsaavidt den udgjorde den Kyststrækning, som strækker sig, sönden for hin store Bugt, fra Forbjerget Öndverðarnes (det fremragende Næs eller Forbjerg) omtrent fra Vest til Øst til Bunden (eller det inderste) af Bugten, hvortil een af de mindre Fjorde, Hvamsfjorden, Hvammsfjörðr, gjör Begyndelsen. Denne Deel af Kyststrækningen hörer til Dalene eller det nærværende Dale Syssel. Dette var dog i gamle Dage indlemmet i Thorsnæs Thinglaug, hvor til hele Sneefjeldsnæsset, Snæfellsnes, den Halvö som bærer og omgiver det store Isbjerg Sneefjeldsjökel, Snæfellsjökull, endvidere hörte. Thinglauget indbefattede saaledes det hele nuværende Sneefjeldsnæs Syssel, tillige med det mindre Hnappedals Syssel, Hnappadals-sýsla, som nu er indlemmet i det mod Østen liggende Myre Syssel, Myra-sýsla, og endvidere, som ovenmeldt, den störste Deel af Dale-Syssel, nu Dala-sýsla.

Fra dette District udgik Erik den Röde paa sine Opdagelsesreiser, hvorved han fandt og först undersögte Grönland; fra det og den mod Østen til det grændsende Borgarfjord befolkede han det med frivillige Udvandrede. Nogle af hans ældre Venner og Bekjendte tyede og senere til ham, som den nye Colonies Overhoved, fra andre Kanter af Island. Dog have vi de fleste og udförligste Efterretninger om de af disse Opdagere og Nybyggere, som udvandrede fra det store Thorsnæs-Thinglaug; sandsynligvis fordi baade Are Frode, og senere de flittige Munke i Flatö og Helgafells Klostre helst havde Lyst og Leilighed til at optegne eller afskrive de Bedrifter og Begivenheder, som hörte til deres nærmeste Omegns gamle Tildragelser og tillige, som de rigtig indsaae eller anede, kunde udbrede et ellers savnet Lys over den Deel af Verdenshistorien, som angaaer fjerne Landes og Verdensdeles samt Söfartens, Handelens og Culturens Historie i det hele.

Da Erik Röde, som billigt, var bleven den nye grönlandske Colonies Overhoved, er det höist sandsynligt, og kan vel antages for vist, at han har dannet dens Indretning, Bestyrelsesmaade og Hedendommens offentlige Religionsskikke efter de Mönstre, som fra Begyndelsen af, eller i hans Udvandringstid, havde bestaaet i den Egn af Island, hvorfra han og hans fleste Selskabsbrödre eller Underhavende udvandrede. Det er derfor særdeles vigtigt og oplysende for os, at vi endnu besidde herlige og udförlige Underretninger om de norske Hövdinger, som först beboede og befolkede Bredefjordens Egne, og den Maade, hvorpaa de der grundfæstede og udövede deres Herredömme, forenet med republikanske og religiöse Institutioner. De meddeles os i den vigtige Saga, som forhen har været mest bekjendt under det dobbelte Navn af Thorsnæsboernes Saga, Þórsnesinga-Saga, og Eyre- eller Øreboernes Saga, Eyrbyggja-Saga, eller endmere forkortet Eyrbyggja, som den nu i Almindelighed kaldes. Den indbefatter ogsaa den saakaldte Álptfirðinga-Saga, Alptefjordsboernes Historie, der mest angaaer Mænd, som tilsidst deels bosatte sig paa Grönland, deels beskjeftigede sig med de derfra foretagne Opdagelsesreiser til Amerika. Endelig omhandler den og en Kæmpe, der endte sine Dage som Hövding i Amerika. Saaledes have vi fundet det nödvendigt at indlemme tre hele og tildeels temmelig vidtlöftige Afdelinger i nærværende Værk, nemlig:

• A) Uddrag af Thorsnæs Thinglaugs, Grönlands og Amerikas Opdageres förste skandinaviske Beboeres Hjemstavns ældste Historie, indeholdende troværdige Beretninger om Oprindelsen til Beboerne af Thorsnæs, Eyre eller øre og Alptefjorden. Den nærmest herefter fölgende Afdeling udgjör tillige Begyndelsen til, eller det förste Afsnit af, Eyrbyggja, som, efter dens Slutning, forhen bar det ovenmeldte tredobbelte Navn, Saga Þórsnesinga, Eyrbyggja ok Álptfirðinga, skjönt nogle Afskrifter kun anvende een af de to förste Benævnelser til den foranstaaende Hovedtitel. Den her nærmest fölgende Afdeling, som fordum vel egentligst er bleven kaldet Þórsnesinga-Saga, forbereder og staaer i nöie Sammenhæng med den næstfölgende.

• B) Alptfirðinga-Saga, som den vistnok i Fortiden er bleven kaldt, meddeles her, forsaavidt den indeholder Brödrene Thorleif Kimbes og Snorre Thorbrandsöns Levnetsbeskrivelse, da de begge nedsatte sig i Grönland, men hvorfra dog den sidstnævnte drog paa Opdagelses- og Coloniserings-Reiser til Amerika, som beskrives i et andet ovenfor meddeelt gammelt Skrift (Thorfinn Karlsefnes Saga). Vistnok have de fleste af de her beskrevne Begivenheder tildraget sig paa Island, men i et Værk, som Grönlands historiske Mindesmærker, maatte dets ældste og mærkværdigste Nybyggeres, saavel som Amerikas förste Opdageres Levnetsbeskrivelser optages med al den Fuldstændighed, hvormed det har været os mueligt at bringe dem til Veie. Af den samme Grund meddeles her endelig fra den samme Hovedkilde:

• C) Þóttr af Birni Breiðvikingakappa eller Fortællingen om Björn Asbrandsön, kaldet Breidvikingernes Helt, indeholdende de Brudstykker, som vi have af Beretningen om hans Livs Begivenheder, af hvilket han sees at have tilbragt de sidste, henved 30, Aar i Amerika, hvor han, som de Indfödtes Hövding, fandt Leilighed til at frigive det til Fangetagne Mandskab af et dertil fra Islands sydlige eller vestlige Kyster ved Storm fordrevet islandsk Handelsskib.

Den Hovedsaga, som vi skylde disse vigtige og interessante Efterretninger, er stedse blevet anseet for een af de ældste og markeligste blandt dem, som handle om Islands egne Indbyggere og Begivenheder. Den omhandles i Müllers Sagabibliothek II, 189-198, ved Uddrag og Bemærkninger, som vise dens Troværdighed og Ælde. Med Hensyn til dens Affattelsestid beviser den skarpsindige Forfatter at den er ældre end Landnama (saaledes som vi nu have den) og Islands Overgivelse til de norske Konger, samt henförer den til Begyndelsen af det 13de Aarhundrede.

Vikinger finner land på Island. Illustrasjon fra "Myths of the Norsemen from the Eddas and Sagas", 1909. Etter maleri av Oscar Arnold Wergeland (1844–1910).

