 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech
Anden bog:
Midgård og menneskelivet
At leve
(side 193) Intet under da at livet i Midgård falder så trygt trods alle farer og alle uforudsete hændelser. Manden står fast og selvsikkert på sine ben; han er ved godt mod overfor de Udgårdsvæsener som endnu af og til strejfer ind over jorden; han kæmper på egen mark og med en hær af forbundsfæller.
Vi så manden famle om uden for verdens grænser: hvert skridt var gætning af en gåde, den slags gåder som jætterne stiller, af hvis løsning livet afhænger. Derude kan en og anden undtagelse redde sig igennem i nogle få dage, og komme velbeholden hjem; men leve derude er umuligt. Om Midgård var sådan beskaffen, om mennesker havde været henviste til at famle sig planløst frem på den vis, da havde jætterne huseret på jorden til dagenes ende.
Nu famler mennesker ikke. De kender altings sjæl, ved hvad der ligger i hvert enkelt væsen af vilje, både ond og god, de kender hadets natur og kærlighedens natur, de kan drage sig velviljen til nytte og tage sig i agt for skadeævnen, de kan bøje af på rette sted og gribe til i rette øjeblik. I kraft af deres visdom kan de herske, og hvor magten ikke slår til kan de beregne deres list med sikkerhed, uden frygt for at den, som så ofte ude i dæmonland, skal falde ved siden af sit mål. De kan tvinge sjælene til at tjene, ved at stemme dem venlige. Planter som indeholder en fjendtlig vilje og ufejlbarlig æder den uvidende op indefra, kan den der kender sjælen forvandle til nyttige styrke- og lægemidler, ved forstående omgang under væksten, eller ved viis tilberedelse efter plukningen. Han har taget stenene i sin tjeneste og forvandlet dem til redskaber, i hvilke al skadende og tilintetgørende vilje er vendt udad, og al velvilje indad mod brugeren, så at han trygt kan føre dem i hånden og nå sit mål. Han er omgivet af tæmmede sjæle.
Næppe nogen sjæl kan fremføre et kraftigere vidnesbyrd om menneskets kløgt end ilden. Hvad den har været, og hvad den endnu kan være, får vi at vide af de navne den stundom bærer. Den hedder »fræk«, – og hvad det navn siger kan vi se på ulven; grum og grådig, lyder et andet af dets skudsmål. Og nu, hvad er de bedste ting i verden? »Ild er bedst blandt menneskers sønner, og solens syn, (side 194) helbred og liv uden dadel«; i en række som ender med det største på jorden, den ære som ingen angrebspunkter har, kan ilden hævde sin plads. »Ild skærmer, eller hjælper, mod sotter«, hedder også et gammelt ord, og den der kender lidt til folkelivet, og til den rolle ilden dér spiller for menneskers og kreaturers velfærd, ved hvor dyb en brønd den lille sætning dækker over. Ja, ilden er livnærer, siger digtersproget. Og denne omskabelse af det urolige element har mennesker selv afstedkommet; stadig tæmmer de flammen, på ny og på ny, »vier« den og helliger den til nytte i Midgård. Skikkene ved den gamle vien kender vi ikke, men af senere folkesæd kan vi i det mindste danne os et begreb om ånden i dem. På bestemte festdage, eller når lykkens nedgang tilkendegav at der trængtes til en nybegyndelse, blev bålet slukket på alle arner; byens beboere samledes og vakte ny ild ved hjælp af det gamle, oldærværdige fyrtøj, hvor træ avler ild i træ, og fra den nytændte flamme hentedes velsignelse til stald og lade, og nyt liv på arnen.
Men til syvende og sidst er Midgårds beboere ikke afhængige af en velvilje hos sjælene, de er ikke blot de snilde, der forstår at gøre sig en fordel af næstens svagheder og ædelmodighed, de kan tvinge ham ind under deres vilje. Jægeren kan skaffe sig herredømme over det vildt han jager, så at det ikke undgår ham, men tværtimod af egen fri vilje giver sig i hans vej, ikke bærer nag til ham og ikke ruger på hævn for hans overgreb. Der er langt fra sjæl til sjæl, en kløft er befæstet, og ingen kan i kraft af det liv som er i ham, umiddelbart påvirke et andet væsen, sådan at han rejser tilskyndelser og tilbøjeligheder op af dets viljesliv. Men så meget des lettere kan man liste sig ind i den fremmede sjæl, og sætte den i bevægelse med dens egne lemmer og dens egen styrke. Udseende og egenskaber er ikke tilfældige udslag af naturen, og derfor, antager man een af sjælens ejendommeligheder, samler man hele sjælen op i sig og gør den til sin egen vilje. Blot man kan få knyttet forbindelse med sjælen på et eneste punkt, da har man den hele; i en lille afreven stump af legemet sidder jo livet lige så fuldt som i den springende, spejdende, villende organisme, og kan man assimilere det lille udsnit med sig, ved at æde det eller binde det på sig, da suger man hele sjælen til sig. Men målet nås lige så sikkert ad den åndelige vej; gennem mimisk efterligning af legemets lader og opførsel tilegner man sig »naturen«, og sætter sig i besiddelse af hele den store, legemsrige sjæl – eller drager den i hvert fald halvt ind i sig. Man kan gå ind i dyrets natur ved at forfølge dets formål med dets gestus, ved at efterligne dets snigen sig på rov, dets skrig, dets spring, dets måde at æde på, måske dets parring. Og indefra kan man derpå bøje dyret efter sin vilje. Ja, egentlig er jo selve ideen nok til at (side 195) skaffe herredømme over sjælen, blot man kan få ideen, eller begrebet, fæstnet i en form der lader sig behandle. Måske er navnet en sådan iklædning af »naturen«; da har man i det sjælen indesluttet, og navnet er et magtmiddel til at bøje fjenden. Et eller andet farligt væsen træder manden i vejen, lukker sit gab op for at sluge ham, stirrer forstenende på ham; men han slynger sit: »Jeg kender dit navn!« mod utysket, og hvis det er sandt at han mestrer dets navn, synker det afmægtigt ned eller lister skulende til siden. Men mesterskab forudsætter at han kender alt hvad der ligger i navnet: dyrets væremåde, dets vildskab og dets vigen til side; mesterskab forudsætter virkelig viden og fortrolighed, eller med andre ord, magt.
Men den der kender tingenes natur og forstår at undgå anstød, han kan også gribe ind og benytte sig af verden. Han kan ikke blot for en stund binde og kue sine omgivelser, han formår også at skabe en varig solidaritetsfølelse, så at han kan bygge »fred« mellem sig og det derudenfor. Han kan forbinde sig med en sjæl uden for menneskenes kreds, sådan at den bliver forpligtet overfor ham med en genansvarlighed der i styrke ikke giver frændekredsens ære noget efter. Men fred kan kun opnås ved at han, som det i gammelt sprog hedder, blander sind med dyret. Han indpoder sjæl af dets sjæl i sig, så at der mellem de to slags liv forekommer en lignende identitet som den der holder alle individer af dyrearten sammen i legemlig enhed. En slig forening foregår ved overførelse af sjælefragmenter, og hvor den finder sted, må den bevirke hel og fuld overførelse af den fremmede natur på fostbroderen. Mennesket indoptager sin ny frændes sjæl, og tilegner sig både ret og ævne til at bruge dyrets lykke, når behov gøres. Hos Germanerne findes kun spredte minder fra den tid da menneskene forbandt sig med dyrene; men helt ned i den historiske tid træffer vi vidnesbyrd om en endogså meget stærk fostbroderfølelse. Omkring Erik Rødes gård på Grønland huserede en vinter en stor hvidbjørn, og da Torgils, der på den tid sad som gæst på Brattahlid, fældede dyret for at frelse sin lille søn fra døden, fik han alle mænds lovord. Kun Erik tav, og selv om han ikke satte sig imod at kroppen blev udnyttet, forstod man godt at han harmede sig over Torgils's dåd. Somme sagde at Erik havde haft »gammeldags tro« på bæstet. Og sagaen antyder, at forholdet mellem de to mænd fra den dag af blev endnu køligere end det havde været i forvejen, ja, at Erik endog søgte at lede Torgils i livsvåde.
