Ulykkesvarsler m.m.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 484

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Ulykkesvarsler m.m.


342. Min Fader opholdt sig paa Marienborg paa Møen, han rejste omkring for at gjøre Notitser til J. P. Trap til hans Beskrivelse af Danmark, og var da kommen der og laa i et afsides Værelse om Natten i den store Bygning, og Værelset var stort og lyst.
   I Morgenstunden syntes han, der var en Haand, der lagde sig paa ham og tog paa ham, og han vaagnede ved det og rejste sig op. Da saa' han en Slagtersvend ved Navn Melbye, der var en god Bekjendt af ham, staa henne i Værelset. Min Fader blev meget glad ved at se ham, da de var gode Venner, og sagde: "Hvad, er du heri" men i det samme blev han jo forundret over, at han var kommen ind saa tidlig, da han altid plejede at lukke Døren i Laas, og skyggede nu med Haanden over Øjnene for at se bedre; men da var Synet forsvundet. Han stod op og fandt Døren laaset, og da han nu skjønnede, det var et Syn, noterede han Dagen og Klokkeslættet.
   Da han kom tilbage fra sin Rejse og kom til Frederiksborg, erfarede han, hvad det havde at betyde. Han havde en Morbroder Jørgensen, som boede der i Byen, og han havde en Datter, som var forlovet med Slagtersvenden, der imidlertid var yderst skinsyg og skyldte hende for at holde mere af andre. En Aftenstund, som hun og hendes to Søstre sad i Dagligstuen tilligemed deres Forældre, kom Melbye til Døren og kaldte hans Kjæreste ud. Hun fulgte ogsaa med ham ud i Haven, og Familien undrede sig jo ikke over dette. Lidt efter kom hun tilbage og satte sig stille hen. De andre undrede sig over, at hun var bleven saa stille og bleg, da hun dog var helt livlig, før hun gik ud. Men ved at se hen til hende, opdagede de til deres Forfærdelse, at der var løbet Blod ud paa Gulvet fra hendes Skjørter. Det viste sig nu, at hun var bleven stukken i Underlivet med en Kniv. Melbye havde i et frygteligt Udbrud af sin Skinsyge gjort det der ude, og nu havde hun forblødt sig og døde strags efter imellem Hænderne paa dem, inden de kunde skaffe hende Hjælp.
   Melbye var strags flygtet; men der blev nu gjort Anstalt for at fange ham. Han blev ogsaa fanget et Stykke uden for Byen i Morgenstunden, og saa blev han ført ind i Byen ad Mørkegaden og op til Raadhuset, hvor han blev sat i Arrest.
   Det var netop ved det selvsamme Klokkeslæt og den selvsamme Dag, da min Fader saa' hans Skikkelse vise sig der nede paa Marienborg. Hvad der senere blev gjort ved ham, véd jeg ikke noget om. Min Fader har fortalt mig om denne underlige Oplevelse, fordi den gjorde saa stærkt et Indtryk paa ham.
1908. N. Wiwel.


343. I Foraaret 1834, da min Tante Frøken Juliane Lottrup gik til Konfirmation, laa hun en Morgen inde i Soveværelset paa Holmgaard hos sin Moder. Min Bedstefader, Cancelliraad Lottrup, laa ovre i den anden Fløj af Gaarden. Han plejede altid at komme og kalde om Morgenen. Denne Morgen syntes Bedstemoder, det varede længe, og sagde til Tante, at hun skulde rejse sig. Hun rejser sig da, tænder Lys og sætter sig til at læse. Da hører hun og Bedstemoder Døren gaa, og én komme ind i Stuen, man skulde igjennem, før man kom til Soveværelset. Trinene kunde de høre, var Bedstefaders. De hører, at han staar op paa en Stol i Stuen henne ved Barometret og lod den ene Tøffel falde, som han altid plejede, naar han stod op og saa' til Barometret, der hængte lige uden for Sovekammerdøren. De ventede en halv Time og blev saa underlige ved, at han ikke kom. Saa kom han virkelig. Det var de samme Trin. Han var saa forstyrret, for det var frygteligt, som Barometret var faldet, og han sagde, at de vilde faa et skrækkeligt Vejr. De mente nu, det skulde være et Varsel for den Storm.
   Samme Dag kjørte Tante Juliane til Laastrup, hvor hun skulde til Præst, og da de saa skulde tilbage, havde Vognen nær væltet i noget Vand, de skulde over. Men den Gang de kom i Nærheden af Holmgaard, blæste hele Vognen om med dem, og Tante laa under den, og det var frygteligt at se paa. De kom da hjem, og Tante havde ingen Skade taget. Den store svenske Lade blæste halvt om, saa de maatte sætte Støtter til, og Bedstefader var nær bleven der. Bedstemoder talte siden med den gamle Pastor Dr. Rørdam om det. Han mente, det maaske var Aanden (Tanken) der kunde være saa stærk, at den kunde være paa to Steder.
O. Chr. Boye, Vejen.


