Udsigt over det islandske sprogs historie (Grammatik for det islandske oldsprog)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Grammatik for det islandske oldsprog

Af; Finnur Jónsson
København 1925


Udsigt over det islandske sprogs historie


I. 800-1100.
   1. Om del norske sprog ved år 800 vides ikke ret meget fra samtidige kilder. Fra første halvdel af det 9. årh. haves de sparsomme rester af Brage d. gamles kvad; de giver dog en ikke ringe indsigt i ordformerne og, til en vis grad, i ordforrådet. Da den sproglige fasthed dengang synes at have været ret stor, er det tilladt at slutte et godt stykke tilbage med hensyn til formerne, og delte bekræftes ved et heldigt fund i Norge, hvorved de fra de nævnte digte kendte former kan føres tilbage til o. 700. Det er Eggjum-indskriften, der her sigtes til. Tiltrods for endel dunkelhed i den er dog de enkelte sprogformer i hovedsagen klare og gennemskuelige. De viser, at det norske sprog allerede dengang stod på et ret fremskredet standpunkt. Udlydende vokaler er bortfaldne, som i stain (urn. staina-ʀ) = steinn, skorin (urn. skurinaʀ f. skuranaʀ) = skorinn, hvilke former også viser den almindelige assimilation af ʀ med n efter en lang vokal og i (ubetonet) 2. stavelse. Ubetonede indlydsvokaler er ligeledes bortfaldne, som i maðe (= urn. maweð-) = máði. Man ser, at ordet for 'mand' allerede dengang ved analogi havde fået endelsen -r. Følgen af delte fund er bl. a. den, at S. Bugges i sin tid med så megen kraft fremførte sproglige beviser mod ægtheden af de Brage tillagte vers har mislet al deres betydning. De kunde godt være 100 år ældre. Det samme gælder eddadigtene; der er i sproglig henseende intet i vejen for, at de kunde væve fra 8. årh. - ialfald de, der måtte være ældst -; en anden sag er, om de derfor skal tidfæstes så tidlig; ved bestemmelsen deraf kommer mange andre ting i betragtning.
   En anden kilde er de ældste norske runeindskrifter med de yngre runer (som bekendt findes der ingen islandske runeindskrifter för ved 1300). De giver det selvsamme billede.
   En tredje kilde er, skönt af ret begrænset omfang, de norske ord, der i 9. og 10. årh. er optagne i irsk. Se herom C Marstranders skrift: Bidrag til det norske sprogs historie i Irland, 1915.
   Der kan henvises til, hvad der udførlig er fremstillet om de ældste kilders sprogformer i skriftet Norsk-isl. kultur- og sprogforhold. Af dette fremgår det, at sprogformerne i 9. og 10. årh. var i alt væsenligt de selvsamme, som man kender fra den ældste norske og islandske litteratur.
   Nogle hovedpunkter skal her nævnes.
   Hvorledes de enkelte lyd har været, kan man kun tilnærmelsesvis fastslå. Det skal ikke her drøftes i enkeltheder. Dog kan bemærkes, at i enkelte tilfælde er en vokal blevet forkortet allerede i 9. årh., som ó i Þór- som forled i personnavne (se herom Marstrander).
   2. Omlyd og brydning var ved 800 helt gennemførte.
   I-omlyden af a (ę, æ) var dog endnu ikke særlig udpræget eller langt fra sin grundlyd, den var langt mere åben end den senere blev og var vidt forskellig fra e. I tidens løb blev den mere lukket, indtil den - i islandsk - faldt sammen med e, der på sin side blev mere åben. I norsk var forholdet anderledes; der holdes lydene - som skriften viser - ude fra hinanden til ind i 13. årh., i det mindste dialektisk.
   U-omlyden af a var endnu temlig nær ved grundlyden, så at skjaldene kunde bruge bægge lyd som helrimende, men efterhånden fjærnede omlyden sig så meget fra grundlyden, at de dannede rene halvrim. Dette skete først ved og efter 1100[1]. Det samme gælder også v-omlyd af i (syngva rimer engang på (þing-; 10. årh.).
   U-brydningen af e: eu (jo) faldt vist i det hele sammen med a-brydningens omlyd jǫ.
   3. Hvad der i en særlig grad kendetegner sproget i dette tidsrum, er de usammentrukne former som blå-an, fá-a. blǭ-um, fǭ-um osv., samt former som sé-a, lé-a og lign, Begyndelsen til sammentrækning findes i det 11. drh. (ófǭm: Jómi, Arnórr), men almindelig bliver den først i næste tidsrum.
   4. v foran 1 er faldet bort; foran r også i det hele og store; kun i enkelte tilfælde, især faste forbindelser (forlydsrim), findes det i de ældste digte: vreiðr: vega; i 13. årh. var dette forhold velkendt og kaldtes vindandin forna ('den gamle anvendelse af wend' d. v. s.: v).
   5. ʀ (z) er allerede i 9. årh. i Norge faldet sammen med r, hvilket fremgår af de ældste norske indskrifter med de yngre runer, samt af skjaldedigtene. I Eggjum er de to lyd endnu forskellige. Overgangen er således foregået i løbet af 8. årh.
   6. s er eneherskende i former som vas, es (verb. og relat.).
   7. h i forlyd foran l, n, r er bibeholdt det meste af tidsrummet, men mod slutningen af dette begynder det vist at falde bort i norsk, hvad der aldrig skete i islandsk.
   8. En ejendommelighed ved sproget var sammentrækningen af es og ek med foranstående ord. Efter skjaldekvadene var den meget almindelig, selv om den - hvad der ligger i sagens natur - kun i enkelte tilfælde kan findes i rim (sék: búki og lign.; sás: ræsi osv.). Dette beror på, at denne sammentrækning endnu var almindeligt talesprog. Sammentrækningen findes i de ældste runeindskrifter: haiteka, faluhak, og ligeledes i de ældste litterære mindesmærker som Ares Islendingabók: iócc, heitec, sýndac. Hvor almindelig den har været, viser også Víga-Glúms kendte ed, som han selv formulerede: vask-at þar ok vák-at þar ok rauþk-at þar odd ok egg, es Þorvaldr krókr fekk bana. Når det i sagaen hedder, at man ikke før havde hørt en sådan (formuleret) ed, er dette uden tvivl talt ud fra sagaskriverens og hans samtids forhold. Da var man holdt op med at tilföje k og bruge nægtelsen at i daglig tale, medens denne sikkert var almindelig i det 9. og 10. årh.
   9. Der er naturligvis ingen sikkerhed for, at de håndskrifter, der nu haves, giver et tro billede af sprogforholdene i 10. og 11. årh. Tværtimod. Der savnes midler til at bestemme, når visse fra senere Ud velkendte, men sekundære former er opståede. Rent tilfældigvis kan man, ligesom af en ruinhob, ved hjælp af versemålet opgrave gamle og oprindelige former som f. eks. beðja acc. pl. af beðr (hos Valgarðr) for (det senere) beði, randar: brandar, Hǫfuðlausn, for (det senere) randir, former som náar, hvaðar- og fl. Den slags former har været mere almindelige end håndskrifterne giver det udseende af. Dog må man være meget forsigtig med at indsætte meget alderdomlige former.