Ulven indgik på grund af sin sammenhæng med kampen i de professionelle krigeres sjæl. Ejendommeligt nok fordrer sproget to ord for ulv: vargr, det kan ingen være uden den der færdes menneskeforladt i ørken, ulfr kan et menneske være, og ulv er den ligslider der er krigerens ven. Fra gammel tanke set er det vist berettiget at (side 196) sige at man behøvede to ord, fordi der var to væsener. En slægtsbenævnelse som Ylfinger, og i lige så høj grad anvendelsen af ulvens navne som hædersbetegnelse for krigere og som mandsnavn, tyder temmelig sikkert på, at selv om ulven for de fleste Germaner stod som et »uhyre«, et jættebæst, gaves der enkelte ætter som havde overvundet fremmedheden. Om virkelige ulvmænd nogen sinde har existeret, da har ætten også for alvor haft ulvenatur i sig, med ulvens styrke og ulvens vaner, og det er muligt at visse udtryk i et af eddadigtene går tilbage til en halvglemt realitet: I Helgekvadet hentyder den unge fyrste, »Ynglingernes ætling« til sig selv som den grå ulv, dengang han drog forklædt til Hundings gård. Når Ketill hedder Hæingr, »Laks«, så betyder det udtryk noget for hans tilværelse som medlem af en æt der en stor del af sin tid lå på havet, og som for en stor del havde havets indbyggere at takke for livets opholdelse; og når hans tilværelse er begrundet i en myte, ligger deri et direkte vidnesbyrd om i hvor nært et forhold dette tilnavn stod til hans inderste sjæl. Måske ser vi også sagnets genspejling af hverdagsbegivenheder i historien om Otr, fiskeren som kunde forvandle sig til en odder og fangede fisk til føde. De ord hvormed Vølsungesaga beskriver Otrs natur er for skønsomme til helt igennem at være bestemt af senere romantisering; sandsynligvis står forfatteren i gæld til folkelig visdom, hvis det da ikke er til gammel overlevering: »Otr var en stor fisker, dygtigere end andre mænd, han tog odderskikkelse ... og dykkede jævnlig i elven og fangede fisk med munden ... I meget havde han dyrets vaner og plejede at spise i ensomhed med lukkede øjne, ti da så han ikke at maden svandt.« I Ynglingesaga har forfatteren tilfældigt indskudt et mærkeligt brudstykke af et familiesagn om en spurvemand. Vi hører at kong Dag var så viis at han forstod fuglenes sprog, og endvidere at han ejede en spurv der fløj om og bragte underretning om hvad den havde set tilbage til sin herre. På et af sine togter slog fuglen ned på en mark og pikkede af aksene, men bonden tog en sten op fra jorden og dræbte spurven. Da Dag fik opspurgt i hvilket land fuglen havde mistet livet, drog han ud på hævntog og hærjede grumt i drabsmandens land. I kraft af sin beherskelse af naturerne kan manden også kombinere sjælene, og indpode af den ene sjæls væsen i den anden. Således besjæler han hvad hans hænder har forarbejdet, og udruster sit værktøj med de egenskaber der kan gøre dem nyttige i deres kald. Når han binder et bundt fjer på sin pil, da inspirerer han skuddet med fuglens sikkerhed, måske også med fuglens hugkraft, lige så vist som han sikrer sig selv en stump fuglenatur ved at binde fjer på sin egen krop. Eller han kan i kraft af sin kunstneriske færdighed nøjes med at afbilde naturen. Han indhamrer en orm på sit sværd, lægger »en (side 197) blodmalet orm langs æggen«, så at den »slynger sin hale om nakken på sværdet«, og så lader han sværdet »bide«. Eller han anvender en anden kunst: han synger »naturen« ind i sit redskab. Han hærder sit våben i ilden, smeder det med kunst og list, skærper det, pryder det, og »lægger det ord på det« at det skal være en orm som bider, en ild som æder. Ligeså tømrer han sit skib med skibsbyggerens erfaring, maler det, sætter måske et dyr i forstavnen, og byder at det skal træde med hestens sikkerhed på vandet. Naturligvis er de blotte ord ikke tilstrækkelige: de virker kun hvis der er »lykke« i dem, hvis han kan gøre dem »hele«. Hvordan han skal bære sig ad dermed, det spørgsmål er for dybt til at udtømmes her; men efterhånden som vi lærer ham at kende, vil vi formodentlig opfange den ene lille hemmelighed efter den anden.
Digteren er en stor lykkemand. Han har ordlykken fremfor nogen, – det mærkes ikke blot på den velklang der er over hans tale, men også på den virkning som hans ord har både over mennesker og naturer. Vi er i vor ensidighed tilbøjelige til udelukkende at anskue det æstetiske i hans frembringelser. Som om hele hans kunst bestod i at beskrive hvordan kampens orm huggede fra krigernes hånd og bed sig fast i modstandernes hjærne, hvordan kampens ild flammede da helten svang den, og bed sin mand til døde i hvert hug, hvordan kampens fugle svirrede fra buen, hvordan havhestene, bølgegængerne trådte fiskevangen! Så letfærdigt tør disse billeder ikke fejes af. »Havets hest« er ikke nogen sammenligning, digteren siger ikke at skibet lignes ved – nej, skibet er det han siger; skibet går ikke over bølgen som en hest traver hen ad den faste vej, men havets hest træder bølgen. Den digteriske afbildning af krigeren som kampens træ, der tjener til at fylde hvert andet vers ud for de vindskibelige skjalde, synes at tilhøre Norden; i hvert fald er der næppe noget sikkert spor af den figur i de andre germanske folks poesi. Men hvad enten den nu var specielt skandinavisk eller ikke, har den ældens autoritet i sig. De senere digtere behager sig i billedet af krigerne som træer, der står i kampens storm og svinger vildt med armene mens ligduggen driver ned ad stammen; i selve omskrivningen ligger ikke andet end dette: krigeren er det tykstammede, rodfaste træ. Runeremsens skildring af asken er vel den bedste kommentar: »fast i grunden, stand holdende selv om mange mænd gør anfald«, ord der får deres lys fra dobbeltspillet mellem tanken på det sejge asketræ og på det uovervindelige asketræsspyd. Han har været en stor lykkemand, den digter som først inspirerede sin høvding med en sjæl hvis egenskab var sejgtsvingende fasthed. Skønheden ved den poetiske figur ligger i dens sandhed; ti hvis metaforet ikke udtrykker en virkelighed, har det ingen som helst digterisk berettigelse.
