Werner H. F. Abrahamson biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Werner Hans Frederik Abrahamson
(1744-1812)
Abrahamson, Werner Hans Frederik, 1744-1812, Officer og Forfatter, født i Byen Slesvig 10, April 1744 og Søn af Kapitajn i slesvig-holstenske nationale Infanteriregiment Johan Benjamin A. og Louise Juliane f. Rhewald. Han viste sig tidlig begavet og lærenem, men Forældrene havde Uvilje mod offentlig Skolegang, og han maatte derfor i flere Aar lade sig nøje med en tarvelig Undervisning i det fattige Hjem. Ved Faderens Død 1757 kom han dog ind paa Landkadetakademiet i Kjøbenhavn, og her begyndte først hans egentlige Uddannelse. Til en Begyndelse saa det imidlertid sort ud, thi Akademiet var i en yderst slet Forfatning, baade med Hensyn til Undervisningen, der gaves, og til hele den Tone, som herskede der. Disciplinen var daarlig og Raahed det mest fremherskende Træk hos Eleverne. A. har selv givet en Fremstilling af Tilstandene paa Akademiet, en Skildring, der er ligefrem gruopvækkende. Tyskeriet sad i Højsædet, – det var forbudt Kadetterne at tale Dansk, de maatte stjæle sig til at læse danske Bøger, og den eneste Øvelse, der gaves i Modersmaalet, var den, at et Hold Kadetter hver Søndag beordredes til at overvære dansk Gudstjeneste. Heldigvis faldt det i A.’s Lod at opleve den grundige og ypperlige Reform, som Akademiet gjennemgik under den højtfortjente Oberst, senere Generallieutenant, Henrik Gude, over hvem A. taknemmelig har rejst et smukt Monument i et Mindeskrift. 1762 blev han Fændrik i slesvigske gevorbne Infanteriregiment og næste Aar Sekondlieutenant og overgik derefter 1768 til Artillerikorpset. 1771 blev han ansat som Lærer i Sprog og Geografi ved den ny oprettede Artilleriskole, der var den første Begyndelse til en højere Undervisning for Officerer og navnlig skyldtes General Huths Bestræbelser. A. underviste paa Dansk, og det var første Gang i Militæretatens Historie, at danske Officerer eller Officersæmner undervistes paa Modersmaalet. 1780 blev han tillige knyttet til Landkadetakademiet som Lærer i de skjønne Videnskaber. 1773 var han bleven Premierlieutenant, 1786 Kapitajn, men paa Grund af sin Helbredstilstand fik han næste Aar Afsked af Militærtjenesten med Bibehold af sin fulde Gage, og han vedblev at fungere som Lærer ved begge Undervisningsanstalterne, ved Artilleriskolen indtil 1806, ved Akademiet, hvis Inspektør han var bleven 1799, indtil 1810. Haand i Haand med den nidkjære og frugtbringende Virksomhed, A. udfoldede som militær Lærer i den betydningsfulde Periode, hvor Overgangen fra en fremmed til en virkelig national Landhær under Kronprins Frederiks Ledelse forberedtes og fuldbyrdedes, paa det nøjeste knyttet hertil og med om muligt endnu større Krav paa at mindes af en taknemmelig Efterslægt gaar A.’s ivrige Bestræbelser for Danskhedens Befrielse overhovedet fra det tyske Element. Dette er saa meget mærkeligere, som hans Barndomshjem var tysk. Han kunde selv ikke et dansk Ord, da han kom ind paa Landkadetakademiet, og dog havde han efter knap to Aars Forløb opnaaet et saa stort Herredømme over det danske Sprog, at han ved en Præmieæskning kunde besvare den stillede Opgave paa Dansk i velbyggede, rimfri Jamber, et i lige Grad talende Vidnesbyrd om hans Energi, Begavelse og tidlig vakte Kjærlighed til det danske Sprog. Denne hans nationale Vækkelse fik en mægtig Impuls og kan betragtes som fuldført, da han 1773 lærte at kjende de Skatte, der skjulte sig i de islandske Sagaer, hvilke han med sit Sprogtalent snart lærte at læse i Grundsproget, og hvoraf han senere har oversat nogle, og han gaar nu med den største Iver til Studiet af vore Oldtidsminder, hvis Betydning han har fremhævet i flere Afhandlinger, samler i Forbindelse med Rahbek og Nyerup vore middelalderlige Folkeviser, der dog først udkom efter hans Død under Titel «Udvalgte