 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech
Anden bog:
Midgård og menneskelivet
Fødsel og livsende
(side 246) I frænderingen viser sjælen sine træk og sin styrke, men ættens hamingja er ikke indskrænket til det menneskegærde som nu hegner om den hellige mark. Sjælen er ikke noget som fødes med hver generation og fornys med hvert nyt indtrædende frændekuld. Den rækker fremad, den vil, så sikkert som noget er sikkert, bølge gennem de sønners sønner som alle gode frænder håber og venter vil følge på hinanden. Og den rækker tilbage over den kendte del af fortiden, omslutter alle forne frænder, og strækker sig bag om dem ind i urmørket, fra hvilket fædrene kom.
Den sjæl som kaster sig hvileløst i nutidsgenerationen er netop så urolig som forfædrene har gjort den, idet de altid lod den få sin vilje, aldrig tillod den at hungre, men villigt slæbte ære sammen, så at den stedse voksede ud over sin bolig.
Hvorfra havde Harald Hårfagre fået sin kongelykke, sin kongesjæl, med dens vidtomspændende ufornøjelighed, med dens planer om et helt Norge, med kraften til at realisere sin vilje? Spørgsmålet har været stillet i fortiden, og er blevet – i hvert fald delvis – besvaret. I følge sagnet blev grunden til hans sjæl lagt med mangehånde lykke. Han selv var en søn af Halfdan Svarte, en i det små ret fremragende fyrste, sejrsæl og meget årsæl. Halfdan var først gift med en datter af Harald Guldskæg i Sogn, og ved den første søns fødsel tog morfaderen drengen til sig, gav ham sit navn og sit rige og opfostrede ham. Denne Harald døde ung, omtrent samtidig med sin navne, og nu gik navnet – og sjælen – videre til den yngre broder, til trods for at han var født af en anden moder, nemlig en kvinde fra en mægtig herseæt på Hadeland. Således ophobedes fra flere sider grundsummen af Haralds store kongelykke. Vi kan med al ret sige, at Norges første konge var en såre sammensat natur.
Halfdanætten blev den største i Norge, fordi dens medlemmer havde forstået at drage andre livskilder ind i sin og fylde sig med sjæl til overflod.
»Halfdanætten blev den største i Norge, fordi dens medlemmer havde forstået
at drage andre livskilder ind i sin og fylde sig med sjæl til overflod.«
Ved at genopleve, eller omleve, den vældige samrytme som æren danner af nutid og fortid, kan man komme til at udtrykke sin oplevelse i slige ord som disse: de gamle forfædre levede inden i deres (side 247) efterkommere, fyldte dem ud med deres vilje, og øvede deres bedrifter om gennem dem; sætningen tvinges ind på en, ikke alene fordi den inderlighed hvormed de nulevende antager sig forgængerne, kræver de inderligste ord til sit udtryk, men fordi æren munder ud i en virkelighed. En hånlig omtale af den hedenfarne rammer virkelig en sjæl der lever; ti medens sjælevandreren blot gentager sig selv, og redder sig ved gang på gang at vorde, når han svipper fra eet legeme ind i et andet, er frænderne deres fædre og fædres fædre, og opholder dem ved deres væren. Fordi det er samme sjæl som gjorde de gamle til mennesker og nu gør de levende til bærere af ære og fred, kommer nutiden ikke til at udelukke de forbigangne. Den identitet i hamingja der bærer ætten, indbefatter alle hedengangne.
Ja, her er næppe tale om fortid og nutid i samme skånselsløse betydning som hos os, der altid går med ansigtet halvt inde i en mørk sky og med en klam fornemmelse i nakken. Tiden lå udbredt omkring hine mennesker. Fortiden var dem nord, det kommende syd, det samtidige øst og vest: alt på en måde lige nær, alt på en måde lige nærværende. Og til højre som til venstre, lige frem og bagud, der lukkedes synskredsen af denne lykke; »tiden« gennemstrømmedes af den, som den bølgede om menneskene, flød igennem dem, fyldende dem og rummet om dem; altid og alle vegne med bevægelsens kraft i sig, altid og alle vegne med udvidelsens fylde, atter og atter krystalliserende sig til et menneske, der boede sin tid i lyset for så at synke tilbage og gemmes til en anden stund. For hamingjaen er nutid og fortid ikke lag som ligger over lag, men en dobbelttilværelse, gennem hvis åndemur mennesket uhindret går frem og tilbage.
»Tiden lå udbredt omkring hine mennesker. Fortiden var dem nord, det kommende syd,
det samtidige øst og vest: alt på en måde lige nær, alt på en måde lige nærværende.«
Når der kom en ny mand ind i familien, sagde Nordboerne udtrykkeligt: Vor frænde er født igen, den og den er kommen tilbage. Og de bekræftede deres udsagn ved at sætte det gamle navn på den unge. Torsten vier sin dreng til livet med de ord: »Denne dreng skal hedde Ingemund, og jeg venter ham hamingja på grund af navnet.« Den gamle morfader Ingemunds sjæl og lykke skal nu leve op igen til ny virksomhed i lyset. Senere hen i sagaen fortælles, at Ingemund genføder sin morbroder Jøkul, idet han udtaler disse varslende ord om sit næstældste barn: »Denne dreng ser ud til at blive foretagsom; hvasse øjne har han; hvis han lever, bliver han nok mangen en til overmand og ikke så let at komme ud af det med, men tro mod venner og frænder — en stor kæmpe, hvis mine øjne kan se; tør vi nu ikke komme vor frænde Jøkul i hu, som min fader bad mig, — vist skal han hedde Jøkul.«
Navneskikkens fasthed vidner om at de gamle mente hvad de sagde. (side 248) Man ødslede ikke med navne; familien rådede over et vist antal kendingsord, som blev båret efter tur. Børnene »kaldtes op« efter en afdød slægtning, og overtog det ledige navn. I og for sig er det højst troligt at Olav Geirstadalf blev begravet på Geirstad og senere, ca. år 1020, besøgte sin egen grav, eller, som sagen også kan udtrykkes, at Olav Hellige engang havde heddet Olav Geirstadalf og, om han vilde, kunde huske sin bolig på Geirstad. Folk spurgte Olav, engang da han red forbi sin frændes høj, om det var sandt at han var højlagt her; rygtet vilde vide at han på det sted havde ladet falde den ytring: »Her har jeg været, og her gik jeg ind.« – Olavs gejstlige biograf bruger historien til at illustrere kongens flammende nidkærhed overfor al gammel surdejg i folket, og hvad enten biografen har læmpet teksten lidt efter udlæggelsen, eller han virkelig i sine ord griber folkemeningen sådan som den gik fra mund til mund, tyder hans fremfarende iver på at han kendte sine får, og vidste hvor de var mest udsatte for den ondes listige besnakkelse. Samme ukirkelige tankegang var levende på Island. »Kolbein er kommen igen«, hører vi jo folk med en inderlig genkendelsens glæde sige om Torgils Skarde; her havde man hele den beundrede mand for sig: hans vennesælhed, hans gavmildhed, hans gæstebudsglæde – i det hele hans stormandssind.
Medens Nordboerne i deres opkaldelse betoner den genfødtes individualitet, følger de øvrige Germaner en anden navneskik, idet ætlingen ikke direkte benævnes efter sin forgænger, men får et navn der i sig optager led af frændernes navnemateriale; og efter alt at dømme beror den nordiske opkaldelse på en indsnævring af tankerne. Ætten havde to eller flere kendingsord i hvilke den fandt sin vilje og sin ære udtrykt; og frænderne har det ene eller det andet af disse slægtstegn, udvidet til navn ved en tilføjelse såsom stærk (bold), mægtig (rig), lykkelig (red og andre) eller bjært, d. v. s. strålende, vide kendelig. Fyrsterne fra Kent hed Eormenric, Eormenred, Eorconberht, Eorcongote og Æthelbeorht, Æthelred, deres kvinder Eormenbeorh, Eormenhild, Eormangyth; eormen og eorcon er begge to ord som går på det store, det imposante i lykken. Den »sære«, gammelstolte æt som sad i Essex's kongesæde, kaldte sig efter sax, det korte sværd, efter sige, sejr, og efter sæ, der vel ikke er andet end sø, hav; der var Sæbeorht, Sæweard, Seaxred, Seaxbeald, Sigebeorht, Sigeheard, Sigebeald. Hos Vestsachserne er det coen, cuth og ceol som dominerer, pegende på fremfærd, på berømmelse og på skibsfærd – ceol er vel køl eller skib –: Cuthwulf, Cuthgisl, Cuthred, Cuthwine, Ceolric, Ceolwulf, Ceolweald, og således videre. De northumbriske konger forkyndte deres guder – os – og deres hellige steder eller ting – ealh – i deres navne: mændene hed Oslaf, Oswulf, Oslac, Osweald, Ealhred, Ealhric, kvinderne Ealhfrith, Ealhfled.
(side 249) I Beowulf lever mindet om de gamle Skjoldunger: Heorogar med brødrene Hrodgar og Helge, og efterslægten Heoroweard, Hredrek, Hrodmund og Hrodulf; de havde til deres navnemærke sværdet, heoru, og ryet, hrod, hred. Det frankiske hus Merovingerne var stolt af sit chlod og sit child, ry og kamp. Østgoternes mærke var, så vidt man kan se, først og fremmest det gamle hellige amal, men ved siden deraf var kongstegnet theod, som ikke alene betød folk, men også i videre forstand betegnede det store, det som gik ud over almindeligt mål: Theodomer, Theodoric, Amalaric, og kvinder som Amalafred, Amalaberg. Fra det første århundrede, selve gryningstiden i Nordeuropas historie, får vi gennem sydlandske årbøger overleveret et par navne som blev båret i en cheruscisk kongeslægt: Segestes, Segimundus og Segimerus hedder tre frænder i romersk udtale; vi tør vel i disse navne genfinde ordet sejr.
