Vis kilden til Hjarne og Fridlev

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hjarne og Fridlev]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Hjarne og Fridlev'''</big></center>



Da Frode var død, troede Danskerne fejlagtig, at Fridlev, der blev opfostret i Rusland, var død, og da Riget allerede syntes at vakle af Mangel paa en Arving og ikke syntes vedblivende at kunne holdes til Kongeslægtens Haand, tyktes det dem, at den var værdigst til Kongespiret, som til Frodes Forherligelse satte et Lovkvad som Indskrift paa hans endnu friske Grav og i et fagert Eftermæle overgav den døde Konges Ry til Efterkommerne. En Mand ved Navn Hjarne, som var saare forfaren i dansk Skjaldskab, digtede da for at sætte den berømmelige Mand et herligt Æreminde, og ogsaa ansporet af den store Pris, paa sin vante Vis et kunstløst Vers, der paa det nærmeste lød saalunde:

<blockquote>
Længe førte de
<br>Frode om Land,
<br>da Drotten dyre
<br>i Døden var daanet.
<br>Langt Liv ønsked
<br>hans Landsmænd Frode;
<br>her gjemmer Graven
<br>bag Grønsvær den gjæve.
</blockquote>

Da han havde kvædet dette Vers, lønnede Danskerne Skjalden med Kronen og gav saaledes Danmark for en Gravskrift, skjænkede hele det store Rige som Løn for at sætte nogle faa Bogstaver sammen; for saa godt Kjøb kom han til den store Pris. Denne overordentlig høje Løn for et lidet Kvad overgik endogsaa den navnkundige Digterløn, Cæsar gav; den guddommelige Julius nøjedes nemlig med at skjænke den, der havde beskrevet og forherliget hans Sejrvindinger over hele Jorden, en By, men her skjænkede Almuens ødsle Gavmildhed en Bonde et helt Rige; ja ikke engang Africanus kunde maale sig med Danskerne i Rundhaandethed, da han lønnede den, der havde bevaret Mindet om hans Bedrifter, thi han vejede blot den omhyggelig udarbejdede Bog op med Guld, men her skaffede nogle faa kunstløse Vers en Bonde Kongespiret.

I de samme Dage døde Erik, der var Høvidsmand i Sverige, af Sot. Da hans Søn Halfdan, som tog Styret i Faderens Sted, tabte Modet over de mange Anfald, tolv Brødre, der stammede fra Norge, gjorde paa hans Land, og ikke formaaede at straffe deres Voldsgjerninger, søgte han til Fridlev, som da opholdt sig i Rusland, i Haab om at faa Hjælp af ham. Han kom til ham med bønlige Lader, græd over, at han var slagen og knust af en udenlandsk Fjende, og klagede ynkelig over den Fortræd, der var gjort ham. Af ham fik Fridlev at vide, at hans Fader var død, og idet han opfyldte hans Bøn om Hjælp, drog han til Norge med Vaabenmagt. De før omtalte Brødre byggede paa den Tid, efter at deres Forbundsfæller havde svigtet dem, paa en ø, der var omflydt af den strideste Strøm, en saare høj Vold og udvidede ogsaa deres Forskansninger til den flade Slette, og stolende paa dette Tilflugtssted gjorde de jævnlig Udfald og hærjede Landsens Folk. De havde nemlig ogsaa bygget en Bro, ad hvilken de fra øen kunde komme over paa Fastlandet; den var gjort fast til Fæstningens Port, og de kunde med Tove styre den saaledes, at den drejede sig ligesom om et Hængsel og snart gav Overgang over Floden, snart, naar man hemmelig trak i Tovene, gik op og gjorde Tjeneste som Portfløj. Disse Mænd havde alle Mod i Brystet, var unge og stærke, smukke at se til og navnkundige for de Sejre, de havde vundet over Kæmper og Folkeslag, og havde fuldt op af Bytte. Jeg anfører nogle af deres Navne - de øvrige er i Tidens Løb gaaede i Glemme: Gerbjørn, Gunbjørn, Arnbjørn, Stenbjørn, Esbjørn, Thorbjørn og Bjørn. Den sidst nævnte skal have haft en udmærket skabt Hest, der var saa rap til at bruge Benene, at medens de andre ikke kunde svømme over Floden, banede den alene sig Vej gjennem de brusende Hvirvler uden at blive træt. Vandfaldet styrter nemlig saa hurtig og stejlt ned, at Kræfterne svigter Dyrene, naar de skal svømme der, saa de for det meste drukner. Det strømmer nemlig fra Bjærgenes højeste Toppe ned ad Skrænterne, tørner mod Klipperne, brydes og falder saa med vældig Brusen ned i Dalenes Dyb, og da det stadig stødes tilbage af Klipperne, der spærrer Vejen for det, beholder det bestandig samme Fart, saa i hele Kløftens Længde strømmer det over af hvidt Skum, idet Bølgerne alle Vegne piskes paa samme Maade. Men hvor det, efter at have væltet sig igjennem Snævringerne imellem Klipperne, vider sig ud og bliver roligere, danner det den nævnte ø af en Klippe, der ligger i Vejen for det. Paa begge Sider af øen skyder der en stejl Fjældkam ud bevoxet med mange Træer af alle Slags, der skjuler Floden, saa at den ikke kan ses i Frastand. Bjørn havde ogsaa en usædvanlig vild Hund, et skrækkelig glubsk Bæst, som det var farligt for Mennesker at være sammen med og som tit ganske alene havde taget Livet af tolv Mand, men da dette mere er noget, jeg har hørt, end noget, jeg virkelig ved Besked om, maa andre dømme om, hvor vidt det er sandt. Den skal, efter hvad jeg har hørt sige, i sin Tid have været Jætten Offots Yndlingshund og vogtet hans Kvæg paa Græsgangene.

