Vølvens spådom

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Vølvens spådom

Völuspá

oversat, gendigtet og nænsomt beskåret af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er hovedsagelig Guðni Jónssons Eddukvæði (Sæmundar-Edda), 1954.

---

Heimdal med Gjallarhorn (v. 35)

1.

Hør nu alle

I hellige slægter

og små og store

sønner af Heimdal!

Du ønsker — Odin! —

at jeg beretter

de gamle frasagn

gemt i mit minde.

2.

Jeg husker jætter

— de ældste væsner —

som fødte mig op

i fordums tid,

og ni verdener

ved ni rødder

på skæbnens træ

skjult i mulden.

3.

Ved fortidens fødsel

fandtes intet,

hverken sand eller sø

med svale bølger;

der var ingen jord

under en himmel,

eller græs der groed’

— kun gabende tomhed,

4.

før Bors sønner

byggede Midgård

— det skønne sted —

og skabte landet;

sydfra sendtes

solens stråler,

så den golde grund

blev grøn af vækster.

5.

Aserne mødtes

på Idasletten,

hvor hørg og hov

man højt lod tømre;

esser blev anlagt,

man opfandt tænger,

greb til værktøj,

da guld blev smedet.

6.

I tryghed på tunet

kom tavlspillet frem;

alt man ejede

var ene guld,

men så traf de tre

tursekællinger

— yderst mægtige —

fra jætternes verden.

7.

Indtil de tre

af aseskaren

— mægtige, gode —

mødtes ved huset;

på jorden fandt de

evneløse

Ask og Embla

uden skæbne.

8.

De åndede ikke,

egenart manglede

og liv og lyd

og lød i huden.

Odin gav ånde,

egenart Høner;

Lodur gav liv

og lød i huden.

9.

Yggdrasil kaldes

en ask, jeg kender,

højstammet, hvidsmurt

med helligt slam.

Dalenes dug

er derfra faldet;

eviggrøn står den

ved Urdbrønden.

10.

Kyndige kvinder

kom ved brønden —

de alvise tre

fra under træet:

Urd er den ene,

den anden Verdande —

som det skåret står,

er Skuld den tredje.

De udstak lov,

afgjorde liv

og målte skæbnen

for menneskets børn.

11.

Jeg mindes den første

fejde i verden;

Guldveig — af spyd

gennemboret —

blev i Højs hal

hæftet til bålet:

Tre gange brændt,

tre gange genfødt,

ofte, usjældent

— men endnu i live.

12.

Hun kom til huset,

Heid var navnet —

den vise vølve

vækkede staven;

hun sejdede sind,

hun sejdede alt,

var evigt yndet

af onde kvinder.

13.

Så drog de alle

til dommersædet;

de hellige magter

forhandlede dér:

Hvorvidt man valgte

at vedstå bøden —

om guderne påstod

gengæld for tabet.

14.

Odin kastede

sit kampspyd ud

over folkestriden

— den første i verden.

Da stormede vaner

med stridsråb sletten

og gennembrød gærdet

om gudernes borg.

15.

Så drog de alle

til dommersædet;

de hellige magter

forhandlede dér:

Hvem havde fremmet

falsk og bedrag,

så Ods kone

blev jættens brud?

16.

Kun Tor slog til —

tændt af vrede;

han sidder sjældent,

når sådant sker.

Lov og løfter

lod man fare,

ord og eder

som ellers gjaldt.

17.

Hun véd at Heimdals

horn blev skjult

under det hellige,

højtvoksede træ;

det overøses

af uklart væld

fra Valfaders pant.

Så véd I besked!

18.

Hun sad ene ude,

da den ældste kom;

hun vendte sit blik

mod den vise as:

Hvem savner mit svar?

Hvorfor søge til mig?

Jeg véd alt — Odin! —

om øjet du skjulte

i den mægtige brønd,

som Mimer ejer.

Sin morgenmjød

kan Mimer drikke

af Valfaders pant.

Så véd I besked!

19.

Hærfader gav hende

halsguld og ringe

for visdom og vished

og varselsstave;

hun så meget og mere

i menneskets alder.

20.

Hun så valkyrier

komme fra fjernt,

som begav sig i ridt

til gudefolket.

— — — — —

21.

Balder så jeg

— den blodige gud —

skæbnesvanger,

søn af Odin.

Hævet fra grunden

groede et skud

mygt og fagert:

Misteltenen.

22.

Af væksten her,

der virkede blød,

kom en hård harmpil

som Høder skød.

Men Balders bror,

— et barn — tog hævn;

kun én nat gammel

var Odins søn.

23.

Hverken hår blev kæmmet

eller hænder vasket,

før han brændte bål

om Balders fjende —

men Frigg græd

i Fensale

over Valhals tab.

Så véd I besked!

24.

Kædelagt så hun

i Kildelund

en skikkelse lig

den skadefro Loke;

Sigyn sidder

ved siden af ham —

vel er hun sorgfuld.

Så véd I besked!

25.

En elv falder østfra

i edderdalen

med sværd og sakse —

Slidr er navnet.

— — — — —

26.

Nordpå stod

— på Nidasletten —

Sindreslægtens

sal af guld.