(side 198) Gennem utallige frændskaber knyttes naturerne sammen på kryds og tværs, til verden hænger i et spind af fred. Sådan drager mennesket sjælene ind i sin kreds, ind i sit venskab og ind i sin fred. For denne tidsold, som snart under det ene navn, snart under det andet: kristendom eller Vesten, fremskridt eller virkeligheds-agt, dristigt har sat sin kultur op som et banner for alle folk, er feltråbet: herske. Ned gennem tiderne forud for os og gennem vor egen tid lyder ordet: gør dig jorden underdanig; og det ser ud som om dette bud sympatisk træffer hjærtetonen i vor kultur, og stadig sætter ikke blot dens handlinger men også dens spekulationer i trit. Alle hypoteser om urtiden og fortiden i vor slægts historie lyder under begrebet kamp: kamp med naturen, kamp med dyrene, kamp med menneskene, og som omkvæd atter og atter: herredømme. Når mennesket spænder okser i åg, tænder ild under kedel, smøger angsten for de vilde dyr af sig, antager en selvtillidsfuld mine overfor de mange der vil skræmme ham fra vid og samling, da har han vel udstået mange kampe, og da har han måske, hvem ved, opløftet mangt et hoverende herskerhyl. Sandt er det, at en kulturhistoriker der ikke vil se blodets værdi som udsæd for kulturen, kommer ikke langt i sin viden; og derfor egner en fyndig sentens om kampens betydning sig ypperligt til at stå som vækkende motto ved indgangen til menneskets saga. Ulykken er at den lille klump gærende vid, som skulde tjene til at frembringe hævelse i tankerne, gennemsyrer hele dejgen. Der går motto i tankerne. Selv om livet indeholder kamp, og megen kamp, ja, om vi end vil sige at kulturen gødes med blod, har vi ikke dermed sagt hvad livet selv er; helheden afhænger af den akkord som strid og sejr danner med livets øvrige kår, og den moderne kultur med dens råb på herredømme og dens syn på livet som en uafladelig kamp er for snævert et grundlag for hypoteser til at kunne gøre historien forståelig. Evolutionsteorien med dens altomfattende kamp for føden og fortsat liv er ikke andet end en ætiologisk myte – for at tale med etnologerne, simpelt hen et påfund der forklarer det moderne Europas kultur ved at kaste vor historie, dens konkurrence og dens ensidige interesse for materielle fremskridt tilbage mod fortidens væg. Når oldtidens kultur og primitive kulturer skildres i lys af moderne økonomiske problemer, forrykkes alle proportioner og perspektiver, enkelte sider stilles i relief, andre stilles i skygge uden hensyn til den harmoni der bærer andre folkeslags etiske og intellektuelle liv; men ved dette søgelysenes lunefulde spil forfalskes vort syn i sin helhed langt mere end ved nogen vilkårlig fordrejelse af kendsgerninger.
Grundtonen i den gamle kultur er ikke kamp, og heller ikke herredømme, men forsoning og venskab. Mennesket søger at slutte fred (side 199) med dyrene, træerne og magterne i verden, eller endnu dybere: han søger at drage dem ind i sig selv og gøre dem til slægt af sin slægt, indtil han er ude af stand til at drage en fast linje imellem sit eget liv og den omgivende naturs.
Kulturen er alt for mangfoldet et værk til at dens væsen kan bestemmes ved et statistisk opgør af dødsårsager. Den ene periode er en økse- og sværdtid, som stiller våbendøden øverst blandt godartede tilskikkelser; en anden epokes mennesker sætter drab af enhver slags på listen over kulturstridige handlinger, regulerer salget af våben ved apotekerbevillinger, og dør kun i nødsfald og på stats vegne uden lægens medvirkning. De to vil nære en ærlig foragt for hinanden, de vil, hvis de kommer hinanden på nært hold, udveksle ord som »barbar« og »ovngnubber«, – og måske, når alt kommer til alt, miskende både sig selv og hinanden. Kulturens væsen kan være fred under en buldrende og blodig yderside, og kan være strid eller vold under en forfinet fredsommelighed.
Det er et slid at være menneske, meget større slid end man på forhånd, efter de menneskelige fornødenheder og forudsætninger, skulde tro. Anstrængelsen gælder dagligt brød, livets frelse til morgendagen, håb for i overmorgen, den gælder mulighed for at stole på sig selv; og dette mål er ofte fjærnt nok anbragt til at fordre anspændelse af alle kræfter og ævner. Men som madstræber betragtet er mennesket en dårlig økonom; i hvert fald forstår han kun slet at læmpe kræfterne efter dagens behov. Der er mere end anspændelse i hans arbejde, der er en forbiskydende fart, som vidner om at den energi der driver ham, er af en mere sammensat natur end den blotte omsorg for opholdet. Han drives af en ubændig trang til at indoptage hele naturen, til ved sin aktive sympati at gøre den menneskelig — ikke menneskeagtig —, at gøre den »hyre«.
Det primitive menneske har aldrig formået at begrænse sit behov til det strengt nødvendige. Hans venskab med sjæle er ikke indskrænket til de skabninger der er nyttige for hans legeme eller farlige for hans liv. Når vi ser hvordan mennesket i sin poesi, sine myter og sine sagn åndeligt gennemkomponerer den ganske natur, hvordan han indretter sine fester, ja somme tider sit hele liv efter himlen og dens gang, hvordan han dramatiserer hele skabelsen af sin begrænsede verden gennem en lang række rituelle optrin, kan vi ane hvilken vægt der for ham ligger på at underbygge sin åndelige tilværelse. Hans kreds af venner spænder fra de høje himmellys til ormen der graver i mulden, den indbefatter ikke alene tægen, der måske smager godt, men også uskadelige insekter der aldrig er optaget på hans liste over delikatesser, ikke alene giftslangen, men også harmløse kryb, hvis eneste krav på hans interesse hidrører fra at de har hjemme i hans land.
»Spædt og spredt kommer minderne fra vore forfædre,
men så meget kan vi se at de søgte fællesskab med høje og lave væsener.«
(side 200) Spædt og spredt kommer minderne fra vore forfædre, men så meget kan vi se at de søgte fællesskab med høje og lave væsener, de formåede at slutte venskab med springende dyr og groende vækster; deres liv var både et solliv og et måneliv. I den grad er solen gået ind i deres natur, at kraften i dem virker fra øst til vest. Med-sols skal alt gøres, om heldet skal være i handlingen. Svenskekongen skulde ride Eriksgade – hyldningstoget omkring til rigets bygder – retsols om sit land; og retsols gik man formodentlig med ilden, når man helligede sig et nyt hjemsted og drog det øde land ind i sin lykke. Da der efterhånden blev trangt om plads på Island, fik man – efter sigende ved en opmandskendelse af Harald Hårfagre – vedtaget, at ingen måtte tage mere land end han kunde omfare med ild på en dag; man skulde tænde bål mens solen var i øst, og stedse inden for synshold tænde og tænde, til de sidste bål flammede op med solen i vest. Helt ned til dagligdags gang og laden gælder solens lov. Medsols – retsinninges – skal drikkehornet gå fra hånd til hånd om bordet. Under almindelige omstændigheder gik man solens vej om huset, synes det, at dømme efter et sted i Droplaugsønnernes saga. Grim og Helge for vild i et uvejr og vidste ikke hvor de var, da de pludselig løb på en husmur; de gik medsols om bygningen og opdagede at det var Spakbesses blothus. Ved denne deres gang voldte de, efter Besses mening, at uvejret holdt sig i fjorten dage. Hvis vi tør stole på at sagamanden har vidst hvad han fortalte, må det vel være selve bevægelsen om gudehuset der gav vejret et så kraftigt puf fremad, at det havde ondt ved at standse. Omvendt tvinger man ved at gå mod solen, naturen sådan tilbage i sig selv, at den sprænges og går af lave. Sådan bar Groa sig ad da hun havde beredt Ingemundsønnerne et dødsgæstebud, men løb panden mod deres lykke: hun gik modsols om sit hus efter solnedgang, så op i fjældet og svingede en dug, hvori hendes guld var indknyttet; og med det suk: »svært er det at stå mod Ingemundsønnernes lykke«, og ønsket: »så ske nu hvad der er beredt«, lukkede hun døren efter sig. Da kom der et stenskred over gården, og alle omkom. Samme middel brugte Audbjørg til at hævne sin søns fornedrelse på Berg Skamfod. Hun kunde ikke sove for uro om natten. Det var stille og klar frost. Så gik hun ud og vandrede modsols om gården – sin egen gård –, satte næsen i sky og vejrede til alle verdenshjørner. Straks kom der omslag i vejret, det begyndte at fyge, vinden bragte tø, og et sneskred for ned over Bergs bolig, så at tolv mand fandt døden.
