Vikingerne - Kulturens Arnesteder i gammel Tid

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


Kulturens Arnesteder i gammel Tid


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904





Den, som studerer Kulturens Historie, har to Opgaver. Han maa søge at danne sig et Billede af Menneskenes Liv, af Sæder og Skikke, Samfundsforhold og Aandsliv i den Tid, han sysler med. Men han har ogsaa en anden Opgave. Han maa følge Kulturen paa dens Vandring fra Land til Land og søge at finde de Steder, som i hvert Land engang har været Kulturens Arnesteder og hvorfra denne varmende og livbringende har bredt sig til videre Kredse. Det er ikke nok at oprulle Billeder af Menneskenes Liv i svundne Tider, en Kulturhistoriker maa ogsaa forske efter Oprindelsen til Sæder og Skikke og efter Samfundsforholdenes og Livsvilkaarenes Udvikling.

I vore Dage, i Jernbanernes og Dampskibenes, Telegrafens og Telefonens Tid, spreder nye Tanker og Brugen af nye Opfindelser sig med en før uanet Hurtighed ud over Jorden. Den samme Kultur hersker, kan vi næsten sige, i alle Lande, hvor Europæere bygger og bor, og kan vi ogsaa for Nutidens Vedkommende pege paa Lande og Stæder, som mer end andre er at kalde for Kulturens Midtpunkter og hvorfra aandeligt Fremskridt særlig udgaar. I gamle Dage, da Samfærdselen og Forbindelsen mellem Landene var sen og vanskelig og alle nye Tanker trængte Tid for at vinde Udbredelse, da havde dog disse Kulturcentrer en endnu større Betydning end i vor Tid. Men saa er ogsaa Kulturens Strømme i den Tid lettere at følge end i vore Dage, da saa mangfoldige forskjellige Strømninger krydser hverandre. Man kan fra Oldtiden af og ned til Renaissancen kartlægge Kulturens Historie, tegne Retningen af de Kulturens Strømme, som er rundet fra Land til Land, og sætte Merke ved de Egne, som engang har været dens Midtpunkter.

Vikingetidens Kulturhistorie kan vel endnu ikke helt kartlægges; men vi kan dog pege paa enkelte af de Steder og Egne, som i de nordiske Folks Ungdomstid staar omgivet af Straaleglans fra Sagn og Digtning, fra Kunst og i det hele fra høiere Aandsliv.

Danmark og Sverige eier, hvad Norge ikke har, Steder og Egne, som lige fra de ældste Tider har været og stedse vil vedblive at være sit Lands aandelige Midtpunkt, ligesom de ogsaa er Statens og det politiske Livs Centrum. Med sine lysgrønne Bøgeskove, gjennem hvis Løv Solen skinner og udover Skovbunden gyder gyldne Pletter, med sine stille Skovsjøer og sagte rindende Aaer, hvor Vandliljerne svømmer og Svanerne speiler sig, med sine lyse Enge, hvor Kvæget græsser, og med sine gule, bølgende Kornmarker, ligger Sjælland rigt og bugnende ud imod den blaa Stribe Vand, som kaldes Øresund. Sjælland ligger som en lun Rede i Ly bag det barske, veirhaarde Jylland, som med sine øde Heier, sine Klitter og nøgne Sandstrækninger tager af for Vesterhavets Storm og Bølger, ikke mindre end for Fienders Angreb og voldsomme Indfald, og hvor ogsaa Menneskene selv bliver seigere, langsommere, mindre bøielige, men samtidig mere haardføre end paa det smilende Sjælland.

Jylland er som Stormfuglen, der paa brede Vinger flyver over det vilde Hav; Sjælland er som Svanen, der skjøn og skinnende hvid, med kneisende Hals seiler over Indsjøens blanke Speil. Men ligesom Gudrun i Eddakvadet paa Tæpper baldyrer "danske Svaner" som de ædleste blant Danmarks Fugle, saaledes har ogsaa Livet paa Sjælland stedse formet sig rigere end i noget andet af de danske Lande. Thi Sjælland er Danmarks naturlige Midtpunkt, og var det end mere — geografisk sét — i gamle Dage, da Skaane, Halland og Bleking ogsaa hørte til Danmark. Og særlig var Egnen mellem Kjøbenhavn og Roskilde ikke alene det gamle Danevældes Midtpunkt, men hid var Adkomsten let selv fra Landets fjærneste Egne over smale Sund og Belter og paa rolige Vandveje, som forbandt langt mere end de skilte mellem Bygderne. Hid naaede da ogsaa tidligst alle Bud fra fremmede Lande og fra rigere Kulturer. Hver en Seiler, som agtede sig til eller fra Østersjøen, maatte gjennem Øresund forbi Sjællands Strande: Romerske Kjøbmænd og siden Goter, Heruler, østsvenske og gotlandske Mænd, Friser. Sakser, Franker og Angelsakser.

Lige fra de allerældste Tider har derfor i Danmark alt Liv saa at sige havt sit Midtpunkt paa Sjælland, helt fra den Tid af, da Folk fra de danske Øer og fra Østersjøens sydlige Bred, hele Ingævonernes Stamme, har samledes i en hellig Lund for at dyrke Nerthus, den kvindelige Njord, Jordens Moder[1]. Saa kommer Folkevandringen. Nye Guddomme vinder Førerstillingen, Æserne med den snilde og krigskloge Odin i Spidsen. Nerthus eller Njord og de øvrige Vaneguddomme nedstyrtes fra sit tidligere Vælde. Danernes Rige opstaar. Men Sjælland vedbliver dog at være Landets Midtpunkt, uagtet Danernes oprindelige Hjem synes at ha ligget i Skaane. Leire, nu en ubetydelig Landsby 8 Kilometer Vest for Roskilde, bliver for en Tid Kongesædet i det nystiftede Danevælde, og herfra udgaar Kulturens Strømme, Sans for Kunst og Digtning, mere høviske Sæder, ikke til Danmark alene, men til alle Nordens Lande. Her er nu det mest søgte Blotsted i Danmark. Her ligger Hrodgars navnkundige Kongehal, Heorot eller "Hjort", som "Beowulf" synger om, "høi og vid mellem Hornene i dens Hjørner, den største blant Halbygninger[2]. Leirekongerne bliver de ypperste Konger i Norden. Ved deres Hird samles Mænd fra alle Nordens Lande, fortæller Sagnet. Deres Hird er ikke - som de andre nordiske Kongers paa den Tid — det enkle, gammelgermanske Følge af frie, ligestillede Mænd, som vi kjender fra Tacitus's Skildring. Leirekongernes Hird begynder at blive et virkeligt Hof, hvor Moder og Hofskikke fra det mere civiliserede Europa vinder Indpas. Sagnet fortæller om Kong Ingjald, Frodes Søn, som efterlignede fremmede Sæder og hengav sig til et før ukjendt Vellevnet. Vigtigere er det dog, at Leirekongerne faar sin Tronstol, "Leires Stol" (Hleiðrar stóll), som den kaldes i det gamle Kvad "Grottesangen". Ellers eiede Nordens Konger i Hedenold intet Sindbillede paa sin Værdighed. Det ophøiede Herskersæde som Symbol paa Kongemagten stammer fra den senromerske Keisértid. Derfra optoges det af de merovingiske Konger i Frankerriget, der i det hele søgte at optræde som romerske Imperatorer, og muligens ogsaa af Angelsakserne; thi "Beowulf" taler oftere om "Herskerstolen"[3]. Fra Angelsakser eller Franker er det, at Leirekongerne har faaet sin Tronstol. Vi har før hørt om danske Kongers Tog til Vesteuropas Lande. Men ogsaa fredlige Forbindelser synes der at ha været, bl. a. Ægteskaber mellem danske Konger og fremmede Kvinder. Rolv Krakes Moder heder Yrsa. Hendes Navn er ikke nordisk, men synes at stamme fra germanske Folk ved Rommerriges Grænser og at hænge sammen med det latinske ursus "en Bjørn"[4]. Kong Hrodgars Hustru bærer i "Beowulf" Navnet Valtjov (Wealhþeow, egt. = "den vælske Træl"). Ogsaa dette Navn synes, hvis det er oprindeligt i Sagnet, at pege paa Ægteskabsforbindelser med Vestens Lande.

