Vis kilden til Bjærgfolks bryllup, barsel eller begravelse

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjærgfolks bryllup, barsel eller begravelse]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''21. Bjærgfolks bryllup, barsel eller begravelse'''</big></big>

</center>



268. Der var nogle bjærgfolk i ''Tofte mark.'' Så var der en dreng, der kunde se dem, han var født om natten kl. 12. En middag kl. 12 så han, der kom en hel flok ned ad bakken, lige som det kunde være gildefolk. Så kaldte han ad hans moder, hun skulde komme ud og se, der kom så mange gildefolk ned ad Tofte bakke. Han kom siden til Tofte at tjene hos en mand der, og han skulde en dag kjøre ploven for manden. Så blev det aften, inden de fik fra, og da var der en høj i marken, der så han en bitte én komme ud af, og den gik oven på højen med en bitte rød pikkellue på. Så siger han til manden: «Se, der går en bitte lille dreng henne med en rød lue på, hvad mon det er for en lille dreng?» — «A skiid, du knægt, det det er jo ræven.» «Nej, det er pigen ta mig en dreng, a kan se, han går med en rød pikkellue på.» — «Ja, se du nu efter at kjøre, vi kan komme til enden og få fra,» — Ja, det er sandt. Manden er levende endnu, der har fortalt mig det. 
<br>''Tofte.''
<br><br>
269. Der var et sted ovre i ''Store-Brøndum'', hvor der også har været trolde en gang. Der ligger en høj sådan midt i byen, og der boede en mand ved siden af, der hed Jens Skomager. Det er nordvest for kirken; nede i det norderste af byen. Så var det, imens a var dreng, te det passerede, at troldene kom ind til Jens Skomager en aften og holdt dands. Det var gamle folk, og mand og kone lå i sengen og så på dem, og de fik nogen belønning af troldene, for det de måtte holde bryllup der, men a kan ikke huske, hvad det var. Hen ad dagningen forsvandt de igjen. De kom ind ved syldstenene og gik ud igjen ved syldstenene (&#596;: grundstenene). A skulde have tjent der, men da var det nylig passeret ved deher gamle folk, og så sagde min moder, at det var vanskeligt at lade mig komme derover. 
<br>''S.-Kongerslev.''
<br><br>
270. En gang, da jeg kjørte fra Kalundborg, var jeg da næsten kommen til broen ved ''Ågerup mølle'', og det var så mørkt som en bælg. Så så jeg nede ved broen, at der var noget, som gnistrede. «Det var også godt» tænkte jeg, «nu kan du få tændt din pibe». Jeg troede begribeligvis, at det var et menneske, der røg tobak. Så gav jeg da pillekerne et rap og nåede snart broen. Ja, det var rigtig nok nogen, der røg tobak, men mennesker var det ikke. Det var bare små puslinger med mørke trøjer og hvide bukser, og hver af dem havde en sølvpibe (&#596;: pibe med sølvbeslag). De bakkede godt, og når ilden gnistrede, så kunde jeg så rivelig se dem. De gik på kanten af vejen, én for én, og de skulde formodentlig til gilde i en høj der omkring. Jeg sagde god-aften, men de svarede ikke, og jeg turde nok ikke vove at bede om ild på min pibe, bæsterne de fnyste og skabede sig, og jeg lod dem jo løbe, så det varede ikke ret længe, inden jeg kom fra djævelskabet. Men det kan nok hænde sig, at jeg var ikke rigtig glad, førend jeg kom hjem til vor mo'r. 
<br>''A. N.''
<br><br>
271. Ude på ''Kamstrup mark'', lidt vesten for byen, ligger en høj, hvor der al tid har boet højfolk. Nu var det en gang, at en husmand, som hed Ole Jensen, var gået til Roskilde for at besørge nogle småærender, og det blev sent, inden han blev færdig til at gå hjem, så at det var helt mørkt, da han gik ud af Hersegade, for derad går landevejen til Kjøge ud forbi Kamstrup og Skalstrup og alle de andre byer der ud ad. Som han nu kom godt uden for byen, kommer der en vogn efter ham, og han spurgte, om han måtte age med, da vognen nåede ham. Manden holdt, og Ole sad op hos ham, og så kjørte de frem ad vejen. Men manden var fra Skalstrup, og da de nu nåede vejen, der går op til Kamstrup, siger Ole: «Ja, her vilde jeg gjærne af, hvis du vil holde ?» — «Ja nok,» sagde manden, og han holdt. Nu havde Ole kjøbt sig en pægl brændevin, og den havde han på en lille flaske i sin lomme — for i de tider var det ikke så almindeligt med brændevin som nu; når de kom til kjøbstaden, så kjøbte de en pægl brændevin, og dermed var det forbi — og han vilde gjærne gjøre manden til gode, og så siger han: « Værs'god og tag en slurk af min flaskeb — «Ja nok,» sagde manden, men idet han vilde sætte flasken til munden, hører de en stor vognrummel bag dem. «Hold ud til siden, » sagde Ole, «der kommer nogen kjørende,» og manden drejede til side. Som han nu havde fået sig en tår af flasken, kom den første vogn ved siden og kjørte forbi. Men sikke kjøretøjer! Hestene var ikke større end lam, og folk og vogne var derefter. Den ene vogn efter den anden svingede om dem og kjørte op ad Kamstrup til, og rækken var så lang som en stor brudeskare, den, det også var. Da nu den sidste vogn kom ud for dem, rækker Ole sig ud over agestolen — for han var dristig overfor alt sådant noget — og siger: «Med forlov, I gode mænd, hvor skal I hen?» — «Vi kjører vor vej, og I kan kjøre jer!»  blev der svaret «Ja, så kan vi også det,» sagde Ole, og så blev de holdende lidt, og imens var de forreste komne op gjennem Kamstrup, og de kunde tydelig høre, at de svingede ud ad vejen, om til den store høj, og der blev de borte. «Du kan tro, at de holder bryllup i højen, og at de har været henne at hente en brudgom,» sagde Ole. Så drak de en gang af flasken, og Ole sagde tak og stod af og gik hjem. Jeg kan huske ham som en meget gammel mand, og jeg har selv hørt ham fortælle det, ikke én, men mange gange. 
