Vis kilden til Den første Harpe (Kalevala)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den første Harpe (Kalevala)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Väinämöinen (Ekman).jpg|thumb|400px|<center>'''Väinämöinen med sin harpe''' <br> Maleri af ''Robert Wilhelm Ekman''</center>]]


<center><big>'''[[Kalevala (F. Ohrt)| Kalevala]]'''</big><br> [[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]


<br><big><big>'''Den første Harpe'''</big></big></center>
<br>


<blockquote>
::Trygge gamle Väinämöinen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XL. <small>  175 </small></FONT COLOR=grey> 
::styred hen til en Holm sin Skude, 
::lod den løbe op imod Stranden, 
::vender sig nu og ser omkring sig, 
::tager til Orde selv og siger:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>194 </FONT COLOR=grey></small>
::»Hvem er yngst af disse Piger? 
::Hun skal koge denne Gedde 
::til en dygtig Davre for os, 
::til en Fiskemiddag for os.« 


::Kom da Piger frem at koge, 
::kom om Kaps, en halv Snes Stykker;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200 </FONT COLOR=grey></small>
::derpaa koges Geddekødet, 
::deles ud til lækker Davre. 
::Blev paa Skær dens Ben tilbage, 
::alle Fiskeben paa Holmen. 



::Trygge gamle Väinämöinen 
::taled nu det Ord og sagde:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>208 </FONT COLOR=grey></small>
::»Hvad kunde laves ud af disse, 
::gøres af disse Geddetænder,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>210 </FONT COLOR=grey></small>
::ud af Kæbens Ben, de brede, 
::om de kom ind i Smedens Smedje, 
::hos en højlig duelig Hamrer 
::og i en mægtig Mesters Hænder?« 



::Sagde Smeden Ilmarinen:
::»Intet kommer ud af intet, 
::intet faar man af Fiskeknogler, 
::selv om de kom i Smedens Smedje, 
::hos en højlig duelig Hamrer 
::og i en mægtig Mesters Hænder.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>220 </FONT COLOR=grey></small>


::Trygge gamle Väinämöinen 
::tog til Orde selv og sagde: 
::»Dog kunde vel af disse laves 
::liden Harpe, Fiskebensharpe, 
::om der fandtes den som det fatted, 
::den som evned at danne Harpen.« 



::Da sig ingen anden meldte, 
::ingen fandtes dær som det fatted, 
::gik den gamle Väinämöinen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>230 </FONT COLOR=grey></small>
::selv i Gang at gøre Harpen, 
::Geddens Ben til Klang han bøjed,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>233 </FONT COLOR=grey></small>
::evig Fryd han sammenføjed. 


::Hvorfra tog han Skroget til Harpen? 
::Fra den store Geddes Kæbe. 
::Hvorfra tog han Skruer til Harpen? 
::Fra den store Geddes Tænder. 
::Hvorfra tog han Strænge til Harpen? 
::Det var Haar af Hiisihesten.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>240 </FONT COLOR=grey></small>



::Trygge gamle Väinämöinen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>258 </FONT COLOR=grey></small>
::byder unge, byder gamle, 
::byder Folk i Livets Midte, 
::byder dem nu at røre Harpen, 
::spille paa Fiskebenskassen, 
::Kantelen, bygt af Geddeknogler. 


::Unge spilled, gamle spilled. 
::Folk i Livets Midte spilled,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>260 </FONT COLOR=grey></small>
::unge spilled. Fingre sig kroged, 
::gamle vrikked, Hovedet rokked: 
::Glæden blev dog ej til Glæde, 
::Spillet ej til Spil sig hæved. 


::Mæled muntre Lemminkäinen : 
::»Aa I Svende, svage paa Hjærne, 
::og I dumme Piger tillige, 
::ingen af Jer forstaar det rigtigt!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>269 </FONT COLOR=grey></small>
::Lad saa mig faa Harpen i Hænde, 
::bringer Kantelen hid, I Svende!« 


::Og den muntre Lemminkäinen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>275 </FONT COLOR=grey></small>
::faar i Hænde givet Harpen, 
::slaar det Strængespil med Hænder,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>279 </FONT COLOR=grey></small>
::Harpen helt han endevender, 
::ikke vil dog Spillet lyde, 
::ingen Klang vil Øret fryde. 