Saaledes var, ser vi, allerede i de ældste Tider de samme Dele af Sjælland, som endnu er det, Danmarks aandelige Midtpunkt.

Langt større af Udstrækning selv i gammel Tid end Danmark og oprindelig beboet af en Række uafhængige Stammer har det moderne Sverige ved den historiske Tids Frembrud havt flere forskjellige Kulturcentrer, et ved Venerns og Vetterns Strande, hvor Gøtarne havde sit Hjem, og et andet ved Mälarens Strande, hvor Svearne boede. Ingen anden Del af Sverige er saa gjennemskaaret af Sjøer, Viker, Bugter og seilbare Elve som Upland, og fordum var der endnu flere Vandveie, end der er i vore Dage. Til Upland kunde man med Lethed i Baad over Elve og Indsjøer komme fra alle Svearnes Bygder. Der findes heller intet svensk Landskab, der saaledes som Upland i sig forenede alle Betingelser for at være Sveriges aabne Dør ud mod det store Europa. I Ly bag Skjærgaardens Øer og Holmer kunde Kjøbmændene trygt seile med sine Skibe, og ved Mälarens smilende Strande fandt de Havne, hvor de kunde lægge til i Ly for Havets Storm og Bølger og uden at frygte for Vikingernes Overfald. Og dertil kommer, at Upland fra Naturens Haand er rigt udstyret som faa andre Dele af Sverige. Her er frugtbare, aabne Sletter med lyse Birkeskove, grønne Enge og bølgende Marker, hvor i vore Dage Herregaard ligger ved Herregaard. Intet Under, at Upland stedse har været Midtpunktet i Svearnes Rige og at rige og frugtbringende Kulturens Strømme derfra er udgaaet til alle Dele af Sverige.

Lige fra de aller ældste Tider havde Svearne i Upland ved Fyrisaaens Bredder sit religiøse Samlingspunkt. Her laa Gudehovet, det navnkundigste i Norden, hvor Mænd fra alle Svearnes Bygder paa de store Høitider mødtes. Her var ogsaa Svearnes Hovedting. Medens dette varede, holdtes der samtidig Marked og var Kjøbstævne[5]. Svearnes politiske Midtpunkt var da i gammel Tid dels i Upsala og dels ved Mora (ved Lagga-aaen, paa Grænsen mellem Attunda- og Tiundaland). Her hyldedes Kongen af Folkets Ombud ved at løftes op paa Mora Sten, en ældgammel Skik, som i forhistorisk Tid har havt Sidestykker Jorden rundt, bl. a. i Danmark og Grækenland. — Endnu i historisk Tid løftedes i Skotland Kongen op paa en Sten ved Scone. — Selv synes Kongen i Vikingetiden ogsaa i Almindelighed at ha boet i Upsala. Større Betydning for Svealands Kultur i denne Tid havde dog en By, som alt før Aar 800 havde reist sig paa den lille Björkö i Mälaren, en By, som er Sveriges, ja kanske hele Nordens ældste Handelsstad, nemlig Birka. Alt ved Vikingetidens Begyndelse var Birka et Midtpunkt for Handelen, ikke alene i Svearnes Rige, men med Forbindelser med Slavernes Lande Hedeby, Hamburg og Nederlandene. Byen eiede, da Ansgar i Aarene 830 og 850 kom did for at prædike Kristendommen, mange rige Kjøbmænd, en Overflod af alle Goder og en stor Skat i Guld og Sølv. Der fandtes endog flere, som allerede før Ansgars Tid i Dorestad ved Rhinen havde modtaget Daaben og var blevet kristne; saa fortæller Rimbert i sin Levnetsskildring af Ansgar, skrevet ikke længe efter dennes Død. I den sorte Jord og i Gravene udenfor det gamle Birka har man i vore Dage fundet Sølvmynter og kristne Kors og andre Gjenstande af frankisk Oprindelse samt angelsaksiske, ja endog arabiske Mynter. Byen var efter Tidens Forhold godt befæstet og omgivet af en Ringvold. Den havde, da Ansgar første Gang kom til Byen, sin egen Konge, Bjørn, som synes at ha tilhørt Upsalakongernes Æt.

Fragmenter av Mora-stenene. Foto: Olof Ekström, 2004. Commons.

Birkas Storhedstid varede ikke længe. Byen gik, sandsynligvis ved Midten af det 10de Aarh., til Grunde; den blev vel ødelagt af en fiendtlig Vikingeflaade. Men et Minde om den engang saa mægtige By har vi maaske, skjønt sikkert er dette ikke, i Udtrykket "Bjarkøret"; saa kaldtes i gamle Dage rundt om i Norden de paa Handelspladser og paa Kjøbmandsfærder gjældende Lovregler[6]. I dette Ords første Led har enkelte Forskere ment at se Bjørkø, den Ø, paa hvilken det gamle Birka laa og hvorfra Byen har taget sit Navn. "Bjarkøret" skulde saaledes oprindelig ha betegnet " Birkas Ret". I Birka skulde der ha været uskrevne Love for Handel og Samkvem, Love, som senere ogsaa blev gjældende ellers i Sverige, i Danmark og i Norge.

Istedenfor Birka reiste der sig ved en Vik af Mälaren en anden Stad, Sigtuna, som ned til Slutningen af det 12te Aarhundred var Sveriges vigtigste By. Men heller ikke Sigtunas Storhed varede længe. Efter i 1187 at være brændt af en Flaade af Kurer og Kareler, blev Byen flyttet til sin nuværende Plads, men er siden aldrig kommet rigtig op igjen. Isteden voksede Stockholm frem for lidt efter lidt at blive Sveriges Hovedstad.