Uden Tvivl er det, efter vor Mening, Tilfældet med Eyrbyggja, ligesaavel som Landnama, Kristni-Saga, Sturlunga o. f, at den ikke er skreven af een og den samme Forfatter, men at ældre sammenhængende Optegnelser ligge til Grund for den Bearbeidelse, som vi nu have. Vi vove, med Finn Johnsen, at gjætte, ja endog antage det for vist, at Are Frode har lagt den förste Grundvold dertil. Derfor tale hans Slægt, oprindelige Hjemstavn og senere Opholdsted (paa Helgafell eller Stadastad), fuldkommen svarende til den overordentlige Sag- og Sted-Rundskab, som fremlyser overalt af denne Sagas Beretninger. I al Fald er det vist at Are Frode har samlet og fört i Pennen de ældste Efterretninger om Thorsnæs Thinglaug, som ligge til Grund for den, for saavidt meget af det væsentligste blandt dem overhoved allerede indeholdtes i det af ham forfattede förste Udkast ”til Landnama. - Jvf. ovenfor S. 4, 5, 12, 16, 25-27, 29, 56, 60. Vi ansee det ellers for höist sandsynligt at Are, foruden Sagnene om Landnamsmændene og deres umiddelbare Afkom, har samlet adskillige af de övrige om Snorre Gode og hans Samtidige til en særegen Þórsnesinga - og Alptfirðinga -Saga, hvis Grundtræk endnu opbevares i den af andre fortsatte, udvidede og tildeels i Stilen forandrede Eyrbyggja. I vore Uddrag af Sagaens förste Afdeling citeres virkelig et gammelt Skrift af Are Frode, i Modsætning til andres afvigende Traditioner. Af de Værker, som vi bestemt vide han har forfattet, og som endnu ere til, kunde kun Landnama menes herved, i hvis ældste Bearbeidelse Thorstein Röds Börn virkelig opregnes (see 2 P. 15 Cap. o. fl. St). Dog synes Sagaskriverens Udtryk at vise at han endvidere har taget særdeles Hensyn til en udtrykkelig Benægtelse af Are, som da har staaet i et af hans nu tabte Skrifter, maaskee især det förste Udkast til nærværende Saga. Det maa dog bemærkes herved, at Membranfragmentet A og Papirs-Haandskriftet D udtrykke her en fuldkommen modsat Mening, i det de sige at Are virkelig har anfört Udur eller Unnur, Thorolfs Hustru, blandt Thorstein Röds Börn. Er dette det rigtige, kan Landnama ingenlunde menes ved Ares i Eyrbyggja tilsigtede Skrift. I Njalas 115de Capitel anföres og, saaledes som vi forstaae Stedet, en Beretning af Are om Örnulf Fiskrekes Fader, Thorolf Mostrarskægs Farfader, at han nemlig hed Thorgils Reydarsida, som ikke findes i Landnama, og ei heller nu i den omarbeidede Eyrbyggja, men har dog, efter alSandsynlighed, först staaet i den gamle. Overhoved havde ingen bedre Leilighed til at före de i Sagaen beskrevne Begivenheder i Pennen, end netop Are Frode, der nedstammede fra eller var nær beslægtet med Sagaens Hovedpersoner, omgikkes daglig med de Personer, der havde den mueligst nöiagtige Kundskab om Egnens og Forfædrenes Begivenheder, som Thorkel Gellersön og flere, men fremfor alle Thorride eller Thuride, (Þórriðr, Þuriðr), Snorredatter. Hende roser han selv fortrinlig i sine Schedæ, som en Kone, der baade var meget kyndig i Fortidens Historie og tillige sandfærdig i sine Fortællinger, bæði var margspök oc óljugfróð, samt endog med Held sögte at bestemme den Tid, paa hvilken Island först blev beboet. Hvor meget mere maa hun da ikke have bekymret sig om sin egen Slægts og Fædreneegns Historie, men ingen havde heller en bedre Leilighed end hun til at erholde Hundskab derom, da hun (vel at mærke) var en Datter af Snorre Gode, Eyrbyggjas fornemste Hovedperson, og gift med Gunlög, Sön af en anden blandt samme Sagas vigtigste Helte, Steindor paa Eyre eller Öre. Det er mærkeligt nok at denne udmærkede Mand længe var Snorre Godes heftigste Fjende, da dog deres nærmeste Afkom, strax efter Snorres Död, skulde forenes, og denne Forening blive et Middel til deres Mindes fælles Udödelighed i Fædrelandets Aarböger. Gunlög og hans Hustru Thurid boede uden al Tvivl paa hans Fædrenegaard, som netop ligger nær ved Helgafell; da Are först opholdt sig og siden boede der, har han kunnet have al muelig Nytte af Thurides daglige, for ham saa interessante og lærerige Omgang. Thuride döde, efter Annalerne, 88 Aar gammel, i Aaret 1112 (eller endog 1113) da Are Frode havde fyldt sit 45de Aldersaar; omtrent ved denne Tid maa han da og have fuldfört sit förste Udkast til Errbyggja-Saga, hvis usædvanlig omhyggelige Tidsbestemmelser for de fleste Begivenheder og synes at röbe hans betydelige Andeel i Værket.

Vistnok er Finn Johnsens Tvivl derom, at dette Ares Udkast er kommet til os i sin oprindelige Skikkelse, fuldkommen grundet, thi det har erholdt en (eller flere) senere Udarbeider eller Fuldförer, som har levet i Begyndelsen eller den förste Halvdeel af det 13de Aarhundrede. I Sagabibliotheket (I, 197-98) viser P. E. Müller, at Eyrbyggja, i sin nærværende Skikkelse, maa være skrevet för 1264, da Island underkastedes de norske Konger, samt henförer dens Affattelsestid til det af os ovenommeldte Tidspunkt. Dette skeer, meget rigtig, paa Grund af Sagaens Slutningsord, i den trykte Udgaves 65de Cap. S. 338. Denne hele Periode er dog kun aftrykt i Udgaven efter een eller to Afskrifter af en enkelt, nemlig den Resenske Codex,– men befindes nu af os at være meget afvigende fra det endnu tilværende, men hidtil ikke afbenyttede Pergamentsblad af Sagaen (tilhörende de Fragmenter, som af os ere betegnede med C), som indeholder dens Slutning, og som i meget stemmer oveneens med den Wolfenbüttelske Codex og med Papirsbogen 156 Fol. i den Magnæanske Samling, af os noteret D. Derimod stemmer den trykte mere overeens med nogle andre Papirsafskrifter, som AM 112, 8, af os mærket F. Disse to Hovedrecensioner afvige saa meget fra hinanden, at vi, med Hensyn til Textens Vigtighed for Sagaens Fuldförelses Tidsbestemmelse, troe at burde meddele dem begge her, med de til hver især hörende Varianter.

I) Den trykte Udgave.

Snorri goði andaðiz i Sælingsdalstúngu, einum vetri eptir fall Olafs hins helga. Hann var jarðaðr ut kyrkju þeirri er hann hafði gera látit; en þá kyrkjan var færð, voru bein hans upptekin, ok færð ofan til þess staðar sem nú stendr hún, ok var þar viðstödd Guðný Böðvarsdóttir, móðir Sturlusona, [Þórðar ok Sigvats, ok [segir Þorðr Sturluson svá frá, at þat væri meðalmanns bein ok ekki stór. Þá voru þar ok upptekin bein Barkar hins digra, föðurbröður Snorra goða, [ok voru þau mjök stör; þá voru ok upptekin bein Þorðisar kerlingar, dóttur Þorbjarnar surtz, möður Snorra goða, ok segir Guðný þau vera litil kvennmanna bein ok svá svört sem sviðin veri, ok voru [þau bein öll grafin niðri þar sem nu stendr kyrkjan. [Ok lykr þar sögu Þórnesinga, Errbrggja ok Alptfirðinga.

Efter dette Textens Indhold ere begge Recensioner enige deri, at Snorre Gode döde en Vinter efter Kong Olaf den Helliges Fald, altsaa i Aaret 1031, hvilket Annalerne ogsaa bevidne, paa Sælingsdals-Tunga i Borgerfjorden, og blev begravet ved den Kirke han selv havde ladet opbygge, samt at hans Moder Thordises og hans Farbroder Börk den Tykkes Been bleve opgravede der i Nærværelse af Gudny Bödvarsdatter, de berömte Sturlesönners Moder, og at hun havde fortalt (Sagaskriveren) om Benenes Störrelse og Udseende, samt at de igjen bleve nedgravede paa det Sted, hvor Kirken nu er. Derimod afvige de fra hinanden deri at a) I ogsaa paaberaaber sig Thord Sturlesöns, Gudnys Söns, Beretning; b) at I kun nævner hende som Moder til Thord og Sigvat, men ikke til Snorre, som derimod tillægges og gives förste Plads blandt disse Brödre af II, (skjönt W,D udelade deres samtlige Navne); c) at kun II med W,D bemærker den Tid, da dette skete, nemlig: "medens Gudny endnu var Huusfrue (eller Huusmoder) paa Hvamm;" d) at I (urigtig) kalder Gudny en Datter af Thorbjörn Surt, men II (rigtig) af Thorbjörn Sur m.m.

II) Membranfragmentet.

Snorri goði andaðiz i Sælingsdalstúngu, einum vetri eptir fall Olafs konúngs ens helga. Hann var jarðaðr at þeirri kirkju, er hann sjálfr hafði göra látit, en þó er þar var kirkjugarðr grafinn, voru bein hans upptekin ok færô ofan til Þeirrar kirkju sem nú er. Þar var þó viðstödd Guðný Böðvarsdóttir, móðir Sturlusona, [Snorra, Þórðar ok Sigvats, hún var þá hústrú i Hvammi, ok sagði hún svá frá, at [bein Snorra veri ekki meiri en meðal manns bein ekki mikil. Þar s. hún þá ok upp vera tekin bein Barkar ens digra, föðurbróður Snorra goða, ok s. hún þau vera ákafliga mikil. Þar voru þá ok upptekin bein Þórðisar kerlingar, [dóttur Þorbjarnar súrs, móður Snorra goða, ok s. Guðný þau vera litil kvennmanns bein, ok svá svört sem sviðin veri. Voru þau bein öll þá grafin niðr þar sem nú stendr kirkja. Nú lýkr hér sögu Þórsnesinga ok [Errbyggja ok Alptfirðinga.