<br>''M. Abrahamsen, Kildebrønde.''
<br><br>
272. En mand fra ''Lindet'' i Vester sogn kom en aften ridende forbi en høj, der stod på fire pæle, og højfolket dandsede lystig om der inde. Da manden fik øje på dette her, holdt han stille for rigtig at betragte dandsen. Nu kom der en lille mand ud af flokken med et bæger vin i hånden, som han bød manden drikke til brudeparrets ære, ti der var nemlig bryllupshøjtid. Manden turde i førstningen ikke nyde vinen, men den lille pusling forsikrede, at han godt kunde drikke den, da den ingen skade kunde gjøre ham. Derpå tømte manden bægeret ud til bunden og fandt sig meget vel tilfreds dermed.
<br>''Fortalt af hans barnebarn, en kone i Tørring.<br>Lovise Hansen.''
<br><br>
273. Lige op til kanten af Mos sø ligger ''Dakbjærg''. Der var en bjærgmand, der havde bryllup. Ovre på den anden side af søen boede en anden bjærgmand i noget, de kalder ''Mos Sø-Bruug''. Så var der en røgter ude på marken ved nogle bæster, og han hørte ham råbe over til den anden, om han ikke kunde låne hans store kobberkjedel i morgen. Hvad han vilde have den til? Han vilde have den til at koge Lavrses det grå øg!. Så fortalte røgteren det, da han kom hjem, og de fik øget ind i stalden om natten, men om morgenen var det væk alligevel.
<br>''Smede-Rasmus, Dover.''
<br><br>
274. Nede i noget, de kalder Nørreskoven, var der en mand, som i hans yngre år så ''Tulynghøj'' stå på fire pæle. Den gang gik drengene jo og passede kvæg, til de var store, og så havde bjærgfolkene bryllup, og den dreng nærmede sig højen, og han lærte at spille et stykke efter dem, for han kunde spille lidt på violin.
<br>''Rasmus Mathisen, Ry.''
<br><br>
275. Min moder og min moster gik oppe ved en forfærdelig stor høj i ''Hjælm hede'', der kaldes ''Vibesøhøj'', de gik og passede fårene. Så gik de hen til højen og satte dem og åd deres meldmad. Da gav det sådant et stort skrald der inde. Dernæst gav det sig til at spille, og der blev den skjønneste musik. Så troede de jo, der var bryllup der inde, og blev noget rædde for at være der og løb så derfra.
Der var også tit noget at bemærke for flere end dem ved den høj. Nogle dage efter kom der en karl og skulde op at grave tørv. Så kom der en ussel bitte én til ham og sagde, at når han kom hjem og åd hans onden, skulde han sige, te ''Desdas'' var død. Han tænkte ikke mere på det, men da han kom hjem til Sepstrup til onden, så rendte det ham i tanker, og han fortæller det, men kunde jo ikke forstå, hvad det havde at betyde. Da giver det sig til at klappe lige så mange småklap inde under kakkelovnen. Det var den villeste af deres folk, der var død, og han havde været så stræng imod dem, så det var de glade ved. 
<br>''Jørgen Villadsen, Ramsing.''