Her i Svearnes Bygder har ogsaa fra gammel Tid Kunst og Digtning blomstret og høviske Sæder havt hjemme i Kongeborgen. Gravfundene fra Vendel og Ultuna vidner om, hvor høit Kulturen alt i Folkevandringstiden har staaet. Billederne paa Vendelhjelmene synes at fremstille Scener fra Sagn, som engang har været sunget i Kongens Hal. Intet Sted i Norden findes der saa mange Runestene som i Upland; — de fleste er fra det 10de og især fra det 11te Aarhundred. — Runerne er anbragte i eiendommelige Baand og Slyngninger og Indskriften er hyppig i Vers, som viser, at Digtningen i gammel Tid ogsaa har blomstret i Svearnes Bygder. Disse Runestene fortæller ikke bare om svenske Mænds Tog i Austr- og Vesterveg, om deres Ophold blant Væringerne i Miklagard eller i Knut den stores Thingamannalid i England. De vidner ogsaa om at Indflydelsen fra det kristne Vest-Europa begynder at omforme Svearnes Samfund. Hirden omdannes; Stallarens Embede indføres ligesom i Norge og i Danmark[7]. Fremmede Ord kommer ind i Sproget, bl. a. det fra Latin stammende sútari, en Skomager[8]. Sverige faar — samtidig med Danmark og Norge — sit eget Myntvæsen. Myntmestrene er alle i Begyndelsen Angelsakser; — den første af dem, Godwine, virker ogsaa i Danmark og Norge — , og Mynterne præges efter Forbillede af Æthelred den raadvildes Mynter i England. Deres Vægt afpasses derimod efter Sveriges gamle Vægtsystem, og Sverige faar i Sigtuna sit faste Myntsted.

Der har ogsaa i Danmark og Sverige ved den historiske Tids Frembrud været andre Kulturcentrer, som nu ligger udenfor den alfare Vei. For Danmark har Slesvig og Hedeby engang spillet den samme Rolle som Birka og Sigtuna for Sverige. Her var i Vikingetiden Danmarks aabne Dør ud imod det civiliserede og kristne Europa. Slesvig var allerede ved Vikingetidens Begyndelse en Stad, "hvor Kjøbmænd fra alle Kanter samledes". Der fandtes i Byen mange, som før Ansgars Tid var døbte i Hamburg eller Dorestad. Intet Under, at Kristendommen her vandt Indpas tidligere end noget andet Sted i Danmark. Endnu større Betydning fik det nærliggende Hedeby, som vistnok ved Aar 900 var den vigtigste Handelsstad i Norden. Vigtigst var kanske Forbindelsen med Dorestad, hvis Navn endnu mindes i den lille Flekke Wyk bij Duurstede i Provinsen Utrecht i Holland. Dorestad havde i Middelalderens første Tid den samme Betydning som senere Brügge, Antwerpen, Amsterdam og London har faat. Her mundede de Handelsveje, som fra Middelhavslandene førte til det nordvestlige Europa, ud. Flere Gange i Løbet af det 9de Aarhundrede blev Dorestad plyndret af Vikingernes Skarer; ja ved Midten af det 9de Aarh. havde endog en dansk Høvding Dorestad og Rustringen i Len af Keiseren og danske Mænd var bosatte i Utrecht.

I Dorestad lærte Nordens Folk for første Gang at præge Mynter[9]. Her lod Keiseren præge Sølvmynter med CAROLUS i to Linjer paa Forsiden og DORSTAT i to Linjer paa Bagsiden. Disse Mynter blev omkring Aar 900 efterlignede i Norden. Myntfund og andre Forhold gjør det sandsynligt, at disse de første nordiske Mynter er præget i Hedeby. Efterligningen er raa og barbarisk. Istedenfor Bogstaver ser vi forvirrede Billeder, hvori vi kun med Vanskelighed kan gjenkjende Keiser Karls og Dorestads Navn; et Par Enkeltheder tyder ogsaa paa Paavirkning fra angelsaksiske Mynter. Men om hvilket Fremskridt i Kultur vidner de alligevel ikke! Før den Tid, ja mangesteds i Norden ogsaa i senere Tider, foregik jo al Betaling i Varer eller Spiralringe og Sølvbarrer, som veiedes og huggedes i Stykker.

Hedebys Storhed varede ikke længe. Allerede i det 11te Aarhundred synes Byen ikke længer at ha været til. Slesvig traadte paany frem i første Række. Dens Bylov bliver Forbilledet for andre Slæder i Jylland, og det er vistnok intet Tilfælde, at Slesvigs Borgere tidligere end i nogen anden dansk By i Middelalderen sluttede sig sammen til Gilder og Laug og derved ogsaa vandt Magt og Selvstyre. Men alt eftersom Slesvig fortyskedes, svandt ogsaa Byens Betydning baade som Handelsstad og for Danmark.

Ogsaa en anden Egn var lige fra de ældste Tider og langt ned i Middelalderen at kalde for Nordens Forpost ud mod Europa, Gotland nemlig. Næsten midt i Østersjøen ligger denne herlige og frugtbare Ø, "Østersjøens Øje", som den kaldes. Afstanden mellem Gotland og Smaaland er 12 og mellem Gotland og Kurland 18 Sjømil; den preussiske Kyst ligger i en Afstand af 28 Sjømil. Paa enkelte Steder af Øen, især paa Vestsiden, er Kysterne steile og Kalkstensklipperne styrter lodret ned i Sjøen og danner bratte Forbjerge eller "Klinter", som de kaldes. Men ellers skraaner Landet jevnt indover fra Kysterne og hele Øens Overflade er ganske flad. Det høieste Punkt paa Gotland ligger kun 78 Meter over Havet.

Naar en seiler til Øen, faar en først nær ved Øie paa Land, og ofte skjules Øen, Sommer- som Vinterdag, af Solrøg og Taagedis. Det gamle i "Guta Saga"[10]. Bevarede Sagn bliver da forstaaligt for en, at Gotland i gamle Dage var "saa forgjort af Trolddom, at det sank om Dagen, men var oppe om Natten". Men lidt efter lidt begynder man at øine Land og ser Solen skinne fra den blaa Himmel — varmt og sterkt næsten som i Landene ved Middelhavet — paa de hvide Kalkstensklipper, som virkelig engang har ligget under Havets Overflade og først i Istiden er blevet tørt Land. Her er langs hele Øens Kyster, ved Visby og i Klintehamn paa Vestsiden og i Slite, Faarøsund og Kathammarsvik paa Østkysten, Havne, hvor Skibene trygt kan lægge til. Gotlands Jord er frugtbar og bærer rig Grøde, som overalt hvor Grundfjeldet er Kalksten. Klimatet er mildere end de fleste andre Steder i Norden. Her trives de og bærer Frugt, sydlandske Vækster som den ægte Kastanie og Morbærtræet. Valnødtræet bliver høit som det høieste Træ. Ja selv Vinranken kan i varme Sommere bære modne Druer. Vegetationen er yppig, i Særdeleshed Engene, som ved sin kraftige grønne Farve og sit rige Blomsterflor søger sin Lige i Norden. Og de gotlandske Enge er ikke bare Græsmarker; de er mere som Lunde med vekslende Løvtrær, Ask, Hassel, Birk, Eg og Bøg. Rundt de velstelte Bondegaarde er der store Haver med Blomster og Frugttrær omgivne af sirlig klippede Hækker af Spirea eller Hagtorn, og op til Gaarden fører en lang Allé med skyggende Trær. Overalt synes der selv i vore Dage, da gutniske Bønder forlængst er ophørt at fare som Kjøbmænd til fjærne Lande, at raade Tilfredshed og Velstand.

