Vis kilden til Anden Sang om Helge Hundingsbane

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsungakviða in forna]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det andre kvædet um Helge Hundingsbane]]!! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Anden Sang om Helge Hundingsbane]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Helge Hundingsbane]] !! 
|-
!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det gamle Volsungekvæde (H. H. II). (Vǫlsungakviþa en forna)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det gamle Kvad om Vølsungerne (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Det äldre kvädet om Helge Hundingsbane]] !! 
|-
!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kvadene om Helge Hundingsbane (JJA)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Helge Hundingsbane II (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Helge Hundingsbane (NFS)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Andet Kvad om Helge Hundingsbane (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Hälge Hundingsbane (PAG)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Qvädet II. om Helge Hundingsbana (AAA)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Völsunga-qvädet (AAA)]] !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Oldnordiske Gudesange]]'''</big><br>'''Den ældre Edda'''


Oversat af<br>'''[[H. G. Møller]]'''<br>Udgivet 1870


<big>'''Anden Sang om Helge Hundingsbane'''</big></center>


Kong Sigmund, Völsungs Sön, havde til Hustru Borghild af Brålund. De kaldte deres Sön Helge op efter Helge Hjörvardsson. Hagal var Helges Fosterfader. Hunding hed en rig Konge; efter ham har Hundland fået sit Navn. Han var en stor Kriger og havde mange Sönner, som vare på Hærtog. Der var Ufred og Fjendskab imellem Kong Hunding og Kong Sigmund, og de dræbte hinandens Slægtninge. Kong Sigmund og hans Ætmænd kaldtes Völsunger og Ylvinger. Helge drog hemmeligt som Spejder til Kong Hundings Hird. Dengang var Kong Hundings Sön Heming hjemme. Men da Helge drog bort, fik han fat på en Hyrde og sagde til ham:

<blockquote>
1.
<br>"Sig du til Heming,
<br>at Helge mindes
<br>den brynjeklædte,
<br>som Kæmper fælded.
<br>I ulvegrå Kofte
<br>var han derinde.
<br>Hunding mente,
<br>At Hamal det var."
</blockquote>

Hamal var en Sön af Hagal. Kong Hunding sendte Mænd til Hagal at lede efter Helge, og ikke kunde Helge undgå Faren anderledes end ved at tage en Trælkvindes Klædning på og gå hen at male. De ledte og fandt ikke Helge. Da sagde Blind, der kaldtes den snedige:

<blockquote>
2.
<br>"Hvasse Öjne
<br>har Hagals Terne;
<br>ej er det Karleæt,
<br>som ved Kværnen står:
<br>Stenene revne;
<br>i Møllen det ryster.
<br><br>3.
<br>Hård er den Lod,
<br>som Helten har fanget,
<br>Når Fyrsten skal male
<br>Byggryn på Mølle,
<br>For sådan Hånd
<br>bedre sig sömmer
<br>Sværdets Hjalte
<br>end Møllens Sving."
</blockquote>

Hagal svarede og sagde:

<blockquote>
4.
<br>"Ej er det Under,
<br>om Møllen brager ,
<br>når en kongelig Mø
<br>Kværnen drejer.
<br>Höjt over Sky
<br>svæved hun forhen,
<br>voved at kæmpe
<br>som Vikinger bolde.
<br>Så tog Helge
<br>hende til Fange.
<br>Søster hun er
<br>til Sigar og Högne.
<br>Bistre Öjne
<br>har Ylvingemø."
</blockquote>

Helge slap da bort derfra og fór i Leding med Hærskibe.
Han fældede Kong Hunding og kaldtes siden Helge Hundingsbane. Han lå med sin Hær i Brunavågerne og øvede der Strandhug; dér åd de råt Kød, Högne hed en Konge; hans Datter var Sigrun. Hun var en Valkyrje og red gennem Luft og Hav. Det var Svåva, som var genfødt. Sigrun red til Helges Skibe og kvad:

<blockquote>
5.
<br>"Hvo lader Skibe
<br>ved Stranden flyde?
<br>Hvor monne Heltene;
<br>Hjemstavn have?
<br>Hvad vente I på
<br>i Brunavåger?
<br>Hvorhen lyster jer
<br>Farten at vende?"
<br><br>Helge.
<br>6.
<br>"Hamal lader Skibe
<br>ved Stranden flyde.
<br>Hjemstavn eje
<br>vi på Hlesø;
<br>på Bør vi vente
<br>i Brunavåger;
<br>mod Øst os lyster
<br>vort Løb at vende."
<br><br>Sigrun.
<br>7.
<br>"Hvor har du, Høvding!
<br>leget Hilds Leg
<br>og fodret Guns
<br>Søstres Fugle?
<br>Hvi er din Brynje
<br>blodbestænket?
<br>Hvi æde hjelmklædte Kæmper
<br>Kødet råt?"
<br><br>Helge.
<br>8.
<br>"Det Arbejd havde nys
<br>Ylvingers Ætling
<br>vesten for Hav,
<br>- om dig lyster at vide -,
<br>at jeg Bjørne fanged
<br>i Bragalund
<br>og med Sværdsodd mætted
<br>Örnenes Slægt.
<br><br>9.
<br>Nu ved du, Mø!
<br>hvad det volder.
<br>Stegt Kød åd jeg
<br>sjælden tilsøs."
<br><br>Sigrun.
<br>10.
<br>"Drab du forkynder.
<br>I Kamp mod Helge
<br>måtte Kong Hunding
<br>på Marken segne.
<br>Strid der blev,
<br>da I Slægtninge hævned,
<br>og Blodet sprudled
<br>om Sværdets Egge."
<br><br>Helge.
<br>11.
<br>"Hvor vidste du,
<br>hvem vi monne være
<br>- du snilde Mø! -
<br>som Slægtninge hævned?
<br>Mange stolte
<br>Sönner af Fyrster
<br>er så frejdige Kæmper
<br>som vore Frænder."
<br><br>Sigrun.
<br>12.
<br>"Ej var jeg fjærn,
<br>du Folkets Fører!
<br>da Fyrsten imorges
<br>faldt i Kampen.
<br>Sigmunds Sön
<br>er snild tilvisse,
<br>taler i Valruner
<br>om vilde Kamp.
<br><br>13.
<br>Jeg så dig engang
<br>på de lange Skibe,
<br>da du havde Bo
<br>i blodige Stavne,
<br>og de kolde Søer
<br>skylled om Dig.
<br>Nu vil Fyrsten
<br>sig for mig dølge,
<br>men Högnes Datter
<br>Helge kender."
</blockquote>

Granmar hed en rig Konge, som boede på Svarinshöj. Han havde mange Sönner: den ene hed Hödbrod, den anden Gudmund, den tredje Starkad. Hödbrod var ved et Kongemøde og fæstede sig Sigrun Högnedatter, men da hun spurgte det, så red hun med Valkyrjer gennem Luft og Hav at søge Helge. Dengang var Helge ved Logafjælde og havde kæmpet med Hundings Sönner; der fældede han dengang Alv og Øjolv, Hjörvard og Hervard, og var han hel træt af Kampen og sad under Örnestén; der fandt Sigrun ham og kastede sig om hans Hals og kyssede ham og sagde ham sit Ærinde, som det hedder i det gamle Völsungekvad:

<blockquote>
14.
<br>Sigrun søgte
<br>den sejrende Helt;
<br>Helges Hånd
<br>hun drog med sin höjre;
<br>hjelmklædte Konge
<br>med Kys hun hilsed.
<br>Til Kvinden Helges
<br>Hu sig vendte.
<br><br>15.
<br>Hun sagde sig elske
<br>af al sim Sjæl
<br>Sigmunds Sön,
<br>för hun ham skued.
<br><br>16.
<br>"For Hær jeg blev
<br>til Hödbrod fæstet,
<br>men en anden Høvding
<br>jeg eje vilde.
<br>Frænders Vrede,
<br>Fyrste! jeg skuer,
<br>siden jeg brød
<br>min Faders Bud."
<br><br>17.
<br>Ej talte Högnes
<br>Datter usandt.
<br>Helges Elskov
<br>eje hun vilde.
<br><br>Helge.
<br>18.
<br>"Ej skal du agte
<br>Högnes Vrede
<br>eller din Æts
<br>onde Hu.
<br>Hos mig skal du leve,
<br>du unge Mø!
<br>Ej må du tro,
<br>at din Æt mig ængster."
</blockquote>

Da samlede Helge en stor Flåde og drog til Frekastén, men på Havet fik de et Uvær, der truede dem med Undergang. Der kom da Lyn over dem, og der faldt Stråler i Skibet. De så ni Valkyrjer ride i Luften og de kendte Sigrun. Da lagde Stormen sig, og de kom i Behold til Land. Granmars sönner sad på et Bierg; da Skibene sejlede til Landet, Gudmund sprang op på en Hest og red op på Bjerget ved Havnen; da tog Völsungerne Sejlene ind. Da sagde Gudmund: 