Når man forstod sine ting, behøvede vel ikke modsolsbevægelsen at have unaturlige virkninger; den kunde endogså, ved kyndigt at rettes mod et bestemt formål, gøre gavn. I hvert fald fortælles os om en mand, der standsede et uvejr ved at gå mod solen om en (side 201) ring som fællerne dannede; når han finder det fornødent at tale irsk til, vidner det vel blot om at tiden er ude for kulturen – og følgelig inde for mystikken til mangefold at erstatte den simple mening som kulturen har taget med sig i graven, med sit praktiske eller spekulative abracadabra. Handlingen i sig selv kan meget vel være kulturhjemlet.
Dag, sol er nødvendig for mange retshandlinger, de er ugyldige hvis de ikke fuldbyrdes mens solen er på himlen eller ved dagens lys; det vil også sige at solen er et led i mandens sjæl. Det er ulovligt at aflægge ed ved nattetid, efter at solen er gået ned under skoven, for at citere et svensk exempel. Drab om natten kan kaldes mord, og det ikke alene for hemmelighedens skyld; hvad man gør om natten er i det hele ikke det samme som det man gør med solens skin over sig og i sig: i solens kraft, i pagt med solen, som vi også kan sige. For at føle den fulde vægt – man kunde også sige den psykologiske styrke – i et udsagn som: drab ved nat er mord, må man gøre sig klart at mord er en uhæderlig gerning, en nidingsdåd, der undergraver gerningsmandens etiske værd; den afslører et sygeligt drag i hans karakter eller, som vore forfædre vilde sige: en skade på hans sjæl. Handlinger udført ved nattetid mangler den sunde, æreprægede foretagsomhed som udkræver mandens fulde lykke, og under denne midlertidige svækkelse kan et dæmonelement bane sig vej.
Om månen hører vi hos Tacitus, at den regulerede folkeforsamlingerne; i ny og i fuldmåne mødtes folket på tinge, – »ti ved alle foretagender anser de denne begyndelse for bedst«. Også Cæsars bemærkninger om Germanernes dagvælgen har åbenbart stor dybde: »Ariovist og hans folk vidste i følge kvindernes spåvarsler at de ikke turde håbe på sejr, hvis de åbnede kampen før nymåne«. Vi har let nok ved at øge på disse tilfældige ymt ud fra moderne folketro med dens hundreder af forskrifter for hvad der skal gøres i tiltagende måne, og hvad der skal opsættes til månen tager af, og så megen visdom kan vi med varsomhed øse af denne tyktplumrede kilde, at månens bestemmelsesret ikke har været indskrænket til det offentlige liv, men at den har gennemtrængt hele livet, også det daglige, med sin indflydelse. Men desværre er indsigten i månens væsen gået tabt, og dens karakter står nu for os som en dunkel gåde. Kun så meget ved vi, at det var den – årtælleren – der bestemte tidens og dagens gang, og altså indgød dagene deres kraft ved at sende sin sjæl ind i dem; så har da tidens lykke ebbet og flodet med månens.
Vi kan ikke være i tvivl om hvilken betydning tankernes bevægelse med solen har; her er ingen halvhed mulig: mændene antager og befæster solnatur i sig. På den måde måtte de samle sig mægtige kræfter og megen lykke, det var lige så uundgåeligt som at de (side 202) vandt styrke ved bordet; men fik de held ved venskabet, måtte de også erhverve sig noget mere: fred i sindet. At de gamle følte ærbødighed for solen, at de var bange for den, at de søgte at erhverve dens kræfter, at de ville drage sig fordel af den, at de ønskede at stemme den venlig, at de vilde tvinge den ind under deres egen vilje, – alt er sandt, ti alt er et og det samme; det mennesker stræber efter, og det de opnår, er fred og frændskab, tankefællesskab, overensstemmelse, samsvarighed: enhed. Uden sammenæltning af naturerne er frændskab ikke muligt. De gør naturen til sig selv ved at indpode liv af sit i det fremmede, og hvad der for dem er det samme, hente liv af det fremmede ind i sig.
Uden denne inderlige sammenhæng mellem mennesket og de andre naturer kan hverken han eller Midgård være til. Guden som former verden er kun en storladen maske, og bag masken er der et menneske som arbejder på det ikke mindre storladne værk at skabe en klar og sammenhængende enhed ud af sine mangfoldige erfaringer. Den frygt der driver mennesket til at tvinge naturen sammen med sin egen vilje og følelse, er dybere end al frygt der gælder legemlig sikkerhed, ti det er frygten for indre kaos. Vi Europæere er sildefødninger i den forstand at vore sociale indretninger og videnskabelige opfindelser er fjernet adskillige trin fra den direkte oplevelse af verden. Vor psykologi og vor filosofi bygger på skolastiske modifikationer af den tænkning som er udført af de primitive Grækere og Israeliter og Germaner, hvis efterfølgere og åndelige arvetagere vi er. Det moderne menneske, der mener sig klogere end sine forfædre, har største delen af sin styrke fra sin troskyldighed. Han vågner op i en temmelig veloplyst verden, hvor han blot selv har at sørge for belysning når solen er af himlen og månen holder mørke; han finder sig bragt til sæde i et velforsynet spisekammer, hvor han blot selv skal finde føden frem. – Vi har gjort os uafhængige af naturens skiften mellem rigdom og knaphed, vækst og visnen, og naturens luner berører os ikke direkte, men kommer kun forklædt som økonomiske kriser, sociale uvejr. Vi betragter verden som en regelbunden, velsmurt maskine – og al denne orden tager vi som en given sag. Som vi står der i fællesmidtpunktet af en utallig mængde cirkler, i hvilke sol og måne og stjærner, sommer og vinter, dag og nat, store og små dyr, fugle og fiske, bevæger sig uden at aflade og uden at bryde ud, tænker vi ikke på at skrive denne regelbundethed op blandt vore forfædres storværker, og allermindst falder det os ind, at uden dem vilde der have ligget et kaos, som havde hvirvlet os, stakler, til bunds. Så underligt det må lyde i vore øren: forgængerne kendte slet ikke til triumferende pukken på en evig orden; de havde deres tryghed, men kun fordi de vidste hvordan verdens (side 203) regelmæssighed var bragt til veje, og derfor kunde sige hvordan den skulde opholdes.
Ingen sinde tager de sig selv og deres egen stilling for givet. Den tanke at mennesket skulde sidde midt i herligheden og se dyrene komme for at gøre ham opvartning og få deres titel af ham, den er kun opkommet i dumdristigt-geniale hjærner, der har forsikret verden i en stor gud, og har forsikret sig selv i hans velyndest overfor mennesker eller overfor et bestemt folk.