Selv havde Gotland i gammel Tid ogsaa forskjellige Varer at udføre til Udlandet: Tømmer og Tjære fra de fordum meget store og rige Gran- og Furuskove, Sandsten, som forekommer sydligst paa Gotland og som alt i Vikingetiden blev brugt rundt om paa Øen og senere ogsaa blev udført til fremmede Lande, og især Faareskind. Endnu i vore Dage har Faareavlen stor Betydning for Gotland. Faarene gaar ude Sommer og Vinter og bliver derved næsten vilde. Intet Under derfor, at Gotland i hine Tider, da Øer var Handelens Midtpunkter, var et Kulturcentrum i Norden.

Navnet Gotland og Gutar, som Øens Indbyggere endnu kalder sig, synes foruden andre Omstændigheder at tale for at der paa Gotland oprindelig ikke har boet Svensker, men Goter, — med andre Ord, at Gutarne har været af samme Stamme som det store østgermanske Folk, der tidligst blant Germanerne drog mod Syd og blev paavirket af Kristendom og klassisk Kultur. Sproget paa Gotland er dog i alle Tilfælde tidlig blevet nordisk.

Alt paa Kristi Tider begyndte Gotland at blive et Kulturcentrum, hvor romerske Sølvmynter (Denarer) fra Keisertiden strømmede ind som til ingen anden Del af Norden. I Slutningen af det andet Aarhundred efter Kristus synes Forbindelsen med Romerriget, efter Myntfundene at dømme, især at ha været livlig. Fra Constantin den stores Tid af naar der for en Stund flere østromerske Mynter til Øland end til Gotland. Men fra Begyndelsen af det 6te Aarhundred vender Strømmen sig atter til Gotland, som paany bliver Midtpunktet for Østersjøens Handel. Ogsaa med Vesteuropa, med de britiske Øer synes der allerede nu at ha været Forbindelse. Paa Gotland findes der nemlig en Række reiste Stenheller, prydede med Ornamenter, som synes at stamme fra det 7de og 8de Aarhundred, Tiden før Vikingetidens Begyndelse. Vi ser her paa Stenens Flade underlige, men klart og sikkert udførte Solhjul og Spiraler, som synes at høre hjemme i den keltiske Kunst og som bl. a. findes igjen paa de ældste skotske Billedstene. Selve den Skik at reise Stene prydede med Billeder og Ornamenter er dog opstaaet uafhængig paa Gotland. Den gotlandske Kalksten og især Sandstenen er overmaade lette at hugge i og at bearbeide. Særlig vidner dog Smykker, Spænder, Vaabenhaandtag og Redskaber om, at Prydkunsten i Folkevandringstiden kanske stod høiere paa Gotland end noget andet Sted i Norden.

Saa kommer Vikingetiden. Gotland bliver i maaske endnu høiere Grad end tidligere et Handelscentrum i Norden. "Da Gutarne var Hedninger, seilede de med Kjøbmandsskab til alle Lande, baade hedenske og kristne," som "Guta Saga" siger. Gotland kom, især efterat svenske Mænd havde grundlagt det russiske Rige, til at formidle Handelen mellem Øst- og Vest-Europa. Herom vidner først og fremst den Mængde øster- og vesterlandske Mynter, som er fundne i Gotlands Jord, fremfor alt arabiske og angelsaksiske Sølvmynter[11], men ogsaa Mynter fra Konstantinopel, Tyskland (især Westphalen og Nederlandene) og Frankrig. Guta Saga fortæller ogsaa i dunkle Ord om Gotlændingernes Færder gjennem Rusland til Sortehavet og Grækenland. Allerede før Vikingetidens Afslutning maa visselig Gotlændingernes senere saa navnkundige "Kontor" i Nowgorod ha eksisteret. Thi i en Forordning af 1023 ang. en Bro over Floden Wolchow i Nowgorod nævnes der baade Gutar og Væringer. Og naar gutniske Kjøbmænd endnu i det 13de Aarhundred drev en betydelig Handel saavel paa England som paa Norge, saa har denne Handel vistnok i tidligere Tider, da Hanseaterne endnu ikke havde faaet Magten, havt en langt større Betydning. I Rusland hentede de gutniske Kjøbmænd Orientens Frembringelser, Silke, guldindvirkede Tøier og Baand, Bomuldstøier, Kryderier og Røgelse og bragte dem sammen med Ruslands egne Frembringelser, Pelsverk og Voks, til Vest-Europa. Endog fra det indre Asien maa der undertiden være kommet Varer til Gotland. Thi man har i tre gotlandske Vikingegrave fundet Skaller af en Musling, som kun lever i det indiske Ocean. Helt til det fjærne Irland bragtes, som jeg før har søgt at vise, med Rusland og Gotland som Mellemled, Orientens Varer. Dette forklarer den overmaade store Rigdom, som fordum, efter hvad Myntfundene viser, maa ha hersket paa Gotland. — Guta Saga fortæller ogsaa, at "mange Konger stredes paa Gotland, medens det var hedensk; men Gutarne havde dog jevnlig Seier og værgede sin Ret". Svenske Runestene minder ligeledes om Høvdinger, som tog Skat paa Gotland. Dette er vistnok Grunden til at Gotland, som vi nærmest kan kalde en Forbundsrepublik, delt i tre Dele, Tredinger, med et fælles Samlingspunkt i Gutnalthing ved Roma, midt paa Øen, ved Vikingetidens Slutning gav sig under den svenske Konges Beskyttelse og lovede at betale ham Skat.