   10. Af enkelte sprogformer kan følgende nævnes. Analogiformerne kvǫmu(m), vǭru(m) f. kómu(m). óru(m). I det ældste bevarede digt findes Hrafn-ketill: o. 1000 findes former som Ulfkell, Steinkell, Þorkell, der ved en uregelmæssig sammentrækning vistnok beror på dativformen -katli (-ketl, -kell).
   Efter alt at dömme var formen Áleifr (sikkert med nasaleret á), af Anulaiƀaʀ, den eneste brugte form (jfr. dog Álafar i plur. hos Sigvatr, o. 1040), da Ál- på den ene (o. 16 gange) og -leif på den anden side (o. 18 gange) findes i rim, men ingensinde ó- (dette først ved 1100); eller -láfr (med undtagelse af det anførte pluralis). Af de oprindelige -ariʀ-ord findes 3 eksempler (hvoraf dog ét hører til 12. årh.): vartarir, múterir, valderir. Dativ-endelsen af masc. a-st. bortfalder rent undtagelsesvis, som i Þór (Þóri bos Brage), [medens dette bliver hyppigt i 12. årh. og derefter. Olaf hvitaskald anfører et eksempel - fra Arnórr - på sumar som masc. - Adj. ýmiss er sammensat af ý- (hvad så dette end er) og -miss (f. missaʀ), dette med en ret stærk bitone); de oprindelige former, som ýmissir osv., findes oftere, men ordet sammentrækkes dog ikke sjælden (ýms-). Man finder spor af det oprindelige forhold, at -m(e)ʀ, assimileret til m(m), föjes til verbet: erum, vǭrum, hvor håndskrifterne i reglen har formen -mk (af mik) eller -mz, som det senere blev. I medium findes -mk föjet til, ikke blot hvor det naturlig föjede sig til verbet, som i 1. person sing. bjóðumk (= [ek]býð mik), men også i analogiformer, der i dette tidsrum optræder meget hyppig, som gǭfumk (gaf mér).
   11. Af alt dette kan sluttes, at selv om sproget i dette tidsrum må siges at have været meget konservativt og uden större omvæltninger, findes der dog forskellige overgange fra den ene böjning til den anden - flere måske end man nu er i stand til med sikkerhed at påvise -, samt en afslibning af former - kort sagt, en udvikling, som ethvert levende sprog forudsætter.
   12. Hvad ordforrådet angår, er det i dette tidsrum for det meste rent nordisk. Der var dog ved 1100 indkomne ikke få fremmedord, låneord. Ved forbindelser med syden var der i forhistorisk tid indkommet en del ord på fremmede varer og varebeholdere; vín, lín, belti; ǫrk, kýll, sekkr, pund og mulig eyrir, hvis dette stammer fra lat. aureus. De er ikke særlig mange og kun en brokdel af de låneord, der findes i oldtysk. De afgiver afstandenes målestok. I historisk tid, da kristendommen blev indført, o. 1000, skete den første större indvandring af ord vedrørende kirke og kristendom, ord som kirkja, altáiri, klokka, kerti; prestr, prófastr, djákn, byskup; klaustr, musteri, skóli, múnkr, kanoki, postoli; messa, sálmr, engill, kredda [af credo] osv. Disse låneord måtte i form underkaste sig den hjemlige grammatik, få böjningsendelser som de hjemlige ord, ja omlyd som disse (engill). Flere andre ord kan være indkomne, der unddrager sig sikker erkendelse, ord der kun brugtes i lavere talesprog, som dog - senere - glimtvis kan dukke frem, som det jaga, der findes i Málsháttakvæði, o. 1200, og betyder, 'at snakke idelig om'; (jfr. nyisl. jagast 'al kævles'). Nogle få keltiske ord er i dette tidsrum optagne (gelt: verða at gjalti).
   13. Når man taler om ordforrådet, kan man ikke undlade at göre en bemærkning om skjaldesproget, d. v. s. det for skjaldene særegne sprog, det poetiske sprog, der allerede ses at være fuldt udviklet og udpræget i al sin ejendommelighed hos de ældste skjalde i 9. årh. Dette forudsætter lange tiders udvikling i forhistorisk tid. Det er dog ikke de såkaldte kenninger, der egenlig kommer i betragtning, men de enkeltbenævnelser (heiti), der allerede dengang kun benyttedes i skjaldenes ophöjede tale. I Alvíssmál findes der en lære om, hvorledes de forskellige ting hed hos de forskellige væsner, mennesker, guder, vaner, alver, dværge osv. Menneskenes benævnelser er de almindelige dagligdags-navne, som de för og senere kendes (himinn, máni, sól, ský osv.). Gudernes betegnelser er derimod af en anden art (hlýrnir, mylinn, sunna, skúrvǭn osv.); de er dels kenninger (skúrvǭn), dels afledede (hlýrnir 'den med hlýrn, himmellegemer, forsynede), som næppe nogensinde har været i almindelig brug i daglig tale, dels endelig sådanne, der uden tvivl en gang har været dagligdagsord (sunna, jfr. de andre germanske sprog), men som er bleven fortrængt af andre, i dette tilfælde af sol. De gamle ord glemtes dog ikke, men løftedes op i en höjere kres, til at blive ord, hvorved digtningen prydedes og hævedes. Andre sådanne ord er f. eks. jór (det ide. ord, ίππός, equus; indtil nu bevaret i sammensætn. jóreykr), marr (= hest; men merr almindeligt), marr (hav; senere og indtil nu kun brugt i sammensætn. marbakki, marfló, marmennill), víf [kvinde), fljóð (d. s.) og mange andre. På denne måde blev sproget, især skjaldesproget, så rigt på enkeltbenævnelser, at skjaldene så at sige aldrig var i forlegenhed med ord, som de i öjeblikket trængte til. Denne rigdom var alt tilstede ved 800.

II. 1100-1300.
   14. Vi er så heldige at have en afhandling, desværre af en navnløs forfatter, fra o. 1140, der handler om det islandske lydsystem ved midten af 12. årh. Forf.s hensigt var at skabe (hans landsmænd) et brugeligt alfabet, "for at det skal blive lettere at skrive i modersmålet", og derved bevirke, at Islænderne ikke skulde stå under andre folk. Han går ud fra det latinske alfabet[2], der tidligere var brugt, men som var altfor mangelfuldt til det islandske lydsystem. Det var især sprogets omlyd, som der manglede tegn for. Forf. föjer nu 4 vokaler til de 5 latinske (a, e, i, o, u) og giver dem følgende former: ǫ, ę, ø, y, d. e., hvad vi kalder, u-omlyd af a, i-omlyd af a, i-omlyd af o (v-omlyd af e). samt i-omlyd af u. Således blev der 9 vokaler og vokaltegn; disse er ikke helt opfundne af forf.; han har forefundet de fleste i latinsk og angelsaksisk skrift, men han har fastslået deres brug for islandsk. Han meddeler, hvorledes de udtales: ǫ f. eks. er udtalt "med mindre åben mund end a, men med mere end o" (krøllen under o er den første del af et a) osv. Han oplyser, at alle 9 vokaler kan udtales kort eller langt og anfører eksempler derpå. Han oplyser fremdeles - hvad der er af særlig interesse - at de kunde udtales gennem næsen, var nasalerede, hvad nyere undersøgelser af endnu levende nordiske dialekter har bekræftet[3]. De lange vokaler betegner forf. med en streg over dem ('), de nasalerede med et punkt (˙). Hans aksenter bruges den dag i dag, blot i noget anden betydning, hvorom senere. Så beskriver forf, konsonanterne, men her var der mindre nyt at foreslå. Han vil skrive c alene = k og fjærne k og q som overflødige. Han foreslår at skrive ŋ for n + g; x, v og z vil han helt fjærne, for det sidste foreslår han d + s. Forf.s vokalsystem var i det hele fyldestgörende og bruges endnu, med visse ændringer; hans forslag om d + s for z blev ikke virkeliggjort. Hans afhandling blev vist aldrig almindelig udbredt. I nogle håndskrifter synes hans indflydelse at have gjort sig gældende, men hans system findes ingen steds anvendt fuldtud. Hans nasalbetegnelse er ellers ganske ukendt. I det hele og store blev hans omlydsvokaltegn til virkelighed, selv om deres udseende ændredes noget; ę blev således i almindelighed til æ, ø til œ.