Disse unge Mænd plejede nu at gjøre Røvertog i Omegnen og anrettede ofte stort Blodbad. I Steden for at føre et skikkeligt Levned plyndrede de Huse, slog Kvæg ned, røvede alt, gjorde stort Bytte, brændte Husene af, naar de havde plyndret dem, og myrdede Mænd og Kvinder i Flæng. Fridlev kom over dem, da de uforsigtig havde gjort et Udfald, og nødte dem alle til at fly til deres Fæstning; den overordentlig stærke Hest tog han, thi i Hastværket og Forskrækkelsen lod dens Herre den blive tilbage paa den anden Side af Floden for at komme hurtigere af Sted, han turde nemlig ikke tage den med over Broen. Fridlev gjorde nu vitterligt, at hvis nogen dræbte nogen af de tolv Brødre, vilde han veje Liget op med Guld. Tilskyndede af Haabet om denne Belønning, men dog ikke saa meget drevne af Havesyge som af Tapperhed, gik nogle af Kongens Kæmper lønlig til Fridlev og lovede at paatage sig denne Gjerning og enten at sætte Livet til eller bringe Røvernes afhuggede Hoveder. Fridlev roste dem for deres Tapperhed og for det Løfte, de gjorde ham, men bød dem vente og gik saa ved Nattetid ned til Floden med kun én Ledsager, han agtede nemlig ved sin Tapperhed at komme Hjælpen i Forkjøbet for ikke at faa Udseende af mere at maatte stole paa andres Kræfter end paa sine egne. Derpaa slog han sin Ledsager ihjel ved at kaste en Mængde Sten paa ham og kastede det afsjælede Legeme i Vandet efter at have givet det sine Klæder paa og selv iført sig den dræbtes, for at det, naar man saa' Liget, skulde tage sig ud, som om det var Kongen, der var omkommet. Han tappede ogsaa med Flid Blod af Hesten, hans Ledsager havde redet paa, og overstænkede den dermed, for at man, naar den vendte tilbage til Lejren, skulde tro, at han selv var bleven dræbt. Derpaa gav han sin Hest af Sporerne og drev den midt ud i Hvirvlerne, og da han var kommen over Floden, steg han af den og søgte ved Hjælp af Stiger at komme over Volden, der skjærmede Fæstningen. Da han var naaet op til Toppen og kunde faa fat i Brystværnet med Hænderne, steg han sagte over det, og uden at de, som holdt Vagt, mærkede det, listede han sig paa Taaspidserne stille hen til Huset, hvor Røverne sad og holdt Maaltid. Da han var naaet frem til Hallen, tog han Stade under Bislaget, der ragede frem over Døren. Stolende paa deres Fæstnings Styrke følte de Unge Mennesker sig saa trygge, at de fik Lyst til at tage sig en Rus, thi de troede, at den stride Strøm gjorde den helt utilgængelig, da man hverken syntes at kunne svømme over den eller sætte over med Baade, og det heller ingen Steder var muligt at vade over. Bjørn fortalte nu, opfyldt af Drikkelagets Lystighed, at han i Drømme havde set et Dyr komme op af Vandet og spy uhyggelige Flammer ud af Munden, saa at alt blev hyllet i Ild; de burde derfor ransage hver en Krog paa øen, sagde han, og ikke stole saa stærkt paa Stedets Sikkerhed, at de ved at føle sig alt for trygge uforvarende gik deres Undergang i Møde. Ingen Fægstning var saa stærk blot ved sin Beliggenhed, at det naturlige Værn var tilstrækkeligt, naar Mennesker ikke hjalp til. De skulde tage sig meget i Vare for, at den Advarsel, hans Drøm havde givet, ikke skulde gaa i Opfyldelse og blive efterfulgt af en endnu sørgeligere Ulykke. De gik da alle ud af Fæstningen og ransagede omhyggelig øen i hele dens Omkreds, og da de fandt Hesten, sluttede de, at Fridlev var druknet i Floden; de førte med Glæde Hesten inden for Porten, som om den bragte Bud om Kongens Død, thi de troede, at den havde kastet sin Rytter af og var svømmet over. Bjørn, som endnu havde Skræk i Blodet ved Tanken om den Drøm, han havde haft om Natten, opfordrede dem imidlertid til at holde Vagt, eftersom de endnu ikke syntes med Sikkerhed at kunne opgive deres Mistanke om, at der var Fare paa Færde. Derpaa gik han ind i sit Sovekammer for at lægge sig til Ro, men Mindet om hans Drøm rugede stadig dybt i hans Sjæl. Imidlertid var den Hest, som Fridlev, for at faa Folk til at tro, at han var død, havde besprængt med Blod, som han dog kun havde taget lige under Huden, blodbestænket sprængt ind i hans Krigsfolks Lejr. De gik strax ned til Floden, og da de fandt Trællens Lig med de fine Klæder paa, troede de, at det var Kongens, som den brusende Hvirvel havde ført ind til Bredden; hvad der især bidrog til denne Fejltagelse, var, at det forslaaede Legeme var opsvulmet, Huden flaaet og stødt af Stenene og Trækkene i det blege og blodløse Ansigt ganske udviskede. Harmfulde herover gik nu de Kæmper, som nylig havde lovet Fridlev at paatage sig at ombringe Røverne, helt ned til den paa Grund af sin stride Strøm saa farlige Flod, for at det ikke skulde faa Udseende af, at de besudlede den Hæder, de havde vundet ved at aflægge deres Løfte, ved fejgt at undlade at holde det. De andre fulgte deres modige Forbillede og gik lige saa ivrige ned til Floden rede til at finde sig i det værste, i Fald de ikke fik hævnet deres Konge. Da Fridlev saa' dem, skyndte han sig at hisse Broen over til Fastlandet ned, og da han havde faaet Kæmperne over til sig, dræbte han ved første Angreb dem, der holdt Vagt. Derpaa angreb han ogsaa de andre og fældede dem den ene efter den anden med Undtagelse af Bjørn, som han, da han ved omhyggelig Pleje var bleven helbredet for sine Saar, imod helligt Løfte gjorde til sin Stalbroder, thi det tyktes ham bedre at nyde godt af hans Hjælp end at brovte af hans Død. Han sagde ogsaa, at det var skammeligt, at en saadan Tapperhedens Blomst skulde brydes i sin fejreste Vaar og dø en alt for tidlig Død.

