Nibelungekvadet 3
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
8.
Sjælden græmmedes Herren tilforn af Hjertevé.
Da kom det ham for Øre, i Burgund var at se
saa yndig en Jomfru, en Fryd for alles Hu;
for hende vandt han siden baade Glæde og Gru.45.
9.
Hendes overvættes Skønhed spurgtes hid og did,
og hendes stolte Højsind til selvsamme Tid
berømmede hos Jomfruen mangen ædel Mand:
det kaldte mangen Kæmpe som Gæst til Gunthers Land.46.
10.
Hvor mange ædle Bejlere man end i Worms saa,
i Løn tænkte Krimhild dog ingen Sinde paa,
at hun skulde begære En til Hjertensven.
Den, hun skulde eje, var hende fremmed end.47.
11.
Raadte ham hans Maage og talrige Mænd,
dér nu hans Hjerte droges mod trofast Elskov hen,
at En skulde han fæste, af høj Byrd som han.
„Da vil jeg tage Krimhild", saa mælte han paa Stand.49.
12.
Det selvsamme Budskab Sigmund for Øre kom.
Hans Folk ham det sagde: da han erfor derom,
ham gik hans Barns Villie til Hjerte saare nær,
at han den fagre Jomfru ønsked til Hjertenskær.51.
13.
Det spurgte ogsaa Siglind, den ædle Konges Viv.
Hun kom i svarlig Vaande for sit kære Barns Liv,
al den Stund hun kendte Kong Gunther og hans Mænd.
Thi stræbte man at bringe ham fra hans Agt igen.52.
14.
„Min saare kære Fader", stærk Sigfred mælte saa,
„ædle Fruers Elskov af Hu vilde jeg slaa,
om ikke jeg tør følge mit Hjertes Attraa nu.
Hvad Nogen end mon sige, urokket er min Hu."53.
15.
„Og er du fast besluttet", Kong Sigmund mælte saa,
„da glæder mig for sanden, hvad nu du tænker paa,
og jeg vil dig bistaa det bedste, jeg formaar.
Dog findes stolte Helte i Drotten Gunthers Gaard.54.
16.
Og var end Kæmpen Hagen den eneste dér,
saa saare overmodig er denne Helts Færd,
at svart maatte jeg frygte, hvad os kan blive voldt,
ifald vi vilde bejle til denne Jomfru stolt."55.
17.
„Hvor kunde det os skræmme?" stærk Sigfred mælte saa.
„Hvad jeg med venlig Tale ej mægter dér at naa,
det maa jeg vel erhverve med Mod og stærken Hand.
Jeg tror, jeg kan ham aftvinge baade Folk og Land."56.
18.
Mælte da Fyrst Sigmund: „Mig ængster dine Ord.
Ifald nu denne Tidende ved Rhin man erfor,
da turde du aldrig ride til de Burgunders Land.
Gunther og Gernot dem kender jeg for sand.57.
19.
Den Jomfru evner Ingen at vinde sig med Magt,"
saa mælte Drotten Sigmund, „det er mig grant nok sagt.
Vil lige fuldt du ride- med Heltes Skare did,
om ellers vi har Venner, dem kalder fluks jeg hid."58.
20.
Mælte atter Sigfred: „Det er ikke min Agt,
at drage did til Rhinen, fulgt af væbnet Magt,
for med dens Hjælp at tvinge (det vilde gaa mig nær)
den saare fagre Jomfru ved nogen Ledingsfærd.59.
21.
Jeg trøster mig til at vinde hin Mø med egen Hand.
Selvtolvte vil jeg ride til Drotten Gunthers Land,
Dertil, Fader Sigmund, skal I staa mig bi."
Da fik hans Helte Graaværk og Maar at klædes i.60.
22.
Det stunded alt mod Rejsen til de Burgunders Land.
Da maatte svarligt ængstes mangen en Viv og Mand,
om vel de skulde komme tilbage nogen Dag.
Man læssed Dragt og Vaaben paa Pakhestes Bag.68.
23.
Kæmper følte Kummer, og mangen Jomfru græd.
I Hjertet forudaned de sagtens svar Fortræd,
at mange af deres Frænder fandt hist deres Død,
Med god Grund de klagede: det voldte deres Nød.71.
24.
Det var den syvende Morgen, dér de kække var
paa Strandbredden ved Worms. Al den Dragt, de bar,
den var af Guld det røde; et Ridetøj der hang
saa kostbart paa Heste, som skred i rolig Gang.75.
25.
Deres Skjolde de var brede, skinnende og ny,
og deres Hjelme lyste, dér i Gunthers By
Sigfred den kække til Hove red fuldtrøst.
Bedre Brynjer aldrig man saa om Heltes Bryst.73.
26.
Ned til Sporen rakte Odden af deres Sværd:
de udkaarne Helte førte skarpe Spær.
Sigfred bar en Lanse, var to Spand vel bred,
med sine skarpe Egge den saare grufuldt bed.74.
27.
De guldrøde Tømmer førte de i Haand,
og af den pure Silke var Hestenes Bringebaand.