   l5. Noget modsætningsforhold til norsk var der i 12. årh. i det hele og store ikke. Der findes dog et par afvigelser. H faldt i norsk - senest ved 1100 - bort i forlyd foran 1, n. r medens det bevaredes i islandsk og det til den dag i dag (lyda. njóða, ræða overfor isl. hlýða. hnjóða, hræða)- Når h ofte findes udeladt i isl. håndskrifter - og et par gange endogså i vers - skyldes det kun en ydre efterligning af norsk, måske fremkaldt særlig af de mange gejstlige nordmænd, der var på Island i 13. årh. I norsk var s i vesa, vas og es (verb. og relat.) ved analogi også ved 1100 (eller lidt för) gået over til r. Denne overgang fandt også sted på Island, men meget senere. Udtryk for denne tidsforskel findes f. eks, i de to homiliebøger, der omtrent er samtidige; i i den norske findes ingen former med s, i den islandske er disse langt overvejende. Snorre bruger i sit Háttatal bægge former. Ved 1200 kan overgangen siges at være i færd med at fuldbyrdes; ved 1250 er s helt forsvundet.
   16. De dialektforskelligheder, der fandtes og findes i norsk (manglen af u-omlyd ved bevaret u f. eks.) er ukendt i islandsk. Her findes en overvejende ensartethed, hvilket ikke er så mærkeligt, da Island var blevet befolket af mænd, der hovedsagelig kom fra egne i Norge, der sproglig må have været ret ensartede. De enkelte familjer, der kom fra andre egne med nogle dialektiske afvigelser, måtte efterhånden rette sig efter flertallet. Den store, årlige sammenstimlen af mænd og kvinder fra alle egne i landet, da altinget holdtes, har sikkert ikke været uden betydning for at fjærne dialektiske ejendommeligheder, hvad udtalen angår.
   17. Medens sprogforholdene synes at have været ret faste i 12. årh., er forholdet et ganske andet i det 13. Det viser sig at være et overgangsårhundrede, i hvilket der foregik flere, tildels vigtige ændringer og andre forberedtes.
   18. Hvad vokalerne angår, er forskellen på lange og korte i alt væsenligt bevaret. Mulig har de lange vokaler efterhånden fået lidt ændret klangfarve, kimen til den senere udvikling.
   19. Ved år 1200 skreves i islandsk i reglen o og e i endelser uden betoning, spredtvis også i endelsen -ung og -ing. Vokalharmonien, som f. eks. i trondhjemsk, var på grund af forholdene naturligvis ukendt i islandsk. I århundredets løb blev u og i stadig mere almindelige. I -igr og -ligr er i det almindeligste; -legr findes hyppigst i de ældste håndskrifter (f. eks. homiliebogen). Mulig har der her været dialektforskelle.
   20. ǫ-lyden var nu bleven ændret noget, og der er forhold tilstede, der gör det til vished, at udtalen ved 1200 var bleven ø[4], d. v. s. faldet sammen med i-omlyd af o, måske dog noget mere åben, samme lyd som den har i nutiden (ö), Den store forskel, der nu var på a og ǫ, betegner Olaf hvitaskald ved udtrykkelig at sige, at vaskr og rǫskr danner halvrim.
   21. U-omlyden af å (ǭ) synes i lyd at være helt faldet sammen med á, således som tilfældet altid siden har været, hvorledes lyden så egenlig har været i førstningen.
   22. I-omlyden af a: ę, æ faldt nu omtrent sammen med ě, d. v. s. den var bleven noget mere lukket end tidligere og i norsk, medens e var bleven mere åben. ę (ǽ) var kvalitativt allerede nu forskelligt i lyd fra ę, hvilket fremgår af den senere udvikling.
   23. I-omlyden af ó (ǽ) får en mærkelig udvikling; lidt før midten af århundredet er den bleven ændret og faldet sammen med ę (ǽ). Olaf hvitaskald omtaler denne ændring som i alt fald delvis fuldbyrdet, idet han siger: "for vellyds skyld er diphthongus(!) opfunden som i disse ord lǿkr, ǿgr, ti det anses for at lyde smukkere end lǽkr, ǽgr". Olaf kunde som sædvanlig ikke gennemskue den historiske udvikling, men hans ord viser tydelig, hvorledes forholdet var. Denne ændring må have bevirket, at sproget fik en ret forskellig karakter. I håndskrifter fra den sidste halvdel af århundredet findes der som følge heraf en overordenlig stor forvirring i betegnelsen af lyden, der viser, at sammenfaldet af de to lyd da var fuldstændigt.
   24. I-omlyden af u: y er uforandret, undtagen for så vidt som y i endel ord, der var ubetonede i sætningen, delabialiseres til i (firir, ifir, þikkja, skildi, mindi). Kolbeinn Tumason rimer (o, 1200) þykkjamikit, men det er ikke udelukket, at han har sagt mykit.
   25. Forlængelse af vokalerne a, ǫ, o, ti foran kakuminalt 1 + labial og guttural er foregået i dette tidsrum: hjálmr, hálfr, hjála, gálgi, kjálki, hólpinn. fólginn, hólkr, fúlga, búlki, samt mulig i nogle enkelte tilfælde som háls, álnar, skáld(?). Nuværende udtale er ganske den samme som af de oprindelig lange vokaler. I norsk fandt denne forlængelse sted på et begrænset område.
   26. På den anden side har også forkortelse fundet sted, især foran grupper af medlyd. Denslags forkortelse findes i forskellige tilfælde i ældre skjaldevers[5]. Teoretisk har man ment, at denne forkortelse burde have været almindelig regel i sproget, men at systemtvang har hindret gennemførelsen deraf. Dette er et uafgjort spörsmål. Vist er det, at en forkortelse kun i forholdsvis få tilfælde er gennemført og det ret sent, f. eks. i gŏtt, drŏttinn. drŏtning, minn, þinn. sinn og i neutrum af disse, samt i de sammentrukne former af lítill, i ytri. yztr, brullaup osv., foran enkelt konsonant i utan, Runólfr; mulig er alle disse forkortelser endogså yngre end 1300.
