Maratse maner ånder for sine bopladsfæller (Rosing)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Maratse maner ånder
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
for sine bopladsfæller
Årets korteste dag var inde. Vintermørket rugede over landet.
En dag henvendte Maratse sig til sine bopladsfæller og sagde: »Hvis I har lyst til at overvære en åndemaning, så vil jeg træde frem for jer. – Jeg skal lege åndemaning, og har I lyst, så kom og hør!«
Bopladsfællerne gjorde klar – og forhængsskind blev ophængt.
Maratse, der havde holdt sig i baggrunden, mens forberedelserne stod på, trådte nu ud på gulvet og satte sig på sit siddeskind foran husgangen. Endnu før lamperne var slukket, bragede og knasede forhængsskindet, og det rettede sig ud i husgangen som suget af en vældig kraft.
Knapt var lamperne slukket, før der lød et brøl fra trommen, der vuggede voldsomt – besat af trolddom og liv.
Maratse manede ånder, den ene efter den anden af hans hjælpeånder vældede op fra dybet, og bag Maratse i husrummet lød åndernes tale og fyldte huset med stemmer.
Maratse lod således sine husfæller fornemme sine mange hjælpeånder.
Denne vinter – Maratses første som åndemaner – bad husfællerne ham ofte om at underholde med åndemaning – og han lod dem opleve de forunderligste ting.
Kilde
Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 264-265, København, 1963.
Næste kapitel ►
