Vis kilden til Cornelius Tacitus biografi

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Cornelius Tacitus biografi]] !!  !! 
|-
|}



[[Bilde:Cornelius Tacitus3.jpg|thumb|'''Cornelius Tacitus''']]

<center>'''[[Biografisk oversigt]]'''<br><br><big>'''Cornelius Tacitus'''</big><br>'''(f. omtr. 55, d. omtr. 120 e. Kr)'''</center>


<br><br>'''Tacitus, Publius Cornelius''', rom. Historieskriver, f. omtr. 55, d. omtr. 120 e. Kr. Han tilhørte en velhavende Familie og kom tidlig ind paa Embedsbanen. Efter at have været Prætor 88 synes han at have opnaaet Statholderskabet i en af det rom. Riges nordlige Provinser; Konsul blev han 98 og derefter Prokonsul i Asien; om hans senere Liv vides der næsten intet. Uagtet T. væsentlig har sin Ret. som Historieskriver, gik hans litterære Virksomhed dog ogsaa i andre Retninger. I et Ungdomsværk, Dialogus de oratoribus, hvis Ægthed ganske vist har været omtvistet, behandler han Spørgsmaalet om Aarsagerne til Veltalenhedens Forfald. Han viser sig her som en Tilhænger af den retoriske Retning, hvis Fører var Quintilian, og som søgte at genoplive Traditionerne fra Cicero’s Tid; ogsaa i selve Skriftet hersker en gammeldags Stil med fyldige ciceronianske Perioder. Sine første historiske Skr. offentliggjorde T. 98, nemlig Agricola og Germania. Det førstnævnte er en Levnedsbeskrivelse af T.’s Svigerfader Agricola, af hvem der gives en i høj Grad sympatetisk Skildring, samtidig med, at der rettes skarpe Udfald mod den afdøde Kejser Domitian, hos hvem Agricola var falden i Unaade. I Germania giver T. en geografisk og etnografisk Skildring af Romerrigets nordlige Naboland, til hvilket han maaske har haft et personligt Kendskab. Han fremhæver Germanernes Naturkraft i Modsætning til Romernes Overcivilisation og var ikke blind for den Fare, som truede Romerriget fra Germanernes Side. Til Trods for adskillige Misforstaaelser er dette Skrift en af vore vigtigste Kilder til de germanske Folks ældste Historie. Efter Udarbejdelsen af disse Smaaskrifter tog T. fat paa større historiske Værker. I Historiæ, vistnok i 12 Bøger, behandlede han det flaviske Dynastis Historie, Aarene 69—96, en Tid, som han selv havde oplevet. Heraf er imidlertid kun de 4 første og en Del af den 5. Bog bevarede, og disse behandler kun Borgerkrigene og en Del af Vespasian’s første Regeringsaar (69—70). Efter at dette Skrift var fuldført, tog T. fat paa den nærmest foregaaende Tids Historie, fra Augustus’ Død (14) til Nero’s Død (68). Dette Skrift, Ab excessu Divi Augusti, sædvanlig kaldet Annales, var T.’s betydeligste Arbejde. Det var rimeligvis delt i 18 Bøger, men af dem haves nu kun 1.—6. og 11.—16. Bog, og det ikke engang fuldstændig. I de bevarede Bøger behandles Tiberius’ og en Del af Claudius’ Regeringstid samt Nero’s Regeringstid indtil 66. Som Historieskriver satte T. sig ikke den Opgave at behandle hele det rom. Riges Historie, men han saa paa Begivenhederne fra et udpræget Hovedstadsstandpunkt. Kejsernes politiske Færd og deres Optræden over for Senatet og Aristokratiet i Rom er Genstand for hans største Interesse. Han tilhørte selv det Aristokrati, der saa længe som muligt havde bevaret Sympatien for Republikken, men var dog bleven klar over, at, som Forholdene nu laa, var en Tilbagevenden til de republikanske Forfatningsformer en Umulighed. Men om han end indrømmede Kejserdømmets Nødvendighed, var han dog opfyldt af Bitterhed over den Maade, hvorpaa de fleste af Kejserne havde realiseret Systemet. Medens han selv en stor Del af sit Liv havde levet under Domitian’s Tyranni, fandt han først i Nerva og Trajan Kejsere, hvis Færd han kunde betragte med Sympati. I den Tids Historie, som T. behandler, fremhæver han med Forkærlighed de mørke Træk, og hans hele Skildring er gennemtrængt af en dyb Strenghed og Alvor. Han søger at forklare Begivenhedernes Aarsagssammenhæng, til Dels ad psykologisk Vej. Megen Beundring har Eftertiden næret for hans psykologiske Analyser af Hovedpersonerne, f. Eks. af Kejser Tiberius; dog har han sandsynligvis herved mere ladet sig lede af sin forud fattede Mening end af virkelig Indsigt, og om det end maa anerkendes, at han redelig stræber efter at fortælle Sandheden og ogsaa har bygget sine Skildringer paa gode Kilder, saa har den Stemning, hvormed han saa paa Fortiden, dog ofte kastet et stærkt farvet Lys over de fremstillede Begivenheder. T.’s Stil udmærker sig i hans historiske Værker — anderledes end i Dialogus de oratoribus — ved korte, knappe, stærkt pointerede Sætninger og er ikke fri for at virke noget affektert, men gør paa den anden Side ogsaa et værdigt og alvorligt Indtryk. —
<br>''H. H. R.''

Kilde: '''''Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)''''' (Uddrag)


====Bibliografi====

* [[Germania]]
* [[P. Corneli Taciti de origine et situ Germanorum|De origine et situ Germanorum]]

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Biografisk oversigt]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Cornelius Tacitus]]