<br><br>
276. Tæt ved ''Bjerring'' ligger en anselig bakke: ''Kløsbjærg'', og ned ad sammes vestlige side slynger, en gangsti sig ned til søen. I en lille afstand derfra syd for byen ligger ''Spilhede'' med 3, 4 kjæmpehøje. Nu hændte det sig, at en gårdmand fra Bjerring en sommermorgen med bare fødder vandrede ad den sti, han boede i den anden gård nord for præstegården. Da han var kommen lidt op ad stien, så han en dværg, som sad på den kløftede sten, der ligger ved siden af stien, og kjæmmede sit hår og havde lagt sin store bredskyggede hat ved siden af sig. Han mærkede ikke manden, og denne tog hatten og beså den fra alle kanter. «Hvad er du for en karl?» Dværgen foer op og vilde snappe sin hat, men manden holdt den i vejret og sagde : «Bi Hat, du fryser vel ikke dit hoved om sommerdage. Hvad er du for en karl?» — «Ak», sukkede dværgen, «gjør mig ingen fortræd; vil du give mig min hat og lade mig løbe, skal jeg gjærne sige dig, hvem jeg er. Jeg er en søn af dværgen her i Kløsbjærg og skal i dag holde bryllup med den rige dværgs eneste datter på Spilhede, som en gang skal arve alle højene der og alle hans midler. Alle underjordiske fra Tange bro og til Bjerring mølle er indbudne, ja, endog nogle fra bakkerne hinsides Gudenå. Uheldigvis sov jeg vel længe i morges og var ikke bleven påklædt, da min broder fra ''Brokhøj'' og min fætter fra ''Stenshøj'', som skal være mine førere, kom for at afhente mig. Jeg undså mig ved i deres nærværelse at besørge min renlighed og var derfor listet herop oven for jorden. Nu beder Jeg dig ret indstændig om at give mig min hat og lade mig gå.» — «Nej, du skal gjøre en lille spaseretur med mig op til byen», sagde manden, «at nogle flere af byfolkene kan gjøre dit bekjendtskab, og din hat får du ikke så længe, for ellers smutter du fra mig. Det kunde ellers være morsomt at prøve, hvorledes den tingest af hat kan passe mig.» Hvor forundret blev han nu ikke! Nu kunde han se lige så godt ind i højene som ovenpå. Inde i Kløsbjærg sad et lille selskab og ventede på brudgommen, og på Spilhede så han tydelig, at der forberedtes en stor fest. Han kunde også kjende bruden, der strålede af guld og ædelstene og jævnlig løb hen til døren for at kige over til Kløsbjærg. I en mindre høj var indrettet kjøkken, og kokkekonen stod og rørte i en stor suppekjedel. Han greb nu dværgen ved armen, og det hjalp ham ikke, hvad han stred imod, ikke heller, at han bød ham en anselig sum penge, til byen måtte han. Her vakte han den største forundring, og alle stimlede sammen for at se ham. Så trak han ham ind og bandt ham til foden af et stort gammelt egebord. Den gode dværg måtte nu tåle mange ydmygelser. En spottede med hans sorte tykke ben, en anden morede sig over hans tykke mave, den tredje gjorde sig lystig over hans brede ansigt. Men mandens nabo, Mikkel Jakobsen, var også kommen derind, han boede i den tredje gård fra præstegården. Den spøg syntes han ikke om. «Min kjære nabo,» sagde han, «jeg kan ikke godt lide, at du gjør denne lille person fortræd og forspilder ham hans bryllupsgilde. Han har jo aldrig gjort dig nogen fortræd. Lad ham komme tilbage til sin brud og sine venner». Manden svarede: «Jeg har ikke haft i sinde at gjøre ham fortræd, men da det sjælden træffer, at man får slige godtfolk at se, vilde jeg også, at flere folk i byen skulde have godt deraf. Men da du nu beder for ham, skal han også straks have sin frihed.» Med disse ord løste han rebet og gav ham sin hat. Dværgen takkede nu venligst Mikkel Jakobsen og sagde: «I den gård, hvor jeg har været fange, skal aldrig komme rigdom, men i din gård skal aldrig komme armod, ej heller skal din slægt uddø, din gård skal afvekslende besiddes af en Mikkel Jakobsen eller Jakob Mikkelsen.» Så satte dværgen hatten på og forsvandt Første del af spådommen er gået i opfyldelse, men navnene Mikkel og Jakob er omsider uddøde i gården, hvorvel slægtskabet endnu ikke helt er forsvundet af gården. Rimeligvis er dværgefamilien da også uddød. 
<br>''R. H. Kruse.''
<br><br>
277. Når man kommer fra Bolteskov og til Gjæstelev, lå der for lige ved ''Gjæstelev by'' en høj, som nu er gravet af, og den kaldtes ''Møllehøj''. Da manden i den gård, der lå nærmest ved højen, en aften kom forbi den, kom bjærgmanden ud til ham og sagde: «Kom herhen i morgen aften, for da gjør jeg min datters bryllup, og så skal du se, hvordan det går til.» Næste dags aften gik manden også derhen, og bjærgmanden kom ud og spurgte ham : «Hvad ser du nu?» — «Jeg ser ingen ting.» — «Sæt så din ene fod på min.» Det gjorde han da, og så så han, at højen stod på fire gloende piller, og han hørte tillige, hvordan bjærgfolkene sang og dandsede der inde i højen. Ellers fortæller man også, at disse bjærgfolk havde deres bolig henne under ''Danspegården'' (?) — sådan hed mandens gård — og en gang drak alt hans øl. 
<br>''Sødinge skole.''
