Vis kilden til Grønlands historiske mindesmærker Forerindring

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Grønlands historiske mindesmærker Forerindring]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Finnur Magnusson3.png|thumb|right|150px|<center>'''Finnur Magnusson''' (1781-1847)</center>]]

<center>'''[[Islændingesagaer]]'''


Udvalgte tekster fra

'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''

<br><big><big>'''Forerindring'''</big></big>


Af [[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] </center>




DE DANSKES VEI TIL ROES OG MAGT,<br>
SORTLADNE HAV

förte dem allerede for henved et Tusende Aar siden til det nordvestlige Öland, som siden blev Udgangspunktet for Nordboernes vidtlöftige, indtil de sidste Aar tildeels kun lidet bekjendte Opdagelser af Öer, Lande og Kyststrækninger mod Nord og Vest, samtlige liggende i den Jordhælvte, som hele fire Aarhundreder derefter igjen opdagedes af Europæerne, men fik da, fordi SydbÖerne meente at den for vor Menneskeslægt för havde været fuldkommen ubekjendt, det endnu brugelige Navn af den nye Verden. Den danske Gardar opdagede först af Nordboerne det fjernt liggende Island. Skandinaverne, mest Nordmænd, men ogsaa tillige Danske og Svenske samt Skotter, Irlændere og flere oprettede der snart en blomstrende Colonie og Fristat, hvis Indbyggere, efter Öens Beliggenhed og daværende Forhold til fremmede Lande, maatte nödes til at öve og uddanne det fra Fædrene nedarvede Sömandskab og Lyst til nye Opdagelser paa hin Side af det store Verdenshav. Fra Island fandtes og coloniseredes Grönland; de der bosatte eller dette Land besögende Islændere opdagede snart forskjellige Öer og Kystlande af Amerika. Islændere og Grönlændere, af skandinavisk Herkomst, gjorde adskillige Forsög paa at anlægge Colonier paa Amerikas Fastland, nu Dele af de forenede nordamerikanske Fristater, og det er sandsynligt, samt tildeels af Oldskrifterne bevidnet, at adskillige af hine Europæere bleve der tilbage, og ere da rimeligviis med Tiden blevne blandede med Landenes Indfödte. Omtrent paa samme Tid forsloges paa Söreiser forskjellige i sin Tid berömte islandske Hövdinge og Kæmper, med deres, hele talrige Skibsmandskab, til end sydligere Kystlande af Amerika, hvorfra Indbyggerne ikke tillode dem at vende tilbage. Efterretningerne herom bragdes til Europa deels ved irske, deels ved islandske Skibe, som paa een eller anden Maade kom til hine fjerne Kyster, men havde det Held at kunne vende tilbage derfra til deres Fædreneegne.


Imidlertid voxte og opblomstrede fra 986 af den islandske Colonie i Grönland, som især inddeeltes i tvende Hoveddistricter, Österbygden og Vesterbygden. At det er lykkedes dens driftige Hövdinge at grunde andre lignende i selve det egentlige Amerika, kunne vi antage for rimeligt, skjönt Oldskrifterne derom kun indeholde ubestemte Vink; og at de gamle fra Europa nedstammende Grönlændere have i de fölgende Aarhundreder drevet en större Sofart og Handel paa hin Verdensdeel, end vi nu vide, kan sluttes af den opbevarede Beretning om at de gjorde saadanne Reiser dertil endnu henimod Midten af det 14de Aarliundrede. Ei heller forsömte de at udvide deres Opdagelser saavidt mueligt mod det fjerneste Norden. En, formodentlig i Aaret 1135, forfattet Runeskrift, efterlodes af dem i en Varde paa Öen Kingiktórsoak ved Vest-Grönlands Kyst paa 72° 55' n. Br., liggende omtrent geographiske Mile længere mod Nordvest end det i vore Dage först som Loge 1790 og som Colonie 1806 oprettede nordligste danske Etablisement Upernivik, der dog nu atter for faa Aar siden for det meste har maattet nedlægges. Af Oldskrifterne sees endvidere, at de gamle Grönlændere i Aaret 1266 paa et til Opdagelser bestemt Sötog endog have trængt frem i det först i vore Dage atter opdagede Lancaster Sund. Alt dette er allerede nærmere udviklet og oplyst i det nu af vort Selskab udgivne Værk ''Antiquitates Americanæ'', hvortil vi henvise Læserne.