Forskellen mellem den gamle, måske fællesgermanske opnævnelse og Nordboernes opkaldelse antyder et brud i tankegangen, en revolution, hvor den enkelte blev trukket frem og fik fri hænder til – efterhånden – at gøre det mest mulige ud af sig selv. Men ved alle åndelige tidsskifter ligger det ny helt i det gamle og det gamle helt og holdent i det ny; forskellen består i en omlægning af akcenten. Modsætningen mellem de to systemer betyder sikkert ikke andet og ikke mere end en ulige betoning af det personlige og det almene. Forud for den tid som fostrede det ny opkaldelsessystem går næppe en periode da man slet ikke genkendte den kommende som en der allerede havde været. Man troede den gang så vel som senere på menneskets leven videre efter døden, men ved slægtens forøgelse har tanken mere dvælet på at det genfødes, end på at han kommer tilbage. De døde fortsatte deres liv indtil de glemtes, eller så at sige opløstes i lykken, og alt imens foregik pånyfødselen af det uudtømmelige, – det evige kan vi nok sige, når vi tager ordet evig i betydning af lange tider der forude og bagude forsvinder i intet.
»Men ved alle åndelige tidsskifter ligger det ny helt i det gamle og
det gamle helt og holdent i det ny; forskellen består i en omlægning af akcenten.«
Ved barnets fødsel bryder frændelykken igennem i et nyt individ. Måske har begivenheden en udvortes anledning i at der er blevet en lykkelod ledig; måske, udvortes set; men død og fødsel står for et dybere blik ikke i et så retlinet forhold til hinanden. Den levende kan ikke ved simpelt hen at plumpe ud i sjælevældet få dette til at pible op i en efterkommer. Når en fødes, da er det lykkekilden som svulmer over, og når en død skal kunne frembringe denne svulmen, da må det være på grund af al den ære som han har i sig, eller som hævnen over ham fremkalder. Når ætten øger på æren, lykken, livet, sjælen, da står der frænder op og gør gærdet både videre og tættere. Viljen bliver ikke delt ud mellem flere individer, men viljen vokser, så at den trænger til flere virkemidler.
(side 250) Når ættens mænd er ærekære og lykkelige, bliver dens kvinder frugtsommelige. Lykken må igennem moderen for at få styrke til at leve; men dette, at kvinden står på knæene for at føde barnet, er ikke nok til at indblæse det liv og give det del i lykken. I Norden blev barnet straks ført hen til husherren, og optaget af ham ved navn. Der hedder det f. ex.: »Denne dreng skal hedde Ingemund efter sin morfar, og jeg venter ham lykke på grund af navnet«, eller »Denne dreng skal hedde Torsten, og jeg ønsker at lykke skal følge navnet«. Betydningen af dette »venter«, dette »ønsker« ligger midt imellem et »jeg ved« og et »jeg bestemmer, jeg vil, jeg giver ham nu den og den bestemte lykkelod, jeg føder ham herved«. Det kan faderen sige, fordi han med navnet holder sjælen i sin mund og blæser den ud på barnet; han inspirerer ham med den lykke og den ære, den karakter og den vilje, den styrke og det udseende som ligger i den sjæl der hænger over ham. Med navnet gik lykken og livet og dermed freden og frændeværdigheden ind i barnet. Først da havde den lille en levende sjæl. Rundt om i lovene findes antydninger af at der havde været en old da barnets levetid regnedes fra den dag det fik navn. I England måtte man, selv efter at loven var kommen så vidt som til at stille det lille barn lige med den voksne mand, udtrykkelig slå en streg over de gamle distinktioner, ved tilføjelsen: hvad enten det har et navn, eller ikke har det. Hos Frankerne holdtes det barn der endnu ikke havde navn, vedvarende i en klasse for sig, med en ringere mandebod end rigtige mennesker.
Det vilde blive betragtet som en livskrænkelse, om en anden på eget ansvar satte et navn på barnet og dermed prægede dets sind og legeme og skæbne; man ved hvor iltert endnu Olav for op, da Sigvat i stilhed havde døbt og navnet sønnen Magnus. Og fast i den germanske retsbevidsthed står hadet til den der vover at sætte et øgenavn på en mand og derved plante ny sjælsegenskaber ind i ham. På den anden side kan der siges, at tilnavn bringer lykke, idet det jo forøger modtagerens hæder; stolthedens dybde skimtes endnu i den sene »overtro«, at den der havde to navne levede længere end den én-navnede.
En dreng der begyndte sin bane med et rigt, kraftigt navn, et som fader eller bedstefader eller en anden frænde havde fyldt med ære og fremgang, med ånd og sjæl, han havde fået meget forud. Det forstår endnu Torsten Siduhalssøn, Magnus Godes tro mand. Han kommer på hjemvejen fra en pilgrimsfærd til sin konge, da denne ligger på sit yderste og allerede har beskikket sit hus og uddelt gaver til sine mænd. Der er intet lævnet til den sildekomne, men Torsten ønsker heller ikke gods; »men det vilde jeg, at du gav mig dit navn«. Kongen svarer: »Du har på mangen vis gjort dig fortjent til det bedste fra mig, og jeg (side 251) under dig vel dette navn til din søn. Selv om jeg ikke har været en storladen konge, er den djærvhed ikke ringe for en simpel bonde at kalde børn efter mig, men da jeg ser det betyder noget for dig, skal jeg tilstå dig bønnen. Det siger mig min hu, at i dette navn vil ligge sorg og ære.« Barnet får i navnet en flig af kongelykken, men det skal han vide, at kongelykken er stærk, så stærk at en almindelig dødelig næppe har kraft til at bære den frelst igennem.
Faderens handling er lige så fuldt en fødselsakt som moderens nedkomst. Den lille tomme mulighed hørte i og for sig slet ikke med til ætten, havde intet krav på at kaldes frænde; og viste han onde tilbøjeligheder, tegnede han, med andre ord, til at ville blive niding, – noget som kunde skønnes på sådanne sikre kendetegn som vanskabthed eller fremmedartede kropejendommeligheder, – så fik han slet ikke lov til at komme ind i lykken, han blev anbragt uden for livet, til den smule rørlighed der var i ham, også forsvandt. Han blev sat ud. En Germaner vilde have rynket øjenbrynene ved en så urimelig sigtelse som den at han satte levende væsener ud; og traf beskyldningen ham i et øjeblik da han var oplagt til at diskutere, vilde han uden tvivl rette floskelmagerens forvirrede hjærne med et rapt øksehug. Han vidste nok hvad liv var værd. Havde barnet haft mindste del i freden, måtte der ved udsondring fremkomme et hul, som krævede omhyggelig og forsigtig behandling.
Så virksom en part har faderen i den unges menneskeblivelse, at man kunde være fristet til at se vielsen som den egentlige fødsel. Hvad gælder da byrden, når barnet før adoptionen fra faders eller mandlige frænders side dog kun er en ting, som man ikke engang behøver at dræbe, men blot kaste ud som ikke hørende til menneskeheden? For os kan det være vanskeligt nok at forene faderens absolutte veto med de gamles lovprisning af ædelt ophav, og deres skulende mistanke overfor mænd som måtte råbe højt om deres fader for at ikke moderen skulde komme på tale.
For Nordboerne var byrd den eneste adkomst til ære og anseelse, eller dybere set, enebetingelsen for at en mand kunde besidde den dygtighed og den selvsikkerhed som æren og anseelsen forudsatte. Intet understukket kongsæmne kunde i længden forblive uopdaget; skiftingen kunde ikke skjule at han manglede en sjæl, det bevidner historien om Dronning Hagnys fejlslagne forsøg på at erstatte sine to grimme, »helsorte« sønner med et fagert trællebarn. Engang lå de to trælleunger og tumlede sig i gulvhalmen, mens Leif sad i højsædet og legede med en fingerring; så sagde den ene af brødrene: »Lad os gå hen og tage ringen fra ham«; den anden helsorte var straks rede til selvtægt, men Leif bare græd. I denne lille scene har Brage Skjald nok til at gætte sammenhængen; han lader dronningen vide: »To er her- (side 252) inde, de huer mig, Hamund og Geirmund, Kong Hjørs sønner; men han, Leif, er trælkvindens søn, ikke din, kvinde, – en usling som få.«
I denne historie er det der var det tavse grundlag i Nordboernes menneskebedømmelse betonet med polemisk udtrykkelighed; dagligdags giver det sig til kende i spot over lavætlingen, forundring over opkomlingens ævner, og allerstærkest i frimændenes umiddelbare ærbødighed for den traditionsbårne. Så meget er vist: ingen kunde blive modig og dygtig uden at han tilhørte en modig og dygtig æt. De stakkels krystere, klodrianerne, hvem hænderne sad akavet på og hjærtet galt i – ja, de havde måske en usikker chance hos kvaksalvere, kloge mænd der experimenterede med bjørneblod og lignende livselixirer, men kloge kure var vist ikke mindre nykkefulde den gang end nu til dags. Medicinen kunde ophæve sygdomssymptomerne, den kunde give kræfter og dristighed, men alene formåede den ikke at give den sundhedens ligevægt som i sig selv er kraft og mod, og man kunde befrygte at den førte til forstyrrelser som var syv gange værre end den uddrevne svaghed. En portion bjørneblod kunde gøre en mand til bjørn i steden for til helt. Den der fødtes i, af en stor lykke, havde en borgen for sit liv som han der så lyset i ringere kår, aldrig fik; han kunde gribe fuldere med hånden, uden frygt for at håndknytningen skulde glippe. Han var sikker på at have de og de lykkeegenskaber – dem som fandtes i ætlykken – med sig, og han vilde altid med umiddelbar sikkerhed vælge den afgørelse som var den ene rigtige og ene mulige i alle sager.