<br><br>
278. Præstens karl i ''Væsløs'' eller ''Arup'' kom ridende langs med stranden. Så kom der én ridende bag efter ham, og den siger til ham: «Det er en uheldig tid, du kommer ridende her ad stranden.» Nej, det syntes han da ikke. «Jo, det er, du kommer skidt af sted med det» — «Nej, vist ikke, nej, a farer i min husbonds forretning, a er en Kristen, og der er ingen, der kan gjøre mig noget.» — «Ja, a har også været en Kristen,» siger den anden, «men nu er a det rigtig nok ikke. Men kan du nu følge med mig, så skal du ingen forlegenhed komme i. Deres søn i ''Boldbjærg'' skal have deres datter i ''Valdbjærg'', og a er forrider og skal foran at berede brylluppet, og nu kommer hele bryllupsskaren bag efter. Kan du nu følge med, så skal du få den at se.» Så sætter de jo kraft på og rider alt det, hestene kunde rende. Karlen var godt ridende, og han kunde godt følge med. De ståend ((&#596;: imens) de nu rider, fortæller den anden, at han var bleven tagen ned i en høj på ''Ust'' ((&#596;: ''Vust'') mark af nogle ellefolk.
Den gang de så kom op til bjærget, viste han ham en plads og sagde: «Der kan du rolig blive holdende. » Dernæst gav han ham en bitte klump sølv, det skulde vel forestille at være deres mønt, og da han havde fået den, kunde han se hele skaren, og det var, ligesom hele bjærget var en hel bygning med lys ved lys lige så tæt. Den fremmede sagde: «Der kan du så se dem,» idet de drog om ved dem, og han blev holdende der, til hele skaren var forbi, og så var der ligesom en port, de smuttede ind ad. Da de var inde til hobe, gav det et stort skrald, som om porten blev smækket i, og så var det hele forbi.
<br>''Jens Kristian Smed, Tranum.''
<br><br>
279. Der var en mand, som skulde til ''Løkken'' med et læs korn, og han vilde kjøre langs med stranden. Så kom der én løbende og nåede ham, og han siger til denne her mand, at han skulde kjøre rask. Ja, så begynder han at kjøre raskere, men det kunde ikke blive rask nok. Han skulde kjøre endnu meget sårrer (&#596;: hurtigere). Han svarer, at det kunde han ikke, for han havde så meget læs. Så tager ham, der gik ved siden af, to sække af vognen og tager en på hver ovsel(&#596;: aksel). Se, nu skulde han da bedre til at kjøre, men det kunde endda ikke skride rask nok endnu. Med et så hytter han sækkene i vognen til ham igjen og siger, at nu skulde han holde op med vognen til havbakkerne, for der skulde gjøres plads. Kongens datter på ''Boldbjærg'' kom kjørende og skulde ned og have kongens søn i ''Furby bjærge''. Så holdt han også til siden, det gjorde manden, og da kom der også en stor række lukkede vogne og kjørte ham forbi.
Furby bjærge er på denher side af Skagen.
<br>''Kristen Jepsen, Rødehus.''
<br><br>

280. På ''Udby mark'' ved Kalundborg ligger en stor høj, som kaldes ''Børen'', og på ''Smallerup mark'' én, som kaldes ''Maglehøj''. En dag gik der nogle folk på Udby mark og rev hø, og det var lige ved solnedgang. Så så de, at der kom nogle små folk gående hen over marken, og foran gik der en pusling med en krone på hovedet, og han sang;

::«Til Børen, til Børen,
::til kongens datters bryllup.»

Sådan blev han ved at synge, så længe folkene kunde høre ham, og de kunde se, at puslingerne gik hen mod Børen og blev borte der. 
<br>''Jørgen Hansen.''
<br><br>
281. ''Børen'' er en forunderlig dannet banke på ''Rørby mark'', den er nogenlunde firkantet og ganske flad og jævn oven på. Kanterne af den er bratte ligesom klinten ved en strand. I denne banke boede troldkongen. Alle folk der omkring har hørt, hvorledes tunge kistelåg blev smækkede i der inde. En gammel kone ved navn Sidse Skrædder gik en aften til sit hjem. På én gang kom der hende et kjøretøj i møde, som havde sådan en underlig skabelon. Hvordan det så ud, og hvem der var på, fik hun ikke rigtig at se, men da de kom ud for hende, testede hun dem an og spurgte: «Hvorhen gjælder rejsen?» Så var der én, som råbte : «Til Børen, til Børen, til bryllup med kongens datter!» Da de var komne hende forbi, så Sidse, at der slæbte to harver med opad vendte tænder bag efter vognen, og da hun så over ad Børen til, var den så oplyst, så det var en lyst. 
<br>''A. N.''
