Gravhøiene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Adam Oehlenschläger (1779-1850)

Adam Oehlenschläger

Gravhøiene

Poetiske Skrifter, Bd. 20,
Kjöbenhavn, 1860

I Markens gamle siunkne Høie

Langt fra skyggefulde Skove;

Som nu Bønders travle Plove

Aarligt mere dybt nedpløie!

End I møde Skjaldens Øie,

Avle Billeder og Tanker

I hans Aand med eders Banker.

Saga! Tanken du forlyster

Her med dine runde Bryster.

Forskeren af dem faaer Die.

Skialden selv kan ikke tie,

Naar sig Oldtids Høi oplukker

Med de skiøre Askekrukker,

Rustne Spore, gyldne Penge,

Som har ligget der saalænge.

Paa andre Steder ei man finder

Nær saa hyppigt slige Minder,

Som paa Roeskild-Mark, den flakke,

Mellem Høets gule Stakke.

Norge skienker sielden Slette,

Hvor en Høi man kunde sætte,

Som i Flugten fængsled Blikket;

Thi den er kun lidet skikket

Til at stande ved en Klippe,

Øiet snart den vilde slippe,

For til Fieldet op at skue

Fra den lave Myretue.

O, men Marken her I Pryde,

Fladen yndigt I afbryde,

Lader os i Nutid finde

Gamle Nordens ældste Minde.

I vilde, stærke, grumme Slægter!

Skialden heller ikke negter:

Ædel er Fornuftens Lænke;

Vi kan bedre føle, tænke,

Ja — til daglig Brug — selv bedre

Handle med, end hine Fædre.

Men skiøndt Hønen nu og Hanen

Skaffer Æg og kildre Ganen

Med en lækker Ret i Gryden,

Tilberedt ved kunstig Syden,

Glædes vi dog ved at skue,

Hentet ned fra Himlens Bue

Ved et Skud — saa den blev stækket —

Ørnen med sin Vinge knækket.

Og udstoppet blot i Salen,

Skaffer den sig end i Dalen

Ærefrygt selv efter Døden,

Skiøndt den trælled ei for Føden;

Naar dens Næb, dens Kløer, dens Vinge,

Som for Intet kunde tvinge,

Vi forbausede betragte. —

Kongeørnen maa man agte,

Skiøndt den ikke kildrer Ganen,

Som Kapunen og Fasanen.

Saa far da vel, I kiære Bakker!

Farten nu mod Enden lakker,

Endt er snart den korte Reise,

Hisset Axels Taarne kneise.

Og jeg seer med sine Fløie

Paa den kiæreste blandt Høie

Fredriksberg mig atter vinke,

Kirkespiret gyldent blinke,

Hvor sig aabner Dødens Have

Med de lave Fredens Grave.

Der ei Thor paa Høien sidder

Ved en lystig Fugleqvidder,

Og ved Stierneglimt i Sneen.

Døden meied dem med Leen.

Veemodsfuldt paa Kirkestien

Atter lyder — Elegien.