Dette, nu efter flere Codices saaledes reviderede Sted oplyser os tilstrækkelig om, at Sagaens nye Bearbeidelse er sluttet, efterat Gudny Bödvarsdatter, den ældre Sturla Thordsöns Enke, havde ophört at være Huusmoder paa Hvamm, men hun var det i to forskjellige Tidsrum, hvoraf det förste strakte sig til, 1186 eller 87, da hun reiste til Norge; det andet fra 1187 eller 88 til omtrent 1200, da hun fuldkommen fratraadte Gaarden og dens Bestyrelse. Sagaen synes fölgelig at være bleven sluttet efter Aaret 1200. Dog er dette vist skeet i hendes levende Live, – men i Aaret 1218 flyttede hun fra Stad eller Øre til Reikholt, hvor hun overtog Huusholdningens Förelse for sin anden Sön, Snorre Sturlesön, ved hans Afreise til Norge. Da formode vi at Præsten Styrmer Frode, Snorres Client, opholdt sig paa eller i Nærheden af Reikholt, og at han har faaet de anförte Efterretninger af ham og Thord Sturlesön i Mellemtiden fra sidst meldte Aar til den 6te November 1221, da Gudny afgik ved Döden. Ovenfor (S. 26) have vi sögt at vise, at Snorre Sturlesön da, allerede siden 1208, havde været i Besiddelse af Ares efterladte historiske Værker, hvilke vi, af Landnama, vide, at Styrmer har givet sig af med at omarbeide og foröge. Det samme troe vi altsaa at netop da er blevet Tilfældet med Are Frodes förste Udkast til Eyrbyggja.

Vistnok kunde man og falde paa at tænke sig Mueligheden af Ares og Styrmers Landnamsbogs Fortsætters, Sturla Thordsöns, Deeltagelse i hin Revision af nærværende Saga paa den ovenommeldte Maade; dog bliver dette neppe sandsynligt, naar vi overveie, at han er födt i Aaret 1214 og var fölgelig kun 7 Aar gammel, da hans Moder döde; i den Alder har han neppe med vedbörlig Eftertanke kunnet opfatte sin Moders Beretninger om hin Kirkegaardsscene.

Af Eyrbyggja have vi hidindtil kun en eneste Udgave, som udkom i Aaret 1787 paa den udödelige Suhms Bekostning. Texten var bleven bearbeidet af den berömte Lærde, Conferentsraad og Geheime-Archivarius Grim Johnsen Thorkelin, ligesom han og havde tilföiet adskillige Varianter og en latinsk Oversættelse af den prosaiske Text. Selv beklagede han dog i Fortalen, at dette Arbeide var hans förste Ungdomsforsög paa Forfatterbanen, og dertil kom endvi dere den Omstændighed, at han senere ikke fik Stunder til at give det en större Fuldstændighed og Berigtigelse, inden Suhm besluttede at udgive det, som vistnok skete i den for Værket uheldigste Tidspunkt, da Thorkelin, formedelst sin Reise til Storbritannien, maatte lade det udkomme i sin Fraværelse og ikke engang kunde besörge Correcturen, hvorfor Værket vrimler af Trykfeil, som dog ingenlunde kunne lægges ham til Last. Versenes Text var, paa Island, bleven kritisk bearbeidet og oversat af den i Nordens gamle Skaldesprog særdeles bevandrede Provst Gunnar Paulsen. Udgavens Fortale blev endelig, i Thorkelins Fraværelse, paa hans Wegne skrevet af den lærde Sprog- og Oldgrandsker John Olafsen (fra Svefneyum) – men han synes ikke ret at have havt Leilighed til at sætte sig ind i Udviklingen af det til Udgivelsen foretagne Forberedelsesarbeide, hvilket vistnok ei heller, efter en saa lang Tids Forlöb, var nogen let Opgave, især naar Rede skulde gjöres for en anden og da fraværende Mands literære Beskjeftigelser.

Da vi erfarede, hvor nödvendigt det blev for os at indlemme betydelige Stykker af Eyrbyggja i nærværende Værk, maatte vi undersöge den eneste tilværende Udgaves Beskaffenhed, og erfarede da snart, at Texten, ved en ny Udgivelse, trængte til en nöiagtig Revision og Berigtigelse. Vi sögte da först og fremmest, ved Fortalens Hjelp, at komme til Hundskab derom, hvilken Codex der egentlig var bleven lagt til Grund for den trykte Udgave. Derom kunde vi ingen bestemt Underretning finde. Dog meddeles Læserne deri fölgende interessante Efterretninger om de gamle Membraner, som havdes af Værket först i det 18de Aarhundrede, men som siden tildeels ere tabte.

Arne Magnussen, Professor ved Kjöbenhavns Universitet og tillige kongelig Archiv-Secretair, havde, som beljendt, længe beskjeftiget sig med at tilveiebringe (især fra sit Födeland Island) en stor Mængde Haandskrifter og Diplomer, vedkommende Nordens gamle Literatur, hvorved han havde erhvervet vigtige Pergaments-Godices af Sagaerne om Islands mærkværdige Oldtids-Hövdinger, Kjæmper og Skalde samt andre Beboere, uden at kunne overkomme nogen saadan af den vigtige Eyrbyggja, af hvilken han kun kunde tilveiebringe nogle forslidte og usammenhængende Blade af den Art (detrita fragmenta et dissolutæ schedulæ). Endelig var han saa heldig at finde, i det Resenske Bibliothek, en fuldstændig ypperlig Membran af denne Saga, for længst kommen fra Island. Han lod den da strax afskrive ved den bekjendte Afskriver Asgeir Johnsen, men jævnförte selv det nye Haandskrift med Originalen, som kort efter (1728) fortæredes i Kjöbenhavns store Ildebrand. Skjönt en stor Deel af Arne Magnussens eget Bibliothek havde den samme sörgelige Skjæbne, blev dog hin vigtige Afskrift lykkeligviis ubeskadiget tilbage, og Thorkelin har da kunnet lægge den til Grund for sin Udgave, men det meldes ikke i Fortalen, med hvilket Nummer den betegnes i den Magnæanske Samling. Dog anmærkes: at en anden ufuldfört Afskrift af den samme Codex, med samme Haand findes deri under Nr. 450, blandt Qvartbindene. En anden god og gammel Pergaments-Codex af Eyrbyggja var forlængst kommen til det berömte Bibliothek i Wolffenbüttel, men den mangler de förste 26 Capitler, Af den havde Arne Magnussen ogsaa vidst at skaffe sig en god Afskrift, hvilken Thorkelin tildeels har benyttet ved sin Udgave, hvor den dog af Varianterne sees at betegnes paa forskjellige Maader, deels som Wolf, deels som Guelpherb og deels maaskee blot ved Bogstavet W,– men det Nr. 410, som tillægges den i Fortalen, findes den hverken at have i det Magnæanske Catalog eller i selve Samlingen. Afskriftens rette Nummer have vi dog opdaget og komme til at omhandle den nærmere i det fölgende. Af de övrige Arnæmagnæanske Afskrifter af Eyrbyggja har Thorkelin tildeels gjort sig bekjendt med fölgende (paa Papir) Nr. 123, 124, 125, 130, 131 i Folio, samt 441, 443, 444, 446, 447 og 449 i Qvart, hvilke han overhoved henförer til 2 Classer, nemlig som nedstammende 1) fra den (ved Præsten Jörund Ketilsön skjönt skrevne) Nr. 442, og 2) (saavidt han kunde skjönne) af Pergamentsfragmentet Nr. 445.

I det vi, for at erhverve nöiere Oplysninger om gamle Haandskrifter af Eyrbyggja, selv have nöie gjennemgaaet den Magnæanske Samling, have vi sammesteds fundet (ved Nr. 309, i 4) et i selve Catalogerne forhen uantegnet, særdeles vigtigt Membranfragment af Eyrbyggja, bestaaende af 5 tætskrevne Blade i to Columner; mere end det halve förste Blad hörer dog til Slutningen af Laxdæla. Det har været Thorkelin aldeles ubekjendt. Ei heller har han benyttet de i Fortalen som Nr. 445 ommeldte (og endnu derved under Lit, b bevarede) 7 Pergamentsblade, undtagen forsaavidt at han, eller den som i hans Fraværelse har forestaaet Udgaven, ved en kobberstukken Vignet, har meddeelt et Facsimile af dem som Pröve af Skrifttrækkene. Det Nr. 445, som tit forekommer i Varianterne, er en Papirs-Codex fra nyere Tider. Endvidere fandt vi tre gamle mærkelige Papirs-Codices, Nr. 126 og Nr. 158 i Folio, samt 112 i Octav, som ikke synes at have været Thorkelin bekjendte eller undersögte af ham.

Den trykte Eyrbyggjas Fortale gjör aldeles ingen Rede for de Afskrifter, hvoraf Gunnar Paulsen har betjent sig ved Versenes Bearbeidelse. Af de neden for Texten hensatte Varianter have vi, ved möisommeligt Eftersyn udfundet, at disse gaae, efter Alphabetet, fra A til Q incl, hvortil S, Tog W lægges, thi det förommeldte W hörer neppe egentlig hertil. R synes da at være lagt til Grund for Versenes Hovedafskrift, som er bleven jevnfört med 20 andre (foruden en saakaldet Membran og visse af de numererede Papirsafskrifter paa enkelte Steder). Vi kunde saaledes ingen videre Veiledning erholde af denne Undersögelse.