<br><br>
282. På markerne, der hører til ''Nørhalne i Biersted'' sogn, ligger to høje: ''Bjælkehøj'' og ''Elleshøj''. En aften for længe siden gik en mand mellem disse to høje. Da mødte han en hel skare af småfolk, som spærrede ham vejen: «Hvad mon det skal betyde?» tænkte han. Da var der en af småfolkene, som trådte frem og sagde: «Jeg gifter min datter fra Elleshøj til Bjælkehøj.» — «Ja, far med Gud», sagde manden, men i det samme forsvandt hele skaren. 
<br>''Nik. Christensen.''
<br><br>
283. I ''Lystrup'', Vivild sogn, ligger to høje, den ene hedder ''Turshøj'', og den anden ''Gravshøj'', og i dem boede der bjærgfolk. En gang skulde datteren i den ene høj giftes med en søn i den anden, og hun skulde have stort udstyr. En nat kom trolden til en mand og forlangte hans trækstude til at kjøre udstyr med. Om morgenen var studene nok komne tilbage, men de var døde. Ved munden af dem lå så en skjæppe penge. 
<br>''P. K. S. Overgård.''


284. Det er ellers en gammel tale, at deres søn af ''Desterdys'' fik deres datter af ''Mårhøj'', og der var et stort bryllup. Endnu hører man ofte, hvorledes det hamrer og banker i Mårhøj (mellem 'Stenum og Løkken). 
<br>''Nik. Chr.''
<br><br>
285. Der boede en ellekonge i ''Langsbjærge'' nede nordøst for Flade kirke, og så var der også en i ''Skjærhøj''. Deres datter fra den første høj blev gift med sønnen i den anden. Manden fra en gård lidt syd for kirken, der ligger midt imellem højene, gik og havde sådan en tandpine. Så kom der en til ham og spurgte, hvad han gik der efter. Ja, hans tænd var ham tilovers. Men han troede, at han gik der for at ville passe dem op, når brudefølget kom, «for a gifter min datter fra Langsbjærghøj og til Skjærhøj». Nej, det var slet ikke sådan, det var, som han havde sagt. Så lavede han det sådan, at han ikke mere fik ondt i hans tænd. Brylluppet stod i Skiærhøj.
<br>''Niels Kristian Andersen, Flade.''
<br><br>
286. Der var to høje i ''Vester-Jølby'', og midt imellem var der en gård. Den ene høj var ''Klosterhøj''. Der i den gård boede en gammel mand, som hed Henrik Søndergård, og han gik ude i gården, for det han kunde ikke sove i hans tænd. I den ene høj havde de en søn, og i den anden en datter, og de skulde netop have bryllup den nat, og deres vej gik lige igjennem den mand hans gård. Den gang de kommer nu kjørende og skal hen til den anden høj, så standser de og spørger ham om, hvad han gik oppe efter, om han gik der for at se efter dem? Nej, han gik, for det hans tænd var så gale. Så tog en af dværgkonerne et hvidt lommetørklæde, og det flyede hun ham og sagde, at når han bandt det om hans tænd, så skulde han aldrig få ondt i dem mere. Det gjorde han og fik siden aldrig tandpine. Der blev en hule i hans kind, og der løb en klar vædske ud af ned på hans hage. Sådan ivessomda dryppede det ned på hans vest, det har a selv set, og det var kommen deraf. Det hvide lommeklæde, siger de, er gjemt i gården den dag i dag er.
<br>''Else og Maren Dissing, Skallerup.''
<br><br>
287. I ''Skranderup'', Sejerslev sogn, boede en mand, som var meget plaget af tandpine. En nat stod han op af sin seng og gik omkring på gulvet, ja, til sidst uden for huset. Så kom der en fremmed mand til og bød godaften. «God-aften,» sagde Palle. «Hvorfor går du her ude så sildig?» Ja, han havde så ondt i sine tænder. «Siden du ikke går her for at se efter mig og mine, skal jeg hjælpe dig, hvis du så vil gå ind i dit hus. Jeg bor henne i ''Langsbjærg'', og i aften har min datter bryllup, brudetoget kommer nu snart fra Langsbjærg til ''Krobjærg'', men det må du ikke se.» Palle fulgte rådet, og så snart han kom ind, var tandpinen borte. Han havde aldrig siden ondt i sine tænder. 
<br>''Nik. Christensen.''
<br><br>
288. Nord for Fårup ligger ''Stovhøj'', og sønden for ligger ''Hulhøj''. Det er en gammel tale, at de giftede deres datter fra Hulhøj til Stovhøj. Den gang de førte bruden til Stovhøjen, gik just en mand og klagede sig, fordi han havde ondt i maven. Da havde dværgene ondt af ham, og de rådede ham, at han skulde spise små kropstegte (&#596;: i Ålens eget fedt stegte) ål. Han fulgte deres råd og kom sig.
<br>''Nik. Christensen.''
