Vis kilden til Ellefolk i husene 2

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Ellefolk i husene 2]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 02.jpg|thumb|200px|<center>Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1893


<big>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|Bind II]]'''<br><br>'''[[Ellefolk|A. Ellefolk]]'''</big>

<big><big>'''10. Ellefolk i husene'''</big></big>

</center>


111. I byen ''Binderup'' var en aften en familie samlet i sin stue, og på én gang blev man et lys vaer, der hævede sig op af en i nærheden liggende höj og nærmede sig huset. Der bankedes på døren, og en kvinde i hvide klæder trådte ind og gik hen og satte sig ved bordet. Da hun havde siddet der en stund, gik hun atter ud af døren, men nu så man, at hun var hul i ryggen, hun gik atter hen mod höjen og forsvandt, Folkene turde aldrig mere nærme sig höjen, når det var mørkt. 

''A. O. L''. 


112. En gammel og troværdig kone fra ''Staby'', der hed Ane Marie Digeborg, har fortalt: Da jeg var en lille én, så jeg en lille bitte kvinde komme op ved den ene side af klokkehuset. Hun stod stille et bitte gran, så sagde hun: «Hvem er a?» — «I er æ bussemand,» sagde jeg, og så sok hun for en ulykke lige ned igjen. 

''P. K. Madsen''. 


113. Der fortælles, at her i en gård boede ellefolk, som voldte, at deres kalve al tid døde. Så en dag, folkene var ved at bage, og det var en klingrende frost med snefog, kom ellefolkene ind for at varme sig ved ovnen, og sagde: «Det hytter og fytter i då, mower!» Konen, der var vred på dem, fordi de ødelagde kalvene, vilde jage dem hørt, men fik til svar, at de skulde bare flytte deres kalve et andet sted hen, da vandet fra dem løb ned på deres bord. Kalvene blev så flyttede, og der var ingen af dem, der siden døde. 

''Maren Nielsen, Fur''. 


114. Før min fader kom her, var der ellefolk her i gården. Deres kalve vilde dø for dem. Så en dag kom et lille ellekvindemenneske og sagde, at de skulde flytte deres kalve, for de piste ned til dem. 

''Anders Olesen, Døstrup''. 


115. Ellefolkene skal have holdt meget af varme, skjøndt de boede inde i den kolde jord, ti de kom tit frem med börnene på armen og varmede sig ved bagerovnen. 

''Lærei Schive''. 


116. En gammel kone havde tjent et sted nede i Vesteregnen, ilav hun var pige, og der sad to ellepiger på skorstenen, når folkene var gåede ind, og der var et hul ned i jorden for ved skorstenen, der smut de ned, når konen eller pigen kom. 

''Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven''. 


117. I ''Bjærggård'' i ''Nederby'' på ''Fur'' kom i gamle dage undertiden en ellekone ind, når de bagede, for at varme sig ved ovnen. Hun havde gjærne et barn på ryggen, og hendes bryster var så lange, at hun kunde slå dem over skuldrene og give barnet på ryggen die. 

''R. H. K''. 


118. I en anden gård var der også mange ellefolk, som voldte megen uro. Så en aften kom manden hjem og fortalte, at nu var han vis på, de nok skulde få ro i gården, han havde set, at alle ellefolkene flyttede om i naboens gård. Fra den dag af var de også fri for dem. Der, hvor de nu kom til, var en kone, som slet ikke kunde høre. Men om natten, når andre sov, kunde hun høre, ellefolkene tumlede med øltønderne, for da var de ved at brygge. Da de så havde boet i denne gård en tid lang, var det en nat, at færgemanden roede over sundet uafbrudt den hele nat uden at vide, hvad han roede med og uden at kunne få lov at gå i land. Han kunde mærke, der var noget i båden for hver gang, men han så ingen ting. Endelig, da han atter var ved den anden side, kom der én og satte ham en anden hat på hovedet, og så kunde han se en forfærdelig mængde stå på stranden. Først nu forstod han, hvad han havde sejlet med. Der kom så én af dem og stak ham en fyldt pengepung i hånden, så færgemanden fra den dag af var en rig mand. Siden hin nat har der ingen ellefolk været på øen. 

''Maren Nielsen, Fur''. 
 



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]