Billedsten fra Arde kirke, nå i Natonalmuseet i Stockholm. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Gotland var ikke alene i Vikingetiden et rigt Land. Her blomstrede ogsaa Kunst og Digtning. Den gotlandske Prydkunst har fra denne Tid frembragt de vakreste Smykker. Men endnu merkeligere er de reiste Stenmindesmerker fra Vikingetiden, af hvilke vi finder mange rundt om paa Gotland. Den bildende Kunst, der som nævnt paa Gotland har udviklet sig lidt efter tidt, naar nu ved Vikingetidens Slutning sin høieste Blomstring. Paa opreiste, flade og glat tilhugne, baade store og smaa Kalkstens- og Sandstensheller — vistnok Gravminder — oftest oventil afrundede i Hesteskoform og siden skraanende jevnt nedad til begge Sider, ser vi de mest vekslende Billeder og Ornamenter. Paa fire smaa ved Ardre Kirke fundne Sandstensheller, som tilsammen synes at ha dannet en Firkant, en Slags Kiste, ser vi den gotlandske Billedkunst i dens fuldeste Udvikling. Dyrenes Ben, Haler og Halse er slangeagtig forlængede og over hele Stenens oprindelig rødmalede Flade snor i broget Mangfoldighed Orme sig, en tydelig Efterligning efter keltisk Kunst. Manden, som trædes under Hjortefødder gjenfindes paa en Sten ved Kirk Bride paa Man. Keltiske Slyngninger af flettede Baand og Kringler finder vi ogsaa som Ornamenter langs Randen af andre Stene. Andre, paa hvilke vi ser det af den karolingiske fra den klassiske Kunst optagne fligede Akanthusblad, vidner om Paavirkning fra Frankrig eller England. Om det samme vidner ogsaa et fantastisk, løvelignende Dyr, som vi finder igjen paa den navnkundige Jællinge-Sten i Jylland og paa en nordisk, midt i London funden Runesten[12].

Billedsten fra Stenkyrka, nå i Gotlands Fornsal. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Den gotlandske Prydkunst har dog, som vi før har hørt, udviklet sig frit og selvstændig. Den har, som al Vikingetidens Kultur, optaget det fremmede i sig, men udviklet det videre paa sin egen Vis. Og et af de prægtigste Billeder, som kommer igen paa mange Stene, er iaifald uafhængig opstaaet paa Gotland, nemlig Drageskibet med firkantet, udspændt Seil og Skjolde langs Rælingen, saaledes som vi ser det paa Stenen fra Stenkyrka (nu i Gotlands Fornsal). Skibet hænger vistnok sammen med den udbredte Forestilling om at den Døde i Baad drager til Underverdenen; men selv er det et tro Billede af Vikingetidens egne Skibe. Vi ser Mændene, som holder i Taugverket, og Styresmanden, som sidder bagerst, høiere end de andre Mænd. Fra Gotland er vistnok dette Skib vandret til Hebriderne. Thi vi finder, som vi før har hørt, Skibet med opreiste Mænd og den høie Mast i Midten igjen paa en af Nordboer reist Sten paa Øen lona i Hebriderne[13]. Andre Billeder synes derimod, ligesom Ornamenterne, at ha vandret den modsatte Vei, fra Skotland, Man og Hebriderne til Gotland. Men ogsaa ad andre Veie er Billederne vandret. Paa den nedenfor afbildede ved Ardre Kirke fundne store Billedsten ligesom ogsaa paa en Sten fra Tjangvide, ser vi øverst oppe en hvælvet Bygning med høie Vinduer og hvælvede Portaabninger. Dette er vistnok, som flere Forskere har ment, et Billede af Valhal, hvis mange Døre, Vinduer og høie Sale omtales i Eddakvadene. Men hvælvede Kuppelbygninger med buede Portaabninger fandtes i Vikingetiden ikke i Norden, ja næppe nok nord for Alperne. Derimod ser vi lignende hvælvede Bygninger bl. a. paa et gammelt angelsaksisk Skrin, hvor ogsaa Vølund-Sagnet er afbildet og hvor det skal fremstille Templet i Jerusalem[14], og vi finder dem paa de i Norden prægede Efterligninger af Dorestadmynterne. — Fra Templet i Jerusalem til Titusbuen i Rom og videre til Valhal, det er en i Sandhed lang og i kulturhistorisk Henseende merkelig Vandring.

Etterligning av Dorestadmyntene. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Billederne vidner ogsaa om Gudetroen paa Gotland i Hedenold. Vi ser paa en Række af Stene, saaledes som paa den store Ardre-Sten, Odins ottefodede Ganger Sleipner. Den bærer paa Ryggen en Mand, vistnok den faldne Kriger, som drager til Valhal. Krigeren mødes sædvanlig af en Kvinde med et Horn i Haanden, — Valkyrjen, som byder ham velkommen i Odins Haller. Baade de før nævnte Ardre-Stene og andre paa Gotland fundne Stene synes ligesom de manske at være reist over kristne Mænd. De findes ved Siden af eller under Gulvet paa de gamle Kirker, ja er tildels endog merkede med Korsets Tegn, og dog er de smykkede med Billeder fra Asatroen og Heltesagnet.

Fremforalt vidner dog de gotlandske Billedstene om at de Heltekvad, som vi nu kun kjender fra Eddadigtene, engang ogsaa har været sunget paa Gotland. Lad os se lidt nærmere paa den før nævnte store Ardre-Sten. Øverst ser vi Sleipner og Valhal samt et Billede, som ikke er tydet. I den nedre Afdeling ser vi Skibet med det udspændte Seil. Nedenunder dette ser vi en Kvinde med en Fugleham bag sin Ryg og ved Siden deraf en Smidje, under hvis Gulv (tilhøire) der er to hovedløse Mennesker. Under disse ser vi et Par Ski. Vi har her et Billede af det til Norden fra Tyskland, men sandsynligvis over England vandrede Sagn om Vølund Smed, som med sine Brødre vinder Svanemøernes Elskov. Saa bliver han fanget af Kong Nidad, berøvet Lemmernes Brug og sat i en Holme ude paa Sjøen. Her har han sit Verksted, som vi ser Billede af paa Stenen. De to hovedløse er Nidals Sønner, som Vølund dræbte og hug Hovederne af. Deres Krop skjulte han under Smidjens Gulv; men af Øinene, Tænderne og Hovedskallerne lavede han Smykker og Drikkeskaaler. Fuglehammen, som vi ser udenfor Smidjen, tilhører enten Svanemøen eller skal forestille den Fugleham, som Vølund lavede sig og hvori han fløi bort fra sit Fangenskab efter at ha taget saa vild en Hævn. Manden med Bue og Pil nederst tilhøire er kanske Vølunds Broder, Bueskytten Egil. Skierne hører ikke hjemme i den oprindelige, gammelgermanske Form af Sagnet, men kun i den storslagne, af en nordlandsk Digter foretagne Omdigtning, som vi kjender fra Eddakvadene. Det er altsaa den norske Form af Vølundsagnet, som har været kjendt og sunget paa Gotland. Billedet af Vølunds Smidje findes derimod, som alt Professor Schack har paavist, paa et nordengelsk Kors, hvor det dog skal forestille Smeden Regin, Sigurd Fafnesbanes Fosterfader. Ogsaa paa skotske, kristne Kors ser vi Billeder af en Smidje med Hammere og Tænger[15], og dér hører det. tror jeg, oprindelig hjemme. I Nord-Englands Vikingenybygder eller i Skotland er det saaledes, at den nordlandske Digter har sunget om Vølunds vilde, tragiske Elskov, og her er det, gutniske Mænd har lært Kvadet at kjende, for siden at bringe det med hjem til sin Fædreneø. Ogsaa af Sigurdsagnet ser vi muligens Billeder paa Ardre-Stenen. Øverst tilhøire i anden Afdeling har vi, tror jeg, Æserne, som dækker den dræbte Oters Bælg med Guld og giver den i Bod til Hreiðmar. Nedenfor har vi muligens Gunnar i Ormegaarden. Ulven og Mændene i Hulen nederst paa Stenen er kanske Sigmund og hans Søn Sinfjøtle, som levede i en Jordhule og en Tid var i Ulveham. Paa en Sten, som staar ved Sanda Kirke, synes vi at se et Billede af Svanhild, Sigurds og Gudruns deilige Datter (vi ser en Svane, som rækker sin Hals frem over en siddende Kvinde]. Ved hendes Side staar Odin, som rækker den gamle Jormunrek det Spyd, hvormed han dræber sin Søn Randve[16]. Endnu mange flere og mere vekslende er de Billeder, som findes paa de gotlandske Stene. De vidner sammen om, at Heltedigtningen her paa Øen ved Vikingetidens Slutning og udover i det 11te Aarhundred har levet et Liv saa rigt som noget Sted, hvor Nordboer har bygget. Nu er denne Digtning forlængst forsvundet fra Gotland og vi kjender den her kun fra Billederne paa Stenens Flade.