::Sagde gamle Väinämöinen: 
::»Ikke findes blandt de unge, 
::ikke heller blandt de gamle,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>286 </FONT COLOR=grey></small>
::den som lader Spillet klinge. 
::Monstro Pohja skulde bedre&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>289 </FONT COLOR=grey></small>
::kunne lade Spillet lyde, 
::kunne lade Klangen fryde? 
::Skal jeg da skikke den til Pohja?« 


::Harpen sendte han til Pohja, 
::skikked den til Sariola, 
::alle Pohjas Svende spilled, 
::Pohjas Svende, Pohjas Piger, 
::selve Pohjafruen spilled,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>299 </FONT COLOR=grey></small>
::famled over den med Fingre,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>301 </FONT COLOR=grey></small>
::krammed den med alle Negle: 
::Glæden lyder ej som Glæde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>305 </FONT COLOR=grey></small>
::Klangen ej som Klang vil kendes; 
::Harpens Strænge tvandt sig sammen, 
::skreg, forskrækkeligt at høre. 
::Lyden skingred, Tonen skurred. 
::Harpen vildt og hæsligt knurred.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>310 </FONT COLOR=grey></small>


::Sov en Blind i Stuehjørnet, 
::gammel Gubbe over Ovnen; 
::Gubben over Ovnen vaagned, 
::skræmtes dær ved Arnestedet, 
::knurred fra sin Krog ved Ovnen, 
::snerred fra sin Plads og sagde: 
::»Lad det være, lad det fare, 
::lad det stoppe, lad det standse! 
::Ind i mit Øre det tuder, 
::skingrer, saa Hovedet værker,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>320 </FONT COLOR=grey></small>
::rejser Haarene paa mit Hoved, 
::røver min Søvn for hele Ugen! 


::Om ej Finnefolkets Harpe 
::evner os til Fryd at vække 
::eller dysser mildt i Dvale, 
::skænker os vor Søvn, den søde: 
::kaster den da helst i Havet, 
::sænker den i Søens Bølger — 
::eller bringer den tilbage, 
::skikker Kantelen af Gaarde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>330 </FONT COLOR=grey></small>
::lægger den i Mestrens Hænder, 
::han hvis Fingre formed Harpen!« 



::Harpen tager hastigt Ordet, 
::Kantelen til Gensvar toner: 
::»End er jeg for god til at druknes, 
::ned i Søens Bølger at sænkes! 
::Før vil jeg slaaes af ham som mig kender, 
::før vil jeg spilles af Mestrens Hænder.« 



::Varsomt bragtes den tilbage, 
::bares vakkert bort fra Gaarden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>340</FONT COLOR=grey></small>
::lagdes mellem Mestrens Fingre, 
::ned i Skødet paa sin Skaber. 




::____________________________




::Trygge gamle Väinämöinen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XLI. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey> 
::den evindelige Sanger, 
::holder nu Hænderne rede, 
::tvætter sine Fingre til Spillet, 
::tager Sæde paa Glædestenen, 
::sætter sig op paa Sangerklippen, 
::hviler paa sølverhvide Højde, 
::sidder paa gylden Bakketinde. 


::Tog saa Harpen mellem Fingre, 
::stilled imod sit Knæ dens Kasse,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>10 </FONT COLOR=grey></small>
::Kantelen tog han under Hænder, 
::taled saa selv det Ord og sagde: 
::»Kommer nu hid for at høre, 
::kom, hvo aldrig før har fornummet 
::Fryden i de evige Sange, 
::liden Kanteles Harpeklange!« 


::Og den gamle Väinämöinen 
::tager til at spille fagert 
::paa den geddegjorte Harpe, 
::Kantelen bygt af Fiskebenet.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>20 </FONT COLOR=grey></small>



::Gamle Väinämöinen spiller.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>31 </FONT COLOR=grey></small>
::Ikke færdes dybt i Skove 
::noget Dyr paa fire Fødder, 
::ikke springer dær en Skabning 
::som ej kommer did at lytte, 
::over Spillet sig at fryde. 


::Lidet Egern til ham springer 
::og fra Gren til Gren sig svinger, 
::Væsler frem ad Vangen higer, 
::og paa Gærdet op de stiger,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>40 </FONT COLOR=grey></small>
::Elge hopper glad paa Heder, 
::vilde Losser muntert leger. 


::Ulven vaagned i sin Mose, 
::Bjørnen fra sit Bo sig rejste, 
::fra sin Rede mellem Fyrre, 
::fra sit Hi bag grønne Graner: 
::Ulven iled vide Veje, 
::Bjørnen humped over Heden, 
::satte sig tilsidst paa Gærdet, 
::løfted sig paa Leddestolpen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>50 </FONT COLOR=grey></small>
::Gærdet brast og faldt paa Fjældet, 
::Stolpen styrted ned paa Svedjen: 
::Bamsen op i Granen stavred, 
::op i Fyrrens Top den klavred 
::for til Harpens Lyd at lytte, 
::over Spillet sig at fryde. 