Mennesket er født ind i et overvældende hav af lyde og syner, der trænger sig ind på ham stykkevis uden sammenhæng eller enhed, og det overlades til ham selv at ordne dette væld til former og skikkelser. Han må skabe solen og månen, skyer og regn, dyr og træer som sammenhængende personligheder, og fastsætte et forløb for alle disse abrupte øjeblikstilsyneladelser, så at de kan vokse sammen til en varigt genkendelig skikkelse. Alle disse hoveder som titter frem, alle disse viftende haler, glimtende øjne og rappe bevægelser må sigtes og ordnes til legemer og mærkes ulv, ræv, grævling. Arbejdet for at tilvejebringe orden og harmoni kræver udvælgelse og borteliminering så vel som sammenlægning; vi kan ikke skabe en sol eller et dyr der indbefatter hele vor erfaring; derfor ignorerer vi kækt en del af kendsgerningerne, eller vi skaber undertiden to væsener der skyder sig ind over hinanden, som Germanerne skabte ulv og vargr og vi markblomsten og blomsten i botaniken. Men for at skabe en enhed må vi også nødvendigvis tilføje visse forbindelsesled, der nok kan kaldes teori, men for os er en del af erfaringen. De dunkle masser der klynger sig til bjærgtoppene kan opfattes som noget der hører til bjærgene, som en del af deres natur eller sjæl – det er ofte det primitive syn; – eller skyerne kan adskilles fra deres opholdssteder og forbindes med dampen fra en kedel der koger, til et bestemt fænomen beslægtet med vand – som i moderne erfaring, der opofrer eet meget væsentligt punkt af virkeligheden for at vinde sammenhæng på et andet. I følge vor klassificering holdes ild og stof adskilt, og vi ser dristigt bort fra den kendsgerning at visse stene slår gnister, og visse arter af træ frembringer ild når de gnides mod hinanden. Primitive folk arrangerer kendsgerningerne i et andet mønster og siger at ilden hører med til træets og stenens natur eller sjæl – gnisterne undfanges, avles af fyrtøjet; følgelig er der et medfødt slægtskab mellem stene og træer på den ene side og ilden der kommer ned fra himlen på den anden.
Vi fæstner os i vor opfattelse af mennesker og dyr ved den ydre, legemlige sammenhæng og vedvaren, og skaber således en mængde isolerede individer, hvor primitive folk ser åbenbaringer af stor-sjæle eller ideer. I vor verden er menneskets virkelighed bestemt af hans (side 204) legemes status, begrænset og isoleret som den er, og hans sjæl udgøres af de tanker og følelser der indesluttes i hans isolerede hjerne. Menneskets ensomhed er så stor i vor kultur, og så alt overskyggende i vor erfaring at vi går let hen over alle andre kendsgerninger, som den åndelige indflydelse der knytter sig til hans nærværelse, kraften i hans ord, og de enkeltes uundgåelige sammenknytning i skæbne, som bevirker at en familie, eller ofte en endnu større kreds af mennesker, må lide for een synders uforsigtighed og skyld. For os er individet den virkelighed hvor udfra alle praktiske og teoretiske spørgsmål må løses, og vi betragter alle andre fakta som sekundære og er rede til at give os i kast med dem som problemer; vi bliver ved med at tage dem op, og dynger den ene løsning oven på den anden, selv når problemerne viser sig uløselige. Primitiv kultur samler på sin side hele mængden af kendsgerninger i en virkelighed der kaldes menneske, og konstruerer en »sjæl«, i hvilken ordenes magt og åndelig udstråling, suggestiv styrke og hændernes berøring indgår, lige så vel som skikkelse og ansigtstræk, hvor de manges solidaritet er anerkendt, så vel som den enkeltes ansvar.
Den orden og skønhed som nu hersker i denne lyse verden er ikke blevet til af sig selv, den er bragt til veje ved en eller anden guds eller heros' mellemkomst. Og i dette syn stemmer Nordboerne overens med folkeslag i andre egne af verden; de siger på almenmenneskelig vis, at der var en gang da verden var »uhyre«: jætterne huserede som de havde lyst, de bredte sig som eneherrer i tilværelsen. Da var alt uland. Men de mægtigere – de snildere – kom over dem, og nu sidder tusseafkommet ude på grænsen og gnaver ben og bider negle. Sådan skiltes land fra uland, hyre fra uhyre. Men endnu den dag i dag holdes grænsen kun ved stræng årvågenhed. Guderne, hedder det, anrettede det første store blodbad på utyskerne, dræbte urjætten, så at masser af yngelen druknede i hans blod, og fejede resten væk fra Midgård; og endnu foretager Tor, Midgårds vogter, stadig sine udryddelsestog; endnu er der fare endog for sol og måne: så har den ene Udgårdsbo, så den anden, ved snedig overrumpling søgt at lægge dem ind under jættevilje.
I den literære udformning som myterne fik ved kulturens afslutning, ser det ud som om den skæbnesvangre styrkeprøve foregår mellem guder og jætter, mens jordboerne kun har at se til med behersket spænding. Ja, digteren fortæller i fortid, som om det var noget forbigangent og overstået han opfrisker, som om han blot kvæger tryghedsfølelsen ved at minde om et øjeblik da verdens skæbne stod på vip, og vippede den rette vej. Men der er ikke plads (side 205) til noget forbigangent i myten, lige så lidt som der er langt nok mellem guder og mennesker til at nogen symbolik kan skydes ind i mellemrummet. Fortællingerne udtrykker i bogstavgranne ord menneskers bedømmelse af deres væbnede tryghed; og hvis vi havde myterne i en folkeligere form, og med den levende kommentar som fortællers og lytteres kreds var, vilde vi let få øje for at det var brændende menneskelige problemer der afhandledes når de blev fremsagt ved kulten og illustreret – eller rettere – suppleret af riter og ceremonier. Kampen føres fra dag til dag midt i menneskeverdenen; ingen er sikker på at beholde skinnet og varmen, om ikke han og hans fæller jævnlig styrker båndet mellem sig og de højtfarende lys. Svigter fælliget et øjeblik, da vildes himmellegemerne på deres veje, og da indtræder den tilstand som Vøluspås digter endnu kendte og kunde beskrive: »Solen vidste ikke hvor den havde sale, månen vidste ikke hvad for styrke [lykke, bestemmelse] den havde, stjærnerne vidste ikke hvor de havde deres steder.«
Og den fare som står så truende på himlen, den lurer jo i hver eneste sjæl i Midgård. Bag al tryghed står den alvor, at naturerne har mulighed for fjendskab i sig: de kan forvildes, de kan blive »uhyre«. Og de bliver det somme tider, når mennesker ikke bevarer sig selv og deres lykke, og igennem den forbundet med omverdenen; da gror mulden ikke mere i sin klamkulde, da taber kreaturerne nytteævnen, og da bliver træerne ulykkebærende, fiskene står i sluttet skare til havs, mens søen vælter sig ødelæggende ind over landet. Om verdensfryden skal holdes ved lige, kræves der stor selvbeherskelse hos mændene, og tillige stor agtpågivenhed med at gøre hvad ret er ved alle fester og rituelle nybegyndelser. Myterne fortæller os, når de læses på rette måde, at mennesket har skabt en beboelig, velordnet verden midt i kaos, og hvis han vil leve og have fremgang, må han stadig opretholde fællig med hver eneste sjæl og således atter og atter genskabe verdens faste orden.