Desværre maatte det lille, men for sin Driftighed og sit dygtige Sömandskab agtværdige Folk, langt snarere end det kunde ventes, bukke under for forskjellige Ulykker, ja tilsidst for en saa fuldstændig Ödelæggelse, at det saagodtsom aldeles forsvandt uden andre kjendelige Spor end de döde Ruiner af dets Bygninger og Anlæg, forskjellige Indskrifter paa Stene og enkelte andre Efterladenskaber, som nu vistnok maae henregnes til de sjeldneste og mærkværdigste Oldsager. Den gamle grönlandske Colonie stiftedes omtrent Aar 986, og regjerede sig fra den Tid selv efter egne Love, antog Christendommen Aar 1000, fik sin egen Biskop og Bispestol 1123, mistede sin Selvstændiglied og underlagdes Norges Krone 1261. Fra den Tid af rammede mange Uheld den grönlandske Skibsfart og Handel; Skibbrud bleve især meget hyppige, og Havisen ved Landets östlige Kyster tiltog sidst idet 13de Aarhundrede i en, som det synes, forhen ukjendt Grad. I det 14de Aarhundrede begyndte Skrælingerne, af de nuværende Grönlænderes Stamme, at anfalde Colonien, rimeligviis dens vestligste Bygd, og tilföiede den 1379 stor Skade. Kort efter fornyede de deres Indfald, saaledes at de ödelagde den hele Vesterbygd. Endskjönt Landet led saa meget, baade ved Naturens Ublidhed og fjendtlige Anfald, muelig og ved pestagtige Sygdomme, begik dog den norske Regjering den store Feil at tilegne sig eller Regenten udelukkende Eneret til at handle med Landets Indbyggere. Dette under slige Forhold grusomme Monopol, som siden i Principet, gjennem fire til fem Aarhundreder, blev anvendt paa Island til dette Lands ubodelige Skade, synes især at have foraarsaget Coloniens Ödelæggelse, da Regjeringen vel udelukkede alle Private fra Handelsförelse, ja endog al Seilads til Grönland, men dog selv, især tilsidst, forsömte Landets Opseiling og Indbyggernes Forsyning med de Nödvendighedsvarer, som de behövede fra Europa til Livets Ophold. Ikke desmindre see vi dog at Östbygdens Colonie endnu har været til, tilligemed Bispesædet Garde, og havt en nogenlunde talrig Befolkning indtil Aaret 1410; — til Beviis herfor ville, for förste Gang, forskjellige tildeels i Grönland skrevne Diplomer meddeles i nærværende Værk. I Aaret 1418 synes den störste Deel af Colonien at være ödelagt ved et fjendtligt Indfald, rimeligviis af Eskimoerne, men en Deel af Indbyggerne dog at have holdt sig i hele 30 Aar derefter paa afsides Steder, og andre været hiemkomne fra langvarigt Fangenskab, saa at de da, 1448, paa ny begjerede Biskop og Præster. Adspredte, men langtfra ikke tilstrækkelig beviste Efterretninger ville, at en Deel af Colonien, navnlig Garde, har bestaaet omtrent 1460 (og længere), samt at en betydelig Handel er dreven fra Norge til Grönland lige indtil 1484. Da siges 40 erfarne Sömænd, som nöie kjendte hine Farvande, at være omkomne og med dem al Kundskab om den rette Seilads til Grönland at være gaaet til Grunde.


Vistnok var denne Kundskab fuldkommen glemt henved 1520, da den Trondhjemske Erkebiskop Erik Walkendorff sögte at fornye Farten til Grönland, men hindredes derfra ved politiske Begivenheder, som fordreve ham selv fra Norge. Vi kunne her ikke opholde os ved at opregne de mange Forsög, som siden fra Danmark jevnlig bleve gjorte til Coloniens Gjenopdagelse; samlede men kortfattede Underretninger derom maae forbeholdes nærværende Værks 3die Bind. Disse Forsög bleve mest foranledigede af de historiske og geographiske Beretninger om det gamle Grönland, som havdes i islandske, færöiske og norske Skrifter fra Middelalderen. Det synes at have været et stort Uheld for Danmark og Norge, at de i og for sig selv tydelige Efterretninger, som indeholdtes i dem om Amerikas ældste Opdagelse, foranlediget ved Seiladsen til Grönland og fuldfört fra dette Land, ikke benyttedes af disse Rigers Regjering til Gjenopdagelsen af hin rige Verdensdeel. Derimod synes den store Columbus, som i Aaret 1477 besögte Island, der at have erhvervet sig Kundskab om hine hans nordiske Forgængeres Reiser, som da vistnok ikke, har været een af de ringeste Bevæggrunde til hans længe nærede Forsæts Udförelse, der endelig kronedes med det herligste Held, gav Verdensbegivenhederne en forandret Retning, og aabnede for Europæerne en ny Jord, der siden er bleven deres andet Hjem. Hvilken Lykke kunde det ikke have været for vort Norden, hvis de, der da sade ved Statens Roer, havde behörig kjendt og benyttet de Oldskrifter, som först nu komme for Lyset i deres rigtige Skikkelse.