Et det et Tilfælde, at Gotland er det eneste Sted i Norden udenfor Norge og Island, hvor Sagafortællingens Kunst ogsaa har blomstret? Jeg har før nævnt den lille "Guta Saga", som — tildels grundet paa ældgamle Kvad — i Sagastil fortæller om Gotlands Bebyggelse og ældste Historie og om Kristendommens Indførelse paa Øen. Skyldes det Handelsforbindelser, vel ikke med Island, men med Dublin, hvor Sagafortællingen ogsaa har blomstret, at den for Sverige enestaaende "Guta Saga" er opstaaet?

Saaledes er da Gotland i Sandhed at kalde for et Kulturens Arnested i Vikingetiden. Her opstaar under Vekselvirkning mellem fremmed og hjemligt en Kultur mere rig og eiendommelig end noget andet Sted i Norden, lige merkelig ved Haandens som ved Aandens Kunster, og herfra rinder Kulturens Strømme varmende og livbringende ikke alene til Landene ved Østersjøens Kyster, men videre til alle Nordens Folk.

Norge eier ikke saaledes som Danmark og Sverige noget enkelt Sted, som til alle Tider har været Landets bankende Hjerte og Kulturens Arnested. Ligesom Norge før Harald Haarfagres Tid udgjorde mange skilte Stammer og Riger, saaledes havde det ogsaa dengang flere forskjellige Kulturcentrer. Kristianiadalen og Bergen hører ikke blant disse. Derimod har Egnen ved Nidaros sikkerlig lige fra de ældste Tider været et Midtpunkt baade for politisk og aandeligt Liv i det nordenfjeldske Norge. De trønderske Fylker udgjør en naturlig Enhed, indrammede som de ligger af høie Fjelde i Syd og Øst og af Havet i Vest og med den lange Trondhjemsfjord, som forbinder alle de brede, frugtbare Bygder. Her er en lys Aabenhed og en Storhed i Linjerne, som kun faa norske Bygder eier, en Egn, der er som skabt til at være Midtpunktet i et stort Rige. En forholdsvis høi materiel Kultur synes alt tidlig i Middelalderen at ha hersket i Trøndelagen. I den gamle Lovbog Frostatingsloven nævnes som almindelige i det Trondhjemske Skjødehunde, der ellers i den tidlige Middelalder ikke synes at ha været i Brug i Norge; de kaldes med det fra fremmed Sprog laante Ord kofan. Mellem Indbo og Udstyr nævner Frostatingsloven videre guldindvirkede Baand, Kapper af fine, vævede Stoffer, Dragter prydede med Frynser, kostbare Sengeomhæng, Dundyner osv.[17]. Samfundet synes ogsaa at ha været inddelt i flere Klasser end i det øvrige Norge[18].

Trønderne synes dog aldrig at ha taget nogen livlig Del i Vikingetidens Færder, men i gammel Tid at levet mere for sig selv. Der findes andre norske Bygder, som i Vikingetiden levede et rigere og mangfoldigere Liv og hvor det kristne Vest-Europas Kultur tidligere fæstede Rødder. Blandt disse Egne nævner jeg først og fremst Bygderne i det sydvestlige Norge, Hordaland og Rogaland, fremforalt kanske Jæderen.

Det flade af Fjeld og Hav indrammede Jæderen har allerede i Broncealderen og den ældre Jernalder, ja endnu tidligere hørt til Norges tættest befolkede Bygder. Jordbunden bestaar af løst Grus, Skifer og Kalkstensstykker, som i Istiden er skyllet herned fra Fjeldene; derfor hører ogsaa Jæderen til de frugtbareste Egne i Norge og kan give Bolig for mange Mennesker. Fra Jæderen er Veien kort over til Jylland, som Jæderen lige fra de ældste Tider synes at ha staat i Forbindelse med. Og over til de britiske Øer er Afstanden kortere end fra nogen anden Del af Norge. Paa Folkevandringens Tid, stod Bygderne her, efter hvad Arkæologerne har vist, i livlig Forbindelse med Landene paa den anden Side af Nordsjøen.

I Vikingetiden blev da, som vi har hørt, Hordaland og Rogaland det største Vikingebøle i Norge, hvor mange af de største Vikingehøvdinger, Mænd som Geirmund Heljarskinn og Anund Trefot, saa kaldt, fordi han gik med Træben, hørte hjemme. Alt tidlig i Vikingetiden finder vi her Høvdinger, som var gift med angelsaksiske Kvinder, f. Eks. Brødrene Geirmund og Haamund Heljarskinns Fader, Hordernes Konge. Hjørr Halvssøn, som maa ha levet i Begyndelsen af det 9de Aarhundred. Hjørr er gift med Ljúfvina, som i Sagnet gjøres til en Datter af Bjarmernes Konge. Men Nordmændene var paa Hjørs Tid endnu ikke kommet til Bjarmeland ved Hvidehavet. Navnet viser, at Ljafvina har været af angelsaksisk Herkomst; hendes Navn er det almindelige angelsaksiske Kvindenavn Leofwynn eller Lewina, som svarer til det endnu hyppigere Mandsnavn Leofwine, End tydeligere vidner Torbjørn Hornkloves Seierskvad om Slaget ved Hafrsfjord om den levende Forbindelse mellem Vesteuropa og Hordaland og Rogaland. Skalden synger om Haralds Modstandere, som seiler til Kampen:


Knerrer kom østenfra
kamplystne,
med gabende Hoveder
og indgravede Smykker.
Fulde var de af Haulder (d. e. Krigere).
og hvide Skjolde,
vesterlandske Spyd
og vælske Sverd.


Ja, Gustav Storm har endog søgt at vise, at Haralds Modstandere i Hafrsflord fik Hjælp fra Olav Hvite, Dublins Konge. Dette er dog ikke sikkert.