Derimod have vi udfundet ved de Arnæmagnæanske Haandskrifters Eftersyn, at Nr. 448 med 449, som begge, i nyere Paategninger, siges at være Afskrifter af den tabte Resenske Pergament-Codex, ere blevne lagte til Grund ved den trykte Udgave, og at det paafölgende Nr. 450 (a) er en (ogsaa af Torfæus's Haandskriver Asgeir Johnsen skrevet) Afskrift af den Wolffenbüttelske Codex, at sige saavidt den da havdes, nemlig fra det 27de Capitel af, hvorimod den manglende Begyndelse er skrevet efter et andet godt Exemplar.

Ved denne nye Udgave af Eyrbyggjas for os vigtigste Dele, have vi saaledes fundet det nödvendigt först og fremmest at collationere saavel de Haandskrifter, som vi see at være blevne benyttede i den trykte Udgave som andre flere; de ere da disse og saaledes af os betegnede:

• A) 5 tætskrevne Pergamentsblade i Qvart, fundne, som ovenanfört, ved Nr. 309 uden at have været kjendte af Udgiveren eller benyttede af ham. Derimod have vi seet en god Afskrift af disse Fragmenter, skreven af afgangne Gudmund Magnæus, een af det Arnæmagnæanske Legats lærdeste Stipendiarer, som i en kort forelöbig Bemærkning characteriserer Originalen som et ypperligt Exemplar, naar det jevnföres med Papirsafskrifterne (egregium sane exemplar, sicum chartaceis comparetur). Disse Blade indeholde fölgende Brudstykker af Sagaen: a) Sagaens vigtige Begyndelse, lige til Beretningen om Helgafells og Thingvalles Opbyggelse m. m., sluttende med Ordene: sem þingit hafði verit. See den trykte Udgave S. 26. Dette Afsnit er saaledes afos fornemmelig lagt tilGrund for dets nærværende nye Udgave. b) Den hele vidtlöftige Afdeling af Sagaen, som gaaer fra anden Linie af det andet (anförte) Vers af Kvadet Illugadrápa til Thorer Vidleggs voxne Sönners förste Ommeldelse (altsaa fra den tryktes S. 52 til S. 144). Heraf have vi dog, efter Værkets Plan, kun kunnet benytte fölgende Steder: a) Korte Underretninger, angaaende nogle i de her indförte Fortællinger forekommende vigtige Personer (Tr S.52-54). § Efterretningerne om Erik Rödes Ophold og Stridigheder i Thorsnæs Thingsogn paa Island, samt hans Opdagelse og förste Beboelse af Grönland som her ere udskrevne af Membranen (Tr S. 108-109). y, ö) Tvende Brudstykker angaaende Björn Asbrandsön, kaldet Breiðvikinga-kappi, der tilbragde sine senere Leveaar i Amerika som de Indfödtes Hövding (Tr S. 100, 142-144). Om disse Membran-Brudstykkers höie Værd i det hele ere vi enige med Gudmund Magnæus, skjönt Afskriveren (som af Bogstavernes Form at dömme, synes at have levet sidst i det 14de eller först i det 15de Aarhundrede, eller maaskee rettere hans nærmeste Forgænger), stundum röber Mangel paa kritisk Skarpsindighed, historisk Kundskab eller diplomatisk Nöiagtighed.

• B) De to förste Pergamentsblade 445, b, i Qvart. Det förste indeholder, efter Slutningen af Flóamanna-Saga, Begyndelsen til Eyrbyggja; og gaaer til Thorgrim Godes förste Ommeldelse, samt slutter med Ordene: 'þau áttu þrjú börn. (See den trykte Udg. S. 1-16). Af Begyndelsen til andet Blad er Skriften ligesom udvisket og ganske ulæselig, men vedkommer overhoved ikke vore Uddrag; det ender med Slutningen af Thorarens Wise i den trykte Udg. S. 86.

• C) De 4 övrige Blade af 445b, som ere skrevne med ganske forskjellige Hænder, og vi formode saaledes at de have hört til en anden Codex eller andre Codices end Brudstykkerne B. Det förste gaaer fra Begyndelsen af Træfningen paa Vigrafjord, med Ordene: ok ferö mikla, (Tr.S.236) til Fortællingen om Thorgunna (Ordene: til vistar með þer enn, Tr. S. 256). Dog findes Sagaens 48de Cap. at være udeladt, men har maaskee, ligesom det i flere Exemplarer sees at være Tilfældet, der været indrykket paa et andet Sted. Det 2det Blad fortsætter det næstforegaaende og gaaer til Ordene er menn komu í sati var (Tr S. 274, som dog her udtrykker sig noget anderledes). Det 5te Blad hörér til Fortællingen om Alf og Ospak; det begynder med: het hann á (Tr S. 294) og slutter med: vildi eigi at fleiri menn ynni (Tr. S. 310). Det 6te Blad begynder med Thorodd Thorbrandsöns Död: hann heima i rúmi sinu (Tr S.326) – og naaer til Sagaens Slutning: Lýkr her sögu Þórsnesinga, Errbyggja ok Álptfirðinga (Tr S. 338). Derefter fölger et særskilt Tillæg om Snorre Godes 19 ægte Börn; et Slags chronologiske Bestemmelser af de vigtigste Tildragelser i hans Liv m.m. hvoraf det meste dog er uddraget af Sagaen selv. De sidstommeldte Membran-Brudstykker (B,C) synes, efter Hænder og Skrivemaade at dömme, at være fra det 15de Aarhundrede.

• D) En Papirs-Codex i Folio, Nr. 158, som indeholder hele Eyrbyggja-Saga, foruden adskillige andre Island vedkommende Sagaer. Den havde, efter en egenhændig Notice af Arne Magnussen, tilhört Laugmand Sigurd Björnsen, og end för en Præst Thorstein Björnsen, til Utskaale Kald fra 1638 til 1675. Den kan saaledes, ogsaa af Skrift og Bogstavering at slutte, være skrevet henved 1650, eller endog tidligere. Den har fölgende Overskrift: Hér hefst Þórsnesinga-Saga, sem öðru nafni kallast Errbyggja. Den er vel inddeelt i Capitler, men disse synes ikke forhen, skjönt det nu tildeels er Tilfældet, at have været betegnede med Tal. Iövrigt befindes den at stemme vel overeens med Membranen A, hvis tabte Rest den da nogenledes erstatter, samt ligeledes, i mange Henseender, med den Wolffenbüttelske Codex. Af den have vi anfört mange mærkelig afvigende Læsemaader.

• E) En Papirs-Afskrift i Folio, Nr. 126, (bag efter en anden af Laxdala med samme Haand), – efter Arne Magnussens egenhændige Notice ældre end 1643. Den er temmelig correct, naar nogle feilskrevne Stedsnavne undtages, og er ikke inddeelt i numererede Capitler. Iövrigt stemmer den mest overeens med den trykte Recenske Text.

• F) End en Papirs-Codex, Nr. 125, i Folio, indeholdende Afskrifter af Laxdæla og Eyrbyggja, – efter Arne Magnussens Vidnesbyrd ældre end 1683. Egennavne ere i den paa mange Steder urigtig skrevne, men den synes at være skrevet efter et ældre Exemplar, maaskee en Membran, som har været vanskelig at læse. Den stemmer især overeens med A og D, skjönt de dog undertiden afvige fra hinanden. Den har ikke heller, fra Begyndelsen af havt nogen med Tal betegnet Capitel-Inddeling.

• G) Er Nr 112 i 8v o– skreven, efter Arne Magnussens vedföiede Optegnelse, af Præsten Benedict Petersen paa Hest i Borgarfjorden, til Hvannöre Kald, fra 1667 til 1714, i hans Opvæxt, – formodentlig altsaa henved 1650. Den stemmer mest overeens med den tabte Resenske Codex, efter hvis Afskrifter den trykte Udgave fornemmelig har rettet sig. Dog indeholder den adskillige fra den afvigende og her anförte mærkværdige Læsemaader.

• H) Nr. 441 i4, erhvervet ved Arne Magnussen fra Præsten Olaf Gislesen til Hof i Vopnefjorden i Mule Syssel, paa Islands Qsterland, og har neppe da været meget gammel; den har cursiv Skrift og maadelig Retskrivning.

• I) Nr. 442 i 4. Erhvervet 1705 fra Præsten Thorvard Magnussen til Rödesand; gothisk Skrift og god Retskrivning. Den nedstammer rimeligviis fra den rige og lærde Magnus Johnsens Haandskriftsamling paa Rödesand.