<br><br>
289. Oppe på en høj på ''Buderupholms mark'' har min moder tit set lys brænde.
<br>I en høj norden for ''Ellidshøj'' — Byen har navn efter den — var der ellefolk, og så var der en gang bryllup i den. Så vilde de låne deres skåder og surdej i huset der tæt ved, og de turde ikke nægte dem det. Konen fik da lov at se hele bryllupsstadsen, for toget skulde igjennem rollingen, og de kom også både ridende og kjørende, og allersidst kom der en bitte mand på en grå hest, og han vendte baglænds og sad og peb i r . . en af hesten. Da den kom ind under bordet, trådte den med sin ene fod i hundens fad, så det dandsede rundt om imellem benene af folkene. Det kom konen til at le ad, og derover blev manden hæftig og gav hende et ørefigen, idet han spurgte om, hvad hun lo ad. Så fortalte hun det, men han kunde ingen ting se. De havde også musik med, men heller ikke andre end konen kunde høre den. 
<br>''Marie Nielsen.''
<br><br>
290. På en gård i ''Mårbæk'' i Bedsted sogn var der mange vætter. Underbostøjet kom tit og lånte et og andet i huset En gang kom der en lille mand og lånte en saks af pigen. Dagen efter var der bryllup, og hun fik lov til at se den herlighed. «Men så snart du lér, får du ikke mere at se.» Næste dag så pigen også vætterne komme og gå ned i en høj tæt ved gården. Hun gik hen og så ned i den, og der var en stor herlighed. Men som de bedst sad, blev et par af dem uenige, og da sprang en anden, som sad omme bag bordet, op og vilde over og skifte lyd imellem dem. Han havde pigens saks bunden ved siden i steden for en sabel, og da han sprang op på "bordet, stødte saksen imod dette, og den kom således til at stikke ham i det ene lår. Pigen kunde da ikke bare sig for at le, og derfor fik hun intet mere at se. 
<br>''Nik. Christensen.''
<br><br>
291. En mand og en kone havde sådant et uheld med deres kreaturer, at det gik helt tilbage for dem. Så gik manden ude i mørkningen og var i skidt humør, og da kommer der en lille mand til ham med en rød lue på og siger: «Aften.» Ja, han kjendte ham ikke. «Ja, da er vi naboer, og a har hørt, det står sig ikke godt med dine kreaturer, men det vil a give dig råd for. Du skal flytte dit kræhus.» Ja, det klagede han sig ved, han havde ikke råd til det. Så kunde han flytte kræet over i kornloen og sætte korn der, som han havde kreaturer, det kunde da ikke koste så meget. Sagen var, at han boede lige der underneden, og hans loft var ikke tæt, så der flød nogen saft ned på hans bord og i hans suppe, men om der faldt en rugkjærne ned, det havde han ikke imod. Ja, manden fik så det flytte gjort, og nu blev alt bedre, og kreaturerne treves helt godt. Så var det en dag lige før jul, de havde fået brygget, og manden var ikke hjemme, da kommer denher lille mand op til konen, om han kunde ikke låne et anker af hendes juleøl, for han var kommen så uheldig af sted, gjorden var sprungen om hans tønde, og de skulde have bryllup der nede. Det lånte hun ham, men hun vilde nok have at vide, hvordan det gik til med det bryllup, og vilde nok se brudeskaren, når den kom, og sådan noget. Ja. den skulde igjennem deres stue, og han kunde jo nok bringe hende til at se det, men hun vilde komme til at fortryde det. Hun var dog slemt nysgjerrig og vilde se det. Ilav manden kom hjem, fortalte hun ham det om øllet, men det var han ikke godt tilfreds med, nu var de af med ølllet, og de fik hverken øl eller tønde igjen. Anden dags morgen, da de fik deres davre, da kom brudeskaren ind som af det ene hjørne af stuen og skred over til det andet, og forved gik en hinkende spillemand og gned på fjolen. Det kunde konen se, men manden ikke, og hun slog en grov skranni ((&#596;: latter) op. Han skjældte ud, men hun blev ved at skranne, og til sidst gav han hende én ved hovedet, te hun sank lige ned på bænken. Ørefigenet havde hun fået, men da hun kom til sig selv, fortalte hun, hvad det var. Nogle dage efter kom han med øllet igjen, og siger så, at de måtte ikke se i ankeret, for det vilde ikke bekomme dem godt. Hanen sad i den, og de måtte godt tappe af den. De tappede så af det, og det løb bestandig. De havde juleøl til påske, og det var bedre øl end deres eget. Det var jo manden godt fornøjet med, nu behøvede de ikke at brygge mere. Men så en dag tog nysgjerrighed overhånd, og han så i tønden. Da var det ikke andet end spindelvæv, og så havde de aftappet. 
<br>''Skovrider Mads Holdt, Påbøl.''
<br><br>
292. En underjordisk kvinde bad en kone om at låne hende hendes gyldenstykkes hue, da hun skulde til bryllup. Så måtte hun få stadsen at se. Hendes to børn sad ved en skammel og spiste af et fad vælling, da brudefølget kom igjennem stuen. Bag efter toget red spillemanden på en trebenet hest, der slog ud med det ene ben og slog vællingfadet i stykker. Da konen næste dag fik sin hue igjen, var der en plet af vælling på den, fordi hun havde lét af toget. 