Den gamle lykkemand Glum havde engang en oplevelse, der lærte ham at en byrdsfejl, selv om den er godt gemt, altid kan bryde frem i de afgørende øjeblikke og slå tankerne fra en. I Tveråslægten, som regnede sine led op til Vikingekåre, en af de store begyndelser i Norges genealogi, og som på mødrene side havde forbindelse med Norges konger, var der indkommet trælleblod; en mand som Glum havde givet friheden og som på en eller anden måde havde svunget sig op til velstand, var bleven gift med en – unævnt – slægtning af frigiveren. Deres søn, Øgmund, var en lovende ung mand, som Glum tog til sig og holdt for jævngod med sine egne sønner. Da tiden kom, for Øgmund også udenlands, på eget skib som det sømmer sig et stormandsæmne; og på stormandsvis mældte han sin indsejling i Norges fjorde ved at løbe et langskib i sænk. Skibet tilhørte Hakon Jarl, som naturligvis modtog underretningen med megen fortørnelse og ikke opmuntrede de kuldsejlede sømænd til sagtmodighed, og dåden indbragte Øgmund et nakkedrag der gjorde ham til sengefyld den største del af vinteren. Nu var det som om han pludselig havde mistet al højfærd. Han så sin frænde Vigfus Glumssøn sidde i Hakons hird, og han vidste at jarlen vilde holde sig skadesløs i ham, hvis der hændte en af (side 253) Nordmændene noget; og han skyldte ikke Glum at bringe ulykke over Vigfus, mente han. Så lod han slaget sidde. Vigfus mente anderledes; hans svar på Øgmunds retfærdiggørelse skærer lige ind til det syge punkt: »Hverken jeg eller min fader skønner på at du varer for mig, når jeg ikke selv gør det; det er andre ting som lærer dig at tage hensyn; som venteligt er, du slægter mere på trælleætten end på Tveråmændene.« Og Glums bitre udbrud til Øgmund efter hjemkomsten er en forstærket modstrofe hertil: »Hvad skulde du hytte ham, når han ikke hyttede sig selv; hellere havde jeg set jer begge døde og dig en hævnet mand«; og han mindes den gamle sandhed at ufrels æt er udrøj på manddom. – Det var byrdsmærket, at han så det mindre først, og at det voksede i øjnene på ham, medens de rette Tveråmænd kun så det, der skulde ses.
Nordboerne havde et skarpt blik for psykologiske tegn på raceblanding; hos dem sad det ord løst: Hvem er det du slægter på? Og vi har ingen grund til den antagelse at kun den ene side regnedes for afgørende. Torolfs modstandere, de tidligere nævnte Hilderidsønner, kom aldrig udover den mangel ved fødselen at deres moder tilhørte en ringere æt end deres fader; det var en fejl som kunde spores i hvert eneste af deres ord, når de listede bag ind i hallen, så snart Torolf var skredet ud ad fordøren, og fortolkede og udlagde deres uvens handling, medens Torolf lod handlingen fortolke sig selv. Sagaerne kender da også det argument at en mands skurkagtighed skyldes moderblodet i ham.
Fra de øvrige Germaner kan det måske blive vanskeligt at fremføre noget vidnesbyrd der direkte giver os dagens dom over den halvbyrdige. Dog kan endnu i Kong Gunthrams dage en biskop, hvis øjne var blevet klarede ved modgang og embedets fortabelse, indse at byrdens vanrøgt var et led i folkets moralske nedgang; »hvor kan kongens sønner nogen sinde komme til at herske, siden deres moder gik lige fra trællebænken til kongens seng?« – det var hans stadige tema når samtalen gled hen på alvorlige ting. Den stakkels Sagittarius's oplevelser havde netop været af den art der plejer at give lideren det mest uhildede syn på modparten: han var blevet berøvet sit embede uden at have nogen egen retfærdighed at sætte op mod uretfærdigheden; Gregor derimod, som har fundet en plads til sin excentriske kaldsbroder i sit rundmaleri af det frankiske samfund, ser mere historisk på sagen: »Sagittarius tænkte ikke på, at nu til dags holdes alle som har kongen til fader for kongebørn, hvilken så end deres moders byrd er.« Men selv om vi slet ikke fik lejlighed til at høre dommen udtalt i lydelige ord, kan vi læse os den til i menneskers praktiske adfærd. Man kan ikke være længe om at opdage hvor meget byrden gælder, også uden for Skandinavien. I sin stærkeste form måtte jo fin- (side 254) følelsen vise sig som en offentlig modvilje mod ægteskabelige forbindelser med lavættede. Og virkelig hedder det om Sachserne, at de opstillede jævnbyrdighed i ægteskabet som et bud: intet giftermål måtte bygge bro over kløften mellem adel og fri, lige så lidt som mellem fri og frigiven, frigiven og træl. Vor hjemmel for denne lov, en gejstlig levnedsbeskrivelse fra det niende århundrede, forfattet af en munk hvis etnografiske viden indskrænker sig til en gode sidefuld excerpter, hører til den art kilder hvis sætninger man ikke vurderer ord for ord, men tager en bloc på et skøn; om ordene går på en skreven eller en uskreven lov, om de gælder mange Sachsere eller kun en lille tidklike, må stå hen; så sippede formalister i social etikette som Sachserne var, vilde de sikkert være de nærmeste til at gøre et forsvarligt dogme ud af finfølelsen.
Et standspedanteri som det sachsiske hører, lige så lidt som nogen kasteafgrænsning, hjemme blandt folk der er stolte af byrden fordi de føler den og føler dens virkninger i sig; kun indirekte røber standsrettighederne, at der i forfædrenes karakter lå en stærk agt for blodets betydning. Men stivheden er dog et vidnesbyrd om en forbigangen byrdsfølelse, fordi den forudsætter denne byrdsfølelses død.
To ting er alle gode Germaner enige om: at den fri kvinde der giver sig trællen i vold ligger under for trælleuvirkeligheden og mister sin sjæl, og, at den ufri kvinde indgiver sine børn ånd af sin trælleånd. Af træl kan der kun komme træl, den sandhed var for meget en selvfølge til at den kunde brede sig i retsbevidsthedens øverste lag; det der optager tankerne er frændernes bekymring for det forlis af ære som kvindens nedværdigelse betød, og ættens trang til at udrydde hende af jorden er bogført i lovbud om deres ret, eller endog pligt, til at gøre det. I Sverrig, hvor de gamle linjer har bevaret deres hårdhed langt ned i middelalderen, men så til gengæld er blevet des voldsommere foldede og brækkede ved ny tiders pres, der er også den gamle vurdering af det menneskelige brudt, inden lovene kom i den overleverede form. På enkelte punkter har kirken, med sit fjendskab mod frillelevned og sin uvilje overfor slaveri, vundet en hel sejr, og fået sin sejr proklameret i form af lovparagraffer. Så kan loven komme til at lyde på, at ret ægteskab altid sikrer barnet friheden. Men rundt om til alle sider af paragraffen strækker sig den gamle opfattelse af manden som den der bæres af og har sin gyldighed fra en æt og en æts ære. På en historisk betragter virker da bestemmelsen i disse omgivelser med det isoleredes, det abnormes uhygge; og denne virkning forstærkes derved at ordene er kommet til at stå i kapitel med en gammel sætning, hvori en ældre tid har formuleret sin fordømmelse af kvinden; den kvinde der indgår ægteskab med en træl, skal gå avet ud af sin æt, hedder det, med ord hvis bitterhed kun er fuldt for- (side 255) ståelige for den der kender de gamles tanker om avet og om æt. Den fri mand har naturligvis sin ret ubeskåren til at bruge sin trælkvinde som han vil, men de børn som avles i trællekrogen bliver ufri, uden ret til gang og sæde og arv med den fri kvindes børn. Det barn sidder i krogen og æder af sin skål blandt trællene, antyder norsk lov; det samme kan udtrykkes som det siges i Danmark: Har en mand avlet barn med sin trælkvinde og er barnet ej frigivet, da bøder faderen ikke mere for hans gerninger end for enhver anden træls. Kvinden præger sit barn, det siger også de ord hvori Langobarderne har omskrevet en mands ret til at ægte sin egen trælkvinde: han skal først frigive hende, og ophøje hende i retmæssig hustrus stilling, da bliver hendes børn ægtefødte og arveberettigede; det ord hvormed lovene udtrykker hendes ny stand, hvad enten det er virdibora, ædelbåren, eller viderbora, genfødt, indeholder tydelig den tanke, at hun skrider ud af een tilværelse og over i en anden, en som er liv.
»I al germansk ret, så langt vi har vidnesbyrd, gøres der forskel mellem den ægtefødte
og den uægtefødte, selv om denne både er fri af byrd og anerkendt af faderen.«
I al germansk ret, så langt vi har vidnesbyrd, gøres der forskel mellem den ægtefødte og den uægtefødte, selv om denne både er fri af byrd og anerkendt af faderen. Hos Langobarder som hos Nordboer, både Danskere, Svenskere og Nordmænd, bydes der angående den uægtebårne: ikke som de andre, ikke til lige deling i arven, eller stærkere: lad ham få en gave af sin fader, og lad ham gå tilfreds med den til sit eget. Hvordan nu end den uægtefødte frimands stilling i ætten har været hos de forskellige folk, er der dybt rodfæstet en følelse af at der fattes ham noget som de andre har, eller en frygt for at han ikke er så stærk som frænderne, at han ikke er den klippe som en ubetinget tiltro skødesløst kan fæstes på, at arven ikke er velforvaret i hans hænder. Måske har en sådan følelse af forskel ikke altid eller alle steder fået lov til at være afgørende i den sociale udformning af frillesønnens stilling, men den har overalt været medvirkende i dommen over ham, om ikke som frygt, da som forsigtighed. Det lyder barokt, når Helge Droplaugsøn i sin sidste kamp hånende råber til sin modstanders svigersøn, der trænger ind på ham: »Det kan nok være du vilde have gået på, hvis det havde været Helge Asbjørnsøns fribårne datter du var gift med«, — men der står netop den virkelighed bag ordene, at hans hustru kun dårligt formidlede freden og æren over i ham; og den virkelighed er gammel nok og stærk nok til at give ordene brod: de bed Hjarrandi, så at han gik hidsigere på. Og selv om replikken er helt og holdent islandsk i sin udformning, vilde en mand fra en anden stamme straks have følt dens vægt; samme utryghed som for Helge finder lige ud i ord, er til stede neden under lovbestemmelserne om den uægte søns stilling yderst ude i rækken af frænderne. På dette punkt havde kirken under sin stræben efter at trykke frillesønnen ned for at styrke monogamiet, en forbundsfælle i de gamle tanker, og det (side 256) en forbundsfælle der virkede nedefra opad i sjælene og derfor kunde bruges til at afstedkomme store og hurtige forandringer.