• K) Nr. 443, 4. Om dets Oprindelse mangle vi Underretning, men Sidetallet 114, hvormed det begynder, viser at det forhen har været indbundet i et andet Bind med eet eller flere foregaaende Skrifter. Det synes at være temmelig gammelt, med en af cursiv og gothisk sammensat Haand; Retskrivningen er temmelig god.

• L) Nr. 444 i 4. Har tilhört Provst Thord Johnsen paa Stadestad (fra 1702, den berömte Biskop John Vidalins Broder). Gothisk archaiserende Skrift.

• M) Nr. 445 i 4. Skrevet, sandsynligviis efter en Membran, med gothisk Skrift og god Retskrivning af Præsten Helge Grimsen til Husafell, som kom til dette Embede 1653. I den trykte Udgave er denne mærkelige Codex vel meget benyttet, der betegnet snart ved det ovenmeldte Nr, snart blot ved 45, men vi have dog i den fundet et temmelig betydeligt Efterslæt.

• N) Nr. 446 i 4, en gammel Afskrift med gothiske Bogstaver, sandsynlig skrevet efter en Pergaments-Original. Den har tilhört Biskop Thorlak Skulesen paa Holum 1641. Om hans Virksomhed i at tilveiebringe Membraner og lade dem afskrive, see her ovenfor S. 86 o.f.

• O) Nr. 447 i 4 er skrevet, med Cursiv, efter Foranstaltning af Thord Johnsen, Præst til Hitardal i Myre Syssel (fra 1634). Han selv har tilföiet mange Varianter ovenover Linierne efter andre Exemplarer.

• P) Nr. 123 i Fol., skreven af Arnor Ejolfsen paa Flokestade, med gothisk Skrift, sandsynlig för 1680.

• Q) Nr 124 i Fol, skrevet med Cursiv af Jon Olafsen, Præst til Fellsmula i Rangarvalle-Syssel (fra 1683). Arne Magnussen er især bleven opmærksom paa dens mange Afvigelser fra de sædvanlige, da han fandt den at stemme overeens med et ham tilhörende Membranfragment, men den synes næsten allevegne at være ligelydende med P. Dennes Retskrivning er maadelig, ganske lempet efter den paa Afskriverens Tid i Island moderne Skrivemaade.

• S) Nr. 129 i Fol., skrevet af en Henrik Magnussen paa Sörbai, Saurbæ, med gothisk Skrift; udtrykker sig paa mange Steder kortere end de fleste andre.

• T) Nr 130 i Fol. Skreven af Helge Olafsen paa Skrida 1675, med Cursiv.

• U) Nr. 131 i Fol, kjöbt af Arne Magnussen paa en uction blandt andre Böger, som havde tilhört hans navnkundige Modstander, den eengang rige og mægtige Odd Sigurdsen. Han characteriserer den som en slet Afskrift (Grey-Exemplar), og det kan den kaldes, forsaavidt som den er ucorrect skrevet; ikke desmindre viser den sig at nedstamme fra en mærkelig Original, og synes ikke at være skrevet sildigere end 1650.

Alle de ovenmeldte af os jevnförte Haandskrifter vrimle af Abbreviaturer, hvilke vi dog, som vi haabe, ei have misforstaaet eller forvandsket ved at afskrive deres mærkværdigste Varianter med fulde Bogstaver.

Desuden have vi paa ny collationeret de tre vigtigste Haandskrifter, som oprindelig, efter det ovenanförte, bleve lagte til Grund for den trykte Text, med den samme Udgave. Af disse have vi benævnet de to gamle Afskrifter af den Resenske Codex, forsaavidt vi selv ved denne Revision have optaget nye Varianter af dem, Ra (448) og Rb (449), som synderlig nok endog afvige fra hinanden i enkelte ei uvigtige Ord, uagtet de begge ere skrevne af den vistnok særdeles flittige Mand, som, efter Schönings Udtryk "forstod den Kunst at skrive nöie og accurat". Den Wolfenbüttelske (450a) betegne vi paa samme Maade, med W.

At vi saaledes have seet os i Stand til at meddele en fuldstændigere og mere berigtiget Text af Eyrbyggja Sagas vigtigste Stykker, som udgjöre vel dens Halvdeel, maae vi især tilregne den heldige Omstændighed, at vi have kunnet give os Tid til at eftersöge de Kilder, som Thorkelin, da selve Udgivelsen foretoges, aldeles manglede. Det kan saaledes ikke have faldet os ind, ved at fremstille Udgavens tilfældige Mangler, (hvilke han selv, i Samtaler med mig, Finn Magnusen, tit beklagede), at ville nedsætte denne Lærdes Fortjenester af Værket. Overhoved har neppe nogen Nulevende været bedre i Stand til rigtig at skatte hans store og mangfoldige Kundskaber, i sin Tid værdig paaskjönnede af hartad utallige brittiske Statsmænd og Videnskabsmænd, end metop den nysnævnte af os, som tillige griber denne Leilighed til at yde sin afdöde Velynders Minde den skyldige Hæder, ved uden al Forbeholdenhed at erklære: at have i ham, ved daglig Omgang og Embedsforhold, lært at kjende en sjelden ædeltankende Olding, som efter at have lidt de störste Uheld og Tab, saavel af Helbred som paa Formue, foruden andre Prövelser og Sorger, viste en Sindsstyrke, som vistnok var særdeles beundringsværdig. - Vist er det ellers overhoved at denne hans Bearbeidelse og Udgave af Eyrbyggja har tjent til sandt Gavn for den oldnordiske Literatur. Det vilde blive for vidtlöftigt at opregne her alle de (især skandinaviske og tydske) Lærde som have benyttet den til vigtige Undersögelser; vi tillade os kun at gjöre vore Læsere opmærksomme paa de mange Oplysninger, som vor udmærkede Lovkyndige, Conferentsraad og Professor Schlegel, har hentet fra denne, ogsaa efter hans Mening fortrinlige Saga, til hans Undersögelser over Islands ældste Lov- og Retsbog, kaldet Graagaasen, Grágás, udgivet af Commissionen for det Arnæmagnæanske Legat (med Sysselmand Thord Sveinbjörnsons latinske Oversættelse og Ordbog) i tvende Bind, stor Qvart, Kbhvn. 1829.

Selv uden for vort Norden og det tilgrændsende Tydskland har Eyrbyggja erhvervet sig lærde og smagfulde Venner, der have sögt at meddele det dannede Publicum adskilligt af dens vigtigste Indhold, som og derfor desmindre burde være vort eget nordiske ubekjendt. Vi ville kunnævne et Par hertilhörende Skrifter af udmærkede Forfattere. Den ene af dem er maaskee den, hvis Skrifter nu mest læses i den civiliserede Verden, Britten Sir Walter Scott. Denne i sin Tid som Romanskriver saakaldte "store Ubekjendte" var dog alt den Gang berömt som aandrig Digter og tillige som en lærd Historiker og Oldgrandsker. Selv de islandske Oldskrifter undgik ikke hans grandskende Opmærksomhed, og vandt i det hele hans Bifald, men vor Eyrbyggja blev dog den af de ham bekjendte Sagaer, som han (i Aaret 1813) fandt at være den mest interessante og lærerige og tillige at kunne tillægges stor Troværdighed. Han foretog sig derfor selv at affatte et engelsk Uddrag (Abstracts) af Eyrbyggja-Saga, hvilke han, efter Underskriften, sluttede paa Abbotsford i det sidst meldte Aars October. Det er indrykket i et Værk kaldet Illustrations on Northern Antiquities, udgivet i Edinburgh 1814, stor 4, af de fortjente Lærde Henry Weber og Robert Jamieson, af hvilke den sidstnævnte, vor höitagtede Ven, har viist sig som en heldig Digter og grundlærd Oversætter af Oldtidens danske, islandske, tydske og lettiske Sange. Nogle af Walter Scotts Bemærkninger ved dette hans Arbeide, ville vi finde Leilighed til at ommelde eller indlemme i vore egne Anmærkninger paa de dertil svarende Steder.

En nordamerikansk Statsmand og Lovkyndig, Henry Wheaton, de forenede Staters nærværende Chargé d'affaires ved det danske Hof, har ogsaa fortrinligvis benyttet vor Eyrbyggja, ved sit Udkast af en for Fremmede höist lærerig Skildring af Islands Colonisation, samt ældste Statsforfatning og Religions-Indretninger i hans nylig udkomne lærde Skrift: History of the Northmen or the Danes and Normans, from the earliest times, to the conquest of William of Normandy. London 1831, stor 8, S. 32 o f (jvf.S.96). Netop disse Uddrag have og tildraget sig stor Opmærksomhed af Bogens brittiske Anmeldere, f. Ex. en i Monthly Review for September s. A. (III, 1 o. f), som anseer de derimeddeelte Efterretninger som höist vigtige for Nord- og Middel-Europas Stats- og Cultur-Historie i det hele, med Hensyn til dets ældste Bestyrelses-Indretninger, Folkefrihed, Love, Skikke, Religion, Literatur, Handels og Söfarts Historie m. m. De bevidne, som han udtrykker sig, at det gamle Nordens Aand var ædel, selvstændig og djærv i alle Henseender; at Islænderne fordum udgjorde eet af de mærkværdigste blandt Fortidens frie Folk;– medens Fastlandets Skandinaver ved Erobringer stiftede nye Riger i det sydlige Europa, opdagede og coloniserede de Grönland og selv en Deel af Amerika; at deres Sagaer vise os aller tydeligst vort Europas sande Tilstand og Statsindretninger förend Romerrettens og den pavelige Christendoms sydlige Indflydelse ganske forandrede dem, samt forstyrrede Folkenes Nationalitet og frie Institutioner.