»Myterne fortæller os, når de læses på rette måde, at mennesket har skabt
en beboelig, velordnet verden midt i kaos, og hvis han vil leve og have fremgang, må han
stadig opretholde fællig med hver eneste sjæl og således atter og atter genskabe verdens faste orden.«
Mennesket er aldrig i stand til at omfatte alle væsener og drage hele skabningens kreds med ind i sit liv og sin forståelse. De væsener der lukkes ude flokkes ved virkelighedens grænser som en truende og foruroligende magt. Gennem alle kulturer går der en kløft som skiller den varme, venlige virkelighed fra den kolde, fremmede realitet – det kendte fra det ukendte, eller som vore forfædre sagde: hyre fra uhyre. Et dybt træk i al menneskehed er angsten for det ukendte, en følelse som, tilsyneladende så simpel og usammensat, ved nærsyn åbner sig nedad i dyb efter dyb. Øverst ligger frygten for en vilje der ikke af nogen forpligtelse hindres i at skade og forulæmpe; knapt skjult under denne overfladefrygt dukker sig ængstelsen for hvad det fremmede kan hitte på, hvad det har kræfter til, (side 206) den bekymrede stundesløshed der følger af at man ikke har midler
til at bedømme faren. Men denne ængstelse for det uberegnelige
går i virkeligheden langt ud over bange anelser for liv og lemmer,
den fortoner sig i en angstens forventning hvor fortvivlelsen hvert
øjeblik står i brud; ti der hvor sjælene ikke på en eller anden måde
er fældede sammen, må man være betænkt på at handlingerne går
forbi hinanden og derfor rammer med et ulykkestilfældes kraft; de
kræfter som kommer fra det fremmede er af en anden art og virker
på en anden måde, så at modtageren måske slet ikke mærker virkningen før ulykken er sket, og i hvert fald ikke har noget forsvarsmiddel, skikket til at afværge indflydelsen.
Grænselinjen går gennem alle kulturer, men dens sted skifter fra det ene folk til det andet, og at give regler for hvilke væsener der findes på hver side af grænsen, er umuligt. Naturligvis er ødemarken og det dyrkede land, de vilde fjælde eller uvejsomme skove, og den grønne eng med de naturer som har hjemme der, skarpt adskilte. Men grunden til at eet dyr drages ind i fællesskabet og et andet lukkes ude som uhyre, må søges i hvert enkelt folks særlige erfaring. Det ene sted er slangen et helligt dyr, det andet sted et uhyggeligt væsen som for exempel i Nordeuropa, hvor man følte afsky for dette kryb, som bugter sig frem og hugger – og anbragte det i dæmonernes land. Den senere mytologi skaber en familie af Fenrir, Midgårdsormen og Hel eller Døden, og nævner som deres moder utysket Angrboða. Denne konstruktion har sin grund i at Fenrir, storulven eller ulvenes fader og den store slange, tillige med Døden hører hjemme i utyskernes uhyre verden.
Kløften strækker sig ind i menneskeverdenen. Den egentlige menneskehed udgøres af alle de slægter og stammer med hvem vort folk har samkvem; ti venskab betyder en stadig blanden af fred, ære og lykke; på den anden side grænsen flokkes de »fremmede«, og de fremmede er mennesker af anden art, fordi deres sjæle og deres veje er ukendte. Når de kaldes troldmænd, skal ordet blot understrege at deres handlinger er som utyskernes og troldenes, mørke, lunefulde og uberegnelige. Den eneste måde at overvinde de fremmedes ondskab på er at tilegne sig deres lykke og ære, og blande sind med dem; ved at blande sind bliver begge parters følelse og vilje tilpasset efter hinanden, og fra nu af griber deres handlinger ind i hinanden i steden for at gå på tværs — rummet mellem to sjæle der på grund af fremmedhed griber forbi hinanden er det sted hvor trolddom er sikrest at finde. – Mellem mennesker kan der være strid, fællig kan afløses af fjendskab, men kampen er menneskelig og føres efter ærens krav; mod fremmede fører mennesker en stedsevarende krig, og krigsførelsen må rette sig efter jætternes dæmoniske opfindsomhed. Over (side 207) for kryb og vilde dyr kan mennesker ikke have ansvar eller vise ædelmod.
At Udgård er fuld af trolddom og uhyre, det ved alle, og alle frygter jættehjem med samt dets indbyggere; men den frygt hvormed man i tanken spejder ud over menneskelivets grænser, er dog anderledes beskaffen end angsten for hjemlig trolddom: man kan leve med den uden at tankerne hindres i deres bevægelser. Ikke så når uhyggemænd slår sig ned inden for grænsen mellem land og uland, ti deres nærværelse presser alle tanker, og stivner både vilje og ævne. Deres handlinger, ja selv deres tanker er en stadig fare for indbyggernes lykke, de vil ufejlbarligt fremkalde strid mellem naboer, og afsvide landets frugtbarhed. Deres nærværelse er et brud på verdensordenen og lige så ødelæggende for den åndelige tryghed som solen eller jorden vilde være, hvis de brød ud af venskabet med mennesker og forvildedes. For at holde verden oppe, må mennesket ødelægge og tilintetgøre alle troldmænd med deres huse og alle deres ejendele. Den grænse som skiller troldmænd fra mennesker er så skarp, fordi den står uafhængig af alle udvortes småskøn om sort og hvidt: den kan aldrig udviskes, hvor meget end magerens handlinger og ævner ligner hverdagsmandens, og den kan ikke blive skarpere derved at troldmandens kunster går langt ud i mørket.
Vi ser i sagaliteraturen at troldmandens fremgangsmåde ikke afveg synderligt fra almindelige menneskers rituelle optræden; når han påtager sig en anden skikkelse eller forvandler tingene, så de bliver uigenkendelige eller fremkalder synsforblændelser, er det måske fordi han kender en særlig kunst, som han kan have opsnappet fra nabofolk – Lapperne for exempel – men i almindelighed arbejder han på linje med sit folks erfaringer. Han er hadet, fordi han udøver sine kunster i mørkets og ensomhedens ånd. Han er fremmed, han står uden for fred, derfor er hans gerninger i alle tilfælde fyldt af »uhyre«, og når de tillige mærkes af uhygge og grusomhed, er disse egenskaber blot en forudgiven udfoldelse af viljens natur.
Landet, menneskeverdenen, er ikke blot et udvortes rum, som man måler med benene og øjnene, og lader ligge når man lukker døren mellem sig og solen. Landet er mandens ære og lykke, så at enhver forandring på det fremkalder et skifte i sjælen; og alt hvad der kommer inden for dets grænser er sjæledele. Det som sætter sig på jorden rager med mere end sit halve jeg ind i mandens inderste, og får han ikke lov til at gennempulsere dette, der har gjort sig til smådel i hans kød og hans sjæl, med sit blod og sit råd, da kommer det til at sidde som en kile, der skiller tanke fra tanke, og fremkalder en smærtefuld spænding, sådan som den der mælder at muskler eller ben tvinges adskilt, blot så meget værre som spaltningen findes i æren, i sjælen.
(side 208) Men til landet og til sjælen hører dyr og træer lige så fuldt som mennesker; solen som skinner over sjælen og frugtbargør den med varme, regnen og vejrene, lyn og torden, bør og fiske. Hvis mennesket ikke kunde drage alt hvad der griber over i ham, eller blot rører ved ham, helt ind i sin besiddelse, assimilere det, gøre det til råd af sit råd, da vilde hans sjæl skilles ad i smådele: en del gå ud mod øst, en anden ud mod vest; og følgen vilde ikke blive at manden opløstes og forsvandt, men den langt forfærdeligere, at han sad tilbage som et stort hul, med tomhedens pine i sig, som niding.