Sikkert nok fødes man til at være den man er. Mellem ægteskab og løsere forbindelser, mellem de børn som havde et ligestillet fædrene og mødrene, og dem hvis moder ikke var husfrue, mellem byrd og halvbyrd går en af de skarpeste linjer i germansk tankegang, en grænse som aldrig sløres. Hvad end Tacitus har fablet af sit eget om barbarkvindens højtidsstemning når hun slog sin hånd i brudgommens og i tankerne gennemløb de farer som hun var bestemt på at ville dele med ham, så stemmer hans beskrivelse af ægteskabspagten med alle senere kilder i at fremhæve brylluppet som en hovedhandling i vore forfædres liv. Pagten var en begivenhed hvis sociale og juridiske rækkevidde betonedes ved et omstændeligt ceremoniel; den bragtes i stand med samme omtænksomhed som en fredslutning, hvor grunden lagdes tryggelig ved en samfælding af to hele ætter og deres lykke; den blev forberedt med forsigtighed ved en række højtidelige handlinger, hvis formtvang stod i forhold til den retslige vægtighed handlingen havde. Så kan man trygt slutte, at alle spekulationer over ægte og uægte fødsel, der lader denne institution stå som en gold pæl midt i Germanernes liv, må lide af en eller anden brist i tankegangen.
Atter og atter må det vise sig at vore ord er for små, og at de forestillinger som ordene af sig selv opbyder, løber panden imod de gamle fakta. Ordet fødsel må udvides således at hele det vægtige byrdsbegreb kan få plads i det. Når fødsel kan spænde over både nedkomst og vielse, da beror det på at den er noget mere end disse to; den er en fortid som kommer til gennembrud.
Byrden kommer gennem fødsel, den rette fødsel, som begynder med moderens veer og ender med faderens vielse. Man kan ikke umiddelbart af en kvindes skrig slutte, at nu fødes der; men skillelinjen ligger ikke på det sted hvor vi med vor tro på fødselsaktens absolutte gyldighed er tilbøjelige til at anvise plads, – når vi har set at et skel er uundgåeligt; ikke mellem en nedkomst og en besjæling sondres der, men mellem den dobbeltsidige akt gennem hvilken et menneske fødes, og den ligegyldige frembringelse som slet ikke er nogen fødsel. Det eneste sted hvorfra man kan se hvad der foregår, er ætten, og står man der, som en frænde blandt frænder, oplever man i det ene fald den lykke at en frænde bliver til, medens man i det andet blot er tilskuer til en ligegyldig hændelse, hvor et individ passerer forbi ens øjne, ud i trælleuvirkelighed, eller måske ud til en virkelighed der ikke kommer en ved.
Den byrd og lykke som sønnen tager af sin moder, presser sig ikke ind gennem det lille øjeblik da moderen handler og faderen venter, (side 257) den hænger lige så meget i det liv som faderen nævner ind i ham. Vil man gå tilbage i historien for at finde det øjeblik hvorfra fødselshandlingen får sin tyngde og sin magt, vil man først komme til at standse ved den aften da de to højtideligt indleder deres samliv; dette at de går åbenlyst til hvile sammen er mere end et blot juridisk kendetegn på at deres forbindelse har alle et ægteskabs virkninger. Men dernæst vil man også finde at samværet før sengeledningen, øllet, fremhæves som et sikkert tegn på forbindelsens dybde og ægthed; fremdeles står »købet«, den retsgyldige aftale bekræftet med kostbarheder, som kendetegnet på at de to er rette ægtefolk: moderen er købt med brudesum. Og endelig kan vægten også lægges på det øjeblik da manden hædrer sin kvinde ved at give hende ret hustrus gave; med fuld ret er morgengaven i Langobarderloven opstillet som den slutningsvelsignelse der udløser kvinden af hendes trællestand og gør hende til »født« husfrue. Hver for sig kan alle disse ceremonier fremhæves som den grundlæggende og som den afgørende, uden at nogen af dem forringer de andres vægt; ti alle står de som bevis for at der er sket noget nede i sjælene. Før svogerskabets indgåelse var de to frændekredse fremmede, nu er de forbundne ved en sammensmæltning af lykke og vilje; fra begge sider er der optaget sjæl af den andens sjæl, så at begges hamingja går styrket ud af »købet«. I det øjeblik da faderen optager lykke af en anden lykke og forener den med sin egen, da lægges grunden til den ægtefødte søns liv. Derfor kan visselig drengen kaldes en streng, en hårdtsnoet streng, men han er ikke en tvesnoet tråd hvor de to tvind ligger løst ved siden af hinanden, hans lykke er gennemens, faderens og moderens i eet. I virkeligheden er den hamingja som nu inspirerer sønnen, fuldt ud virksom i faderen; allerede faderen med sin æt ligner de mødrene frænder og slægter dem på, og han må gøre det, så sandt han har så meget af mågernes ære i sig, at han kan lide med dem og stå under samme skjold med dem. Opkaldelsen i Norden kan forklares ud fra det enkelte optrin hvor faderen, eller den der giver barnet navn, besinder sig enten på en af sine forne frænder eller på en af hustruens kreds, og siger sit: Han være det! Opnævningen derimod forudsætter et videre syn; for at vurdere den må man se, at retten og ævnen til at levendegøre den mødrene lykke ikke er indskrænket til det led som ved giftermål har bragt de to ætkredse i forbindelse med hinanden, men at giftermålet har frembragt både kraft og vilje ligeligt over hele ætten. Man opkalder ikke efter barnets morfader eller morbroder, man opkalder ættens måger og deres lykke.
Trods al tørst efter ry og eftermæle har de fleste af Germanerne måttet gå i graven uden at sætte sig andet mindesmærke end i lykkeligste (side 258) fald en slægtstavle. For os er disse rækker af navne en liste og intet andet, men for navnenes bærere var registret i sig selv en historie eller et heltedigt, og et portræt af en karakter, og vi behøver ikke megen kommentar for at genopleve noget af den sindsberedthed der for slægten selv gjorde opregningen på een gang til et alvorligt gøremål og til en opbyggelse.
Historien ved ikke meget om Kong Penda af Mercia, og endnu mindre om hans fader, Kong Pybba. Vi må nøjes med et par kirkehistoriske fakta, netop så meget som kunde passe til en paragraf i Krønikernes Bog, om en konge der gjorde det som var ondt for Herrens øjne. Kun et eneste træk af menneskeligt minespil er bevaret i denne maske: hedning som han var, brugte han intet andet våben mod de kristne end hån, når de ikke gjorde troens gerning, hedder det; og på denne hångrimace synes man at kende en af de »sære« karakterer, der med rette kunde have sin plads ved siden af en Harald, en Hakon Jarl, en Chlodevech. Men selv om Penda var en rigsgrundlægger der som Harald slog et høvdingeskab op til kongevælde, måtte han gå under med sine fædre; han er ikke falden for nogle kirkemænds uvilje; kulturen har fældet ham med sin uryggelige dom som en af dem der ikke flød i strømmen, men stod på grund. I England blev den ny tid og den ny ånd ikke således som i Norge bygget ind i den gamle sæd; hver en pæl som dér rammedes ned for at bære det ny, tjente tillige til at binde det gamle fra at gå igen. Med den sidste hedning faldt riget, og stod det op igen, da var det med den første kristne Merciakonge. Men når nu Merciariget blev stående efter sin konges og hans kulturs fald, når det gik frelst igennem den krise som følger på en skabelsesperiode da opretholdelsen skal træde i steden for fremfærdens naturlige ligevægt, og når det efter krisen hævdede sig som en stormagt, da var det fordi disse »vilde« krigere, Penda og hans frænder, tillige havde været rådsnilde mænd, der lagde grunden dybt til deres kongelykke. Denne æt havde, ligesom Halfdan Svartingerne i Norge og Merovingerne i Frankrig, forstået at lede omverdenens storlykke ind i sin sjæl, og at føde sin hamingja på ny og på ny, stærkere for hver gang, og ikke blot stærkere, men også rigere, med ny egnes kamplykke og med ny egnes herskelykke i sig. Et af de sikre tegn på Merciafyrsternes ævne til at underbygge deres åndelige vækst ved at hente lykke udefra, er svogerskabet med Vestsachsernes kongehus. Hvornår de to fyrsteslægter blev måger for første gang, ved vi ikke; kun så meget er vist, at Pendas søster var gift med Kong Coenwealh af Wessex. Og nu ser vi, at allerede en af Pendas brødre er opkaldt efter svogeren; han hedder Coenwealh, og til trods for at freden snart blev brudt, da Vestsachseren forskød sin hustru, fortsattes Coenwealhs gren af slægten med lutter vestsachsiske navne. Desuden forplantedes (side 259) den fremmede hamingja på to af Pendas sønnesønner, i Wulfheres søn Coenred, og i Æthelreds søn Ceolred, til trods for at den enes moder var kentisk og den andens northumbrisk.