Þingvellir á Þórsnesi. Illustration af W.G. Collingwood, (1854-1932). Kilde: Fegurð Íslands og fornir sögustaðir.

En mere almindelig Skildring af Islands förste Opdagelse, Beboelse, Stats- og Religions-Forfatning indeholdes især i Landnama og de ældste Love, af hvilken vi dog her ikke kunne give andre Uddrag end dem, som hver enkelt meddeelt gammel Beretnings Indledning eller Anmærkninger give Leilighed til at anbringe. Kun maae vi bemærke, at det ikke kan have været Erik den Rödes Hensigt at indföre det vidtlöftige, i fire Provindser (Fjerdinger) og mange forskjelligartede Jurisdictioner i hans Tid, inddeelte Islands hele daværende Statsforfatning i sin nye Colonie, hvor han uden Tvivl har sögt at concentrere den höieste Magt eller Myndighed i sin egen Person, ved dog tillige at tilstede den Folkefrihed i Thing og Retssager, som stedse havde fundet Sted paa Island, alt efter de Indretninger og Vedtægter, som der vare blevne indförte af saadanne Landnamsmænd eller Coloniebesiddere og selvstændige Bestyrere som Thorolf Mostrarskegg i sin Tid var, og som hans Eftermænd vilde have blevet, hvis ikke de af ham i Begyndelsen afhængige og beskyttede Nabo-Hövdingers Efterkommere, ved idelig Opsætsighed mod Thorsnæs-Goderne, först havde indskrænket og tilsidst knækket deres Overvælde. Erik Röde har vistnok, ligesom Thorolf, indsat sig selv, som det nybebyggede Grönlands naturlige Overmand, til dets Gode, det vil sige: baade til Folkets ypperste Præst og dets höieste verdslige övrighedsperson, som Overdommer eller Bestyrer af Stats og Retsforfatningen. Dette var i de ældste Tider Islands Goders dobbelte Bestilling, i det enhver af dem förte et i visse Maader patriarkalk Herredömme over den Egn af Landet, som han havde först optaget til Beboelse, samt ellers besat med sig undergivne Nybyggere, som maatte erkjende ham for en saadan Landstræknings Besidder eller Grundeier, og tillige som deres Lehns- eller Overherre i politisk Henseende. Ved Ulfljots Lovgivning, hvilken disse didindtil uafhængige Stamhövdinger frivillig antoge, indgik de et fælles Statsforbund og underkastede sig selv en höiere fælles Retsforvaltning og Domstole, som indrettedes paa det saakaldte Althing (eller almindelige Landsthing) ved Elven Öxaraa og Gaarden Thingvalle i det nuværende Arnæs Syssel. Der samledes valgte Deputerede fra det hele Land, inddeelt först i 12, senere i 13 store Thinglaug, þing, hvoraf hvert igjen bestod af 3 saakaldte Godord eller Godedömmer, hvilke man dog senere tillod at deles og tiltage i Tallet. En Overdommer kaldet Laugmand, lögmaðr, var Lovenes sande Bevarer, nomophylax, da han deels maatte udkaste dem eller bringe dem i den rette Form, deels kunne dem uden ad, samt i alle Tilfælde udvikle og forklare deres Bydende for de eedsvorne Nævninger, som udgjorde den oldnordiske Jury eller Dommer - Committee, hvoraf forskjellige anordnedes ved Althingets Rettergangsvæsen. Det vilde, som sagt, blive for vidtlöftigt at udvikle alt dette nærmere her; vi maae da henvise de af vore Læsere, som nærmere interessere sig derfor, til Arnesens og Erichsens "Islandske Rettergang" samt Schlegels ovenommeldte Indledning til Graagaasen, men dem, som ville anstille videre heraf flydende Sammenligninger med den gamle danske og norske Retsforfatning i det hele til Kofod Anchers og Rosenvinges Skrifter i dette Fag. Det nu anförte er vel tilstrækkeligt til at vise, at Erik Röde ei kunde tænke paa strax at indföre sin Tids Islandske Statsforfatning i Grönland, men at han derimod kun kunde bestræbe sig for at forene Gode- og Laugmands-Embederne i sin egen Person, samt at indrette sin Colonies Regjering, Rets- og Religionsforfatning paa samme Maade, som Thorolf Mostrarskegg havde fulgt ved sine förste Institutioner for det ham undergivne Thorsnæs-Thinglaug. Denne Jurisdictions Hovedthing og de endnu derom vidnende Oldtidslevninger, maae vi da udbede vore ærede Læseres Tilladelse til at tage i en nöiere Betragtning.