<br>''H. Børdam.''
<br><br>
293. På ''Næsby mark'' var en kone, som havde megen omgang med troldene. En dag kom således en troldkjælling for at låne mel, hun skulde gjøre bryllup om morgenen, sagde hun. Konen spurgte da, om hun måtte se brudeskaren. Ja, det måtte hun nok, men det vilde koste hende et ørefigen. Dagen efter kom hele skaren spaserende igjennem stuen, gik ind under dørtærskelen og ud i svinestien, hvor deres kirke var. Det var nogle små bitte puslinger med knæbukser og røde huer på. Konen lo o. s. v.
<br>''Chr. R.''
<br><br>
294. Vor gamlemoder fortalte, at som folkene en middag sad ved bordet, kom der en underlig én (en vætte) ind på ''Egtvedgården'' og spurgte, om de måtte kjøre igjennem stuen med brudestadsen, og sagde med det samme, at vilde de se toget, måtte de tie bomstille, ti ellers forsvandt de. Så kom de da, men ved dørtærskelen lå de og vraltede og væltede og kunde ikke komme over, så folkene umulig kunde bare sig for at le, og så forsvandt de alle. 
<br>''Jørg. Hansen.''
<br><br>
295. I et hus i ''Holsten'' var der vætter. En dag kom der rullende en lille kugle som et nøgle garn og bad konen om at give lidt til dens bryllup. Hun måtte få lov at se stadsen o. s. v. Holsten &#596;: Sønderjylland.
Der kom ny folk i det hus, men vætterne kunde ikke lide den kone, ti hun tænkte aldrig på at lægge noget til side eller i krogene til dem, og ingen ting vilde da lykkes for dem. Da rådede nabokonen hende til at spørge dem, om hun måtte være der. «Ja, når du vil være god mod vætterne.» 
<br>''C. Brockdorff.''
<br><br>
296. Konen får en øring (&#596;: lussing), fordi hun ler af en hest, som slår til en lille tyk dværg, da østerstuedøren og kjøkkendøren springer op, og der både kom ridende og kjørende. <br>''Nik. Christensen.''
<br><br>
297. En mand havde to døtre, de var en dag ude at spasere, og så mødte de bjærgmanden; han bad dem besøge sig på søndag, da skulde han have barnedåb. «I skal ikke spørge andre derom end præsten, og hvis I så kommer, så kan I gå ned i eders bryggers og banke på en væg, så skal der blive lukket op for eder.» Dermed gik så bjærgmanden. Pigerne spurgte nu præsten, hvad han syntes, de skulde. Han svarede: «Hvis sådanne puslinger virkelig har barnedåb, så synes jeg, I skal gå derned.» Pigerne havde nok lyst til at vide, hvordan det så ud hos bjærgmanden, de trak derfor deres bedre tøj på om søndagen, gik ned og plukkede nogle blomster, som de vilde forære bjærgfolkene, gik så ned i bryggerset og bankede på, hvor der da straks blev lukket op for dem; bjærgfolkene var glade ved dem, og de blev bænkede ved bordet. Da kom den ene af pigerne til at se op, og så så hun, at over deres hoveder hang en vældig stor kampesten i en silketråd. Pigen blev bange, men bjærgmanden sagde, at det skulde hun ikke være bange for, der var ingen fare, «hele livet hænger jo i en silketråd.» Da de vilde hjem, forærede bjærgmanden dem nogle høvlespåner og bad dem om at gjemme dem godt, men den ene af pigerne kastede sine lige straks på ilden, den anden gjemte dem i sin dragkisteskuffe. Da hun siden vilde se til dem, var det guldpenge. Nu fortrød den anden, at hun havde ladet så hånt om sine og kastet dem på ilden, og hun ragte i asken efter dem, men de var brændte i kul. 
<br>''Stadil. Maren Bonde, Vedersø.''
<br><br>
298. Der boede en bjærgmand i en høj, som ligger tæt vesten for ''Hasle by'' (den er senere forsvunden og forvandlet til grusgrav), og han blev en gang budt til barsel hos bjærgmanden i ''Borum–Eshøj'' og skulde også være fadder. Så vilde han da give faddergave, men den dag, barselet skulde være, blev hans kone syg, og han måtte da blive hjemme. For dog ikke at undlade at give faddergaven, der skulde bestå i en guldhammer, gik han op på sin høj for at smide den derover. Men idet han nu stod og svingede, gik hammeren af skaftet, og den fløj mere til nordvest og faldt i en lavning ved Mundelstrup og frembragte ''Gjeding sø'', men skaftet kom godt nok til Borum-Eshøj uden dog der at efterlade sig noget spor.
<br>''N. Nielsen, Viborg.''