   27. I 13. årh. fuldbyrdes også sammentrækning af 2 stavelser (omkastning af aksenten). e + vokal (a, u): séa-sjá,, tréum-trjóm. Bortfald af en kort vokal efter en lang, som i blán f. bláan, blǭm f. blǭum, foregår allerede i 12. og bliver eneherskende i 13. De usammentrukne former bliver senere atter indførte, undt. i former som kúm, ám.
   28. Hvad konsonanterne angår, er der mindre at bemærke, f er dialektisk (nord- og vestlandet) blevet til b efter 1, r: hálbr. orb. g- i forlyd (af ga-) var i nordisk i det hele faldet bort inden 800. Det holdt sig i enkelte tilfælde, som i glíkr, gnógr, helt ned i 13. årh. I gnægð bevares det endnu.
   29. Assimilation af rl til ll, ð1 til ll: Þolleifr, Hrolleifr, af rs til ss: foss, indtræder i 13. årh. Man sporer også overgangen af t-ð, k-g i ubetonede eller lidet betonede endelser og ord: haustið, lítið, að, mjǫg og lign. I islandsk beholdes -ð(a) i præt. i mange tilfælde længere end i norsk.
   30. Endelig bemærkes, at -sk i medialendelser går i 13. årh. over til en lyd, der hyppigst betegnes ved z (eller lign.), der endelig bliver -st ligesom i norsk.
   31. Ordformerne selv udvikles ikke i nogen særlig grad i det 13. årh. Nogle overgange fra ō- til i-st. finder sted, ligesom nogle stærke verber går over til de svage, særlig til ō-verberne. Dativ-endelsens bortfald i masc. a-st. tiltager, især hvad mandsnavne angår. I det hele og store kan dette årh.s islandsk betegnes som klassisk i egenlig forstand.
   32. Hvad ordforrådet angår, indkommer nu nogle låneord, ord som riddari. barón, kumpánn, kurteiss; herra, fróva, jungfrúva, hæverskr; bréf, insigli, lén, dans, prís, panzari, opinberr; prófa, læra osv. Flere, eller de fleste, er først indkomne i norsk og derfra er de komne til Island. Der findes i Kongespejlet en mængde fremmedord, hørende under krigsvæsen og klædedragt, hvoraf nogle enkelte lejlighedsvis er indkomne i islandsk som treyja, der er blevet almindeligt. Det nøjagtige datum for de enkelte ords vedkommende kan ikke sikkert angives.

III. 1300-1500.
   33. Dette lange tidsrum kan betragtes under ét.
   Der foregår i det en række vigtige ændringer og udviklinger, som man ikke helt kan overskue og navnlig ikke nøjagtig tidfæste allesammen. Grunden dertil er hovedsagelig mangel på originale skrifter. Hvad det 14. årh. angår, er man dog nogenlunde heldig stillet, da der fra det haves mange håndskrifter og enkelte originalarbejder som Einar Hafliðasons Lárenziussaga. Af håndskrifter haves bl. a. den store Flatøbog fra o. 1380. Der haves også endel helgenkvad fra dette årh., deriblandt Lilja; de giver på mange punkter gode oplysninger.
   34. Fra det følgende århundrede haves ganske vist også mange håndskrifter (afskrifter), men navnlig er man her henvist til den mængde såkaldte rímur der haves, en digtning, der opslår i den sidste del af 14. årh., og desuden ikke få helgenkvad, samt breve (diplomer). I sproglige spörsmål er digtene til en vis grad de bedste vejledere.
   35. Med hensyn til vokalernes kvantitet kan det under ét siges, at den gamle forskel på lange og korte vokaler, på lange og korte stavelser, er fuldtud bevaret til henimod slutningen af dette tidsrum. Alle rímur og helgenkvad viser dette. Endogså biskop Jón Arasons digte (han døde 1550) er digtede på samme måde. Islandsk er det eneste goto-germanske sprog, der har beholdt denne egenskab så langt ned i tiden, vistnok på grund af sin afsondrethed. Det nye princip, aksentueringsprincippet, er dog uden tvivl begyndt i den første halvdel af det 16. årh. I den sidste halvdel er det helt gennemført. Ændringen synes at have gået ret hurtig for sig, noget forskelligt i de forskellige landsdele.
   Iøvrigt ser man på mange måder i dette tidsrum overgangen til nyere islandsk, samtidig med at så meget af det gamle er bevaret, hvad en kort oversigt vil vise.
   36. ă beholder sin lyd i det hele. Mærkeligt nok findes det i nogle ō-st., hvor man væntede omlyden: hall, hand, hafn, rand, skamm, þakk; dette skyldes rimeligvis fremmed (dansk) indflydelse og har næppe været almindeligt i folkesproget, ti i senere tider findes udelukkende de omlydte former.
   37. á har måske allerede nu fået en udtale, der nærmer sig den nyislandske (av). Sikkert har lyden ikke været å, ti da vilde udviklingen til den nuværende udtale være lidet forståelig. Efter v går á over til ó, der i nyislandsk bliver o: svá-svó (nu svo). ván-vón (nu von), válka-vólka (nu volka).
   38. e er vist uforandret og i lyd ens med ǣ(e), d. e. middelåben æ-lyd. Den lange lyd, é, har derimod ikke været ens med ǽ, men mere lukket, skönt man undertiden finder rimet ǽ: é: der er da tale om unöjagtige rim i de fleste tilfælde; dog synes é at være udtalt som ǽ mellem v og r (vǽr). Udviklingen af é og ǽ er vidt forskellig. Foran é udvikler der sig en i(j)-lyd: fié, hiét osv., der tilsidst blev je (åbent): fje, hjet osv. Også foran kort e udviklede der sig efter h et i: hjeðan, hjeðinn osv. - I endelsen -ligr veksler - som för - e og i. Efter v kan i gå over til ö: kveld-kvöld, men først sent i dette tidsrum.
   39. i, í er i det hele uforandrede (jfr. ligr-legr). I findes i (ordet senere forsvundet) og findes hyppig bevaret foran dobbelkonsonant i mítt, þítt, sítt (senere altid forkortet), i kvíttr, kvítta. Sonantisk i er nu blevet rent j; - j findes i låneord som jungr. jungfru, jungherra (jónkæri).
   40. o. ó er der ikke videre at bemærke om (jfr. á efter v). I dat. af hann findes endnu både kort og lang vokal. I Nóregr er ó endnu stadig langt. Der lindes også en form som oxi ved siden af uxi. I tilfælde som dette er det dog usikkert, om der ikke er tale om en ren papirsform.
   41. u. ú. u lindes i hun, vistnok dialektisk, og i lukla (ligeledes; senere lykla). Former som úr og ór går jævnsides. Særlig er her at bemærke det indskuds-u foran r som nom.-mærke og udlydende stamme-r (i nom.-acc.) samt i verber, præs. sg., hvor endelsen er r (undtagen hvor r eller s gik foran dette): hestur, akur (men akri. akrar osv.), kemur (men ferr, less). Dette indskud går tilbage til o. 1300 og findes fra nu af, dog jævnsides med de gamle former. Ejendommeligt nok findes dette indskud aldrig i en verslinjes slutning, hvad enten der er tale om digte i de gamle versemål eller den ældre række af rímur. I nyislandsk er dette indskud Fuldt gennemført, hvorved sproget har fåt et ret betydelig ændret udseende.