Da Danskerne, som tidligere havde faaet falske Tidender om, at Fridlev var død, nu erfor, at han var undervejs, sendte de Folk ud for at hente ham hjem og bød Hjarne opgive Herredømmet, som han formentlig kun udøvede foreløbig og som Stedfortræder. Men han kunde ikke faa sig til at give Afkald paa saa stor en Værdighed og foretrak at ofre Livet for Æren frem for at trække sig tilbage til Menigmands dunkle Kaar. Han besluttede derfor at forsvare sin nuværende Stilling med Vaabenmagt for ikke berøvet sin kongelige Værdighed at blive nødt til at gjenoptage den Lod, Skæbnen tidligere havde tildelt ham. Saaledes blev Landet splittet og bragt i Røre af en Opstands voldsomme Rystelser. Nogle stod nemlig paa Hjarnes Side, andre erkjendte paa Grund af Frodes udmærkede Fortjenester Fridlevs Ret, og Menigmand vidste ikke, hvad han skulde bestemme sig for, idet nogle ærbødig bøjede sig for det bestaaende, andre for Mindet om Fortiden. Men Hensynet til Frodes Minde fik dog Overvægten, og dets Herlighed skaffede Fridlev mest Gunst; thi de fleste af dem, der saa' dybere i Tingene, mente, at den bondefødte Mand burde fjernes fra Tronen, eftersom han uden Fødselsret kun ved Lykkens Gunst var naaet til en Højhed, han ikke havde kunnet gjøre sig Haab om, og for at ikke den, som beklædte den med Urette, skulde stænge den retmæssige Arving til Værdigheden ude. Men Fridlev bød de Danskes Sendemænd vende tilbage og opfordre Hjarne til enten at afstaa Riget eller holde Slag med ham. Det tyktes Hjarne tungere end Døden at sætte Lysten til Livet over Æren og at søge Sikkerhed paa Hæderens Bekostning; han holdt derfor Slag med Fridlev, men blev fuldstændig slagen og flygtede til Jylland, og efter atter at have samlet en Skare Krigsfolk angreb han paa ny Sejrherren, men hans Mænd blev alle fældede, og han flyede ganske ene, som den ø, der har faaet Navn efter ham, bærer Vidne om. Da han nu skjønnede, at Lykken ikke altid svarer til Kækheden, og efter det dobbelte Nederlag, han havde lidt, saa' sig berøvet næsten alle sine Tropper, slog han sig paa Svig og drog til Fridlev, efter at have gjort sit Ansigt ukjendeligt, i den Hensigt at vinde hans Fortrolighed og saa søge Lejlighed til at dræbe ham. Kongen tog imod ham, og i nogen Tid skjulte han sit Forsæt under Trælledonts Skin, thi han udgav sig for at være Saltsyder og gjorde det laveste Arbejde sammen med de Trælle, der var sat til de smudsigste Sysler; han var ogsaa altid den sidste til at sætte sig til Bords og vilde aldrig bade sig, for at ikke hans mange Ar skulde røbe ham, naar han viste sig nøgen. Da Kongen for at berolige den Mistanke, han havde fattet til ham, tvang ham til at gaa i Bad og kjendte sin Fjende paa Arrene, sagde han: "Sig mig, du skjændige Røver, hvorledes vilde du have handlet med mig, dersom du klarlig var kommen paa det rene med, at jeg stræbte dig efter Livet?" Hertil svarede den bestyrtede Hjarne: "Naar jeg havde grebet dig, vilde jeg have æsket dig til Tvekamp, for at du kunde faa bedre Lejlighed til at gjøre Beskyldningen til intet". Fridlev tog ham strax paa Ordet, æskede ham til Tvekamp, fældede ham og begrov Liget i en Høj, der bærer den faldnes Navn.