Thorsnæs Thing blev först som et aldeles selvstændigt og uafhængigt, senere som Fjerdingsthing og tilsidst som Herredsthing, hyppig besögt gjennem adskillige Aarhundreder. Vi have gjort os megen Umage for at komme til Kundskab om de Oldtidslevninger, som endnu findes paa dette mærkværdige Sted. Da det, ifölge af det ovenanförte, ikke er usandsynligt at lignende Levninger af Oldtidens Thingsteder kunne opdages i Grönland, hvis ældste Institutioner nedstammede fra den her omhandlede Egn paa Island, og hvis Opdager og förste Hövding, sidst för sin Afreise, hörte til dette Thorsnæs Thing og maatte der forsvare sine Sager, – saa er det vel upaatvivleligt, at han i sit nye Hjem har stiftet et lignende, under sin egen Overbestyrelse. Vi ville derfor her meddele Læserne det, som vi selv have kunnet samle om ovemmeldte Oldtidslevninger paa Thorsnæs. Eyrbyggjas og Landnamas Forfattere bevidne, at den ældste Steenkreds, som omgav Domringen (en Benævnelse, som de gamle Skandinaver havde tilfælles med Franker, Angelsaxer, Skotter o.fl.), var til i deres Tid, tilligemed Offerklippen, hvilken man allerede den Gang endnu troede at være synlig farvet af Offerblodet. Levninger af disse ældgamle Mindesmærker ere endog til i vore Dage. Eggert Olafsen og Bjarne Povelsen synes at have beseet Stedet i Aaret 1754, men beskrive det ikke i deres Reise gjennem Island (I, 364-65), blot med Undtagelse af den Bemærkning, at Thinget har staaet i Nærheden af Gaarden Thingvalle, Þingvellir d. e. Thingets Mark eller Sletter, hvor man endnu viser Offerstenen, "hvilken er aflang og noget skarp ovenpaa." Den ene af os (Finn Magnusen) besaae Stedet i Sommeren 1812, da Kjöbmand Hr. John Kolbeinsen fra Handelsstedet Stikkesholm, der ligger paa den Halvö, som forhen kaldtes Thorsnæs, havde den Godhed at forevise mig dets Mærkværdigheder, om hvilke jeg dog da intet optegnede. Jeg erindrer saaledes kun fra dette Besög: at jeg saae nogle nedsjunkne Levninger af Steensætninger, samt Offerklippen selv, som virkelig oventil havde en rödagtig Farve, der dog forekom mig at være af en aldeles naturlig Aarsag, uden Offerblodets Indvirkning. Herom kan jeg nu henvise til forskjellige senere Beretninger, som anföres i det fölgende, i chronologisk Orden. Dr. Henderson besögte Stedet 1815, og har nedskrevet sine Iagttagelser derover i hans Iceland II, 71 o. f. I Nærheden af Gaarden Thingvalle fandt han Rudera af de gamle Thingboder, de Thingsögendes Vaaninger medens de opholdt sig der paa Stedet, i umaadeligt Antal (immense number). Noget derfra fandtes Domkredsen, hvilken han, ligesom jeg, Finn Magnusen, i et omtrentlig samtidigt Skrift havde gjort, sammenligner med Brumo's gruelige Kreds og andre slige, besjungne af Ossian. I dens Midte fandt han ogsaa Offerstenen. "Kredsens Stene ere store, men for det meste ganske nedsjunkne i den nu sumpige Grund. De ligge temmelig nær ved hinanden. Offerstenen, blótsteinn, er af aflang Form, med en skarp Spidse, og saaledes skikket til sin frygtelige Bestemmelse." Henderson bemærker, meget rigtig, herved, at mange slige Thing- og Offerkredse endnu ere, eller til de nyere Tider have været til i Skandinavien og flere nordeuropæiske Lande, især Skotland, hvor de muelig mest tilhöre Picterne (sandsynligviis först udvandrede fra Skandinavien) eller vel endog, for en Deel, de hedenske Nordmænd eller Danske. I en officiel Indberetning til Commissionen for Oldsagers Opbevaring tilmeldte Stedets daværende Præst, Gisle Olafsen, det fölgende, under 7de August 1817: "Til Domkredsen paa Thingvalle seer man nu kun faá Spor, saa at man ingen Dimensioner kan angive af den, eftersom Egnen er sumpig og Steensætningerne nedsjunkne, saa at de kun tildeels sees som et Slags Tuer. Den store Klippe i dens Nærhed, som kaldes blótsteinn eller Offerstenen, er ovenpaa ganske röd, og endskjönt Klippen selv bestaaer af et Slags fiin Sandsteen, mógrýti, er dog den röde Materie saa haard og petrificeret, som om den bestod af Flintesteen." Den 10de September samme Aar fremsendte Hr. Districtschirurg Hjaltalin, ellers bekjendt som agtet Forfatter til forskjellige Skrifter i den islandske Literatur, der da dog opholdt sig paa Næs ved Reikevig som constitueret Landphysicus, en anden Beretning om mærkværdige Oldsager i det derfra langt bortliggende Helgafells Sogn, dog kun, – som han udtrykker sig, – efter Hukommelsen. Han ommelder der, iblandt andet, det ovenommeldte store Antal af saakaldte Boder paa Thorsnæs, hvori Thingets Besögere opholdt sig, "især liggende ved Söen paa to eller tre smaae Næs. Noget vesten for disse ligger en uligekantet Steen, der siges at have tjent til Offringerne, som nu, da Jordbunden er bleven meget moradsig, tildeels er sjunken, deels væltet om paa Stedet. Rundt omkring denne Steen findes, i en Vidde af 20 Favne, Spor til en Steenkreds eller rundt Gjerde, som dog for det meste er nedsjunken i Jorden. Dens Diameter er formeentlig omtrent 40 Favne, men Peripherien henved 126 Favne." Den tredie Indberetning om de samme Gjenstande erholdt Commissionen fra Hjöbmand og Literatus Boge Benedictsen (dog overhoved tillige angaaende alle Oldsager i Stadarbakke Thingsogn), dateret 2 Jan. 1818. Deri opregnes först alle de afdeelte Grunde, som nu ligge paa den fordum saa hellige Halvö Thorsnæs. Foruden Præstegaarden (forhen Klosteret) Helgafell og Handelsstedet Stikkesholm ligge der nu 7 hele Böndergaarde (hvoriblandt Hofstade og Thingvalle) samt 6 Huusmandspladse. Ellers er den omgivet af en Mængde saavel beboede som ubeboede öer. Herpaa fölger en udförlig Beskrivelse over det ældgamle Thingsted. "Det Sted, hvortil Thinget blev forflyttet, efter den i Eyrbyggja ommeldte Vanhelligelse, er öster paa Næsset ved Gaarden Thingvalle, Þingvellir, som har sit Navn deraf Mod Norden af en liden Vig, som gaaer fra Öst til Vest, staaer en höi afsondret Bakke, kaldet þingvallaborg. Den er allevegne meget steil, undtagen paa den vestlige Kant. Paa Overfladens östlige og höieste Punkt seer man endnu Steensætninger, dybt nedsjunkne i Jorden, tilsammen udgjörende en oval Skikkelse, i Retningen fra Sydvest til Nordost. Den östligste halvrunde Afdeling adskilles fra det övrige ved en Steenvæg af 8 Alens Længde, længst i 4 Alens Afstand fra den ovale Muur, hvis egentlige Omböining udgjör 12 Alen. Derfra gaaer Væggen, 8 Alen lang, lige frem paa Sydost Kanten; mod Sydvest derimod udgjör den ovale eller halvrunde Böining 11 Alen. Mod Vesten er der et Slags Udhuk eller forhenh egnet Indgang af vel 1 Alens Brede; et temmelig höit Stykke Steenmuur, af en Alens Længde, staaer derved. Væggen fra Dören mod Nordvest er 7 Alen lang Qsten for Ruinerne staaer en Varde eller Stötte, öiensynlig opfört af de fra dem borttagne Stene. Man kalder Stedet den gamle Domring. Muelig har man i senere Tider brugt den til et Slags Faaresti, og da gjort Forandringer derved. I Sydost fra Thingvalle Gaard, men sönden for den ommeldte Vig, staaer, paa sumpig Grund, en Klippe, som nu kaldes blótsteinn , noget aflang, fra Öst til Vest Fra Syd til Nord er dens halve Omkreds til Jordens Overflade 3 1/4 Alen, lodret gaaer dens störste Höide derfra til 1 3/4 Alen. Den ene Ende af Stenen var, saavidt jeg kunde erfare, nedsjunken 1 3/4 Alen i Jorden. Overhoveded Stenen noget rundladen for oven, men har et skarpt eller spidst Hjörne paa den nordostlige Kant, bedækket med safranfarvet Mos. Under det sees en stor, röd Plet; naar man skjær i den med en Kniv, er Stenen rödbruun, men ligner længere med de her sædvanlige Arter af Kampesteen. Jeg kunde ikke see nogen visse Kjendetegn paa nogen Steenkreds her omkring; dog kan det være at den er ganske nedsjunken i den sumpagtige Jordbund, som ellers er fuld af smaae Tuer. Kort fra denne Steen og den nu ödeliggende Huusmandsplads, Thingvalle-Tange, seer man en Mængde Tomter efter de saakaldte Boder, nogle af stor, andre af ringe Omfang. Nede ved Söen er enliden Höi, omgiven af et Gjerde. Paa Thingvalle Gaards Hjemmemark seer man og endeel Tomter eller Rudera af store Boder. Sönden for Thingvalles Landingsplads staae to höie Klipper, kaldede Galgestenene. Man siger, at en Bjelke i forrige Tider er bleven lagt over dem som et Tværtræ, til Brug ved Tyves Henrettelse paa en saadan Maade." Commissionen for Oldsagers Opbevaring anmodede denne Indberetnings Forfatter, om mueligt, at tilveiebringe en nöiagtig Aftegning af det mærkværdige Thingsted, hvilket den ansaae for gjörligt, da den nu afgangne Pastor Sæmund Magnussen Holm var Stedets Sognepræst, men havde i sine yngre Aar lagt sig efter Tegnekunsten ved Kunstakademiet i Kjöbenhavn, og erholdt, i dette Fag, en Hædersmedaille, ligesom han og tegnede Portraiter, samt adskilligt andet, som haves stukket i Kobber. Hr. B. Benedictsen opfyldte Commissionens Önske, men Hr. Holm, som stedse havde været meget sær, var da bleven gammel og affældig, ligesom han og synes at have manglet Tegnematerialier, thi först efter et Aars Forlöb leverede han 7 saakaldte Tegninger over Thingvalle-Borgen og dens Ruiner, som kun ere grove Ridsninger med Pen og Blæk; det værste er dog, at de vigtigste af dem, efter Hr. Benedictsens Opgivelse, slet ikke ere troe, hvorfor han selv, som ikke har lært at tegne, har forsögt paa at give en rigtigere Afridsning af den saakaldte gamle Domkreds. Alle disse Tegninger har han, efter selv at have godtgjort Hr. Holm hans Umage, under 8de Febr. 1820 tilsendt Commissionen for Oldsagers Opbevaring, som dog, af ovenanförte Aarsag ikke har udgivet dem. Af hans hosfölgende Bemærkninger meddele vi: at den hele Steensætning paa Bakken har været dannet af en sammenhængende Muur eller Gjerde, nedentil bestaaende af store Kampestene som til Grundvold, men oventil af mindre Stene og sandsynligviis tillige af tætte Jordklumper. Muren har været 3 Fod bred. Steensætningen har været næsten oval; den nordostlige Ende, omtrent 1/3 Deel af det heles Længde, har en særegen Indgang mod Sydost og er afdeelt ved en Tvermuur fra Hovedkredsen, som har havt en Dör eller et Led mod Nordvest, lige ved eller udenfor den nysommeldte korte Tvermuur. Af Hr. Holms Tegning Nr. 7, som skal forestille Offerstenen, anföre vi den her af ham paaskrevne Bemærkning, at Klippen nu af Almuen kaldes manndrápshella, Manddrabs- Klippen, og dette Navn er vel for de fleste blandt den forstaaeligere end blótsteinn, som nu i islandsk daglig Tale vilde betyde Bandestenen, da Ordet blót saaledes kun bruges om Banden (forhen om Offer eller Offringer), ligesom Gjerningsordet blóta nu betyder at bande. Aftegneren har ogsaa lagt Mærke til rödguult Mos paa det Sted, hvor Forbryderens Rygrad er bleven brækket tversover. Han angiver ellers Stenens Længde omtrentlig til 7 Alen (Höiden er ovenfor angivet). Tradition og Rygte have paa Island udbredt det Sagn, at selve Stenens (af Pastor Olafsen og Kjöbmand Benedictsen udförligst beskrevne) röde Farve paa dens överste spidse Kant hidrörer fra de Offredes Blod, men denne Mening er vel ikke rigtigere end den, som man ellers tit har sögt at udbrede om Blod af Martyrer (som endnu gjör Mirakler) eller af berömte myrdede Personer (som vises for Penge). Ellers er det dog mærkværdigt, at Arnkiel beskriver, i hans Cimbrische Heiden Religion I, 236, en lignende Klippe, i en stor Steenkreds, ved Wedel i Stormarn, paa hvis Sider Trapper vare udhugne, kaldet Risernes eller Jætternes Offersteen (der Riesen Opferstein), hvortil og den Omstændighed svarede, at dens överste Flade saae saaledes ud, som om den var anströget eller bestænkt med Blod og Hjerne. Muelig ere slige Klipper, for saadanne Naturspils Skyld, i det man har antaget det for et Varselsvink af Guddommen, netop fra Begyndelsen af blevne valgte og anvendte til Offerstene.