Ikke desmindre have nogle af disse kun ufuldstændig kjendte Skrifter og de fra dem til trykte Værker forplantede Uddrag og Noticer foranlediget sande Goder for den danske Stat: Grönlands Gjenopdagelse og nye Colonisation, Christendommens Udbredelse der tilligemed store Anlæg for Handel og Havfiskeri, som nu beskjeftige et betydeligt Antal af Moderstatens Söfolk og derhos bringe den betydelige Fordele. Disse ældgamle Efterretninger, eller rettere adspredte Brudstykker af dem, opflammede nu for fulde 120 Aar siden en fattig Præst i Nordlandene, Hans Egede, til en utrættelig Iver for Evangeliets Forkyndelse blandt det fra Europas Norden nedstammende Folk, af hvilket man da meente at ublandede Levninger endnu maatte være tilbage paa Grönlands Östkyst. Saaledes kan en i sig selv vildfarende Mening fremkalde de herligste Fölger. Efter Opofrelse af egen Velfærd, med fuldkommen Hengivelse til de besværligste Anstrængelser og Savn, opnaaede han for saavidt sit Maal, at alvorlige Anstalter bleve trufne af Kong Frederik den 4de til et fast Handels- og Missions-Anlæg i Grönland, ved hvilket Egede da 1721 selv bosatte sig og virkede siden i 15 Aar med den sjeldneste Iver som de Grönlandske Eskimoers sande Apostel. Det var i 1836, den danske Reformations trehundredaarige Jubelaar, ogsaa netop et hundrede Aar siden at han fuldendte denne sin Bane og vendte tilbage til Danmark, hvor han dog til sit Endeligt 1758 vedblev at virke til det ham saa kjære Missionsværks Fremme. Under sit Ophold i Grönland nærede han bestandig det Haab at Levningerne af den formeentlige europæiske Colonie paa Landets Östkyst kunde opdages, og foretog selv 1723 i den Hensigt en meget besværlig Reise, som, efter hvad vi nu vide, naturligviis intet synderligt Udbytte kunde bringe. Dog kom han paa denne ved at besee mangfoldige Ruiner, især de höist mærkelige af Kirken i Kakortok, til den fuldkomneste Overbevisning om, at en Deel af Colonien havde ligget i de sydligste Egne af Grönlands Vestkyst. Der havde man, lige fra det 16de Aarhundrede af, antaget at den da forlængst ödelagde Vestbygd maatte have ligget, men troede ikke at kunne söge Östbygden der, og denne Mening har, som bekjendt, været næsten almindelig udbredt lige til vore Dage; — men efterat Kong Frederik den 6te, for at gjöre Ende paa al Uvished herom, havde ladet en vel udrustet, fornuftig beregnet og ypperlig udfört Expedition til Östkystens Undersögelse foretage og fuldföre ved Capitain W. A. Graah, synes denne Vildfarelse at maatte forsvinde. Graah bereiste der, i Aarene 1829, 1830 og 1831 en Strækning af henved 100 Mile uden at finde den mindste Levning af gammeleuropæiske Bygninger, hvorved det imidlertid er at bemærke at han kun fik Leilighed til at undersöge enkelte af Östkystens mange Fjorde. Den Mening at Östbygden har ligget paa Östkysten var for en stor Deel foranlediget ved de trykte Udgaver af nogle af de ældste og vigtigste Sagaer, der handle om Grönlands Opdagelse og ældste Beboelse, hvilke Udgaver hidindtil vare blevne anseete for aldeles paalidelige. Vi saae os saaledes af vor skuffede Videlyst nödte til at jevnföre disse med de ældste og bedste Haandskrifter, men fandt nu, mod vor Forventning, adskillige Feil og Mangler ved hine Udgaver, som havde vildledet de saaledes utilstrækkelige Granskninger.