   42. y, ý beholdes fuldtud i deres gamle udstrækning. y kan findes i bryst = brjóst ved fremmed (dansk) påvirkning.
   43. ǽ og œ er fuldstændig identiske og har haft væsenlig samme udtale som tidligere: åbent ǣ. I nyisl. udtales denne lyd som aj. Denne overgangs alder kan ikke fuldtud bestemmes. Blandt Arne Magnussons sproglige optegnelser findes vigtige oplysninger. Han siger (1703), at i nulevende mænds ungdom - altså vel omtr. 1650-70 eller så - var det en almindelig udtale i Østfjordene at sige lekur f. lækur (d. v. s.: lajk-), kjeti f. kjæti, men de yngre var allerede begyndt at udtale det anderledes. I de andre dele af landet må udtalen dengang vel være bleven den nyislandske. Man sagde altså i de nævnte egne: Máría mēr, mild og skēr; mér sú mērin ljósa. Hermed stemmer en anden oplysning, der gælder det 17. årh.; en mand skal - ifølge Jón Ólafssons meddelelse - have sagt: hann Bessi minn í Bē (og dró á e-inu d . v. s.: udtalte e som langt). Biskop Jón Arason rimer endnu færvjér, væniljénis (unöjagtige rim som ovf. bemærket). Overgangen til aj er således måske yngre end 1550; i enkelte egne kan den dog have været noget ældre. I et ord som ætla har æ allerede fået udtalen a (som i nyisl., ialfald ved siden af æ-udtalen): atla - plur. analogt: ötlum. Dette ses af håndskrifters skrivemåde.
   44. ö er der intet særligt at bemærke om (jfr. e efter v).
   45. au findes endnu bibeholdt i ord som sjau, tvau, lauðr; overgangen til ö i disse ord er således yngre.
   46. ey er uforandret, da y ikke er ændret.
   47. Hvad konsonanterne angår, kan i almindelighed bemærkes, at assimilationer nu går langt videre end för; former som kall, jall, bylla (f. byrla), föllast er nu almindelige, ligeså Þolleifr, Stulli og lign., fremdeles assimilationen rs-ss: vess, besserkr. Når 3 konsonanter skulde støde sammen, falder én bort: elds-el(l)s, lands-lans, þurft-þurt, fólgna-fólna, byggð-bygð (dette begyndte allerede i 13. årh.); berst-best, dýrst-dýst, fæzla (d. v. s.: fætsla)-fæsla osv.
   48. ll og nn havde endnu den oprindelige udtale.
   49. Former med ð (f, nn) foran r findes endnu, hvor det senere er opgivet: ruðr, uðr, sviðr; mulig beror disse former på kendskab til ældre digte.
   50. k og t er gennemgående blevet til g og ð i mindre stærkt betonede og ubetonede ord og endelser: mjög. mig. þig, sig; að, eð, við, þið, það, spáð; mikið, lítið osv. De gamle former findes dog endnu nogle gange, ikke fordi de brugtes, men fordi de kendtes fra ældre digte og håndskrifter.
   51. g i forlyd foran n kan falde bort: Gná-Ná, gnúa-núa, gníðugur-niðugur, for ikke at tale om gnóg- -nóg-,
   52. k bliver h i forlyd foran n: knífur-hniífur, kneyfa-hneyfa, knjé-hnjé.
   53. h falder undtagelsesvis bort ved lærd efterligning foran 1, r: (h)lær (h)ratt.
   54. v er, ligesom j, blevel ren konsonant: derfor er nu former som völvur, hávum og lign. almindelige. Ved analogi kan det indkomme i forlyd: vorðinn, hvilket senere atter forsvinder.
   55. z, der betød ts, er allerede nu forsvundet af sproget, d. v. s. tandlyden deri, så at kun s er tilbage: beztr-hestr, osv. I medium er endelsen vistnok -st, men lyden har dog maske endnu ikke, eller ikke i alle egne, været klart udtalt, ti der lindes sást: áts, vanst: lan(d)s, medmindre der her er tale om unøjagtige rim, hvad der jo er vel muligt.
   56. Forkortelse af konsonanterne r, s er indtrådt i endelser uden stærk betoning og efter lang rodstavelse: annar, Ragnar, Þór, stór, lás, laus og lign., men ikke efter kort rodstavelse: berr, less; i dette tilfælde forkortes konsonanten i nyisl.
   57. I komparativ er r, og ikke rr, det almindelige: færi, næri.
   58. Med hensyn til selve formlæren er der ikke ringere ændringer at iagttage. Man vil i det hele, ved at gennemgå digtningen især, lægge mærke til, hvorledes det gamle kæmper med det nye, hvor stærke brydninger der her findes allevegne.
   59. En ejendommelighed for håndskrifterne fra denne tid, ialfald rimehåndskrifterne, er, at -r i nom. er udeladt i flerstavede ord som dögling, ribbung, Hrómund osv. Hvorvidt denne foreteelse har været almindeligt talesprog, kan være tvivlsomt, da kun former med r senere findes, men da det er så almindeligt, er det vanskeligt at finde nogen anden forklaring, end at det virkelig har været udeladt.
   60. Dativ-endelsen -i falder bort i et meget stort antal tilfælde, dog således, at de oprindelige former også bruges: auði-auð, brandi-brand; af dagr findes dat. dag, der tidligere kun fandtes i mandsnavnet. Også i navne, som ender på -mar, kan endelsen slöfes; ligeså i navnet <o>Nóregr, samt i ord som fótr som tilnavn; sligt var det normale. Der findes endnu former som lukli, luklar, senere lykli osv. med gennemført omlyd, I ord som jór kan r sætte sig fast i de oblike kasus. Former som dauð acc.-dat., og deyð, acc, findes, vistnok ved fremmed påvirkning. Sammentrukne er konungur, peníngur til kóngur, pe(i)ngur; den første eksisterer endnu, den sidste derimod er igen forsvunden.
   61. Af ia-st. findes i rimerne kun de normale former i acc.-dat.-gen. uden tilföjet r - altså lækni osv. -; dette r kan dog findes i håndskrifter, hvoraf man kan slutte, at begyndelsen til indskud af r, som er hyppigst i nyisl., allerede har fundet sted. Et ord som vísi er nu blevet ia-st. Plur. synes, lejlighedsvis ialfald, at have fået en ny form på -ir (f. -ar): eyðir, fleygir, meiðir, acc. veiti og lign.
   62. I va-st. falder endelsen -i (og dermed v) bort: söng, hör; dog kan de oprindelige former findes (hjörvi). Af sjór findes alle mulige former, acc.-dat. sjó, sjá, sæ, gen. sjóvar osv., endogså sæs.
   63. I intetkönsord falder dat.-endelsen så godt som aldrig bort; der findes dog land. Flaust udvides ofte med et r: flaustr; og der findes den dansk påvirkede form: bryst.
   64. I ō-st. findes oftere -u i acc, foruden naturligvis i dat.; rönd, spöng, strönd kan gå over til kons. st. i gen.: rendr osv.