Kort efter opfordrede Fridlevs Mænd ham til at tænke paa at indgaa Ægteskab for at faa Afkom, men han holdt det for bedst at forblive i ugift Stand og anførte som Vidnesbyrd derfor sin Fader Frode, hvis Hustru ved sin Letsindighed havde paaført ham saa stor Vanære. Til sidst gav han dog efter for alles vedholdende Bønner og skred til at skikke Sendemænd til Kong Amund af Norge for at bejle til hans Datter. En af dem, Frok hed han, omkom undervejs i Bølgerne, og ved hans Død skete der et sælsomt Vidunder, thi da Bølgerne slog sammen over ham, vældede der Blod op fra Dybet og lagde en usædvanlig rød Farve over hele Havets Overflade, saaledes at den efter kort forinden at have været hvid af Skummet, som Stormen piskede, nu svulmede med purpurrøde Bølger og saas antage en Farve, der stred imod dens Natur. Amund afslog uvægerlig Kongens Bejlen og behandlede Sendemændene paa en haanlig Maade, og Grunden dertil var, sagde han, den Underkuelse, hvormed Frode fordum saa haardt havde trykket Norge. Men Frogerd, saaledes hed Amunds Datter, tog ikke blot Hensyn til Fridlevs Herkomst, men ærede hans berømmelige Gjerninger og gav sig til at bebrejde sin Fader, at han lod haant om at tage en Mand til Svigersøn, som i alle Maader var en fuldkommen Ædling, hvem det ikke skortede paa Tapperhed og hvis Byrd var ulastelig. Hun tilføjede ogsaa, at det vidunderlige Udseende, Havet havde antaget, da Bølgerne pludselig forvandledes til Blod, tydede hun som et Varsel om Nederlag for Norge og Forjættelse om Sejr for Danmark. Da Fridlev nu søgte ved Udholdenhed at faa ham til at tage sit Afslag tilbage og atter skikkede Sendemænd derop for at bejle til hende, blev Amund vred over, at han haardnakket blev ved at bede om, hvad han en Gang havde sagt Nej til, og lod Sendemændene dræbe for ved denne Grumhed at lægge en Dæmper paa den frække Bejlers Iver. Da Rygtet om denne Overlast naaede Fridlev, tog han Halfdan og Bjørn med sig og sejlede til Norge. Amund rustede sit Lands Stridskræfter imod ham og sejlede ham i Møde med en Flaade. Fjorden, hvor de to Flaader mødtes, hedder Froksund. Her forlod Fridlev ved Nattetid sin Lejr for at spejde, og da han hørte en usædvanlig Lyd tæt ved sig som om der blev slaaet paa Kobber, standsede han og saa' op og hørte da tre Svaner synge over sit Hoved og kvæde følgende Kvad:

<blockquote>
Hedins Snekker
<br>Havet pløjer,
<br>brede Bove
<br>Braadsø bryder;
<br>Træl imedens
<br>tømmer Guldskaal,
<br>fraadser fro
<br>og fræk sig tér.
<br><br>Herrekaar
<br>det kaldes maa,
<br>naar Træl har Kongens
<br>Søn til Tjener.
<br>Sært kan Skæbnen
<br>skifte Lykken,
<br>Herrekaar
<br>med Trællekaar.
</blockquote>

Og efter at Fuglene havde kvædet det, faldt der et Bælte ned fraoven, hvorpaa der var ristet Runer, som tolkede Kvadets Mening. Det var nemlig saa, at Kongen i Thelemarken, som hed Hedin, havde en Søn, som en Jætte, der havde paataget sig menneskelig Skikkelse, havde røvet, medens han gik og legede; han satte ham til at ro og sejlede med sit Skib over til den anden Bred, just som Fridlev paa sin Spejderfærd kom forbi. Kongen kunde ikke finde sig i, at han lod den fangne Dreng trælle for sig, og hans Hu stod til at fratage Røveren hans Bytte. Drengen sagde til ham, at først og fremmest maatte han tale Jætten til med grove Ord, han vilde lettere faa Bugt med ham, hvis han først tirrede ham med Nidvers. Fridlev kvad da:

<blockquote>
Est du en Jætte,
<br>som ingen kan kue,
<br>du, som dit Hoved
<br>mod Himlen støder?
<br>Hvi svinger du da
<br>saa svagt et Sværd
<br>og løfter en Lanse
<br>saa let og lille?
<br><br>Snart skal jeg sløve
<br>dit svage Sværd,
<br>fejge Fæ,
<br>jeg fælder dig flux;
<br>du usle øg,
<br>som Mod ej ejer,
<br>for mig som skjælvende
<br>Skygge skal fly.
<br><br>Krop du har,
<br>men Kryster er du;
<br>lidet dit Mod
<br>dit Legem ligner.
<br>Hæder og Ære
<br>har du forlist,
<br>blandt gjæve Mænd
<br>du intet gjælder.
</blockquote>