Vi fattede da det Forsæt til vor egen ligesom og til Samtidens og Eftertidens Belærelse at samle og udgive alle de Skrifter fra Nordens Middelalder, der angik Grönlands Historie og Geographie, samt tillige at beskrive og saavidt mueligt forklare de Mindesmærker fra Oldtiden, som i vore Dage ere fundne eller inden Værkets Fuldendelse kunne findes i Landet. Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab har i sidstnævnte Henseende foranstaltet forskjellige Undersögelser og Eftergravninger med tilbuden og ydet Hjælp af de i Landet værende Coloniebestyrere og Missionairer. Resultatet af disse Undersögelser i Forening med de i Oldskrifterne indeholdte Angivelser ville forhaabentlig lede til, med större Sikkerhed end det hidtil har været mueligt, at kunne udfinde den gamle Colonies sande Beliggenhed. Af Oldskrifterne ere vi endvidere komne til Kundskab om, at enkelte Fredlöse i den grönlandske Fristats Tid ere flygtede til Östkysten, og have opholdt sig længe der, ja endog opfört Gaarde og ernæret sig ved Kvægavl, samt at Skibbrudne eller og af ls eller Uveir til Kysten fordrevne Söfarende have bygget Hytter i hine Egne, hvilke Beretninger give nogen Anledning til at antage, at der mueligen kunde findes Rudera af enkelte saadanne Bygninger. Vi kjende imidlertid ingenlunde Grönlands gamle Historie saa nöie, at det jo kunde være mueligt at Nybyggere fra de beboede, engang maaskee overbefolkede, Egne have i större Antal i sin Tid sögt at opdyrke eller bebygge det Indre af een eller anden af Östkystens endnu ikke i vore Dage bereiste eller undersögte Fjorde. Men Sagaerne give ingen Oplysning herom. Derimod kan man slutte af dem, at Grönlands Östkyst endogsaa tidligere end det 10de Aarhundredes Slutning har havt enkelte Beboere af eskimoisk Herkomst.


Nærværende Værk vil komme til at bestaae af tre Hovedafdelinger, som atter danne forskjellige Underafdelinger. '''Den förste Hovedafdeling''' er den vidtlöftigste, da den, tilligemed en indledende literairhistorisk og kritisk Undersögelse, indbefatter Samlingen af alt hvad der nu her haves af gamle originale, mest islandske, eller i vort Nordens fælles Oldsprog forfattede, Skrifter og Brudstykker vedkommende ''Grönlands ældre Historie'', dets förste Opdagelse og Colonisering, Christendommens Indförelse, de fra Landet foretagne Opdagelsesreiser m. m., kritisk undersögte efter de bedste Haandskrifter, om hvis Indhold, Beskaffenhed, Oprindelse, Alder og Forfattere vi have været saa heldige at kunne meddele adskillige nye Oplysninger. Grundtexten ledsages af en dansk Oversættelse; særegne Indledninger og forklarende Anmærkninger ere tilföiede. I denne Afdeling optages tillige de förste Opdageres og Nybyggeres fuldstændige Levnetsbeskrivelser fra de gamle Kildeskrifter, Uddrag af de islandske Annaler og de Grönland betræffende Diplomer.


'''Den anden Hovedafdeling''' er bestemt til at indeholde mærkelige gamle Beretninger, som endnu haves, angaaende ''Grönlands geographiske og physiske Beskrivelse'' med dansk Oversættelse samt oplysende Indledninger og Anmærkninger. Hertil höre de forskjellige gamle Bestemmelser for Seiladsen til Landet, Flatöbogens Optegnelser om Grönlands Kirker og Bygdelag, Kongespeilets Beskrivelse over Landet og dets Produkter, Ishavets Havdyr m. m., gamle Afskrifter af nu tabte Membraner, Gripla og flere, Ivar Bardsöns, kaldet Beres, Beretning om det gamle Grönland, Adam af Bremens Efterretninger om Grönland, Brödrene Zenos Reiser o. s. v.


'''Den tredie Hovedafdeling''' vil især angaae Grönlands Gjenopdagelse, Historie og Geographie i nyere Tider med udförlig Beskrivelse over ''Landets gamle Mindesmærker'', alle nu opdagede Spor og Levninger af de gamle Colonisters Kirker, Boliger, Indhegninger, Varder, samt andre fra deres Tider bevarede Mindesmærker og Oldsager, især Runestene og andre Indskrifter med fornödne Afbildninger. Her vil vi ogsaa blive optagen en historisk-topographisk Undersögelse over de ældre nordiske og de nyere eskimoiske eller danske Stednavnes sandsynlig rigtigste Forbindelse eller locale Identitet. Hvad der videre kan ventes i denne, endnu ikke redigerede Afdeling, er det ikke mueligt forud at angive.