En anden stod

på Ukoldne —

en ølsal ejet

af jætten Brimer.

27.

Der findes en sal

fjernt fra solen

— på Nåstranden —

med nordvendt dør.

I gluggen render

giftige dråber;

salen er flettet

af slangers rygge.

28.

Morderskarer

og menedsfolk

skal træde dér

i tunge strømme

med den, der frister

en fremmed hustru —

hvor Nidhug næres

af nedlagtes lig

flænset af ulve.

Fatter I det nu?

29.

Den aldrende østpå

i Jernvedskoven

har fostret sønner

af Fenres slags;

mellem dem alle

møder man én,

der tyvstjæler månen

i troldeham.

30.

Den mæskes på mænd

mærket til døden

og udspyr blodet

på asernes hjem;

solen vil sortne,

og somre skal følge

med voldsomt vejrlig.

Så véd I besked!

31.

Gygens hyrde

— den glade Ægter —

sad på højen

og slog på harpen;

i galgen over

galede hanen —

Fjalar kaldes

den fagert røde.

32.

Da vil Gyldenkam

gale hos aser,

så hirden varsles

hos hærens fader.

En anden galer

i underverdenen —

en sodrød hane

i salen hos Hel.

33.

Nu glammer Garm

ved Gnipahulen;

den glubske løber,

når lænken brister.

Min vished rækker

videre ud

end Ragnarok —

de rådendes død.

34.

Brødre skal mødes

som banemænd,

og slægten skændes

af søskendebørn;

hor og hårdhed

hersker blandt folk,

og ingen skåner

de andres liv.

Sværdtid, spydtid,

skjolde kløves.

Vindtid, voldtid

— før verden forgår.

35.

Mimers sønner

muntres af legen;

i Gjallarhorn

genlyder skæbnen:

Højt blæser Heimdal

med hornet løftet;

da mødes Odin

med Mimers hoved.

36.

Så skælver Yggdrasils

ask, hvor den står;

det jamrer i træet

ved jætternes komme.

— — — — —

37.

Hvad sker der med aser?

Hvad sker der med alfer?

Mens jætterne buldrer,

går aser til tings.

Ved stenens port

stønner dværge —

fjeldvæggens fyrster.

Fatter I det nu?

38.

Nu glammer Garm

ved Gnipahulen;

den glubske løber,

når lænken brister.

Min vished rækker

videre ud

end Ragnarok —

de rådendes død.

39.

Hrym kommer østfra

under sit skjold;

Jørmungand snor sig

i jættevrede.

Ørnen skriger

ved Ormens stormflod

og napper i lig,

mens Naglfar løsner.

40.

Muspelfolket

myldrer østfra,

stævner på havet

styret af Loke.

Den glubske ulv

og afkom af tosser

har Byleists bror

bragt som sit følge.

41.

Surt farer sydfra

med svidende ild;

sværdet skinner

som solen i kampen.

Klipper knuses

og kvaser trolde;

Helvendt går hoben,

mens himlen revner.

42.

Siden skal Hlin

sørge igen,

når Odin farer

mod Ulven i kamp,

og Beles bane

brydes med Surt;

Friggs glæde

skal falde dér.

43.

Nu glammer Garm

ved Gnipahulen;

den glubske løber,

når lænken brister.

Min vished rækker

videre ud

end Ragnarok —

de rådendes død.

44.

Men Odins søn

går Ulven i møde,

og jager sit sværd

i hjertet på dyret;

Vidar dræber

Hvedrungssønnen,

og dermed hævnes

hans dræbte far.

45.

Da går Odins søn

til ormekampen,

men folkeslægter

må fare fra Midgård,

når verdens beskytter

går vred til drabet.

Ni skridt frem

går Fjørgyns søn

og segner for slangen,

men sikrer sit ry.

46.

Mens solen sortner,

synker landet,

og stjernehimlens

strålen forsvinder;

i brusende flammer

buldrer ilden,

og selve himlen

svides af heden.

47.

Nu glammer Garm

ved Gnipahulen;

den glubske løber,

når lænken brister.

Min vished rækker

videre ud

end Ragnarok —

de rådendes død.

48.

Fra havet, ser hun,

hæves den op:

Den grønne jord,

der genopstår.

Fosser falder

fra fjeldets kant,

hvor ørnen flyver

på fiskejagt.

49.

Aser mødes

på Idasletten

og taler dér

om ting, der skete,

mindes den mægtige

midgårdsorm

og Fimbul-Tys

fortidsvisdom.

50.

I græsset finder

guderne atter

de brikker af guld,

de brugte til spil —

et sælsomt minde

fra svundne dage.

— — — — —

51.

Nu sår kornet

sig selv på marken,

og alting bedres,

når Balder kommer.

Høder og Balder

tager Hropts bolig —

de vældige guder.

Så véd I besked!

52.

Høner kårer

det hellige offer

— — — — —

Da bygger begge

brødres sønner

i vindens verden

Så véd I besked!

53.

Smuk som solen

ser hun salen stå

med gyldent tag

i Gim-læ;

retskafne folk

skal flokkes dér

og leve evigt

i lykke og fred.