»Trods al tørst efter ry og eftermæle har de fleste af Germanerne måttet gå i graven
uden at sætte sig andet mindesmærke end i lykkeligste fald en slægtstavle.«
Også mod nord kan vi følge ættens aspirationer; Pendas forbitrede kampe mod de fromme konger Oswald og Oswiu af Northumberland står på en eller anden måde i forbindelse med det faktum, at to af hans sønner var gifte med døtre af Oswiu. Og allerede i samme generation opdukker i den merciske slægtstavle de ejendommelige northumbriske navne, der taler om en familie som var stolt af sine guder; Pendas broder Eowa kalder sine sønner Alwih og Osmod. Også det æthel som træder frem i en af Pendas egne sønner, Æthelred, har gammel hævd i Northumberland, men på grund af sin almindelige karakter er det ikke noget utvetydigt slægtsmærke.
En anden stræberæt, hvis navnerække for os endnu bærer vidne om lykkens berigelsesævne, er Merovingerne. Deres første historiske navn er Childeric. Denne konge står nærmest til at kaldes Frankernes Harald Hårfagre, og ligesom den norske rigsgrundlægger havde han en del af sin lykke fra et naborige. Der fortælles i sagnets form, at han en tid lang opholdt sig i østen, i »Türingen« hos Kong »Bisinus«, og at Østerlandets dronning af beundring for hans manddom fulgte efter ham til Franken og blev moder til den næste storhed i ætten, Clodevech. Hvad denne myte betyder omsat i moderne historiske proportioner, ved vi ikke, men at den siger noget ligger antydet i navnene på Childerics døtre Audefleda og Albofleda, eftersom man også andensteds finder et alb og et aud visende tilbage til det samme mystiske Türingen med dets endnu mere mystiske Kong Bisinus. Senere forbandt Childeric sig med Theodoric den Store, og gav ham en af sine døtre til ægte; Chlodevech ventede sig, som en historieskriver udtrykkeligt siger, meget af svogerskabet, og derfor skyndte han sig at indlemme lykken i sin æt, ved at opkalde sin søn efter den store Goterkonge. — De følgende generationer særmærkes af forbindelsen med det burgundiske kongehus; navne på gunn, som Gunnthramn, og chrote, som Chrotesind, er symbolet på sammenknytningen. Hvad de øvrige navneforøgelser, som Ingomar, Chramn, eller Charibert, betyder for ættens historie, er vi ude af stand til at opklare; man kan gætte på at de delvis står i slægtsrækken som mindesmærker over de rivaliserende frankiske ætter der efterhånden blev opslugte af sejrherrernes linje. Alle disse indoptagne navne betyder først svogerskab, men dernæst anmasselse af lykke og vilje; når man havde så meget burgundisk sjæl i sig som Merovingerne, kunde man trøstigt sætte sig i det fremmede sæde, uden fare for at ens lykke skulde svigte i det ny land.
Overfor disse gamle realister, der omfødte fremmed lykke og frem- (side 260) med ret til kød og blod i sig selv, slår vore svage forestillinger om tilgiftning og nedarvning ikke til. Vore ord og tanker lader os kun ad lange omveje nå ind til den art af sjælehistorie som ligger i disse slægtregistre; men har vi først ladet os føre så vidt, springer også genealogien frem som det udtryk der siger alt, og siger alt på den rette måde, som den autentiske illustration på fødselen, der ikke lader sig fuldt erstatte af nogen anden, netop fordi den er afsat af livet selv. Og det symbol den fremkalder for vore øjne, er ikke en fader der fra sit »knæ« i slægtsfølgen prøvende sender blikket op ad de to veje som løber sammen i ham, i håb om at det må møde en der kan give navn til hans barn; vi ser en mand sidde inspireret af en lykke der er hans, hvad enten han selv eller en anden har bragt den sidste forøgelse ind i den, og han tager af hamingjaen og bestemmer sin søns »alder«.
»Vore ord og tanker lader os kun ad lange omveje nå ind til den art af sjælehistorie
som ligger i disse slægtregistre; men har vi først ladet os føre så vidt, springer også
genealogien frem som det udtryk der siger alt, og siger alt på den rette måde, som den autentiske
illustration på fødselen, der ikke lader sig fuldt erstatte af nogen anden, netop fordi den er afsat af livet selv.«
»Jeg »ønsker« denne dreng lykke i navnet,« det er et ord, mægtigt til at virke netop det der ligger deri efter gammel sprogbrug. Den der siger det véd at han kan gøre sine ord »hele«. I den gamle sæd havde man ingen agtelse for halve eller betingede resultater; selv når der, som ved giftermål, udkrævedes en hel række af formaliteter, måtte hver enkelt handling have den hele virkning i sig for overhovedet at være gyldig. Kunde derfor faderen ikke give barnet virkeligt liv, og liv ubeskåret, da havde han slet ikke formået noget. Han kunde da også tage af sig selv og af sin sjæl for at føde et menneske efter at det var blevet gammelt. Når Islændingene fortæller tendenshistorien om Harald Hårfagre der tvang Adelsten til at fostre en af hans sønner, ved at lade sit sendebud sætte drengen på den engelske konges knæ, digter denne replik sig af sig selv for dem: »Nu er barnet din knæsatte, og du må frygte og ære ham som du frygter og ærer din søn.« Hvad nu end forfatteren og hans kreds har tænkt ved disse ord, går kraften i dem tilbage til den erfaring, at en handling som den Nordmanden listede Adelsten til at foretage, virkelig snoede tråde mellem den siddende og den der sad på hans knæ; ordene kommer som en eftervirkning af den oplevelse, at sjælene blandedes og at freden og frændefølelsen voksede.
Uden al tvivl kunde sjælen fornys i en mand, så at han fødtes ind i en anden æt end den han ved byrden tilhørte. Ved ætledningen, adoptionen fik den optagne en ny lykke, ny planer, nyt mål foran sig, han fik minder og forfædre til fælles med sine ny frænder, han fik deres »fred« i sindet, deres hævnvilje, deres ære. Endnu gennem Cassiodorus's pompøse latin kan der trænge en efterklang af Germanernes fortrøstning til den adopterede; denne Theodorics pennefører berører lejlighedsvis mindet om Gensemund, der blev optaget i Amalernes slægt og i den grad bandt sig til Amalerne, at han be- (side 261) varede sin troskab mod de rette arvinger, selv da troen blev tilbudt ham.
Så kan det da umulig være andet, end at manden blev genfødt fra grunden af og optog en helt anden sjæl i sig. Der må være foregået en forandring inden i ham, en fødsel, som ikke blot greb ind i hans tankeverden, men også over i hvad vi kalder karakter, i ævner. Fordi fødsel betyder indgivelse af hamingja er forskellige grader af adoption mulige. Den nordiske barnefostring var i sit inderste væsen en adoptionshandling, skønt den ikke blev ført så langt igennem at den huggede det led over som forbandt barnet med dets faders og brødres æt; – og til trods for at antagelsen i barns sted for fristatstidens Islændinge var et stykke nede ad vejen til at blive en køn skik, gik oplevelsens kraft aldrig helt af den. Fostersønnen følte fred overfor sin fosterfader, så at han tog sig hans krænkelse nær som sin egen, og førte hans ret igennem på trods af folks mening om rettens art. Vigfus Glumssøns pietet overfor en Halvard, hvis karakter i bedste fald kan hedde tvivlsom, er intet overdrevent exempel på følelsens inderlighed. Halvard fik skyld for at være en vindesyg person, og man ymtede om at han ikke var nøjeregnende med midlerne; der var meget som tydede på at en halv snes beder og en liggefed galt havde taget vejen til hans gård, og sikkert er det at de aldrig fandt vejen derfra igen. Hans ende blev kummerlig: da den fornærmede ejermands søn kom til ham i lovens ærinde, så han ved første øjekast at hovedet sad løst på tyven – og sparede sig fornuftigvis stævningen. Glum lod ham ligge omtrent som han havde redet, uden en ærlig mandebod til hovedpude; men Vigfus, som havde været udenlands mens sagen afgjordes, fik aldrig ro over sig førend han havde mødt Halvards banemand, og havde givet sin fosterfader en hævn ned i graven. Og for sagamanden var det ikke betydningsløst, at Einar, der på dette punkt træder ind som en af de farligste i rækken af Glums modstandere, var fostersøn af galtens ejer; han lader ham skyde sin ansvarsfølelse ligeligt ind under fosterforholdet og under det frændskab der forbandt dem: »han kendtes ved sin forpligtelse til at forfølge sagen efter sin frænde og fostbroder.« – Der hvor freden er draget ind, må ganske sikkert hu og sind følge efter; forvisningen om, eller rettere oplevelsen af denne sjælsforandring er forstenet i ordsproget: man slægter sin fosterfader på for en fjerdedel af sig selv.
Fuld og hel adoption medfører en radikal forandring i sønnen, så at alle hans tanker får en ny retning, og den skæbne eller alder der blev indplantet i ham ved hans første fødsel udskiftes med hans nye frænders lykke. Den fortid der hidtil har været hans, endogså sammenhængen med hans forfædre, udslettes, og en ny byrd indgives (side 262) ham gennem den hamingja som nu omslutter ham. Men de svagere former for adoption medfører kun at en ny fortid og nutid føjes til den hamingja som på normal vis er nedarvet. Hakon Adelstensfostre gav ikke afkald på sin ret til den norske kongelykke, og sandsynligvis stod Gensemunds adoption ind i Amalernes slægt den nordiske barnefostring nærmere end den stod den svenske skødsætning eller den norske føren i sko.