   65. Af iō-st. findes endnu former som byrðr, øx; der forekommer dog også Rind, Fríð som nom.-dat., Gríð, Gerð - alle uden r. Gefn og Hrund er i dat. gået over til iō-st.: Gefni, Hrundi. Af mær findes i nom. både mey og meyja, ganske som i nyisl. Af frú, f. ældre frúva (fróva) findes frúr i acc. pl., ved siden af gen. sg. frú.
   66. Af u-st. findes endnu en mængde gamle former, men også ved siden deraf flere nye. Således findes acc. pl. fjördu, gripu (og gripi), hjörtu, men hjört i dat. sg., skjöldu, vöttu, vörðu, völlu, örnu, lögu (og legi}; i dat. sg. fremdeles: kjölnum, lögnum, mjöðnum, þátt, mátt, Njörð, vörð, völl; af Ullr findes i dat. Ull-Ulli i gen. Ulls-Ullar. Her er der således en ret stor brogethed tilstede. I sonr, vinr findes r flere gange bevaret. Af hönd findes i dat. både höndu og hendi. Af áss hedder nom. pl. både ásar og æsir.
   67. Konsonant-st. Her findes gamle former som pl. elptr, gæs, mánuðr (acc), negl (også som masc.), tenn (ved siden af tennr). Meget hyppig findes den mærkelige form vintr (ved siden af vetr), vistnok ved fremmed (dansk) påvirkning.
   68. an- og ōn-st. er der kun lidet at bemærke om. Der findes i hds. mærkelige gen.-former som Norðrar, Suðrar osv. Nom. Stulla er blevet Stulli. Töfrur findes som fem. pl., gen. pl. bylgja (f. bylgna).
   69. I r-st. forekommer en stor formblanding, således bræðr i nom., feðr i nom.-acc. sg., móður som nom., mæðr som nom.-acc. sg.
   70. Der forekommer endelig mærkelige könsovergange. Som masc. findes rann, dörr (f, darr ntr.). hjallur (f. hjarl ntr.), angist. På den anden side findes hjaldr som ntr., ligeledes jast (f. ældre jöstr). Flere neutra er bleven fem., fley, frest (der også findes som masc, hvad det er i nyisl.), frón, láð (disse vistnok fordi de så ofte brugtes i kvindekenninger), torg, skáð; vél forekommer som ntr. pl.
   71. Adjektiverne er der ikke meget at sige om. Gamle adj. som gólegr dukker op, og nye former som frækinn ved siden af frækn.
   72. Talordene er der heller ikke meget at bemærke om. Der skrives seytján, den senere udtale ved siden af sau-. Formerne tvau og sjau er endnu de almindelige.
   73. Pronominerne er der noget mere at sige om. De personlige pronominers genetivformer min, þin, sin bruges meget hyppig som pron. poss., så at sige for alle kasus. Denne mærkelige sprogbrug forsvinder senere og er nu, praktisk talt, ukendt. De possess. pron. okkar(r), ykkar(r) böjes endnu regelmæssig og bruges som tidligere. Det samme gælder yðvar(r), bvor v ofte er bevaret. Sjá forekommer endnu ofte både som masc. og fem., men forsvinder senere helt. Nu findes þann, acc. flere gange brugt som nom.; senere går dette af brug. Den gamle form þeima kendes endnu. Som det synes er former som þennan, þettað - almindelige analogiformer i nyisl. - endnu ukendte. - Hverr og hvor skilles bestemt ad og e er i det første almindeligt (ikke ö eller u). Mærkeligt nok findes o. 1400 því som spörgende (f. hví), hvilket nu er det almindelige, undt. når fyrir står foran; så hedder det altid hví.
   74. Af den bestemte artikkel optræder en svag form: hinu (enu) i pl., der senere atter forsvinder, - engi er, som det synes, den eneste brugte form; ekki findes hyppig som virkeligt neutrm dertil; iøvrigt er former med ö og v (öngum, öngvir osv.) almindelige.
   75. Hvad verberne angår, findes her en del overgange til senere sprogtrin, især overgange fra stærke til svage verber, som tidligere; de gamle former er dog ikke glemte; man finder både fregn og fregnar, gnegr og gnagar og lign. Der findes endnu gamle former, der senere forsvinder: fló, smó, sté (ved siden af flaug, smaug, steig, heitur (3. pers. præs.), hrindur, jósu, tögg, renn og lign.; refsti (senere refsaði), klípti (af klýpa, senere klípa, kleip), hjúka (sen. hjukra), lagist og lagiður; part. sjénn (sen. sjeður). Verbet gera har, som det synes, nu jö i alle former; man har dog vel stedvis sagt gera, da bægge former endnu findes brugte i forskellige egne.
   76. Af nydannelser er særlig at fremhæve, at der så at sige regelmæssig tilföjes r i 1. pers. sg,, i præs. efter 2. og 3. pers.: (eg) býðr, biðr (eg), hefr (eg), fær eg, gefr eg, kallar eg osv. Af eiga dannes præs. eig(r) efter plur. og inf. Alle disse former forsvinder i senere isl. Meget hyppige er former som bjóðunst (eg). I svage verber findes hyppig -i (f. -a) i 1. pers. præt. efter 2. og 3. pers. Det er eneherskende i nutidssproget. I mange tilfælde er d i præt. endnu ikke gået over til t, som i senere tidsrum: skeldi (f. skelti), sendi (f. senti, der dog atter forsvandt).
   77. Nægtelsen ei er nu almindelig, forkortet af eigi. Former som fyrri er nu også biord. Formen aldri er almindelig, det nyisl. aldrei er mellemform mellem den og aldrigi. Den gamle kortform fyr er endnu almindelig ved siden af fyrir.
   78. Der er således i dette tidsrum tale om megen sproglig uro og mange ændringer, hvor en ret forbavsende mængde gamle former endnu viser sig livskraftige, ti kun i enkelle tilfælde er der vistnok tale om boglån (som når f. eks. et erat pludselig og enestående dukker op).
   79. Også hvad ordforrådet angår er der store ændringer at iagttage. Det meste af det gamle sprogstof er bibeholdt. Nogle ord er gået ud af sproget, men det er vanskeligt at efterspore, hvilke ord der er forsvundne eller var forældede i dette tidsrum, især dets sidste del; dette kommer af overleveringens natur. Der dukker nu nogle ord op, som ikke synes at forekomme i klassisk islandsk, ord der senere og nu er så almindelige som piltr, stúlka, klár (arbejdshest) osv.
   80. På den auden side er der indkommet en betydelig mængde af ord af dansk-tysk oprindelse, over hvilke der her skal gives en oversigt, der dog ikke er udtömmende. Det er muligt, at enkelte er indkomne allerede i 13. årh.:
   diktur, plógur, partur, sónn, pantur, prís, pílagrímur, drákon, burgeis; insigli, imni (?.jfr. imnasongur). dár, vess, próf, form, offur, past, plagg, fals, dress, par, slag: læring, píning; art, stjétt, mekt, konst, písl, pín, slekt: diktan, forman, glósan, tempran (disse på -an er nydannelser efter hjemlige ord); púki, máti, prófeti, meistari, íbyggjari, rjéttari: pína, glósa, regla, renta, plága, lukka, píla, pláta, panna. plóma, króna, persóna, æra, kvinna; klókur, feskur, kljénn, kvíttur, fínn, frómur, klár, frí, mátuligur, ærligur, mektugur, meistarligur, rjéttferðugur, hreinferðugur, drambferðugur, ljéttferðugur, bannaður; forstá, forstanda, undirstanda (præs. stár); akta, dikta, fanga, forma, fróma, glósa, koróna, mekta, meina, ofra, penta, pína, plaga, plága, pressa, prísa, púsa, skjé, tempra, traktera, vakta, þjéna, þvinga, fyrdæma (og flere med fyr): bíleggja, bífala, bítala; bara, strax, soddan.