Da han havde kvædet det, huggede han en Fod og en Haand af Jætten, drev ham paa Flugt og befriede Fangen. Derpaa gik han til Næsset, hvor Jætten havde sit Bo, og førte alt det Guld og Gods bort, som han havde i sin Hule. Glad over dette Bytte lod han den befriede Dreng ro sig over Havet og kvad gladelig dette Kvad:

<blockquote>
Amund, du sov,
<br>mens Sværd vi svang,
<br>fejg du var,
<br>mens Fjenden vi fælded.
<br>Trolden vi tæmmed
<br>og tog hans Guld;
<br>nu sæle vi sejle
<br>paa salten Vove.
<br><br>Glad lad os trække
<br>paa Aarerne, Gut,
<br>til Dagen rødmer
<br>de rørte Vande.
<br>Frogerd skal spørge,
<br>at Sejr vi fik,
<br>saa bliver hun Helten
<br>huld og god.
</blockquote>

Dagen efter fandt der et stort Sammenstød sted imellem Tropperne, og Fridlev holdt et stort og blodigt Slag med Amund, og det baade til Lands og til Vands, thi ikke blot var der opstillet Fylkinger i aaben Mark, men de angreb ogsaa hinanden med deres Krigsflaader. Kampen førtes med stor Blodsudgydelse, og da Bjørn saa', at hans Fylking begyndte at vige, løste han sin store Hund og pudsede den paa Fjenden for ved Hundebid at vinde den Sejr, han ikke kunde opnaa med Sværdet. Dette paaførte Fjenden et forsmædeligt Nederlag, thi en hel Fylking tog Flugten, da Hunden angreb den med Tænderne. Det er ikke let at sige, om de havde mest Skam eller Skade af den Flugt, thi Nordmændenes Konge maatte jo skamme sig over sin Hær, eftersom Fjenden kunde gjøre det af med den ved Hjælp af et Dyr, og man kan ikke lægge Fridlev til Last, at han for at bøde paa sine Krigeres svigtende Tapperhed tog en Hund til Hjælp. I det Slag faldt Amund. Hans Tjener An med tilnavnet Bueskytte æskede Fridlev til Tvekamp, men Bjørn, der jo var af ringere Byrd end Kongen, vilde ikke, at denne skulde kæmpe med en ufrels Mand, og æskede derfor selv An til Kamp. Da Bjørn havde spændt sin Bue og lagde en Pil paa Strængen, gjennemborede en Pil, som An udskjød, Enden af Buestrængen; strax efter fulgte en anden Pil, der gjennemborede hans Knoer, og saa en tredje, der borede sig ind i Pilen, der laa paa Strængen. An, som var overmaae dygtig til at skyde med Bue paa langt Hold, havde nemlig med Vilje blot beskadiget sin Fjendes Vaaben for at vise ham, at han kunde handle ligesaa med ham selv og derved faa ham til at opgive sit Forsæt. Bjørn tabte imidlertid ingenlunde derfor Modet, Han lod haant om al Legemsfare og tog Kampen op med uforfærdet Mod og uden at fortrække en Mine og syntes hverken at give An noget efter i Færdighed eller at have mistet noget af sit sædvanlige Mod. Han lod sig i ingen Maade rokke fra sit Forsæt og gav sig uforfærdet i Kamp med sin Fjende. Da de begge gik saarede ud af den, holdt de senere med lige stor Attraa efter Berømmelse en anden, ligeledes paa Agdarnæs.