Den halvbyrdige var da ikke udelukket fra at blive født; han kunde, lige så vel som trællen, fornys, ja fødes så grundigt at der i virkeligheden ikke blev rest tilbage, hverken af den gamle krop eller den gamle sjæl. En sådan genbyrd betød knæsættelsen eller, som Svenskerne sagde: skødsættelsen. Når Uplandsloven i en paragraf helliger uægte børn til fuld ære ved deres forældres senere ægteskab, men i paragraffens overskrift kalder dem for skødsædebørn, ser vi atter et af disse karakteristiske exempler på modstriden mellem de gammelkloge ord og de unge tanker. I de norske love får vi ætledningen beskrevet i hele dens dramatiske fylde: Der slagtedes en treårig okse, og af huden på dens højre fod lavedes en sko; under et højtideligt gæstebud blev skoen stillet frem på stuens fornemste plads, og een for een trådte ættens medlemmer op i den: først faderen som ledte i æt, derefter sønnen som blev ledet i æt, og efter ham de øvrige frænder. Fra det øjeblik havde sønnen ættens fulde liv i sig, som det tydeligt ses på de virkninger der retsligt tilskrives i handlingen: han tager arv, han hævner, han forfølger sagen, han er en af sine. Den formel hvormed faderen bekræftede hans frændeværdighed, indeholder i gamle ord den sjælsenhed som vi udtrykte ved lykke og ære og fred: »Jeg leder denne mand til det gods som jeg giver ham, til gave og gengæld, til stol og sæde, til bøde og ringe, og til fuld mandsret, som om hans moder var købt med brudesum«.
Det samme kan udtrykkes på svensk med: Inden en mand er ætledet, må han ej stå blandt edsmænd, må ej afslutte køb, og alt hvad der øves mod ham, øves som mod en træl; men når han rettelig er ledet i æt, når frænderne har udtalt deres højtidelige: vi tager ham i bo [æt] med os, da må han både angribe og værge sig på tinge, da må han indtage sin plads blandt edsmænd når hans æt aflægger vidnesbyrd i sager mellem mænd. Og når ætledningen er fuldført som alt sig bør, da er den indtagne født så fuldkomment som den der har ligget nøgen og sprællet mellem den ætbårne kvindes knæ; hvad han end har været, træl eller fri, skal ingen kunne skelne ham ud af ætten. Han adskiller sig ikke fra sine brødre i at han er født af fader uden moder, ti hvad enten nu optagelsesceremonien har indbefattet en adoption fra husfruens side eller ikke, så var hendes (side 263) fødsel, hendes lykke, og de mødrene frænder indesluttet i den sjæl som faderen nævnede ind i ham. Ætledingen har fået byrd, han har fået en hel sjæl og en fortid.
Disse to realiteter: sjælefornyelsen og byrden, udgør modpolerne i Germanernes livsopfattelse; de to tilsammen bestemmer det retslige syn på ægthed og uægthed. Moderne følgestrænghed kan ikke komme ud af det med to så genstridige kendsgerninger som den at Merovingernes kongeslægt åbenbart ikke skiller uægte fra ægte i deres egen familie, og at en mand i folket som Sagittarius dog var, selv om han måske ikke var af folket, kan have så klart et syn på forskellen; så må da den stakkels biskop til al sin anden ulykke føje den, at få sine jævne ord omfortolket i lærdom og skarpsindighed. Visselig fødte Merovingerfyrsterne deres sønner så at de kunde se hele verden an til at gøre deres vielse ugjort; og næppe vil nogen der kender en germansk lykkemand på nærmere hold, tvivle om at der er gået mange Germaner hen over jorden, som skyldte en sådan fadervilje deres byrd. Men så vist som respekten for byrdsrenhed og byrdshelhed var et levende element i folkesjælen, og det et af de lag i kulturen der tjente til at holde den frisk, kan den hvilket som helst øjeblik springe i vejret, som et råb mod en mand, som en anklage, en hån eller en mistanke.
Og agten for byrden satte sit præg på folkets liv, ikke ved at fornægte det faktiske, men ved at gøre det faktiske uangribeligt. I Norge skulde ved ætledningen alle frænder være til stede og træde i skoen, for således een for een at overdrage den ny mand ret til livet og del i livets rettigheder; de spæde børn, som endnu ikke havde alder til på egen hånd at deltage i handlingen, bekræftede optagelsen af deres broder ved at sidde på faderens arm når han steg i skoen. Samme betingelse for adoptionens gyldighed er vel blevet stillet af andre Germaner, uden at vi derfor tør sige at den overalt har indsnævret faderens ret på samme måde som i Norge. Der fandtes andre midler, hvormed styrken i genfødselen kunde fæstnes og virkningen blive synlig for verden. Hovedformålet med ceremonien er ikke det at gøre omskiftningen i den ny mands tilstand vitterlig, men at gøre forvandlingen reel, så at den trådte verden i møde som en kendsgerning som alle måtte føle. Barnet sad ikke på sin faders arm for at figurere som en tilkendegivelse; han gav lykke fra sig, og han vilde, når han kom til skels år og alder, føle det frændskab som han havde stiftet uden at vide af det. Derfor var den tinglysning som foreskrives i danske og svenske love, i og for sig ikke virkningsfuldere end den handling en fader selv foretog, når han i sig havde koncentreret en stor lykke. Og når de norske love simpelt hen kalder den lovligt og retsligt ætledede en mand (side 264) som alle andre, med samme mandebod og samme retsværdi som frænderne, taler de et ældre fyndsprog end den svenske, der siger at hans bod dog skal stå tilbage for frimandens, »fordi hans æt er halvt træl«.
Ved siden af de ægte frænder synes da at stå en klasse mænd som har livet, som handler i lykke, som værnes på æren af ætten, men som dog mangler noget. Når trælkvinden tilkaldte faderen ved sin nedkomst, og han lod sig hente for at tage imod barnet og nævne det, således som Høskuld gjorde ved sin søn Olav, da var drengen fri, og han kunde vel, som Olav, blive til store tidender; men han sad jo dog afsides ved arvedelingen med sin bare gave i hånden, den som faderen havde givet ham ud af arven. Og sådan beskriver virkelig lovene den uægtefødte søns kår, både i syd og i nord. Der er fra germansk standpunkt noget unaturligt ved denne klasse frænder, der ikke arver, men nok kan få en lille arv som gave, der har ære nok i sig til at aflægge ed, der deltager i forfølgelse af sager og har del i bøder så vel som i bortgiftning af frænker, men altid til sidst, for sig selv, med en ringere lod end de andre; frænder, der nok kan blive betroet til at tage ansvaret for ærens opretholdelse, men kun når ingen bedre lever. Deres stilling er et kompromis, der går på trods af kulturens ånd. Vi må imidlertid blive stående ved den kendsgerning, at en slig halvstilling var mulig inden for et samfund der var bygget på den gamle kultur, og levede på den gamle ære som al menneskeheds grundlag. Man kan muligvis læse de halvbyrdiges skæbne og grunden til deres svaghed ud af det gamle ord der i Norge bruges om adoptivsønnen, når han gennemgår den fuldstændige ætledning: »Den mand skal ledes til mænds og kvinders skød«. Hvis meningen er den, at han dermed får et fuldt mødrene lige så vel som fædrene, da antyder sætningen sikkert nok den psykologiske brøst der skiller den ikke-ætledede fra hans brødre. I langobardisk lovsprog modsættes den ægtefødte søn som fulborn den uægte, men anerkendte, og da ordet tydeligt nok stammer ned fra en tid da forskellen var en realitet og ikke en juridisk distinktion, kan man ikke komme uden om den bogstavelige betydning: fuldt født, til forskel fra: mangelfuldt født. Ordene: »ledes til mænds og kvinders skød« betyder måske ikke at ceremonien indbefattede hustruens legemlige medvirken, men de antyder at de som leder i æt har sikret sig svogrenes tilladelse til at indføre den nye frænde i den fulde ret som ægteskabet havde givet dem selv.
»Fødselen, frændetilblivelsen er ganske vist en begivenhed som står over alle andre hændelser i betydning for ættens liv,
men dens enestående karakter beror på at indvielsen er den højeste og mest potenserede form for sjælemeddelelse.«
Og så gaves der da en udvej hvorved krysteren kunde blive sikret mod tilbagefald. Når ordet har lydt over ham: »Nu hedder du ikke mere Høtt, nu skal du hedde Hjalte«, da er han forløst fra fejgheden, da er han indpodet på en levende stamme.
(side 265) Fødselen, frændetilblivelsen er ganske vist en begivenhed som står over alle andre hændelser i betydning for ættens liv, men dens enestående karakter beror på at indvielsen er den højeste og mest potenserede form for sjælemeddelelse. Når den hellige handling at give barnet navn, har en sådan magt til at forlene med en skæbne – eller til at berøve en skæbne –, da er det netop fordi denne nybegyndelse i sig opsummerer kraften fra alle de sjæle- og lykkefornyelser — fornyelser i venskab, i svogerskab, i dagligt samkvem – der er nødvendige for livets trivsel, og som mellem år og dag bestemmer menneskers forhold indbyrdes.
Vi må uden tøven godkende den tanke at et menneske kunde fødes flere gange; og den konsekvens som vore egne tanker drillende stikker frem, at den enkelte da fik to eller endda flere fædre, kan vi frygtløst gribe om, ordene brænder ikke. Fostersønnen følte, at den på hvis gård han voksede op, var hans fader, og han følte at i hjemmet hvor hans brødre var, havde han også en fader. Men han tænkte ikke forholdet på samme måde som vi; han sagde ikke det vi siger, fordi det ikke faldt ham ind at holde de to sammen, og sige én-to. Og vil vi vide hvordan hans tanke faldt, behøver vi blot forstående at høre sønnen kalde sin fader og faderen sin søn med ordet frænde. Dette navn var grundtonen i alle de nærmere slægtsbetegnelser, på samme måde som nu omvendt fader, moder, søn broder alt efter omstændighederne er grundtonen i ordet slægtning. Faderskabet overskyggedes af freden, og fik sin styrke derfra, så at han der avlede gjorde det i kraft af sit frændskab; faderforholdet var da ikke noget som stod over alt slægtskab, men netop et segment af frændefølelsen. Eller fra den anden side set: frændskabet består deri at have del i hamingjaen, ikke i at være bleven født.