Efter denne Tid synker Jæderen mere og mere tilbage i Glemsel og Ubemærkethed. Professor Sars mener, at Harald Haarfagre ved sin Samling af Norge har taget særlig haardt paa Høvdingerne i denne Landsdel, saa at den gjennem hele Middelalderen aldrig rigtig formaaede at komme op igjen. Der staar dog endnu paa Olav Tryggvessøns og Olav Haraldssøns Tid lidt af den gamle Glans om Jæderen. En Høvding som Erling Skjalgssøn paa Sole fandtes der dengang ikke mange Magen til i Norge.

Kunst og Digtning synes i Vikingetiden paa Jæderen og ved Hardangerf)ordens deilige Strande at ha fundet en rigere Blomstring end noget andet Sted i Norge. Her er saaledes en af de faa Digtninge, som vi kjender om Vikingetidens egne Mænd, Digtningen om Halv og Halvsrekkerne eller Halvskjæmperne, opstaaet. Halv (opr. Há-alfr) var selv Konge af Hordaland og synes virkelig at ha levet ved Vikingetidens Begyndelse. Om ham og hans modige, ridderlige Mænd har da ved Vikingetidens Slutning den vakre Digtning, som vi nu kun kjender fra Halvs Saga, dannet sig, denne Digtning, som bl. a. har været Fridtjovs Sagas literære Forbillede og hvorfra Tegner ligeledes har øst for sin Digtning. Ogsaa om andre Konger i Rogaland og Hordaland har der visselig engang været Digtninge. Om Brødrene Geirmund og Haamund Heljarskinn, som var saa hæslige, at deres egen Moder oprindelig ikke vilde vedkjende sig dem, men byttede dem bort med en Træls vakre Søn, har vi saaledes endnu et Vers bevaret.

Et af Eddakvadene er der ogsaa, som sikkert synes at være blevet til i Hordaland eller Rogaland, nemlig Hyndlulióð med dets underlige Blanding af Mythologi og Historie, af Guddommeligt og Menneskeligt. Digtets ydre Ramme skildrer for os Gudinden Frøija, som ved Nattetide i de Dødes Følge kommer ridende til Vølven Hyndlas Bolig i Fjeldhulen. Gudinden kalder:


Vaagn op, Mø,
vaagn, Veninde,
Søster Hyndla,
som bor i Helleren!
Nu er det Nat,
nu skal vi ride,
til Valhal hen,
til det hellige Sted.


Frøija rider paa sin gyldne Galt Hildesvine, hvis Skikkelse hendes Elskede, den unge Ottar, i Virkeligheden har paataget sig. Han og Angantyr strides om Retten til nogle Eiendomme, og nu vil Frøija, at den vise Vølve for Ottar skal nævne alle hans Ætmænds Navne, for at Ottar skal mindes dem og derved vinde sin Fædrenejord tilbage, den Dag, da de begge skal opregne sine Slægtrækker. Selve Digtets Kjerne indeholder en Opramsning af en Mængde historiske og sagnhistoriske Slægter, fra hvilke Ottar siges at nedstamme, og gaar derfra tilbage lige til Guderne selv.

Gjennem sin Fader synes Ottar at stamme fra Hordernes gamle Konger, den samme Æt, som ogsaa Geirmund Heljarskinn tilhørte. Gjennem sin Moder tilhører han Hordakaares Æt, som Snorre kalder "den største og gjæveste Ætgren i Hordaland". Til denne Æt hørte ogsaa Erling Skjalgssøn paa Sole paa Jæderen[19]. Selv har Ottar været en Vikingehøvding, der som saa mange af hans Slægt har færdedes i Vesterlandene. Han og Angantyr har "lagt i Pant Valernes Malm", d. e. Guld som de har vundet paa sine Tog til Vesterlandene. En Høvding ved Navn Ottar Jarl eller Ottar Svarte[20] nævnes omkring Aarene 910 — 920 i angelsaksiske og irske Krøniker. Han herjer i Irland, Wales, Nord-England og Skotland og synes at ha været en af de mest navnkundige Vikingehøvdinger ved den Tid. Er han den samme som Eddakvadets Ottar, hvem selve Kjærlighedens Gudinde har skjænket sin Yndest?

Sten fra KIeppe, Jæren. Etter Tegning og fotografi i Historisk Museum, Kristiania.

Rigt har Digtningen blomstret i Jæderens flade Bygder og ved Hardangerfjordens Strande. Fra ældgammel Tid har ogsaa Jæderen været et Hjem for Prydkunst og Runeristning. Paa Stenens Flade ristede Jæderboen Runer og indhug Billeder, som vidner om, at han havde faret vesterud til England, Skotland og Irland og at han havde lært derude i det fremmede og tilegnet sig Vesterlandenes høiere Kultur. Paa Jæderen bruges ved Slutningen af det 10de Aarhundred den samme Kortkvisttype af Runerækken[21], som den vi finder i Østergøtland og paa Gotland saa vel som paa Man og Shetlandsøerne. Folk fra Jæderen har lært denne Skrift at kjende paa de britiske Øer, hvorhen østsvenske Mænd har bragt den. Stenene er desuden prydede med Billeder og Ornamenter af samme Slags som vi finder dem i de norske Nybygder paa Man og Hebriderne. Brudstykker af saadanne Stene — fra omkring Aar looo — findes endnu ved og stod Gaarden Kleppe, Klepp Sogn, og ved Østre Helleland, Haaland Præstegjæld[22]. Indskriften taber i en Bord langs begge Stenens Langsider og i Midten er der anbragt Fletværk eller Ornamenter. Ser man paa Kleppe-Stenen, skulde man næsten tro at se Brudstykket af et kristent Kors fra Man. Vi synes at se Korsstangen og de Halvcirkler, hvorfra Korsarmene gaar ud. Kleppe-Stenen er dog ikke noget virkeligt Kors. Men dets Kunstner maa i Vesterlandene ha sét keltiske, eller snarere nordiske, af keltisk Kunst prægede Kors. Fra Stenens Slyngninger som fra "Haraldskvædets" Fortælling om de "vesterlandske Spyd og vælske Sverd" kan vi slutte videre til Meneskene selv. Vikingetogene og Handelsfærderne til Frankerriget, England og Island har bragt Rigdomme til Bygden som til næppe nogen anden Del af Norge. Hallen er fyldt med Vaaben og Smykker fra fremmede Lande. Men ogsaa Livet selv er blevet rigere, har faaet større Indhold. Menneskene har derude i Vesterlandene faaet Sans for Kunst og for Skjønhed, og de søger selv paa Stenens Flade, langs Skibets Rand og paa Hallens Vægge at efterligne, hvad de har sét i fremmede Lande. Digtekunsten blomstrer og henter Næring fra Hjemmets Bygd, fra dens egne Høvdingers Stordaad og navnkundige Tog til fjærne Lande. Men om det hjemlige ranker det fremmede sig som en Ramme, der giver det Form og Skjønhed.

Digtningen om Ottar, som følger sin Elskede, Gudinden Frøija, til Underverdenen, minder om fremmede, unordiske Myther og Sagn. Og Halv og hans Kjæmper lever under de samme strenge Love, som ogsaa Jomsvikingerne og Normannerhæren i Frankrig og England adlød.