<blockquote>
19.
<br>"Hvo er den Skjoldung,
<br>som Skibene styrer
<br>og sætter det gyldne
<br>Krigsskjold i Stavnen?
<br>Ej tykkes til Fred
<br>det Tog at stunde.
<br>Over Vikinger skinner
<br>det røde Skjold."
<br><br>Sinfjötle.
<br>20.
<br>"Her kan Hödbrod
<br>Helge kende,
<br>Flugtens Hader,
<br>midt i Flåden.
<br>Din Æts Eje,
<br>Fjörsungers Arv,
<br>har med Vælde
<br>Fyrsten vundet."
<br><br>Gudmund.
<br>21.
<br>Först vi skal
<br>ved Frekastén
<br>slutte Forlig
<br>og om Sagerne tale.
<br>Tid er det, Hödbrod!
<br>Hevn at vinde.
<br>Den svages Lod,
<br>for længe vi bar."
<br><br>Sinfjötle.
<br>22.
<br>"För må du, Gudmund!
<br>Geder vogte,
<br>Klavre i Kløfter
<br>på Klipper bratte
<br>og føre i Hånd
<br>en Hasselkæp.
<br>Det er blidere Lod
<br>end Sværdets Leg."
<br><br>Helge.
<br>23.
<br>Bedre det sömmer
<br>sig dig, Sinfjötle!
<br>Kamp at øve
<br>og Örne at glæde
<br>end unyttige
<br>Ord at skifte,
<br>om end med Had
<br>Heltene mødes.
<br><br>24.
<br>Ej tykkes mig Granmars
<br>Sönner gode,
<br>men Fyrster det sömmer
<br>sandt at tale.
<br>Vel man mærked
<br>i Moinshejm,
<br>at Mod de ej savne
<br>til Sværd at svinge;
<br>raske Helte
<br>må vel de hedde."
</blockquote>

Gudmund red hjem med Krigsbud; da samlede Granmars Sönner en Hær. Der kom mange Konger; der var Sigruns Fader Högne og hans Sönner Brage og Dag. Der var en stor Kamp, og alle Granmars Sönner faldt og alle deres Høvdinger undtagen Dag Högneson, der fik Fred og svor Völsungerne Eder. Sigrun gik ud på Valpladsen og fandt Hödbrod, som var ved at dø. Hun sagde:

<blockquote>
25.
<br>"Ej skal Sigrun
<br>fra Sevafjælde,
<br>i din Arm hvile,
<br>du vældige Hödbrod!
<br>Livet er ledet.
<br>Der er nok af Lig,
<br>o Granmars Sönner!
<br>for Grådyrs Skarer."
</blockquote>

Da fandt hun Helge og blev meget glad. Helge sagde:

<blockquote>
26.
<br>"Ej er du mægtig
<br>i alt, du vise!
<br>Dog have Nornerne
<br>noget voldet.
<br>Her faldt imorges
<br>ved Frekastén
<br>Brage og Högne;
<br>jeg var deres Bane.
<br><br>27.
<br>Men ved Styrklev
<br>faldt Kong Starkad
<br>og ved Hlebjerg
<br>Hrolløgs Sönner.
<br>Starkad, den vilde
<br>Helt, jeg skued;
<br>Kroppen foruden
<br>Hoved kæmped.
<br><br>28.
<br>Slagne ere
<br>Slægtninge dine;
<br>på Jord de ligge;
<br>Lig er de vordne;
<br>Skyld har du ikke,
<br>Din Skæbne det var,
<br>at du de vældiges
<br>Strid skulde volde."
</blockquote>

Da græd Sigrun. Han sagde:

<blockquote>
29.
<br>"Trøst du dig, Sigrun!
<br>Strid har du os voldet.
<br>Skjoldunger Skæbnen ej böje."
<br><br>Sigrun.
<br>"Nu ønsker jeg, at de leved,
<br>hvis Liv er, ledet;
<br>kunde jeg blot i din Favn mig fjæle."
</blockquote>

Helge tog Sigrun til Ægte, og de havde Sönner med hinanden. Helge var ikke gammel. Dag Högneson offrede til Odin for at få Hevn for sin Fader. Odin lånte Dag sit Spyd. Dag traf sin Måg Helge på det Sted, som hedder Fjöturlund; han gennemborede Helge med Spydet. Der faldt Helge, men Dag red til Sevafjælde og bragte Sigrun den Tidende.