På Harald Hårfagres tid, eller i den generation der fulgte, var de gamle livserfaringer for en stor del blevne til oplevelser der fandt sted i hovedet; man følte kraften i det der skete, og forpligtelserne som udsprang af handlingen, og man vidste fra hvilket ceremonielt øjeblik fødselen tog sit udspring, men man fornam vel næppe kraftens fødsel mere. Den ætledede oplevede freden i sig, ærens uro, lykkens tryghed, men han mærkede ikke genfødelsen som et pust, hvor han snappede efter det gamle vejr når det forsvandt, og lettet trak lungerne fulde af den ny luft. Når alligevel minderne fra hin tid så fuldkomment slutter sig sammen til et livsbillede fra den gamle sæd, da det er fordi der ikke fortælles om generationer der tungt og trægt slæbte på nogle døde former, men om mennesker der levede disse former og i dem fandt den naturlige modus for alt hvad de foretog sig. I alt det ydre er Hakon Adelstensfostres liv en kraftig illustration på formernes kraft. Harald Hårfagre havde avlet ham med Tora (side 266) Mosterstang, hedder det. Da moderen følte stunden nærme sig, ilede hun til skibs fra Moster nordpå til Sæheim hvor kongen opholdt sig. Barnet skulde fødes hos Kong Harald og i hans hænder. Men hun nåede ikke frem, ti da de undervejs, efter skik og brug ved sørejser langs kysten, lagde ind til havn for at overnatte, måtte hun føde sit barn på en sten ved landgangsbroen. I steden for Harald blev det kongens nære ven og besvogrede, Sigurd Jarl, der plantede navnet i den lille, og han kaldte ham op efter sin fader, den gamle jarl på Hålogeland. Barnet blev da født lige ind i den Haraldske æts mødrene, og kom måske aldrig reelt i slægt med Toras frænder. Senere har utvivlsomt Harald anerkendt drengen som sin og fuldgyldigt optaget ham som sin ætling, siden han lod ham opføde på kongsgårdene sammen med hans moder. Da Hakon nu som en femtenårs knøs vendte hjem fra den gådefulde opfostring hos Adelsten for at kræve sin arveret, var det hans første tanke at gå til Sigurd Jarl; og under hele hans brydsomme regeringstid var Hladejarlen for ham netop hvad en frænde kunde være. Bedømmelsen af de to som politikere kan aldrig løsnes fra den form som en kulturhistorisk tradition iklæder forholdet imellem dem; Sigurds solidaritet er ubetinget, den er uafhængig af stemninger, uangribelig for alt hvad der kan komme imellem, selv i det øjeblik da den ny tro i Hakon kommer til at stå skarpt overfor den gamle sæd i jarlen og hans kreds; den begrænses ikke af nogen mulighed for at tage en anden stilling, og derfor kan den aldrig broddes med en antydning af at han kunde komme til at befinde sig på en anden side. Da Sigurd Jarls ældste søn blev født, vandøste Hakon ham og gav ham sit navn; han voksede op til at blive den Hakon Jarl der en tid lang viste sig i stand til at fylde Haralds kongesæde.
I enheden mellem det fælles og det individuelle går også alle tanker om døden op. For Nordboerne var et navn, et ry nok til at tage al bitterhed af døden, fordi eftermælet var et virkeligt liv, et liv i frændernes fortsatte lykke og ære.
Der er kommet noget moderne over Nordboernes råb efter liv; vi føler en ny tid igennem det. Ordet ry har fået en åndig klang i vikingetiden, og det kan ikke nægtes, at eftermælet har købt sin skære glans på bekostning af indre, substantielt liv; det er steget så højt at det har revet de rødder over som gav det jordisk næring, og er nu henvist til at opholde sig ved ideelt rov. Og som det går overalt hvor en kultur begynder at lutre sine værdier til overåndelighed, endte idealerne i overspændthed og holdningsløshed: råbet (side 267) på ry bliver mere og mere anstrængt, som om den råbende skulde overdøve sig selv; den stakkel har hele sit jeg i hovedet, og kan derfor ikke føle på sig om han er mæt eller sulten. I stedet for den gamle tids æreshelte træder æresatleterne, der farer landet over for at søge berømmelse, og stønner af livslede når de ikke kan finde nogen at måle kræfter med. Vore tidlige forfædre havde ikke foregrebet moderne opdagelser om udødelighed i gode gerninger eller gode viser. De vilde sikkert have udtrykt sig i stærke »fuldbødes ord«, hvis man havde antydet for dem, at den rette, og eneste, udødelighed bestod i at folk talte om en når man var død, — hvis man da havde kunnet få dem til at fatte et så barokt indfald. Og vikingetidens mennesker er endnu ikke blevet så moderne, at de helt kan undvære håndgribeligheden. Det ry og den ære som skulde trøste en mand i døden måtte have tvingende magt ikke blot til at skabe sange, men til at skabe en efterfølger i hvem æren skinnede frem på ny. Et andet træk der hører vikingetiden til er den spirende bekymring for individuel genfødsel. I indledningen til Vatsdælasaga hører vi hvorledes den berømte Ingemundslægt blev grundlagt ved en sammensvejsning mellem en norsk slægt og den gotlandske kongeslægt, der hører hjemme længere øst på. Deraf kommer det at navnet Jøkul går i Vatsdøleslægten.
»For Nordboerne var et navn, et ry nok til at tage al bitterhed af døden, fordi eftermælet var et virkeligt liv, et liv i frændernes fortsatte lykke og ære.«
Den gamle Jøkuls opvækkelse i Ingemunds næstældste søn skal i følge sagaen være opfyldelse af en bøn og et løfte. Jøkul, den højættede stimand som Ketill Raums søn Torsten nedlægger, skænker sin banemand livet på betingelse af at denne ægter hans søster og genopliver navnet på en af sin æt, — »og deraf venter jeg mig velsignelse«. Jøkul er ikke tilfreds med den lod af liv han har haft, han vil leve mere. Samme motiv er anvendt i Svarfdæla, hvor Torolf, en brav yngling fra Naumedalen, som allerede på sit første vikingetog får bane, døende beder sin broder, Torsten, om at forplante hans navn over på efterkommerne: »Mit navn har kun levet en stakket stund, og så vil jeg blive glemt så snart du går bort; men jeg ser du vil øge ætten og blive en stor lykkemand. Jeg vilde at du lod en søn hedde Torolf, og alle de lykkeegenskaber (heillir) som jeg har haft, vil jeg give ham, da tror jeg mit navn skal leve så længe verden bebos«. Og Torsten svarer: »Det vil jeg gærne love dig, ti jeg venter det skal blive til ære for os, og god lykke vil følge dit navn så længe det går i ætten«. Han holder da også sit løfte, og den ny Torolf bliver lig sin frænde.
Svarfdælas fortælling om de to brødre er åbenbart den rene, konventionelle romanscene, og skudsmålet roman kan næppe heller de allerførste kapitler i Vatsdæla undgå, selv om der tydeligt nok under et novelletilsnit skjuler sig familiesagn. Men motivet bærer (side 268) sin værdi på panden, det er en literær forstening af tanker og ord som altid var mulige. Utvivlsomt sidder i Torolfs og Jøkuls længsel efter at vide sit navn og sin berømmelse genoprejst i lyset en egoistisk lidenskab, noget som kommer nær op til den angstfulde hungren efter en fremtid og et håb, som vi kender fra andre tider og steder. Men også på dette punkt mærker vi endnu det gamles magt til at bære og til at mildne hungerens gnaven. Deres livsbegær mættes ved forvisningen om at æren og lykken ikke skal komme til at ligge nede. De er fuldt ud tilfredse med at genopleve livet i en anden mand, og spørgsmålet om deres egen identitet kan slet ikke nå frem gennem de gamle forudsætningers masse. I Torolfs ord: »Ham [den tilkommende navne] vil jeg give al den lykke jeg har haft, og da tror jeg at mit navn vil leve så længe verden bebos«, har vi på en måde to forskellige tænkesæt lagt oven på hinanden, eller, nærmere sandheden: gamle forestillinger er stivnede til et mønster, ind i hvilket nyere tanker uvilkårligt føjer sig, når de kommer for at kræve udtryk.
Vil vi ret vurdere trygheden i Jøkuls eller Torolfs dødsro, kan vi sammenligne dem med senere livshigende sjæle. I moderne tiders folketro ser vi konsekvensen af genfødelsestanken gennemført med den følgestrænghed som karakteriserer enhver konsekvens, når den er bleven frigjort for halvdelen af sine egne forudsætninger. Der trænger de afdødes griskhed efter igen at slippe ind i de levendes liv – blive »rejst op«, som udtrykket lyder i Norge – sig hårdt, ja brutalt frem. Lokkende og truende kommer forfædrene i drømme til husmoderen når hun går med forventninger, indprænter hende deres betydning og deres magt, og lader hende forstå, at hvor hverken lokken eller truen finder adgang, der kan hævnen finde vej. Hvor nær end en Torolfs eller en Jøkuls længsel efter at vide navn og berømmelse sikret kommer denne egoistiske lidenskab, ligger der dog en dyb kløft mellem dem og deres efterkommere. Den utilfredse døende talte dengang om genfødelsen mere som en materialisering af eftermælet end som sin egen begyndelse på ny. Nu er der foregået en hel omvurdering i livsbegreberne: siden dødningene har deres centrum i sig selv, er i virkeligheden deres berettigelse til nyt liv gået tabt, og deres eneste håb er det de kan true sig til.