Da Amund var falden, og Fridlev saaledes var bleven befriet for sin værste Fjende og havde opnaaet en dyb og tryg Fred, bøjede han sit barske Sind til Elskov, og efter at have vendt sine Tanker did rustede han en Flaade for at vinde den Brud, der fordum var bleven ham nægtet. Omsider gav han sig ud paa Færden, men flaaden blev overfalden af Vindstille, og han brød derfor ind i Bygderne for at søge Levnedsmidler. Dér tog en Mand ved Navn Grubbe gjæstfrit imod ham, og hans Datter tog han til Slegfred og avlede med hende en Søn, der blev kaldt Olaf. Da der var gaaet en Stund, fik han Frogerd til Ægte. Da han sejlede hjem igjen til Danmark, havde han kun en lidet heldig Rejse og blev dreven ind til Kysten af en ukjendt ø. Her aabenbarede en Mand sig for ham i Drømme og opfordrede ham til at hæve en Skat, der var gravet ned i Jorden, og angribe Dragen, der vogtede den; for at skjærme sig imod dens Edder skulde han hylle sig i en Oxehud og værge sig imod Tændernes giftige Bid med et Skjold, der var overtrukket med Skind. For at prøve, om dette Drømmesyn havde talt sandt, angreb han Dragen, da den kom op af Vandet, og kastede længe forgjæves Spyd mod dens skjællede Side, thi Spydene prellede af imod den haarde Skal, der dækkede dens Legem. Men Dragen snoede sig mangefold, rykkede Træerne, den slog sin bugtede Hale om, op med Rode og hulede ved sine mange Vridninger Jorden helt ned til den faste Klippe, saa der paa begge Sider blev Banker, ligesom man paa sine Steder ser to Høje lige over for hinanden med en Dal imellem. Da Fridlev nu skjønnede, at den øverste Del af Utyskets Krop ikke var til at faa Bugt med, gik han løs paa den underste og borede Sværdet ind i Lysken, saa Edderen væltede ud af Udyret, der vred sig i Dødskamp. Da Dragen var død, grov han Skatten op af dens underjordiske Bo og lod den føre bort paa sine Skibe.

Ved Nytaarstid fik Fridlev, skjønt det holdt haardt, stiftet Forsoning imellem Bjørn og An, der gjentagne Gange havde holdt Tvekamp, og fik dem til at slutte Venskab i Steden for at hade hinanden. Han betroede dem ogsaa sin tre Aar gamle Søn Olaf til Opfostring. Han gjorde An til sin Hirdmand og gav ham sin Slegfred Juride, Olafs Moder, til Ægte, idet han mente, at hun roligere vilde finde sig i, at han forskjød hende, naar hun blev gift med saadan en Kæmpe og kom til at hvile i hans kraftige Arm i Steden for i Kongens.

Det var Skik i gamle Dage at adspørge Nornerne om, hvilken Skæbne der var beskaaren Børnene. Fridlev vilde da ogsaa have at vide, hvad Lykke der ventede hans Søn Olaf, og efter højtidelig at have aflagt sine Løfter gik han ind i Gudernes Tempel for at bede. Da han saa' ind i Helligdommen, saa' han tre Møer sidde hver paa sin Stol. Den første af dem var mild af Sind og lovede Drengen Fagerhed og fuldt op af Yndest blandt Menneskene; den anden skjænkede ham som sin gode Gave en overordentlig Gavmildhed, men den tredje, der var mere ondsindet og misundelig, lod haant om sine Søstres enstemmige Godhed og var opsat paa at forringe deres Gaver, hvorfor hun føjede Nærighedens Lyde til Drengens øvrige Egenskaber, og idet de andre Velgjerninger saaledes skæmmedes ved denne usalige Lydes Gift, føjede det sig saa, at Olaf formedelst disse Gavers Forskjel fik et Tilnavn, der bar Vidne om, at hos ham var Gavmildhed parret med Karrighed. Saalunde gik det til, at denne Lyde, der knyttede sig til hans Velgjerninger, gjorde Skaar i den oprindelige Ædelmodigheds Liflighed.

Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igjennem Sverige, paatog han sig af sig selv en Sendefærd og skaffede Halfdan, der endnu var ugift, Hedins Datter, som han i sin Tid havde frelst fra et Uhyre, til Ægtefælle. Imidlertid havde hans Hustru Frogerd født Frode, som fik sit Tilnavn af sin overvættes Gavmildhed. Formedelst Mindet om den Lykke, der havde hersket under hans Bedstefader, hvem hans Navn mindede om, var Frode allerede fra Vuggen og sin spæde Barndom af saa elsket af alle, at han hverken fik Lov til at gaa eller staa paa Jorden, men stadig sad paa Skjødet af Folk og blev kysset og klappet og saaledes ikke blev givet en enkelt til Opfostring, men saa at sige opfostredes af alle i Fællesskab.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]