::Tapio-gubben, vagtsom Gamling, 
::selve Skovhjems Drot og Herre, 
::hele Tapios Folk i Følge, 
::Piger smaa saa vel som Svende,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>60 </FONT COLOR=grey></small>
::kommer frem til Klippekammen 
::for paa Spillets Klang at agte; 
::ogsaa selve Skovhjems Frue, 
::Tapios Hustru, vagtsom Kvinde, 
::Strømper blaa paa Ben hun trækker, 
::røde Baand om Legem lægger, 
::stiger op paa Birkegrene, 
::sætter sig blandt Ellekviste 
::for til Harpens Lyd at lytte, 
::for paa Spillets Klang at agte.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>70 </FONT COLOR=grey></small>



::Saa var der alle Himlens Fugle, 
::alt hvad paa tvende Vinger svirrer, 
::frem i Flok og Sværm de flyver, 
::iled did paa ilsom Vinge 
::for til Herlighed at lytte, 
::over Spillet sig at fryde. 


::Dengang Ørnen hjemme hørte 
::Finlands favre Harpe klinge, 
::lod den sine Unger ligge, 
::selv saa fløj den ud af Reden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80 </FONT COLOR=grey></small>
::nær til herlig Helt som spiller, 
::nær til Väinös vakre Triller. 


::Fra det høje hasted Ørnen, 
::gennem Skyer sig skyndte Høgen, 
::Ænder steg af dybe Bølger, 
::Svaner svam fra side Sumpe; 
::ogsaa bitte liden Bogfink, 
::Sangens Fugle smaa som kvidrer. 
::Siskener i hundred Hobe, 
::Tusendtal af lette Lærker&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>90 </FONT COLOR=grey></small>
::undres under Himlens Højder, 
::kvidrer over Heltens Hærder, 
::medens Gubben skaber Glæde, 
::medens Väinämöinen spiller. 


::Maanens Mø, den prude Pige,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>103 </FONT COLOR=grey></small>
::Solens Datter, djærv og dejlig, 
::skøtted deres Vævekamme, 
::løjfted deres lette Søller; 
::gyldent Vævetøj de væved, 
::Sølvervæv med Gny de virked 
::paa de røde Skyers Rande, 
::paa den lange Himmelbue.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>110 </FONT COLOR=grey></small>
::Da de nemmed, da de hørte 
::Lyden fra den favre Harpe, 
::faldt af Fingre Vævekammen, 
::liden Skyttel gled af Haanden, 
::sig det gyldne Garn forvirred, 
::Sølversøllen faldt og klirred. 



::Ikke flndes vel det Væsen, 
::ikke heller under Vandet, 
::aller favrest Fiskeyngel,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120 </FONT COLOR=grey></small>
::som ej kommer did at lytte, 
::over Spillet sig at fryde. 


::Gedden kommer, træg og tosset. 
::Vandets Hund, og plasker klodset, 
::frem bag Skæret Laksen skyder, 
::Hælten dukker op fra Dybet, 
::Aborrer smaa og glatte Skaller, 
::Lakesild og flere Fiske 
::søger ind mod Strand, i Sivet, 
::bryder sig en Vej til Bredden&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130 </FONT COLOR=grey></small>
::for at høre Väinös Vise, 
::for paa Spillets Klang at agte. 


::Ahto, Dybets Drot og Konge, 
::Vandets Gubbe, gammel Sivskæg, 
::flytter sig til Vandets Flade, 
::glider op paa Nøkkeblade. 
::Ogsaa selve Vandets Frue,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>155 </FONT COLOR=grey></small>
::Vandets Viv med Siv om Barmen, 
::hæver sig af Havets Vover, 
::dukker op af Bølgedybet, 
::svømmer hastigt ind i Sivet, 
::skynder sig til Skær i Søen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160 </FONT COLOR=grey></small>
::da hun sælsom Klang fornemmer,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>163 </FONT COLOR=grey></small>
::overvættes vakker Tone; 
::dybt i Slummer dær hun dysses, 
::synker sagte paa sit Ansigt, 
::over broget Sten at hvile, 
::ved den brede Klippes Side. 



::Og den gamle Väinämöinen 
::spilled een Dag, spilled tvende;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>170 </FONT COLOR=grey></small>
::ikke fandtes den blandt Helte, 
::ingen Mand, selv nok saa mandig, 
::ingen Mand og ingen Kvinde, 
::ingen lokkefager Pige 
::som kan tvinge sine Taarer, 
::og hvis Hjærte ikke smælter. 
::Selv fra gamle Väinämöinen&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>185 </FONT COLOR=grey></small>
::randt der Taarer ned, som trilled 
::ned paa dybblaa Havbugts Strande,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>213 </FONT COLOR=grey></small>
::og fra dybblaa Havbugts Strande 
::under klare, vide Vande, 
::ned paa Bundens mørke Mudder. 


::Gik en Vildand did at dykke,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>255 </FONT COLOR=grey></small>
::hente Väinämöinens Taarer, 
::drog de Taarer op fra Havet,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>259 </FONT COLOR=grey></small>
::bar dem hen i Väinös Hænder: 
::Men til andet var de ændret, 
::vakkert var de alt forvandlet, 
::thi til Perler var de blevne, 
::ændret om til ædle Stene, 
::Kongers Herlighed at pryde, 
::Jordens Fyrster evigt fryde. 
</blockquote>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]