Folkets Skare stirred overalt paa dem hen:
da ilte dem i Møde en Flok af Gunthers Mænd.75.
28.
Riddersmænd og Svende, stolte Kæmper, gik
de fremmede i Møde, som ret var og Skik;
de hilste dem Velkommen i deres Herres Land
og tog deres Heste og Skjolde dem af Hand.76.
29.
Hestene vilde de trække derfra og give Rast.
Den saare kække Sigfred, hvor mælte han i Hast
„Lad staa vore Heste: jeg og mine Mænd
vi har i Sinde snarligt at ride bort igen.77.
30.
Man skal ej dølge for mig, ifald Nogen ved,
hvor jeg kan finde Kongen, men sige mig Besked
Gunther den rige af de Burgunders Land."
Det kunde ham berette en rhinsk Riddersmand.78.
31.
„Ønsker I at finde Kongen, da kan det ske for vist.
Jeg har for nylig set ham i Borgsalen hist
sammen med hans Helte. Dér skal I gaa hen:
dér finder I ogsaa hans saare gæve Mænd."79.
32.
Imens var ogsaa Kongen det Bud bleven sagt,
at der var kommen Riddersmænd i statelig Pragt:
hvide Pansersærke og skønne Skrud de bar:
dog Ingen i Burgunden vidste, hvo de var.80.
33.
Da maatte Kongen undres, hvorfra de vel kom did,
de statelige Kæmper, i Vaabenklædning hvid
og med saa gode Skjolde, som ny og brede var.
Gunther var i Kvide, for Ingen gav ham Svar.81.
34.
Mælte da til Kongen af Metz Herr Ortvin
(han var saa rig og tapper en Riddersmand ved Rhin):
„Da vi ikke dem kender, saa kald for eder frem
min Morbroder Hagen: lad ham betragte dem.82.
35.
Han ved Besked med Rigerne og hvert et fremmed Land.
Kender han de Herrer, han siger det for sand."
Befol da Kongen hente ham selv og hans Mænd:
statelig blandt Kæmper han gik til Hove hen.85.
36.
Hvad Kongen vilde af ham, det spurgte Hagen ad.
„Ukendte Helte er komne til min Stad,
dem Ingen hos mig kender: har I set dem før,
det sige I mig, Hagen, sanddru som sig bør."84.
37.
„Det skal jeg", mælte Hagen: han til et Vindu gik,
Gæsterne i Gaarden han maalte med sit Blik.
Ham hued deres Vaaben og deres Klædnings Glans:
han saa, at Helteskaren var fremmed dér til Lands.85.
38.
Han mælte, hvorfra Kæmperne end red til Rhinen ud,
maatte de være Fyrster eller Fyrsters Bud.
„Deres Heste de er skønne, godt er selv de klædt:
hvorfra de saa end kommer, er de af fornem Æt."86.
39.
Saalunde mælte Hagen: „Det tør jeg sige vel,
om end jeg ingen Sinde har set Sigfred selv,
saa tror jeg fuldt og sikkert, ihvad han søger her,
at det er denne Kæmpe, som gaar saa herligt dér.87.
40.
Med ham spørges der Nyhed i Rhinkongens Land.
De kække Nibelunger dem vog Heltens Hand,
Schilbung og Nibelung, de Kongesønner rige.
Med svar Kraft han øved Bedrifter uden Lige.88*.
41.
Engang Helten ene og uden Bistand red,
foran et Bjerg han skued, af Rygtet jeg det ved,
ved Nibelungeskatten mange gæve Mænd:
de var tilforn ham ukendte, før han kom derhen.89*.
42.
Nibelungeskatten havde man netop bragt
ud af en Klippehule. Nu hør, hvad sært er sagt,
at Nibelungerne agted at dele Skatten dér.
Da saa Helten Sigfred med Undren deres Færd.90*.
43.
Schilbung og Nibelung Velkommen bød ham did.
De ædle unge Fyrster begærte da med Flid,
at han skulde dele Skatten, den gæve Helt, der kom.
Sit Tilsagn han gav dem, da begge bad derom.92*.
44.
Et Sværd, Nibelungs Værge, det gav de ham til Løn.
Kun stakket var den Glæde, de fik af deres Bøn
og af den Hjælp, dem yded Sigfred, Helten god.
Hans Hverv var ikke fuldent, før vredt var deres Mod.94*.
45.
De havde af deres Venner tolv Helte dér,
saa saare stærke Riser; hvad gavned det dem mer?
Dem vog snart i Vrede Helten Sigfreds Hand
og syv Hundred Kæmper af Nibelungeland.95*.
46.
Begge de rige Konger slog han derhos ihjel.
For Albrig kom han siden i stor Vaande selv.
Han var til Sinds at hævne sit Herskab paa ham,
til Sigfreds svare Styrke omsider han fornam.97*.
47.
Stand kunde ej holde mod ham den stærke Dverg.
De løb som vilde Løver hen til det hule Bjerg,
dér tvang han Dølgekappen af Dvergen Albrigs Hand.