   81. Disse låneords skæbne i sproget blev dog. mærkeligt nok, ret krank. De fleste af dem forsvandt igen, til forskellige tider. Men nogle blev siddende og bruges endnu som pina, vess, próf, stjétt, púki, máti, regla, renta, lukka, klókur, kvittur, fínn, klár, meina, prófa, þvínga; andre ændrede deres betydning som frómur, der nu har betydningen ikke-tyvagtig, ærlig.
   82. Stilen kan ikke tages i betragtning, da der ingen forarbejder haves. Dog kan i almindelighed bemærkes, at den nu er anderledes farvet end för, noget, man kunde sige, moderniseret. Påvirkning fra latinsk konstruktion mærkes ikke sjælden, særlig naturligvis hos gejstlige forfattere, især hvad brugen af part. præs. angår.

IV. 1550-1920.
   83. Det fremgår allerede af det sagte, hvad der på flere punkter kan regnes for at være senislandsk eller nyislandsk. Det skal ikke gentages.
   84. Hvad der særlig er ejendommeligt, som modsætning til foregående tidsrum, er følgende 3 foreteelser:
   1. Den store omvæltning i sprogets kvantitet. Sikkert noget för 1550 er den begyndt, ialfald spredt og i enkelte egne. I den sidste halvdel af det 16. årh. er den fuldbyrdet. Islandsk bliver nu, ligesom alle andre, udelukkende aksentuerende med hovedtonen - som altid tidligere - på 1. stavelse, og bitone på andre stavelser efter deres beskaffenhed. Stavelser, der for var lange, bliver nu ofte korte, og omvendt. Enhver vokal, hvad enten den för var kort eller lang, kunde nu være både kort og lang. Hovedreglen blev, at en vokal er lang foran en enkelt, kort foran en flerhed af konsonanter. Der findes dog undtagelser herfra; således er vokalen lang foran konsonant + r (undtagen rr), foran ld, nd, ng. ðj, ðg, ðs, ðv, rð, rf, rn, rj og rg; kort er hver vokal foran j (hlæja, væja d. v. s.: vægja, deiji d. .v. s.: degi) og foran en anden vokal (gráan, brúa, hrúa d. v. s.: hrúga osv.).
   Hvilken ændring i sprogklang denne kvantitetsforandring har bevirket, siger sig selv.
   2. Samtidig eller efterhånden i den følgende tid blev udtalen af de lange vokaler, som de nu lyder: á fik udtalen av, i (dansk) i (f. eks. i gribe). ó (åbent) ou, ú (dansk) u, ǽ blev aj. De korte har helt forskellig lyd: a = (det gamle) a, e = (dansk) æ, i - (dansk) e (eller i i snild), o = (dansk) å, u = (dansk) ø (f. eks. i brød); ö = (dansk) ö (f. eks. i sön); y og ý faldt fuldstændig sammen med i, í; ey lyder følgelig ligesom ei (d. v. s.: æj): au har en meget åben udtale: öj, vistnok væsenlig den samme som det havde alt i oldtiden. Det er således klart, at den oprindelig kvantitative forskel på vokaler nu er kvalitativ, men det er sandsynligt, og tildels sikkert, at de lange vokaler i oldtiden var noget forskellige fra de korte i kvalitativ henseende også.
   Foran ng. nk har de oprindelig korte vokaler fået samme lyd som de oprindelig lange (aksentuerede): langur > lángur, hanki > hánki osv.; ö er også blevet til au: øngvir > aungvir og e til ei: engi > eingi; dog er vokalen ikke her helt tydelig. I egnene ved de såkaldte Vestfjorde har denne overgang ikke fundet sted. I forbindelsen vó fik ó udtalen o (svo, vor osv.).
   3. Den tredje ændring var overgangen fra ll til ddl i alle tilfælde (undtagen i kælenavne: Ella, Palli, og låneord: mylla, núll, og i enkelte ord, hvor ll er fremkomne ved assimilation, som i sellingur f. sendlingur), fra nn til ddn efter alle oprindelig lange, d. v. s. de aksentuerede vokaler, undt. i den vedföjede artikkel (brú-nni af brú, men brúnni d. v. s.: brúddni af brúnn adj.). Artikulationen af nn er i disse to tilfælde forskellig, efter kort vokal supradental, efter lang dental. ll = ddl er i alle tilfælde supradental. Også dette fjærner nutidssprogets klang betydelig fra det gamles.
   85. Hvad konsonanterne angår, skete der langt færre ændringer eller så godt som ingen udover dem, der var foregået i det forangående tidsrum. Nogle skal her anføres.
   g udtales nu som j efter vokal og foran i: lagi > laji, > lygi > líji. g har også fået en hård udtale, hvor det f+r var blødt (spirantisk), foran å, 1, n og efter r: sagði > saggði, hagl > haggl, vagn > vaggn, margur. g får foran s, t samme udtale som k.
   Foran 1. n har f fået udtalen b: efla > ebla, efna > ebna, undt. hvor en 3. konsonant følger: efnt > emt.
   h har i den störste del af landet fået udtalen k foran v: hvítur > kvítur.
   k bliver foran s, t en chi-lyd (klökt > klöχt, laks > laχs).
   Iøvrigt kan henvises til særfremstillinger af den nyislandske udlale. Denne kan nu i hvert enkelt tilfælde ses af den nye ordbog ved S. Bløndal.
   86. Hvad formlæren angår, er der i det hele og store de samme forhold som för. Dog kan det siges, at a-stammerne, praktisk set, er forsvundne af sproget, forsåvidt som det gælder acc. pl.-endelsen, der er afløst af -i. Dog kan de gamle former uden videre anstød endnu bruges. Der findes endnu flere overgange af masc. a-st og ō-st. til i-st, men nogen regel kan ikke gives for dette. I iō-st er nom.-endelsen faldet bort og erstattet af -i, så at nom. er lig med acc. (heiði). I ia-st et -ir groet fast til stammen: hellirs, hellirar el. hellrar; i bogsproget yndes de gamle former. Gamle dat.-former som bræðr er helt forsvundne. I svage jan-st. er j nu allid indsat i nom.: vilji.
   87. I dat. pl. af svage adjektiver, positiv og superlativ, og af komparativer, er endelsen -m bortfaldet: (hinum) spöku, spökustu, (hinum) spakari.
   88. I 1. og 2. persons pronominer har dualis, við, þið, i daglig tale afløst plur. vjer, þjer, der dog kan bruges i taler og bogsprog. Okkar(r), ykkar(r) og yðvar(r) er helt afloste af genetiverne okkar, ykkar, ydar; okkar bruges også i reglen for vor.
   89. Hver og hvor er i udtalen i det hele faldne sammen til hvur (kvur). Enginn er nu den almindelige form for engi; ekki er nu ren adverbiel negation, medens ekkert er ntr. Denne form er opstået således, at til ekki f'öjedes ntr.s-endelsen -t: ekkit. der så blev omformet til ekkirt, ekkert efter nokkurt.