344. Medens min Tante Frøken Ida Lottrup som ung opholdt sig paa sin Faders Fødegaard Lynderupgaard, hændte det sig en Gang, at Fru Kjeldsen og hele Familien rejste til Mølgaard, kun hun og Børnene blev hjemme. De havde en Amme der og en Barnepige til hvert Barn. Tante Ida havde lovet at have Opsigt med dem. Som hun dandsede med Børnene paa Gulvet i Ammestuen, og Lyset stod paa Bordet - for det var om Aftenen - da aabner Døren til Soveværelset sig, og et Hoved viser sig i Døren, samt hele Brystet. Hun lignede Fru Kjeldsen, og Tante troede, det var hende, der var kommen bag paa dem og nu stod der og vilde se, om alt var i Orden. Hun havde Fregner i Ansigtet og Kappe paa Hovedet, om det saa var Kjolen, kunde hun se dens Kulør. Tante Ida stod ganske stille og saa' paa hende og turde ikke sige et Ord. Hun var ikke bange, da hun troede, det var Fruen, men havde ikke ventet hende før Andendagen, Barnepigen saa' hende ogsaa. Saa lukkedes Døren, og i det samme springer en sort og hvid Kat i 2, 3 Spring fra Døren hen under Sengen. "Jeg kan se baade Fru Kj. og Katten endnu," siger hun, "og kan aldrig glemme dem." Saa tog hun Lyset, løb hen og ledte under Sengen, men der var intet, Katten var borte og blev borte.
   Hun blev da underlig ved det, og de talte om, hvad det kunde være. Hun tog Pigen med og gik gjennem alle Salene, for hun troede stadig, at Fru Kj. var kommen hjem, men hun kom først næste Dag.
   Min Tante, Frøken Juliane Lottrup, fortæller, at da der en Gang var Fadderstads paa Lynderupgaard, var vor Bedstemoder ogsaa til Stede. Alle var glade og muntre, men om Aftenen blev der saadan Forstyrrelse og Forstemthed, og Bedstemoder kunde ikke forstaa, hvorfra det kom. Hun vilde absolut vide, hvad det var, men ingen havde Lyst til at sige det. Hun spurgte om, hvad der var ved det. Saa sagde en af Gjæsterne:
   "Det er Hvidhoved, der har vist sig."
   Bedstemoder spurgte om, hvdd det var for noget, og Fru Kj. svarede:
   "Kjender De ikke det fra Deres Datter Frøken Ida? Det viser sig altid, naar der skal ske en Ulykke i Familien."
   En stor og sørgelig Ulykke indtraf ogsaa samme Aar i den Kjeldsenske Slægt.
O. Chr. Boye, Vejen.