danske Viser fra Middelalderen» (5 Bind, 1812-14) og deltager i Udgivelsen af populære danske Skrifter. Han var en fortrolig Ven og Beundrer af Digteren Ewald og en af de første, der forstod at vurdere dennes nationale Betydning. Tidlig vakt i religiøs Henseende stod han ogsaa i Venskabsforbindelse med Biskop Balle og var i Forening med denne og Ove Malling Sjælen i den Kommission, der foranstaltede Udgivelsen af «Evangelisk-christelig Psalmebog» (1793-98). Trykkefriheden havde i ham den ivrigste Forsvarer, men ligesom han ingensinde selv misbrugte den, saaledes havde han ogsaa Øje for, at den kunde være et tveægget Sværd, og han var den første, der offentlig udtalte, at Struensee ved dens Indførelse selv havde hvæsset Øxen i sine Fjenders Haand. I en af sine Fortællinger, «Tronfølgen i Gondar», fører han et velrettet Slag mod Datidens Smædeskrivere. Talrige ere i øvrigt de Bidrag, hvormed han ved sin store Flid, Alsidighed og Belæsthed saa sig i Stand til at berige den danske Litteratur (se Nyerups «Lit.-Lexikon»), og bl. a. i «Minerva» (1785-1807) og «Borgervennen» (1796-1810), af hvilke Tidsskrifter han var en flittig Medarbejder, vil man saaledes finde Afhandlinger og Recensioner af ham over de forskjelligste Æmner. Som Kritiker gjør A. ikke Forsøg paa at glimre eller være overlegen. Satiren og Ironien ligge overhovedet ikke for ham, men han skriver med Alvor og Grundighed, og man mærker, at det er den ærlige, sandhedssøgende Mand, man har for sig. A. elskede Poesien og yndede fra Ungdommen af at udtrykke sine Tanker i bunden Stil. Om han end ligeledes i sine Digte behandler de mest forskjelligartede Ting, saa er dog ogsaa i disse Kjærligheden til Sproget og Fædrelandet Grundtonen. Nu til Dags vil der vel blive tillagt hans Poesier mindre Værd, men i hin Tid vakte mange af hans Selskabssange og patriotiske Digte stor Opsigt og levede længe paa Folkets Læber, og enkelte af dem ere endnu ikke glemte og ville bevare hans Navn, saaledes Visen: «Norma morum» («Min Søn, om du vil i Verden frem, saa buk») og Visen om Slaget paa Reden: «Vi alle dig elske, livsalige Fred».
A. indtog en høj Stilling blandt Frimurerne og var en elsket og agtet Personlighed. 28. April 1779 havde han ægtet Benedicte Rosine Marie Rothe (f. 24. April 1761 i Skjelskør, d. 17. Marts 1830), næstyngste Datter af Major og Amtsforvalter i Travendal Nicolai August R. og Hedevig Margrethe f. Bille. Han døde i Kjøbenhavn 22. Sept. 1812.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
Abrahamson, Werner Hans Frederik, dansk Militær og Forfatter, f. i Byen Slesvig 10. Apr. 1744, d. i Kbhvn 22. Septbr 1812. . . . . . Med sin glødende Kærlighed til alt Dansk har han, der var en udmærket og af Kadetterne meget afholdt Lærer, forstaaet at meddele sine Elever noget af sin Begejstring og gøre dem det forstaaeligt og naturligt, at der i et dansk Land taltes dansk Sprog. Denne hans Interesse for Sproget drev ham snart til at søge til Kilden, det oldnordiske, og han er den første, der 1773 publicerer en Oversættelse af en islandsk Saga (Gunnlaug Ormstunges), ligesom han paa en Maade er Rask’s Forgænger. . . . . . A. var endvidere Medlem af den kgl. Kommission til Bevaring af Oldsager i Danmark og Norge, der oprettedes 1807, og virkede med stor Iver for denne Sag, ligesom han var en af de første, der bragte Studiet af Runeindskrifter frem i Danmark. Som han var den første, der meddelte offentlig Undervisning i Dansk, har han ogsaa før nogen anden i den nyere Tid Øjet opladt for den litterære Skat, der ligger gemt i Landets Folkeviser, om end hans Tanke, at denne Digtart burde genoptages, næppe var realisabel; lige før sin Død lykkedes det ham, i Forening med Nyerup og Rahbek, at faa 5 Bd. »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen« udgivet.
Kilde: Uddrag af Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)