<br><br>
299. I den østlige ende af ''Tungelund'' og den vestlige side af ''Mondrup'' marker ligger en række høje, en 13, 14 stykker, der næsten alle har sit navn og sin historie. Den ene er så høj, at der kan tælles 23 kirker på den, og den kaldes ''Mondrup høj'', hvor en skat skal være begravet. Flere har forsøgt at finde den, men er altid blevne forhindrede deri. ''Bavnehøj'' med to mindre høje klods på er den nordligste i rækken, og der skal være en meget stor underjordisk lejlighed i den, som ikke alene strækker sig ind under de tre høje, men også under bakkekammen. I denne høj boede bjærgkongen, og han var meget mægtig, så folk gjorde godt i at være venner med ham. Han kunde ikke fordrage herren på ''Hagsholm slot'' — som den gang endnu ikke var ødelagt — for denne havde nogle nisser, som stjal bjærgkongens guld og leverede ham. Heller ikke kunde han komme nogen veje med en enlig meget rig og gjerrig trold, der boede i ''Låddenhøj'', mellem ''Ajdt'' og ''Astrup''. Ane gik i sine unge dage og passede får i heden der omkring, og da kommer bjærgkongen hen til hende en dag og tager hende med hjem, for hans søn skulde navnes, og når han kunde få en døbt til at overvære denne handling, vilde sønnen kunne få magt over slotsherrens nisser. Til gjengjæld herfor betingede Ane sig, at hun skulde have hendes bryllups-udstyr af ham, når hun skulde giftes. Da så tiden kom, at Ane vilde gifte sig med Per i ''Borris'', forlangte hun sit udstyr, men kongen mente, at når han skulde give hende udstyr, vilde han også råde for, hvem hun skulde have. Det var for meget for Ane, og da Per var godt kjendt med dem i ''Klepvadshøj'' (Klokkevadshøj), gik han der ind for at rådføre sig med dem. De gjorde ham opmærksomme på forholdet mellem bjærgkongen og eneboeren i Låddenhøj, og så gik Per til denne. Han var straks villig til at hjælpe ham. Ane skulde nu gå ind på kongens forslag, og når han så havde udbetalt hende det fornødne guld til udstyret, skulde hun forlange en dags frist, før hun endelig bandt sig, og aftalen blev, at hvis hun sagde ja, skulde hun lægge et stykke træ på højen som hendes skjærv til bavnen, men sagde hun nej, skulde hun levere udstyret tilbage. Det bestod af en skjæppe sølv og to guldsmykker. Hun skulde så tage et stykke træ på kirkegården, det lå ved den østre side af lågen, og dyppe i vievand og lægge det på højen efter solens nedgang. Det gjorde hun. Men da kongen fandt det, blev han så arrig, at han slængte det en 100 favne bort, og der, hvor det faldt, blev et høl, hvoraf der stadig flyder vand, som så dannede ''Troldkjæret''. Guldsmykkerne, der skal være i familien endnu, har den egenskab, at der ingen fattigdom kommer, hvor de er til huse. Ane blev gift med Per, og der er også midler nok i deres slægt. Træet, te Ane lagde på højen, fandt Gamle-Terkild i Mondrup, det lignede en af de figurer, der er på prækestolen, uden det, næsen er slået af den. Vi brugte ham som dukke, mens vi var børn, slutter fortælleren, og han tilføjer: «Nu skal de nok alle være døde, deher bjærgfolk, men kongesønnen fik dog magt over herren på Hagsholm.» 
<br>''S. Jensen Sort, Århus.''
<br><br>
300. Else i ''Fiskbæk'' fortalte om, hvordan folkene i en gård en aften sad inde i stuen og da så en stor mængde småfolk, der kom op af et hul ved ovnen. De kom lige så stærkt, som de kunde, og de skulde af sted til begravelse, idet de råbte i munden på hverandre: «Utta er død, Utta er død, vi skal til begravelse.»
<br>''Kirstine Madsdatter, Havredal.''
<br><br>
301. I ''Søllerup'' boede en husmand, han vilde til Kjøge med smør. Han vågnede midt om natten, og da det var ganske lyst, stod han op og mente, det var dag, for han havde intet uhr. Han begav sig nu på vej og kom forbi ''Påskebjærget''. Da så han en ligskare, og han veg til side for ikke at komme dem i vejen. Men langt bag efter den øvrige ligskare møder han en halt mand, som i vred tone spørger Søllerupmanden : «Hvor kommer du her så til dags?» Manden sagde, at han troede, det var dag, da han stod op, og så var han gået på vejen til Kjøge. Den halte mand sagde ham da, at det var bjærgfolk, som begrov en i Påskebjærget, hvor de havde deres kirke, «og du er lykkelig,» sagde han, «at du gik af vejen for ligfølget, ellers havde det knust dig, men kom her ikke en anden gang på den tid.» Således slap manden lykkelig derfra.
<br>
En gammel kone har fortalt, at hun som lille pige vogtede får på ''Påskebjærget''. Da hun blev søvnig, lagde hun hovedet ved højen, men så hørte hun, hvorledes de lukkede kister op og i nede i bjærget. Da hun vågnede, var hun lidt fortumlet i hovedet og måtte bæres hjem.
<br>''Louise Sadolin.''




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]