Vis kilden til Drengen som lo til huldren

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Gutten som lo til huldren]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Drengen som lo til huldren]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Norske folkesagn|Norske folkesagn og eventyr]]'''</big>


<big><big>'''Drengen som lo til huldren'''</big></big>

Oversat fra norsk af<br>[[Anker Eli Petersen]]<br>© 2006</center>



Bryngel Hauge fra Hatlestranden tjente på Sundal i Mauranger, Kvindherred. En dag mens han var på arbejde oppe under Mipafjeldet, blev han så syg, at han ikke magtede at gå hjem igen. Hans mund blev skæv, og han mistede fuldstændig evnen til at tale. Han måtte bæres hjem - men var forvirret og mærkelig, som om han var blevet skræmt af noget oppe i marken.
<br>&nbsp;&nbsp; Tilfældigvis kom der på samme tid en gammel mand til gården, som kaldtes "Kaaløien". Han kendte til mange kunster og råd til at helbrede både svulne fingre og tandpine, så han var rigtig velkommen, da de tænkte at han nok også kendte til råd og midler til at forstå hvad der var i vejen med drengen.
<br>&nbsp;&nbsp; Kaaløien tog så drengen med sig op under Nipafjeldet, hvor drengen havde været da han pådrog sig sygdommen. Og deroppe blev drengen frisk igen og genvandt sine sanser fulde brug.
<br>&nbsp;&nbsp; Da han var kommet hjem igen, fortalte drengen hvordan han havde fået sygdommen. Den dag han var oppe under Nipafjeldet og ledte eft fårene, lagde han sig til at sove. Bedst som han havde lagt sig, så han nogle huldrer som gik og dansede lystigt et stykke fra ham. Huldrekvinderne havde røde livstykker på deres blå stakke, hvide skjorteærmer og lange fletninger, som hang ned over skuldrene. De var smukke, men rødøjede og så ud til at være temmelig gamle. Midt i det hele så han, at en hale svingede sig under deres stakke, og da brast drengen i latter. Men da gik det galt. En af huldrene kom og slog ham med knyttet næve på munden, så han blev helt skæv og målløs.
<br>&nbsp;&nbsp; Om drengen er der ellers at sige, at han senere blev jægtebygger, men druknede til sidst på havet.


''Kilde: Th.S. Haukanæs: Huldrefolk og Kristenfolk. Norsk sagnskat. Anden del. Granvin, Hardanger. I kommission hos C. Floor, Bergen 1906.''

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Anker Eli Petersen]]