»...og man skal ikke undre sig hvis man pludselig i en ritus eller en
fortælling bliver stillet ansigt til ansigt med en hel række solguder.«
Dagens krav på føde, hus, ild i huset, klæder på kroppen, våben mod fjender, redskaber til erhvervet, kan ved sin evindelige prikken holde mænd i travet, og gøre nætterne kortere end dagslyset egentlig er til; men madstræbet kan ikke frembringe den blodets hidsen i årerne som driver manden endogså ud over ham selv. Det kan synes strængt nok at skulle tvinge sol og måne fast i banen, holde regnens sluser passeligt åbne, binde fisken til kysten, sørge for vårløv til skoven, og vogte tilværelsens endrægtighed; men den opgave falder dog helt i skygge for en anden, langt vanskeligere og endnu mere uafviselig: at bevare tankerne i deres bane og holde sammen på sjælen. Sult og frygt er strænge herrer, men den der står under deres herredom kan sige hvem han tjener, og hvorfor han tjener, og han ved derfor altid, når han har opfyldt denne dags mål af trældom og tør unde sig et hvil-ud til en ny dag. Stærkere er den der byder med en sådan myndighed, at budet kun åbenbarer sig for trællen som vilje til at adlyde, og lader ham overhøre både befalingen og røsten som byder. Nidkært freder manden om alle smådele i sin ære, sin sjæl, fordi hans selvfølelse så vel som hans selvfornemmelse, hans moralitet så vel som hans forstand, er afhængig af den tilstand som råder inden i ham, og ikke uden at sprænges kan tåle nogen anden forandring end den gradevise og lovbundne. Det er en ringe ting, fra universets standpunkt set, at en ko flyttes over et gærde, men for den der boede hvor koen kom fra betyder tabet forstyrrelse i ære og i forstand, fordi koen var hans ejendom; lige så vist er solen hans, et led i hans ejebevidsthed, et felt i hans ærebillede, og vristes eller lirkes den ud af hans fred, lægger han sig ned og dør. Alt hvad der en gang er koblet ind i sjælen skal frelses, så helt og fuldstændigt som det er.
Dog, livet er ikke helt løst med den kunst at passe på. Selvhævdelse er lige så meget fornyelse som bevarelse. Den uro som driver mændene til atter og atter at gøre deres forfædres og deres egne bedrifter om, til igen og igen at forvisse sig om fred og frændskab med sjæle og naturer, tyder på en dybere grund i al identitet end den blotte vedvaren. Vi forbinder vore enkelte sanseindtryk og skaber et hele (side 209) ud af dem ved hjælp af den gisning at verden er fyldt med enkeltvæsener, og hvert enkelt individ lever sit eget retlinjede liv; når dyret slipper os af syne forestiller vi os at det drager sin tilværelseslinje et eller andet sted, skjult mellem jordens tusinder af ting, indtil det igen krydser vor vej. Universet gennemkrydses af millioner og atter millioner af tråde, der hver især er spundet af et isoleret individ. Efter primitiv erfaring ordner kendsgærningerne sig i et andet mønster, og vor tilbøjelighed til at betragte identitet som ensbetydende med individuel vedbliven kommer ikke til rette med det faktum, at alle sild er samme sjæl og samme krop, medens hver ny tilsynekomst af en sild – det være ingen anden end den vi så i går, eller det være gårsildens allerfjærneste slægtning, – er en nyskabelse ud af sjælen; eller måske nærmere gamle tankers gang: silden så vel som solen er genfødninger for hver gang de viser sig på ny. Jo længere vi kommer ind imod menneskets livsmidtpunkt, til hans personlige ejendom, til husdyrene, ind i de egennævnedes sfære, des stærkere bliver personlig hårdnakkethed i existens; men den dybe sammenhæng i sjælens tilværelse er og bliver dog en støt ævne til at genfødes, eller til at leve frem på ny i tide og i utide. Derfor kan det ikke være nok at slutte fred med omgivelserne een gang for alle, og derfor bliver sjælen selv, æren, som den kan kaldes, både så urolig og så fordringsfuld en ejendom.
Ved vore iagttagelser af dyrene tæller vi dem eller slår dem sammen til en kollektiv art eller type, men i primitiv poesi og sprog er det ikke en ulv eller ulve, heller ikke ulven i moderne kollektiv enhed, men ulv, ravn, som kommer. Samme enkeltpersonlige og dog altomfattende slægtsbetydning er det som giver de angelsachsiske fyndsprog om dyrene deres karakter, som for exempel i denne beskrivelse af bjørnen: bjørnen skal være gammel og frygtelig, eller udtrykt i moderne ord: ælde og frygtelighed er dens natur eller sjæl.
I folkefortællingerne er »bjørnen«, »ulven« også en helt anden person end »bjørnen« som overskrift eller studieobjekt i en naturhistorie, og i ly af det overleverede sprog er en refleks af den gamle forestilling endnu bevaret; ulven der slugte lille Rødhætte er ingenlunde et bestemt, vildt dyr der holdt til i den del af skoven, men selve ulven i skoven.
Solen er den samme fra dag til dag, ti mere end een solsjæl findes ikke; men når man om en eller anden vedtagen ting siger at den skal fuldbyrdes inden femte sol, eller på den dag da fem sole er færdige på himlen, da betyder ordene virkelig at der kommer een sol i dag, en anden i morgen, og endelig en femte til at skinne over aftalens fuldendelse, og ikke et tællende første gang, anden gang; og man skal ikke undre sig hvis man pludselig i en ritus eller en fortælling bliver stillet ansigt til ansigt med en hel række solguder.
(side 210) Det er ikke anderledes med solen eller månen end med dagen – atter og atter kommer der nye dage, men alle er dog Dag, Dellings søn, for at tale nordisk mytologi. Ligeså Vinter, Vindsvals søn, og Sommer, Svasuds søn. Myterne er en simpel konstatering af fakta, når de, som de undertiden gør, skaber et stort væsen, høvdingen for alle bjørne eller solens eller månens fader, som inkorporerer »bjørnheden«s eller »solheden«s liv og sender sine sendebud ud i verden. Men når vi nærmer os mytens ide fra den digteriske opfattelses synspunkt, behøver vi ingen påmindelse om at faderskab er himmelvidt forskelligt fra vor avlen, der forudsætter individuelt liv som den linje hvorefter tilværelsen er bygget op. »Vindsvalr«, vinterens fader og »Svasuðr«, sommerens fader er intet som helst andet end den evige sjæl der bryder frem til sin tid.
Der har i sene tider været, og er endnu, stærk efterspørgsel efter en simpel, lethåndterlig forklaring på den febrilskhed som har lokket mennesker ind på den skæbnesvangre vej at skabe guder, og som stadig får dem til at plage sig med mangehånde spekulationer, der ikke blot synes overflødige, men i de fleste tilfælde beregnede på at gøre tilværelsen både vanskeligere og frygteligere. Problemet er løst, desværre blot alt for ofte, så at vi nu står som Romerne, der vidste at de ejede et helligt, lykkebringende skjold, men havde det liggende sammen med elleve kopier, der var gjorte så nøjagtigt at end ikke de indviede skulde kunne skelne det ægte ud af bunken. Ikke nok med at så modstridende navne som frygt, og trang til hengivelse passer lige godt på menneskets urfølelse, ikke nok med at de rummeligt kan få plads side om side, men de mister i den stilling deres modsætning og stryger deres indbyrdes uforligelighed af sig; den exaltation som gør mennesket til et bytte både for guder og for hans egne spekulationer, spiller imellem patos og burleske, imellem frygt og overmod: elementerne er ikke adskilte. Mennesker kan på een gang søge den høje sols gunst, og rose sig af at bestemme når den skal skinne. Måske er tordenen i deres opfattelse det mest ærefrygtindgydende af alle væsener, og så binder de dens vælde i en lille stump flint, der sidder under hanebjælken. Sprogets vidunderlige ævne til at sætte en forbløffet mand på ret køl ved et lille stikord, som tragisk, ophøjet, patetisk, eller deres modsætninger, svigter her lige så vel som overfor en Brynhild, der følger med Gudrun ned til åen, men af sin sjælsstorhed drives ud på dybere vand end det medbejlersken pjasker i. Og Islændingernes sagaer med deres billeder af mænd der undsiger hinanden for en ko, for et nederlag i en brydekamp, for en strid om pladsen om bordet, er jo den rigeste illustration på livsfølelsens vidfavnen.