345. Æ boede i Arnum, og saa vilde æ gjøre en Tur til Ringkjøbing. Men æ vilde laane et Sæt Seletøj ved Manden paa Spandetgaard, for mit eget var for simpel, og saa kjører æ derom ad, det var jo ikke af Vejen, men han sagde, han kunde ikke laane mig det mere end til Andendagen, for han skulde selv bruge det. Æ fik Seletøjet og sagde ham, hvad Tid æ kom tilbage med det. Det vilde blive anden Nat Kl. 2, for da vilde vi af Sted.
   "Ja," siger han, "saa kan du hænge det paa Muren, du behøver ikke at vække os for det."
   Naa, æ kjører jo saa tilbage til Arnum og faar fat i et andet Seletøj, og anden Nat kjører min Kone og mig saa til Ringkjøbing og kommer igjen tæt forbi Spandetgaard. Nu skulde æ jo have Seletøjet afleveret, som Søren Smed laante mig.
   Æ lader Vognen med Konen staa oppe paa Vejen, og saa tager æ Seletøjet, der laa bag i Vognen, og vil gaa det Par hundrede Alen, som Gaarden ligger fra Vejen, og hænge det paa Muren, som Aftalen var. Men idet æ nu hænger det, saa hører æ en Røst, der siger:
   "Kjære søde Frelser, hjælp hend', hjælp hend', hjælp hend'."
   Æ tykte, det var oppe ved min Kone, og æ skynder mig jo derop, men hun havde ogsaa hørt det, og hun tykte, det var nede ved Gaarden. Det kunde vi ikke ens om, og vi blev noget ængstelige ved det begge to.
   Naa, vi kjører jo saa til Ringkjøbing, og der blev ikke mere ud af det den Gang. Vi havde nu bestemt ikke at fortælle, hvad vi havde hørt; men det kom ud alligevel, for ved et Selskab kom æ til at fortælle en Mand det i Fortrolighed. Det var Peder Skak i Arnum, han gjorde nu Nar ad saadant, og saa tykte æ lige godt, han skulde høre det.
   Saa omtrent to Aar efter var Anders Stenholts Enke i Arnum i Besøg paa Spandetgaard, og hun var kjørende, dertil, og havde en ung Knægt med som Kusk. Den Gang han nu kjører op fra Gaarden og ind paa Hovedvejen - det var jo den, min Vogn holdt paa den Nat, I nok véd -, saa var der saadan et skarpt Vrid, og de vælter over i en Stendynge, der laa ved Siden af Vejen. Søren Smeds Kone kommer i det samme gaaende op ad Vejen fra Gaarden, og da hun er midtvejs, ser hun, der er sket en Ulykke, og saa udstøder hun det samme Udraab, vi den Nat havde hørt.
   Saa kjørte de til Læge Povisen i Kolsnab med den sølle Kone, og hun havde faaet Armen brækket og Skulderen af Led, men hun kom sig jo da.
   Søren Smed kom saa og fortalte min Fader, at nu var det gaaet i Opfyldelse, hvad æ og min Kone havde hørt for to Aar siden.
Anders Jefsen Hjuler, Skjærbæk.


346. De har haft en Mergelbane i Kliplev, og den har de set Varsel for, længe før den kom. De saa' Vognene og to Lys i Forenden. Min Faster saa' dette, og meget andet. Min Farbroder kjørte Skinner til den, og da løb Hestene løbsk med ham, saa han blev en Krøbling. Det havde hun ogsaa hørt forud.
Testrup Højskole.


347. Hans Peter Hanssens Moder paa Nørre-Mølle i Sundeved vaagnede en Nat og saa' da en Mand med en Klumpfod træde ind og saa atter forsvinde. En gammel Mand, som boede i samme Hus og fik Kosten der, brækkede en Tid efter sit Ben, og der blev nu sendt Bud efter Ledsætteren, gamle Peder Hessel i Tombøl. Da han traadte ind, sagde Konen:
   "Der har vi Manden."
   Hun kjendte Ansigtet igjen og havde endda aldrig set ham før, og saa havde han nemlig ogsaa en Klumpfod.
1906. Nikolaj Andersen, Aabenraa.


348. En Aften stod a vesten for mit Hjem i Hvidsted, Taars, og da kom der to Piger fra Vestergaard hvinende og skrigende og sagde, at de saa' et Par sorte Heste med en Vogn bag efter dem, men ingen Kusk paa, og det rejste ind ad vor Nabomand hans Port. Der blev de henne. Saa gik mig og en Karl til hen at se efter det, men der var ingen Ting at opdage. Det stod saa hen til anden Aften, da kom den gamle Ammidsbøl paa Hvidstedgaard kjørende fra Jestrup og vilde hjem, og saa væltede han og kom af Vognen og slog sig en Del, og Hestene blev ved at fortsætte over til Hvidsted og løb ind ad den Port. Der kom Bud, om vi ikke havde set dem, og vi kom saa i Tanker om det, vi saa' Aftenen før, og gik hen og fandt dem ganske rigtig i Porten.
Taars.