I det sydøstlige Norge ligger rundt Tyrifjordens smilende Strande Bygder, som hører til Norges bredeste og frugtbareste, Ringerike nemlig. Her, i Halvdan Svartes og Harald Haarfagres Fædrenebygd, har ogsaa et af Norges Kulturcentrer i Vikingetiden ligget. Mænd fra Ringerike fór i Vikingetiden til Vesterlandene, hvor de bl. a. lærte Kortkvisttypen af Runerækken at kjende. Men de saa ogsaa, mest kanske i England, billedprydede Kors og fik sit Øje opladt for Kunst og for Skjønhed. Og paavirkede heraf begyndte de selv i Hjemmet at reise Bautastene, prydede med Billeder og Ornamenter, Jagtscener, hvor Falken svinger sig efter sit Bytte, Orme og Bladbundter, som ender i det fligede Akanthusblad. I Ringeriksbygden Hole (nær den nuværende Svangstrandsvei) havde de den prægtige røde Sandsten, som var let at bearbeide og hugge i. — Og fra Ringerike bredte den Skik at reise billedsmykkede Bautastene sig til Nabobygderne, Hallingdal, Valders, Hadeland og Toten[23]. Alle disse Bygders aandelige Midtpunkt har i Vikingetiden Ringerike været.

Nordligst i Middelalderens Norge ligger Haalogaland. Midnatssolens Land, hvor baade Naturen og hele Livet paa mange Maader er rigere paa Modsætninger end noget andet Sted i Norge. Ogsaa her var der ved den historiske Tids Frembrud et Kulturcentrum i Norge. Alt før Vikingetiden synes Haaløigernes Konger at ha sejlet paa Hærtog ned til Danmarks Kyster og dér at ha kjæmpet med svenske Konger. Snorre omtaler ogsaa fredlige Forbindelser mellem Kongerne i Haalogaland og Ynglingekongerne i Upsala. I Nordland har det ældste af Eddakvadene, "Volundarkvidas" Digter hørt hjemme. Her levede ogsaa — paa Tjøtø i Helgeland ~ Norges sidste store Skald i Vikingetiden, "Håkonarmåls" Digter, Øivind Skaldaspiller. "Nordligst af alle Nordmænd", paa Grænsen mod Lapperne, levede i Slutningen af det 9de Aarhundred Høvdingen Ottar, som omseilede Nordkap og fandt Veien til det hvide Hav, Europas første Polarforsker.

Sagaerne nævner fra Vikingetiden en Række nord-landske Stormænd og Ættegaarde, Sandnes paa Alstenø, Bjarkø i Trondenes i Senjen, Amd østligst paa Hindøen, Torgar osv. Haalogalands Rigdom maa i Vikingetiden ha været langt større end senere i Middelalderen, da nordlandske Bønder og Fiskere paa Erik af Pommerns Tid klager over sin Landsdels Fattigdom. Lofotfisket bragte vistnok allerede paa denne Tid ikke saa liden Rigdom til Landet. Men end større Betydning end den tørrede Skrei havde kanske det Pelsverk, som Finnerne gav i Skat eller som kom til Nordland ved Handelen med Finner og Kvæner og paa Bjarmeland. Nordland forsynede i Vikingetiden, før Nowgorod kom op, Vest-Europa med det meste af det Pelsverk, det trængte. Sagaerne nævner ogsaa fra omkring Aar 1000 og tidligere flere haaløigske Høvdinger og Kjøbmænd, som seilede med sine Varer til England[24].

Om Handelsforbindelse over Sverige vidner Stedsnavnet Torgar, som kommer af det russiske torg, "en Markedsplads ", samme Ord som vort "Torv".

Denne Handel, som endnu i Vikingetiden var i Hænderne paa Nordlændingerne selv, bragte Rigdomme til Landet og gjorde, at Haalogaland i den ældste Tid hørte blant Kulturens Arnesteder i Norge.


Fotnoter

  1. Tacitus, Germania K. 40. Andre Forskere har dog hensat Nerthus's Lund til Rügen, Helgoland ell. andre Øer.
  2. Beowulf, Vers 67—81.
  3. brego-stol; jfr. ang. Tronstolen (cathedra, solium regni) v. Amira i Grundriss der germanischen Philologie, ed. Paul.
  4. A. Olrik, Danmarks Heltedigtning IS. 151 f.
  5. Jfr. Snorre i Heimskr., Olav den helliges Saga, K. 76
  6. Oldnorsk bjarkeyarréttr, gi. svensk biærköaratter, gl. dansk bjærkeræt.
  7. Paa en Runesten i Upland nævnes en Stallare hos Haakon Jarl.
  8. Ordet forek. paa en Sten fra Broby (Brate og S. Bugge, Runerises, S. 120).
  9. Allerede noget tidligere havde dog Vikingerne i sine Nybygder i England begyndt at præge Mynter.
  10. Guta Saga (ɔ: Gotlændingernes Saga) er en liden, sandsynligvis i det 11de Aarh. paa Gotland forfattet Saga, som fortæller om Øens ældste Historie
  11. De arabiske Mynter er noget ældre end de angelsaksiske, hvoraf de fleste er fra omkring og efter Aar 1000.
  12. Den ene af disse Stene staar endnu ved Sanda Kirke; den anden, fra Ekängen, staar nu i Gotlands Fomsal i Visby.
  13. Saga-Book of the Viking Club, London, for 1903.
  14. Billederne paa Titusbuen i Rom, med deres Fremstilling af Titus's Triumf over Jøderne, har mulig paa anden, tredje Haand paavirket Billederne paa det angelsaksiske Skrin.
  15. F. Eks. et Kors ved Dunfallandy i Perthshire, Anderson, Scotland in Early Christian Times, 2 ser., S. 67.
  16. Denne Forklaring skylder jeg Professor Sophus Bugge.
  17. Frostatingsloven IX § 9.
  18. Frostatingsl. kjender en Klasse mellem den fribaarne Bonde og den Frigivnes Sønnesøn, denne kaldes reksþegn.
  19. De sjeldne Navne Klyp og Kaare nævnes baade i Ottars og i Hordakaares Æt.
  20. Oter comes, Oitir iarla, Oitir dubh.
  21. Kortkvisttypen bruger flere forkortede Runetegn, f. Eks. istedenfor (S) osv.
  22. Paa en Sten fra Tuv paa Jæderen ser vi en Mand og en Kvinde afbildet; Stenen skal efter De Fines Skildring før ha havt flere Billeder og Ormslyngninger.
  23. Billedstene findes fra Tandberg paa Ringerike, Strand øverst i Hallingdal, Vang i Valders, Dynna paa Hadeland og Alstad paa Toten. De fleste af disse er huggede i Sandsten fra Hole.
  24. F.Eks. Torolv Kveldulfssøn, samt Kjøbmændene Sigurd og Hauk paa Olav Tryggvasøns Tid.