Den förste Hovedafdeling optager de tvende förste Bind; det tredie vil, foruden dens Slutning, indeholde den anden og tredie Hovedafdeling.


Selv for dem, der ynde Historien ikke blot for dens egen eller Jordbeskrivelsens Skyld, men ogsaa formedelst dens Indflydelse paa skjön og dannende Kunst, haabe vi at nærværende Værk ikke vil være uden Interesse. Foruden de mange levende Skildringer af vor nordiske Oldtids Sæder og Tænkemaade, frembyder det ikke faa herlige maleriske Scener, værdige til at fremstilles af aandrige Kunstnere — og desuden et i æsthetisk og metrisk Henseende særdeles mærkeligt Kvad, der egentlig maa betragtes som en rimet historisk Paraphrase, men dog ingenlunde savner væsentlig digterisk Værd, der desmere maa paaskjönnes, som næsten intet af det Slags Digtninger, hvortil det hörer, hidindtil har været den literaire Verden bekjendt.


Værkets tvende förste Bind ere saaledes redigerede og affattede af Oldskrift-Committeens Medlemmer Finn Magnusen og C. C. Rafn, at den sidstnævnte dertil har bearbeidet Texten til Sagaerne om Erik den Röde og Thorfinn Karlsefne med den dertil hörende danske Oversættelse ligesom ogsaa Texten til Fóstbræðra-Saga og til Fortællingen om Einar Sokkesön; den förstnævnte har afskrevet og oversat de övrige Stykker samt tillagt Slægtregistrene, som ere fortsatte til vore Dage. Indledninger og Anmærkninger ere gjennemgaaede af os begge, ligesom vi ogsaa i Fællesskab selv have besörget Texternes Collationering.


Vi ere os bevidste at have anvendt al Flid til den efter vort Begreb hensigtsmæssigste og fuldstændigste Udförelse af Værket, for at det om mueligt kunde ansees værdigt til at modtages som et dansk Nationalværk, tillige mærkeligt for Verdens, Jordbeskrivelsens, Söfartens og Handelens Historie i det Hele. Den lange vildsomme Flugt, paa hvilken vi ved dets Affattelse i Tankerne have svævet, gjennem et svundet Aartusendes Mulm og Dunkelhed, hen til de fjerneste Polaregne og transatlantiske Kystlande, kan vistnok tit have fört os paa urigtige Spor og ledt os i Vildfarelse, men tit have vi dog med sand Fryd seet Historiens Fakkel saaledes lyse for os, at vi klart maatte erkjende den af os med ufortröden Iver eftersögte Sandhed, og det vil være vor bedste Lön, hvis fordomsfrie og kyndige Granskere ret tit med os kunne indsee og dele denne vor Overbeviisning. De Feil derimod, som vi maatte have begaaet, vil det være os kjært at faae rettede af andre, da vi selv intet hellere önske, end at kunne lære, medens vi leve, og at en stedse stigende Oplysning udbredes over de fjerne Tider og Egne, med hvis Betragtning vi her beskjeftige os og vore Læsere.




'''Indhold af förste bind:'''


I. Indledende Undersögelse angaaende de ældste Skrifter og Beretninger om Islands og Grönlands Historie og deres forskjellige Forfattere.

II. Om Gunbjörns Skjær. Samling og Undersögelse af gamle og nyere Efterretninger om disse i Nærheden af Grönlands Kyster beliggende Öer, som opdagedes sidst i det 9de eller först i det 10de Aarhundrede, samt om de saakaldte Krosseyjar.

III. Om Are Marsön, hans Seilads til Amerika og hans faste Ophold sammesteds.

IV. Præsten Are Thorgilssöns, kaldet den Lærdes, Beretning om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse, af hans saakaldte Schedæ.

V. Brudstykker af Landnama om Grönlands Opdagelse, Beboelse og Landnamsmænd.

VI. Erik den Rödes Saga eller Fortællinger om Erik den Röde og om Grönlænderne.

VII. Thorfinn Karlsefnes Saga.

VIII. Uddrag af Eyrbyggja om Grönlændernes islandske Hjemstavns förste Beboelse og Tildragelser, samt Grönlands ældste Nybyggeres Levnet.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]
[[Kategori:Grønlandica]]