Da blev Skattens Herre Sigfred, den vilde Mand.98*.
48.
De, som voved at kæmpe, laa slagne hver og En.
Da bød han føre Skatten, dertil var han ej sén,
did hvor Nibelungerne for nylig tog den fra.
Han satte stærken Albrig til Skatvogter da.99*.
49.
Tro vilde han tjene ham, det svor han ham med Ed,
og blev i alle Maader en Tjener velbered."
Saa mælte Hagen af Tronje. „Det er hans Helteværk:
ingen Sinde leved en Helt saa saare stærk.100*.
50.
Hvis vel vi ham hilser, vi bærer klogt os ad,
at ikke vi forskylder den unge Kæmpes Had.
Vi bør vinde hans Venskab, saalunde er mit Raad:
med Styrke har han øvet fuldmangen sælsom Daad."102.
51.
Mælte da Landets Konge: „Velkommen være han.
At han er kæk og ædel, det har jeg hørt for sand.
Thi skal i Worms ham gavne det Ry, han sig vandt."
Da gik den Herre Gunther, hvor Sigfred han fandt.103.
52.
Værten og hans Kæmper de hilste Gæsten saa,
at ærefuldere Velkomst kan ingen Kæmpe faa.
Thi bøjed sig og Sigfred for dem med høvisk Færd
til Tak for den Velkomst, ham vederfores dér.104.
53.
„Nu lyster mig at vide", mælte Kongen paa Stand,
„hvorfra, ædle Sigfred, I kommer til mit Land,
eller hvad I søger i Worms ved Rhinen her?"
Da svared Gæsten Kongen: „Det skal jeg sige jer.105.
54.
Den Tidende blev kundgjort mig i min Faders Land
(nu lyster mig at vide, om ogsaa den er sand),
at i jert Rige fandtes de ypperligste Mænd,
som nogen Konge ejer: derfor red jeg herhen.106.
55.
Jer selv hører jeg prise for Mod og Tapperhed,
at ingen kækkere Konge man finder noget Sted.
Det siger Folk om eder over alle Lande her:
nu vil jeg ikke hvile, før selv jeg det ser.107.
56.
Ogsaa jeg er en Kæmpe og burde være Drot.
Ifald det kunde siges, da tyktes det mig godt,
at jeg med Ret og Føje Folk og Land mig vandt:
derpaa skal min Ære og mit Hoved være Pant.108.
57.
Saa sandt I er saa tapper, som mig tilforn blev sagt,
saa faar Enhver nu glædes eller vredes ved min Agt
alt hvad I besidder, vil jeg aftvinge jer,
jert Land og jere Stæder skal tjene mig her."109.
58.
Paa Sværd raabte Ortvin af Metz saare gram:
at han var Hagens Søstersøn af Tronje, man fornam:
at denne tav saa længe, var Kongen svart imod.
Da vilde Gernot mægle, hin Ridder bold og god.118.
59.
Han mælte til Ortvin: „Dæmp jer vrede Hu.
Os har den Herre Sigfred dog Intet gjort endnu.
Jeg raader, at vi mindeligt skiller denne Tvist
og til Ven ham erhverver: det sømmer os for vist."119.
60.
Mælte stærken Hagen: „Vel harmes vi derved,
alle dine Helte, at denne Kæmpe red
til Rhinen for at stride. Det burde han ej gjort.
Ham havde mine Herrer ej voldt en saadan Tort."120.
61.
Dertil svared Sigfred, den kraftige Helt:
„Krænker det jer, Hagen, hvad her jeg har mælt,
da skal I faa at føle, min Haand er saare stærk,
og at den i Burgunden kan øve Helteværk."121.
62.
„Hvor sømmed os at strides?" Gernots Gensvar lød.
„Hvor mangen Helt end skulde i Kampen ligge død,
vi havde liden Ære, og I ringe Løn."
Dertil svared Sigfred, Drotten Sigmunds Søn:123.
63.
„Hvorfor tøver Hagen og Ortvin ligesaa,
i Stedet for med Frænder i Hast til Kamp at gaa,
af dem han har saa mange, rede til Heltedaad?"
De skulde ikkun tie, var Helten Gernots Raad.124.
64.
Mælte da Landets Herre: „Alt, jeg har af Magt,
begærer I det høvisk, jer være underlagt;
vort Liv og hele Eje, det dele I med os!"
Da mildnedes en Kende den Herre Sigfreds Trods.126.
65.
Man bød dem dernæst gemme alt Rejsetøjet hen.
Herberger søgtes nu og til Sigfreds Mænd,
de ypperste, der fandtes: man gav dem Ro og Mag.
Hin Gæst saa man gerne i Burgund fra denne Dag.127.
66.
I Kongsgaarden dreves der mangt et Ridderspil.
Dér var han stedse ypperst, ihvad man gav sig til:
Ingen var hans Lige: saa stor var hans Kraft,
om nu de kasted Stenen eller skød med Lanseskaft.129.