Vi vide om de hedenske Galler og Britter, at de mest pleiede at offre onde Trælle og Forbrydere, som bleve dömte til en saadan Död. Det samme bevidner Nordens gamle Historie om Svenske og Nordmænd, ligesom og Islands Sagaers (tildeels her indförte) Beretninger vise det samme. Ligesom Tacitus beretter om de gamle Tydske, at ingen af Samfundet, i Fredstider, kunde bindes eller slaaes, vel ogsaa henrettes, uden efter Præstens paa - Guddommens Vegne givne Befaling, saa har den samme Rets-Grundsætning uden Tvivlgjeldt i det hedenske Norden. Vi see af Sagaernes Beretninger, at i Hedenold vare Thingstederne tillige Offersteder, samt kaldtes ellers i hele Norden Ve eller Helligdomme, ligesom Gudstjeneste og Rettergang her vare meget nöie forenede og forvaltedes af Personer, der paa een Gang vare Fyrster og Ypperstepræster eller Hövdinge og Offerpræster. Selv de sörgelige Handlinger, som vi kalde Forbryderes Henrettelser, betragtedes af vore hedenske Stamfædre som religiöse, nemlig som Offringer til Guderne; vi nævne og undertiden deres ulykkelige Gjenstande Retfærdighedens eller Statens Offre, men selve Handlingen er nu kun religiös, for saavidt en Præst ledsager Synderen, for at forberede ham til Döden og overgive hans Aand til den Höiestes Forbarmelse. At de nordiske Hedningers Menneskeoffre almindeligst vare af den bemmeldte Beskaffenhed, indsees tydeligst af Gissurs og Hjaltes Tale i Kristni-Sagas 11te Capitel, hvorved de forberedte Christendommens Indförelse paa Island. De sige nemlig deri: at "Hedningerne pleiede at offre de værste Mennesker," hvorimod de ikke nævne noget om Uskyldiges Offringer, som, naar de hemmelig skete, uden Tvivl ere blevne, ligesom blandt andre hedenske Folk, selv Græker og Romere i deres mest dannede Forfatning, frembragte af vildledet Fanatisme.

Endelig bemærke vi, at Stedet, hvor Thorsnæs Thing holdtes, er af den Aarsag, ligesom den tæt derved liggende Bondegaard, bleven kaldet pingvellir (i dansk Form Thingvalle d. e. Thingets Sletter eller Mark). Det selvsamme Navn har den Præstegaard, hvorved Islands Althing (eller almindelige Thing) holdtes, lige til Aaret 1800. Af de samme Aarsager finder man og endnu Steder af lignende Navne i Norge, Sverrig, Skotland, paa den engelske Ö Man o. fl. St. Dog have disse noget forandret Benævnelsernes Form, i Forhold til de herskende Dialekter, f. Ex. det Sted paa Nordmöre, som i den ældste os bekjendte Tid kaldtes Þingvellir nævnes i Diplomer fra det 14de og 15de Aarh. Thingvalle og i andre fra det 17de (ligesom endnu) Thingvold; samme Ord er i det Svenske forandret til Tingwall, i Skotsk til Dingwall, Tyngwale (1389) nu Tinwald, paa Shetland Tingwall, med en Plads, som endnu kaldes Lawtaing d. e. Laugthinget, paa Man Tynwald, hvor et herligt Lovbjerg endnu sees. Eyrbyggjas Troværdighed bekræftes ellers paa det fuldstændigste af andre gamle og paalidelige Skrifter, dog især af Landnama. Vi maae nöies med at henvise til dennes 1ste Parts 9de og 10de Cap, 2 P. 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 18, 19 og 23de Cap, (jvf ovenfor S.62). Ellers vil adskilligt hertil hörende forekomme paa sine Steder i vore fölgende Anmærkninger. Vi foranlediges til her at meddele den i historisk Henseende vigtigste og overhoved interessanteste Halvdeel af den mærkværdige Eyrbyggja, og det glæder os at den vistnok ikke ringe Umage, som vi have anvendt paa Haandskrifternes kritiske Undersögelse og Benyttelse, for saavidt de ikke för vare foretagne, er bleven belönnet med et rigt Udbytte af nye, oplysende og berigtigende Læsemaader, som vi ei kunne undlade at meddele vore Læsere. De nytilkomne ville for det meste kjendes af Bogstaverne A, B, C, D, E, F, G, R. a, b, samt tildeels W, som efter det ovenanförte betegne de af os gjennemgaaede Haandskrifter, deraldeles ikke vare blevne brugte ved den trykte Udgave. De Læsemaader derimod, som alt i den vare samlede, betegnes, som ovenmeldt, (for det meste) ved Bogstaverne Tr, eller ved de Nummere, som anföres i de sammes prosaiske Text tilföiede Varianter. Af aabenbare Urigtigheder, Udeladelser eller Mangler ved denne rettes eller erstattes saaledes f. Ex. Björn Ketilsöns Reiseroute fra Jemteland (Tr S. 4); Oprindelsen til Navnet Thorolf (Thor-Rolf, S.6); Thors Afbildningsmaade paa Höisædessöilen (S. 8); Den ældste Benævnelse af Hofsvaag (Thorsvaag S. 8); Beskrivelsen over Thors Tempel og dets Tilbehör (S. 10); Den hellige Rings Vægt (S 10); Thordises Fædrenenavn (S. 28); Geirrides Ægtemands og Thorolf Skjævbeens Faders rette Navn (S. 18); Snorre Godes Aldersaar, da han foretog sin Udenlandsreise (S.32). Hans Modtagelse ved Tilbagekomsten (S. 34); Börks Udbygsling fra Helgafell til Fardag og Thordises Skilsmisse-Erklæring i hans Nærværelse (S.40); Navnet paa den Ö, hvor Erik Röde skiltes fra sine Landsmænd paa hans förste Reise til Grönland (S. 108); Thorbrand Snorresöns Fald i Vinland, paa Amerikas östlige Kyst (S. 252); Gudleifs Seilads til Amerika og hans Tildragelser der (S.328-334, hvor ikke en Variant var bleven anfört i den ældre Udgave, men nu henved 110); Steindors Forvexling med Styr (S. 224); Thorleif Kimbes sædvanlige Mod (S. 238); Hertil komme andre mærkværdige, men mere tvivlsomme Beretninger, f. Ex. den om Goden Thorgrim Hjallaksöns Giftermaal (Tr S. 24) m. fl. Derimod staae de endnu tilværende Pergamentsbrudstykker paa enkelte Steder tilbage for den trykte Udgave (eller den tabte Resenske og den mutilerede Wolffenbüttelske Membran) saavel i Stilemaade som historiske Opgivelser, – men da have vi bemærket Sligt i Varianterne, samt ellers optaget de vigtigste Læsemaader i selve Texten.

Forsaavidt Membran ikke haves, er og den trykte Udgave, som nedstammer fra den tabte Resenske Pergaments Codex, i Hovedsagen af os lagt til Grund for den nærværende. De Udeladelser af Texten samt de övrige Skriv eller Trykfeil, hvorpaa vi saaledes, ved Veiledning af andre benyttede Haandskrifter, vare blevne opmærksomme, have vi rettet i vor nye Text, efter at have jævnfört den omhyggelig med de Magnæanske Codices Nr. 448 og 49 i 4 (Ra, 6), som de Afskrifter af den Resenske der laae til Grund for den ældre Udgave, hvis Capiteltal ellers her ere tilföiede.