   Hvorugur har afløst hvárgi; det gamle ntr. hvárki bruges dog i forbindelsen: hvorki-nje. Et nyt spörgepronomen er opstået: hvaða, uböjeligt, af det gamle hvat at (manni), der blev hvað að, og så sammentrukket til ét ord; det sidste ð faldt så bort, tildels ved dissimilation.
   90. Verberne er i det hele uforandrede, men nogle flere stærke verber er bleven svage. I 1. pers. sing. præt af svage verber er endelsen -a afløst af -i; det samme gælder 1. pers. sg. i præs. conj. I conj. har præsens og præt. i plur. fået de indikativiske endelser (-um, -uð, -u f.. -im, ið, -i). I 1. pers. pl. medii er endelsen i almindelig tale -ustum (f. umst): setjustum. Også her er j analogisk indsat foran i: sitjir (efter sitja).
   91. Syntaksen har fjærnet sig meget fra den gamle og nærmet sig de moderne sprog, særlig med hensyn til hypotakse istedenfor paratakse. Over de syntaktiske forhold findes nu en ret god oversigt i Jakob Smáris bog: Íslenzk setningafræði, 1920.
   92. Ordforrådet. Dette er, især i det 19. og 20. årh., stærkt forøget, på forskellig måde, dog ikke ved optagelse af fremmedord. Ganske vist har det været uundgåeligt at optage navne på udenlandske varer, som kaffi, te, sykur, tobak og lign-, samt enkelte andre ord som politík, pólítískur, bánki og lign., men det har været princippet at holde sproget så rent som muligt. Der har altid fra oldtiden af, bevidst eller ubevidst, været en ærbødighed for og kærlighed til modersmålet. Et vidnesbyrd derom er, at latinske skrifter ikke trivedes, man kan sige, ikke tåltes på Island. Et andet er ligefrem udtalt af en dikter i 14. årh., Eysteinn Ásgrímsson, Liljas forfatter; han siger: "i et sådant modersmål er jeg mere pligtig end nogen anden." d. v. s.: til at digte. Lignende følelse fremtræder også hos den store salmedigter Hallgrímur Pjetursson (d. 1674), både i hans salmer og i et brev[6]. I det 18. årh. var forholdene på Island elendige og sansen for sproget ret ringe, ialfald bos de fleste. Det er fra denne tid, at der haves en mærkelig udtalelse af en lagmand, Sv. Sölfason, der udgav sin Tyro juris 1754; i fortalen hedder det: "eftersom vi i de fleste henseender dependerer [han bruger i sin isl. tekst dette ord] af de danske, hvorfor må vort sprog ikke være samme skæbne underkastet?" Dette er undertiden blevet forstået, som om forfatteren vilde, at Islænderne opgav deres sprog og antog det danske, men det er næppe meningen; han mener, at man godt kan optage danske ord i sproget, med andre ord, han var det modsatte af en purist. Hans tanke fik ingen reel tilslutning, men sproget var i det nævnte århundrede meget urent i skrift overhovedet. Samtidig med den nævnte forfatter var den berømte naturhistoriker og digter Eggert Ólafsson (d. 1768); denne havde en ganske anden opfattelse og søgte i sine digte at slå til lyd for det isl. sprogs bevarelse og renhed. I 1819 blev Sveinbjörn Egilsson adjunkt ved Bessestad lærde skole. Han besad ikke blot en medfødt sprogsans og ævne til at skrive sit modersmål, men også efter datidens forhold en meget stor indsigt i sproget på tidligere trin, idet han i København havde været sysselsat med udgivelse af oldskrifler og læsning af håndskrifter. Han var også discipel af R. Rask. Han gav sine elever fortrinlige oversættelser af klassiske forfattere og vakte derigennem deres sans for modersmålet; blandt hans elever var den senere sprogmand K. Gíslason og digteren Jónas Hallgrímsson. Da disse og flere andre var kommen til København, stiftede de et tidsskrift, hvori de først og fremmest søgte at vække sansen for modersmålet og dets renhed. Fra den tid af skriver sig den sproglige agitation, kunde man kalde det, der för og efter 1900 har nået sit höjdepunkt. Formålet var ikke blot at benytte det hjemlige sprogstof, men også at udvide dette med nydannelser for begreber og ting, der ikke i forvejen eksisterede. Dette kunde ske på to måder, dels derved, at de fremmede udtryk overførtes til islandsk, d. v. s. oversattes led for led. Denne vej var Óláfr hvítaskáld i det 13. årh. allerede inde på, da han oversatte f. eks. circum-flexus ved umbeygiligr, substantivus ved undir-stað(stæði, stǫðu)ligr osv. På denne måde er ord som fyrir-mynd, dansk forbillede, fram-leiða, jfr. pro-ducere, fram-lengja, jfr. forlænge, opståede; sml. også den slags overførelser som f. eks. kvað eitthvað snertir = d. 'hvad angår', leggja áherslu á = d. 'lægge vægt på' eller 'betone', hafa skilyrdi til (fyrir) = d. 'have betingelse for', gefa ástæðu til = d. 'give anledning til', að vera (setja) á dagskrá = d. 'at være (sætte) på dagsordenen' osv. Dette kan være meget godt, men bedre er den anden udvej, at skabe nye ord og udtryk for ting og begreber ud fra hjemlige forhold og hjemlig tænkning, men her er der vanskeligheder, som kun en medfødt sprogsans og så at sige sprogdigterisk kraft kan overvinde. Det er de færreste, der har disse ævner, men Island har haft flere sådanne mænd i den senere tid, hvoriblandt digteren og journalisten Jón Ólafsson særlig fortjæner at nævnes. Med bensyn til dette spörsmål kan der henvises til en afhandling i det Letterstedske tidsskrift, 1920, hvor en ret righoldig prøve er givet. Hvad dygtig sprogsans betyder, viser sådanne oversættelser som Jónas Hallgrímssons oversættelse af Ursins astronomi og M. Grímssons oversættelse af Fischers fysik. Hvilken berigelse sproget har fået, kan man få et begreb om ved at sammenligne S. Blöndals nyislandske ordbog med Fritzners. Sproget er, trods dette, det samme, hvad böjninger angår, og da det gamle sprogstof for störste delen endnu kan siges at være bevaret, er der intet mærkeligt i, at et nutidsbarn, der kan læse og er i den alder, da det kan forstå det læste, omtrent med lige så stor lethed kan læse en gammel saga som en moderne avisartikel.


Noter:

1) Jfr. afhandl, i Arkiv XXI : iǫ : io.
2) Ikke ud fra runealfabetet, som nogle forskere med urette har ment tidligere var blevet brugt til at skrive boger med. Det kendtes, men benyttedes, som för, alene til at riste i træ.
3) Se A. Noreen: De nord. språkens nasalerade vokaler i Arkiv III, 1 ff.
4) Jfr. afhdl. i Arkiv XXXV.
5) Se K. Gíslason: Forandring af Quantitet, Aarbøger 1866.
6) Trykt i Andvari XXXVIII, se især s. 60: "vort udmærkede og rige modersmal".