<blockquote>
30.
<br>"Tungt er det mig, Søster!
<br>Sorg dig at melde.
<br>Nødig jeg voldte dig
<br>Kummer, du væne!
<br>Imorges faldt
<br>ved Fjöturlund
<br>den bedste Ædling,
<br>som Verden ejed.
<br>Sin Fod han satte
<br>på Fyrsternes Hals."
<br><br>Sigrun.
<br>31.
<br>"Dig skal alle
<br>Eder ramme,
<br>de, som til Helge
<br>du har svoret
<br>både ved Lynets
<br>lysende Vande
<br>og ved Strömmens
<br>klamme Sten.
<br><br>32.
<br>Ej skride det Skib,
<br>som under dig skrider,
<br>om end ønskelig Bør
<br>efter det følger;
<br>ej rende den Hest,
<br>som under. dig render,
<br>om end du skal fly
<br>dine Fjender gramme.
<br><br>33.
<br>Ej bide det Sværd,
<br>som du mon svinge,
<br>når ej om dit eget
<br>Hoved det hviner.
<br>Da var hævnet på dig
<br>den døde Helge,
<br>om en Ulv du var
<br>ude i Skoven,
<br>uden Ejendom,
<br>uden Gammen,
<br>som ej slider anden
<br>Æde end Lig."
<br><br>Dag.
<br>34.
<br>"Gal er du, søster!
<br>uden Samling,
<br>du, som byder
<br>din Broder Vanheld.
<br>Odin ene
<br>den Jammer volder;
<br>hans Runer Fred
<br>mellem Frænder brød.
<br><br>35.
<br>Dig byder din Broder
<br>de røde Ringe
<br>og Vandilsve
<br>og Vigdale.
<br>Du og dine Sönner,
<br>ringsmykkede Søster!
<br>tage det halve Rige
<br>til Bod for jer Harm."
<br><br>Sigrun.
<br>36.
<br>"På Sevafjælde
<br>sent og tidlig
<br>jeg sidder; lidet
<br>ved Livet jeg glædes,
<br>hvis ej Lysning fra Kongen
<br>over Folket kommer,
<br>hvis ej hurtigt Vigblær,
<br>den guldbidslede Hest,
<br>iler hid under Fyrsten,
<br>så jeg atter ham favner.
<br><br>37.
<br>Så havde Helge
<br>slaget med Rædsel
<br>alle Fjender
<br>og Fjenders Frænder,
<br>som når for Ulven
<br>ængstede Geder
<br>skræmte flygte
<br>fra Fjældets Stene.
<br><br>38.
<br>Så knejste Helge
<br>over Heltene alle,
<br>som den ædle
<br>Ask over Tjörnen,
<br>som den stærke Hjort,
<br>af Duggen stænket,
<br>der ypperst er
<br>iblandt alle Dyr.
<br>Mod Himlen selv
<br>Hornene skinne."
</blockquote>

En Höj blev kastet efter Helge; men da han kom til Valhal, da bød Odin ham at råde for alt i Forening med sig. Helge sagde:

<blockquote>
39.
<br>"Du skal, Hunding!
<br>til hver en Mand
<br>Fodbad berede
<br>og Flammen tænde,
<br>Hunde binde
<br>og Heste vogte,
<br>give Svinene Foder,
<br>för at sove du går."
</blockquote>

Sigruns Terne gik om Aftenen ved Helges Höj og så, at Helge red til Höjen med mange Mænd. Ternen sagde:

<blockquote>
40.
<br>"Er det en Svig,
<br>som at se jeg tykkes,
<br>eller Ragnarok ?
<br>- Dødninger ride;
<br>Heste med hvasse
<br>Sporer I hugge -.
<br>Er Hjemlov givet
<br>de gæve Helte?"
<br><br>Helge.
<br>41.
<br>"Ej er det Svig,
<br>som at se du tykkes;
<br>eller Tidernes Ende,
<br>skönt os du skuer,
<br>skönt vore Heste
<br>med Sporer vi hugge,
<br>men Hjemlov er givet
<br>de gæve Helte."
</blockquote>

Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:

<blockquote>
42.
<br>"Ud gå du, Sigrun
<br>fra Sevafjælde!
<br>om Folkets Hersker
<br>at finde du lyster.
<br>Höjen står åben.
<br>Helge er kommen.
<br>Sårene bløde;
<br>Herskeren bad dig,
<br>at du det strömmende
<br>Blod vilde stanse."
</blockquote>

Sigrun gik i Höjen til Helge og sagde:

<blockquote>
43.
<br>"Så meget glædes
<br>jeg nu ved vort Møde,
<br>som Odins grådige,
<br>griske Høge,
<br>når Val de vide
<br>med varme Brade,
<br>eller når våde af Dug
<br>de Dagning skue.
<br><br>44.
<br>Nu vil jeg kysse
<br>den døde Konge,
<br>för du den blodige
<br>Brynje kaster.
<br>Helge! af Rim
<br>dit Hår er stivnet;
<br>med Blod er Helten
<br>helt bestænket
<br>og Hænderne klamme
<br>på Högnes Måg.
<br>Hvordan skal jeg, du bolde!
<br>råde Bod derpå?"
<br><br>Helge.
<br>45.
<br>"Du volder, Sigrun
<br>fra Sevafjælde!
<br>at Helge vædes
<br>af Tårens Væld.
<br>Hæftig Gråd
<br>du græder, du guldsmykte,
<br>solklare Sydmø!
<br>for at sove du går.
<br>Som Blod falder Tåren
<br>på Mandens Bryst,
<br>klam, fra dit indre,
<br>med Kummer svanger.
<br><br>46.
<br>Vel skal vi drikke
<br>den dyre Mjød,
<br>skönt vi har Liv
<br>og Lande mistet.
<br>Ingen Mand skal
<br>mig beklage,
<br>om han end sér
<br>mine sår i Brystet.
<br>Nu skjules Brude
<br>bag Höjens Stene;
<br>Heltenes Diser
<br>hos Dødninge hvile."
</blockquote>

Sigrun redte en Seng i Höjen:

<blockquote>
47.
<br>"Her har jeg Hvilen
<br>for Helge beredet,
<br>uden Kummer,
<br>du Ylvingeætling!
<br>I din Favn
<br>vil jeg sove, Fyrste!
<br>som om jeg lå
<br>i den levende Helts."
<br><br>Helge.
<br>48.
<br>"Nu er der intet,
<br>der ej kan ventes
<br>tidlig og silde
<br>ved Sevafjælde,
<br>da du i Arm
<br>hos den døde sover
<br>i Höj, du lyse
<br>Datter af Högne!
<br>skönt end du lever,
<br>du ædelbårne!
<br><br>49.
<br>Nu er Tid at ride
<br>ad rødmende Veje,
<br>lade den blege Løber
<br>Luftsti træde.
<br>Vesten skal jeg være
<br>for Vindhjelms Bro,
<br>för Salgovne
<br>Sejrfolket vækker."
</blockquote>

Helge og hans Folk red nu deres Vej, men Kvinderne gik hjem til deres Bo. Den næste Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt ved Höjen, men ved aften, da Sigrun kom til Höjen, da sagde Ternen:

<blockquote>
50.
<br>"Nu var kommen,
<br>hvis komme han vilde,
<br>Sigmunds Sön
<br>fra Odins Sale.
<br>Håbet om Kongens
<br>Komme svinder,
<br>På, Askegrene
<br>Örne sidde,
<br>og alle drage
<br>til Drömmenes Hjerm.
<br><br>51.
<br>Vær ej så gal
<br>ene at vandre
<br>til Dødningers Huse,
<br>du Skjoldungedis!
<br>Mere mægter
<br>l Nattens Mörke
<br>Dødningers Hær
<br>end ved Dagens Lys."
</blockquote>

Sigrun døde snart af Sorg og Kummer. Det trodes i gamle Dage, at Mænd blev genfødte, men det kaldes nu Kærlingesnak. Helge og Sigrun siges at være genfødte. Han hed da Helge Haddingjaskate og hun Kåra Halvdansdatter, som fortalt er i Kåresangene; og var hun Valkyrje.


----


'''Noter:'''

1. Helge har altså været Vidne til en af sine Slægtninges Drab hos Hunding.
<br>7. ''Guns Søstre'' dvs.: Valkyrjerne; ''deres Fugle'' dvs.: Örne og Ravne.
<br>12. ''Taler i Valruner'' dvs.: taler forblommet, i billedlige Udtryk, om Kampen.
<br>20. ''Fjörsunger'' må være et andet Navn for Hundings Slægt.
<br>21. ''"Slutte Forlig og om Sagerne tale"'' er sagt ironisk. Han mener: ''"kæmpe"''.
<br>26. Vel er Granmars Sönner døde, men også Sigruns nærmeste.
<br>49. ''Salgovne'' dvs.: Valhals Hane.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:H. G. Møller]]