349. Fru Berg paa Skovsbo saa' i tre Nætter en lille graa Mand staa ved sin Søns Vugge. Derover blev hun forskrækket og flyttede Vuggen. Natten efter faldt Loftet ned paa det Sted, saa Barnet vilde have været knust, hvis det ikke var blevet flyttet.
Fru Leth-Rasmussen, Faaborg.


350. En Lærer Rind fra Skanderborg-Egnen har fortalt mig, at en Dreng der gik i Skole, en Dag skulde sidde efter, og saa krøb han hen og sad lige op ad Kakkelovnen. Da hørte han en Stemme sige:
   "Flyt dig, flyt dig!"
   Det lød stærkere, og saa flyttede han sig.
   Lige efter at han havde gjort det, faldt Kakkelovnen ned, og hvis han da havde siddet der, vilde han være bleven knust.
Kjøng Højskole.


351. Datteren fra Visborggaard kom hjem i Besøg tilligemed sin Mand og sin lille Søn. Saa skulde de om Natten ligge i et Taarnværelse, og da vaagnede hun hen paa Natten ved at se en lille graa Mand staa henne ved Vuggen og pege op mod Loftet. Hun vækker nu sin Mand og siger, at hun ikke tør ligge der. Han siger, at det er noget, hun har drømt, det skal hun ikke bryde sig om. Saa falder hun i Søvn igjen, men vaagner og ser det samme. Da hun nu for anden Gang siger det til Manden, at hun ikke tør være der, faar hun samme Besked. Det gjentager sig ogsaa tredje Gang. Saa rejser hun sig og siger, at nu har hun ikke Ro, nu maa hun gaa. De kommer saa ind i et andet Værelse med Vuggen og sover videre.
   Næste Morgen er Bjælken falden ned lige over det Sted, hvor Vuggen havde staaet, saa Barnet vilde være blevet knust, hvis hun ikke havde rejst sig.
Dagmar Kirkegaard, Høng Højskole.


352. Pastor Svendsen i Jelling har fortalt følgende:
   Han havde en fremmed i Præstegaarden og vilde en Dag kjøre ud i Egnen med ham, for at han kunde se sig om. Saa kjørte de ned ad Lerbæk Banke, hvor Vejen var smal, og der var et stort Stendige paa begge Sider. Nu lige med ét fik de begge to at se - men den fremmede gjorde da først Svendsen opmærksom paa det - at der stod en lille Mand paa Vognstjærten imellem Hestene, og han hoppede og sprang og stak Tommelfingrene skiftevis saa paa den ene Hest og saa paa den anden ind i Siderne af dem. Svendsen blev saa forskrækket, at han var lige ved at tabe Tømmen. Saa sagde den anden:
   "Men Svendsen dog, pas paa Tømmen," og i det samme greb han saa fast i den, at Hestene blev helt rædde, og sprang til Siden paa Vejen og over mod Diget og kom lige saa snært ind imod det, som de kunde komme. Lige i det samme kom der en stor Ølvogn med Hestene skjennende ned imod dem fra den anden Vejskraaning, og var de ikke lige før komne til Siden paa den snævre Vej, saa var de aldeles sikkert blevne kjørt ned.
Rasmus Holgersen, Kjærbølling


352. Klavs Johansen i Gredstedbro stod en Aften oppe ved Gaarden og hørte saadan Klagen og Jamren nede under Broen. Han tænkte, det var et Varsel for, at Broen, som Banen gaar over, skal gaa i Stykker, og Toget forulykkes en Gang.
N.-Fardrup.


353. Paa Rosenvold viser sig en Gang imellem en hvid Jomfru ved Nattetid, naar vigtige Begivenheder forestaar.
Lærer Larsens Enke, Stenderup.