(side 211) Humoristen blandt sagatidens helstøbte lykkemænd hed Glum og boede på Tverå. En af sine stolteste bedrifter øvede han dengang han fik sin hjemmemand Ingolf til at lyse drabet på en fedekalv. En aften på Tverå, da alle folk var inde og havde spist sig mætte, fik Glum pludselig lyst til tidkort; han foreslog at alle på rad skulde vælge sig lidsmænd – en slags mandjævning, hvor deltagerne målte kræfter i lovprisning af deres helte. Han begyndte selv med at nævne sine tre bedste venner: sin pung, sin økse og sit »stokkebur«, sit faste bjælkekammer; Ingolf, som fulgte næst, var uforsigtig nok til at sidde i sin ærekære husbonds stue og mæle højt om sin tillid til Torkel på Hammers venskab. Glum tog ham på ordet og fik ham af sted med et sværd der var tykt af kalveblod, for at han kunde prøve sin fuldtro ven ved at mælde sig nykommen fra drabet på Kalv fra Stokkelade. Torkel jog ham forarget på døren, og da han kom hjem, mente Glum at nu kunde han jo prøve en god ven på Tverå, siden han på Hammer ikke havde svaret til forventningen. Og han fulgte ham ind i sit stokkebur. Underligt nok, næste dag rygtedes det at Kalv var bleven taget af dage, og Ingolf blev stævnet på sin drabslysning. Da sagen mod ham kom på tinge, ødede Glum målet for sagsøgerne med en simpel indsigelse: »I har stævnet gal mand, ti det var mig der dræbte Kalv«; og der stod eftermålsmændene overrumplede og måtte tage imod hvad Glum bød dem, ti sagen måtte nu begyndes helt forfra, og til at føre en proces igennem mod Tveråbonden selv og få ham klemt mellem lovens skjolde, krævedes der flere forberedelser end man havde anset for nødvendige overfor den ret ubetydelige Ingolf.
Fortællingen begynder i en humor, som breder sig ud i stedse videre ringe, indtil den altomfattende ironi at et kneb står op på tinge og med lovens egen styrke bøjer loven efter sig. Hvis Glum havde raget ud over sin kultur med blot den mindste del af sin personlighed, da kunde han være bleven en »interessant« skikkelse, som en Loke, en negerer, men han kunde ikke have iklædt sin handling humorens dybsind; nu sidder han helt indesluttet i kulturen og bevæger den om sit eget jeg: hans list går ind i hævnen, og er skælmsstykke udadtil, men ærealvor indadtil; hans kneb går ind i loven, Og ikke blot optræder i dens styrke, men udfører dens gerning, at midle ære til ret. Dette er en kulturs egen dybsindige og alvorlige selvironi, så befriende og så vindende, fordi den er sundhed der ler ad sin styrke, og ikke har gran af den koketteren med en begyndende impotens, som giver dekadencens og overgangstidens ironi dens pikante ramhed. Glum bliver ikke komisk figur, dertil har han alt for meget latteren på sin side; og den latter der gotter sig i følelsen af at stå i jævnhøjde med, eller måske over, sit objekt, den lader (side 212) fortællingen ikke komme sig nær, fordi Glums skarnsstreg foregår på samme hellige jordbund som bærer Havard og Kveldulf og Egil og Langobarderen Sigvalde. Skælmsmesteren bevarer heltemålet, fordi der lige under hans snilde og hans skælmsstreg ligger livets barske: at være eller ikke være. Den Ingolf som han sender ud at løbe April, har siddet inden i hans ære og trykket den ned. Den Kalv som han sender ind til fædrene med halv oprejsning, har ved en hestekamp hånet ham gennem hans huskarl, Ingolf. Glums fif er bestemt til at skaffe ham noget som han for enhver pris må have; og netop fordi hans replikker fødes op af selve ærens spænding, kan de have deres lystige bid, som når han siger til Ingolf, idet han lukker ham ind i sit stokkebur: »Du bliver en vanskelig gæst at have, hvis han, Kalv, er dræbt«, eller når han styrker sin indsigelse på tinge med de ord: »Ganske vist dræbte Ingolf en kalv, men jeg gjorde ikke det drab til sag imod ham.«
Det ser ud som om Glum i overgiven selvtillid leger med mennesker og tilværelsen og dens grundlove; og det gør han, men det der giver ham kraften til i leg at tumle med det største, er faren, eller om vi vil, frygten. Hans skødesløse selvsikkerhed er støbt under en spænding af vilje og angst, eller snarere noget som er dybere: mulighed for angst. Hvad vil vi kalde denne energi, der giver sig til kende i sundhed og selvtillid, der skyder råd og foretagender op med en ødselhed som aldrig synes at komme til kort, men som heller aldrig undlader at våge over sig selv med en årvågenhed som ikke er frygt eller mistænksomhed, men det endnu dybere og stærkere: frygten for at frygte, frygten for at give bange anelser den mindste plads, – en energi der blot behøver at løbe sig fast et øjeblik for at slå ud i dødsrædsel? Det ord frygt er tilpasset på de yderste udløbere af livsfølelsen, og hvis det kan gøres stort nok til at spænde over en angst der lige så let fremkalder hoverende spøg som fortvivlelse, ja, da har vi et godt ord for den urfølelse der skaber og afsætter guder, der driver mennesker til at gå bersærkergang gennem tilværelsen.
Hvad vi end kalder denne urfølelse, har vi ikke med navnet taget kraften ud af den. En lille skiftning af synsvinklen, og vi ser, både hvor nær vi står det centrale i menneskets væsen, og hvor fjærnt vi er fra en forklaring af den radikale art der med et rask tag bringer både problemet og problemets genstand ud af verden. Angsten er selve sammenhængskraften. Når manden med en sådan nidkærhed våger over den mindste stump i sit sjæleeje, da er det fordi hans åndelige ejendele udgør, ikke blot en helhed, men den enhed som er ham. En enhed fremkommer ikke ved at mange dele indgår et samlag, eller ved at de underordner sig et overhoved; den beror på at enkelthederne går op i hinanden og bliver til en harmoni, at de (side 213) hver for sig er et noget, men tilsammen er en styrke. Eller vi må søge et billede i de gamles tanker om sjælen, og sige at hver enkelt del i sig selv er helheden.
Den lille ærestump tager sammenhængen i sjælen med sig når den glider ud, fordi den var enheden selv. Manden er ikke dette og hint, frænder, fortid, ejendom, land, kreaturer, sol, måne, regn og bør: han er øjeblikket med dets fylde, og alt det andet ruller sig sammen i stunden som dens kraft, dens lykke. Er øjeblikket en ko som naboen har røvet, da er det koen som pønser på hævn og som hævder sig, og alle forfædrene, alle bedrifterne, vennesælheden og anseelsen samler sig som kraft i tanken på oprejsning. Er det en frænde som er fældet, da danner denne frænde kærnen i genoprettelsen. Snart er det fiskeriet, snart krigstoget, snart solen eller månen, regnen eller tordenen, dyret eller træet, som udgør sjælen, jeget. Det overmodige udråb: jeg er solen, eller endogså: jeg er Gud, ligger ikke så nær periferien af et sundt menneskeliv som man skulde tro, og det er psykologisk nær beslægtet med det ydmyge: ikke jeg lever mere, men en anden, et andet lever i mig.
Derfor betyder det mindste tab af sjælestof opløsning af personligheden: da synker, ved vi, al selvbestemmelsesret, al moralsk bedømmelse, al vilje til at gøre forskel mellem sundt og fordærveligt, og al ævne til at vælge godt fremfor ondt, sammen i en ruinhob. Og manden bliver et åndeligt ådsel.
|