Udødelighed består i at forblive i lykken og æren og vide den sikret; lad tanken på egen velfærd rejse sig så stærkt den vil, – og utvivlsomt kan den stige til en patos der i kraft ikke giver Torolfs og Jøkuls lidenskab noget efter, – den kan ikke tage form af et: hvad skal der blive af mig? Så længe livet er uadskilleligt knyttet til en helhed, så at den enkelte slet ikke kan existere som enkelt, mangler den brod som skulde sætte tanken på egen inkarnation i bevægelse. Den døde så vel som den levende frænde lever i sine (side 269) ætfæller: han tænker deres tanker og deres ære, han vil deres vilje, han føler deres følelser, han er deres krop. Han gennemvarmes af den hjærtekvægende ære som han selv lagde grunden til og som andre holder ved live, han mætter sig af lykken, og han handler med, virker og råder. Og dermed er dilemmaet: at være eller ikke-være, udelukket på forhånd.
Men når så manden har fået forvisning om at hans lykke og ære er trygt forvaret, og han har lukket øjnene, begiver han sig til det sted hvor hans slægt opholder sig, – han »drager hen for at se til sine frænder«, som Egil siger om sin søn, – og der ankommer han i sin hele, fulde person med legeme og sjæl og fuld udrustning. Ikke som en ånd, der har lagt sit futteral til side og tænderklaprende lister ned ad Helvejen, men som et menneske, med menneskenatur. Hele manden fortsætter ganske simpelt sit liv, under noget andre vilkår, men stadig i lykke, sandsynligvis lidt ringere end før, måske også i visse henseender lidt kraftigere. Han rider sin Hest og bærer sit sværd, som han lader blinke på våbentinget hvor de døde samles, og til sin rastløse færden behøver han en solid udrustning, et godt smedet og godt syet våben, der falder bekvemt i hånden, sådan som han er vant til. Han er en massiv person, til at tage og føle på og til at kæmpe med. Vi skal ganske vist ikke helt karakterisere ham ud fra de komisk-gyselige gengangere som rumsterer i en del islandske sagaer, karle der vrider halsen om på folk, eller måske endogså løber rundt med deres eget hoved i hånden og bruger det til at banke på døre og på fjender med. Noget må man holde disse højboer til gode; deres egenskaber er tilpassede efter det literære milieu som de er sluppet ind i, idet de har måttet indrette deres genfødsel væsentlig på at gå igen fra det ene kapitel til det andet, og fra det ene digterværk til det andet, og har måttet udvikle deres korporlighed ensidigt på at hjælpe helten til spændende situationer. Men svagheden ved dem er endda ikke den, at de er for håndgribelige, heller ikke egentlig den, at de er overdrivelser; de adskiller sig fra deres forgængere deri at de har mistet noget. Hvis man kunde gøre dem hele, både legemligt og sjæleligt, så vilde øjeblikkelig deres fremtræden få den rette form. På grund af tidernes og tankernes omskiftelse er dødningene blevet forudbestemte til karikaturer, derved at den ene side af deres væsen – deres ihærdighed i at stampe omkring efter døden og tage sig noget for – bliver stående uforandret, medens selve menneskeligheden, det at være vågen for og bestemt af det aktuelle, visner i dem. Men indirekte åbenbarer de dog noget af den gamle dødnings natur: denne Glam, der rider hustaget så at det brager i alle bjælker, og er ved at knække arme og ben på Grettir, denne Torolf Bøgefod, der løber efter hyrderne (side 270) og slår dem blå over hele kroppen, har ikke megen realitet i sig, men de har en virkelighed bag sig; de nedstammer fra håndgribelige hedengangne, som meget vel kunde tage et brydetag med levende, og som måske ikke gav sig førend deres rygrad var knækket eller deres hoved hugget af.
»Men når så manden har fået forvisning om at hans lykke og ære er trygt forvaret,
og han har lukket øjnene, begiver han sig til det sted hvor hans slægt opholder sig, – han »drager hen for at se
til sine frænder«, som Egil siger om sin søn, – og der ankommer han i sin hele, fulde person med legeme og sjæl og fuld udrustning.«
En enkelt gang – i historien om Hermod – hedder det at de døde træder ganske anderledes let på Helbroen end de levende; men den iagttagelse har vistnok kun en relativ gyldighed. Efter de levendes erfaringer i underverdenen at dømme, var både veje og broer bravt solide, åbenbart beregnede på et fast fodslag, til forskel fra de rigtige åndelande, hvor alting bæver. Digteren af Eiriksmål opnår sin indgangseffekt ved fuldt lovlige midler, når han lader Odin fare op af søvne ved Erik Blodøkses og hans følges drabelige trin: »Hvad er det for drømme? Det var mig som i morgendæmringen, at jeg gjorde plads i Valhal for våbendøde skarer; jeg vækkede ejnherjerne, bad dem stå op, brede halm på bænkene og skylle ølkarrene; valkyrjerne skulde bære vin om, som var det en konge der kom.« Drømmen var ikke et gækkeri, det kan han mærke på at den har varmet hans hjærte, og han råber ud: »Hvad runger der, Brage, som om en mængde på tusind eller større rørte sig fremad?« »Væggene brager fra gavl til gavl,« lyder svaret, »som om Balder kom tilbage til Odins sal.«
I versene om den døde Helge der besøges i sin høj af Sigrun, har vikingetidens forestillinger om dødningenes realitet fået sit ideelle udtryk. Sigruns trælkvinde gik en aften forbi Helges høj, og så Helge ride til højen med mange mænd. Hun mældte sit syn til Sigrun. Sigrun gik i højen til Helge: »Ulivskonge, et kys først, inden du kaster blodig brynje. Håret bovner af rim på dig, Helge. Gennemblødt er du af bloddug. Klamkolde er dine hænder. Sig mig hvad jeg skal gøre.« – »Nu lader vi drikken smage, om jeg så er dreven fra lyst og land, og ingen synge klagesang, selv om sårene lyser røde på brystet af mig; nu er kvinden kommen – lukkede døren efter sig – i høj til mig dødning.« – »Her har jeg redt leje, Helge, kummerløst: jeg vil sove dig i favnen, så villig som da du var levende.«
Denne Helge og denne Sigrun personificerer, i poetisk forklarelse, vikingetidens tanker om forholdet mellem død og liv. Som Helge tænkte man sig de døde, og som Sigrun forholdt man sig praktisk overfor dem, selv om naturligvis kun undtagelserne følte sig kaldede til at gå i seng hos dem. Alt hvad de to siger til hinanden er gennempræget af den romantiske, alt andet end højgermanske kærlighedsømhed der bringer dem sammen. Det er, om man så vil, en ny følelse som giver ordene farve, men det der giver dem liv og som forlener skildringen af de tos møde med dens naturlighed og lige- (side 271) fremhed, det er digterens ureflekterede forestillinger om de døde. Der er intet i disse vers som tyder på at han udvortes repeterer en literær lektie, sådan som sagafortællerne ofte nok gribes i.
Manden forblev den han var i skikkelse – måske en del reduceret, men ikke forandret. Og på samme måde måtte han naturligvis bevare sin sjælsfriskhed, så sandt han da var en ærlig dødning; han blev sig selv lig, med samme fulde ære, samme fordomme, samme familiestolthed og samme familieensidighed, så vel som samme respekt for livets realiteter, – som Eyrbyggjas forfatter endnu forstår, da han lader de druknede, hjemsøgende dødninge een for een rejse sig fra det varme sæde ved ilden og vandre ud i kulden, så snart stævningen for uretmæssig indtrængen i huset er fuldført og dommen er falden imod dem. — Den døde bevarede sin troskab mod hjemmet og sin interesse for alt hvad der foregik på gården. Ganske naturligt valgte han sig derfor en god boplads med vidt og frit udsyn over egnen og sit hjem. Eller han kunde ønske at få plads så nær gården som muligt, for at han stedse kunde sysle med sine vante arbejder. Torkel Farserk var en meget kraftig mand både af ånd og legeme; han var fulgt med Erik Røde til Grønland, og han var engang da Erik besøgte ham på hans gård og der ikke var nogen sødygtig båd hjemme, svømmet ud til øen i fjorden for at hente en bede til slagtning. Intet under at han fredeligt gik omkring på sin gård efter døden og tog sig nyttigt for.
Et godt billede af dødningens enhed med sin fortid får vi i humoreskens ensidige, men klare lys, når der i Grettis saga fortælles om Kår den Gamles foretagsomhed efter døden: Han boede i en solid, bjælkestivet høj, og fra den førte han den lille krig med bønderne i omegnen, så at han i fællig med sin levende søn, Torfin, udvidede familieejendommen fra en enkelt gård til at omfatte hele øen Haramsø ved Søndmøre. Naturligvis led ingen af de bønder som Torfin holdt sin hånd over, nogen som helst skade. Kår drev altså ren familiepolitik, blot med de højere midler som nu stod til hans rådighed.
Og det der var frimandens adelsmærke, hans »glæde«, fulgte med lykken over i den højere tilværelse. Man kunde høre dødningen kvæde ud fra sit kammer eller sit skib om sin velstand og sit eftermæle, i vers som det der vides at være sunget af højboen Asmund på Langaholt. Denne anseelige mand var bleven begravet i sit skib, og de efterlevende havde med viselig omsorg givet ham en hengiven træl med i højen; men da selskabet blot var ham til lede, bad han om at få denne klynker taget ud. Og så hørte man ham kvæde med livets stolte hoveren: Nu bemander jeg ene skibet, bedre huer den kampvante at have plads end at trænges af usselt følge. Jeg styrer mit fartøj, og dette vil længe mindes blandt folk.
|
